curious The Friendship Societies # 01 Feb 08 Australien Canada New Zealand USA Fiesta de Santa Fe Måske der er en John i Wayne Byer & bush The Friendship Societies 1
Forsidefoto: Margaretha Ek Udgivet af World Association of Friendship Societies CURIOUS ISSN 1890-4041 Nr. 1 (Jan. 2008) Opplag: 20 000 Ansvarshavende redaktør Frans Erve Redaktion Jørgen Dieckman Rasmussen Frank Haga De i artiklerne fremførte synspunkter er forfatternes og deles ikke nødvendigvis af udgiveren. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte artikler og indlæg. Eftertryk med tydelig kildeangivelse er tilladt. Layout og tryk Target Reklamebyrå AS v/ Ingrid Reime, ingrid@target-reklame.no Kontakt os Hjemmesiden Venskabsforeningerns hjemmeside www.curiousexplorer.dk og den tilhørende mailadresse post@curiousexplorer.dk er desværre blevet forsinket i lanceringen, men den er nu åben og under løbende udbygning. 4 Santa F e MyPlanet Friendship Societies, Denmark Aus NZ Frans Erve frans@vanheterve.com Can USA Jørgen D. Rasmussen j_dieckmann@hotmail.com MyPlanet Friendship Societies, Sweden Can USA Axel Sandahl axel.sandahl@telia.com Aus NZ Erwin Apitzsch erwin.apitzsch@psychology.lu.se MyPlanet Friendship Societies, Norway Terje Peersen tepeer@online.no 8 10 Wayne Australien curious 16 New Zealand
Vejen til forandring er medlemmerne nutidens curious explorers Langt de fleste organisationer finder det vigtigt at have fokus på medlemmerne og sætte dem i centrum for organisationernes udvikling. Det gælder selvfølgelig også Venskabsforeningerne, der ønsker at fremstå som kompetente, medlemsorienterede og troværdige organisationer. Derfor er vi meget opmærksomme på medlemmernes behov, og på den baggrund skal vi forbedre os løbende på vores kerneområder: Viden om og formidling af oplevelser om vore fire lande Australien, Canada, New Zealand og USA. En meget direkte kontakt med medlemmerne er ikke bare nøglen til større medlemstilfredshed, men kan også bane vejen for succes med nye rejseudfordringer og serviceydelser, som afspejler medlemmernes ønsker. Derfor er det vigtigt, at medlemmerne fortæller os, hvad de mener om os, hvad de forventer af os, og hvad de ønsker af os. Brug vores nye mail adresse post@curiousexplorer.dk og giv udtryk for dine holdninger og meninger. Forslag til oplevelser eller bare en god historie om din sidste tur til ét af landene er mere end velkomne. Ideer til nye spændende rejsemål eller helt specielle ture hører vi gerne om. Vi er organisationen, der lige kan gøre den forskel til, at du får mest ud af din rejse. Vi kan godt være stolte af, hvad vi har opbygget gennem årene, men har ikke tænkt os at hvile på laurbærrene. Vi er medlemsorienteret og har fingeren på pulsen. Det er lige netop derfor, du er medlem hos os. Vi ser en udfordring i at fremstå medlemsorienteret i en ny tid, bygge bro over grænserne i Skandinavien, flyve over oceaner til vore kontinenter og binde det hele sammen i et fællesskab, der giver venskaber for livet. Frans Erve Formand for WA WA er en overbygning af Canadisk-Amerikansk Venskabsforening for Danmark. Australsk-New Zealandsk Venskabsforening for Danmark. Canadisk-Amerikansk Venskabsforening for Sverige. Australsk-New Zealandsk Venskabsforening for Sverige. Canadisk Amerikansk Australsk New Zealandsk Venskabsforening for Norge. The Friendship Societies 3
Fiesta de Santa Fe Vi landede i Denver, Colorado, og lejede en bil, og så gik det ellers den lige vej ned mod Santa Fe en herlig septemberdag i ugen efter Labour Day. Vi havde været her en gang tidligere, og da vidste vi ikke noget om, at der skulle være fest i fire dage. Denne gang ville vi være med fra begyndelsen. Det var det værd! Zozobra At Fiestaen tyvstartede med, at Zozobra - Old Man Gloom - skal gå op i røg, det vidste vi, men vi havde ikke været med til festlighederne i timerne forinden. Som sagt og gjort begav vi os til Fort Marcy Park. Der var allerede begyndt at strømme mennesker til, de fleste spansktalende, alle forventningsfulde. Vi måtte af med ti dollars i entré og blev grundigt visiterede. Vel inde i parken blev vi mødt af glade mennesker. Mange sad allerede på deres måtter og spiste den medbragte mad. En hel del havde taget sammenklappelige stole med sig, og andre gik bare rundt og lyttede til musikken eller så på de optrædende. Musikken var mexicansk folkemusik, og danserne var klædt i utroligt smukke klæder, og pigerne havde fantastisk fantasifulde frisurer med smukke blomsterdekorationer i håret. De, som ikke havde mad med, kunne købe mad masser af mad i teltene, som stod i parkens udkant. Ved 13-tiden begyndte det hele, men selve Zozobra var først ved skumringstid, så