Sommernummer august 2012 Indholdsfortegnelse

Sommernummer august 2012 Indholdsfortegnelse Forord 3 Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser 4 Martin Ammitsbøll Husted Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis Damien Degeorges Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau Lars Cramer-Larsen Operativ Ledelse Jakob Rømer Barfod En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste i anledning af von Kármánmedaljen 2011 Ernst Krogager Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660 Maria Hvid Kargaard Nyt fra bogfronten Anmeldelse af: The Royal Navy and the German Threat 1901-1917. Admiralty Plans to Protect British Trade in a War Against Germany af Matthew S. Seligmann Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen Anden Verdenskrig af Antony Beevor Anmeldt af generalløjtnant K. G. H. Hillingsø Vi slår ihjel og lever med det af Lars R. Møller Anmeldt af cand. mag. David Vestenskov Fællesanmeldelse af tre bøger med samme tema: På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested. Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret af Henrik Skov Kristensen Die Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit (HIAG) 1950-1990. Veteranen der Waffen-SS in der Bundesrepublik af Karsten Wilke Anmeldt af Niels Bo Poulsen Franco. Den store bedrager af Paul Preston Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen Afgantsy. The Russians in Afghanistan 1979-89 af Rodric Braithwaite Anmeldt af cand. mag. David Vestenskov 17 21 35 44 50 56 59 61 62 63 64 65 67 69 69 Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 1-2

Indholdsfortegnelse Københavns befæstning Til Fædrelandets Forsvar af Jens Ole Christensen, Michael H. Clemmesen, Ole L. Frantzen, Michelle L. Hjortgaard, Martin Je- 71 spersen og Anders Thorkilsen Anmeldt af kommandør Poul Grooss Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig af Kresten Andresen. Redigeret af Claus Bundgård Christensen 72 Anmeldt af Niels Bo Poulsen The Russian Origins of the First World War af Sean McMeekin 74 Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864 af Hans 75 Vammen Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen 1864 i billeder af Tom Buk-Swienty 76 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Hvem er Nielsen? med undertitlen En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann af Morten Møller 77 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Sænket af tyskerne med undertitlen Danske krigssejlere i 2. verdenskrig 79 af Sven Arvid Birkeland Anmeldt af kommandør Poul Grooss Kamikaze af Albert Axell og Hideaki Kase 80 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Dannebrog. Kongeskib i 80 år. 1932 2012 af Tom Wismann 82 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 2011-2012 84 Skrivevejledning 91 Ledige legater 92 2

Forord Kære læsere Velkommen til Militært Tidsskrifts sommernummer (nr. 2, 2012). Nummeret indledes med artiklen Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran og dets konsekvenser af Martin Ammitsbøll Husted, Adjunkt ved Århus Akademi. Heri analyseres effekten af et israelsk angreb på Irans atomprogram, og dets mulige forventelige militære konsekvenser drøftes. Martin Ammitsbøll Husted vurderer, at et israelsk eventuelt angreb og den derpå følgende konflikt mellem Israel og USA på den ene side og Iran på den anden side ikke vil være formålstjenlig for førstnævnte parter. Nummerets næste artikel omhandler bærer titlen Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis. Bidraget er skrevet af Dr. Damien Degeorges fra det franske institut for strategisk forskning (IRSEM) og Grønlands universitet (Ilisimatusarfik). I artiklen undersøges de udfordringer det skaber for Danmark, Grønland og de øvrige arktiske aktører, hvis Grønlands vej mod selvstændighed fortættes. Fra sikkerhedspolitikkens og strategiens verden bevæger nummeret sig derpå i retning af det operative niveau. Artikel nummer tre er forfattet af Major Lars Cramer-Larsen, Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer. Under titlen Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau diskuteres udfordringerne ved koalitioner baseret på oplevelserne som dansk stabsofficer efter fem måneders udstationering ved US Central Command. Den næste artikel i nummeret forbliver i det operative spor. Major Jakob Rømer Barfod, master i organisationspsykologi, chef for Faggruppe Ledelse ved Hærens Officersskole ser i artiklen Operativ Ledelse på de erfaringer forsvaret de seneste år har indhøstet via ledelses- og lederudviklingsprojektet Ledelse med operativ effekt. Han slår til lyd for at der på en række områder bør arbejdes mere systematisk og målrettet med ledelse end i dag. I 2011 tildeltes Seniorforsker Ernst Krogager, civilingeniør, Dr.Techn., Forsvarets Materieltjeneste NATO RTO s von Kármán-medalje 2011. På redaktionens opfordring beskriver han i artiklen En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste sin forskningskarriere. Han peger samtidig på behovet for at styrke teknologiforskningen i forsvaret. Sidste artikel i dette nummer er skrevet af Cand.Mag. Maria Hvid Kargaard. Der er tale om et stykke militærhistorie, idet emnet jf. titlen er Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj 1658-1660. Gennem en bredt anlagt socialhistorisk undersøgelse af forholdene i og omkring Svenskelejren i Brønshøj peger hun på en række forhold, som kan have bidraget til at mindske den svenske kampkraft forud for stormen på København. Videre følger anmeldelsessektionen redigeret af Kommandør Poul Grooss. I dette nummer rundes af med Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 2011-2012. Til beretningen er knyttet et par ord om den fremtidige kurs af selskabets formand Kontreadmiral Nils Wang. Alle artikelskribenter og anmeldere takkes varmt for deres skrive- og anmeldelseslyst. Niels Bo Poulsen, chefredaktør Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 3

Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser Martin Ammitsbøll Husted 1 Indledning Usikkerheden om eksistensen af et iransk atomvåbenprogram skaber tiltagende spændinger mellem Israel, USA og Iran. Tel Aviv stiller sig mildt sagt tvivlende over for Teherans insisteren på atomprogrammets udelukkende fredelige hensigter. Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu er klar i sin udmelding, der varsler et forebyggende angreb: "Vi har ventet på, at diplomati skulle virke. Vi har ventet på, at sanktioner skulle virke. Nu kan ingen af os vente meget længere. Som Israels premierminister vil jeg aldrig lade Israel leve i skyggen af udslettelse" 2. Den konfrontatoriske israelske linje har tvunget Præsident Obama til at understrege det amerikanske engagement, hvis Iran virkelig har en skjult a- våbens dagsorden: "I will not hesitate to use force when it's necessary to defend the United States and its interests" 3. Iran betoner på sin side atomprogrammets fredelige hensigter men understreger samtidig sin vilje til at slå hårdt igen mod angreb: "We do not have nuclear weapons and we will not build them but in the face of aggression from the enemies, whether from America or the Zionist regime, to defend ourselves we will attack on the same level as the enemies attack us" 4, udtaler Ayatollah Ali Khamenei. I lyset af den spændte storpolitiske situation diskuteres det strategiske rationale for et forebyggende israelsk luftangreb (Strategic Air Attack in Military Operations Other Than War (MOOTW)). Diskussionen retter sig ligeledes mod de mulige iranske militære modreaktioner som et angreb vil medføre, og hvilken rolle USA vil få i en konflikt 5. Det må bedømmes som værende af interesse fra et militæranalytisk synspunkt at få en vurdering af dels det strategiske rationale for et angreb på Iran samt de konfliktscenarier, der kan opstå som følge af et sådan angreb. Derom handler det følgende. Artiklens argument og opbygning Artiklen undersøger grundlæggende spørgsmålet: Hvad er effekten af et forebyggende israelsk angreb på Irans atomprogram, og hvad er de forventelige militære eftervirkninger? Konklusionen er et israelsk angreb og en efterfølgende konflikt mellem Israel og USA vs. Iran ikke vil gavne nogle af staterne. Helt specifikt vil Israel ikke kunne forvente et positivt udfald af et angreb på bare mellemlangt sigt, der vil resultere i større sikkerhed for 1 Martin Ammitsbøll Husted er cand. mag i Filosofi, Historie og Samfundsfag, adjunkt ved Århus Akademi. Har tidligere publiceret i Politica, marts 2011, Militært Tidsskrift, oktober 2011, Ræson 1/2012. 2 "Netanyahu truer Iran med krig" Politiken 6.4.2012. Tilgængelig på: http://politiken.dk/udland/ece1561003/netanyahu-truer-iran-med-krig/ 3 "Obama says U.S. will use force vs. Iran if needed", CBC News 4.3.2012. Tilgængelig på: http://www.cbc.ca/news/world/story/2012/03/04/obama-american-israeli-address.html 4 "Iran will attack to defend itself: Khamenei", Reuters 20.3.2012. Tilgængelig på: http://www.reuters.com/article/2012/03/20/us-iran-nuclear-khamenei-idusbre82j0qx20120320 5 For debatten for et forebyggende angreb på Iran se f.eks. Raas & Long 2007, Debs & Monterio 2012, Kahl 2012, Kroenig 2012. For Irans reaktioner se Talmagde 2008, Shifrinson & Priebe 2011. For USA's rolle se f.eks. Lindsay & Takeyh 2010 Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 4-16

