Finn Stendevad maigret ROSENKILDE & BAHNHOF

Finn Stendevad maigret ROSENKILDE & BAHNHOF

Finn Sejer Stendevad-Nielsen En lille sag om Maigret Omslag: Silvana Nikolic Forlægger: Claus Lund Rosenkilde Redaktør: Astrid Lindeloff Copyright Finn Stendevad og Rosenkilde & Bahnhof, 2014 ISBN 978-87-7128-988-6 1. udgave Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået en aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Forlaget Rosenkilde & Bahnhof www.rbforlag.dk I år er det 25 år siden Faderen til den berømte kommissær Maigret døde. Georges Simenon blev født 13.02.1903 i Liege. Han døde den 4. september i 1989. Det kan derfor nok være på sin plads at dvæle lidt ved hans berømteste figur kommissær Maigret. Maigret, Jules Arnedeé Francois, nogle steder kaldet Jules Joseph Anthelme til fornavn, er født 13. februar 1887 i Saint Fiacre i det indre Bretagne lidt vest for Nantes, nær Moulins, ved Loirefloden. Hans far, Evariste Maigret, var slotsforvalter hos grev de St. Fiacre. Han døde 1908. Det hører man om bl.a. i Maigret og den gamle grevinde. Han gik i landsbyskolen i L Allier og var som barn kordreng ved en nærliggende kirke, hvilket vi bl.a. genoplever i novellen: En kordrengs vidnesbyrd. Den er i øvrigt mesterligt filmatiseret med selveste Michel Simon som Maigret. Han menes at veje ca. 100 kg. Hans mor dør ved fødslen og han kommer på kostskole i Moulins og er meget hos tanten i Nantes. Han er kun sammen med faderen i weekends og i ferier. Efter endt skolegang påbegynder han medicinstudiet, men må afbryde det, da faderen dør af lungehindebetændelse, officielt, men Maigret har mistanke om tuberkulose. På grund af faderens død og den dermed forbundne forringelse af økonomien må han ophøre med at studere medicin og søger i stedet ind til politiet. 5

Han var sig hele livet igennem bevidst, at han kom fra de nedre lag i samfundet og havde arbejdet sig op. Han følte sig altid bedst hjemme blandt almindelige mennesker, f.eks. og måske især i et værtshusmiljø. Se f.eks. Maigret og det ukendte offer. Mens han altid følte sig kejtet og som en elefant i en glasbutik sammen med repræsentanter fra de højere klasser. Han bliver gift med Louise Henriette, født Leonard i 1912. Hun er født i Alsace. Det er nok forklaringen på, at han elsker kraftige og fede retter, især choucrout, sauerkraut. Det eneste barn de fik, en pige, døde som spæd, så de lever som barnløse. Det er ægteparrets største sorg. De kommer fast sammen med doktor Pardon og fruen. Maigret-parret bor en kort tid på Place des Vosges men langt størsteparten af hans arbejdsliv bor de i en lejlighed på 132 Boulevard Richard Lenoir, først i en lille lejlighed, som senere udvides med den anden lejlighed på samme etage. Fruen får som ældre kørekort, hvilket han aldrig nogensinde får. Han er bange for at falde i staver bag rattet og være til fare for trafikken. De får bil på deres ældre dage, da de køber et hus i Meung sur Loire, hvortil de også trækker sig tilbage, da han bliver pensioneret i en alder af 69 år, i 1956. Herfra vender han enkelte gange tilbage til Paris bl.a. for at hjælpe en nevø, der er kommet i klemme i en mordsag. I bogen Maigret vender tilbage. Nevøen er ansat hos kriminalpolitiet. Desuden vender han også tilbage fra Meung sur Loire i et par noveller: Maigret bliver vred, Storm over kanalen, Frøken Berthe og hendes elsker, Maigrets vrede samt Notaren fra Chateauneuf, og endelig i bogen: Maigret i New York. Maigret har gjort tjeneste hos de frie franske, De Gaulles tropper, under 2. Verdenskrig, men omtaler ellers ikke denne periode af sit liv. Han menes at være død i 1972, hvor han grundet tiltagende tunghørhed går ud for en turistbus og bliver dræbt på stedet. 