Annette Vibeke Jensen....der sku jo være nogen

Annette Vibeke Jensen...der sku jo være nogen - de første 40 år SF i Vejle 1959-1999 1

Annette Vibeke Jensen...der sku jo være nogen - de første 40 år SF i Vejle 1959-1999 3

Annette Vibeke Jensen: Der sku jo være nogen - de første 40 år SF-Vejle 1959-1999 Layout: Jens Tønnesen Tryk: Udbye Grafisk Udgivet af SF-Vejle 1999 ISBN: 87-987299-1-8 4

Forord Socialistisk Folkeparti blev stiftet den 15. februar 1959, og har altså dermed 40 års jubilæum i februar i år. I den anledning har SF-Vejle bedt mig skrive lokalafdelingens historie, dels fordi man gerne vil markere begivenheden, og dels fordi vi nærmer os en tid, hvor begivenhedernes vidner begynder at blive færre. På trods af - eller måske netop fordi - jeg ikke selv er medlem af partiet, syntes jeg det var en spændende opgave at være med til at fastholde og formidle beretningen om dannelsen af et parti, som i en tid med mange døgnfluer har udviklet sig til at være et af de store, stabile - og med 40 år på bagen kan man vel også sige - gamle partier. Uden at tage munden for fuld kan man vel også hævde, at partiet repræsenterer det eneste reelle alternativ til Socialdemokratiet på venstrefløjen, og at det igennem 40 år har øget sin indflydelse i dansk politik. Denne tendens ses i Vejle ved det faktum, at vi nu i forløbig to valgperioder har haft en SF-borgmester. Set i den store sammenhæng er 40 år ikke lang tid, og man ville umiddelbart tro, at der alene af den grund fandtes store mængder kildemateriale. For Vejles vedkommende gør det sig desværre ikke gældende for den første halvdel af perioden. Sandsynligvis har man ikke indset vigtigheden af at gemme materiale, der kunne have fortalt eftertiden historien om partiets første år. Ikke af ond vilje, men fordi de første mange år gik med blot at overleve som parti. Denne del af lokalafdelingens historie baserer sig derfor i høj grad på såkaldt ikke-skriftlige kilder, nemlig samtaler med de af partiets stiftere og tidlige støtter, det har været muligt at finde. For sidste del af perioden gør det modsatte sig gældende, idet man her drukner i informationer, og den store opgave bliver da at uddrage det vigtigste inden for de rammer, der blev afstukket for jubilæumsskriftet. Det vigtige er i denne sammenhæng defineret som de sager, som enten optog og inddrog medlemmerne meget, eller som profilerede SF som parti i Vejle. Mange mennesker har været involveret, for at dette skrift har kunnet se dagens lys, og de skal alle takkes her. Det gælder Vejle kommunes folkeregister, som i flere omgange var behjælpelig med at finde nulevende ud fra 40 år gamle adresser, det gælder personalet på Vejle Byhistoriske Arkiv, hvor jeg fik uhindret adgang til SFarkiverne, og det gælder Vejle Bibliotek, som - selv om der var travlhed og kaos på grund af en brand - velvilligt både hjalp og stillede plads til rådighed, så det kunne lade sig gøre at læse aviser fra perioden. Takkes skal også Flemming Christensen for udlån af sin private scrapbog og Jack Eg Nielsen for at jeg måtte benytte hans private arkiv samt for altid at være til rådighed med svar på utallige spørgsmål om forskellige forhold i lokalafdelingen. Ikke mindst er jeg stor tak skyldig til de SF - medlemmer - tidligere som nuværende - der tålmodigt har ladet sig interviewe. Især vil jeg i den sammenhæng fremhæve stifterens hustru, Ulla Nielsen. Selve skriftets form følger ikke det gængse for et historisk skrift. Således er det valgt at undlade den sædvanlige dokumentation af faktuelle oplysninger - dog vil det fremgå hvorfra oplysningerne stammer omend ikke med nøjagtige bibliografiske data. Denne form er valgt af to årsager: For det første er det skønnet, at beretningen dermed bliver mere læsevenlig, og for det andet er SF vel næppe et parti, som regnes og regner sig for at være traditionens vogter. Vejle, januar 1999 Annette Vibeke Jensen 5

Starten En brun, meget slidt kassebog med knækket ryg. På forsiden er skrevet Socialistisk Folkeparti Vejle. Her begynder SFs historie i Vejle. Åbnes kassebogen, kan man på de gulnede sider læse navnene på dem, der var med fra starten. Sirligt er det anført, at 20 navngivne mennesker har betalt kontingent for månederne marts/april og maj/juni - 2 kr. pr. gang. Ikke nogen uhyrlig sum på et tidspunkt, hvor en havnearbejder på akkord kunne have en ugeløn på 90 kr. Man er dog også nødsaget til at hæve kontingentet - allerede fra juli er det steget til det tredobbelte, altså 3 kr. om måneden. Så pudsigt det end er, er det interessante ikke kontingentet. Det interessante er de 20 navne. De mennesker som gjorde det muligt at stifte en lokalafdeling af SF. Mange af dem er døde, men det er lykkedes at opspore nogle af de centrale personer, og det er dem, der kommer til orde i det følgende. Det hele startede i 1958. Den 15. november blev Aksel Larsen ekskluderet fra det kommunistparti, som han havde været medlem af siden 1920. Det kom ikke uventet. Siden Sovjetunionens indmarch i Ungarn 1956 havde Aksel Larsen argumenteret for, at partiet skulle gøre sig mindre Sovjetafhængig, og andre ekskluderede eller frafaldne DKPere havde støttet ham. Mange opfordrede ham til at stifte et nyt kommunistparti - et dansk kommunistparti. Den 22. november 1958 samledes 76 repræsentanter fra tidligere kommunistiske partiforeninger og for arbejdergrupper samt faglige tillidsfolk på Christiansborg. Her enedes man om, at når/hvis der var indsamlet et tilstrækkeligt antal underskrifter på anmeldelsen af SOCIALISTISK FOLKEPARTI ville man indkalde til stiftende generalforsamling. Et tilstrækkeligt antal definerede man som mindst det antal personlige stemmer Aksel Larsen havde opnået ved det sidste valg. 6 Uddrag fra SFs første kassebog fra marts/april og maj/juni 1959.

