Køberens strafferetlige ansvar for køb af piratkopierede produkter mv.

Strafferet 24.7 - Immaterialret 1.4, 53.3, 6.1, 6.2 og 6.3 Køberens strafferetlige ansvar for køb af piratkopierede produkter mv. I artiklen drøftes køberens strafansvar for køb af genstande, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse. Det konkluderes, at straffelovens 290 kan anvendes på forholdet, men at denne bestemmelse i mange sammenhænge er uhensigtsmæssig, og at lovgivningen på området bør præciseres. Af advokatfuldmægtig, ph.d. Peter Nørgaard, Plesner 1. Indledning. Problemstillingen Det er den almindelige holdning, at køberen af piratkopierede produkter ikke kan gøres ansvarlig herfor. I dagspressen kan man således af og til læse, at det i Danmark er lovligt at købe kopivarer; f.eks. hedder det i Politiken den 17. februar 2011, at i»danmark må man i dag lovligt købe kopivarer til privat forbrug«.[1] Tilsvarende synspunkter findes i den juridiske litteratur, hvor der inden for immaterialretten er enighed om det samme de steder, hvor problemet er omtalt.[2] Samme opfattelse findes i lovforberedende udvalg; senest i den rapport, der lå til grund for lov nr. 1404 af 27. december 2008 om styrket indsats mod piratkopiering mv. Her hedder det, at arbejdsgruppen har»drøftet, om køb og besiddelse af piratkopier til privat brug bør kriminaliseres«, og at det ikke er»strafbart for en privatperson at købe eller kopiere et ophavsretligt beskyttet værk, f.eks. en stol, og anvende den i hjemmet til private formål«. Dette begrundede arbejdsgruppen med, at formålet i rettighedslovene»er at give rettighedshaver en eneret til erhvervsmæssig udnyttelse og til at gøre ophavsretligt beskyttede værker tilgængelige for almenheden«. Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse kun til varemærkeloven ( 4), designloven ( 9), patentloven ( 3), brugsmodelloven ( 6) og ophavsretsloven ( 2 og 12), der er de mest relevante love i relation til piratkopiering,[3] men det samme synspunkt kan anføres for plantenyhedsloven, jf. lovens 16 og halvlederproduktbeskyttelsesloven, jf. denne lovs 6. Arbejdsgruppen endte med at anbefale, at køb og besiddelse af piratkopierede produkter ikke burde kriminaliseres, blandt andet med henvisning til de store praktiske problemer, der ville forbundet med retsforfølgning af privates besiddelse af kopiprodukter, og at der i Danmark var en tradition for at rette indsatsen mod kernen af problemerne, hvilket vil sige bagmændene.[4] I 2011 kom rapporten fra Kulturministeriets udvalg om ophavsrettigheder på internettet. Rapporten berørte ikke spørgsmålet om kriminalisering af køberens ansvar og koncentrerede sig i det væsentlige om alternative håndhævelsesmetoder end de traditionelle.[5] Siden har det i relation til Sø- og Handelsrettens domme af henholdsvis af 29. oktober 2008 i sag V-116-07 (Rolex II) og af 8. november 2011 i sag nr. V-0029-07 (Rolex III) været drøftet[6] om EU's toldforordning kunne anvendes på rent private køb.[7] Denne problemstilling skal ikke drøftes her. I denne artikel drøftes køberens strafferetlige ansvar ved køb og besiddelse af produkter, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse. Dette skal ses, i forhold til at der kan tænkes andre former for sanktioner over for en køber af sådanne produkter, eksempelvis muligheden for at få køberen dømt til at betale erstatning og muligheden for at kræve de ulovlige produkter tilintetgjort eller udleveret til den, hvis rettighed er krænket. Da diskussionen om køberens ansvar for køb af produkter, der er resultatet af immaterialretskrænkelser, i det væsentlige har drejet sig om kriminalisering, er dette også artiklens hovedfokus. De andre ansvarsformer vil jeg ikke behandle her. 250 Det er artiklens hovedtese, at mens køberens ansvar ikke kan støttes på immaterialretslovgivningen, kan straffelovens 290 om hæleri derimod formentlig anvendes på sådanne forhold. Arbejdsgruppen om en styrket indsats over for piratkopiering omtaler ikke denne bestemmelse, og baserer kun sin opfattelse på immaterialretslovgivningen. Når gruppen ikke anbefalede en kriminalisering af køb af kopiprodukter, er der dog formentlig næppe nogen, der i praksis vil rejse tiltale mod en køber efter 290, selvom bestemmelsen måtte finde anvendelse. 2. Køberens ansvar efter straffelovens 290 2.1. Indledning Når der skal ses på det strafferetlige ansvar for erhvervelse og besiddelse af genstande, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse, er det nærliggende at se, om straffelovens bestemmelse om hæleri, 290, kan anvendes på sådanne forhold. Hæleri er kendetegnet ved, at det er en selvstændig forbrydelse, der slutter sig til en af en anden forud begået forbrydelse, en såkaldt»førforbrydelse«.