Kapitel 4. 2. december Præsidentens mænd Et sted i København Vækkeuret ringede en halv time tidligere, end det plejede at gøre. Det var julemåneden og vi havde en hel række juletraditioner som vi altid havde gennemført. Kalendergaver, julemusik og hygge i god ro og mag. Det var ikke noget der blev gjort alene til ære for Freja. For også før vi havde været så heldige, at få sådan en dejlig datter, havde Sven og jeg haft den tradition. Freja var mildt sagt, enormt irriterede på os den morgen, for når hun stillede et spørgsmål i øst, så fik hun svar i vest. Det var ganske irriterende for Freja, som vi ikke havde informeret om situationen endnu. Det er ikke en superfed meddelelse som forældre, at komme og sige til sit barn, Hej skat, der bliver ingen jul i år, din far og mor er anklaget for terrorisme og kommer måske i fængsel. Det eneste Sven havde fortalt Freja om aftenen, for at få hende med på opgaven med skadestuen, var at der skulle gives en hemmelig besked til elverne. Da hun på dette tidspunkt lige var blevet vækket, havde hun blot gjort hvad hendes far havde bedt hende om. På skadestuen havde Freja haft mange spørgsmål. Sven havde bare affærdiget dem alle med en voksens arrogance, og derfor var hun forståelig nok noget småsur. Efter endt morgen julehygge som ikke var helt så hyggelig som den plejede - gjorde hele familien sig klar til at tage på arbejde og i skole. Dvs. da Freja var sendt i skole, måtte vi ærligt indrømme, at så sygemeldte vi os. Vi havde simpelthen ikke overskuddet til at gå på arbejde. 1.
Jeg gav nu Sven en uddybende forklaring på alt det der var sket i mosen. Den forklaring havde Sven ikke fået, fordi han var faldet i søvn inden jeg var kommet hjem. Sov som en sten, inden i vores seng sammen med Freja. Jeg havde simpelthen ikke nænnet at vække ham eller flytte Freja ind i på værelset, så jeg havde taget en madras og havde sovet på stuegulvet. Til Sven fortalte jeg, at det der havde gjort min person og min familie så interessant for politiet og andre - havde Jakobsen fundet ud af - var Vlads glaskugle. Om natten havde Jakobsen forklaret mig, hvordan politiet var kommet på sporet af os, og hvordan andre også var kommet på sporet af os. Det hele skyldes den smadrede glaskugle og så en anonym henvendelse der angav os som terrorister. Glaskuglen var blevet smadret sidste år i nationalmuseet kældre i forbindelse med nogle unge menneskers indbrud. Viggo, som var forsker og som arbejder på museet, var en god personlig ven af mig. Han havde meldt dette indbrud til politiet. Viggo havde på dette tidspunkt ikke vidst at glaskuglerne var nogle jeg havde gemt i kælderen, fordi jeg havde regnet med at de var i sikkerhed der. I kælderen havde politiet samlet bevis materialet, herunder den smadrede glaskugle. Det havde vi senere fået retur eller retter sagt det havde National museet fået retur. Dog havde jeg fået skårene og de resterende 3 glaskugler tilbage af Viggo. Det kunne han gøre, fordi de ikke var registreret nogen steder. Dog med den lille undtagelse, at af uvisse årsager, var der blevet et lille skår fra glaskuglen, tilbage hos politiet. Her havde politiet erfaret, at der skete et sindstilstands skift, når nogen kom i nærheden af glasstykket. Politiet havde ment, at det var en eller anden form for gift og havde derfor sendt stykket til et laboratorium. 2.