Initiativtager til og stifter af SF-Vejle, Orla Nielsen. Østerbo var formand for DKP i Vejle, men blev ekskluderet, fordi han havde anbefalet Aksel Larsens nye parti. For Orla var der ikke tvivl om, at han skulle gå ind i dette nye parti, og selv om hustruen Ulla næsten ikke Frem til februar 1959 indsamledes der mere end 15.000 underskrifter, over det dobbelte af det krævede antal. For Vejles vedkommende har vi det første spor af oprettelsen af en lokalafdeling så tidligt som den 25. november, kun 3 dage efter Christiansborgmødet. Denne dag sendte en Orla Nielsen et brev til Aksel Larsen, hvori han skriver, at efter telefonsamtale med Holger Vivike kan han forstå, at der er fremstillet nogle specielle lister til underskrifter. Om Aksel vil sende disse lister? Og, fortsætter Orla Nielsen, for at komme ud til så mange som muligt, kunne man så ikke sætte listerne i avisen, det ville jo lette indsamlingen noget. Hvem var denne Orla Nielsen? Orla var initiativtageren til stiftelsen af SF Vejle. Den store bager fra Huset på Abildvej 6, hvor SF-Vejle blev stiftet. Tilbygningen til venstre er af nyere dato. 7

orkede at skulle starte forfra, fulgte hun ham fra DKP. Bruddet med DKP var kommet på den måde, at Ulla og Orla havde hørt rygter (meget stærke og meget underbyggede) om, at Orla skulle ekskluderes, men det skal blive løgn, sagde jeg, og næste dag gik Ulla hen og meldte dem ud. At der ikke var plads til selvstændige meninger i det parti, ægteparret havde givet al menneskelig overskud, var en skuffende oplevelse. Orla havde ikke behøvet at være nervøs for at komme til at mangle underskrifter. Hans første træk var at indkalde til nogle møde for at lodde stemningen blandt kammeraterne, og det faldt positivt ud. Sigvald Sørensen deltog i et af disse møder, og han meldte sig som frivillig underskriftsindsamler. Sigvald boede også dengang på Søndermarken, så det var naturligt, at han skulle dække Blomsterkvarteret samt nogle af boligforeningens blokke. Og det gik godt. Som Sigvald siger, var det kolossalt så mange, der var villige til at underskrive. Om det kan tages som et udtryk for, at underskriverne gav deres støtte til det nye kommunistparti er nok ikke sandsynligt. Snarere er der tale om en stille, men synlig protest mod det gamle kommunistpartis Sovjet-afhængighed. Bent Andersen, dengang en 24 årig havnearbejder, kan huske nogle enkeltheder omkring dannelsen af lokalafdelingen. I hans familie var man glødende kommunister, så da Bent nåede skelsår, meldte hans far ham automatisk ind i partiet. Men Sovjetunionens invasion i Ungarn var faldet Bent for brystet, og efter mange og lange overvejelser var han blandt de mange, der meldte sig ud - til stor fortrydelse for familien. Imidlertid blev han jo ikke mindre socialistisk af at melde sig ud af DKP, så også han var på udkig efter et nyt politisk ståsted, og det skulle være til venstre for Socialdemokratiet, for helt så desperat var man jo ikke. Løsningen kom gennem en ven og meningsfælle, som ad omveje havde hørt om det nye parti, som de mente at søge. Bent kom med til nogle af de indledende møder og var således blandt den lille flok på omkring 15 personer, som fik valgt en bestyrelse. Bestyrelsen kom til at bestå af Orla Nielsen som formand, brødrene Erik og Ib Hansen, Egon Albrechtsen og endelig Søren Peter Sørensen. Både Ulla Nielsen og Bent Andersen husker, at de indledende møder og det stiftende møde fandt sted på Abildvej 6 hos ægteparret Magda og Alfred Pedersen, men ingen husker præcist hvornår. Af et brev fra Orla Nielsen skrevet i 1988 ved vi imidlertid, at bestyrelsen i Vejle blev dannet før SFs officielle start den 15. februar 1959. Det har formodentligt været en gang i januar, for underskriftsindsamlingen blev jo sat i værk ret hurtigt efter den 22. november. Vejle var altså på banen før københavnerne. Var det et forvarsel om, at Vejleafdelingen også på andre områder skulle gå i spidsen? 8 Orla Nielsens brev fra 1988 til lokal-afdelingen i Vejle.

Telegram fra Aksel Larsen Når man vil beskrive forgangne begivenheder, er det god latin, at man gør brug af kilder - skriftlige såvel som mundtlige. Som tidligere nævnt er vi desværre ikke i besiddelse af ret meget af nogen af delene, når det gælder Vejle partiforenings første spæde start. De, der endnu lever, kan ikke huske begivenhederne fra hinanden, og på det tidspunkt kunne man vel ikke forestille sig, at datidens dokumenter skulle gemmes for at kunne tilfredsstille fremtidens nysgerrighed - når man lige er blevet født, tænker man ikke på jubilæer. Nogle få levn er der dog, som kan give brudstykker af et billede. Det første der skal fremhæves her, er fra folketingsvalget den 15. november 1960. Ikke fordi det i sig selv er interessant, når man skriver lokalhistorie, men det har efterladt en ganske overordentlig interessant kilde. Det var jo SFs første folketingsvalg, og derfor den første lejlighed til at vise, om partiet var bæredygtigt. Vi ved det ikke, men man kan vist roligt gå ud fra, at det har givet anledning til en del arbejde også i lokalafdelingen. Valgets resultat blev, at SF fik 11 mandater. Et meget flot resultat i betragtning af, at DKP ved det forrige valg i maj 1957 havde opnået 6 mandater. Denne gang røg DKP helt ud af Folketinget for først at komme igen ved valget i 1973. SF havde altså vist sin eksistensberettigelse. Valgresultatet for Vejle Amt var også overmåde tilfredsstillende: Gunhild Due kom ind, valgt i Koldingkredsen, og Orla Nielsen blev første stedfortræder. Det store arbejde der ligger bag disse resultater blev også påskønnet: Den 17. november indløb der telegram til Vejle partiforening med denne ordlyd: Tak for den store fremgang I skaffede. Aksel Larsen. Det Aksel Larsen refererede til, var de 867 stemmer, der i Vejle faldt på SF. Nu skulle der arbejdes på repræsentation i byrådet til kommunalvalget i marts 1962. Arbejdet var vigtigt, fordi Aksel Larsens telegram med tak for det arbejde, man havde lagt for dagen i Vejle et parti er mest synligt - og får derfor størst tilslutning - når det er repræsenteret i offentlig sammenhæng. Det var ikke blot en konsolidering, men også en vækst, man arbejdede på. Indsatsen blev noget hæmmet af, at det var svært at finde folk til opstilling. Man ville måske nok gerne gøre et stykke arbejde for partiet, men det var så som så med at lade sig opstille, for tænk, hvis man nu blev valgt? Sigvald Sørensen, som ellers havde vist sin iver allerede ved underskriftsindsamlingen i november 1958, gjorde fra starten klart, at han ikke ville være medlem, for han ville ikke vælges til noget. Det manglende medlemsskab blev imidlertid ikke nogen hindring for Sigvalds opstilling på SFs liste til byrådsvalget i 1962 - men så tilpas langt nede, at der ikke var nogen mulighed for at blive valgt. Senere - under Hans Nedergaards formandskab - blev Sigvald meldt ind. Der skulle være orden i tingene. Også Ulla Nielsen kan berette om pres for at lade sig opstille. Hun gik ram forbi i 1962, men ved byrådsvalget 4 år senere pressede man hende så meget, at hun indvilgede, for der skulle jo være nogen. Hendes modstand var ikke som Sigvalds begrundet i, at hun ikke ville væl- 9