Cui bono landet. Dertil kommer at Israel, USA og Iran i en efterfølgende konflikt vil indgå i en ond cirkel, der har negative konsekvenser for dem alle, og i sidste ende ikke løser problemstillingen men blot forværrer den yderligere. Artiklens argument udfoldes i følgende tre dele. For det første er det strategiske rationale for et israelsk angreb begrænset af landets faktiske luftmilitære kapabiliteter. Det betyder at effekten af et forebyggende angreb på Iran er relativ begrænset. Israel har i det sit mest massive angrebsscenarium kun kapabilitet til at angribe og effektivt ødelægge udvalgte flaskehalse i Irans atomprogram. Det vil afgjort betyde en forsinkelse af selve programmet og i dets potentielle evne til at udvikle a-våben. Det afgørende er dog, at et israelsk luftangreb - eller en serie af angreb - ikke i sig selv endegyldigt stopper Irans atomprogram. Den begrænsning er i sig selv en faktor for at undlade at angribe, og bør figurer i Tel Avivs bedømmelse af det strategiske rationale for et angreb. Anden del i artiklens argument retter sig mod konsekvensen af et angreb. Her undersøges tre konfliktscenarier. Overordnet set har Iran dog en række militære muligheder. De omfatter alle angreb fra Iran mod israelske eller vestlige interesser herunder: 1) Direkte iranske gengældsangreb på Israel, 2) Lukning af det strategiske Hormuz-stræde, 3) Missilangreb på den saudiske olieindustri- og infrastruktur, 4) Aktivering af Hizbollah og Hamas i en stedfortræderkrig mod Israel. Irans militære modreaktion baserer sig således på en trussel om intensivering af og udvidelse af konflikten. Konfliktscenarierne indeholder en intensivering af konflikten og det bedømmes som et uoverskueligt element. Netop faren for intensivering bedømmes i artiklen som endnu en begrænsning af det strategiske rationale for et forebyggende luftangreb. Tredje del af argumentationen retter sig mod USA's rolle i de efterfølgende konfliktscenarier. Det er klart, at USA på sin side pt. ikke ønsker israelsk enegang overfor Iran, da det sandsynligvis vil tvinge amerikanerne ud i en konfrontation med konventionelle iranske styrker. Det vil betyde endnu et amerikansk militært engagement i Mellemøsten. Et engagement, der må udføres primært med sø - og luftstyrker, og som vil få karakter af en glidebane, hvor amerikanerne vil blive stadigt mere inddraget militært. På den anden side har Iran også ringe interesse i en regulær militær konfrontation med supermagten USA. Det iranske militær vil sandsynligvis hurtigt blive sat 20-30 år tilbage, hvis konflikten udvikler sig til en egentlig konfrontation mellem massive amerikanske sø-luftstyrker og konventionelle iranske styrker. Overordnet bedømmer artiklen derfor det strategiske rationale for et forebyggende angreb som begrænset. Spørgsmålet er simpelt: "Cui bono"; hvem gavner det? I sidste ende ingen. Hvis Israel angriber Iran, vil den positive effekt kun være kortsigtet for israelsk sikkerhed. Effekten overvejes dog af de militære modreaktioner og storpolitisk-diplomatiske eftervirkninger, der vil være uoverskuelige for Mellemøstens stabilitet som helhed. Artiklens analyse og argumentation baserer sig på åbne kilder. Det giver en begrænsning i og med at analysen ikke kan fastslå de egentlige politiske intentioner for et israelsk angreb eller en iransk modreaktion. Det kræver adgang til fortroligt materiale og en lukket politisk beslutningsproces i begge stater. Analysen kan derfor kun bedømme det overordnende strategiske rationale for et luftangreb og modreaktionerne herpå. Den bedømmelse baserer sig på en analyse af de faktiske militære kapabiliteter de implicerede stater råder over. Målet? Det iranske atomprogram og luftforsvar Det iranske atomprogram er af industriel størrelse og fremstilles i Kort 1. Det er spredt ud i hele landet på flere faciliteter, der ofte er skjult eller nedgravet i beskyttende bunkere og 5

Cui bono beskyttet af luftværn. Flere af anlæggene har overlappende funktioner, hvilket vanskeliggør en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt 6. Kort 1. Det iranske atomprogram. Kilde: http://www.globalsecurity.org. Atomprogrammets primære faciliteter er 1) Tungtvandsanlægget ved Arak, 2) Letvandsrektoren ved Bushehr, 3) Uranminerne ved Gachin, Yazd og Saghand, 4) Uran omdannelsesanlægget og forskningsanlægget ved Isfahan, 5) Uranberigelsesanlæg ved Qum og Natanz samt 6) Det militære forskningsanlæg ved Parchin. Det er klart, at programmets størrelse og geografiske udbredelse ikke er tilfældigt men i stedet netop designet til at minimere effekten af et luftangreb. Et forebyggende israelsk angreb vil derfor ikke effektivt kunne nå alle mål i en angrebsbølge, men må koncentrere sig om visse flaskehalse. Det bedømmes som den eneste realistiske måde, hvorpå Israel kan forsinke atomprogrammet på via militære midler. Programmet har en række punkter, herunder særligt de faciliteter, der er direkte involveret i selve produktionen af atommaterialet, dvs. anlæggene ved hhv. Arak, Isfahan, Natanz og Qum er særlig interessante fra et israelsk synspunkt. En effektiv bombning af disse faciliteter vil være en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt pga. deres status som produktionsmæssige flaskehalse, hvis erstatning vil betyde nye massive og tidskrævende investeringer 7. Iran har forsøgt at maksimer det militære forsvar af sine atomfaciliteter og anlæg - dog med begrænset succes. Det iranske luftforsvar er sammensat af tre lag: Luftstyrker, jordluftmissiler (SAM) og luftværnartilleri (AAA). Den kvalitative status af det iranske luftvåben er overordnet ringe både i forhold til sine faktiske kapabiliteter og træningsniveau. Den effektive frontlinjestyrke består primært af forældede fly, ca. to dusin MIG-29, ca. 25 F-14 samt 24 8 F-7M 9. Denne luftstyrke bør ikke være en seriøs forhindring for det topmoderne israelske luftvåben. De iranske jord-luftmissiler kapabiliteter præsenter et mere broget billede. På den ene side mangler styrken en forenet kommando og kontrolorganisation, og store dele af dens bevæbning baserer sig på I-HAWK (Improved Homing All the Way Killer) MIM-23B missil- 6 Raas & Long 2007 p. 11 7 Ibid p. 11-15. 8 Talmagde 2008 p. 111 9 En kinesisk opgradering af den russiske MIG-21. 6