[8] Straffelovens 290 gør det således strafbart uberettiget at modtage eller skaffe sig andel i udbyttet fra en strafbar overtrædelse samt at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde at virke til at sikre en anden udbyttet af en strafbar overtrædelse. Strafansvar for hæleri er udelukket, hvis gerningsmanden har pådraget sig et selvstændigt ansvar for medvirken til førforbrydelsen. I modsætning til hæleribestemmelsen i den tidligere straffelov kan dette ikke læses direkte i 290, men det var klart forudsat i straffelovens forarbejder,[9] jf. også mere herom nedenfor. I denne sammenhæng skal det undersøges, om erhvervelse eller besiddelse en genstand, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse, falder inden for denne bestemmelse. Denne undersøgelse må tage udgangspunkt i såvel straffeloven som de enkelte immaterialretslove. Nøgleordene i straffelovens 290 er»udbytte af en strafbar overtrædelse«, og jeg vil først undersøge, hvordan denne vending er tænkt ved bestemmelsens indførelse. Herefter vil jeg undersøge, hvilke immaterialretskrænkelser der efter de enkelte immaterialretslove kan danne baggrund for et efterfølgende ansvar efter straffelovens 290. Endelig skal problemerne i relation til subjektiv skyld hos køberen undersøges. 2.2. Bestemmelsens baggrund, tilblivelse og formål 2.2.1. Tidligere regler Straffelovens hæleribestemmelse fik sin nuværende placering ved lov nr. 465 af 7. juni 2001. Tidligere fandtes bestemmelsen i 284, og hvor den nugældende 290 knytter hæleri til enhver strafbar overtræ- Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 1

delse, var det efter den oprindelige bestemmelse kun muligt at begå hæleri med hensyn til udbyttet fra visse af straffelovens forbrydelser. Der kunne således efter den tidligere hæleribestemmelse ikke begås hæleri med hensyn til udbyttet fra andre forbrydelser, f.eks. med hensyn til et beløb, der var modtaget som bestikkelse i strid med straffelovens 144.[10] Straffeloven indeholdt dog før 2001-ændringen nogle specialtilfælde af hæleri, f.eks. vedrørende vindinger erhvervet ved narkotikahandel, jf. den tidligere 191 a, men de blev ophævet med den omtalte ændring. Siden blev bestemmelsen også udvidet, så den blandt andet kom til at omfatte bestikkelse. Den tidligere straffelov fra 1866 havde i 55 indeholdt en generel regel om efterfølgende medvirken, men en sådan blev droppet ved indførelsen af den nugældende straffelov.[11] Siden kritiserede Stephan Hurwitz det som irrationelt, at hæleri hovedsageligt var begrænset til berigelsesforbrydelser,[12] mens Knud Waaben omvendt fremhævede, at de almindelige hensyn, der lå bag kriminalisering, ikke gjorde sig gældende med en sådan styrke, at det burde komme på tale at knytte hæleri til andet end berigelsesforbrydelser.[13] 2.2.2. 2001-ændringen Den nugældende bestemmelse i 290 fra 2001 udvidede gerningsindholdet til at omfatte udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser. Bestemmelsen blev indført på baggrund af et forslag fra Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (»Brydensholtudvalget«). Udvidelsen blev begrundet med, at udbytte fra kriminalitet burde håndteres ens i alle situationer. Forbrydere beskæftigede sig ofte med flere forskellige former for kriminalitet, og i praksis var det vanskeligt at bevise, at et fundet udbytte hidrørte fra en forbrydelse, der var omfattet af hæleribestemmelsen. Udvalget fremhævede videre piratkopiering som et område, hvor der ikke efter de gældende regler var mulighed for at straffe for hæleri. Desuden fremhævede 251 Brydensholt-udvalget, at tendensen internationalt gik mod mere omfattende hæleriregler, og at en bred hæleribestemmelse ville lette det internationale samarbejde i straffesager.[14] En generel regel om efterfølgende medvirken som i 1866-straffelovens 55 ønskede udvalget dog ikke. Udvalget anførte ligeledes, at hæleri var en selvstændig forbrydelse og ikke en form for medvirkensansvar.[15] Dette fulgte allerede af den tidligere bestemmelse i 284, der byggede på den forudsætning, at hæleri var udelukket, hvis gerningsmanden kunne straffes for medvirken til den primære forbrydelse. Det var som omtalt ovenfor i afsnit 2.1. direkte udtalt i det første udkast til straffeloven,[16] men denne passage i hæleribestemmelsen blev taget ud i et senere udkast, uden at der herved tilsigtedes en realitetsændring,[17] og medvirken til førforbrydelsen udelukker derfor fortsat strafansvar for hæleri.[18] Hvis en person eksempelvis hyrer en tyv til at stjæle nogle genstande, kan han altså ikke straffes for hæleri, når han senere får det stjålne overgivet. Han skal straffes for medvirken til tyveri, hvilket betragtes som grovere end hæleri. Udvidelsen til alle strafbare forhold gælder uanset karakteren af disse strafbare forhold, og det kan derfor godt tænkes, at førforbrydelsen har et lavere strafmaksimum end de 1 år og 6 måneder, der er det almindelige strafmaksimum for hæleri, jf. straffelovens 290, stk. 1.