Ulla og Orla Nielsen ved en festlig lejlighed. ges til noget, men havde bund i en frygt for, at hun kun ville få een stemme. I Vejle Amts Folkeblad fra den 10. marts 1966 kan man imidlertid se, at Ulla fik 10 stemmer. Det går dog som en rød tråd gennem partiets historie i de perioder, hvor det ikke var repræsenteret i byrådet, at det daglige arbejde bestod i mange, mange opstillingsmøder samt en evig leden efter opstillere. Bent Møller Christensen, formand fra 1972, fremhæver da også de mange ture i sin gamle bil rundt i omegnen til diverse møder. Som han husker det, fandt disse møder ofte sted i præstegårde. Det skulle dog vise sig at blive hans held, at partiet havde så god repræsentation blandt de næstekærlige, for bilen måtte ofte skubbes igang til hjemturen. Men trods genvordighederne med at få opstillet folk, lykkedes det alligevel at få lavet en liste i 1962. Den kom til at se således ud: Orla Nielsen, bagersvend Erik E. Hansen, tekstilarbejder Karl Kjeldsen, slagteriarbejder Sigvald Sørensen, murerarbejdsmand Uanset en behjertet indsats havde man ikke heldet med sig i denne omgang. Vejle Amts Folkeblad kan berette, at der ialt blev afgivet 16.121 stemmer, heraf de 766 på SFs liste. Hvis det skal sættes i relief kan man sammenligne med Kommunistpartiet, der fik 142 stemmer, og set i det lys var 766 jo ikke så dårligt endda. De 766 stemmer udgjorde lige 4.1% af stemmerne og det ville have været nok til et mandat i byrådet idag, men da der dengang kun var 17 pladser i byrådet, rakte det ikke til et mandat 10

Repræsentation i byrådet I 1964 var der igen folketingsvalg. Denne gang var der ingen begejstringens bølge, der bar SF igennem. Tværtimod måtte man notere en tilbagegang på et mandat fra 11 til 10. Tilbagegangen skyldtes indre uroligheder i partiet, og disse uroligheder førte til, at tre af folketingsmedlemmerne forlod Folketinget forud for valget. Og når det regner på præsten... Tendensen ses også i Vejle: Fra 867 stemmer i 1960 til 801 i 1964. Det tegnede ikke godt med det forestående byrådsvalg for øje. Skulle det ses som et varsel, at Melodi Grand Prix vinderen få dage før kommunalvalget i marts var Ulla Pias Stop mens legen er go? Muligvis, men i Vejle sattes derimod alle sejl til - man fik fremstillet en folder i A5 størrelse, ialt 4 sider. På forsiden prydet af en tegning af Vejle Vindmølle, og indeni var Erik Hansen og Orla Nielsen, listens nr. et og to, afbildet med angivelse af SFs kardinalpunkter i det nye byråd. Heraf kan vi se, at man prioriterede boligpolitikken højt. Erik Hansens første punkt er en sanering af det, han kalder de kommunale drypstenshuler - de mennesker, der endnu i dag er henvist til at bo i disse elendige rønner, må snarest anvises en bolig - og til en pris de er i stand til at betale! Og videre kræves der tidsvarende boliger til unge og enlige - og vel at mærke boliger, der modsvarer både behovet og pengepungen! Også ungdommen og idrætten lå SF på sinde. Erik Hansen slog således til lyd for, at der skulle bygges et fritidscenter med en idræts- og svømmehal med friluftsbassin, kunstisbane m.m.. Endelig kræves der vuggestuer, børnehaver og fritidshjem - det var jo de glade tressere, hvor der rigtig kom gang i hjulene, og kvinderne holdt deres indtog på arbejdsmarkedet. Og det har vel i høj grad været SFs vælgere, der havde behov for børnepasning, idet partiet endnu ikke var langt fra sit kommunistiske udspring, og Forsiden af valgpjecen lavet til byrådsvalget 1966. 11

derfor stadig næsten udelukkende trak arbejderstemmer. I hvert fald var de opstillede at finde i arbejderklassen - heraf to lokale fagforeningsformænd - som følgende opstillingsliste viste: Erik Hansen var den første SFer i Vejle byråd. Erik Hansen, textilarbejder, bestyrelsesmedlem i textilarbejdernes fagforening Orla Nielsen, bager, formand for bagernes fagforening Sigvald Sørensen, murerarbejdsmand, formand for murerarbejdsmændenes fagforening Ulla Nielsen, Jysk telefon Svend Aage Bank, malersvend Poul Nielsen, textilarbejder Jonna Clausen Enevoldsen optræder ikke på den officielle liste offentliggjort i Vejle Amts Folkeblad dagen før valget. Åbenbart har der været forfald, og det var derfor Ulla Nielsen blev presset til at lade sig opstille som tidligere beskrevet. Var det en bevidst kvindepolitik, at der helst skulle være en kvinde på listen? Det ville passe med tidens ånd og SFs tidligt markante kvindepolitik. Hvorom alting er, denne gang lykkedes det. 5.9% af stemmerne i Vejle kommune gik til partiet, og dermed fik SF i Vejle for første gang sæde i byrådet. Byrådsforhandlingerne for 1966 kan ikke give os noget billede af, hvordan Erik Hansen gjorde sit mandat gældende, idet der kun gengives beslutningsreferater, men han fik sæde i social-, biblioteks- og museumsudvalget, hvoraf i hvert fald det førstnævnte må have ligget hans hjerte nært. Erik Hansen døde i 1972. Opstillingslisten på bagsiden af valgpjecen. Her har man ikke kunne nå at ændre listens nr. 4 til Ulla Nielsen. 12