det var mange timer, man kunne være der og bare opsuge stemningen og opleve disse glade mennesker i alle aldre fra børn i barnevogne til meget gamle mennesker. Mange kommer langvejs fra for at opleve dette, i det mindste én gang i deres liv. Zozobra - Old Man Gloom - skal gå op i røg for 83. gang. Det skal ske i overværelse af 60.000 Santa Fe-borgere og tilbagevendte, som vil være i deres hjemby alene for den tradition at brænde den næsten 20 meter høje marionetdukke af og siden kunne deltage i den efterfølgende Fiesta-weekend, som afsluttes med en gigantisk parade. Dukkens indre er fyldt med pizzakartoner, parkeringsbøder, restaurantboner, gamle kærestebreve og alt muligt andet, man vil af med. Ritualet med at brænde Zozobra begyndte i 1924, hvor kunstneren Will Shuster lavede en dukke til en privat fest i sin have. Traditionen siger, at ved at brænde Zozobra af og udstøde de mest øredøvende skrig og buhråb kommer man af med dårlige vaner og bekymringer og begynder ved nul. Det er som nytår for os med forsæt og ønsker. Ganske hurtigt kommer skumringen, og vi kan se dansere udføre deres ritualer under denne 20 meter høje dukke, som ser ganske skrækindjagende ud alle med fakler i hånden. Jo mørkere, det bliver, desto mere intensiv bliver musikken og dansen, og de kommer nærmere og nærmere Zozobra, og alle publikum- 4 The Friendship Societies
Foto: www.istockphoto.com Foto: www.istockphoto.com Gettysburg Santa Fe Slaget Santa Fe ved er Gettysburg hovedstad i var den et amerikanske av de blodigste delstat slagene New Mexico i Den amerikanske og hovedsæde i Santa Fe og Amt. har blitt borgerkrigen ansett som vendepunktet i Santa krigen Fe ved har at 62 sørstatene 200 indbyggere slått tilbake. (2000) og Slaget ligger ble sto 2.132 ved meter byen over Gettysburg, havet. Pennsylvania mellom den Gennemsnitstemperaturen i Santa vant Fe varierer slaget. fra 1. juli og 3. juli 1863. Nordstatene Abraham -10 C til 4 C Lincoln om vinteren holdt sin mest og mellem kjente 13 C tale her, og 30 C rett etter om sommeren. slaget. Han skrev den kvelden før, mens hans sønn var dødssyk, (Kilde: Wikipedia) og den varte i kun 5 minutter. (Kilde: Wikipedia) The Friendship Societies 5
mer skriger «brænd ham, brænd ham!». Og så sker det: Zozobra begynder at brænde, han skriger, og det hele kan være ganske skræmmende. Da der er mest fut i ham, begynder et gigantisk fyrværkeri. Derefter opløser menneskemassen sig skrigende og buende i alle retninger for at fortsætte private fester med opladning til fredagens Fiesta-åbning. Ældste fiesta i USA Den første fiesta blev holdt i 1712 og er den ældste af sin slags i USA. Den markerer de spanske kolonisters fredelige tilbagevenden til Santa Fe den hellige tros by. I 1680 havde områdets Puebloindianere gjort oprør og drevet spanierne væk fra byen. De måtte søge ly i Ciudad Juárez i vore dages Mexico. General Don Diego De Vardas fik til opgave at forhandle med indianernes ledere, og i 1692 kunne spanierne uden kamp vende tilbage til Santa Fe. Meget interessant! Fiestaen åbner I den gamle del af Santa Fe, rundt om den smukke Plaza der er bevokset med træer, er der pakket med mennesker mexicanere, indianere og turister. Festklædte mexicanere i farverige dragter marcherer syngende rundt på plazaen, og mange spiller guitar eller blæser på trompet. Mange har deres fineste festtøj på, og en del små piger er klædt som de fineste prinsesser, og drenge er i flotte munderinger. I patioen over for guvernørens palads sidder der hver dag indianere og sælger deres smukke, håndgjorte sølvsmykker med indlægninger af turkis og andre smukke sten. Turisterne flokkes om indianerne, dels for at handle, dels for at se om det går at prutte om prisen. Fiestaen åbnes med pomp og pragt ved middagstid fredag og fortsætter så hele lørdagen, indtil den afsluttes med en parade søndag. Smældende trompetstød fra den store scene midt på torvet påkalder sig pludseligt opmærksomheden, og præcis kl. 12.00 træder årets Don Diego De Vargas frem og indvier 2007-Fiestaen. Hvert år udpeges der en ny De Vargas, som skal optræde i tidstypisk dragt og kunne holde åbningstalen også på spansk. Når han har sagt de magiske ord 6 The Friendship Societies