Herfra kunne de efter nogle ugers undersøgelse meddele nogle forunderlige resultater, f.eks. at sammensætningen af urter, var en hidtil ny og ukendt kombination, som kunne have mange muligheder inden for medicinfabrikation, at disse planter var tilberedt på en speciel måde osv., osv.. Disse resultater blev offentliggjort af en forsker fra laboratoriet og en anden forsker, Olaf, havde læst artiklen og givet sine kommentarer til det. Olaf var en kendt forsker indenfor det paranormale, altså indenfor områder, hvor der sker hændelser, der ikke lige umiddelbart er til at forklare. Olaf blev læst af mange forskellige kredse, blandt andet en lille gruppe mennesker som interesserer sig ganske meget for hele spørgsmålet omkring UFO er Uidentificerede Flyverne Objekter. Gruppen var overbevidst om muligheden for at få nærkontakt med andre væsner fra det store ydre rum. Der havde været et eller andet i den artikel som Olaf skrev, som havde fået gruppen til at interessere sig for sagen. Umiddelbart kunne den smadrede glaskugle ikke forbindes til mig og min familie, men det anonyme brev kædede min tilstedeværelse sammen med en række andre hændelser og glaskuglestumpen. Politiet havde ikke den største tiltro til tilfældighedernes spil, så det havde startet en undersøgelse. Beviserne som var fremkommet gennem politiets efterforskning, var blandt andet billederne nede fra nationalmuseets kældre, fra deres overvågningskamera. På disse billeder kunne man se at jeg selv, Viggo og Karen en hjælper vi havde sidste år - gik ind i kælderen, men kun Viggo kommer ud, fordi Karen og jeg havde taget turen gennem væggene. Det kunne vi gøre da vi begge to var dragemennesker og kunne gå igennem uorganisk materiale, som f.eks. en stenmur. Ikke at forglemme at vi rent faktisk lidt senere blev anholdt for slagsmål i min bil, fordi vi alle tre altså Viggo, mig og Karen - var blevet voldsomt påvirket af 3.
de negative energier fra glaskuglen, så meget påvirket at vi blev voldsomt aggressive og var kommet op og slås. Så var der hele det store gadeoptog med deltagere fra teaterskolen og juleoptræden. Et optog der ledte hen til en stor dampende gryde, foran en bygning, hvor næste alle var sygemeldt pga. af de dårliges energiers indflydelse. Afhøringer havde vist, at de sygemeldte havde haft disse voldsomme sindsskiftetilstande som også politiet havde oplevet, og som havde givet den konsekvens at glasstykket var sendt til laboratoriet. Det var ikke en influenza, som det ellers var den officielle forklaring på alle sygemeldingerne, men noget andet som havde en eller anden - for politiet - ukendt sammenhæng til det knuste glasstykke. Det havde helt sikkert ikke være vanskeligt for politiet, at finde frem til bagmændene på det gade teaterprojekt, nemlig Sven og undertegnede. Sådan var der en hel masse ting fra sidste års mission, som var puslet sammen til et billede af os som tenorister, med rigtig god hjælp fra det anonyme brev. Alt det politiet havde fundet frem, var enormt vanskeligt for os at give nogen som helst logisk forklaring på, sådan helt umiddelbart. Da alt dette ender med at pege hen på mig, var interessen skabt gennem tilfældighedernes kringlede net af muligheder. Og så ja, så var jeg og mine omgivelser blevet tæt overvåget, dels af politiet fordi de troede jeg var en terrorist, og dels af UFO tilhængere, som pludseligt så noget spændende de kunne foretage sig. De havde heller intet forbindelsesled mellem mig og glaskuglen, urterne og alt det der, men når politiet kunne lave denne sammenkædning, ja, hvorfor skulle de så ikke kunne det. Det havde hjulpet dem, at de havde foretaget et par ulovlige aflytninger af politiets frekvenser. 4.
Det havde ikke gjort det bedre, at jeg gennem denne periode hvor jeg havde været overvåget, ind i mellem om natten havde fortaget nogle flyvninger, hvor jeg havde transformeret mig om til drage fra menneske. Det havde jeg gjort nede i parken, om natten, hvor der i november måned normalt ikke var nogle mennesker tilstede. Overvågerne formentligt dem fra UFO gruppen - må have fået sig et slemt chok og troet, at der var en invasion på vej fra det ydre rum, som overtog menneske kroppe - ligesom i de gamle skræk film. Det der irriterede mig grænseløst, var at jeg jo netop havde haft denne følelse af at bliver overvåget, men at jeg blot havde ignoreret den. Hvor tåbeligt af mig, at jeg først så sent tog konsekvensen af denne følelse og lod være med at flyve. Efter at have sendt Freja af sted i skole, gik vi det meste af den morgen rundt i samme choktilstand som vi havde oplevet dagen før og fattede slet ingen ting. Det der var det værste af det hele var, at med de beviser som politiet havde fundet frem, så kunne det godt se ud som der var et eller andet skjult. Det var der jo ligesom også, hvis jeg ikke ønskede at hele Danmark skulle vide, at jeg var et dragemenneske. Møgsituation. Hjerne aktiviteten var bestemt ikke stor denne morgen. Men på et tidspunkt måtte jeg erkende, at det hele var sådan noget rod, at jeg var nødsaget til at rapportere dette til dragemenneskernes præsident, så han var orienteret og også kunne trække i nogle tråde, så hele denne affære ikke endte galt. Det brugte jeg så et par timer på sådan at finde ud af hvad jeg dog skulle sige, så det blev sagt i en ordentlig rækkefølge og sådan noget. Heldigvis for mig - havde jeg indsendt en fed rapport om sidste års hændelser ved juletid. Dragerådet havde været meget tilfredse med min håndtering af situationen, men jeg stillede dog store spørgsmålstegn ved, om de stadigvæk ville syntes, at 5.
