PSYKOLOG NYT 31. august 2007-61. årgang - Dansk Psykolog Forening 15 MÆND I UNIFORM Stærkt domineret af det ene køn. En ekstrem grad af selvtilsidesættelse. Forskolet i en kultur af vold. En filosof har interesseret sig for soldatens verden og sammenlignet med en helt anden gruppe. SIDE 3
PSYKOLOG NYT LEDER Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: dp@dp.dk Hjemmeside: www.danskpsykologforening.dk Fax/foreningen: 35 25 97 37. Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: 35 25 97 07. Redaktion: Arne Grønborg Johansen, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Nana Lykke, in for ma ti ons med ar bej der Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: 0901-7089 Produceret af: Elbo Grafisk A/S, Fredericia Svanemærket trykkeri, licens 541 119 Trykt med vegetabilske farver på mil jø god kendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 7.867 ex. Trykoplag: 8.350 ex. Medlem af Dansk Fagpresse Indsendt stof: Indsendte ar tik ler dæk ker ikke nødvendigvis re dak ti o nens eller for enin gens hold nin ger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere ind send te artikler. Redaktionen på ta ger sig ikke ansvar for artikler, der ind sen des uop for dret. Forsidefoto: Modelfoto: BAM/Scanpix Fotos: BAM/Scanpix, hvor ikke andet angives. Jobannoncer 2007 Psykolog Nyt + www.psykologjob.dk Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr. 10.920,- Kr. 9.430,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr. 6.300,- Kr. 5.510,- 86 x 237 mm: 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: www.danskpsykologforening.dk Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr. 1.400,- (ét tillæg uanset farveantal) Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2007: 1.000 kr. + moms. Frit valg på alle hylder Den trykte presse er et langsomt medie, og det gælder både dagbladene og magasiner som Psykolog Nyt. Læseren sidder derfor med trumfen nemlig sin viden om, hvorvidt der nu er udskrevet folketingsvalg, medens skribenten jo ikke kender dagen i morgen og i stedet må læne sig op ad de politiske kommentatorers spådomme. De mener, at valget kommer lige om lidt. I skrivende stund ser det afgjort også ud, som om den danske befolkning skal masseres op til et snarligt valg. Nu skal der nemlig satses på den offentlige sektor, på sundhed og velfærd, og det må gerne koste kassen! Kvalitetsreform, trepartsaftale, skatte- og velfærdsudspil kommer i en tæt byge, og til det hele følger der opløftende smil og milliarder med. De dyre forslag fra den ene part plejer at ledsages af krav fra den anden part om forklaring på, hvordan overbudsgildet skal finansieres. Lige det fylder ikke helt så meget nu. Råderummet, for blot at nævne en spiller mere, råderummet, som har været efterlyst i efterhånden mange år, er ganske overraskende dukket op i kæmpeskikkelse og kan finansiere skattelettelser i bund, midte og top sammen med investeringer i hele den offentlige sektor. Og jo, der er råd til det hele, hvis vi skal tro retorikken. Eller er det mon snarere valgrygterne, vi skal tro på? Hvor meget af det der står til troende, får vi først at vide i de folketingssamlinger, der følger efter valgdagen. Dugfriske meningsmålinger giver imidlertid indikationer på, hvor befolkningen står, hvis der skal plukkes fra gaveboden. Ifølge den seneste måling fra Catinét vil blot 18 procent af vælgerne sætte deres kryds efter løftet om skattelettelser. Der kan altså næppe vindes hverken valg eller regeringsmagt på det tema. Det ser der derimod ud til at kunne på velfærdsemnerne, idet 86 procent af vælgerne ifølge Gallups seneste måling siger, at de er meget optaget af og interesseret i partiernes holdninger til sundhed og sygehuse, og at den holdning får betydning for, hvem de tør betro magten til. Velfærd, sundhed og sygehuse er også de felter, mange psykologer opererer på, og vi kan for en første betragtning glæde os over den hjælp til prioritering, meningsmålingerne giver politikerne. Danskerne prioriterer det gode liv, og det har som bekendt mange andre sider end dem, der hænger sammen med skatteprocenten. Så hvilken politiker med ambition om at blive valgt tør lade hånt om det massive krav, der ligger til at investere i velfærden?! Man kunne imidlertid godt frygte for, hvordan mange politikere tolker de bastante velfærdskrav. Ikke at der ikke er god fornuft i fx en ny kræfthandlingsplan, som sikrer akut behandling, når en person diagnosticeres med kræft. Det er selvfølgelig uanstændigt at lade mennesker med en livstruende sygdom vente i måneder på undersøgelser og behandling. Men velfærd er der eksempelvis og her tager vi bare dét ene eksempel også brug for i psykiatrien. Måske dør der færre på de alenlange ventelister i psykiatrien, men derfor skal et rigt samfund, der omsider tør bryste sig af råderum, alligevel ikke tillade, at dets borgere står halve eller hele år på venteliste, inden de får tilbudt bare en forundersøgelse! I økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner er der aftalt et økonomisk løft til regionerne på 2,3 mia. kroner, men heraf kun 20 mio. kroner til psykologbehandling ikke-psykotiske syge! Den tilsyneladende politiske enighed om velfærd hindrer os derfor ikke i at bevare en smule skepsis. Uanset om der i dag er trykket på valgknappen eller ej. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 17 10/9 28/9 18 24/9 12/10 19 8/10 26/10 20 2 22/10 9/11 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
FÆLLES VILKÅR AF M. PONTOPPIDAN SOLDATEN og den prostituerede Der gælder fælles vilkår for krigstjeneste og prostitution. I to artikler bringes en analyse af soldaten og den prostituerede med særligt henblik på psykiske skader. Den første handler om soldaten. MODELFOTOS: BAM/SCANPIX Tilbage i 1998 udgav den amerikanske psykolog Melissa Farley m.fl. en opsigtsvækkende artikel om resultaterne af deres undersøgelse af prostitution i fem forskellige lande: Sydafrika, Tyrkiet, Zambia, USA og Thailand. Konklusionen var, at 2/3 af de undersøgte prostituerede (67 %), på tværs af alle kulturelle forskelle, opfyldte kriterierne for diagnosen PTSD i samme alvorsgrad som den, der er fundet blandt behandlingssøgende vietnamveteraner. (1) Artiklen satte ved sin fremkomst fut i prostitutionsdebatten, og dens undersøgelsesresultat skabte avisoverskrifter som Prostitution kan give granatchok. (2) Men er der mere at hente i selve sammenligningen mellem prostituerede og soldater end et sammenfald i arten og graden af psykiske skader? Det er der! Når man først stiller spørgsmålet og undersøger sagen, viser der sig et forbløffende Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 3