Den første katastrofe I starten lignede det overhovedet ikke en katastrofe. Faktisk gik SF frem fra 10 til 20 mandater ved folketingsvalget i november 1966. Det var så stor en fremgang og gav så stor selvtillid, at flere røster i partiet mente, at nu var tiden inde til at få etableret et samarbejde med Socialdemokratiet, og på denne måde få større indflydelse på udviklingen. Det var absolut heller ikke uinteressant, at der for første gang var et arbejderflertal i Folketinget. Det burde udnyttes, mente mange. Viljen var der da også hos de to politiske ledere, J.O. Krag og Aksel Larsen, som begge snakkede ministerpost til SF, og initiativet blev kraftigt støttet af fagbevægelsen. Men Aksel Larsens bestræbelser vandt ikke gehør i folketingsgruppen, og enden på det blev, at de to partier i marts 1967 enedes om et forlig, der bl.a. omfattede en afgift på forbrug - moms - og en omlægning til forudbetalt skat - kildeskat. Dermed var Det røde Kabinet indledt, og det førte bl.a. til, at SF for første gang i partiets historie stemte for finansloven og dermed accepterede militærbevillingerne, angiveligt for at undgå at de øvrige partier i Folketinget skulle vælte regeringen. Men uanset hensigten så splittede det partiet i en højrefløj anført af Aksel Larsen, som gerne ville samarbejde med Socialdemokratiet for derved at trække det til venstre, og en venstrefløj, som talte om marxisme med meget store bogstaver, anført af blandt andre Erik Sigsgaard og støttet af Preben Wilhjelm i Hovedbestyrelsen, så det måtte naturligvis gå galt. Det gjorde det under forhandlingerne om indefrysning af en dyrtidsportion for at støtte den danske devaluering som værn mod den engelske devaluering. Folketingsgruppen splittedes i to grupper, 14 SFere og 6 løsgængere, som senere samme år dannede partiet Venstresocialisterne. Dønningerne bredte sig ud over det ganske land, og folketingsvalget januar 1968 var en katastrofe. Tilbagegang fra 20 til 11 mandater. 1968 var også det år, hvor lokalafdelingen i Vejle fik et nyt medlem ved navn Hans Nedergaard, tidligere kommunist og aktiv i modstandsbevægelsen - han var blandt initiativtagerne til strejkerne i Odense sommeren 1943. Med ham får vi lidt at vide om, hvordan det gik - og var gået Vejle-afdelingen. Nedergaard skrev i marts 1969 et brev til partikontoret, hvor han kommer ind på løst og fast. Blandt andet hører vi, at der faktisk ikke var sket ret meget i afdelingen. Orla Nielsen havde været travlt optaget af sit fagforeningsarbejde (han var i mellemtiden blevet formand i bagernes fagforening), og det stod dårligt til med det organisatoriske. Nedergaard selv var som sagt blevet meldt ind i november 1968, og ved samme lejlighed var han blevet valgt som formand. Det skyldtes nok, at den foregående formand, Per Berendtsen ikke ville (eller kunne?) længere. Per Berendtsen har ikke efterladt sig spor i materialet, så nogen udfarende kraft har han formodentlig ikke været. Men i 1969 stod det endnu dårligere til, for da er Hans Nedergaard både formand og kasserer, og det forklarer han selv med, at det ikke kunne lade sig gøre at få en fuldtallig bestyrelse, og alle blev simpelthen valgt til noget. Vi hører også lidt om medlemstallet fra Nedergaard. Hans Nedergaard var formand for SF i Vejle fra 1968 til 1972. 13

Hans Krintel var gennem mange år folketings-kandidat i Juelsminde-kredsen. Sigvald Sørensen var en trofast kandidat til Vejle byråd gennem mange år. Der var i 1969 godt 30 medlemmer, men 12-14 personer skyldte kontingent for de sidste halvandet år, og af dem blev 9 slettet. Der var altså stadig ikke den store tilstrømning til partiet. Med baggrund i både dette og splittelsen i folketingsgruppen, var det derfor ikke uventet, at kommunalvalget i marts 1970 ikke gik, som man kunne håbe. I Vejle havde man ellers sat alle sejl til, så man dækkede bredt rent fagligt. Erik Hansen, textilarbejder Johnny Lindskjold, arbejdsleder Ulla Lindsted, slagteriarbejder Kay Boye Pedersen, lektor Sigvald Sørensen, fagforeningsformand Ulla Hansen, fabriksarbejder Orla Nielsen, fagforeningsformand Svend Jespersen, rangerformand Hans Krintel, specialarbejder Jens Chr. Nygaard Nielsen, banebetjent Nikolaj Mortensen, slagteriarbejder Villy E. Christiansen, installatør Som man ser, holdt akademikerne deres indtog på listen denne gang. Ikke fordi der ikke havde været højtuddannede eller akademikere med i partiet - vi har jo hørt Bent Møller Christensen omtale de mange præster, og Møller Christensen var selv cand. mag. og underviste på Vejle Gymnasium, senere Rødkilde Gymnasium. Når han ikke var opstillet, skyldtes det, at han boede i Grejs, og derfor ikke kunne opstille i Vejle. Det hjalp imidlertid ikke, at man viste den store faglige spredning på listen. 645 stemmer blev det til, og det var ikke nok til at Erik Hansen kunne blive siddende. Heller ikke selv om byrådet var udvidet til 25 medlemmer med kommunalreformen fra 1. april 1970. Tværtimod mente mange, at folks usikkerhed om konsekvensen af sammenlægningen til storkommuner fik vælgerne til at stemme på det sikre, ikke på fløjene. SF var igen ude i kulden. 14

Fremgang Da Erik Hansen forlod byrådet begyndte kampen for ny repræsentation igen. Denne evige kæmpen for synliggørelse tærede på kræfterne og mange mistede modet. Bent Møller Christensen husker perioden som een lang kamp for et comeback. Et lyspunkt var der dog. I oktober 1972 skulle der være folkeafstemning om dansk medlemsskab af EF, og da SF dengang var modstander, og over halvdelen af den danske befolkning i hvert fald i valgkampen var ligeså, var der masser af potentielle medlemmer og vælgere. Det var da også en travl tid for Vejle-afdelingen. Bent Møller Christensen husker, hvordan alle mand var af huse for at snakke med folk på gågaden, for at sælge aviser ved Paladspassagen, for at deltage i diverse paneler og møder. Ihærdigheden - og måske især sagen - gav også resultat: I protokollen for SF Vejle kan man læse om generalforsamlingen 30. oktober 1972: Den konstituerede formand Bent Møller Christensen aflagde beretning hvoraf det fremgik at S.F s medlemstal var steget med 50% siden folkeafstemningen om E.F. Et af disse nye medlemmer var den senere formand, Tage Hvilsom. Tage husker tydeligt den travle tid om- Medlemstallet steg med 50% efter folkeafstemningen om EF. Tage Hvilsom, formand for SF- Vejle 1975-1980. kring folkeafstemningen. Især husker han et møde på Rødkilde Gymnasium kort tid før afstemningen - på dagen for Norges afstemning. Når han husker det så tydeligt, er det ikke kun fordi Anker Jørgensen var tilstede. Det skyldes, at Anker Jørgensen blegnede, da det norske resultat midt under mødet blev offentliggjort - beretter Tage med slet skjult skadefryd. 15