Foto: Jørgen Dieckmann Rasmussen Foto: Margaretha Ek «denne genforeningsdag skal aldrig glemmes» er tre dages aktiviteter og fest åbnet. Fiestaens dronning, klædt i en utrolig smuk kjole, træder frem sammen med sine prinsesser, og på scenen kommer der efterhånden underholdning med sang, musik, ballet og folkedans. Plazaen er omgivet af hundredvis af telte med forskellige sager smykker, læder, tøj, tavler, fotografier, keramikhåndværk og meget, meget andet, og så mad naturligvis. Der bydes på de største og de saftigste majskolber til mexicanske hamburgere og forskellige, grillede kødretter, og alt spises med god appetit. Overalt er der folk, som sidder på måtter eller stole, spiser eller går omkring. Weekendens program er tætpakket folkemusik, karnevalsoptog, børneparade med hunde, dronningens modtagelse på Plazaen, stort fiestabal på La Fonda Hotel og dans på Plazaen, historisk dragtparade og så til sidst en lysprocession fra guvernørens palads til San Franciscokatedralen, hvor fiestaen afsluttes med katolsk messe søndag aften. Tips Den bedste tid at besøge Santa Fe er i midten af september, hvor aspetræerne lyser som guld i solen, himlen er dybblå, og det begynder at blive herligt frisk i luften. Det er en fantastisk og vidunderlig by at leve i og et besøg værd med dens restauranter, butikker, gallerier, adope-bygninger, kirker og sidst, men ikke mindst The Plaza. Zozobra goes up in smoke for 84. gang er torsdag, den 4. september 2008. Dagen efter, den 5. september, begynder markeringen med alle festlighederne, som afsluttes med et karneval. En vældig god måde at blive bekendt med Santa Fe på er at tage en turistbus, som kører i alle smågader og udpeger de hyggelige restauranter, museerne, gallerier mm. Bor man på hotel lidt uden for byen, er der vældig fin busforbindelse ind til Plazaen. Viva La Fiesta De Santa Fe! Af Margaretha Ek, medlem af bestyrelsen for Canadisk-Amerikansk Venskabsforening, Sverige The Friendship Societies 7
Måske der er en John i Wayne Af Jens Rasmusen, medlem af bestyrelsen for Canadisk-amerikansk Venskabsforening i Danmark Når du alligevel er i Drumheller for at se på dinosaurer, så besøg dog spøgelsesbyen Wayne Har du været ved Niagara Falls? Jep. Flere gange. Hvad med Rocky Mountains? S føli. Også flere gange. Det er lissom paradis med bjerge. O.k. Hvad så med Wayne? John Wayne? Nej, det er en lokalitet. Aldrig hørt om det. Eksisterer det overhovedet og hvor? Ja, nu skal du høre. Det er faktisk et fascinerende område, man ikke må snyde sig selv for, hvis man er på de kanter i Alberta i Canada. Det sjoveste ved Wayne er næsten at komme dertil. Wayne ligger blot 16 kilometer sydøst for Drumheller, byen med det kendte dinosaur-museum. Efter en kort køretur langs Red Deer River Valley går vejen sydpå. De næste seks-syv kilometer passerer man 11 - el-le-ve - broer. Og de er alle så smalle, at kun ét køretøj kan passere ad gangen. Men rush hour er vist et begreb, der aldrig rigtigt er slået igennem i Wayne. Når disse små broer er passeret, er man ved Rosedeer Hotel. Og man kan aflægge baren med det helt fascinerende navn Last Chance Saloon et besøg. Det ligner alt sammen en kulisse til en god, gammel western. Og Wayne har da også lagt lokaliteter til en film - «Running Brave» - men den blev vist aldrig nomineret til en Oscar. Men Wayne selv har for år tilbage været en Oscar i sig selv. Dengang lå der en kulmine, og omkring 2.000 mennesker tjente den daglige dollar i minen. Dengang var Wayne større end Drumheller, og der var liv og glade dage i Last Chance Saloon. Næverne sad løse på minearbejderne, men venskaber blev gendannet over et par fadøl i saloonen. 8 The Friendship Societies
Foto: www.markseymour.com Foto: www.istockphoto.com Området omkring Drumheller. Foto: www.istockphoto.com (t.h.) Rosedeer Hotel - smuk og prægtig og med sin helt egen historie. Foto: Anne Lenchler Larsen (t.v.) En af de 11 broer, man skal krydse for at komme til Rosedeer Hotel og Last Chance Saloon. En rejse værd, når man er i området omkring Drumheller Foto: Anne Lenchler Larsen (t.v.) Politisk har Wayne også været lidt af hvert. De mange minearbejdere gav kommunistpartiet en god base. Men så sent som i 1970 erne har Ku Klux Klan brændt deres hadefulde kors af i bakkerne ved Wayne. Netop i 70 erne boede der ikke mange i flækken. Knap en halv snes mennesker havde slået sig ned i området dengang. I 1980 erne voksede byen igen men stadig med Rosedeer Hotel og Last Chance Saloon som det absolutte trækplaster. Bestemt et besøg værd - og om søndagen må man have børn med. De kan få en sodavand og kigge på skudhuller i væggen. Skudhuller? Ja, det er en helt anden historie. Men tag til Wayne - og hør den med egne øren. Og skyl ned med en øl fra fad. The Friendship Societies 9