antal sammenfald i de to gruppers grundvilkår på mange områder. Faktisk så mange, at man kan forsvare at omtale de to aktiviteter som en maskulin og en feminin udgave af den samme situation psykologisk set. På trods af alle ydre afvigelser i omstændighederne. Følgende ikke-udtømmende liste kan hurtigt give en idé om omfanget af ligheder: Begge aktiviteter indebærer en ekstrem grad af selvtilsidesættelse (på tilværelsens mest basale områder: overlevelse og seksualitet) for at tjene som redskab for andres formål m.a.o. et selvopofrelsesaspekt. Begge grupper er stærkt domineret af det ene køn, som om deres aktiviteter på en eller anden måde relaterer sig til kønsidentiteten. Begge aktiviteter har historisk været forklaret netop med henvisning til de to køns natur: Mænd går i krig, fordi mænd er aggressive af natur; kvinder prostituerer sig, fordi de er lystne af natur. Forud for begge aktiviteter går som hovedregel en skoling bygget op omkring vold (mental eller fysisk) med henblik på så omfattende en svækkelse af individgrænserne som muligt. For soldaternes vedkommende ved man godt, at militærud- 4 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
dannelsen er rettet mod bl.a. at udviske individualitet og fornemmelse for egne grænser for at gøre det nemmere for soldaterne at dræbe. Uniformering og afragning af håret er mildere virkemidler til dette formål, men også grov vold har op gennem historien været integreret i soldateruddannelsen verden over (3). Dette punkt modsiger på en interessant måde det foregående punkt. Begge aktiviteter indebærer som regel en social isolation fra alle andre sammenhænge end dem, der direkte angår aktiviteten: Soldater er under værnepligten samt under aktiv tjeneste fjernt fra alle nære relationer og kun eller hovedsagelig omgivet af andre soldater. De prostituerede lever som regel en tilværelse kun eller hovedsagelig omgivet af andre prostituerede samt prostitutørerne (4) eller en dobbelttilværelse, hvor familie og øvrige omgangskreds ikke kender til deres prostitution. (5) Begge aktiviteter virker særligt disponerende for PTSD, hvis væsentligste symptomer er dissociering, flashback, panikangst, hypernervøsitet og søvnbesvær; symptomerne kan nå en alvorsgrad, der berettiger til invalidepension. I 2006 fik fx en norsk soldat, Knut Braa, tilkendt en millionerstatning (1,2 mio. no. kroner) for permanent tabt arbejdsevne på grund af PTSD som følge af traumatiske oplevelser som FN-soldat i 1982. (6) Der er andre ligheder mellem krigstjeneste og prostitution, men ovenstående er nok til at give en idé om, at man kan hente noget ud af sammenligningen, og til at man kan undre sig over, at ligheden ikke er registreret før. I denne artikel vil jeg fokusere på soldatens tilfælde, på hans psykologiske vilkår i nyere historisk perspektiv. Nærmere bestemt det tyvende århundredes opdagelse af, at krigstjeneste i sig selv kan virke nedbrydende på mandssindet. For at fastholde sammenligningsperspektivet vil jeg imidlertid som optakt anføre, at forfatterne til den tidligere nævnte undersøgelse af Farley m.fl. når frem til samme konklusion vedrørende prostitutionen; de anfører, at hverken kulturelle forskelle, en fortid som overgrebsoffer eller omfanget af vold i selve prostitutionsaktiviteten åbenbart ændrer synderligt på grad eller hyppighed af PTSDsymptomer hos prostituerede: Despite differences in sample selection, and despite major cultural differences, we found no differences in overall PTSD severity in five countries. There was no difference in the incidence of PTSD in four of the five countries. (...) We found differences in reports of childhood sexual and physical abuse, and also in physical assault and rape in prostitution. In spite of these differences in current and past violence, the experience of prostitution itself caused acute psychological distress and symptoms of PTSD. (...) We found significantly more physical violence in street, as opposed to brothel, prostitution. However, there was no difference in the incidence of PTSD in these two types of prostitution. This suggests that psychological trauma is intrinsic to the act of prostitution. (Farley et al. 1998.) Dette er en meget stærk konklusion, stadig kontroversiel i henseende til prostitution og i stand til at vække en vis modstand både politisk og folkeligt (og fra en del af de prostituerede selv). Hvad krigstjenesten angår, var det bestemt heller ikke et let resultat at fordøje for samfundet og lægerne, da det først dukkede op. Man er dog siden hen nået dertil, at psykiske skader som direkte følge af krigsdeltagelse er anerkendt som erstatningsberettigede for den danske stats vedkommende blev dette stadfæstet ved lov i 2003 (7). Svært at anerkende Hvor stærkt et brud dette er med tidligere overbevisninger med hensyn til den mandlige psyke som faktisk primært skabt til krigstjeneste, er nok svært at sætte sig ind i i dag, hvor det at en mand har psykiske problemer overhovedet på forholdsvis få år er blevet ganske legitimt. Men man kan få et indtryk af forandringen ved at se på lægernes reaktion og teoridannelse, da det for første gang blev rigtig synligt, at krigstjeneste kan virke psykisk nedbrydende på hidtil raske mænd. Det skete under Første Verdenskrig. Den Store Krig skabte en sådan mængde af psykisk syge, at problemet ikke længere lod sig skjule. Før industrialiseringen af krigen havde det været mindre synligt, dels fordi færre kom i krig på én gang, dels fordi individet i tidligere tider var mindre agtet, så der ikke blev taget notits af det, hvis en jævn mand tog sit liv eller kom i dårekisten. Nu blev man imidlertid i stand til at slå så mange ihjel på én gang, at soldaterne kunne fore skyttegravene med deres kammerater i stedet for med sandsække. Da blev de psykiatriske hospitaler oversvømmet af en ny slags patienter: Soldater med granatchok. Betegnelsen skyldes, at en af de første teorier om denne lidelse gik ud på, at den skulle være en fysisk skade på hjernen opstået ved påvirkning af trykbølger fra eksploderende granater. Senere indså man, at lidelsen var psykisk funderet. Men at anerkende den som affødt af selve krigen indeholdt flere problemer: Et socio-kulturelt problem: For disse mænd opførte sig faktisk og det var det, der gjorde lægerne og hele det daværende samfund så frygtelig pinligt berørte på en ganske bestemt måde, som man hidtil kun havde set hos en bestemt slags nedbrudte kvinder dem, man var endt med at diagnosticere som hysterikere. (Almindelige symp- Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 5