85 år gammel. Hans kone lever små ti år mere. Som man ser, får man enormt meget at vide om Maigret og hans liv og omgivelser uden, at Simenon nogensinde er forfaldet til at skrive murstenstykke krimier, således som mange i dag gør både mandlige og kvindelige forfattere. Den første bog, hvori Maigret optræder offentliggjordes i 1931 og den sidste i 1972. Officielt er det Maigret og togmordet som regnes som den første, men der udkom flere i 1931 på én gang. Således også den, som på dansk hedder: Maigret og mordet ved vejkrydset. Heri springer han ud, som vi kender og elsker ham med hele sit persongalleri, konen Louise, samt hans næstkommanderende Lucas, tykke Torrence, Janvier og unge Lapointe. Men hans første sag, der er refereret skriftligt foregår mellem 1913 og 21, hvor han som ca. 26 årig er sekretær på politistationen i 17. arrondissement. Hvad er det, som fængsler i Maigret-bøgerne? Ja det er ikke de raffinerede mordgåder, for ofte er de ret banale og tit kender vi løsningen om ikke fra starten så næsten. Et eksempel herpå er Maigret og flodskipperen, hvor han tilbringer dagevis sammen med flodskipperen der er morderen. De går langs Seinen fra morgen til aften. Maigret kryber bogstaveligt talt ind i miljøet og personerne. Det udvikler sig til en raffineret form for styrkeprøve mellem de to et spørgsmål om, hvornår der går hul på bylden hvem der først får knækket nervesystemet Og her nærmer vi os det fængslende: Maigrets metode eller som han selv siger manglende metode er, at han, stor, tung rolig og monumental som en statue planter sig i miljøet, hvor et mord er sket. Han har ikke nogen mening, som 6 7

han siger, når han bliver spurgt. Han iagttager, suger til sig fra miljøet, det være ham nok så fremmed, og lever sig ind i det i en sådan grad, at han kan reagere og tænke, som de, der lever der, og derfor også forstår dem og dermed også morderen. Det er sådan, han ræsonnerer sig frem til, hvem morderen er til sidst. Men Maigret kan også vise temperament, f.eks. når han føler en mistænkt er for sølle, for fej, for usympatisk, eller når han bliver tirret. Det bliver han mest af folk udenfor de professionelle, kriminelle miljø. De professionelle kender spillereglerne, og har opbygget en gensidig sympati med Maigret. Det Simenon altid formår, er at skabe et miljø i sine bøger, vi som læsere oplever, som var det virkelighed. Vi fornemmer lyd, lys og lugt, nøjagtig som Maigret gør det. Tag f.eks. Min ven Maigret. Den regnes af Simenons kollega Julian Symons for Simenons bedste Maigretbog. Den bør læses en rigtig råkold vinterdag, for den giver varmen. Man føler simpelt tørsten og sveder lige så hårdt som Maigret, når han går rundt på middelhavsøen Porquerolles, hvor den foregår. Man fornemmer, at man selv går rundt sammen med ham og lider med ham i varmen. Så livagtigt skildrer Simenon miljøet. Man kan også nævne andre titler med gode miljøbeskrivelser. Mine yndlingsbøger, er bl.a. nogle af dem, der foregår i Paris. I Maigret morer sig er han beordret på ferie af sin gode ven doktor Pardon. Han vælger så at hive telefonstikket ud og blive i Paris, samtidig med, at han siger til alle, at han er bortrejst. Da der så sker et mord på en mondæn lægefrue, må han følge sagen som tilskuer, læse om den i aviserne. Her får vi hele Pariserstemningen, idet han og hans kone lever mere eller mindre på fortovscafeerne i denne ferie. Han går ned om morgenen for at købe avis og få en aperitif mens han læser aviser. Senere tager han konen med ud i byen. Bogen oser af Paris og den er underfundig, idet Maigret, som andre lægfolk giver sig til at skrive anonyme breve, såvel til aviserne som til Janvier