Byer & bush Sydney, Australia May 25th 06.00 AM Via Landsvetter Göteborg, Frankfurt A.M. og Singapore landede vi tidligt om morgenen i kængurulandets smukkeste by, Sydney, den 25. maj. Solen kæmpede sig op samtidig med, vi stillede os op i taxakøen, på med solbrillerne inden afgangen mod det klassiske CB- Hotel i Pitt St. Ind med kufferterne på værelset og ud på morgengåturen med retning mod Cirkular Qay. Hvilken følelse at se Sydney Harbour Bridge samtidig med, at byen langsomt vågnede til live. At tage færgen ud til Manley Beach er en nydelse helt i klasse med en kold VB, området ved havnen er rigtig smukt, byens skyline krydret med Operahuset, Sydney Tower mm. er magisk. Efter at have dyppet fødderne i det 18 grader varme vand, helt OK vintertemperatur hvis I spørger mig, så indtog vi morgenmad bestående af long black (expresso med lidt ekstra vand/ damp) og rest-lignende big-breakfast med bacon, æg, hvide bønner og toast. Tilbage i havnen stødte vi først på Alan Dargin, ja I ved Manulupuy Wuwumurra Gurramurrawuy, som sad og spillede neden for Operahuset, kunne knap kende fyren igen, for han havde tillagt sig et forfærdeligt skæg. En, vi derimod let kunne genkende, var den tidligere Midnight Oil-sanger, nu politiker Peter Garret, som holdt tale sammen med Sorry Day John Howard syntes dog ikke at være til stede. Vi besøgte og oplevede det meste, som skal opleves, traskede rundt i The Rocks, badede ved Bondi Beach, så surferne ved Tamarama, spiste indisk i King Cross, hvor vi endda så glædespiger, gik til koncert med The Brewster Brothers (brødrene fra det gamle rockband The Angels), spiste fisk på The Fishmarket, vandrede over Sydney Harbour Bridge, drak kaffe i Darling Harbour, drak kaffe ved Eveligh Street i Redfern m.m. Højdepunktet for Sari var trods alt nok alle ikonerne såsom Operahuset m.m. samt besøget ved Michel Hutchens mindeplads ved North Road i det nordlige Sydney. We like Sydney. Melbourne, Australia May 30th 12.00 PM Den gamle klovn og tillige manager for White Cockatoo, Geoff Toll, mødte os i lufthavnen i Melbourne. Sammen med vore venner Thorolf og Jacob klemte vi os ind i Geoffs lille Nissan og lagde mod forstaden East Preston. Det var skønt atter at træffe den gamle kammesjuk og hans familie det var to år siden, jeg var her sidst. Hvad lavede vi i Melbourne? Der var en fed festival på Corner Hotel med en masse aboriginske kunstnere som Dan Sultan, Archie Roach m.fl. En hel del VB blev skyllet ned den aften. Vi besøgte Australiens fedeste rock pladebutik og selskab. Off the Hip, hvor vi købte løs, selv om fyren bag disken havde bedre styr på svenske garagebands end jeg selv. Han nævnte det ene band efter det andet, ja ikke nok med det de havde også pladerne i butikken altså med de svenske bands. På Melbourne Cricket Ground så vi Melbourne Demons mod Adelaide Crows. Til Geoffs og 10 The Friendship Societies
Foto: www.istockphoto.com Lars Wallin myspace.com/larswallin http://www.larswallin.nu/ The Friendship Societies 11
vores store glæde vandt Demons, noget vi fejrede med mere øl og pie. Det havde for øvrigt kun regnet sporadisk de seneste ti år i Melbourne, men da vi var der, åbnede himlen sig, og regnen væltede ned. Vi nåede også at besøge didjeridu-samleren og manden bag ididj, Guan Lim. Vi var i det hyggelige St. Kilda, besøgte China Town, kørte med tog gennem forstæderne, bestilte pizza på Gippis i Preston, drak Bundaberg & Coke. Brisbane, Noosa, Dreaming Festival Kl. 13.45 den 3. juni lettede flyet fra Melbourne til Brisbane. Vi checkede ind på YHA på 392 Upper Roma St og gik så ud for at se på byen, spiste en hundedyr, men måske endda den bedste pizza nogensinde på Picazzio. Næste morgen tog vi ned til Roma Station, hvor vi tog toget til Nambour. Ud af vinduet i toget kunne vi bl.a. se de kæmpe Glass House Mountains. Efter en svalende tur tog vi bussen til Noosa og siden taxien hjem til vore venner Scott og Rebecka. Nøglen var lagt ud, så det var bare med at komme ind og sætte kufferterne og så styrte ned til stranden Sunny Beach. Jamen sikke en strand. Vi vandrede til den ene ende og nød at befinde os i dette paradis. Efter en burger og en cola var det tid at komme tilbage. Der var bare det problem, at det nu var mørkt som i en kulkælder ude, og efter at have flakket rundt på nogle øde gader, hvor vi for øvrigt så en flok kookaburra-fugle, besluttede vi os for at gå ned på stranden igen for at finde tilbage. Det gik, om end med et vist besvær. Da vi kom hjem, var Rebekka hjemme, Scott sluttede sig til straks efter med en kasse øl og nogle flasker vin. Dejligt at træffe dem begge igen sidst var oppe i Vålådalen i 2005. Efter nogle hyggelige dage i Noosa øh fortalte jeg for øvrigt, at vi en af dagene så en vild koala i træet? ja så var det tid at rejse til Brisbanes lufthavn, hvor vi skulle møde The White Cockatoo. Efter nogle timers venten kom de kørende ned ad rulletrappen, og så blev der krammet og hentet bagage, og vi steg om bord på festivalbussen til Dreaming Festival i