Rejsemål: Dannelse! At rejse er at leve skrev H.C. Andersen (1805-1875). Men hvorfor rejser vi egentlig og hvad betyder det for os? Ernst Meyer, dansk (1797-1861): H.C. Andersen som yngre. Brystbillede, profil t.v. I 1800-tallets begyndelse var det at rejse ofte forbundet med besvær og store fysiske anstrengelser. Lange strækninger blev tilbagelagt til fods eller i dårligt affjedrede hestevogne. Mad og overnatningsmuligheder var heller ikke altid de bedste. Da H.C. Andersen ankommer til Rom, skriver han til veninden Henriette Wulff: Griseriet overgaaer den mest skiedne Phantasie! I sex Nætter sov vi kun en Nat, vi maatte for Utøi ty ned i Staldene. Meister Floh spiller en stor Rolle og synes at nedstamme fra Hanibals Elephanter; Fluerne ere giftige og jeg havde, blot paa den ene Haand 137 Stik, vore Ansigter opsvulmede, vi leed stor Smerte og maatte næsten være i Klæderne den hele Uge; af Søvn og Sult kunde vi næsten intet føle for den dejlige Natur. Hanekamme stegt i Olie, raadne Æg og Figen var det vi opholdt Livet med. [Brev til Henriette Wulff okt. 1834] Nogen magelig charterrejse var det bestemt ikke, og alligevel stod de danske guldalderkunstnere i kø for at modtage et rejselegat, der kunne bringe dem ned over Alperne hvorfor var det så vigtigt at komme af sted, og hvorfor lige Italien? Det er klart, at sol, varme og det eksotiske, anderledes også dengang spillede en væsentlig rolle. Men for en kunstner var rejsen på den tid mere end det. Siden den kulturperiode, vi kalder renæssancen, fra ca. 1500-tallet, var det blevet betragtet som en absolut nødvendighed, at en seriøs kunstner rejste til Rom for at studere den antikke kunst og arkitektur. Senere blev renæssancens genfødsel af antikken også en attraktion. Kunstnere som Rafael og Michelangelo spillede en vigtig rolle. På en dannelsesrejse måtte man studere fortidens store mestre, før man selv kunne gøre sig forhåbninger om at finde sig selv og om at blive til noget. Mod det store Alt ere vi nix! Også H.C. Andersen måtte af sted. Et rejsestipendium fra fondet Ad usus publicus (til folkets brug) blev søgt og modtaget. Fondet kunne søges af unge kunstnere og videnskabsmænd, formelt var det kongen, der uddelte midlerne. Den 22. april 1833 begyndte rejsen - turen gik ned gennem Tyskland, Frankrig og Schweiz med mange stop undervejs og først den 8. oktober finder vi ham i Firenze. Her opsøgte han byens mange kunstskatte, og kunstsamlingen Uffizierne blev studeret nøje. Længe sad han foran den antikke marmorskulptur Venus Medici og sammenlignede den med Tizians maleri af samme gudinde på væggen bagved. Til veninden Henriette Wulf skriver han et par dage senere: Titians Venus er den jordiske Skjønhed i al sin Fylde, men den mediciæiske, er den himmelske! Jeg har siddet over en Time for hende; Marmorøiet uden Seekraft fik ved alle Delenes Harmonie et mægtigt Liv!, - der seer man dog at Guderne ere udødelige! Ståaer hun ikke ung og levende der, fra Slægt til Slægt, og selv som Marmor smelter Hjertet. [Brev til Henriette Wulff okt.1834]
http://www.eugwiss.udk-berlin.de/schmid/odahtml/odavi.1.3.html Hvorfor tror du HC. Andersen beskriver Titians Venus og Venus Medici som henholdsvis den jordiske og den himmelske Venus? I romanen Improvisatoren fra 1835 bruger han det også: I det lille ottekantede Kammer hænger kun udvalgte Mesterværker, men alle forsvinde de for det levende Steenbillede her, den medicæiske Venus! Jeg har aldrig seet sligt Livsudtryk i Stenen! der er Gudinden selv, født af Havets Skum, der staaer for os. Paa Væggen bag Statuen hænge to prægtige Venus-Billeder af Titian, det er skjønheds Gudinder i Liv og Farver, men kun den jordiske Skjønheds, det rige yppige, Marmorgudinden er den himmelske! hun staar mig, ikke som Billede, men lys og levende, skuende mig ind i Sjælen med sit Marmor-Øie [Improvisatoren, 1. del, kap. 11] En time tilbragte han foran Venus! Hvad tænkte han? Gennem citatet får vi et lille indblik i hans tanker, men en time er temmelig længe Hvor tit sker det, at du bruger så lang tid på at betragte noget? Citatet fortæller os både noget om H.C. Andersens personlighed, om den rolle, kunsten kunne have på hans tid, og måske også noget om forskellene på dengang og i dag. Venus Medici. Romersk kopi efter hellenistisk original. 