Fortsættelse følger I næste nummer af Psykolog Nyt ser forfatteren på de nye resultater for prostitutionens vedkommende og præsenterer en hypotese om, hvorfor krigstjeneste og prostitution kan give samme type skadevirkninger trods de to aktiviteters helt forskellige indhold. Er der muligvis et underliggende fælles vilkår, som forårsager denne lighed i symptomerne? Og hvilket da? tomer var: Partiel lammelse, kramper, rystelser, søvnløshed, uregelmæssig hjerterytme, paranoia, angst og hypernervøsitet.) Freuds første undersøgelser af disse kvinder havde peget på, at deres markante, psykosomatiske symptomer opstod på grund af især seksuelle overgreb i barndommen, ikke mindst incest. Skulle krigstjeneste måske betragtes som en form for overgreb mod mandens psyke af samme intensitet som en voldtægt? Det var en utålelig tanke i det daværende, kulturelle miljø. For hvis soldaten ikke var en helt (en stærk og autonom agent), men tværtimod et offer i stil med en voldtagen kvinde, hvad blev der så af den maskuline identitet i det hele taget? Man var bange for, at den ville gå tabt, hvis man gav slip på soldaten som forbillede. Problemet var, at mandighed historisk set i høj grad har været identificeret med krigstjeneste. Et etisk problem: At soldaterne ofrer deres liv i og med deres gerning, har naturligvis til alle tider kunnet skabe etiske betænkeligheder ved at udsende dem. Der har da også været eksempler på krigsmodstand helt tilbage til oldtiden. Men erfaringen af, at soldaterne tilsyneladende også bragte et psykisk offer, accentuerede denne etiske problemstilling på en ny måde. Måske fordi dette offer ikke så så mandigt ud, som en pænt lukket kiste med et flag på gør. De psykisk nedbrudte soldater gjorde alt det, en mand ikke måtte: græd, viste angst, usikkerhed og i det hele taget en tabt evne til at kunne styre noget som helst et kontroltab. Det gav ny vægt til spørgsmålet om, hvorvidt samfundet overhovedet kan tillade sig at kræve soldatertjeneste af mænd. Et økonomisk problem: Nogle af disse unge mænd søgte om invalidepension med henvisning til deres tabte arbejdsevne som følge af de psykiske symptomer. Og nogle af dem fik den. Men hvis psykiske lidelser som følge af krigstjeneste blev alment anerkendt af samfundet som erstatningsberettigede på linje med fysiske skader, ville det betyde en stor belastning for statsøkonomien. Reaktionen fra lægernes side var da at udvikle diagnosen mandligt hysteri. (8) Det er ret interessant, at dette er den samme strategi, som de freudianske psykoanalytikere valgte, da der tilsyneladende var for mange kvinder på analysebriksene, som fortalte om seksuelle overgreb i barndommen. For at godtage deres vidnesbyrd ville jo betyde at anerkende, at incest var en ret udbredt foreteelse også i familier med høj status. En tanke, man tilsyneladende på den tid ikke var villig til at rumme mentalt. Eller også var det tanken om, at kvinder eller piger kunne blive så skadede af uønsket sex, der var for provokerende. Uanset af hvad årsag gik Freud og andre i hvert fald over til at udvikle en ny teori som forklaring på de mange overgrebsudsagn fantasiteorien om det ubevidste ønske om incest hos pa- tienten selv (Ødipuskomplekset). Det var patienten, der var noget galt med ikke hendes omgivelser. Tre bekvemme teorier Det samme gjaldt ifølge militærlægerne for soldaterne. De var hysteriske: Det vil sige drevet af et ubevidst ønske men om hvad? Pension! var lægernes svar: Disse soldater øjnede en mulighed for at få penge ud af at bryde sammen. At invalidepensionen kun gav mulighed for at leve en yderst ydmyg tilværelse, talte imidlertid imod denne teori. En anden mulighed var teorien om dispositionen til sammenbrud. Det, den sagde, var, at der var forskel på folk. De raske drenge brød ikke sammen, de bed tænderne sammen og gjorde deres arbejde ved fronten. De, der brød sammen, var i forvejen degenererede individer, der under alle omstændigheder ville være blevet psykisk syge før eller siden. Og derfor var krigen ikke årsagen. En tredje mulighed var reduktionen af de psykiske symptomer til en eller anden fysisk årsag som den oprindelige teori om granatchok gik ud på. En variant af denne teori genopstod i øvrigt under Den første Golfkrig, hvor hjemvendte amerikanske soldater blev omtalt som lidende af et mystisk golfkrigssyndrom (fordøjelses- og søvnbesvær, tics, uforklarlig uro, kronisk udmattelse, diffuse smerter m.m.), man mente måtte skyldes kemiske våben brugt af Saddam Hussein. Skønt 6 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
man ikke fandt noget tegn på kemisk forurening hos soldaterne, og skønt disse symptomer i påfaldende grad ligner dem på granatchok. Der er således i dag stadig en vis tendens til at søge væk fra tanken om, at selve krigserfaringen kan være skadende. Manden inklusiv psyke En teori om posttraumatisk neurose var ellers blevet fremsat allerede før verdenskrigen i forbindelse med fænomenet railway spine, som det kaldtes på engelsk, før det kom til at hedde granatchok: Neurologen Hermann Oppenheim (1858-1919) fastholdt til at begynde med, at en traumatisk hændelse kunne give psykiske og psykosomatiske symptomer efterfølgende fx kunne folk få stivnet ryg efter at have været i en togulykke. Det var chokket, der ikke ville gå ud af krop og psyke igen. Og det havde altså en ydre årsag, ligesom at få en cementblok over sig og brække benet. Senere nuancerede Oppenheim under indtryk af krigssituationen sin teori til, at der skulle være både ydre og indre årsager til stede for at fremkalde sammenbrud. Men trods alt fastholdt han perspektivet med den ydre årsag og det gav ham mange modstandere. I før- og mellemkrigstidens Tyskland holdt man stærkt fast på mandsidealet om den altudholdende germanske kriger, og opfattelsen om, at den, der ikke levede op til det, var degenereret og Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 7
burde udstødes af samfundet, vandt frem. Således fandt der fra mange sider et forsøg på afvisning af muligheden for, at krigsgerning som sådan kan nedbryde mænds psyke, sted. Samtidig var det også efter Første Verdenskrig, at soldater for første gang stod frem i større tal og åbent fortalte om de psykiske gener, de individuelt oplevede ved krigsgerningens indhold, også selv om de ikke brød sammen og blev diagnosticeret psykisk syge af den. Erich Maria Remarques selvbiografisk baserede romaner fik stor indflydelse, og der var andre, som skrev også uden at dække sig bag romanformen. Det mandlige individ fik i det tyvende århundrede en helt ny mulighed for at udtrykke sig selv som psykisk, inklusive emotionelt, væsen frem for blot en maskine, der ydede det forlangte om det så var direkte suicidal adfærd, som krigstjeneste jo er uden at knirke. Det var et vigtigt skridt frem mod en mere nuanceret opfattelse af mandens psyke, og af soldatens rolle i (eller imod) maskulin identitet. M. Pontoppidan, cand.mag. i filosofi Noter (1) Farley et al., 1998. (2) URBAN, 14. december 2005. (3) En sag med en rekrut, Andrej Sytjev, hvis ben og kønsdele måtte amputeres efter mishandling fra de overordnedes side, vakte for nylig skandale i Rusland. Ved den lejlighed stod flere rekrutter frem og bevidnede, at alvorlige mishandlinger også seksuelle er almindelige i den russiske hær. Sagen førte til, at Putin lovede at sænke værnepligtens varighed fra to år til et. Se www.cbsnews.com/stories /2006/01/26/ap/world/ maind8fcirv80.shtml. Tilsvarende vilkår kan dokumenteres for militærinstitutioner verden over. De lempeligere vilkår for soldater i Danmark, herunder muligheden for nægtelse, er ret enestående. (4) En betegnelse, jeg vil foreslå indført for brugerne af prostitution, som der hidtil har manglet et præcist ord for. Betegnelsen kunde er alt for vag (som hvis man kaldte en prostitueret en sælger ) og i visse sammenhænge (såsom kvindehandel) direkte misvisende. (5) Bjørnholk, 1994. (6) Fra artiklen FN-veteran får mil lion-erstatning i den norske netavis adressa.no, Trondheim, 18. oktober 2006. Se www.adressa.no/nyheter/ trondheim/article739002.ece (7) Se www.folketinget.dk/?