Woodford, ca. 1,5 times kørsel nord for Brisbane. Det støvregnede, da vi kom frem kl. ca. 21.00. Teltet, vi skulle campere i, var heldigvis tæt og forsynet med to campingsenge, men for pokker hvor var det koldt om natten måtte vikle et tæppe rundt om hovedet. Om dagen var det skønt, ca. 22 grader, men så snart solen gik ned, blev det rigtig koldt. Nok om det festivalen var skidegod. Scott og Rebecka hængte på præcis som Jacob og Thorolf. For mit eget vedkommende var der ganske meget arbejde med at holde styr på cockatooerne, fik min beskedne del om mandagen, da Geoff fløj til Melbourne for at se fodbold og lod mig alene tilbage med gruppen til afslutningsceremonien samt til koncerterne om dagen samtidig med at Joe, en af danserne, gik til flaskerne og blev fuld for ikke at sige reelt døddrukken. Han kunne givetvis ikke optræde, men kunne heller ikke holde sig borte, men kom skrå- 12 The Friendship Societies
Darwin Arnhem Land & Kakadu Nasjonalpark Kontrasterne mellem den velfungerende storby Sidney og bushens uberegnelige forhold kan være lidt af en gyser. Foto t.h.: Lars Wallin. De øvrige to fotos: Jørgen Dieckmann Rasmussen. Brisbane Sydney lende frem og tilbage på scenen igen og igen, ha ha ja det er sådan noget, der sker. Koncerterne og afslutningen gik godt. Ved den ene af koncerterne sneg Tom E. Lewis (skuespilleren i bl.a. The Proposition) sig ind og dansede. Milikay fra Yothu Yindi gæstespillede på Didj til en af koncerterne og ved afslutningsceremonien. Traf myspace-vennen Tjupurra. Så en fed koncert med gruppen OKA og Geoffrey Yunupingu, traf Shellie Morris. Efter festivalen fløj Sari og jeg sammen med Jack Nawalill til Darwin. Det var tid til busheventyr. Darwin og Arnhem Land I Darwin mødte vi årets turistgruppe bestående af Thorolf, Jacob, Lars (Värmland), Stig, Gunnar og Janne (Dreamtime). Vi pakkede campingudstyr og anden opbakning i vor lejede 4wd Toyota og begav os mod Jabiru i Kakadu National Park. Foruden gruppen rejste jeg og Sari samt White Cockatoo-sangeren Jack Nawalill med. Fremme i Jabiru tog vi ind på campingpladsen Kakadu Lodge, skønt med adgang til bar samt restaurant og brusebad. Tidlig næste morgen kørte vi ind til det lille centrum for morgenmad, og derefter kørte vi de godt fire mil til Nourlangie Rock. Efter rundvisning blandt tusindårige klippemalerier stoppede vi ved Bowali Visitor Centre for at se udstillingen med aboriginale genstande. Eftermiddagen tilbragte vi ved poolen, inden det blev tid til afgang mod Ubirr, hvor vi foruden klippemalerier skulle nyde solnedgangen. Utrolig smukt, hvis I spørger mig. Melbourne Vejen dertil var kantet med bushfires og kænguruer. Næste morgen pakkede vi vores lejr sammen, satte os i bilen, fyldte først diesel på, inden vi storshoppede i supermarkedet, hvor Jack bunkrede med meltønder, konserves og gud ved hvad, så bilen var fyldt til bristepunktet. Selv et TV, et stereoanlæg m.m. havde vi med. Nå, da vi skulle køre igennem East Alligator River, viste vandet sig at stå for højt, så vi måtte pænt vente på naturens kræfter, så vi kørte til Border Store for at få en kop kaffe. Efter knap en time var vandet sunket så tilpas meget, at vi kunne køre igennem floden. Første del af vejen i Arnhem Land gik rigtig godt, godt nok rystede det og føg med det tørre sand, men vi holdt dog hele tiden 70 km i timen. Det var først efter, vi havde passeret skiltet Road closed, det rigtige eventyr eller hvad man nu skal kalde det, begyndte. My God, sikke en vej eller tidligere vej. Foruden at køre igennem vandpytter og floder, hvor vandet gik over motorhjelmen (der fandtes en masse krokodiller i disse), så var vejen mere eller mindre skyllet bort efter årets regntid. Vi sad fast to gange, én gang i sandet og en gang i en flod. Uh, hvilken gyser. Heldigvis lykkedes det os at komme fri ved hjælp af 4wd. Lange strækninger kunne vi ikke køre The Friendship Societies 13
mere end 20 km i timen. Vejen var helt øde, og det varede flere timer, inden vi mødte en bil. Pirrende, smuk, skørt og spændende på en gang. Efter at have drejet ind på en sti, som skulle vise sig at være en genvej, kom vi efter næsten fem timer frem til Bolkdjam Outstation. Jublen kendte ingen grænser - Bangardi, Bangardi råbte børnene, da de genkendte mig bag rattet. Alle samledes rundt om bilen, da vi lossede den for al mad, gaver, tasker og værktøj. Sari havde fået en taske med kamptrøjer og shorts fra Halmstad BK, som hurtigt kom på aboriginerne på stationen. Vi slog vores telte op og lavede lejrbål og gjorde os bekendte med vore værter. Twodox (Thorolf er for svært at sige) spillede mundharpe, så børnene skreg af begejstring. Den bedste gave, vi