2. årh. f.kr. Marmorudgaven, som Andersen betragtede med stor begejstring, var i 1660 blevet fundet i Hadrians Villa ved Tivoli. I 1717 blev den flyttet til Uffizierne. Lige siden statuen blev fundet, var den blevet beundret som oldtidens smukkeste venusfremstilling og idealet af kvindelig skønhed Mødet med Firenzes storslåede kunstsamlinger overvældede den 28-årige Andersen - og slog ham ud: Gid jeg nu var kun 17 Aar og havde de samme Følelser og Ideer som nu, da skulle der nok blive noget af mig, nu seer jeg kun at jeg intet veed, intet kan, og Livet er saa kort, hvor skal jeg dog lære det uhyre Meget! Det er en Følelse jeg aldrig har kjendt, den gjør mig inderlig bedrøvet! [Brev til Henriette Wulff okt. 1834] Hvordan skulle han som kunstner komme videre herfra? Så mange fantastiske kunstnere havde levet før ham, havde skabt kunstværker, som han følte var så meget bedre, end han i sin vildeste fantasi kunne drømme om at skabe Men som turen skred fremad, overvandt Andersen følelsen af ikke at kunne noget. Indtrykkene fra dannelsesrejsen blev bearbejdet i dagbogen, i breve og små tegninger. Til sidst begyndte Andersens første roman at tage form Improvisatoren, der udkom i 1835 og blev et gennembrud for forfatteren. I denne proces spiller mødet med de danske guldalderkunstnere også en rolle. Samlingspunktet for de danske kunstnere var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen 1770-1844, der havde boet i Rom i 36 år. Thorvaldsen var den første dansker, Andersen opsøgte, da han kom til Rom.
Ditlev Martens, tysk (1795-1864): Pave Leo XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini 18. oktober 1826, 1828-29 Thorvaldsen havde flere værksteder i Rom på samme tid. Da Andersen besøger ham, er han en anerkendt kunstner, der modtager bestillinger fra hele Europa. Den By af alle Byer i Verden, hvor jeg snart følte mig som født og hjemme Rom Når vi rejser ud, ser vi nye steder, oplever andre måder at gøre tingene på, træffer personer, vi ellers ikke ville have mødt. At rejse kan være et møde med det fremmede. Det, der er noget andet end os selv, kan være med til at forandre os. Måske tænker vi i mødet med det fremmede: Sådan er jeg ikke, det kan jeg ikke li! eller Sådan vil jeg også gerne være!. Begge dele er med til at påvirke, hvem vi er, eller bliver. H.C. Andersen bliver hurtigt en del af den danske kunstnerkoloni i Rom. Man fejrede jul, mødtes, spiste og tog på udflugter sammen. Dagene gik for Andersen med at vandre gennem byen, hvor han opsøgte antikke mindesmærker, byens utallige kirker og imponerende kunstsamlinger. Han samlede stemninger, udsigter, personer, optrin til sig alt gjorde indtryk, påvirkede ham og en del fandt en plads i hans litteratur. Constantin Hansen, dansk (1804-1880): Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837 Ditlev Blunck, dansk (1798-1854): Danske kunstnere i osteriet La Gensola i Trastevere, 1837. Thorvaldsens Museum. Foto: Hans Petersen
De indfødte Omkring Den spanske Trappe Julius Friedlænder, dansk (1810-1861): Det øverste parti af Den spanske Trappe i Rom, 1847. Midt på trappen ser vi samme Peppo, som Andersen skriver om. Et af de mange steder, der var omdrejningspunkt for de danske kunstnere i Rom, var området omkring Den spanske Trappe. Her fandt malerne mange af deres modeller, oftest klassisk smukke kvinder i traditionelle italienske dragter, der svarede til danskernes idealiserede forestillinger om italienerne. Ofte blev italienerne beskrevet som sorgløse, uden spor efter virkelighedens realiteter med fattigdom