Den anden katastrofe Egon Hansen blev valgt til byrådet for SF i 1974. Med alle de nye medlemmer og den øgede interesse om SF kom der fornyede kræfter til de hårdt prøvede frontkæmpere. I første omgang slikkede man sårene efter Jordskredsvalget i december (tilbagegang til 11 mandater fra 17 i 1971) og koncentrerede sig ellers om det i marts 1974 forestående kommunalvalg. Som sædvanlig var flere villige til at lade sig opstille på listen - men aldrig øverst. Og så var der alligevel en overraskelse. Året før havde fagforeningsformanden fra Tulip, Egon Hansen, henvendt sig om medlemsskab. Han var godt nok socialdemokrat, men fandt at SF var mere i overensstemmelse med hans politiske overbevisning. Og selvfølgelig var der plads til Egon, som oven i købet havde et par venner med. Og så var det, at Bent Møller Christensen fik en ide. Hvorfor ikke lade Egon opstille som frontfigur? Han var politisk skolet, og han var fagforeningsformand på en af byens største virksomheder, et kendt ansigt, som måtte kunne trække en masse stemmer. Ikke alle var lige begejstrede for Egon Hansen. Man kunne jo ikke se bort fra, at han havde trådt sine politiske barnesko i Socialdemokratiet, fremhævede Tage Hvilsom. Og kunne man nu også stole på ham med den korte baggrund i partiet? Men som sædvanlig var der ikke trængsel om førstepladsen på listen, og det var nu, der var fokus på SF på grund af EF afstemningen - der skulle smedes mens jernet var varmt, eller i hvert fald, mens SF havde medvind. Så derved blev det. Foruden Egon Hansen kom listen til at bestå af følgende: Egon Hansen, fagforeningsformand Henny Strøyer, husmoder ( sekretær i bestyrelsen) Hans Krintel, specialarbejder Chr. Rahbæk Møller, møllersvend Svend Jespersen, rangerformand Sigvald Sørensen, fagforeningsformand for murerarbejdsmændene SFs hovedpunkter i valgkampen var, at man for at undgå dobbeltadministration skulle placere flest muligt af statens opgaver hos amter og kommuner, det ville også styrke nærdemokratiet. Vejle Amts Folkeblad kan også berette, at SF i byrådet ville arbejde for små skoler, lokale sundhedscentre, fælleshuse, kommunens overtagelse af bybusserne, gågader og skånsom renovering. Sammesteds kan man læse, at stemmesedlen efter at være blevet udvidet med de nye partier som f.eks CD og Fremskridtspartiet er blevet så lang, at der på et af valgstederne kunne høres en røst, Undskyld, De træder på min stemmeseddel! Resultatet blev, at byrådet kom til at se således ud: Socialdemokratiet 12 mandater (tilbagegang på 2) Radikale 1 mandat (uændret) Konservative 3 mandater (tilbagegang på 1) SF 1 mandat (688 stemmer) Venstre 7 mandater (fremgang på 1) Fremskridtspartiet 1 mandat 16

Egon Hansen løb med SFs mandat efter mindre end et år i byrådet, hvilket er at læse i protokollen fra 20. februar 1975. 17

Bent Møller Christensen var afdelingens formand i perioden 1972-75. Fremskridtspartiet blev repræsenteret for første gang. Da der som tidligere nævnt nu var 25 byrådsmedlemmer, manglede Socialdemokratiet ét mandat for at have flertal, og det fik måske betydning for den senere udvikling. Valgperioden startede 1. januar 1975, men allerede d. 7. februar modtog formanden Bent Møller Christensen et brev fra Egon Hansen, og det var en bombe. I brevet stod, at Egon Hansen hermed nedlagde sit mandat for SF. Begrundelsen var, at han syntes det var forkert, at der var 4 arbejderpartier, og at han i øvrigt ikke mente, han havde fået den fornødne opbakning til sit byrådsarbejde fra partiet. Det sidste kan næppe være sandt, for han kan kun have nået at deltage i det første konstituerende møde, og på den baggrund kan han dårligt bedømme, om der var støtte nok fra baglandet. Hvad det første angår, er det sandsynligvis nok også en letkøbt undskyldning for noget andet. De 4 arbejderpartier han henviser til, er foruden Socialdemokratiet og SF også VS, der jo som tidligere nævnt var blevet dannet i 1967, samt DKP. Men disse partier var der jo også, da han besluttede sig til at lade sig opstille for SF. Og SF ville jo ikke forsvinde som parti selv om han meldte sig ud. Bent Møller Christensens reagerede prompte. I et brev til Egon Hansen fremfører han, at af de 688 stemmer der ved valget i marts var faldet på SF, faldt de 280 som listestemmer og kun 210 tilfaldt ham, Egon, personligt. Det måtte derfor kun være rimeligt og moralsk rigtigt at han, Egon, gik af og gav plads til suppleanten, Henny Strøyer. Det ville Egon Hansen ikke. Han fortsatte som løsgænger, og stemte i øvrigt sammen med socialdemokraterne i resten af perioden. Derefter meldte han sig ind i Socialdemokratiet, opstillede for dem i næste periode og blev valgt ind. Han sad således i byrådet i mange år. Det, at han på den måde blev det manglende socialdemokratiske mandat, fik mange til at mene, at der var tale om aftalt spil, at socialdemokraterne og Egon havde lavet en handel i porten, som sikrede Socialdemokratiet flertal i byrådet. Og givet er det, at forhandlingerne blev meget nemmere for partiet med Egon Hansen til at støtte. Så sent som 21. maj 1980, da Egon Hansen blev 60 år, stod der i den anledning at læse i avisen, at Egon Hansen efter at have meldt sig ud af SF stod udenfor partierne. Det er dog almindeligt kendt, at han havde skiftet til Socialdemokratiet. Og alle de, der oplevede dette alvorlige slag er enige om, at der var tale om forræderi. 18

Resignation Det var en alvorlig streg i regningen, da man mistede mandatet i byrådet. Glansen gik i sandhed af St. Gertrud. Rent fysisk udmønter det sig i, at protokollen pludselig ikke føres mere. Den senere sekretær og formand, Verner Hansen, skriver Herfra er protokollen ikke ført i 1½ år, men hullet er søgt udbedret ved hjælp af forskellige papirer og avisnotitser. På generalforsamlingen 3. september 1975 valgtes Tage Hvilsom som ny formand. Det var en resigneret flok, som Tage skulle styre. Det ses af, at det blev sværere og sværere at få hele bestyrelsen til at samles. Nogle gange fremgår det af protokollen, at der er meldt lovligt afbud, men ofte er det angivet, at vedkommende bare er udeblevet. At det var et problem er gentagne opfordinger til at deltage vidnesbyrd om. Den 11 december 1976 indkaldes til bestyrelsesmøde: Gode kammerat! Det er nu en del måneder siden vi holdt vores første bestyrelsesmøde, på dette bestyrelsesmøde lykkedes det at samle samtlige, hvad der ikke har været muligt på noget tidspunkt siden. Og det fortsætter i 1977: Til samtlige bestyrelsesmedlemmer i SF Vejle. Tilstanden i vor partiforening er ganske utilfredsstillende, og har været det længe. For nogle kniber det med at komme til bestyrelsesmøder, oftest uden afbud. Heller ikke de menige medlemmer undgår formandens opsang, hvad følgende indbydelse er et eksempel på: Kære medlem! Vi i bestyrelsen for SF Vejle er ikke ganske tilfredse som vor partiforening virker. Vi har tidligere inviteret til medlemsmøder for at høre din mening, men vi modtog ikke nogen større reaktion. Det var et problem, at man igen skulle bruge alle kræfter på at blive synlige, og problemet blev større af, at der ikke var så mange frivillige hænder at tage af. Rent ud sagt, så var det altid de samme hænder, der tog fat, og det sled. Det betød, at man efter Tages mening druknede i det forefaldende arbejde, ikke var udadvendte nok, og derfor ikke fik gjort nok ved det lokalpolitiske. Det forefaldende arbejde var de evigt tilbagevendende Et eksempel på en af de mange indsamlinger, der ifølge Tage Hvilsom tappede kammeraterne for kræfter. indsamlinger - til SFs dagblad, Minavisen, senere kaldet Socialistisk Dagblad, til diverse strejker og til valgkassen. Det var de samme mennesker,der støttede hver gang, og derfor betegner Tage indsamlingerne som kammeratlig udplyndring. Ud over pengeindsamlinger samledes der underskrifter til støtte for strejker, mod EF og hvad der ellers kunne være. Og hver fredag stod to medlemmer ved Paladspassagen for at sælge Minavisen. Det var efterhånden ikke et særlig eftertragtet job, for det var mildest talt utaknemmeligt, og det var besværligt at få frivillige til det. Tage beretter, at da han engang var taget på sommerferie, havde bestyrelsen simpelthen afbestilt Minavisen i den periode bag hans ryg. Et andet problem, man havde at slås med, var kontingenterne - eller rettere de manglende kontingenter. Christian Rahbæk, der var valgt som kasserer samtidig med Tage Hvilsom, var en udmærket kasserer, men han var efter formandens mening for blød. Kort sagt lod han folk få for lang snor med hensyn til betaling. Alt dette vidner om, at det var de daglige opgaver, en desperat holden hovedet oven vande, der prægede lokalafdelingen efter Egon Hansens afgang. 19