havde med til børnene, var uden tvivl basketboldene der blev spillet basket næsten hele tiden. På vores rejse fra Darwin gav Jack Nawalill Sari et kælenavn, «Gaman», som indebar, at hun blev hans søster. På dag 2 i Bolkdjam rejste Sari og jeg samt Gunnar og Lars sammen med aboriginer fra Bolkdjam til Maningrida. I alt var vi 19 personer i bilen. Som hvilken som helst aboriginsk familie kørte vi af sted. I Maningrida traf vi vor gamle ven Rex Wood, tidligere danser i White Cackatoo. Vi sørgede for at tanke, købe bogserlina og spade inden hjemturen (havde mareridt om den, kan jeg love), vi købte endda mad og drikke. Vi besøgte Maningrida Arts & Craft, hvor frem for alt Janne shoppede løs. Politiet forhørte os for øvrigt, om vi havde tilladelse til at være i aboriginal land eller ikke. Tilbage i Bolkdjam gik vi med Jack ud i bushen for at hugge didjeridus. Vi kom tilbage med otte udhulede rør, lige til at bearbejde. Janne var så ivrig, at han fik kørt slibemaskinens ledning af panik. Gunnar fiksede dog det hele og fik maskinen i gang igen. Generatoren fungerede heldigvis uden problemer. Sammen med børnene, en af hundene og den mere eller mindre tamme ko gik vi ned til floden og badede, skønt. Efter fire dage med didjtilvirkning og naturoplevelser ventede den mindst sagt spændende rejse tilbage til Jabiru. Aftenen inden afrejsen havde vi en lille afskedsceremoni, hvor Jack sang og kvinderne dansede. Sent på aftenen kom Jacks bror og familie på besøg. De havde et fint instrument og clapsticks med sig, som de solgte til Janne. På tilbageturen var det bare 4wd gennem alle floder, for pokker hvor nervepirrende, det var i floden, hvor vi sad fast på udturen, vi nu så en bil, som selv om den sad fast var spulet omkuld ved vandets kraft. Da vi efter ca. fem timers nervepres og rystelser kom frem til East Alligator River var det bare at vente på lavvande, og efter knap en time kunne vi krydse floden og atter få asfalt under dækkene. Hvilken befrielse og lettelse. Vi tog atter ind på campingpladsen i Jabiru, det varede ikke længe, inden regnen begyndt at falde, takkede min lykkestjerne, at vi nåede ud af Arnhem Land i tide. Vejen havde ved regn uden tvivl forvandlet sig til en ufremkommelig lervælling. Gæt, om øllet i baren smagte godt? Næste morgen kørte vi til Darwin, checkede ind på Melaleuca og kørte siden ud med campingudstyret til Art Back s lager, inden vi til sidst leverede bilen tilbage. Om eftermiddagen gik vi rundt i didj-forretninger, inden vi sluttede aftenen af på The Tap på Mitchell Street. Om tirsdagen kom Shellie Morris og hentede Sari, de to gjorde derefter Darwin sammen, clubbing og shopping. Selv rejste jeg sammen med Thorolf og Jacob med fly til Nuhlunbuy i det østlige Arnhem Land. Det var endelig tid at træffe den sidste af de store didj-legender Djalu Gurruwiwi, Yidakimesteren nr. 1. Vi tog ind på Walkabout Lodge, var lige ved at miste livet, da vi klemte os ind på den lokale bar. Nuhlunbuy er et minesamfund med en masse mænd, mænd med skæg og ølmaver, som arbejder hårdt og længe i minerne. I baren blev der røget og tanket frisk vi kunne høre støjen langt ude på gaden. Døm om vores forundring, da det viste sig, at de unge piger i baren arbejdede topløse, ha ha sikke et syn. Endnu mere forundrede var vi over at se, at de aboriginske arbejdere faktisk var velkomne i baren. Det ser man sjældent i f.eks. Darwin. Nuvel næste dag traf vi Randy Graves, som viste os rundt i Yirrkala, selv Janne havde nu sluttet sig til. Efter indkøb af Yidakis rejste vi så til Gälaru, East Woody Beach, hvor Djalu nu boede med sin familie. Ha ha, gæt hvem der sad på en plasticstol, da vi kom. Randy sagde, at en skummel fyr var dukket op for nogle dage siden og nød tiden i Djalu. Det var John fra Schweiz, som vi havde truffet i Noosa og på Dreaming tidligere. Sammen med Dopia, Djalus kone, kørte vi op og købte mad. Derefter havde Djalu en workshop med os han spillede og fortalte, og det var endnu en drøm, der blev virkelighed. Tilbage i Darwin mødte Sari og Shellie os i lufthavnen, og vi kørte til Roma Bar for at få morgenmad. Sari og jeg boede de sidste dage hjemme hos Shellie og Glenn. 14 The Friendship Societies