/ Samling/20021/lovforslag_ som_fremsat/l121.htm (8) Lerner, 2005. Litteratur: Bjørnholk, J.: Daphne-syndromet: om følger af et liv i prostitution. Sydjysk Universitetscenter, Esbjerg, 1994. Farley, M., Baral, I., Kiremire, M. og Sezgin U.: Prostitution in Five Countries: Violence and Post-Traumatic Stress Disorder. Feminism & Psycho logy, Vol. 8 (4): 405-426, 1998. Online: www. prostitutionresearch.com/ prostitution_research/000020. html Lerner, P.: Hysterical Men. War, Psychiatry and the Politics of Trauma in Germany, 1890-1930. Cornell University Press, Ithaca and London, 2005. Rivers, W.H.R.: An address on the repression of war experience. Opr. i The Lancet, febr. 1918. Online: www.intute. ac.uk/healthandlifesciences/ cgi-bin/fullrecord. pl?handle =4057606 Stone, M.H.: Incest, Freud s seduction theory and borderline personality. The Journal of the American Academy of Psychoanalysis, 20(2):167-81, 1992. Jones, E. og Wessely, S.: Shell shock to PTSD. Military psychiatry from 1900 to the Gulf War. Psychology Press, Hove and New York, 2005. 8 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
institut for samtaler Psykologfaglig konsultation Supervision, Peter Lang og Personlig navigation Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 9
LUMSK FARVAND AF IDA KOCH OG JANNIE DYRING Lovgivning og etik Intet psykologarbejde foregår i et juridisk vakuum. Der er derfor god brug for universitetsfaget Lovgivning og etik til at forberede de kommende psykologer på de regler, de senere skal arbejde efter. Fra forårssemestret 2006 indførtes faget Lovgivning og Etik på bacheloruddannelsen i psykologi på Københavns Universitet. Faget er obligatorisk og afsluttes med skriftlig eksamen. Undervisning tilbydes alene i forårssemestrene, men der afholdes eksamen både sommer og jul. Vi underviser begge på faget som eksterne lektorer. Kurset giver en indføring i etiske og retlige problemstillinger, der specielt er rettet mod psykologisk forskning og praksis, herunder en grundlæggende indføring i etik og ret, etisk teori, lovgivning og retskilder og anvendelsen af samme. Der er i undervisningen lagt vægt på at integrere de to fag jura og etik med psykologisk virke, da etiske hensyn og juridiske rammer i praksis ofte væver sig ind i hinanden på komplicerede måder. Faget interventionsetik har eksisteret som et selvstændigt fag i nogle år, men uden den juridiske dimension. Dette betyder, at man fra uddannelsen i mange, mange år har sendt kandidater ud i verden uden den mindste viden om de juridiske rammer for deres virkefelt og uden viden om, hvorledes fagets etik er i samspil og til tider konflikt med juraen. Også erfarne psykologer har haft og har store problemer med at navigere og prioritere ikke mindst ved regelsammenstød eller sammenstød mellem etiske og juridiske hensyn. Det kræver ikke alene grundig kendskab til juraen, men også kendskab til etiske teorier og øvelse i at anvende disse i den virkelige verden. Med det formål at åbne psykologistuderendes øjne en smule for denne problematik har en mindre del af kriminologiundervisningen i en del år omhandlet netop dele af det lovkompleks, der regulerer psykologers virkefelt. Men dette har selvsagt ikke været tilstrækkeligt til at klæde de unge psykologer på til de komplicerede opgaver, der vil møde dem. Hertil kommer at de nyuddannede på ingen måde kan regne med, at mere erfarne psykologer på deres kommende arbejdspladser kan oplære dem især i de juridiske regler. Juraens nødvendighed Intet psykologarbejde foregår i et juridisk vakuum, uanset om der fx arbejdes i det kliniske felt, i det organisatoriske eller med forskning. Psykologers virke er reguleret ikke blot gennem Psykologloven fra 1993, men tillige gennem eksempelvis Forvaltningsloven, Retssikkerhedsloven, Offentlighedsloven, Persondatalovgivningen, Retsplejeloven, Straffeloven, Sundhedsloven og Serviceloven og diverse bekendtgørelser samt praksisafgørelser. Denne regulering er udtryk for beskyttelsesinteresser. Reglerne beskytter psykologernes klienter, de beskytter psykologerne, og de beskytter profes sionen og faget. Reglerne er desuden med til at ensgøre praksis, både så at de er vejledende og rammesættende for den udøvende psykolog, og så at de er vejledende for borgerne: Hvad har psykologen pligt til, hvad har psykologen ret til, hvad må psykologen, og hvad må psykologen ikke osv.? Og på den anden side: Hvad har borgeren ret og pligt til, hvad kan borgeren forvente eller kræve af psykologen osv.? Den naturlige følge er, at borgeren kan klage over psykologen, dersom denne ikke handler i overensstemmelse med love og regler eller følger de Etiske Principper for Nordiske Psykologer. Omvendt beskytter reglerne psykologen: Hvis der klages over psykologen og denne har handlet såvel i overensstemmelse med de juridiske regler og de etiske principper, så er psykologen beskyttet. Reglerne har dermed noget med kvalitetssikring og beskyttelsesinte- 10 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 11