og frustrerende sociale forhold. Har vi i dag særlige forestillinger, måske endda fordomme, knyttet til Italien og italienerne? Også Andersen færdedes dagligt her og fandt nogle af sine modeller som fx her, hvor Improvisatorens hovedperson, Antonio, fortæller: En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet: onde Peppo, eller ogsaa Kongen paa den spanske Trappe, hvor han daglig havde sin Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: bon giorno! til alle Forbigaaende, og det endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med ham, var jeg den eneste, der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans Hjertelag. - Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse, for at Folk skulde stikke en Bajok deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave ham; Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo ikke holde det ud; jeg saae hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den Blinde i Ansigtet, saa han tabte Penge og Stok. Din Tyv! skreg min Onkel, skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentlig Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden! [Imp.,1. del, kap. 1] Der er dog ikke bare tale om et konkret motivisk sammenfald mellem malerne og Andersen (se fx Friedlænders billede). Forfatteren lærte af malernes måde at arbejde på med indsamling af hurtige skitser, skriftlige såvel som tegnede, der fastholdt landskaber, arkitektur og folkelige optrin. Resultatet blev, at både malere og forfatter indfangede den italienske virkelighed med en nyvunden umiddelbarhed og realisme. Men Andersens billede af Italien er ikke det idylliske postkortmotiv, som malerne måske i nogen grad lænede sig op ad, men gengiver også et mere nuanceret billede. At Andersen selv er klar over denne forskel, afspejles i Improvisatorens lidt ironiserende skildring af den danske maler Frederik, Federigo:
Der ligger mit skidne Itri!«raabte han og pegede paa Byen foran os.»du troer det neppe, Antonio! men jeg har i Norden, hvor Gaderne ere saa rene, saa regelmæssige og afmaalte, ret længtes efter en rigtig skiden italiensk By; en saadan har noget characteristisk, just Noget for en Maler. Disse snevre, smudsige Gader, graae, skidne Steen-Altaner med Strømper og Klokker paa, Vinduerne uden Orden, et oppe, et nede, nogle store, andre smaae, her en Trappe fire til fem Alen op for at naae Døren, hvor Mutter sidder med sin Haandteen, og saa et Citrontræ med store, gule Frugter ud over Muren, ja det kan blive et Maleri! men disse cultiverede Gader, hvor Husene staae som Soldater, hvor Trapper og Kanapper beskjæres, kan man aldrig faae Noget ud af. Her er Fra-Diavolos Fødeby!«raabte de inde i Vognen, da vi rullede ind i det snevre, smudsige Itri, som Federigo fandt saa malerisksmuk. Byen ligger høit paa en Klippe ved den dybe Afgrund; Hovedgaden var paa de fleste Steder kun bred nok for een Vogn. De fleste Stue-Etager vare uden Vinduer, i disses Sted en stor, bred Port, gjennem hvilken man saae som ned i en mørk Kjælder; overalt opfyldt med skidne Børn og Koner; Alle rakte Haanden frem for at tigge. Konerne loe, og Børnene skreg og vrængede med Munden af os. Man turde ikke stikke Hovedet ud af Vognen, for ei at faae det knuust mellem den og de fremspringende Huse, fra hvilke Steenaltanerne paa enkelte Steder hang høit ud over os, saa det syntes, som kjørte vi gjennem en Buegang. Sorte Vægge saae jeg til begge Sider, Røgen banede sig Vei gjennem de aabne Porte op ad de sodede mure. Det er en deilig By, sagde Federigo og klappede i Hænderne. [Imp., 2. del, kap. 1] Jeg er en Barbar, der er kommet til Italien for at cultiveres Antikken Generelt betragtede nordboerne italienerne som eksotiske, måske mere oprindelige, temperamentsfulde, ja til tider primitive. Dette stod i kontrast til den ærefrygt, man betragtede italienernes fortid med, antikken med dens ophøjede ro og idealiserede skønhed ikke