[19] Brydensholt-udvalget påpegede, at når hæleribestemmelsen blev udvidet til at omfatte udbytte af alle strafbare lovovertrædelser, herunder speciallovsovertrædelser, ville begrebet»udbytte«efter omstændighederne få en karakter, der gør det noget mere atypisk i forhold til forbrydelsen:»det er en typisk side ved straffelovens og særlovenes berigelsesforbrydelser, men en atypisk side f.eks. ved drab, hvor en lejemorder imidlertid kan have et betragteligt udbytte, eller ved vold og trusler, hvor der imidlertid kan være tale om betaling til personer, der inddriver gæld med sådanne midler (såkaldt gorillavirksomhed). Desuden er der en række kriminalitetsformer, der ikke kan karakteriseres som berigelsesforbrydelser, men typisk giver et ulovligt udbytte, herunder besparelser. Det gælder f.eks. for mange miljølovsovertrædelser, menneskesmugling, ulovlig våbenhandel og overtrædelser af kvoteordninger for fisk og andre varer.«[20] Bestemmelsen skal med andre ord forstås bredt. Selv atypiske former for udbytte anses for omfattet. Det synes på den baggrund uproblematisk at anskue immaterialretslovgivningen som et speciallovsområde, der kan give et ulovligt udbytte, som kan være omfattet af bestemmelsen. I den kommenterede straffelov nævnes piratkopiering også som eksempel på strafbare overtrædelser af speciallovgivningen, der som før forbrydelse er omfattet af hæleribestemmelsen, men som omtalt nedenfor i afsnit 2.5.1. præciseres det dog ikke nærmere.[21] 2.3. Den nærmere forståelse af begrebet»udbytte«med hensyn til udbyttes nærmere afgrænsning lagde Brydensholt-udvalget sig op ad den forståelse af begrebet, der var anvendt i relation til straffelovens 75 om konfiskation. Efter denne bestemmelse forstås ved udbytte»de genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved det strafbare forhold«.[22] Udvalget anførte på den baggrund, at hæleribestemmelsen burde omfatte»det identificerbare, direkte udbytte ved kriminalitet, herunder identificerbare surrogater og identificerbare frugter - f. eks. renter - af dette udbytte«.[23] Heri ligger også begrænsninger for, hvilket udbytte der kan begås hæleri med. Dels er kun det direkte udbytte af kriminaliteten omfattet, dels er kun det identificerbare udbytte omfattet. Forarbejderne til 290 omtaler ikke, hvad der ligger i, at udbyttet skal være»direkte«, men dette må formentlig forstås på samme måde som i relation til konfiskationsreglerne, hvilket vil sige, at det kun omfatter det umiddelbare udbytte og ikke»yderligere udbytte indvundet ved dispositioner over det umiddelbare 252 udbytte«.[24] Undtaget er dog indirekte udbytte med meget nær tilknytning til det direkte udbytte, som eksempelvis renteindtægter. Med hensyn til at udbyttet skal kunne identificeres, nævner forarbejderne selv, at dette vil medføre, at der kun meget sjældent ville kunne begås hæleri med hensyn til en opnået besparelse.[25] Endvidere fremhæves i forarbejderne, at bestemmelsens krav om, at der skal være handlet»uberettiget«, indebærer, at den ikke omfatter tilfælde, der er materielt atypiske.[26] Dette indebærer blandt andet, at den, der tager en stjålen ting i sin besiddelse med henblik på at bringe den til politiet eller til den rette ejer, ikke kan straffes for hæleri. Det er også forudsat, at bestemmelsen i almindelighed må vige for almindelige formueretlige regler om ekstinktion.[27] Hvis en køber ved købet vinder ret til genstanden i kraft af formueretlige regler om ekstinktion, vil der ikke kunne gøres et hæleriansvar gældende. Om der kan vindes ret til en genstand, der hidrører fra en strafbar immaterialretskrænkelse, og i givet fald hvordan, er et vanskeligt spørgsmål, der ikke skal forfølges nærmere her. I relation til patenter er spørgsmålet afvist i lovforslaget til patentloven, hvor det i bemærkningerne til 3, stk. 1, hedder, at bestemmelsen vil»medføre, at enhver uhjemlet anvendelse af en patentbeskyttet genstand er indbefattet under patenthaverens ret, og der vil næppe være nogen mulighed for ved en analogisk anvendelse af de retsgrundsætninger, der gælder for ejendomsrettigheder over løsøre, at statuere, at omsætningserhververe under særlige forhold kan ekstingvere patenthaverens ret«.[28] En væsentlig begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde blev også indlagt direkte i 290, stk. 3, hvorefter modtagelse af udbytte som almindeligt underhold fra familiemedlemmer og lignende personer ikke skulle betragtes som hæleri. Ligeledes skulle udbytte modtaget som sædvanligt vederlag for almindelige forbrugsvarer ikke være omfattet, jf. andet led i stk. 3. Brydensholt-udvalget ønskede imidlertid Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 2