See ya Australia, we will be back no worries! Foto: www.istockphoto.com Vi nåede også at komme på museer, at besøge Casuarina Shoppingcentre, en dyrepark i Lichtfield, markedet på Mindil Beach, hvor vi bl.a. så Em Dee. Afslutningsaftenen bød på overraskelse af de helt store. Sammen med Thorolf kørte vi ud til Darwins Ski Club, hvor vi skulle spise og træffe Shellies søster Mandy. Tænk, hvem som dukkede op og slog sig ned ved vores bord? Neil Murray, sangskriveren og tillige guitarist i Warumpi Band, jøsses! Han var lige kommet tilbage fra en sangers begravelse. Det blev ikke ringere, da Neil sammen med Shellie indtog scenen og fremførte My Island Home, Out from Jail og senere Shellies sang Swept Away sikke en aften. En måneds rejse i Australien var til ende en rejse fyldt med eventyr, møder og indtryk. See ya Australia, we will be back no worries! Af Lars Wallin, medlem af bestyrelsen for Australsk-new zealandsk Venskabsforening, Sverige The Friendship Societies 15
Pionerånden lever heldigvis «Jeg kigger mig lidt omkring», siger jeg til bilforhandleren, som smilende træder til, da jeg ankommer til Dunedins «bilsupermarked» sammen med min kollega Ken fra University of Otago, hvor jeg skal tilbringe det kommende halve år som gæsteforsker. Bilforretningen er et lidt usædvanligt sted. Her har køretøjerne kun fem forskellige prisniveauer. Det gør det lidt nemmere for mig, som er i færd med at købe min første bil efter 23 år som entusiastisk cyklist i det københavnske trafikmylder. Manden giver mig ikke megen ro, men præsenterer sig straks som Paul. Hans åbenhed og imødekommenhed fænger mig dog. «Du skal få en rigtig god bil, som du bliver glad for i den tid, du skal være her i New Zealand», siger Paul med tilsyneladende stor forståelse for min situation og mit behov. Jeg har hverken nogen særlig forstand på biler eller det generelle prisniveau på det new zealandske bilmarked, og derfor virker Pauls forståelse meget tiltalende. Men er det ikke bare den sædvanlige bilforhandlersnak, tænker jeg straks med lidt mistro og usikkerhed. Jeg er jo et let offer, især når jeg påvirkes af tanker om høje danske bilpriser. Min eneste sikkerhed for, at jeg ikke er helt gal på den, er Ken, som af og til hvisker mig noget i øret noget, der fører til, at jeg stille og roligt udvikler en tro på Paul og hans tillidsvækkende facon. Fyrre minutter senere kører jeg fra Paul med en dejlig rød stationcar. Efter at jeg har truffet mit valg ordner Pauls kollega Peter resten: Indregistrering, forsikring og betaling via mit danske kreditkort. Og jeg fik endda et brev, som garanterer firmaets tilbagekøb af bilen til halv pris efter mine seks måneder i landet. «Hvis du kan få mere et andet sted, er du selvfølgelig velkommen til at sælge bilen til en kammerat», fremhæver Paul. Jeg havde ikke troet, at det kunne være så nemt at købe bil, som skulle vise sig at være et udmærket køb. Det var Paul og Peter, der sørgede for min første fornøjelige og opløftende oplevelse med kiwierne. Begge var fremtrædende 16 The Friendship Societies
Af Reinhard Stelter, associate professor Københavns Universitet Illustration: Miriam Moe eksempler på et gemyt, der kendetegner new zealanderne. De er tillidsvækkende, åbne, venlige, inviterende og selvfølgelig stolte på at være Kiwier. Man skal ikke rejse tilbage til sit hjemland med dårlige minder om NZ, er tilsyneladende Kiwiernes grundorientering mod gæsterne. Et par dage senere holder min kone og jeg jul med vores værtspar Jill og Brian, som udlejer deres hus til os, mens de tager på et længere arbejds- og ferieophold til Australien. Det er vores andet og definitivt sidste møde med dem, men samværet er, som om vi har kendt hinanden et pænt stykke tid. Ved samme lejlighed introduceres vi til nogle af de omkring-boende naboer og får en særlig kontaktadresse til to af deres venner hvis vi skulle få problemer med huset. Vi bliver forsynet med kort og guides til vores næste fire ugers rundrejse på Sydøen og får en masse tips med på vejen. Samtidig indvies vi i en grundlæggende visdom om vejrforholdene på Mainland et andet ord for New Zealands største og tyndt befolkede Sydø: «Be prepared: We can have four seasons in one day.» Med denne indsigt drager vi af sted på vores rundrejse. En del af vores bagage må allerede nu blive hos Jill og Brian, som vi holder kontakt med under hele vores ophold. En uge senere besøger vi Jills and Brians venner syd for Haast ved den næsten ubefolkede sydlige del af vestkysten for øvrigt i det bedste solskinsvejr, en kendsgerning af usædvanlig karakter i et område, som ellers udmærker sig ved masser af regn. Vi banker på døren til et hus i Hannas Clearing en lille flække ved Jackson Bay og bliver hilst velkommen. Et brev fra Jill havde ikke været nødvendigt for at blive inviteret indenfor. To timer senere er vi på Anns og Johns båd, som de ofte tager ud i bugten med turister for at introducere dem til vestkystens uberørte dyreliv. Vi er så privilegerede, at vi får turen gratis og oplever blandt andet sæler og delfiner. En dejlig eftermiddag, som afsluttes med kaffe og kage i områdets eneste spisested en skurvogn