på politigården. Denne bog kan læses igen og igen. For god pariserstemning anbefales også Maigret og den uheldige politimand og Maigret på Montmartre. I disse to er han oppe imod professionelle fra hver deres miljø. De bøger er vidunderlige. Og helt uimodståelig er: Maigret og det ukendte offer, hvor han overnatter i offerets værtshus og glider helt ind i mandens tankegang og dagligdag. Det er en bog, der oser af Pariserstemning. Skal man tro det berømte, internationale, litteraturleksikon Kindlers Litteraturleksikon, som gennemgår og analyserer hovedværker fra alle mulige forfatterskaber verden over, så er Maigret og den gale fra Bergerac den bedste Maigret-bog. Den starter hæsblæsende. Han befinder sig i liggevogn i et tog, hvor manden i køjen over ham ligger og stønner og græder. Pludselig farer overboen ud og springer af toget, Maigret løber efter. Idet han lander på jorden, bliver han ramt af et skud. Resten af bogen må han ligge i en seng på hotellet i nærmeste landsby, med sin kone og den ven, han skulle besøge, som sine to hjælpere, der skal komme med oplysninger, samt ud at se for ham. Bogen er fremragende. Helt fortættet, raffineret og psykologisk spændende er: Maigret stiller en fælde, hvor en farlig kvindemorder a la Jack the Ripper er på spil og skal pågribes. Her taler han med en psykiatriprofessor og pingponger med ham om sagen, hvilket bringer ham til et raffineret forsøg på at anvende massemordets psykologi. Han fører både dommerne og offentligheden bag lyset uden at sætte sin troværdighed på spil. Han overlader de, der føres bag lyset til selv at drage konklusionerne og derved selv føre sig bag lyset. Det er både enormt spændende, ja nærmest thrilleragtigt og fører til resultat. Samtidig virker det meget realistisk. Den kombinerer raffineret psykologi og hård rutinepolitiarbejde på den mest fremragende måde. 8 9

Sådan kunne man blive ved, men jeg håber disse smagsprøver kan give lyst til mere. For resten er der også lavet tegneserier over Maigretbøger, bl.a.: Maigret og det ukendte offer. Den er også fremragende. Der burde udgives flere af dem her i Danmark. Både bogen og tegneserieudgaven formidler også den pariserstemning, der gør, at man er parat til at rejse lige på stedet. Selvfølgelig er der også lavet et hav af film og Tv-serier i mange lande på baggrund af Maigret-bøgerne gennem årene. De to første film allerede i 1932. Pudsigt nok i begge tilfælder af to brødre, hvoraf den ene instruerede, mens den anden spillede Maigret. I det ene tilfælde er der oven i købet en af historiens mest berømte franske instruktører, nemlig Jean Renoir, som har instrueret, mens broderen spillede hovedrollen. I øvrigt har denne film, og bogen med, en ekstra krølle for os danskere, idet de to hovedrolleindehavere i skurkenes roller er danskere. Det drejer sig om Renoirs: Mordet ved vejkrydset. Herefter er der kommet mange filmatiseringer. Næsten alle store skuespillere har prøvet kræfter med rollen som Maigret: Charles Laughton, Michel Simon, Gino Cervi, der blev berømt på at spille borgmester Peppone i de berømte Don Camillofilms, osv. Mest berømt og figurgivende var vel nok Jean Gabin. Han indspillede 3 films i tiden 1957-1963. Han havde det hele, samtlige aspekter af Maigret, tyngden, udstrålingen, vreden, flegmaen alt efter behov. Hans profil pryder også mange nyere udgivelser af Maigretbøger. Dog pryder hans franske Tv-kollega Jean Richard også enkelte af de nyere bøger. I alt er der indspillet 16-18 biograffilm, med forskellige Maigretfremstillere, altså nok til en hel biograffilmfestival. Den Maigret, Simenon selv anså for den mest perfekte, var pudsigt nok ikke en fransk Maigret, eller belgisk, men