resser at gøre, både i forhold til psykologernes og borgernes interesser og (rets-)sikkerhed. Fra den sorte bog Psykologer må med andre ord ikke gøre, hvad de vil, eller blot handle ud fra rent private forestillinger om, hvad der er godt eller skidt. Som nævnt kan nyuddannede psykologer ikke forvente oplæring i juridiske bestemmelser eller træning i etisk argumentation mv. fra kolleger på deres første arbejdspladser. Det almindelige tidspres står vel ofte i vejen for en sådan optræning eller læring, men manglende prioritering af en sådan oplæring kan jo også skyldes blokerende holdninger eller egentlig uvidenhed hos kolleger. Blandt andet derfor er det så glimrende, at de kommende psykologer tilegner sig en nødvendig basisviden i studietiden. Vi har gennem mange år samarbejdet med, superviseret og undervist psykologer. Det er vores indtryk, at en del psykologer i lighed med andre faggrupper kunne have gavn af øget viden om de lovkomplekser, der regulerer deres arbejde. Vi skal illustrere dette med nogle autentiske, men redigerede eksempler: AA udveksler personfølsomme oplysninger om en af sine klienter med dennes læge, uden at klienten har givet samtykke hertil. Psykologen mener, dette er tilladt, da lægen også har tavshedspligt. BB beretter om sit terapeutiske arbejde med en navngiven offentligt kendt person. Konfronteret med dette, siger hun: Men han er jo død, så det må jeg godt. CC udbryder foran fjernsynet til en veninde: Ham har jeg haft i terapi. DD kontaktes af politiet, der ønsker oplysninger om en af hans (nu sigtede) klienter. DD tror, han har pligt til at udlevere journalmaterialet. EE forsikrer en 17-årig ikke-anonym pige, at hun ikke videregiver fortrolige oplysninger til nogen, uanset hvad denne pige fortæller. FF har sine journaler liggende i åbne skuffer på sit skrivebord. GG mener, at hun ikke har lov til at samtale med en ung under 18 år, uden at forældrene har givet samtykke hertil. HH destruerer en journal og undlader siden at føre journal på en klient, da hun frygter, at socialforvaltningen på et tidspunkt vil kræve materialet udleveret. II, privatpraktiserende psykolog, har indhentet skriftligt samtykke om videregivelse af personfølsomme oplysninger til klientens psykiater. Da den praktiserende læge henvender sig, videregiver hun samme oplysninger til denne. Hvis AA, BB m.fl. handler, som eksemplerne viser, vil det formodentlig skyldes uvidenhed. Vi har dog været ude for, at psykologer, der kender til lovbestemmelserne, alligevel mener sig berettiget til at hæve sig over juri- steri eller opfatter reglerne som en slags personlig eller faglig chikane, hvorfor de alene henholder sig til egne etiske betragtninger som retningsgivende for deres virke. Nogle er af den opfattelse, at de ikke kan udføre deres arbejde, hvis de skal følge loven. Et hyppigt nævnt eksempel er psykologer, der ikke indhenter skriftligt samtykke inden videregivelse af personfølsomme oplysninger. Vi har til og med mødt psykologer, heldigvis dog kun få, der er optaget af, hvordan de kan omgå reglerne, fx pligten til at føre journaler eller vidne. En psykolog undlod således at lade sig autorisere, fordi hun dermed mente, at hun ikke var omfattet af, hvad hun kaldte begrænsende regler. Beskyt alle parter! Psykologarbejdet er betydningsfuldt. Det er forfærdelig vigtigt, at stien holdes ren for at beskytte klienterne og deres tillid til psykologerne, for at faget ikke kommer i unødig miskredit og for at beskytte standen. Psykologer har et stort ansvar i deres professionsudøvelse. Ligesom politiet og andre myndighedsudøvere skal psykologer udføre deres arbejde inden for et juridisk handlerum. Politiet har magtbeføjelser langt mere end nogen andre myndigheder. Derfor er deres arbejdsfelt meget stærkt reguleret, og heldigvis for det. Det kan alle vist forstå og acceptere. Psykologer har også beføjelser. Bl.a. derfor er også deres arbejde omfattet af regulering. I Dansk Psykolog Forenings kursusprogrammer opslås jævnligt kurser i lovgivning og etik. Det er glædeligt. Psykologer kan nemlig ikke henholde sig til det faktum, at de aldrig er blevet undervist i disse fag. Ukendskab til lo- 12 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
ven friholder ingen for ansvar og friholder dermed ingen for straf. Psykologer har pligt til at kende den relevante lovgivning og følge med i de stadige ændringer, der finder sted. Det er ikke bare enkelt, og er man i tvivl hvilket de fleste må have oplevet er der god hjælp at hente hos foreningen. - - - Det kan ske, at en psykolog eller for den sags skyld en hvilken som helst anden fagperson finder det nødvendigt at bryde loven. Psykologen kan fx finde det rigtigst at prioritere et etisk hensyn, der kan føre til en handling i strid med gældende lovgivning. Det må psykologen så gøre. Man kan vælge at kalde det civil ulydighed. Men vælger psykologen dette, kræver det for det første nøje kendskab til reglerne, altså præcis viden, og for det andet at psykologen nøje gennemtænker konflikten mellem de stridende principper, nedskriver sine tanker og argumenter og gør sig klar til en eventuel konfrontation. Det var en sådan konflikt, der i 1975 førte til, at en fremtrædende psykolog blev idømt fire måneders fængsel. Hun kendte bestemmelserne om vidnepligt, men besluttede sig for at overtræde disse, bl.a. fordi hun prioriterede nogle etiske principper. Hun vidste, hvad hun gjorde, og tog sin straf for overtrædelsen med oprejst pande. Jannie Dyring, cand.jur., master i konfliktmægling, MMCR, selvstændig konsulent Ida Koch, cand.psych., Den gule Flyver og freelancer. Begge eksterne lektorer på Københavns Universitet, Psykologisk Institut Pensionskassen for magistre og psykologer Tjek din pension på nettet På www.mppension.dk kan du døgnet rundt få viden om pension, lave beregninger, downloade pjecer og få overblik over nyheder, produkter, regnskaber, vedtægter, investeringer, skrive indlæg til vores debatforum og melde dig til diverse arrangementer. Du kan også søge ledige boliger over hele landet og se ledige ferielejligheder i Nice. Få en personlig adgangskode Hvis du vil benytte dig af de mange muligheder på www.mppension.dk, skal du have en personlig adgangskode. Det gælder for eksempel, hvis du vil se oplysninger om din egen pension, lave beregninger og skrive indlæg til debatforum. Vil du bestille en adgangskode? Så klik dig ind på www.mppension.dk og gå videre til menupunktet Tjek din pension. Der kan godt gå et par dage, inden du modtager koden med posten. God fornøjelse! Med venlig hilsen MP Pension MP Pension Lyngbyvej 20 2100 København Ø Tlf. + 45 39 15 01 02 Fax +45 39 15 01 99 mp@mppension.dk www.mppension.dk Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 13
SPEJLNEURONER AF BODIL CLAESSON Smil til verden, og verden smiler til dig! Der er både psykologi og neurobiologi forbundet med denne lille kliché, som Bodil Claesson tager fat på i en aktuel anledning. SPEJLNEURONER 14 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