også, at bestemmelsen skulle begrænses i den situation, hvor det ikke var køberen, men sælgeren af udbyttet, der ved salget sikrer sig udbytte gennem salg:»med hensyn til den modsatrettede situation, hvor det er sælgeren, der sikrer sit udbytte gennem salg, finder udvalget, at det i langt de fleste situationer vil være ubetænkeligt at udelukke strafansvar for køberen i almindelige handelsforhold, hvor der betales fuld pris. Som eksempel kan nævnes køb af varer, der er blevet produceret på en måde, der delvis er i strid med de regler, der gælder for den pågældende virksomhed (f.eks. miljøregler, regler om arealstørrelser, foderbegrænsninger o.l.). Købere af sådanne varer bør efter udvalgets opfattelse ikke ifalde hæleriansvar, selv om de ved købet kan siges at sikre producenten et udbytte af den skete overtrædelse.«[29] En vis form for kausalitet synes altså også at skulle indfortolkes i udbyttebegrebet. Hvis en virksomhed, der eksempelvis producerer tøjdyr, overtræder arbejdsmiljølovens strafsanktionerede regler som et led i produktionen, fordi en medarbejder ikke bruger det foreskrevne sikkerhedsudstyr,[30] medfører dette ikke, at de producerede tøjdyr kan regnes som udbytte af en strafbar overtrædelse, der medfører, at køberen af produktet kan straffes for hæleri. I mange tilfælde vil strafansvar desuden være udelukket, allerede fordi udbyttet ikke kan identificeres, eller fordi køberen ikke er vidende om den strafbare overtrædelse og derfor ikke har forsæt til at begå hæleri, jf. nedenfor i afsnit 2.4. Som et andet, lidt kuriøst, men illustrativt, eksempel kan nævnes de tidligere, men nu ophævede, meget omtalte EU-regler om kvalitetskrav til agurker,[31] der foreskrev, at agurker i klasse»ekstra«skulle»være velformede og praktisk taget lige (største krumning: 10 mm pr. 10 cm af agurkens længde)«. Efter forordningens artikel 1 gjaldt normerne for alle handelsled. Overtrædelse var strafsanktioneret, jf. 23, stk. 5, i landbrugsstøtteloven, senest bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 445 af 23. maj 2010, der generelt foreskriver bødestraf for overtrædelse af de kvalitets- og handelsnormer, der er fastsat i medfør af EU's forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer. 253 Køberen af de pågældende agurker ville naturligvis ikke af den grund skulle betragtes som hæler. Produkter, der ikke overholder en sådan kvalitetsnorm, kan heller ikke antages at være»udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse«i bestemmelsens forstand. I tilknytning bør det også nævnes, at arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering anførte det almindelige strafferetlige princip om nødvendigt sammenstød ved medvirken som et argument imod kriminalisering af køb af genstande, der stammer fra en immaterialretskrænkelse.[32] Dette princip indebærer, at en strafbestemmelse, der forudsætter to eller flere personers handlinger som en del af gerningsindholdet, efter omstændighederne må fortolkes således, at medvirkensansvar er udelukket for en eller flere af deltagerne. Skoleeksemplet er straffelovens 210, stk. 1, om samleje med slægtninge i nedstigende linje, hvor barnet utvivlsomt er medvirkende til den strafbare handling, men ikke kan straffes, da det kun er en nødvendig deltager i den strafbare aktivitet, som det ud fra en modsætningsslutning ikke har været hensigten at straffe.[33] Det er efter min mening tvivlsomt, om dette princip kan anvendes til at udelukke strafansvar for køb af genstande, der stammer fra en immaterialretskrænkelse. Køberen er ikke en nødvendig deltager, for at der kan begås en immaterialretskrænkelse. Eksempelvis er den blotte eksemplarfremstilling af et værk til erhvervsmæssig, ikke-privat brug uden ophavsmandens samtykke en ophavsretskrænkelse, uanset om det senere sælges. Betragtninger lignende dem, der gør sig gældende i relation til princippet om nødvendigt sammenstød, fører imidlertid til, at den, der kan straffes for medvirken til en forbrydelse, ikke kan straffes for hæleri med hensyn til den samme forbrydelse og vice versa, jf. ovenfor i afsnit 2.2.2. 2.4. Subjektive krav En anden væsentlig begrænsning i adgangen til at straffe for hæleri ligger i, at det subjektive krav er forsæt. Gerningsmanden skal have viden eller bestemt formodning om, at han befatter sig med udbytte fra et strafbart forhold.[34] Dette indebærer ifølge forarbejderne, at der normalt vil blive stillet store krav til beviset i almindelige samhandelsforhold, hvor der betales fuld pris for varen.[35] Er produktet resultatet af en strafbar immaterialretskrænkelse, må dette ikke umiddelbart kunne konstateres. Hvis det umiddelbart ud fra produktets indpakning mv. kan konstateres, at der er tale om eksempelvis et piratkopieret produkt, er det ikke udelukket, at der kan føres bevis for forsæt, selvom der er tale om almindelige samhandelsforhold, hvor der er betalt fuld pris for varen. Omvendt vil der sjældent være tvivl om forsæt i situationer, hvor produktet købes under mere atypiske forhold. Rapporten om piratkopiering fra 2008 nævner således som eksempel, at den, der køber en piratkopieret taske på et loppemarked til en meget lav pris, sjældent vil være i tvivl om, at der er tale om en piratkopi.