Cui bono batterier. Systemet er som sådan effektivt nok men forældet i mødet med en højteknologisk modstander som f.eks. det israelske luftvåben. På den anden side besidder Iran en række højteknologiske russiskproduceret jord-luftmissiler f.eks. SA-15 Gauntlet og det forlyder, at man forsøger at bevæbne sig med SA-6 systemet. Tilkomsten af SA-6 systemet vil være en effektiv forstærkning af luftforsvaret, men det betvivles om Iran har fået leveret missilerne fra Rusland 10. Sidste lag i det iranske luftforsvar er et større assortiment af luftværnsartilleri, hvor den mest moderne våbenplatform er de ca. 100 ZSU-23-4 "Shilka" fra 1960erne. En mulig rolle for luftværnsartilleriet ligger i dets evne til at besværliggøre fjendtlig luftstyrkers angreb fra lav højde med oprettelsen af zoner af spærreild over visse kerneområder. Luftværnsartilleriet er dog en begrænset kapabilitet, der ikke nævneværdigt forøger Irans luftforsvar. Det iranske atomprograms bedste beskyttelse mod et forebyggende angreb er derfor dets industrielle størrelse, nedgravede faciliteter og geografiske udstrækning. Luftforsvarets evne til at danne en beskyttende paraply over atomprogrammets faciliteter er i bedste fald begrænset, særlig i mødet med en højteknologisk modstander. Hvis et israelsk angreb skal være succesfuldt må det rette sig mod ødelæggelsen af visse flaskehalse. Svaghederne i det strategiske rationale for et israelsk angreb Israels strategiske rationale for et forbyggende angreb på Iran afhænger ud fra en militær bedømmelse af, hvorvidt det er muligt at ødelægge tilstrækkelig dele af atomprogrammet. Som udgangspunkt for bedømmelsen kan israelerne medtage deres tidligere positive erfaringer: To gange har israelerne understreget, at de ikke vil tolerere udviklingen af a-våben i Mellemøsten. Første gang var den 7. juni 1981, hvor israelske jagerfly gennemførte et forebyggende angreb på Irak med Operation Opera: Angrebet mod Saddam Husseins atomreaktor ved Osirak, der destrueres 11. Anden gang var den 7. september 2007 mod Syrien. Her udførte Israel Operation Orchard: Bombningen af en syrisk militærinstallation, der i efterfølgende undersøgelser udført af FNs Atomagentur viste tydelige tegn på at som være skjulested for en hemmeligholdt syrisk atomreaktor 12. Begge angreb var indiskutabelt militære succeshistorier. Særlig interessant er 1981- operationen mod Osirak-reaktoren pga. angrebets størrelse og den operationelle udfordring i at nå uopdaget de ca. 1600 km frem til målet. Angrebet blev gennemført af en strike package bestående af otte F-16 og otte F-15. De seksten jagerfly fulgte i lav højde en rute over det sydlige Jordan og dernæst det nordlige Saudi Arabien. Hverken det jordanske eller saudiske luftforsvar reagerede på den israelske krænkelse af deres luftrum. Ved målet gennemførte F-16 flyene selve angrebet imens F-15 flyene udførte combat air patrols. Målet blev ramt af mindst otte Mk-84 2,000 Ib bomber, og blev totalt destrueret. Derefter fulgte de israelske fly samme rute tilbage, og landede i Israel uden tab 13. Den historiske præcedens er dog vanskelig at overføre direkte på Irans atomprogram. For det første har iranerne tydeligvis lært af de irakiske og syriske fejltagelser, og har derfor udviklet et atomprogram af industriel størrelse og stor geografisk udstrækning. Det kræver et større antal fly. For det andet er operationens rækkevidde langt større end ved Osirak. De iranske mål ligger på en afstand af ca. 1500-1800 km fra nærmeste israelske 10 Talmagde 2008 p. 113 11 For detaljer om Operation Opera se: Claire 2004, Nakdimon 1987 12 For detajler om Operation Orchard se: "Israel admits air strike on Syria", 10.02 2007 BBC. Tilgængelig på: http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/7024287.stm, "IAEA suspects Syrian nuclear activity at bombed site". 18.02. 2010 Reuters. Tilgængelig på http://www.reuters.com/article/2010/02/18/us-nuclear-syria-iaea-idustre61h66320100218 13 Claire 2004 7

Cui bono base, hvilket kræver optakning i luften. For det tredje er flere af de iranske faciliteter nedgravet i beskyttende bunkers. Det kræver en specialiseret ammunition, der ikke var nødvendig ved Osirak. Alt andet lige står Israel således over for en langt større opgave, hvis et forebyggende angreb på Iran skal være effektivt. Ud fra en bedømmelse af det israelske luftvåbens faktiske kapabiliteter kan det ikke udelukkes at Israel kan rette et storangreb mod udvalgte dele af Irans atomprogram. Israel har investeret massivt i sine luftmilitære kapabiliteter og har f.eks. indkøbt 125 stk. F-15I og F-16I 14. Det øger markant slagkraften i den israelske luftstyrke. Det bedømmes som sandsynligt, at Israel gennem en maksimal anstrengelse af sin luftstyrkes kapabiliteter kan sammensætte en strike package på samlet ca. 50 jagerfly, f.eks. 25 F-15I og 25 F16I. Denne styrke vil kunne støttes af Israels tankerflåde, der udgøres af typerne KC-707 og KC-130H 15, og herigennem få den ønskede operationelle rækkevidde. Dertil har man investeret i "bunker busters"; missiler som BLU-113 Super Penetrator med sprængkraft til at gennemtrænge ca. 6 meter forstærket beton 16. En sådan styrke vil i eksperters bedømmelse kunne anrette seriøs skade på udvalgte dele af det iranske atomprogram 17. Styrken vil kunne følge tre mulige ruter, der fremgår af kort 2. Det problematiske for de israelske planlæggere er, at man med et angreb er nødsaget til at krænke enten tyrkisk, jordansk, irakisk eller saudisk luftrum. Reaktionerne fra de krænkede staters luftforsvar er alt andet lige uforudsigelige. Det øger stærkt usikkerheden for succesen af et angreb, hvis Israel ikke kan udelukke en aggressiv intervention fra eksempelvis det saudiske luftforsvar. Usikkerheden om nabostaternes reaktion spiller en vis rolle i vurderingen af det strategiske rationale for et angreb. Dog er hovedproblemet, at selvom Israel ved en maksimal anstrengelse kan rette seriøs skade på det iranske atomprogram, vil et angreb ikke endegyldigt stoppe det. Israel må acceptere, at dets luftmilitære kapabiliteter kun er tilstrækkelige til at forsinke atomprogrammet. Hertil kommer, at Israels mulighed for at rette gentagne serier af angreb mod Iran må bedømmes som minimal. Et storangreb bestående af ca. 50 fly og med krænkelse af flere nabostaters luftrum vil i sig selv være dybt destabiliserende for Mellemøsten. Flere angreb over eksempelvis en uge vil højst sandsynligt være ensbetydende med enten udbruddet af direkte krig eller i det mindste aggressive interventioner fra nabostater eksempelvis som følge af gentagne krænkelser af luftrum. Ud fra en realistisk bedømmelse har Israel kun én chance for at rette et angreb mod Irans atomprogram, og israelernes luftmilitære kapabilitet er ikke tilstrækkelig til at gennemføre en operation, der stopper programmet. Den erkendelse er den egentlige svaghed i det strategiske rationale for et israelsk angreb. 14 "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, 27.2.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc-.co.uk/news/world-middle-east-17115643 15 Raas & Long 2007 p. 24 samt The Institute for National Security Studies", entry "Israel", 2012. Tilgængelig på http://www.flightglobal.com/airspace/media/reports_pdf/world-air-forces-2011-2012-90190.aspx 16 Raas & Long 2007 p. 28 17 Se Ibid for en diskussion af det israelske angrebs muligheder. 8