i praksis Herhjemme er den tyske professor i psykiatri Joachim Bauer ikke nogen særlig kendt figur, men han påkalder sig interesse, fordi han i en årrække har beskæftiget sig med emnet spejlneuroner. To artikler her i bladet (Vestberg, 2006; Hart, 2007) gennemgår på fremragende vis forskningen om spejlcellerne, hvorfor jeg her med inspiration i Bauer (2006) vil begrænse mig til at reflektere over nogle psykologiske og sociale implikationer af denne forskning. Bauer er både bogaktuel og på nippet til at besøge os i Danmark, så her er anledningen. Hvorfor kan man dårligt lade være at gengælde et charmerende smil? Hvorfor smitter et gab? Og hvorfor åbner man spontant munden, når man mader sit lille barn? Drejer resonans og intuition sig om indbildning, om uvidenskabelige fænomener? Nej, nu har opdagelsen af spejlneuroner gjort det muligt at forstå disse fænomener neurobiologisk. Uden spejlneuroner fandtes der ingen intuition og ingen empati. MODELFOTOS: BAM/SCANPIX Menneskets evne til emotionel forståelse og empati beror på, at socialt forbindende forestillinger ikke kun bliver udvekslet sprogligt, men også aktiveres og opleves i modtagerens krop og hjerne. Resonans består af disse sansninger, der bevidst eller ubevidst ikke kun bliver lagret i vores hjerner, men også kan sætte reaktioner, handlingsberedskaber såvel som psykiske og kropslige forandringer i gang ved hjælp af spejlneuronernes særlige funktioner. Også følelser overføres fra det ene menneske til det andet. Vi studser først, når det ikke sker. Når man oplever et andet menneskes smerte, reagerer man, som om man selv føler smerte. Vi mærker et sug i maven og fortrækker ansigtet, når en anden fx taler om at få fjernet en negl. Overalt hvor mennesker er sammen, påvirkes vi emotionelt af andres stemninger og situationer, og vi ser dette udtrykt gennem forskellige former for kropssprog, der imiteres eller reproduceres. Dette kaldes følelsesmæssig smitte. Den finder ifølge Joachim Bauer sted ved hjælp af spejlneuronerne. Sådanne resonans- og spejlingsfænomener optræder i ganske normale kropsbevægelser. Når vi sidder i en god samtale over for en anden, indtager vi uvilkårligt samme kropsholdning, skifter benstilling, når den anden skifter ben, eller lægger eftertænksomt hånden op til kinden, når den anden gør det. Eller vi kigger samme sted hen, som partneren ser. Andres blik, der binder en gevaldig del af vores opmærksomhed, udløser forbavsende, ubevidste medreaktioner. Den indre flysimulator Når vi iagttager andres mimik, blik, gestus og måde at forholde sig på, får vi en indre viden om, hvad vi kan forvente af andre. Uden denne intuitive vished om, hvad en given situation kan medføre, var menneskers samliv næppe mulig, mener Bauer. Når der er fare på færde, er det livsvigtigt at have denne øjeblikkelige og intuitive viden om, hvad vi kan forvente af andre. Eller tænk omvendt på den situation, hvor to forelskede står over for hinanden: Selv om intet ord bliver sagt, ved vi, at når den ene retter blikket mod den andens mund, er der et kys i vente. Uden denne evne til intuitiv fornemmelse af andres hensigt og forventede handlinger ville vi befinde os på et muldvarpestade i mellemmen- Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 15
Bauer til Danmark Om en måned kommer Joachim Bauer til Danmark, inviteret af Dansk Psykolog Forenings Selskab for Kropspsykoterapi til at holde foredrag. Tid: 3. oktober kl. 16-20. Sted: Dansk Psykolog Forening, Stockholmsgade 27, København. Pris: 200 kr. for selskabets medlemmer, 300 kr. for gæster, studerende halv pris. Tilmelding: tlf. 46 37 25 18, bodilclaesson@mail.tele.dk. neskelige situationer: Forestil dig det at passere en befærdet fodgængerovergang. Her er vi ved hjælp af spejlneuronerne i stand til at beregne, hvor de andre er på vej hen. Eller tænk på koordinationen i et holdspil som fodbold, hvor medspillerne spontant ved, hvor de andre løber hen, så de kan spille bolden til dem. Hjernen har udviklet dette system for hurtig opfattelse. For at kunne slutte sig til, hvor andre mennesker bevæger sig hen, kræves der forbavsende få kendetegn. Spejlingen foregår hos iagttageren simultant, uvilkårligt og uden nogen eftertanke. Iagttageren kan selv bestemme, om han vil efterligne handlingen i praksis. Men han kan ikke værge sig imod, at hans spejlneuroner sættes i resonans og tilmed aktiverer den spejlede handling i hans egen indre forestillingsverden. Hvad man iagttager, bliver simpelt hen efterspillet på ens eget neurobiologiske tastatur. Der udløses altså en slags indre simulation, der ligner den, man oplever i en flysimulator. Ligesom i en flysimulator forstår også den helt almindelige iagttager, der oplever et andet menneskes handling, ubevidst den andens handling, som om det blev genspillet i et indre simulationsprogram, idet det aktiverer iagttagerens egne spejlcellesystem. Og dette giver en forståelse for den handlendes indre perspektiver, som en intellektuel eller matematisk analyse ikke kunne give. Hjernen viser også resonans for andres smerte. I en undersøgelse refereret af Bauer lykkedes det William Hutchison at identificere de nerveceller i gyrus cinguli, der aktiveredes, når en forsøgsperson blev stukket i en bestemt fingerspids. Og når forsøgspersonen iagttog, at forsøgslederen stak sig selv i fingeren, blev de samme nerveceller, som var blevet aktiveret ved personens egen smerte, aktiveret. Da Gyrus cinguli udgør hjernens centrale emotionscentrum, er de spejlneuroner, der her blev opdaget, hverken mere eller mindre end nervecellesystem for medfølelse og empati. Disse iagttagelser er ifølge Bauer blevet bekræftet af andre forskere, fx Tanja Singer et al. ved PET-scanning. Også her oplevede forsøgspersonen andres smerte såvel som medfølelse, endda som en forudanelse. Det er nok at opleve en situation, der lader en forvente smerte hos andre, for at udløse en resonansreaktion i ens eget smertecenter. Theory of Mind Det er en gave at kunne danne sig et indtryk af, hvad der bevæger sig i et andet menneske, og pudsigt nok ikke så vigtigt, at dette indtryk er rigtigt, som at det overhovedet foregår. Denne indlevelse er af stor betydning for den spontane kommunikation. Men evnen til theory of mind er ikke altid veludviklet. Evnen til at føle medfølelse og empati beror på vores egne neurale systemer i hjernens forskellige emotionscentre, til spontant og uvilkårligt at rekonstruere de følelser, som vi iagttager hos andre mennesker, i os selv. Intet apparat og ingen biokemisk metode kan opfatte og påvirke den emotionelle tilstand hos andre som mennesket selv. Uden spejlneuroner ingen kontakt, ingen spontanitet og ingen emotionel forståelse. Spejlcellerne er genetisk til stede fra fødslen som en slags startset og giver barnet muligheden for at begynde spejlingen med sine vigtigste omsorgspersoner lige fra fødslen. Det er vigtigt, at barnet får chancen for at benytte denne mulighed, for det er en grundregel i hjernens udvikling, at hjerneceller, der ikke bliver benyttet, går tabt. Spejlingsevnen udvikler sig ikke af sig selv, den har altid brug for en partner den udvikles i samspil med andre. Noget taler for, siger Bauer, at der ligger en funktionsindskrænkning af forskellige spejlneuronsystemer til grund for den autistiske forstyrrelse. Det er dog svært at afgøre, hvad der er årsag, 16 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