mindst. For malernes vedkommende fik det antikke motiv stor betydning C.W. Eckersberg, dansk (1783-1853): Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk. Tordenskyer trækker op over byen, 1815-16. Hvad er det nytænkende ved dette maleri? De landskabsbilleder, Eckersberg malede i Italien, kom til at få meget stor indflydelse på de kommende generationer af malere i Danmark. I dag kan det være svært at se, hvad det nye ved billedet er, men dengang vakte det opsigt. Hvorfor? C.W. Eckersberg, dansk (1783-1853): Et parti af det indre af Colosseum, 1815. Bygningsværket står i dag som en ruin. Romerne genbrugte i århundreder bygningsmaterialet til andre bygninger. I 1744 blev ruinen indviet til ihukommelse af kristne martyrer, og der blev opstillet 14 bedesteder.
Levende modeller er dyre. Antik arkitektur er der nok af! Der var masser af antikke monumenter i Rom og i resten af Italien. Og endnu flere dukkede op. Interessen for antikken betød, at arkæologerne havde nok at lave. Hjemmefra havde kunstnerne læst og hørt om de betydeligste af de antikke værker. I Italien opsøgte de dem og studerede dem grundigt. Eckersberg var en af de første af guldaldermalerne, der kom til Italien, og da han manglede penge til levende modeller, begyndte han at male den antikke arkitektur. Han lavede omhyggelige skitser på stedet. Arbejdede videre hjemme hos sig selv, og som noget helt nyt blev billederne færdiggjort udenfor, foran motivet. Motiverne blev indfanget med en hidtil uset friskhed i farven til forskel fra de malerier, der blev lavet i kunstnerens atelier. I dag synes vi, farverne er vældig naturtro, men i guldalderen vakte de opsigt, og man fandt dem meget skarpe. Eckersberg blev, da han kom til Danmark, professor på Kunstakademiet. Mange af guldalderkunstnerne var elever hos ham, så hans arkitekturbilleder, og når de kom til Italien, opsøgte de de samme steder som deres lærer og malede dem. Også H.C. Andersen opsøgte stederne og brugte dem i sine skriverier, her er det Improvisatoren: Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt dette sælsomme Malerie, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne, belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa uendelig mørkeblaa og Krat og Buske saae ud som det sorteste Fløiel, hvert Blad aandede Nat. Mit Øie fulgte de Fremmede. Endnu efter at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt rundtom var dødstille. Bag et af de mange Træ-Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring, satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitel, der laae i Græsset. Stenen var kold, som Iis, mit Hoved brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store Steenblokke, for den mægtige, romerske Keiser; om de vilde Dyr, som herinde havde kjæmpet mod hinanden, ja tidt endogsaa imod Mennesker, at Folket da sad paa Steenbænkene, der stige trappeviis fra Jorden til den øverste Søilegang. [Imp. 1. del, kap. 4] HC.Andersen har skrevet en note til denne passage i bogen: Colosseum har en oval Form, er reist af Travertin-Steen, og med fire Etager, hver af disse i en forskjellig Orden, dorisk, jonisk og korinthisk; det blev bygget under Vespasian, nogle og halvfjerdsindstyve Aar efter Christi Fødsel; 12000 fangne Jøder arbeidede derpaa. Det har 80 Buer og dets Omkreds anslaaes af de Fleste til 1641 Fod; der skal have været 86000 siddende Pladser omkring Arena og øverst oppe 20000 staaende. Nu er Ruinen indviet til kristelig Gudstjeneste. While stands the Coliseum, Rome shall stand, / When falls the coliseum, Rome shall fall; / And when Rome falls - the world - Byron. [Imp., 1. del, kap. 4] Den skønlitterære fortælling får, med dens nøjagtige skildring af stedet, næsten karakter af rejseguide. Turistfoto 2004. Antikke mindesmærker som Colosseum bliver stadig i dag anset af mange for at være vigtige turistmål. Hvorfor er de så vigtige, hvad ville det betyde for dig at se Colosseum?