jeg havde håndteret situationen korrekt, hvis de fik mulighed for at sige deres mening en gang til. Omkring frokost tid gik jeg ind på mit lille kontor og ringede til drage præsidenten. Altså ikke ligefrem direkte, men til en af vagtcentralerne og så måtte de jo så vurdere om det de fik at vide var så kritisk, at præsidenten skulle forstyrres, eller rettere sagt vækkes, for det var tidligt morgen der hvor han befandt sig. Det kunne da også være at vagtcentralen slet ikke vurderede at præsidenten overhovedet skulle belemres med denne sag men det troede jeg nu nok. Da beskeden var givet til præsidentens vagtcentral, foretog jeg endnu et par opkald for at advare andre om situationens alvor, nemlig et opkald til Elverkongen, til nisserne og til glaspusteren i Sverige. Alle dem som havde deltaget i sidste års mission; red julen. Telefonopringningerne forgik naturligvis ikke fra den normale telefon eller fra min mobiltelefon, men fra nogle af de himstregimser som elverfolket havde lånt mig sidste år. Himstregimser, som ikke kunne blive aflyttet, med den teknologi som menneskerne havde til deres rådighed. Det var ikke himstregimser, som Sven vidste at vi havde i huset, for så kunne han jo bare havde brugt dem i går aftes. Sven var nemlig helt vild med elver teknologien, og kunne slet ikke lade være med at pille ved det og undersøge det. Derfor har jeg gemt det, selvom jeg normalt ikke går rundt og gemmer ting for min mand. Det ligner bare et lille smykke, og derfor lå det i mit smykkeskrin. Selvom politiet også havde kigget smykkeskrinet igennem, så havde de ikke fundet himstregimsen interessant. Da alle telefonopringningerne var overstået, var alle de involverede parter fra sidste års mission alarmeret. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne tænke klart og jeg valgte derfor at gå en tur ned i parken. Der faldt en let regn, men det var ikke noget der betød noget. 6.
Uvist af hvilke årsager, havde jeg lagt makeup på for at gå den tur. Det er nogle besynderlige ting man gør, når man er i sådan en chokket tilstand. Jeg nød gåturen. Det var dejligt at komme ud og få bevæget sig, så kroppens muskler blev løst op. Jeg havde den allerstørste lyst til at tage mig en flyvetur, men var dog fornuftig nok til at lade være. De gamle træer stod med nøgne sorte grene, og strakte sig op med himlen. Åen klukkede stille forbi og et par fugle flyttede sig fornærmet da jeg gik hen imod dem. Det blev til en lang tur, men på et tidspunkt kunne jeg mærke at regnen var ved at trænge igennem det inderste lag tøj. Jeg begyndte gå turen hjem. Ikke at jeg havde været langt væk hjemme fra, jeg havde nærmest gået i cirkler. Da jeg kom hjem fra turen og trådte ind i entreen, kunne jeg høre fremmede stemmer inde fra stuen. Jeg hængte hurtigt mit overtøjet op på knagerne i entreen, sammen med en hel masse andet overtøj på knagerne, som jeg ikke kendte noget til. Freja også var kommet hjem. Det kunne jeg se, for frakken flød på gulvet sammen med skoletasken og støvlerne som var sparket hen i hjørnet. Inden jeg gik ind i stuen til alle de mange stemmer, tjekkede jeg lige mit eget udseende i spejlet og tørrede lidt maskara væk under det ene øje, som var løbet ud efter mødet med regndråberne udenfor. Jeg nåede lige at tænkt ved mig selv, at jeg lignede en gammel våd kat, som kunne trænge til at få ordnet sin pels. rjeg Rettede forgæves på frisuren og trådte ind i den varme stue. Inden i stuen sad Sven, Freja, 2 elver folk, Torben og Viggo samt Jakobsen. Det var noget af et opbud. Deres ansigter lyset ikke ligefrem af begejstring, og det gjorde mit heller ikke, da den sidste gæst viste sig i døråbningen fra køkkenet indtil stuen, med en kop rygende varm kaffe i hånden. 7.
Præsidenten for alle dragerne: Mikael. Så hurtigt efter at jeg havde ringet; det lovede ikke godt, slet ikke godt. 8.