Cui bono Kort 2. Mulige israelske angrebsruter. Kilde: http://www.globalsecurity.org. Tre scenarier for Irans militær modreaktion Iran har gentagende gange truet med en militær modreaktion, hvis Israel udfører et forebyggende angreb. Det må bedømmes som et forsøg fra Teherans side på at afskrække israelernes angreb med en trussel rettet mod selve Israel, men også mod regionens og verdensøkonomiens stabilitet. Dog afhænger Irans evne til at opstille en militær modreaktion først og fremmest af landets faktiske militære kapabiliteter. For at få et overblik over disse kapabiliteter, og lave en vurdering af Irans muligheder opstiller analysen i det følgende tre forskellige, men stadig beslægtede hypotetiske konfliktscenarier. Alle tre scenerier antager, at Israel har angrebet Irans atomprogram, og har anrettet betydelig skade. Irans militære muligheder er nu: Scenarie 1: Den afdæmpede reaktion Irans militære strategi er i den afdæmpede reaktion afmålt efter den politiske maksimering af rollen som offer og fremstillingen af Israels som Mellemøstens paria og tilsidesætter af international lov. Den iranske militære strategi vil her højst sandsynligt begrænse sig til asymmetrisk krigsførelse mod Israel. Pointen udfoldes af Mark Fitzpatrick fra International Institute for Strategic Studies, London, der anser det som sandsynligt, at Iran vil bruge den libanesiske milts Hizbollah som militær stedfortræder 18. Hizbollah har siden sin konflikt med Israel i 2006 udbygget sit missilarsenal, og besidder nu ca. 30.000 missiler af alle typer 19. Størstedelen af missilerne bedømmes som værende af typen Katyusha og 18 "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, 27.2.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17115643 19 "Haaretz WikiLeaks exclusive: 'Hezbollah expected to launch 100 missiles a day at Tel Aviv" Haaretz 8.4.2011. Tilgængelig på 'http://www.haaretz.com/news/haaretz-wikileaks- exclusive/haaretz-wikileaks-exclusive-hezbollah-expected-to-launch-100-missiles-a-day-at-tel-aviv- 1.354826 9

Cui bono udgør kun en seriøs trussel mod israelske civile i grænseområdet til Libanon. Rækkevidden fremgår af kort 3. Kort 3. Rækkevidden af Hizbollahs missilarsenal. Kilde: http://news.bbc.co.uk/2/hi/5242566.stm Fitzpatrick understreger dog, at Hizbollah også råder over et vist antal langtrækkende missiler: "These are [ ] Fahr-3, Fajr-5, Zelzal-2 and potentially Fateh-110 plus about 10 Scud-D missiles that can pack a 750kg (1,653lb) payload and hit all of Israel." 20. En konflikt mellem Hizbollah og Israel på baggrund af et israelsk angreb på Iran vil ligesom i 2006 trække israelske styrker ind i Libanon. Her vil Israel igen blive en del af den interne libanesiske magtkamp. Det vil være et dræn på israelsk militær, om end overkommelig. Den primære problemstilling for Israel i en stedfortræder med Hizbollah vil være at beskytte israelske civile, undgå et stort antal civile ofre i Libanon, og ikke blive trukket dybt ind i Libanon. Iran vil kunne fokusere på at forsyne Hizbollah, udstille Israel som paria og fremstille sig selv som regionens leder 21. En anden stedfortræder, der samtidig med et israelsk engagement i Libanon, ville kunne aktiveres af Teheran er Hamas i Gaza. En intensivering af Hamas terroristaktiviteter f.eks. massive misil - og morterangreb på Israel vil åbne en ny front, og måske inddrage israelske styrker i endnu en omgang af Gaza krigen fra 2008-2009. Til dobbeltpresset fra Hizbollah og Hamas kan Iran supplere med en række skjulte efterretningsoperationer rettet mod israelske mål og interesser på et globalt plan. Det er en mulighed, Daniel Byman, antiterror ekspert ved Brookings Institution, Washington bedømmer som sandsynlig, særlig i Mellemøsten, hvor Hizbollah har en række celler, der hurtigt kan aktiveres 22. Irans militære muligheder i scenarie 1 betinges af de politiske overvejelser, der kun åbner for afdæmpede militære reaktioner. Disse må ikke udføres af konventionelle iranske styrker, men af allierede - helst ukonventionelle styrker. Hvis Iran i scenarie 1 overreagerer efter Israels angreb, så vil det true hele den regionale stabilitet, involvere USA og 20 "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17261265 21 Ibid 22 Ibid 10

Cui bono undergrave Irans rolle som offer over for verdenssamfundet og Mellemøsten. En sådan begyndende overreaktion undersøges i scenarie 2. Scenarie 2: Den omfattende reaktion Irans militære strategi er i den omfattende reaktion bestemt af beslutningen om at forsvare sig ved at angribe en grundpille i verdensøkonomien: Olien. Associated Press rapporterede i juni 2006 hvad den øverste iranske leder Ayatollah Ali Khamenei anså som en sandsynlig konsekvens af et luftangreb på Iran: "definitely the shipment of energy from this region will be seriously jeopardized" 23. Det er særligt i Hormuz strædet, at Iran med få militære styrker og midler kan opnå en voldsom påvirkning af verdensøkonomien 24. Iran kontrollerer den nordlige del af det strategiske Hormuz stræde, strædet er 180 km langt, og på sin snævreste del kun 45 km bredt. Det er vitterligt et af verdens strategiske flaskehalse. Dagligt sejler ca. 14. tankskibe ud af Golfen via strædet - det bedømmes i en rapport fra Center for Strategic and International Studies, 2007 at der hverdag passerer ca. 17. millioner tønder olie gennem strædet - det svarer if. rapporten med et groft skøn til ca. 40 pct. af den handlede olie i verden 25. Det iranske militære besidder en række kapabiliteter, der i perioder kan forstyrre skibstrafikken, og har også historiske erfaringer med operationer i Den Persiske Golf under Iran-Irak krigen 1980-1988, hvor iranske flådeenheder med en vis succes angreb tankskibe 26. Irans kapabiliteter falder i tre kategorier. For det første har den iranske flåde opbygget en større styrke af lette og hurtige fartøjer, der er relativt primitivt bevæbnet raketstyr og automatvåben kan udføre angreb på skibstrafikken. Styrken vil allerede i timerne efter et israelsk luftangreb være i stand til at presse oliepriserne i vejret ved at rette primitive angreb mod olietankere i Den Persiske Golf og i Hormuz 27. Det er en form for asymmetrisk krigsførelse til søs, hvor Iran vil bruge "hit-and-run" taktik mod tankskibe, og derigennem gøre oliemarkedet nervøse 28. For det andet besidder flåden mere konventionelle enheder, hvis indsættelse vil gøre Den Persiske Golf til en regulær krigszone. Caitlin Talmadge fra Security Studies, MIT bedømmer, at en decideret lukning af Hormuz strædet vil være i centrum af en iransk flådestrategi med indsættelse af disse styrker. Udlægning af minefelter er en simpel løsning, der kan gennemføres med flådens overfladeenheder (tre fregatter og to korvetter) samt med Irans tre ubåde af Kilo-klassen. Talmadge bedømmer i 2008 ud fra åbne kilder, at Iran besidder ca. 2000 miner, hvoraf ca. halvdelen er moderne af typen MDM-6. De iranske Kilo-klasse ubåde er sig selv en trussel mod skibstrafikken, og deres indsættelse vil være en seriøs eskalering af konflikten 29. 23 Ayatollah Warns West against Action, Associated Press, 5.6. 2006. 24 Se specielt Talmagde 2008 samt O Neil & Talmadge 2009 25 Anthony H. Cordesman. "Iran, Oil, and the Strait of Hormuz". 26.5.2007 Center for Strategic and International Studies. Se ligeledes "Strait of Hormuz". World Oil Transit Chokepoints. U.S. Energy Information Administration. 30.12. 2011. Tilgængelig på: http://www.eia.gov/countries/regionstopics.cfm?fips=wotc#hormuz 26 For mere om de såkaldte "Tanker Wars" se f.eks. Navias & Hooton 1996 27 Haghshenass 2008 28 "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17261265 29 Talmagde 2008 p. 89-93 11