Mit Blod var som sydende Lava Napoli, Vesuv og kvinderne Mit Blod i stærk Bevægelse. Uhyre Sandselighed og Kamp med mig selv. Er det virkeligt en Synd at tilfredsstille denne mægtige Lyst da lad mig bekjæmpe den; endnu er jeg uskyldig, men mit Blod brænder, i Drømme koger mit hele Indre. Syden kræver vist sin Ret! jeg er halv syg [Dagbogen, 23. marts 1834] Andersen noterer i dagbogen, at kommer han uskyldig fra Napoli, så tror han, at han vil forblive uskyldig altid. Carl Bloch, dansk (1834-1890): Fra et romersk osteria, 1866 Italien var mere end bare klassisk almendannelse. Kunstnerne var unge, de var væk hjemmefra, der var sol, varme og for tidens forhold letpåklædte, smukke kvinder, der sendte de skandinaviske mænd længselsfulde, ja måske endda erotiske blikke De italienske kvinder spiller en rolle i malernes privatliv. Men vi finder dem også i deres billeder. Hos Andersen er forholdet ikke helt ukompliceret. Kvinderne skræmmer ham. Især i Napoli oplever han, at seksualitet og dyd sættes på en alvorlig prøve. I Improvisatoren kommer dette også til udtryk: Hun var selv bevæget, jeg saae hendes Bryst hæve sig stærkt, hun løste en Sløife, for at aande friere. De er mig værdig! sagde hun, Aand og Skjønhed er enhver Qvinde værdig! hun lagde sin Arm om min Skulder og saae mig ind i Øiet; og med et Smiil, saa uendeligt talende, sagde hun, og jeg kunde troe, at De kun drømte i en Idealverden! Fiinhed og Klogskab har De, og de have Seiren mellem dem; derfor brændte Feber i mit Blod, derfor var jeg syg! - De har kunnet gjøre alt ved mig! Antonio, Deres Kys, Deres Kjærlighed er min Drøm, min Tanke! - hun trykkede mig fast til sit Bryst, hendes Læber var Ild, den strømmede ind i mit Blod, i min Sjæl, i min Tanke - -! Evige Guds Moder, dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen paa mit Hoved; det var ei ved Tilfældet, nei, Du rørte min Pande, greb mig, i det jeg vilde synke ned i Lidenskabens Mal-Strøm. Nei! nei! skreg jeg og sprang op, mit Blod var som sydende Lava. Antonio! raabte hun, dræb mig! dræb mig, men gaae ikke fra mig! - hendes Kinder, hendes Øine, Blik og Udtryk var Lidenskab, og dog var hun saa smuk, et Skjønheds Billede, malet med Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden Svar forlod jeg Værelset, foer ned af Trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig. Alt var Flamme udenfor, som i mit Blod; Luftstrømmen bølgede Varme, Vesuv stod i glødende Ild, Eruptionerne oplyste Alt rundt om! Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, jeg ilede ned paa Molo ved den aabne Sø-Bugt, og satte mig tæt ved, hvor Brændingerne brødes. Blodet trængte mig op i mine Øine, jeg kjølede min Pande med det salte Vand, rev min Kjole op, for at hver Luftning kunde kjøle, men Alt var Flamme, Havet selv skinnede, som Ild, af den røde Lava, der væltede ned af Bjerget! hvor jeg saae, stod hun malet med Flamme og saae mig med det bedende, brændende Ildblik ind i Sjælen! dræb mig, men forlad mig ikke! lød det for mit Øre; jeg pressede Øinene til, vendte min Tanke mod Gud, men den sank tilbage, det var som Syndens Flamme havde svedet dens Vinger. En ond Samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den saaledes lamme Mod og Styrke. [Imp., 2. del, kap. 5]