med plads til en halv snes mennesker. Vi var de eneste gæster denne eftermiddag. Det er 26 år siden, jeg var i New Zealand for første gang. Noget har ændret sig. Blandt andet kan man få mere end bare tre slags ost (mild, medium og strong). Det er frem for alt turismen, der er blevet mere kommerciel. Tidligere var en gratis trip, som Ann og John gav os, mere reglen end undtagelsen. Kiwierne var stolte af at vise deres land frem til et begrænset antal turister. Nu skal man betale for de mange og delvis også lidt overflødige attraktioner, som minder mere om Tivoli og til dels tilsidesætter naturhensyn. Men de fleste Kiwier, som vi mødte, er klar over, at de skal passe på balancen mellem turisme og sikring af landets naturskatte; den er hårfin, men samtidig en nødvendighed for at garantere New Zealands fortsatte attraktionsværdi. The Friendship Societies 17
Foto: www.istockphoto.com Hvad sker? USA 14. februar Valentine s Day 16. februar President s Day 17. marts St. Patrick s Day Canada 14. februar Valentine s Day 15. februar Flag Day Waitanga Day Waitanga Day er New Zealands nationaldag. Det er en officiel fridag, som fejres hvert år den 6. februar dagen for underskrivningen af Waitanga-traktaten. Den er fra 1840 og var en aftale mellem Storbritannien og flere Maori-høvdinge fra den nordlige del af New Zealand. Den markerer New Zealands uafhængihed. Waitangi er Maori og betyder grædende vand. 15. marts Commonwealth Day 17. marts St. Patrick s Day New Zealand 6. februar Waitangi Day (national day) Australia 3. marts Labour Day (WA) Valuta AUD Australske dollar 450,32 CAD Canadiske dollar 493,18 NZD Newzealandske dollar 395,13 USD US Dollar 500,14 (Valuta Den Dansker Nationalbanks middelkurs, 16.01.08) 10. marts Eight Hours Day (Tas)(Vic) 18 The Friendship Societies
Generalforsamling Generalforsamling Canadisk - Amerikansk Venskabsforening for Danmark holder generalforsamling mandag den 7. april 2008 kl. 19.30. Generalforsamlingen holdes i Hornstrup Centeret, Kirkebyvej 33, Hornstrup Kirkeby, 7100 Vejle med følgende dagsorden ifølge vedtægternes 5.2 Australsk - New zealandsk Venskabsforening for Danmark holder generalforsamling lørdag den 26. april 2008 kl. 13.00. Generalforsamlingen holdes på Dalum Landbrugsskole, Landbrugsvej 65, 5260 Odense med følgende dagsorden ifølge vedtægternes 5.2 1. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år 2. Fremlæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning til godkendelse 3. Vedtægter 4. Budget og fastsættelse af årskotingentets størrelse samt eventuelt bestyrelseshonorar 5. Valg af bestyrelsesmedlemer og suppleanter 6. Valg af medlemmer til repræsentantskabet for World Association 7. Valg af revisor 8. Indkomne forslag 9. Eventuelt 1. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år 2. Fremlæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning til godkendelse 3. Vedtægter 4. Budget og fastsættelse af årskotingentets størrelse samt eventuelt bestyrelseshonorar 5. Valg af bestyrelsesmedlemer og suppleanter 6. Valg af medlemmer til repræsentantskabet for World Association 7. Valg af revisor 8. Indkomne forslag 9. Eventuelt Af hensyn til det praktiske arrangement bedes man venligst tilmelde sig pr mail post@curiousexplorer.dk eller telefonisk til Gunnar Kristensen på 20 16 81 04 senest mandag, den 7. april kl. 12.00. Af hensyn til det praktiske arrangement bedes man venligst tilmelde sig pr mail post@curiousexplorer.dk eller telefonisk på 20 28 81 67 senest Fredag, den 25.april kl. 12.00. Efter kaffebordet vil der blive fortalt om de nye tiltag i Venskabsforeningen, Curious, hjemmeside og kommende medlemstilbud. Vel mødt! Efter kaffebordet vil der blive fortalt om de nye tiltag i Venskabsforeningen, Curious, hjemmeside og kommende medlemstilbud. Vel mødt! Opbygning af sekretariat Venskabsforeningerne er i gang med at opbygge sekretariat og ansætte medarbejdere. Derfor har vi desværre ingen gammeldags postadresse at skrive til eller et telefonnummer at ringe til. Da bestyrelserne desuden er travlt beskæftigede med opbygningen af de nye venskabsforeninger, har har de vanskeligt ved også at skulle passe telefon, men et par medlemmer har lovet at stille sig til rådighed. Det er for, Canadisk-Amerikansk Venskabsforening for Danmark næstformanden Gunnar Kristensen, som træffes på 2016 8104. Medlemmer af Australsk-New zealandsk Venskabsforening kan kontakte formanden Frans Erve på telefon 38191100 eller 20288167. The Friendship Societies 19
Target Kommunikasjon, Ryensvingen 15, N-0680 Oslo, Norway. B-Economique Næste nummer af Curious kommer i marts 2008 NYE OPLEVELSER - ØGET KUNDSKAB! Foto: www.istockphoto.com