[36] Straffelovens 303 om groft uagtsomt hæleri gælder i modsætning til 290 kun udbytte, der hidrører fra berigelsesforbrydelser og således ikke i de tilfælde, hvor det er en strafbar overtrædelse af immaterialretslovgivningen, der udgør førforbrydelsen. 2.5. Hæleri i forhold til de enkelte immaterialretslove 2.5.1. Indledning Spørgsmålet om, hvorvidt køb af produkter, der er resultater af en immaterialretskrænkelse, kan straffes som hæleri, kan ikke besvares generelt. Meget kunne tale for at anse eksempelvis piratkopierede produkter som udbytte af en strafbar overtrædelse og derfor uden videre som noget, der kunne være genstand for hæleri. Straffelovskommentaren anfører da som omtalt også, at piratkopiering er omfattet af bestemmelsen, men det præciseres ikke nærmere, hvad der tænkes på.[37] Udbyttet kan tænkes både at være selve produkterne, men det kan også være de penge, der tjenes på at sælge dem. Navnlig på baggrund af de forskellige begrænsninger i hæleribestemmelsen, ikke mindst undtagelse af udbyttet fra strafbare produktionsmetoder, må spørgsmålet besvares mere konkret for de enkelte immaterialretslove. Hertil kommer, at det ikke altid er givet, hvad der præcis er udbyttet af en strafbar immaterialretskrænkelse. Lovene er forskellige, og enerettighederne har også varierende indhold. I de næste afsnit skal de ovenfor anførte betragtninger om udbyttebegrebets område forsøges overført til de forskellige immaterialretslovgivninger med henblik på at undersøge, om køb af produkter, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse, kan siges at udgøre udbyttet af en strafbar overtrædelse. Da mange af lovene er 254 udformet ens, vil gennemgangen dog i et vist omfang kunne foretages ved henvisninger. 2.5.2. Ophavsretsloven I ophavsretsloven er enerettens indhold defineret i 2 og 3. Krænkelser af ophavsretten er strafsanktioneret i 76, stk. 1, nr. 1. Den økonomiske del af ophavsretten indebærer»eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden«, jf. lovens 2, stk. 1. Lignende regler gælder i et vist omfang for de naborettigheder, der tildeles eksempelvis udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser i lovens kapitel 5. Også krænkelser af disse rettigheder er strafsanktioneret. Den ideelle del af ophavsretten indebærer, at ophavsmanden har krav på at blive navngivet og kan modsætte sig, at værket gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for hans kunstneriske anseelse eller egenart, jf. lovens 3, stk. 1 og 2. Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 3

En eksemplarfremstilling i strid med 2, stk. 1, kan eksempelvis være kopiering af cd'er. Ligeledes udgør upload af ophavsretligt beskyttet materiale til eksempelvis en hjemmeside en eksemplarfremstilling. Ved den sidstnævnte handling vil materialet endvidere ofte kunne siges at være blevet gjort tilgængeligt for almenheden. Det samme kan være tilfældet, hvis de kopierede cd'er eksempelvis udbydes til salg. Selve eksemplarfremstillingen er strafbar, og det er nærliggende at anse et sådant eksemplar som udbytte af en strafbar overtrædelse, der således kan være genstand for hæleri. Det er her relevant at diskutere, om ikke den ovenfor i afsnit 2.3. nævnte kausalitetsbetingede undtagelse for produkter, der er frembragt i strid med de regler, der gælder for den pågældende virksomhed, må kunne anvendes. Dette er særligt indiceret, fordi både Brydensholtudvalget og arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering fremhævede det problematiske, der var forbundet med et strafansvar for køberen af varer, der havde relation til en forbrydelse.[38] Det er efter min mening tvivlsomt, om denne undtagelse finder anvendelse i denne situation. Det omhandlede sted i forarbejderne nævner varer, der delvist er fremstillet i strid med de regler, der gælder for den pågældende virksomhed, og nævner herefter miljøregler, regler om arealstørrelser og regler om foderbegrænsninger. Fælles for disse regler er, at de ikke vedrører lovligheden af selve produktet, men en række forhold i den virksomhed, der frembringer det. Overtrædelse af miljøregler ved eksempelvis at bruge ulovlige sprøjtegifte i forbindelse med eksempelvis produktion af kartofler gør det ikke i sig selv ulovligt at producere kartofler. Helt anderledes er det med ophavsretslovens forbud mod eksemplarfremstilling uden ophavsmandens samtykke. Her gør reglen det ulovligt overhovedet at producere eksemplaret. Derfor må hæleribestemmelsen kunne anvendes på den, der køber, modtager, opbevarer osv. eksemplarer, der er resultatet af en strafbar ophavsretskrænkelse. Tilsvarende vil der kunne begås hæleri med hensyn til de penge, som ophavsretskrænkeren har tjent ved at sælge de ulovlige