J.C. Dahl, norsk (1788-1857): Vesuvs udbrud 1820, 1821 Wilhelm Marstrand, dansk (1810-1873): En romerinde i karnevalsdragt Jeg var der! Jeg er her! Når vi rejser, vil vi gerne fastholde det, vi ser og oplever, både over for os selv, men også for at vise andre, hvor vi har været, og hvad det betød for os. Se, hvor smukt der var, hvor sjovt jeg havde det, hvilke interessante ting jeg så! Wilhelm Marstrand, dansk (1810-1873): Frederikke Raffenberg, 1846 Portrættet af Frederikke Raffenberg er svaret på vores tids turistfoto. Nogle fik portrættet malet, mens de rejste, andre først når de var kommet hjem. Men i alle tilfælde er der jo ikke ligefrem tale om et snapshot kompositionen er nøje overvejet. Hvad fortæller portrættet af Frederikke Raffenberg om hende, hvordan vil hun gerne opfattes? Sammenlign evt. med portrættet af romerinden i karnevalsdragt. Hvordan opfatter vi hende? En anden måde H.C. Andersen delagtiggør andre i sin rejse og dens betydning er hans små hurtige tegninger, de mange breve, han skrev, dagbøger, der lige fra starten har karakter af at skulle læses af andre, og endelig romanen Improvisatoren, som på mange måder opsummerer rejsen og de oplevelser, han havde.
Overvej, hvilken betydning, postkort, snapshots, videooptagelser, mobiltelefon og internet har for vores egen og andres opfattelse af vores rejser, af tid og sted? At rejse er at blive en anden! H.C. Andersen (1805-1875): Mit vindue i Rom, 1833-34. Pen og blyant. Odense Bys Museer. Fra udsigt til indsigt? På Andersens rejse opsøger han en lang række seværdigheder, hvor kendskabet til dem gennem mange århundreder er blevet betragtet som vigtige forudsætninger for, at man kunne betragte sig selv som en dannet person. Hvad er dannelse? Og er der noget, der kan danne os på en bedre måde end noget andet? Andersen får på sin dannelsesrejse nogle erfaringer, der får ham til at se verden på en ny måde. Det får indflydelse på den måde, han skriver, og romanen Improvisatoren blev hans litterære gennembrud. Var det en tilfældighed, at det lige var dannelsesrejsen, der satte dette i gang? Kunne det samme være sket på en tur til Sverige? Tror du, at der kan være noget, der danner os mere end andet? Er der bestemte bøger, musik eller malerier, der har sådan en kvalitet, at de bedre end andre ting kan være med til at danne vores personlighed? Kan du komme i tanke om noget, der har betydet noget helt særligt for den måde, du er blevet på? Og tror du, at det er de samme ting, der kan være med til at danne os alle? Eller er det forskelligt fra person til person? Kan det, der danner os, være det samme, som det, der var med til at danne H.C. Andersen - fx Venus Medici eller Collosseum? Eller er der nogle andre kunstværker, nogle andre steder, der danner os i dag? Thailand Ekstremsport internettet biblioteket Improvisatoren ligger på det kongelige biblioteks hjemmeside: www.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/romaner/imp.dk Badeland
Statens Museum for Kunst Sølvgade 48-50 1307 København K Tlf.: 3374 8494 Her i Italien... H.C. Andersen og guldaldermalerne 12. februar - 12. juni 2005 Arrangeret af Hans Edvard Nørregård-Nielsen Større grupper skal melde deres ankomst på tlf.: 3374 8484, mandag-fredag kl. 10-14 Omvisninger efter aftale med mindst 1 uges varsel på tlf.: 3374 8484, mandag-fredag kl. 10-14 Åbningstider: Tirs.-søn. kl. 10-17, ons. kl. 10-20, man. lukket Tekst: Anne Grethe Uldall Layout: Anne Grethe Uldall Bo Jensen Foto: SMK/ Jacob Skou-Hansen & Riccardo Buccarella Hans Petersen DOWIC Fotografi Bo Jensen