Rupert Davies. Han var waliser og optrådte i en lang serie på britisk TV lige til sin død. Stemningen blev slået an i indledningen til hver eneste episode, når han stod med en nystoppet pibe, rev en tændstik op ad en mur og pulsede løs på piben til akkompagnement af parisisk musettemusik, alt imens han så eftertænksomt frem for sig. Han indspillede episoder fra 1960-1969, samt lavede en enkelt biograffilm. Han blev enormt populær i såvel Storbritannien, som i Tyskland. Når man ser ham på billedet fra 1966, hvor mange af de Maigretfremstillere, som da levede, var til stede for sammen med Simenon at afsløre en Maigretstatue i Delfzilj i det nordligste Holland, forstår man det også ud fra hans høje, brede skikkelse og glæden ved piben. Han er et over et hoved højere end alle de andre. De fleste Maigretfremstillere indtil ham, var for små, selv Laughton og Gabin, ja Albert Prejean er tynd og slank med en stor tyk Lucas og så kører Prejean bil med Lucas ved sin side! Sic! Når statuen, der er lavet af billedhuggeren Pieter D Hont (1917-1997) står i netop denne lille by, skyldes det to ting. Dels foregår Maigret i Holland der, dels regnes byen af mange som Maigrets litterære fødested, idet den bog, hvor han blev til, den første bog, hvor han optræder Maigret og togmordet er skrevet under Simenons ophold her. I den forbindelse kan også nævnes for de rejselystne, at Simenons fødeby Liege har lavet vandretrur i Simenons fodspor, rundt til alle steder af interesse i bydelen Outremeuse. Bl.a. er der også opstillet en buste af Simenon i byen. Britisk TV har lavet fem andre TV-Maigret s nogle før, nogle efter Rupert Davies, fransk TV har bragt tre. Italiensk TV har haft bl.a. Gino Cervi, som også har lavet en enkelt biograffilm: Maigret på Montmartre, Endelig har hollandsk, russisk, ukrainsk og japansk TV haft hver deres. Den eneste TV-Maigret, vi har set i Danmark er afdøde Jean Richard. Han var noget kolerisk og manglede den stoiske ro, 10 11

Maigret oftest betjener sig af. Han var for fræk og pågående, også når han skulle besøge et nyt gerningssted, tenderende til det hovne og arrogante i sin opførsel. Han var ikke den Maigret, som starter ydmygt og med en lav profil og korrekte manerer, når han skal føle sig ind i et nyt miljø. Ham, der jo suger til sig som en svamp i starten og taster sig frem. Han var heller ikke stor, tung og bastant, som Maigret jo også er. Han busede ind til folk med hatten på hele tiden og rygende på sin pibe uafbrudt uden at vise pli og opdragelse. Det sagde Simenon også selv, han opfattede ham som den mest rædselsfulde, han havde set. Simenon sagde, at netop Maigret med sin opdragelse som søn af en funktionær på et slot, ved alt om at overholde de gode manerer. I bunker af bøger er han kejtet og tilbageholdende med hvordan, han skal håndtere sin pibe, når han kommer et sted. Han venter altid til dem, han besøger, giver ham lov til at ryge. Han lægger altid vægt på at optræde korrekt. Så Simenon har fuldstændig ret. Ja i Fru Maigrets veninde, lader han en lille bogbinderfrue sige om en privatdetektiv: Jeg kan ikke lide den måde, han kommer spadserende ind, som om det var et offentligt sted, med hatten på hovedet. Maigret smilede ikke. Han havde ikke beholdt hatten på som Alfonsi, privatdetektiven. Som et kuriosum har danske Karl Stegger spillet Maigret i radioteateret hos DR. Et bevis på Maigrets popularitet er, at han også er kommet på frimærker, bl.a. i Nicaragua og i San Marino. Desuden har Simenon også skrevet Maigrets Memoirer for at følge ham helt til dørs. Her får man bl.a. en krads kritik af de Maigret fremstillere, der har været frem til bogens udgivelse. Til slut bringes her en