Socialistisk folkepartis ungdom - SFU Der skete dog også positive ting i denne periode. Således fik Socialistisk Folkepartis Ungdom en afdeling i Vejle den 17. marts 1975. Ikke alene var det et synligt bevis på, at det stadig gærede i lokalafdelingen, men det gav også flere muligheder. Som ungdomsorganisation var SFU berettiget til økonomisk støtte, og det åbnede op for et længe næret ønske: Et lokale, hvor man kunne holde møder. Indtil da havde møderne fundet sted privat, nogle gange på skift, og ofte også i Idrættens hus. Det var dog blevet besværliggjort af, at afdelingen efterhånden havde behov for lagerplads - til valgpjecer, plakater og lignende - og papirarbejdet var også blevet så omfattende, at det var passende om man fik sin egen duplikator og ikke skulle låne andre steder. Så alt talte for, at man fik et lokale. Det blev en lille lejlighed i stuen Vesterbrogade 34. Det gav lidt luft til den betrængte bestyrelse, at familien ikke længere behøvede at forlade dagligstuen for at give plads til kammeraterne. Og det var et stort fremskridt, at der var et sted at arbejde med duplikatoren og alt det praktiske arbejde. At lokalet så var nabo til købmand frk. Nygaard, som tillod salg efter lukketid - af f.eks. øl - var jo heller ikke at foragte. Men lykken varede kort, allerede i december måtte lokalet igen opgives, midlerne var trods alt ikke til det alligevel. Det skete dog med maner, idet SFU inviterede til en afslutningsfest den 29. november for medlemmer og pårørende. Pølser øl og vand kan købes, oplyser invitationen. Det var nok ikke de store kulinariske udskejelser frk. Nygaard blev vidne til i nabolejligheden. Lokalesituationen bedredes igen senere, da man i begyndelsen af 1978 fik et lokale i Jernbanegade 4 lige overfor højbanen. Dette lokale fejredes med, at SF Vejle formsmæssigt endelig blev et rigtigt arbejderparti, idet der blev syet en rød fane. Hverken fane eller lokalet er i SFs besiddelse idag, lokalet fordi man atter måtte flytte, først til kælderen på hjørnet af Spinderigade og Vesterbrogade, senere til Havnegade på den anden side af højbanen, og senere igen til Nørrebrogade 2, hvor SF fik lokaler i det, der oprindeligt var Arbejdernes Forsamlingsbygning. Måske er fanen bortkommet under de mange flytninger? Ikke alt der skete i SFUs lokaler var lutter idyl, som dette uddrag af protokollen tyder på. 20

De fem Det var ikke kun de lokale fortrædeligheder med en frafalden SFer i byrådet, der kunne give anledning til resignation. Folketingsvalget januar 1975 havde været endnu et skridt tilbage i mandattal fra 11 til 9 mandater, og i det hele taget var man ifølge nogles opfattelse vidne til en højredrejning både i samfundet og i Folketinget. Det sås specielt med den store tilslutning et parti som Fremskridtspartiet fik. Højrestemmerne kom fra stort set alle Folketingets partier, og det foruroligede Kurt Brauer, Poul Dam, Kristine Heltberg, Henning Philipsen og Sigurd Ømann fra folketingsgruppen i en sådan grad, at de følte sig foranlediget til at anbefale et samarbejde mod højre. Larsenister kaldte de sig, og henviste dermed til Aksel Larsens erklæring, at SFs største opgave var, at forhindre Socialdemokratiet i at samarbejde med højrefløjen. For at lokke Socialdemokratiet mod venstre var de fem villige til at føre indkomstpolitik, et absolut fy-ord indenfor SF, ligesom man også erklærede sig indforstået med indførelse af atomkraft. I Vejle kan sagen spores i Vejle Amts Folkeblad. Den 15. februar 1977 skulle der være folketingsvalg. I den anledning var der den 14. februar arrangeret paneldiskussion på biblioteket, og samme dag havde avisen bragt en forsidehistorie om en hemmelig plan blandt SFs antilarsenister gående ud på udrensning af bl.a. Gert Petersen. Dette fik Bent Møller Christensen til på aftenens møde at afvise noget sådant med en udtalelse om, at der her forelå et eksempel på politisk pornografi. Denne udalelse satte sig fast hos lederskribenten, og i maj samme år var der lejlighed til at få den returneret, For første gang var det muligt at trykke valgmaterialet i flere farver. 21