eksemplarer. Det samme må gælde vedrørende eksemplarer, der er resultatet af en strafbar overtrædelse af naborettighederne i ophavsretslovens kapitel 5. Det er her relevant at fremhæve, at køberen af de ulovlige eksemplarer ikke ifalder ansvar, såfremt han kan straffes for selve ophavsretskrænkelsen, eller han har medvirket til denne. Hvis en person eksempelvis bestiller en kopi af en cd, der indeholder ophavsretligt beskyttet materiale, skal han straffes for medvirken til selve ophavsretskrænkelsen og ikke for hæleri. Ligeledes skal den, der downloader ophavsretligt beskyttet materiale fra internettet i strid med ophavsretsloven, ikke straffes for hæleri, idet han ved at hente materialet ned foretager en selvstændig eksemplarfremstilling og dermed en selvstændig ophavsretskrænkelse. Med hensyn til den del af ophavsretten, der giver eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden, kan det diskuteres, om der kan begås hæleri med hensyn til udbyttet af denne strafbare overtrædelse. Dette kan tænkes at være tilfældet, hvis eksemplarer af værker eksempelvis udbydes til salg. I sådanne situationer vil den strafbare handling dog allerede følge af, at der går en strafbar eksemplarfremstilling forud for det ulovlige salgsudbud. Det må omvendt efter min mening være tvivlsomt, om den person, der lytter til en radio, hvor der transmitteres musik i strid med ophavsretsloven, eller den, der på en udstilling kigger på et billede, der er udstillet uden ophavsmandens samtykke, ikke på denne måde skaffer sig andel i udbyttet af en strafbar overtrædelse. Det må dog være klart, at der kan begås hæleri med hensyn til de penge, som en ophavsretskrænker tjener på eksempelvis at foranstalte ulovlige radioudsendelser af ophavsretligt beskyttede musikværker, men her vil det ofte være svært at identificere udbyttet. Dette er særligt tilfældet, hvis det kun er udsendelse af nogle af musikværkerne, der indebærer en ophavsretskrænkelse. Med særligt hensyn til ophavsmandens ideelle rettigheder, jf. ophavsretslovens 3, kan der godt tænkes udbytte ved overtrædelser af bestemmelsen. Se eksempelvis afgørelsen U 2000.2359 Ø, hvor anvendelsen af Jacob Gades kendte komposition»tango Jalousi«i et reklamespot indebar en krænkelse af lovens 3, stk. 2. Selvom reklamer meget ofte vil være forbundet med økonomisk udbytte, vil det i praksis være vanskeligt at 255 identificere, hvilken del af udbyttet der hidrører fra ophavsretskrænkelsen. Det subjektive krav om forsæt lægger visse begrænsninger på muligheden for at anvende 290, men i mange tilfælde må det ud fra situationen kunne lægges til grund, at køberen eller besidderen af et eksemplar af et ophavsretligt beskyttet værk ved, at det er resultatet af en ulovlig eksemplarfremstilling. I rapporten om piratkopiering fra 2008 blev det således anført, at en forbruger, der køber en piratkopieret taske på et kræmmermarked, ofte ikke ville være i tvivl om, at tasken var en piratkopi.[39] Knud Waaben anfører, at der ved vurderingen af, om der er forsæt til hæleri, generelt kan lægges vægt på genstandens beskaffenhed, prisen og de forhold, under hvilke leveringen har fundet sted.[40] Det er uden betydning, at gerningsmanden ikke konkret vidste, hvilket strafbart forhold eksemplaret stammede fra. Eksempelvis kan det tænkes, at gerningsmanden tror, at det stammer fra en strafbar varemærkekrænkelse eller fra et tyveri. Dette følger af, at hele formålet med den brede hæleribestemmelse netop var, at udbytte fra strafbare forhold skulle kunne håndteres ens i alle situationer, jf. ovenfor. 2.5.3. Patentloven Som omtalt ovenfor i afsnit 2.1. giver en patentret eneret til at udnytte en opfindelse erhvervsmæssigt, jf. patentlovens 1, stk. 1, 1. pkt. Patentretten kendetegnes navnlig ved at give eneret til erhvervsmæssig udnyttelse af et produkt, men dens genstand kan også være en bestemt fremgangsmåde eller en anvendelse af patenterede produkter eller patenterede fremgangsmåder, jf. patentlovens 3, stk. 1.[41] Herudover indeholder patentlovens 3, stk. 2, en særlig regel om medvirken til andres patentkrænkelser, såkaldte»middelbare patentkrænkelser«. Forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser af patentloven er strafsanktioneret ved lovens 57. Ved patentkrænkelser er det ikke lige til at konstatere, hvad der er udbyttet af en strafbar overtrædelse. Hvis patentet består af eneretten til at»fremstille, udbyde, bringe i omsætning eller anvende et produkt eller importere eller besidde produktet med sådant formål«, jf. patentlovens 3, stk. 1, nr. 1, er det som ved ophavsretten klart, at hvis der fremstilles et produkt i strid med et patent, så må det producerede være udbyttet af en strafbar overtrædelse. Ligeledes vil de penge, der tjenes herved, være udbytte. Køberen af produktet vil derfor principielt kunne straffes for hæleri. Mindre klar er den situation, hvor