Til repræsentationen i Regionsudvalg Hovedstaden Regionsudvalg Hovedstaden Regionsformand Poul Erik Pedersen Hallandsvej 75 3140 Ålsgårde Tlf. 4970 9902 Mobil 2033 3412 E-post: poul.erik@pedersen.mail.dk Referat af Regionsmøde nr. 9 i Regionsudvalg Hovedstaden Onsdag den 3. december 2008 kl. 17.30 21.00 Brüsch Maskinfabrik, Islevdalvej 138, 2610 Rødovre Deltagere: Poul Erik Pedersen (ordstyrer), Boris Damsgaard (delvist), Gunnar Brüsch, Niels Egeberg, Vagn Göte, Steffen Damgaard Nielsen (referent). Afbud: Anne Merete Palmgren, Kurt Sjøgreen, Ingrid Kofod Larsen, Inger Nyboe. 1. Velkomst og præsentation Poul Erik Pedersen bød velkommen og introducerede til mødet. 2. Referat af Regionsmøde nr. 8 Ingen kommentarer til referatet, som blev formelt godkendt, efter det tidligere er godkendt pr. mail. 3. Meddelelser fra formand og kredsene Formandsmøde den 21. oktober 2008 Orientering om projektet Friluftslivets effekter på naturen samt debat om, hvad resultaterne kan bruges til. Der udarbejdes et forvaltningskatalog om, hvordan man håndterer og afbøder problemer og forstyrrelser skabt af friluftslivets brug. Debat om idéen, at der etableres et fælles forum for natur- og kulturformidling i kommunerne. Udbuddene fra naturformidlere og kulturformidlere bør koordineres. Naturskoler, naturformidlere og museer bør samarbejde for at skabe fælles rammer og netværk for formidlingen af naturen og kulturen i kommunerne. Repræsentantskabsmøder i kredsene og nyt fra kredsene Kreds Nordsjælland har planlagt til den 29. januar 2009. Kreds Storkøbenhavn Nord har planlagt til den 28. januar 2009. Kreds Storkøbenhavn Vest og Kreds København har endnu ikke planlagt. Frederiksberg Kommune er ved at udarbejde en temalokalplan, som indbefatter, at boldbaner og åbne arealer på skoler og institutioner åbnes for offentligheden uden for den normale åbningstid. Friluftsrådet bakker op om dette tiltag. Scandiagade 13, 2450 København SV, tlf. 3379 0079, fax. 3379 0179, fr@friluftsraadet.dk, www.friluftsraadet.dk
Evt. regionsmøde på Bornholm Det forventes, at der afholdes regionsmøde på Bornholm i efteråret 2009. Alternativt kunne regionsseminaret i foråret 2010 afholdes på Bornholm. Kredsenes friluftsoplæg Friluftsoplæg for Frederikssund, Frederiksberg og Rudersdal er klar til trykning og udlevering i januar 2009. Friluftsoplæg for Glostrup er trykt. I alt er der udarbejdet friluftsoplæg for 67 ud af 98 kommuner. Derudover er 5 friluftsoplæg på vej. For flere af de resterende kommuner vil der blive udarbejdet ét friluftsoplæg for flere kommuner, bestående af en række fælles afsnit samt individuelle afsnit for de enkelte kommuner. Natura 2000. Status for nyt forløb Miljøministeriet når ikke som planlagt at sende forslag til Natura 2000-plan i offentlig høring den 22. december 2008. Miljøcenter Roskilde varsler forslag til Natura 2000-plan omkring februar/marts 2009. Ifølge miljøcentrene er regeringens grønne vækststrategi fra sensommeren 2008 kommet ind over og er årsagen til forsinkelsen på Natura 2000-planerne. Ingen tilbagemelding fra Miljøministeriet til friluftsorganisationerne på de indgivne høringssvar. Regionsudvalget finder dette utilfredsstillende. Gunnar Brüsch fra Kreds Storkøbenhavn Nord afgiver sin plads som suppleant i Vand- og Naturråd for hovedopland Køge Bugt under Miljøcenter Roskilde til Kreds Roskilde. Hjortevildtgruppen Notat om Friluftsrådets repræsentation i hjortevildtgrupperne er udarbejdet. Friluftsrådet er repræsenteret i hjortevildtgrupperne, fordi Friluftsrådet gerne vil bidrage til debatten om forvaltning af den danske natur, herunder forvaltning af hjortevildt. Gennem repræsentationen i hjortevildtgrupperne vil Friluftsrådet arbejde for at sikre en fornuftig balance mellem beskyttelse og benyttelse af naturen og sikre, at der værnes om de værdier, der giver oplevelser og kvaliteter i naturen. Friluftsrådet mener ikke, at der bør gives dispensation til etablering af dyrehaver, hvis det primære formål er at fremme jagtinteresserne. Derimod kan Friluftsrådet godt acceptere dispensationer i de tilfælde, hvor det primære formål er at fremme biodiversiteten og/eller friluftslivet. Kystsikring Rågeleje Øget kystsikring er påkrævet ved Rågeleje, hvor Friluftsrådet i den forbindelse bør sætte fokus på, at tilgodese og udvikle mulighederne for adgang til stranden og friluftsliv i området. Adgangsforhold ved Langstrup Mose DN er gået sammen med en gruppe beboere med henblik på at forhindre offentlig adgang ved Langstrup Mose.