Cui bono Kort 4. Hormuz strædet. Kilde: http://www.globalsecurity.org. For det tredje vil Iran kunne supplerer sine minefelter og flådeenheder i Hormuz med opstillingen af antiskibsmissiler på sin side af strædet. Her råder Iran over flere hundrede missiler af varierende kvalitet: Fra mere moderne kinesisk produceret Raad, C-801 Sardine og C-802 Saccade til forældede modeller som CSS-N-2 Silkworm og CSS-N-3 Seesucker. Alle typerne kan dog anrette relativ voldsom skade på skibstrafikken, særlig dens frie bevægelighed 30. Antiskibsmissiler vil etablere endnu et lag i lukningen af strædet. Dertil har det iranske luftvåben en vis luftstyrke med offensive kapabiliteter (f.eks. ca. 24 stk. MIG 29 og 25 F-14) til sin rådighed, der enten vil kunne rette direkte angreb mod skibe i området eller beskytte de iranske flådestyrker eller missilbatterier. Samtidig med et forsøg på at lukke Hormuz strædet vil Iran højst sandsynligt gøre sit for at optimerer beskyttelsen af sine militære kapabiliteter. Flåde- og luftbaser, minefelter og antiskibsmissilerne vil alle være beskyttet til en vis grad af luftværnskanoner - og missiler. 30 Ibid p. 99-102 12

Cui bono Heraf besidder Iran en vis kapabilitet f.eks. de 150 batterier udrustet med I-HAWK missiler samt sit større assortiment af luftværn 31. Scenarie 2 indeholder med sin omfattende iranske reaktion på et israelsk angreb en stærk eskalation af konflikten. Konventionelle styrker er nu tydeligt indblandet, og Iran har taget verdensøkonomien som gidsel i sit forsvar af atomprogrammet. Det bedømmes, at det iranske militære har en vis mulighed for at lukke Hormuz strædet i perioder, og gøre på mellemlang sigt gøre sejlads i Den Persiske Golf yderst farlig. Scenarie 3: Den totale reaktion 32 Irans militære strategi og muligheder i den totale reaktion antager, at den politisk-militære elite i Teheran i timerne efter et israelsk angreb anser landet som truet på sin eksistens. Antagelsen beror for det første på, at eliten er overbevist om, at det israelske angreb er starten på proces, der resulterer i regimeskifte. For det andet antages det i eliten, at USA's intervention kun er et spørgsmål om tid, og at Irans militære kapabiliteter således kun vil være til rådighed i en begrænset tidsperiode før USA nedkæmper dem. Den totale reaktion er således designet til at gøre processen "regimeskift" så omkostningsfuld, at den stoppes. Det antages endvidere, at det iranske militær ligeledes gør brug af de i scenarie 1 og 2 beskrevne militære muligheder. En første mulighed i den totale rektions forsøg på at opnå konfliktudvidelse er en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabiens olieindustri og infrastruktur 33. Det vil dels lægge et ekstra pres på oliepriserne, der supplerer operationen i Hormuz, og evt. inddrage saudiske styrker i en konflikt med iranske. Spørgsmålet er, om Irans mulighed for en missilkampagne mod saudiske oliemål er realistisk. Forskningen antyder, at Irans mulighed for effektivt at ramme specifikke mål i den saudiske oliesektor eksempelvis faciliteterne i Abqaiq, der stabilisere olien til eksport, er yderst begrænset 34. Det bedømmes at iranske missilbatterier skal affyre ca. 1300 Shahab-1 missiler for at ødelægge 75 pct. af faciliteterne i Abqaiq 35. Den faktiske beholdning af iranske Shahab-1 missiler bedømmes i 2011 konservativt som værende på mellem 100-400 stk. 36. Konklusionen er derfor, at den iranske missilkapabilitet både er for lille, deres træfsikkerhed for usikker, og den saudiske olieindustri og infrastruktur er for stor. Dog er de sikkerhedspolitiske konsekvenser ved en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabien uoverskuelige. Selvom Iran ikke effektivt kan lamme olieindustrien, vil en iransk missilkampagne mod Saudi Arabien fremprovokere en voldsom reaktion og true med konflikteskalation - det er netop målet for den iranske politisk-militære elite i Scenarium 3. Her vil USA sandsynligvis blive inddraget i forsøget på at nedkæmpe Irans missilbatterier. Det kan kun forventes, at Saudi Arabien også vil angribe iranske mål som gengældelse, og risikoen for konflikteskalation er derfor endnu engang tydelig. En anden mulighed for konfliktudvidelse er et direkte iransk angreb på Israel gennem flystyrker og langtrækkende missiler 37. Målet kunne være Tel Aviv eller andre storbyer, våbnene kunne være konventionelle eller endda kemiske eller bakteriologisk. Det er klart, 31 Ibid p. 113. 32 Scenarie 3 må anses som højst usandsynligt, men medtages, idet det indeholder interessante indsigter i Irans militære muligheder 33 Shifrinson & Priebe 2011 34 Ibid p. 174 35 Ibid p. 184-187 36 Ibid p. 181 37 "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17261265 13