et produkt, der i Danmark er patenteret, produceres i et land, hvor det ikke er patenteret, og det herefter importeres til Danmark. Importhandlingen og et efterfølgende erhvervsmæssigt salg i Danmark vil udgøre en strafbar patentkrænkelse. De penge, der tjenes ved den retsstridige import og salg, vil udgøre udbyttet af en strafbar lovovertrædelse, men kan det solgte produkt også i denne situation siges at være udbytte af en strafbar handling? Den strafbare handling består i at sælge produktet i Danmark, og det ville være logisk også at betragte de solgte produkter som udbytte fra det strafbare salg. Det taler for denne forståelse, at patentlovens 3, stk. 1, nr. 1, sidestiller erhvervsmæssig fremstilling af et patenteret produkt med udbud, import, anvendelse, bringen i anvendelse og besiddelse af sådanne produkter. Hvis patentkrænkelsen består i erhvervsmæssig anvendelse af det patenterede produkt, kan det strafbare udbytte heraf ikke i sig selv være dette produkt. Derimod kan de penge, der tjenes ved en sådan Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 4

anvendelse, eller det, der frembringes herved, være udbytte af en strafbar overtrædelse. Ligeledes må det være klart, at et produkt produceret i strid med en patenteret fremgangsmåde, jf. patentlovens 3, stk. 1, nr. 2, må anses som udbyttet af denne krænkelse og således kan være genstand for hæleri. Derimod er det mere tvivlsomt, om der kan identificeres et udbytte i forhold til bestemmelsens andet led, der omfatter udbud af en patenteret fremgangsmåde til anvendelse. Dette vil formentlig højst kunne omfatte de penge, der tjenes ved at udbyde fremgangsmåden til anvendelse. Til patenterede fremgangsmåder knytter sig reglen om indirekte produktbeskyttelse, jf. patentlovens 3, stk. 1, nr. 3, hvorefter det er forbudt at»udbyde, bringe i omsætning eller anvende et produkt, som er fremstillet ved en fremgangsmåde, der er genstand for patent, eller importere eller besidde produktet med sådant formål«. Der er tale om de samme handlinger, der knytter sig til patenterede produkter i stk. 1, nr. 1, og de samme betragtninger, som anført ovenfor, gør sig også gældende med hensyn til denne bestemmelse. Hvis et produkt eksempelvis er fremstillet ved en fremgangsmåde, der er patenteret i Danmark, men ikke i udlandet, vil det udgøre en strafbar patentkrænkelse at importere produktet. Tilsvarende må der kunne begås hæleri med hensyn til udbyttet af patentkrænkelsen, hvilket i dette tilfælde vil være i hvert fald de importerede produkter og de penge, der måtte tjenes ved importhandlingen. Ligesom ved ophavsretskrænkelsen kan man overveje, om den omhandlede undtagelse vedrørende ulovlige produktionsmetoder, som er omtalt i 256 hæleribestemmelsens forarbejder, bør finde anvendelse på patentkrænkelser. Dette må efter min mening også, for så vidt angår krænkelser af patentloven, besvares benægtende: Også patentkrænkelser er i vidt omfang kendetegnet ved, at det gøres strafbart at fremstille, sælge, importere mv. bestemte produkter, og krænkelserne adskiller sig derfor fra den undtagelse, der skal indfortolkes i straffelovens 290. Det er med andre ord ulovligt og strafbart at fremstille selve produktet; der er ikke tale om en situation som den i forarbejderne beskrevne, hvor det er lovligt at fremstille det pågældende produkt, men hvor produktionen er ulovlig på grund af andre forhold. Også ved patentkrænkelser vil der være begrænsninger, som følge af at der kun kan straffes for hæleri, i det omfang der ikke kan straffes for medvirken til selve patentkrænkelsen. Hvis køber eksempelvis ikke er en virksomhed, der køber produkter med henblik på videresalg, vil anskaffelse af produkter, der hidrører fra en patentkrænkelse, indebære en selvstændig overtrædelse af patentlovens 3, nr. 1 eller 3, der, jf. lovens 57, kriminaliserer erhvervsmæssig besiddelse og import af produkter, der er genstand for et patent, eller som er produceret i strid med en patenteret fremgangsmåde. Ligesom ved krænkelse af ophavsretsloven kan de forskellige omstændigheder omkring købet medføre ansvarsfrihed pga. manglende forsæt. 2.5.4. Brugsmodelloven Brugsmodelretten minder om patentretten, men til forskel fra denne sigter den på mindre opfindelser end de, der beskyttes ved et patent. Betingelserne for at opnå eneret er ikke så strenge som i patentloven. Til gengæld er enerettens indhold ikke nær så omfattende, og gyldighedsperioden er med sine maksimalt 10 år den halve af patentets. Brugsmodelretten skal ikke nærmere omtales, da eneretten ikke indeholder noget nyt i forhold til patentretten. Derimod er brugsmodelrettens indhold snævrere end patentrettens, idet en fremgangsmåde ikke beskyttes. Enerettens indhold er afgrænset i lovens 6, og krænkelser af eneretten er kriminaliseret i lovens 54. Der henvises til det anførte ovenfor angående patentlovens 3, stk. 1, nr. 1. 