Referencer: Bauer, Joachim (2006): Hvorfor jeg føler det du føler. Borgens Forlag. Hart, Susan: Spejlneuroner, kontakt og omsorg. Psykolog Nyt 11, 2007. Vestberg, Palle: Om at abe efter. Psykolog Nyt 3, 2006. og hvad der er virkning. Det genetiske grundlag, de neurobiologiske strukturer og omverdenserfaringerne indgår i en stadig vekselvirkning. Men da vi ikke kan ændre på nyfødtes biologiske grundudstyr, bør vi sætte alt ind på at give spædbørn og småbørn den magiske effekt, som en spejlende, deltagende og forståelsesfuld omverden kan give dem i tilknytningsprocessen. Menneskelige handlinger Spejlneuronerne bliver aktiveret, både når vi iagttager en almindelig, positiv handling, og når det drejer sig om en handling af hidtil aldrig oplevet brutalitet i så fald bliver også dette handlingsprogram ifølge Bauer optaget i bestanden af handlingsstyrende nerveceller. Både kærlighedsfulde og forfærdelige handlinger efterlader særligt intensive forestillinger i os. De står derefter til rådighed, men behøver dog ikke komme i anvendelse. Anderledes hos små børn, hvis spejlingssystem har en stærk tendens til straks selv at efterligne det sete. Først fra det tredje leveår og op til puberteten udvikles og modnes det neurobiologiske system, der kan hæmme handlingsimpulserne. Her spiller motivationen også en rolle. Men når først en brutal, tidligere tabubelagt handling er blevet medoplevet, ligger det til rådighed som et ekstrem-repertoire, som personer under særlige livsomstændigheder kan gribe tilbage til. Eksperimenter med både aber og mennesker viser, at spejlneuronerne kun aktiveres, når man iagttager en biologisk aktør, typisk en levende, handlende person. Så når børn og unge iagttager natur- eller tekniske katastrofer i medierne, har det ikke nogen modeldannende effekt. Men når fremstillinger af levende personers handlinger udspilles i medier som film og tv, aktiveres spejlneuronsystemet. Der er også resonans ved videofilm og moderne computerspil, hvis virtuelle verden praktisk talt ikke længere er til at skille fra virkeligheden! Og undersøgelser viser ifølge Bauer, at den neurobiologiske handlingstærskel sænkes, når testpersonen iagttager en handling, som han selv skal efterligne. Sådanne imitationshandlinger følges af en massiv aktivering af de præmotoriske spejlneuroners netværk. Man kan altså ikke udelukke, at de voldsfyldte input, som tilbydes af en stadig mere profitbegærlig medieindustri, bliver overtaget i personens egne handleprogrammer. Spejlneuroner giver dermed en interessant forklaring på, hvad der kan ske, når børn dag ud og dag ind sidder ved computeranimerede spil, hvor de enten iagttager figurernes voldelige handlinger eller direkte indøver disse handlinger i egne bevægelser. I terapilokalet I psykoterapi står det personlige møde mellem klient og terapeut helt i forgrunden, og de gensidige spejlingsfænomener er ikke blot et centralt element i den terapeutiske metode, men også i behandlingen af overføring og modoverføring genstand for behandlingen. Også psykologens resonans er af høj informationsværdi og er en afgørende hjælp til at styre terapiens retning. At klient og terapeut opdager en fælles følelse, giver fælles spejlingserfaringer med intuitivt at blive forstået og forstå. Men terapien handler også om at opdage ens egne følelser og derved reflektere over forskellen mellem egne og fremmede tanker og følelser og derigennem udvikle sin egen identitet. Når psykologen forsigtigt følende afsøger klientens følelser, er det mindre afgørende, om disse fortolkninger er rigtige, end at der opstår en spejling mellem klient og terapeut, således at klienten opdager det magiske ved intuitivt at blive forstået og selv at forstå. Bodil Claesson, privatpraktiserende psykolog Formand for Dansk Psykologisk Selskab for Kropspsykoterapi Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 17
DEBATARTIKEL AF SARA HAUGE Seks måneder for et bolsje Med den nyeste studieordning på Københavns Universitet skal et speciale afleveres, inden der er gået et halvt år. Har nogen tænkt over, om vejledningssystemet er gearet til den udfordring? Pyyha, så nåede jeg lige over målstregen og blev belønnet med det famøse bolsje, inden man kan få 12 og alle fagene hedder noget helt andet. Vigtigst af alt fik jeg afleveret speciale, inden reglen om, det skal færdiggøres på et halvt år, er trådt i kraft! Her kan jeg så sidde og være glad, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de studerende, der nu også skal bruge tid på at søge dispensationer om forlængelse. Selv om jeg nu er kommet frelst i mål, vil jeg gerne delagtiggøre andre i processen. For at ingen skal være i tvivl, vil jeg nemlig begynde med at slå fast, at mine erfaringer på ingen måde er enestående. Første vejleder Jeg gik fuld af optimisme og entusiasme omsider i gang med mit speciale. Det var i efteråret 2003. Jeg glædede mig til at få læst alt det, jeg ikke havde nået på studiet, og endelig fordybe mig rigtigt i et område. Min vejleder gjorde det klart, at hun kun vejledte på stoffet, og at man inden første vejledning helst skulle producere ti sider, for at hun havde noget at vejlede på. Klart nok, men alligevel ikke helt klart, når man sidder og ikke kan få struktur på det, man vil skrive om, for hvad skal man så skrive i de ti sider? Der gik hurtigt et par måneder, og et par måneder mere. Til gengæld fik jeg måske læst pensum til at skrive fem specialer. Jeg nød stadig at fordybe mig. Jeg forsøgte at få vejledning på strukturen, da jeg endelig havde produceret 14 sider. Lige lidt hjalp det, at jeg bed mig fast i bordkanten, vejledningen varede aldrig over ti minutter, på trods af at jeg tydeligt gjorde opmærksom på, at jeg havde problemer. Den nedslåethed, jeg gik hjem fra vejledning med, gjorde, at jeg besluttede at skifte vejleder. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig specialeprocessen skulle være. Anden vejleder Første gang jeg mødte op hos min anden vejleder nu var vi fremme i april 2005 havde jeg sendt mine dyrebare 14 sider alt for langt tid i forvejen, så de var i mellemtiden blevet væk for hende. Det kan jo ske. Jeg fik lidt gode råd og gik hjem og knoklede videre. Anden gang var der noget galt med mailsystemet, og min vejleder vidste jo ikke, at jeg havde sendt noget, så vi snakkede lidt om strukturen og om noget mere litteratur, der måske kunne være nyttigt. Jeg knoklede videre og havde efterhånden fået produceret en del. Tredje gang havde hun haft migræne aftenen inden, så hun havde desværre stadig ikke læst noget af det, jeg havde skrevet. Hun fik flere chancer, dels fordi jeg hurtigt føler mig til besvær med alle de krav om at få ordentlig vejledning, dels fordi der hurtigt går et par måneder med at få en ny vejleder. Da hun endelig havde læst mine efterhånden 60 sider, gjorde hun opmærksom på, at hun ikke kendte min hovedteoretiker (Peter Fonagy) og engang havde læst Bowlby, men den del var ikke