Kredsseminar 6.-7. marts 2009 Der afholdes formandsmøde fredag ind til kl. 16.00. Derefter kredsseminar til lørdag kl. 14.00. Det er væsentligt, at der afholdes workshops med henblik på netværksdannelse mellem kredsene. Drøftede muligheden at Kjeld Hansen kunne deltage som ekstern foredragsholder. Kreds Storkøbenhavn Vest ønsker debat om adgang og fladefærdsel. Der ønskes debat om Friluftspolitisk Uddannelsesprogram for at kvalificere kredsbestyrelserne til at udøve friluftspolitik på kommunalt og regionalt plan og dermed understøtte Friluftsrådets arbejde. Uddannelsen kunne omfatte f.eks. friluftspolitik (f.eks. strategiudvikling), kompetencekurser (f.eks. Natura 2000, kommuneplaner), rollen som kredsbestyrelse samt introkurser for nye kredsbestyrelsesmedlemmer eller kurser for tipsambassadører. 4. Samarbejdet med vore partnere herunder DN Punktet er drøftet. Fredningsforslag fra DN vedrørende f.eks. Bagsværd Sø og Flyvestation Værløse er eksempler, hvor der mangler en overordnet plan og sammenhæng mellem beskyttelse og benyttelse. Disse fredningsforslag tilgodeser ikke friluftslivets og sportens interesser. Når DN rejser en konkret fredningssag, er fredningen formelt set gældende indtil Fredningsnævnet har afgjort sagen. Væsentligt at DN og Friluftsrådet fastholder det gode samarbejde, da fælles synspunkter giver stor gennemslagskraft. 5. REKU-møde den 25. november 2008 Friluftsrådets arbejde tager udgangspunkt i det friluftspolitiske handlingsprogram Friluftsliv for alle, som indeholder en række handlingsrettede erklæringer. Retten til adgang, færdsel og ophold i naturen er af helt vital betydning for friluftslivet og udgør en væsentlig del af den vidensbagage, som arbejdet på alle niveauer i Friluftsrådet, er bundet op omkring. 6. Jernbanestrækningen København-Ringsted Sekretariatet i Friluftsrådet har koordineret og udarbejdet høringssvar til Trafikstyrelsen vedrørende København-Ringsted jernbane projektet. Tilfredshed med processen og det udarbejdede høringssvar. I høringssvaret prioriteres der ikke mellem de 2 løsningsmuligheder, men der fremføres en række generelle og konkrete bemærkninger til de 2 løsningers påvirkning af friluftslivet med fokus på nødvendigheden af at tilgodese friluftslivets vilkår både i anlægsfasen og senere i driftsfasen. 7. Flyvestation Værløse Fredningsnævnet har besluttet at frede Flyvestation Værløse. Hvis fredningen realiseres, kan kommunens byggeri af boliger ikke udføres. Fredningen er anket af Furesø Kommune og sendt videre til Naturklagenævnet. Afklaring og videre tiltag vedrørende benyttelse og beskyttelse afventer.
8. Naturnetværk Friluftsrådet er sammen med Dansk Landbrug begyndt at skrive en projektbeskrivelse for et fælles projekt omkring naturnetværk. Ideen bag projektet er at sikre en forøgelse af biodiversiteten i landskabet via såkaldte trædesten, hvor flora og fauna kan udvikle sig og spredes. Idéen skal gennemføres gennem en slags kollektive naturplaner. Planen er at lave en afprøvning i 2-3 pilotprojektområder. Som udgangspunkt er nationalparker ikke mulige pilotprojektområder. Regionsudvalget beklager dette. 9. Hæfte om nationalparker I forlængelse af hæftet Naturen på dagsordenen i nationalparkerne, som er et debathæfte, og den deraf afledte debat om kategori II områder i nationalparkerne, har Friluftsrådet udarbejdet et bilag. Bilaget kan ses på www.friluftsraadet.dk/1257. Friluftsrådets holdning til at dyrke friluftsaktiviteter i nationalparker er ikke anderledes end vores holdning til at dyrke friluftsaktiviteter i naturen generelt. Benyttelse og beskyttelse skal afvejes overfor hinanden såvel i nationalparker som i naturen generelt. Derfor har Friluftsrådet defineret 3 forvaltningszoner i nationalparkerne henholdsvis landskabsområder (med friluftsliv), naturområder (med friluftsliv) og naturbeskyttelsesområder (uden friluftsliv). Mange aktører benytter kerneområder, som et vigtigt begreb i forhold til forvaltningen af nationalparker. Da der ikke eksisterer nogen officiel betydning af bl.a. begrebet kerneområder foreslår Friluftsrådet, at Skov- og Naturstyrelsen udarbejder et begrebsapparat, som definerer de anvendte ord og begreber. 