Cui bono at et konventionelt angreb vil blive besvaret af Israel, men med mindre styrke end et kemiske eller bakteriologisk angreb, hvis israelske besvarelse er uoverskuelige. Effekten af et konventionelt angreb vil være at vise omverdenen, hvordan Iran kan besvare Israels angreb. Teherans kalkulering for effekten af et sådan angreb vil bero på, at landets militære kapabiliteter vil være meget udsatte så snart USA vil engagerer sig fuldstændigt. Derfor er det bedre at bruge dem offensivt, end at vente på deres nedkæmpelse. Dog bedømmer Mark Fitzpatrick fra Institute for Strategic Studies, at Irans evne til at angribe selve Israel er relativt begrænset. Irans "antiquated air force is totally outclassed by the Israelis and it has only a limited number of ballistic missiles that could reach Israel." 38 Fitzpatrick anser et iransk angreb som udelukkende symbolsk, men stadigvæk med underliggende potentiale for konflikteskalation. Israel vil være ekstremt bekymret over iranske ballistiske missiler, og deres potentielle ukonventionelle sprænghoveder. Tel Aviv vil enten kræve en troværdig amerikansk intervention, der nedkæmper truslen eller selv forsøge at gøre det. En israelsk enegang vil dog blotlægge svagheden i Israels militære kapabilitet: Israel kan ikke opretholde en længerevarende luftkrig over Iran - det kan kun USA. USA's mulige rolle i konflikten Det er ganske givet, at enten den omfattende eller totale iranske reaktion som beskrevet i scenarie 2 og 3 vil medføre intervention fra det amerikanske militær. USA anser lukningen af Hormuz strædet som en rød linje, der ikke uden indgreb fra supermagten overskrides. Direkte adspurgt om Irans evne til at lukke Hormuz i en periode anerkendte General Martin Dempsey, Chairman of the Joint Chiefs of Staff i januar 2012 at: The simple answer is yes, they can block it, Men Dempsey understregede videre at USA i den situation vil: take action and reopen the strait 39. Dempseys udtalelse skal ses i lyset af den massive tilstedeværelse af den amerikanske flåde i Den Persiske Golf: The Fifth Fleet var pr. januar 2012 tilstede med to hangarskibsgrupper (USS Abraham Lincoln og USS Carl Vinson, begge af Nimitz klassen) samt i alt otte minestrygere i området 40. En konfrontation mellem Iran og USA i Den Persiske Golf som følge af et israelsk luftangreb vil ikke være usandsynlig. Spørgsmålet er dog i hvilken grad og intensitet konflikten vil udspille sig? Bedømmelsen er, at initiativet er på Irans side. Hvis iranerne holder sig til asymmetrisk krigsførelse til søs, og laver nålestiksoperationer på tankskibe mv., så bedømmes det af eksperter at USA vil udvise en vis tilbageholdenhed 41. Men hvis Iran tydeligt indsætter konventionelle styrker, herunder brug af miner, ubåde eller antiskibsmissiler, vil konflikten uundværligt udvikle sig. USA vil være nødt til at rydde minerne i Hormuz strædet, og vil her indsætte flåde - og luftenheder til beskyttelse og nedkæmpelse af iranske beskyttelsesforanstaltninger, der truer minerydningen. Her er en tydelige fare for konflikteskalation. Hvis Iran vælger at beskytte sine minefelter, og eksempelvis beskyde amerikanske minestrygere med antiskibsmissiler, vil en amerikansk reaktion være at nedkæmpe disse missiler, deres målfindingsudstyr, og deres kommando og kontrolorganisation. Det vil sætte amerikanske luftstyrker op mod iranske antiluftværnskapabiliteter, der igen vil blive angrebet af US styrker 42. 38 "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17261265 39 "U.S. Sends Top Iranian Leader a Warning on Strait Threat" New York Times, 12.1.2012. 40 U.S Navy, "Ships". Tilgængelig på: http://www.navy.mil/navydata/fact_display.asp?cid=42-00&tid=200&ct=4 41 Se f.eks. Talmagde 2008 42 Ibid p. 115-117 14

Cui bono En konfrontation mellem USA's og Irans respektive militærmagt i området omkring Hormuz strædet er en ulige konkurrence på mellemlangt sigt. USA besidder sammenlignet med Iran en så hypermoderne militærmaskine, at iranerne kun kan forvente at lukke Hormuz fuldstændigt i en kort periode, og derefter kun sporadisk true skibstrafikken. Irans militær vil i en konfrontation med USA hurtig opleve en dramatisk nedgradering af sine kapabiliteter, idet amerikanerne højst sandsynligt vil udvide deres luftoperationer til at omfatte hele det iranske militær; særlig kommando og kontrol, luftstyrker, missilenheder og enheder fra Revolutions Garden. Det vil sætte iranske politikere over for et ubehageligt valg: Enten at nedtrappe konflikten, og redde landets militærmagt fra at blive sat 20-30 år tilbage. Eller eskaler konflikten til egentlig krig, som undersøgt i scenarie 3. Den sidste mulighed vil dog højst sandsynligt føre til samme resultat, om end bare mere massivt, da nabostaterne muligvis vil intervenere mod Iran. Men USA's forsikring om intervention, hvis Iran krydser bestemte røde linjer og eksempelvis forsøger at lukke Hormuz, er en usikker vej for Amerika. Den åbner for endnu konflikteskalation, og endnu større amerikansk engagement. Endnu et amerikansk engagement i Mellemøsten ønsker ingen i Washington. Det ved Washington, og det ved Teheran. Derfor vil Washington gå meget langt for at undgå israelsk enegang. Den egentlige effekt af et angreb på atomprogrammet er for lille, og de større militære konfliktscenarier er for uoverskuelige. Derfor bør Israel ikke angribe Iran. Problemet er, at Israel ikke har tiden eller tålmodigheden til at vente på sanktionernes effekt. Et atombevæbnet Iran er utænkeligt for Tel Aviv. Konklusion Artiklen har på baggrund af åbne kilder undersøgt det strategiske rationale for et israelsk angreb på det iranske atomprogram, og tre hypotetiske konfliktscenarier for en iransk militær modreaktion. Analysen har først fokuseret på, om der grundlæggende kan identificeres et strategisk rationale for et israelsk angreb på Iran bedømt ud fra de militære kapabiliteter Israel råder over. Hertil er svaret nej. Israel kan kun forsinke atomprogrammet, og vil derfor ikke opnå varig sikkerhed ved gennemførelsen af et luftangreb. Analysen har dernæst inddraget Irans militær muligheder, hvis det angribes af Israel. På baggrund af analysens konklusioner er det klart, at Iran på kort sigt har en række muligheder, men at enhver konflikteskalation fra iransk side f.eks. minering af Hormuz uundværligt vil blive besvaret med overvældende amerikansk militærmagt. Den efterfølgende konfrontation vil højst sandsynligt ødelægge så store dele af det iranske militær at enhver gevinst for Teheran vil være minimal. Det bedømmes at USA's rolle er afventende og grundlæggende afvisende over for en militær løsning på problemet om Irans fortsatte atomprogram. USA ønsker ikke at blive engageret i en konflikt med Iran, men accepterer dog det faktum, at amerikanske styrker uundværligt vil spille en hovedrolle, hvis Israel angriber, og Iran slår igen ved at lukke Hormuz. Ingen af de implicerede stater kan forvente egentlige gevinster af en militær konfrontation. Derfor bør beslutningstagerne atter spørger sig selv: Quo bono? Litteraturliste Debs & Monterio (2012) "The Flawed Logic of Striking Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/137036/alexandre-debs-and-nuno-pmonteiro/the-flawed-logic-of-striking-iran Claire, Rodger W. (2004) Raid on the Sun: Inside Israel s Secret Campaign That Denied Saddam the Bomb. Broadway Books, New York. 15