noget, der rigtig havde haft hendes interesse. Derfor måtte jeg selv kunne stå inde for, at det jeg skrev om teorierne var rigtigt. Da jeg ikke syntes, det gav mening, at hun på det grundlag skulle guide mig og i sidste ende forstå og bedømme mit speciale, valgte jeg at skifte vejleder igen. Tredje vejleder Nu var jeg så heldig, at jeg kendte en som kendte en, der både havde læst og forstået Fonagy. Desværre var hun meget booket op, men hvis jeg kunne vente på det, kunne jeg få vejledning hos hende. Hvad pokker, det havde jo allerede taget år, så lidt ventetid gik jo fint. Da jeg kom til første vejledning havde jeg 100 efter min mening færdigskrevne sider. I princippet kunne jeg også have valgt den udgave, men efter halvanden times grundig og konkret vejledning stod det klart for mig, at jeg nu havde chancen for at få det ud af min specialeskrivningsproces, som jeg havde drømt om. Det var ikke noget svært valg, selv om jeg var højgravid og det passede rigtig dårligt. Efter min barsel skrev 18 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007
ILLUSTRATION: HENNING CHRISTENSEN jeg det hele om, men det var det det hele værd. Det er noget af det, jeg har lært mest af på studiet. De studerendes ansvar Jeg synes, det er trist, at mange andre nu ikke får den chance. På den gamle ordning krævede det meget at stå på sin ret til en god og lærerig specialeskrivningsproces, med den nye ordning synes jeg, det virker næsten umuligt. Hvis man ikke får valgt den rigtige vejleder til dit speciale i første hug, risikerer man, at hun ikke engang har nået at læse noget af det, man har skrevet inden for det halve år. Det er jo de samme vejledere, og jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved, om de vil ændre deres vejledning radikalt for at få de studerende igennem til rette tid. Jeg er overbevist om, at det bliver de studerendes eget ansvar. Måden at komme igennem på bliver så enten at skrive en udvidet udgave af de opgaver, man har skrevet tidligere på studiet i øvrigt en udbredt strategi inden for en del fag allerede: copy and paste. Eller hvis man virkelig vil fordybe dig eller interessere sig for noget nyt, at finde en flink vejleder, der venter med at underskrive vejledningsaftalen, til man kan se, det kan nås inden for tidsfristen. Og så det der bolsje Selvfølgelig har jeg sat tingene på spidsen, og selvfølgelig kan det lade sig gøre. Jeg synes bare, det er synd, at specialet ikke længere er den mulig- Nr. 15. 2007 PSYKOLOG NYT 19
hed, man har for at fordybe sig i noget, men er noget, man skal skynde sig at få færdigt. Det er mit indtryk, at psykologer ikke interesserer sig synderligt meget for uddannelsen, når de først er sluppet ud. Der er langt fra studerende til kandidat. Det undrer mig, da den studerende kan blive en fremtidig kollega og under alle omstændigheder bliver en fremtidig repræsentant for faget. Kvaliteten af psykologuddannelsen burde interessere alle. Jeg frygter, at den nye studieordning fratager de studerende chancen for seriøst at fordybe sig og dermed forringer uddannelsen. Til gengæld får de sikkert stadig æren af, ovenpå alle strabadserne, taknemmeligt at fiske et klistret bolsje op af plasticbøtten på det fine kontor, i modsætning til de stakkels lavererangerende studerende, der skal aflevere deres synopser i en papkasse på gangen. Ærligt talt, jeg synes mange ting kunne gøres bedre på det studium, jeg lige har forladt, og det undrer mig, at det ikke har en højere prioritet at få uddannet de nye psykologer ordentligt. Sara Hauge, nyuddannet cand.psych. En trist historie? Kommentar af studieleder Helle Andersen, Institut for Psykologi, i anledning af Sara Hauges debatartikel om et specialeforløb og de nye frister for aflevering af specialet: Det er en trist historie at læse om Sara Hauges vanskelige vej til færdiggørelse af specialet. Jeg har som studieleder selv talt med hende undervejs i forløbet, når hun ønskede at skifte vejleder, og jeg skal være den første til at beklage, at det har taget så lang tid, før specialet blev parat til aflevering. Jeg kan og vil ikke udtale mig om det konkrete forløb, men har naturligvis undersøgt sagen hos de vejledere, der har været involveret i processen, og set fra den anden side ser sagen anderledes ud. Det ændrer ikke på, at Sara Hauge har følt sig dårligt behandlet. Det sker heldigvis meget sjældent, at en specialestuderende således mener at måtte skifte vejleder undervejs, og jeg kan ikke huske, at nogen studerende tidligere har ønsket at skifte to gange. Men det er altså muligt at skifte vejleder ved henvendelse til studieleder, og der behøver ikke være mangler ved vejledningen fra vejleders side for, at en studerende kan få lov til at starte om igen (og forfra med tildeling af vejledningstimer). Der kan være tale om, at vejleder og studerende taler forbi hinanden, at kemien på anden vis ikke stemmer, eller at den studerende grundlæggende føler sig utryg ved vejledningen. Et skift støttes i reglen beredvilligt af den tidligere vejleder. Det sker en til to gange årligt ud af 160-165 specialeforløb, at der skiftes vejleder undervejs. På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, som Psykologi i København hører under, har Pædagogisk Center siden 2006 undersøgt de studerendes tilfredshed med specialevejledingen på de forskellige institutter. Formålet er at give fagene mulighed for at forbedre indsatsen, hvor dette er muligt og hensigtsmæssigt. Der er udbredt tilfredshed med specialevejledningen blandt de studerende på Psykologi. I helt overvejende grad oplever de studerende, at deres specialevejleder har været en kompetent faglig sparringspartner, og i helt overvejende grad har de studerende været tilfreds med vejledningsforløbet som helhed. Jeg er sikker på, at vi alligevel kan forbedre noget, og det vil vi gøre, men det står ikke ringe til, tværtimod. Pædagogisk Centers undersøgelse af studerendes specialeforløb på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet viser i øvrigt også, at en del studerende allerede kun bruger et halvt år eller mindre på at skrive speciale, hvis arbejdsprocessen omregnes til fuldtidsarbejde. Jeg er derfor heller ikke så bekymret over de nye afleveringsfrister for specialer. De studerende kan bruge et halvt år i første forsøg, tre måneder i andet forsøg og igen tre måneder i tredje. Dette kræver af vejledere men så afgjort også af de studerende selv at der arbejdes målrettet i den gældende periode. Det svarer vel udmærket til de krav, man også møder på en arbejdsplads, hvor gennemførelsen af opgaver har en fast deadline? Og fordybelsen selvfølgelig skal der være tid til det nødvendige, men mere tid er ikke nødvendigvis proportionalt med dybde. Helle Andersen, studieleder Institut for Psykologi, Københavns Universitet 20 PSYKOLOG NYT Nr. 15. 2007