10. Nationalpark Kongernes Nordsjælland De 5 borgmestre i henholdsvis Halsnæs, Fredensborg, Gribskov, Hillerød og Helsingør kommuner har sendt et brev til miljøministeren vedrørende nyt forslag til afgrænsning af nationalparken Kongernes Nordsjælland. Brevet er præget af væsentlig indflydelse fra Gribskov Kommune, idet korridor 4 og området omkring Søborg Sø er udtaget af nationalparkområdet. I forslaget udgør nationalparkområdet et areal på ca. 33.500 hektar, da der er udtaget ca. 6.000 hektar jord fra nationalparkområdet. Regionsudvalget beklager dette. Brevet omtaler ikke DN og Friluftsrådet, som væsentlige interessenter i forbindelse med afgrænsning af nationalparken i Nationalparkbestyrelsen samt i udarbejdelse af bekendtgørelsen for nationalparken. Regionsudvalget beklager dette. Friluftsrådet har været en væsentlig aktør i forbindelse med udviklingen af nationalparken, og Friluftsrådet vil derfor naturligt fortsat arbejde for at være en væsentlig aktør såvel vedrørende Nationalparkbestyrelsen og under udarbejdelse af bekendtgørelsen for nationalparken. Folketingets forligspartier skal den 16. december diskutere en række tiltag vedrørende nationalparker. I den forbindelse kan nævnes, at de sydfynske kommuner ønsker en nationalpark i det sydfynske øhav, hvor arbejdet ledes af Naturturisme I/S stiftet af Svendborg, Fåborg-Midtfyn, Langeland og Ærø kommuner.
11. Stiprojekter på tværs af regionen Fjernvandresti ved Danstrup Hegn er pløjet op. Kreds Nordsjælland har skrevet et brev til Fredensborg Kommune, hvorvidt kommunen er bekendt med dette. Friluftsrådet har ingen rettigheder som høringspart på dette område. Det er frivilligt for kommunen, om de vil høre nogen. Det er ikke en godkendelsesprocedure, men alene en anmeldelsesprocedure. Derfor er der enkelte kommuner, som ikke vil sende anmeldelserne til Friluftsrådet og DN. Friluftsrådet kunne gøre en indsats for, at kommunerne husker at orientere DN og Friluftsrådet indenfor den periode kommunen har til rådighed (4 uger), så der kan gribes ind. Det forpligter så også kredsene til at nå at svare tilbage til kommunen inden kommunens frist udløber. I Høje-Taastrup Kommune har Agenda 21 udvalget udarbejdet forslag til et stisystem rundt mellem kommunens forskellige byer og til Roskilde. Stisystemet indeholder kortere og længere runder. I Hvidovre Kommune deltager Friluftsrådet i arbejdet vedrørende etablering af ridestier langs med Vestvolden. 12. Jordbrug og Friluftsliv fællesmøde den 12. november 2008 Som en grøn alliance gennemføres netop nu et forsøgsprojekt i Lille Lyngby ved Arresø til forbedring af flora og fauna med deltagelse af lodsejere, kommuner, DN og Friluftsrådet. Der er stadig mange penge i puljen for grønne partnerskaber. Debat om oppløjning af braklagte arealer. Det seneste år er der ifølge en opgørelse i dagbladet Politiken på landsplan oppløjet ca. 830 km 2 braknatur ud af et samlet areal på ca. 1.480 km 2 braknatur. Det forventes, at ca. 1.200 km 2 braknatur vil blive oppløjet. Debat om kommunikation over kommunegrænser f.eks. i forbindelse med, at en kommune giver tilladelse til gyllespredning til en landmand med jorder i 2 kommuner, men hvor tilladelsen kun bliver offentliggjort i ansøgningskommunen. 13. Grønne Råd i kommunerne Der er oprettet Grønt Råd i Egedal Kommune og i Herlev Kommune. Glostrup Kommune har ytret interesse for et Grønt Råd og har i den forbindelse bl.a. på baggrund af friluftsoplægget henvendt sig til Kreds Storkøbenhavn Vest. 14. Næste møder Der er aftalt følgende møder i Regionsudvalg Hovedstaden, der afholdes kl. 17.30 på Brüsch Maskinfabrik, Islevdalvej 138, 2610 Rødovre: Torsdag den 5. februar 2009, regionsmøde nr. 10. Mandag den 8. juni 2009, regionsmøde nr. 11. Tirsdag den 29. september, regionsmøde nr. 12. Onsdag den 2. december, regionsmøde nr. 13.
15. Eventuelt Efter knap 2 år har Vejdirektoratet afgjort, at de ekspropriationer Frederiksborg Amt foretog til anlæggelse af et sammenhængende stisystem omkring Arresø og Esrum Sø nu skal gå tilbage. Regionsudvalget beklager dette. Regionudvalget indstiller, at Friluftsrådets tipsafdeling får en fuldmagt til inden for 2-3 uger at hurtigbehandle mindre tipsansøgninger og give tilskud på DKK 5.000,- til 10.000,-. 16. Dagsordenpunkter til næste møde Intet at bemærke.