Cui bono Haghshenass, Fariborz (2008). "Iran's Asymmetric Naval Warfare". Policy Focus/Washington Institute for Near East Policy. Washington, D.C. Kahl, Colin H (2012) "Not Time to Attack Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/137031/colin-h-kahl/not-time-to-attack-iran Kroenig, Matthew Kroenig (2012) "Time to Attack Iran" Foreign Affairs Vol. 91, Nr. 1. Lindsay, James M. & Takeyh, Ray (2010) "After Iran Gets the Bomb" Foreign Affairs Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/66032/james-m-lindsayand-ray-takeyh/after-iran-gets-the-bomb Nakdimon, Shelomoh (1987) First Strike: The Exclusive Story of How Israel Foiled Iraq s Attempt to Get the Bomb, Summit Books. New York. Navias, Martin S & Hooton, E.R (1996) Tanker Wars: The Assault on Merchant Shipping during the Iran-Iraq Crisis, 1980-1988. I.B Tauris, New York. O Neil, William D & Talmadge, Caitlin (2009) "Correspondence: Costs and Difficulties of Blocking the Strait of Hormuz" International Security, Vol. 33, No. 3, p. 190 198 Raas, Whitney & Long, Austin (2007), "Osirak Redux? Assessing Israeli Capabilities to Destroy Iranian Nuclear Facilities" International Security, Vol. 31, No. 4. p. 7-33. Shifrinson, Joshua, R. Itzkowitz & Priebe, Miranda (2011) "A Crude Threat: The Limits of an Iranian Missile Campaign against Saudi Arabian Oil" International Security, Vol. 36, No 1. p. 167-201 Talmagde, Caitlin (2008) "Closing Time: Assessing the Iranian Threat to the Strait of Hormuz " International Security, Vol. 33, No. 1. p. 82-117. 16

Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis Dr. Damien Degeorges 1 Klimaændringernes konsekvenser rejser udfordringer og åbner nye muligheder i Arktis. Rigsfællesskabet bliver hovedaktør i en region, hvor den globale interesse er stigende. Lande så langt som Australien ser på udviklingen i Arktis, ligesom store ikke-arktiske magter som Kina. Arktis bliver et nyt og vigtigt kort for Rigsfællesskabet i udenrigspolitikken. Udlandsbesøg i Danmark fra f.eks. USA, Rusland, Kina eller Sydkorea er nu præget af Arktis. Et centralt emne skal dog ikke glemmes: Rigsfællesskabet er arktisk gennem Grønland, som er i fuld gang med at danne sig som en stat. Selv om Danmark og Grønland har deres egne udenrigspolitiske interesser, er det i begge partneres interesse at samarbejde om arktiske spørgsmål. Rigets arktiske del Grønland kan ikke føre sin egen Arktis-politik på det internationale niveau, mens staten Danmark ikke kan være arktisk uden Grønland. Et dansk-grønlandsk dilemma kan opstå med tiden, da Grønland vil nærme sig en evt. selvstændighed når Arktis bliver endnu vigtigere. Rigsfællesskabets arktiske strategi 2011-2020 viser, at samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland kan føre til et godt resultat. Rigsfællesskabet har muligheden for at øge sin internationale indflydelse gennem Arktis. Promoveringen af dets arktiske interesse i fremtiden vil delvis være afhængig af den politisk ansvarlige i Danmark (udenrigsminister) og Grønland (Formand for Naalakkersuisut). Interessen for Arktis kan variere fra en dansk udenrigsminister til en anden, ligesom den internationale erfaring kan være anderledes fra en grønlandsk landsstyreformand til en anden. Hvilke udfordringer rejser Grønlands statsdannelse for udviklingen i Arktis? Hvordan kan Danmark og Grønland fortsætte samarbejdet efter en evt. grønlandsk selvstændighed? Et stærkt Grønland Grønland har alt, der skal til for at tiltrække alle: strategisk placering i en af verdens nye geopolitiske centre, et enormt råstof-potentiale (olie, gas, mineraler) samt vandreserver, osv. Samtidig skal Grønland passe på at ikke blive en»billig«adgangsbillet til Arktis. Hvad betyder»selvstændighed«i dagens verden? En del af Grønlands befolkning er opvokset med indtrykket at selvstændigheden svarer til Danmarks status som stat. Men i dagens verden kan stater, som Danmark, vælge at give en del af deres suverænitet til et delvist supranationalt samarbejde som f.eks. Den Europæiske Union (EU). Med andre ord er det ikke fordi man er en selvstændig stat, at man har styr på alt. Når Grønland vil have overtaget alle ansvarsområder, som står i selvstyreloven, vil Grønland stort set ligne en selvstændig stat, uden at være formelt en sådan. Med den voldsomme udvikling i Arktis ser man Grønland dukke hurtigt op på den artiske og internationale arena. Indførelsen af selvstyret har sat Grønland endnu mere på verdenskortet, men den internationale interesse for landet er især steget enormt siden Grønland overtog råstofområdet i 2010. Dette viser, at en international anerkendelse først og fremmest handler om råstoffer, som er nøglen til økonomien, og at en formel selvstændighed bliver nærmest en detalje. Alligevel bliver den måde Grønland ønsker at blive selv- 1 Dr. Damien Degeorges er associeret forsker ved det franske institut for strategisk forskning (IRSEM) og Grønlands universitet (Ilisimatusarfik). Han skrev en ph.d.-afhandling i statskundskab om Grønlands rolle i Arktis. Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 17-20

Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis stændigt på hurtigt eller pragmatisk helt afgørende for landets fremtid og holdbarhed, udviklingen i Arktis samt den globale energisikkerhed. Vil den hurtige geopolitiske udvikling i Arktis, som endnu ikke var så klar, da Grønland overvejede selvstyre som den mulige sidste etape før selvstændighed, tvinge Grønland til at tænke en ekstra gang over den måde landet kan bedst sikre sig en stærk selvstændighed, det vil sige uden at tabe nogen indflydelse og kontrol over sin egen fremtid? Den stigende interesse fra lande som Kina for Grønland og området gør dette nødvendigt. For at en evt. selvstændighed kan lykkes, skal Grønland være mere end klar over, hvad realiteterne er i dagens verden. Med alle de strategiske fordele som Grønland har, er landet nødt til at være pragmatisk og at undgå nationalistiske følelser, som kun vil kunne føre til mere afhængighed, hvis Grønland alt for hurtigt skulle blive en selvstændig stat. I lyset af sine strategiske fordele vil et selvstændigt Grønland have brug for et økonomisk sikkerhedsnet. Så længe Grønland er et selvstyrende område hedder sikkerhedsnettet staten Danmark. Hvis og når selvstændighed bliver en realitet vil sikkerhedsnettet kunne være et delvist supranationalt samarbejde, enten i Nordamerika eller i Europa. EU har pr. 2012 ingen tilsvarende pendant i Nordamerika, da North American Free Trade Association (NAFTA) kun handler om frihandel. Et sådant sikkerhedsnet vil være i Grønlands interesse samt til fordel for de arktiske stater og den globale energisikkerhed: det vil kunne gøre konsekvenserne af en eventuel udenlandsk økonomisk hjælp mindre, hvis økonomien i et selvstændigt Grønland fejler. Mellem Amerika, Europa og nu Asien Mens oliekronerne fortsat udestod i 2012, var kinesiske Yuans klar til at strømme ind. Statsbesøget i Danmark fra den kinesiske præsident i 2012 og forhandlingerne mellem Kina og Grønland om mulige kinesiske investeringer indenfor infrastruktur i Grønland var endnu et klart signal om de hurtige forandringer som Grønland skal være parat til at have styr på. Strategiske investeringer (i infrastruktur, råstoffer, osv.) handler ikke kun om lokalpolitik og landets udvikling: de skal ses i lyset af den globale politik, hvor Kina en dag forventes at blive den største aktør. Det er meget vigtigt for Grønland at forstå den verden, landet kan forventes at være en selvstændig del af, i dybden. Derfor burde debatten i Grønland flytte sig langt fra lokalpolitik til globalpolitik. De (meget) få ansvarsområder som Grønland ikke kan overtage gennem selvstyreloven, som f.eks. forsvar, er områder som et selvstændigt Grønland aldrig vil kunne have styr på. Det kan illustreres, hvis man ser på Island, som ikke har sit eget forsvar, selv om landet er langt mindre i størrelsen og langt mere beboet end Grønland. Et selvstændigt land kan ikke nødvendigvis have styr på alt, men et forsvar af Grønland ved et fremmed land vil betyde, at Grønland ikke vil være 100 % selvstændigt. Spørgsmålet er: hvor meget vil Grønland være selvstændigt? At være et mødepunkt mellem Amerika, Europa og i stigende grad Asien vil tvinge Grønland og den elite, som skal styre en eventuelt selvstændig stat til at være (meget) opmærksom på de alliancer, som indgås, ligesom kommende investeringer skal orienteres i den rette retning. Dette for at undgå at forstyrre den skrøbelige balance i Arktis. Lav risiko i området er i investorernes interesse og dermed i Grønlands interesse. Dette også for ikke at gøre landets attraktivitet mindre. Grønlands landsstyreformand Kuupik Kleist vil i løbet af få måneders i 2012 have mødt ikke mindre end den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, EU-kommissionens formand José Manuel Barroso, den kinesiske minister for råstof Xu Shaoshi (og være blevet inviteret til statsbanketten for den kinesiske præsident Hu Jintao under hans besøg i Danmark), de 27 EU-ambassadører (COREPER II), flere EU-kommissærer, m.fl. Med andre 18

Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis ord vil han have mødt en række af de vigtigste personer i USA, EU og Kina. Hvilken statsleder i verden får sådanne muligheder? Og Grønland er ikke en stat:»bare«et halv kontinent i størrelse med mindre end 57.000 indbyggere. Men Grønland har alt for at tiltrække alle. Udfordringen for et evt. selvstændigt Grønland vil så være at have styr på alt det fornødne. Kina i Grønland Kinas interesse for Grønland er ikke ny. Ser man på besøget af daværende landsstyreformand Hans Enoksen i Kina i 2005 var der få udenlandske magter som interesserede sig for Grønland på det tidspunkt. Interessen fra kinesisk side er siden da steget voldsomt, og den er blevet bekræftet, da Grønlands minister for råstof Ove Karl Berthelsen besøgte Kina i 2011: han blev modtaget af Kinas kommende øverste leder, Li Keqiang. Dette er et mere end betydeligt signal fra Kina i lyset af Grønland ikke er en stat, selv om landet er blevet ansvarligt for råstofområdet. Besøget af Kinas premierminister Wen Jiabao i Island i 2012 var en bekræftelse af både Kinas interesse i Arktis, men også af de stærkere bånd mellem Kina og Island efter finanskrisen. Da Kinas minister for råstof Xu Shaoshi ledede en delegation på ni personer i Grønland i 2012 var det endnu en bekræftelse på det højeste niveau af Kinas interesse for Grønland. At få kineserne til at interesse sig for Grønland kan være en fordel hvis Grønland som Australien har den rygrad som kræves. Investeringerne kan komme fra hvor som helst i verden: Grønland skal bare være klar over at kunne sige nej til nogle i sin egen interesse for at forblive stærkt på længere sigt. Der hvor Grønland kan spille en ledende rolle på verdensplan er f.eks. klimaforskning: at involvere verdens største CO2-udleder (Kina) i polarforskning gennem internationalt samarbejde på indlandsisen vil gavne verdens klima, samfund og økonomi, da de bedste data mht. klimaændringer og dermed bedste muligheder for at foretage klimatilpasning findes i polarområderne. Ved at involvere Kina i internationalt samarbejde på indlandsisen vil Grønland kunne bidrage til at løse menneskehedens største udfordring i fremtiden: at bevare Antarktis som et sted for videnskab og internationalt samarbejde og undgå, at verdens sidste grænse udnyttes for mineproduktion og bidrager til endnu større havstigninger. Udfordringen for Rigsfællesskabet er at finde balancen mellem et stærkt forhold til USA og samtidig med at der knyttes stigende bånd til Kina. Grønland vil i fremtiden kun forstærke sin rolle som nyt mødested for amerikanske, europæiske og kinesiske interesser hvis ikke mere i fremtiden, når 2 nultolerancen omkring udvinding af radioaktive elementer ophæves, da lande som Rusland er interesseret i uran. Udfordringen er at få den stærkeste position for Grønland som overhovedet muligt, hvis og når landet skulle blive selvstændigt. Uddannelse nøglen for fremtidens Grønland Uddannelse er en af Grønlands helt centrale udfordringer på vej mod en evt. selvstændighed. En udfordring som er af store betydning både internt og eksternt. Den politiske elite i Grønland, som i 2012 kun svarede til 44 personer (ministre, parlamentarikere og borgmestre), skal skabe fremtiden for Grønland og er samtidig adgangsdøren for udlandet til Grønland og til landets strategiske fordele. At udøve lobbyarbejde overfor ca. 25 personer (dvs. 2 Spørgsmålet er hellere når end hvis, da et flertal i Inatsisartut (Grønlands parlament) ser ud til at være enig om ophævelsen. Den nuværende regeringskoalition er ikke nået til enighed om emnet, pga. oppositionen fra Grønlands største parti, Inuit Ataqatigiit. 19

Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis halvdelen af parlamentarikere samt nøgle ministre og borgmestre) er ingenting for stater eller internationale firmaer, som ønsker at få adgang til Grønland. Den kommende elite skal vide endnu mere om den store verden: fremtidens Grønland kræver som aldrig før en kompetent og veluddannet elite, der f.eks. skal kunne være klar over forholdet mellem råstoffer og international politik. Et emne, som sjældent er på dagsorden i den grønlandske debat, men som er af allerstørste betydning for fremtidens Grønland. Får den kommende grønlandske elite f.eks. lejlighed til at studere, hvordan et andet mineland som Australien håndterer sin største handelspartner (Kina) indenfor råstoffer, vil det skabe forståelse for, at det af hensyn til den nationale sikkerhed kan være nødvendigt at sige nej til en investering. En direkte eller indirekte kinesisk overtagelse af Grønlands potentiale indenfor de sjældne jordarter vil f.eks. have betydning for både Grønland og den globale energisikkerhed, især for grøn vækst. I denne situation vil Grønland også tabe en del af sin enorme attraktiopnsværdi. Derfor skal Grønland ikke kun tænke på at få indkomster hurtigt, men også på at kunne forblive stærkt på langsigt. *** Grønlands rolle i Arktis er endnu ikke afklaret, da landet fortsat befinder sig i en statsdannelsesproces. Et stærkt Grønland er afgørende for udviklingen i Arktis og for den globale energisikkerhed, hvis og når landet skulle blive selvstændigt. En usund økonomi vil kunne føre til, at Grønland bliver en nem»adgangsbillet«til Arktis, hvis landet bliver afhænigt af udenlandsk hjælp. Det kan få store konsekvenser for Grønland selv, men også for udviklingen i Arktis samt for den globale energisikkerhed. For at fastholde en status quo, som ikke vil forstyrre den skrøbelige balance i området, hvor Grønland bliver en nøgleaktør, vil et forsvarssamarbejde mellem et selvstændigt Grønland og Danmark kunne gavne begge partnere og ses som et voksent forhold mellem to lande, som har meget til fælles. Det allerede meget udviklede forhold mellem Danmark og dets tidligere koloni har givet grønlænderne mulighed for at være det mest magtfulde oprindelige folk i verden uden at have en egen stat. Udfordringen for Grønland vil være at forblive så magtfuld hvis og når landet skulle blive en selvstændig stat. 20