der stadig var saft og kraft nok til at stable en valgkamp på benene. Men det lykkedes. Og endda introducerede man noget nyt i den trykte valgpjece - farvetryk, et F på rød baggrund. Det var en landvinding, der var mulig, fordi man havde kunnet benytte trykkefaciliteter i Huset på Østerbrogade. Tage fortæller, at de blev så begejstrede for pjecen, at de lod den trykke i 5000 eksemplarer. Stor var fortrydelsen derfor, da de fandt ud af, at ikke mindre end 2 telefonnumre var forkerte. 5000 pjecer er mange, når der skal rettes i dem manuelt. Listen viser, at der nu var kommet nye ansigter til: De to telefonnumre, der skulle rettes i hånden i 5000 eksemplarer. idet avisen har set beviser for, at udrensningsprocessen både er foregået efter en klar plan og med nøje målbevidsthed. Med henvisning til, at SF i meningsmålingerne får mindre og mindre tilslutning og efterhånden er betænkeligt nært udslettelsesgrænsen, fremfører avisen at Man må altså slå fast, at SFs politiske stripteasenummer fortsætter - for nu at blive i nærheden af den sprogbrug, der blev anvendt mod os i valgkampen i Vejlekredsen... Både Tage Hvilsom og andre SFere var på banen med læserbreve vendt mod avisen, men striden i partiet undgik ikke at få indflydelse på valgresultatet. Først var der folketingsvalget i februar. Her gik SF tilbage fra 9 til 7 mandater. I Vejle mistede partiet 391 stemmer, en reduktion på 30%. Dernæst gjaldt det kommunalvalget i marts 1978. Med al den desillusion og modgang partiafdelingen havde oplevet inden for de seneste år, kan det undre, at Lindhardt Thomsen, assurandør Niels Jørgen Jensen, radiotekniker Hans Krintel, specialarbejder Allan Christensen, lærerstuderende Sigvald Sørensen, fagforeningsformand Selv om partiforeningen gjorde et godt stykke arbejde, kunne udviklingen ikke vendes. Tilbagegangen ved kommunalvalget svarede procentvist stort set til tallene fra folketingsvalget: Fra 688 til 408 stemmer. Det var naturligvis surt, og skulle forklares på en eller anden måde, og på et medlemsmøde den 21. marts 1978 havde Tage Hvilsom opstillet følgende punkter til forklaring på tilbagegangen: 1. Lindhardt var ikke kendt nok. 2. Folk huskede stadig Egon Hansen, og ville derfor ikke spilde en stemme 3. Der var ingen piger på listen (altså var man, som tidligere antaget, bevidste om listens kønsfordeling) 4. Afdelingen markerede sig for lidt mellem valgene, og så kom Tages hjertesuk: Vi mangler kræfter økonomisk og fysisk. Og det sidste var alt taget i betragtning nok problemet i en nøddeskal. 22

Nye tider Om end valgresultatet kunne forklares - og især bortforklares - med baggrund i både lokale og landspolitiske forhold, så var det dog et skuffende resultat. Så skuffende, at man åbenbart havde svært ved at rumme det. Dette indtryk underbygges af, at protokollen er påfaldende fåmælt omkring valgaktiviteterne: Vi undlod at sætte plakater op, men lod trykke en brochure i 5000 eksemplarer til uddeling. Vi havde enkelte avisindlæg og møder. Det valgtekniske samarbejde gav ét mandat i byrådet - til kommunisterne... Så hjalp det lidet, at afdelingen havde haft succes med at markere sig i sagen om vej-forlægningen i Ådalen. Her havde SF fra starten været modstandere af et projekt, der forudsatte en motortrafikvej gennem Vejle Ådal. For det første, mente man, ville det være galimatias at ødelægge den enestående natur i Ådalen, og for det andet, hvis der endelig skulle være en vej, hvorfor så en motortrafikvej, så cyklister ikke kunne få lov til at nyde naturen? Den socialdemokratiske borgmester Karl Johan Mortensen havde godt nok ærgret sig over at de - ifølge ham - negative grupper ikke var udelt begejstrede for en motortrafikvej gennem Ådalen. Men da både Fredningsmyndigheder, Miljøministeriet og Planstyrelsen ligeledes havde blandet sig, var projektet blevet udsat - dog kun, som det viste sig, for en kortere tid. En anden sag, som havde haft SF-Vejles bevågenhed, var spørgsmålet om tilladelse til at bygge et Bilka lavprisvarehus. Her var SFs holdning, at indkøbssteder Cigaretter, whisky og nøgne pi r - var det det, som kunne lokke SFerne til at støtte Minavisen? 23

skulle være boligorienterede, for at sikre hele befolkningen en rimelig vareforsyning. Også i dette spørgsmål gik SF i polemik i Vejle Amts Folkeblad, så på trods af modgang var der liv endnu, og ved Folketingsvalget i oktober 1979 gik SF frem til 11 mandater, og var det ikke et tegn på, at man skulle spytte i næverne og bare komme igang igen? Det var det byråd, der spøgte. Listen var på tale i flere omgange fra starten af 1981 (fra dette år blev kommunalvalgene flyttet til november måned). Den 10 februar blev der opstillet en liste med Svend Jespersen som spidskandidat - den tidligere spidskandidat, Lindhardt Thomsen, var ikke tilstede og kom først ind på listens 6. plads. Allerede 15. februar skulle listen ændres, idet Svend Jespersen trak sit kandidatur tilbage. Det fik følgende bemærkning i protokollen - ikke uden humor: Det blev klart at Svend Jespersen alligevel ikke ville være spidskandidat til byrådet - så der stod vi med fletningerne i postkassen. Og så, for at være sikker på, at vi alle er med, er der tilføjet i parentes (efter Storm P.) Det udviklede sig faktisk til et opgør i gruppen, for 4. marts var der medlemsmøde, og her måtte man konstatere, at der ikke kunne findes en spidskandidat skønt Lindhardt Thomsen ikke var uvillig. Han forlod partiet kort tid efter dette møde, angiveligt i skuffelse over den manglende tilslutning. Så sent som 25. august var spørgsmålet endnu ikke afklaret. Denne dag holdt bestyrelsen møde med det ene formål at finde en spidskandidat. Man havde søgt forstærkning ved at indbyde amtets hovedbestyrelsesmedlem, Poul Einar Jensen, og han gjorde nogle desperate forsøg på at overtale Svend Jespersen og Vibeke Kinch, men stadig uden resultat. Det skulle blive en tilflytter, der løste den gordiske knude. I 1977 havde sognepræst Flemming Christensen fået embede i Hornstrup. Chr. Rahbæk, som boede på Nørremarken, havde i sin egenskab af kasserer opsøgt Flemming Christensen blev valgt til byrådet i 1981. Flemming Christensen flere gange for at sludre lidt med det nye medlem. På den måde lærte Rahbæk Flemming Christensen at kende som en mand, der både kunne og turde stille op til den byrådsplads, man så sikkert regnede med at få i denne omgang. Ideen blev fremført for bestyrelsen og præsten, og begge parter accepterede. Listen kom dermed til at se sådan ud: Flemming Christensen, pastor Vibeke Kinch, lærer Sigvald Sørensen, fagforeningsformand Svend Jespersen, rangerformand Peer Jespersen, gymnasielærer Niels Jørgen Jensen, specialarbejder Hans Krintel, specialarbejder Det viste sig at troen på, at det skulle lykkes denne gang, kom til at holde stik. Ved valget fik SF en plads i byrådet. Stemmeantallet næsten tredobledes til 1425 stemmer - faktisk var man kun få stemmer fra at opnå endnu et mandat. Det skulle siden vise sig, at med Flemming Christensen i byrådet var der nye tider på vej. 24