liste over, hvad jeg er stødt på af Maigret-fiImatiseringer til dato. Maigretfilmatiseringer: La Nuit de Carrefour. Filmatiseret 1932 efter Simenons: Maigret og mordet ved vejkrydset. Maigret: Pierre Renoir (1885-1952). Instr. Jean Renoir. Le chien jaune. Filmatiseret 1932 efter Simenons: Maigret og den gule hund. Maigret: Abel Tarride. (1865-1951) La tete d un bomme. Filmatiseret 1933 efter Simenons: Maigret og den dødsdømte. Maigret: Harry Baur (1880-1943). Picpus. Filmatiseret 1942 efter Simenons: Maigret og knivstikkeren. Maigret: Albert Prejean (1893-1979). Cecile est morte. Filmatiseret 1943 efter Simenons: Maigret og den døde pige. Maigret: Albert Prejean. Les Caves du Majestic. Filmatiseret 1944 efter Simenons: Maigret i Hotel Majestic Maigret: Albert Prejean. The Man on the Eiffeltower. Filmatiseret 1949/50 efter Simenons: Maigret og den dødsdømte. Maigret: Charles Laughton (1899-1962). Brelan d as. Filmatiseret 1952 efter Simenons novelle: Hvad så kordrengen?.(en af Simenons bedste Maigret historier). Maigret: Michel Simon (1895-1975). 12 13

Maigret mene(dirige) I enguete. Filmatiseret 1956 efter Simenons: Maigret og den døde pige. Maigret: Maurice Manson. (1913-2002). Maigret tend un piege. Filmatiseret 1957 efter Simenons: Maigret stiller en fælde. Maigret: Jean Gabin (1904-1976) Maigret et I affaire de St. Fiacre. Filmatiseret 1959 efter Simenons: Maigret og den gamle Grevinde. Maigret: Jean Gabin. Maigret voit rouge. Filmatiseret 1963 efter Simenons: Maigret og den uheldige politimand (Tidligere: Højt spil i Paris). Maigret: Jean Gabin. Maigret a Pigalle. Filmatiseret 1966 efter Simenons: Maigret på Montmartre. Maigret: Gino Cervi (1901-1974). Maigret spielt falsch. Filmatiseret 1967, muligvis efter Simenons: Maigret stiller en fælde. Maigret: Rupert Davies (1916-1976). Maigret und sein grüsster Fall. Filmatiseret 1967 efter Simenons: Maigret og barpigen. Maigret: Heinz Ruhmann (1902-1994). The Patience of Maigret. Filmatiseret 1992 efter Simenons: Maigrets tålmodighed. Maigret: Michael Gambon. Desuden har stort set alle Maigretbøger været filmatiseret til TV i en række lande med forskellige Maigret-fremsti llere: Herbert Berghof (1909-1990) Var den første TV-Maigret i 1950 i England. Eli Wallach (1915-) var den 2. TV-Maigret i England i 1952. Basil Sydney (1894-1968) anden i 1959. Rupert Davies (1916-1976) var det 1960-1969 og var iflg. Simenon den mest perfekte Maigret. Richard Harris (1930-2002) i 1988. Michael Gambon (f. 1940) i 1992-1993. Romney, Brent( 1902-1976) I 1952 Fransk TV har haft følgende: Louis Arbessier (1907-1998) Jean Richard (1921-2001) i 1967-1990. Bruno Cremer (f. 1929) I 1991-200 I. Desuden har italiensk TV haft Gino Cervi (1901-74) 1962-72 Sergio Castellitto (1953-) fra 2004 Hollandsk TV: Kees Brusse (1925-) fra 1964 Jan Teuling (1905-1990) fra 1965 Wies Andersen fra 1964- Russisk TV: Vladimir Samoilov (1924-1999) Boris Tenine (1905-1990) fra 1969 Ukrainsk TV: Djigarkhanyan, Armen (1935-) Yevsykov, Yuri 14 15

Japansk TV: Akaiwa Kinya (1934-) fra 1970 Canadisk TV: Henri Norbert Fodnote: De tre film med Jean Gabin findes på DVD udgivet af Concorde DVD. Den nye serie med Michael Gambon er også udgivet på DVD i England hos Granada media, Vel, Front Row. 2001-2004. Enkelte andre findes som video, men de fleste kun som biograffilm. Endelig findes de to franske serier med henholdsvis Jean Richard og Bruno Kremer også på DVD. Endelig også den italienske serie med Dino Cervi. 2009 findes stort set alle Maigret films og tv-serier på DVD med undtagelse af den fremragende serie fra 60 erne med Rupert Davies som Maigret. Det til trods for petitioner og underskriftindsamlinger. 16 17