Ind i varmen - og ud De nye tider viste sig, da det fulde resultat af valget kom frem. Socialdemokratiet var ikke kommet så godt igennem kommunalvalget. Tre mandater havde de mistet, og det betød, at de var tvunget til at sikre sig nogle samarbejdspartnere og dermed vælge side. Karl Johan Mortensen udtalte til avisen 18. november, at han personligt intet ville have imod at samarbejde med de konservative, mens det straks var vanskeligere med Venstre, som i valgkampen efter hans mening havde ligget meget tæt op ad Fremskridtspartiet. Men i sidste ende valgte Socialdemokratiet den anden side, nemlig Flemming Christensen og den radikale Anders Grosen. Det var sandsynligvis ikke af ideologiske årsager. Som Vejle Amts Folkeblad skrev i den anledning: Socialdemokratiet gjorde det billigste - købte to debutanter. Flemmings pris var næstformandsposterne i socialudvalget og kulturudvalget, desuden en plads i skolekommissionen straks og to vurderingsmænd senere. Socialdemokraterne mente bestemt, at konstitueringssnakken også indebar de to samarbejdspartneres accept af en ny kommunal administrationsbygning, men her havde de forregnet sig. Det havde længe været en socialdemokratisk drøm at komme ud af lejemålet i Hafniahus (nu Codanhus), og i stedet komme i egne lokaler i en ny administrationsbygning. Da byrådet i september begyndte forhandlingerne om næste års budget, viste det sig, at hverken Flemming Christensen eller Anders Grosen ville støtte byggeriet. Det var en alvorlig torn i øjet på de socialdemokratiske medlemmer. Der faldt hårde ord mod det, der blev opfattet som løftebrud. Især måtte SF lægge ryg til. Fællesorganisationen i Vejle udtalte, SFs nej er en skandale, og de udtrykker undren over, at netop dette parti ikke skulle være interesseret i at skabe arbejdspladser. Denne stikpille hentyder til, at Sigvald Sørensen som fagforeningsmand på et tidligere tidspunkt havde udtrykt tilfredshed over, at der med administrationsbyggeriet blev skabt arbejdspladser. Helt nøjagtig 100 arbejdspladser i 3 år, havde Socialdemokratiet beregnet. Men det var efter Flemmings mening skudt helt over målet. Hvis 100 mand skulle aflønnes i 3 år, ville lønsummen alene overstige det samlede budget. Snarere var der tale om 35 arbejdspladser, og i en tid med smalhals kunne de bruges bedre på andre områder, f.eks. til isolering, vedligeholdelse og modernisering af noget af det ældre byggeri. Derved kunne der også skabes plads på budgettet til sociale forbedringer og bedre forhold for børnefamilierne, bl.a. ved at fastholde priserne på daginstitutionsområdet. Efter beskyldninger fra begge parter om løftebrud fra begge sider, endte sagen med, at samarbejdet mellem de tre partier brød sammen. I 1983 blev der alligevel til en ny administrationsbygning, til gengæld fik man så gennemtrumfet, at bygningen på Kirketorvet 25 - den nuværende Teknisk Forvaltning - blev bevaret imod socialdemokratiets ønske. SF har deltaget i mange 1. majarrangementer. Dette fra 1980 var en stor succes med mange deltagere. 25

Tulipsagen Socialdemokraternes formand i Vejle havde begrundet bruddet med SF og R i 1982 med, at det ikke var muligt at føre realitetspolitik med d herrer Flemming Christensen og Anders Grosen, og det er også tydeligt, at Socialdemokratiet havde det svært med SF i byrådet. Noget af det svære bestod nok i, at partiet skulle vænne sig fra at være enerådende til at samarbejde, og det var en hård proces. Vælgerne så imidlertid på SF med blide øjne både lokalt og på landsplan. Ved folketingsvalget i december 1981 havde SF næsten fordoblet sit mandattal fra 11 til 21, og partiet var nu det tredie største. Mandattallet fastholdtes ved folketingsvalget i januar 1984, så det var tydeligt, at SF var kommet ind i varmen hos vælgerne. I Vejle skete der i september 1985 noget, som gav SF yderligere vind i sejlene lige inden kommunalvalget i november. Vejles store arbejdsplads, Tulip, havde i et par år ønsket at bygge nyt. For at få de bedste kort på hånden, havde Tulip henvendt sig til både Hedensted, Kolding, Horsens og Vejle kommuner, og alle steder var man interesseret, for der blev talt om 1200 arbejdspladser. Forhandlingerne med Vejle kommune var i september 1985 så langt fremme, at byrådet 25. september var indkaldt til et ekstraordinært møde med kun et punkt på dagsordenen, nemlig jordhandelen med Tulip. I handelen indgik følgende: 1. Vejle kommune skulle sælge en kæmpestor grund til Tulip på yderst favorable vilkår - 12 kroner pr. kvadratmeter - med garanteret rabat på spildevand og vand i al fremtid. Kommunen havde sikret sig forkøbsret til grunden fra godset Øster Grundet, men ikke med en fastsat pris. 2. Til gengæld skulle kommunen købe Tulips gamle fabriksbygninger i Havnegade for 70 millioner kroner - efter sigende det tredobbelte af vurderingssummen. Yderligere skulle Tulip leje lokalerne til en billig leje flere år frem, helt til 1992, skulle det vise sig. Af de 25 i byrådet var de 2 inhabile og 2 andre, Flemming Christensen og Jørgen Lund (DKP), ville have sagen udsat for at kunne sætte sig bedre ind i den. Men, fik de at vide, det er sidste udkald, for Tulip skal umiddelbart efter have repræsentantskabsmøde, og hvis ikke Vejle vil have de 1200 arbejdspladser, har Horsens kommune et godt tilbud i ærmet. Jørgen Lund og Flemming Christensen stemte imod, hvilket siden skulle vise sig at være en god beslutning. For Otto Christensen, ( Kage Otto ), ønskede også at købe grund i den del af byen, og han handlede med Øster Grundet til 59 kroner pr. kvadratmeter. Vejle kommune og Øster Grundet kunne derfor ikke blive enige om en pris, som var lav nok til, at kommunen kunne holde sin aftale med Tulip og stadig have skindet på næsen. Så måtte jorden eksproprieres. En taksationskommission satte prisen til 30 kroner pr. kvadratmeter, men med udsigt til et kommunalt tab på 7 millioner kroner, ankedes sagen til Overtaksationskommissionen. Inden kommissionen kom med en afgørelse, solgtes endnu et stykke af godsets jord til entreprenørfirmaet Højgaard & Schultz for 50 kroner pr. kvadratmeter. I februar kom afgørelsen: Vejle kommune skulle betale 40 kroner. Sagen blev først endeligt afgjort i august 1990, og først efter at have været i både Landsret og Højesteret, men resultatet blev det samme: Prisen var 40 kroner pr. kvadratmeter. Det tab på 13.5 millioner kroner der derved fremkom, skubbede Tilsynsrådet videre til de 19 af byrådets medlemmer, der stemte for handelen, dog således at de kun skulle dække 5% af det samlede tab, nemlig 30.000 kroner hver. 26