2.5.5. Plantenyhedsloven og EF-sortbeskyttelsesforordningen Plantenyhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 12. marts 2009, skal også kun omtales kort, da den eneret, der hjemles med denne lov, ligeledes minder meget om patentet. Loven hjemler eneret til plantesorter, og det nærmere indhold af eneretten efter lovens 16 svarer i det store hele til, hvad der følger af patentlovens 3, stk. 1, nr. 1. Krænkelser af eneretten er strafsanktioneret efter lovens 26. Der skal derfor i det væsentlige blot henvises til omtalen ovenfor i afsnit 2.5.3. En begrænsning i forhold til muligheden for at begå hæleri med hensyn til udbytte af beskyttede plantesorter ligger i, at plantenyhedslovens 16, stk. 4, udvider beskyttelsen efter loven til under nærmere betingelse også at omfatte udbytte, der er tilvejebragt ved brug af materiale af plantesorten, samt visse afledte plantesorter. Navnlig første begrænsning må i en række praktiske tilfælde kunne udelukke strafansvar for hæleri, idet den, der køber eksempelvis et høstudbytte, der er tilvejebragt ved brug af materiale fra en beskyttet sort, ville skulle straffes direkte efter loven, således at strafansvar efter straffelovens 290 er udelukket. For så vidt angår plantenyheder beskyttet efter EU's forordning om sortbeskyttelse[42] indeholder denne forordning i artikel 13 en bestemmelse, der giver indehaveren af EF-sortbeskyttelsen rettigheder lig dem i plantenyhedslovens 16. Plantenyhedslovens sanktionsbestemmelser finder også anvendelse på krænkelser af EF-sortbeskyttelse, jf. plantenyhedslovens 26 d. 2.5.6. Designloven og designforordningen Designloven indeholder heller ikke væsentlige særpræg, i forhold til hvad der allerede er blevet gennemgået. Et design er ifølge lovens 2, nr. 1,»et produkts eller en del af et produkts udseende, som er bestemt af de særlige træk ved selve produktet eller dets udsmykning, navnlig for så vidt angår linjer, konturer, farver, form, struktur eller materiale«. Eneretten består i adgangen til at forhindre andre i at udnytte designet, jf. 9, stk. 1, 1. pkt., hvilket ifølge 2. pkt. navnlig vil sige ret til»fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet angår, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål«. Krænkelser af designretten er strafsanktioneret i lovens 36. I modsætning til de øvrige nævnte love synes enerettens indhold at have et lidt videre indhold, da de forskellige udnyttelsesformer ikke er udtømmende opregnet. Det fremgår da også af bestemmelsens forarbejder, at den indebærer en udvidelse i forhold til gældende ret, idet den omfatter enhver erhvervsmæssig udnyttelse. Samme sted anføres dog, at det er tvivlsomt, om udvidelsen vil få nogen betydning i praksis.[43] Der er derfor 257 næppe nogen grund til at tro, at strafbare krænkelser af designloven reelt vil give anledning til andre former for udbytte, der kan være genstand for hæleri, end hvad der er anført i afsnittene ovenfor. I designforordningen[44] er der vedrørende EF-design en bestemmelse svarende til designlovens 9, jf. forordningens artikel 19, stk. 1. Efter ændringen af designlovens 36, stk. 1, ved lov nr. 579 af 1. juni 2010 19 er det nu præciseret, at den også finder anvendelse på krænkelser af designrettigheder stiftet efter forordningen. 2.5.7. Lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning Halvlederproduktbeskyttelsesloven sigter på beskyttelse af udformningen af de såkaldte»topografier«i mikrochips. Enerettens indhold efter 6 svarer i det væsentlige til, hvad der gælder om patenter, brugsmodeller og design, idet den navnlig giver ret til at forbyde erhvervsmæssig udnyttelse af topografien, samt import af topografien eller et halvleder- Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 5

produkt, der benytter sig af topografien, jf. 6, stk. 1, nr. 2 og 3. Strafhjemlen findes i lovens 16. I 6, stk. 1, nr. 1, findes der en regel, som giver rettighedshaveren mulighed for at forbyde den blotte eftergørelse af topografien uden direkte at stille som betingelse, at dette sker erhvervsmæssigt. Ifølge bestemmelsens forarbejder skal reglen dog forstås således, at ikke-erhvervsmæssig eftergørelse er tilladt.[45] 2.5.8. Varemærkeloven, fællesmærkeloven og varemærkeforordningen Varemærkeretten adskiller sig fra de øvrige enerettigheder skildret ovenfor, idet den ifølge varemærkelovens 4 giver indehaveren af et varemærke eneret til at forbyde erhvervsmæssig udnyttelse af et tegn, hvilket ifølge stk. 3 især omfatter at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage, at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål, at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn, at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn eller at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed. De ovenfor nævnte rettigheder er omvendt kendetegnet ved, at de giver eneretsbeskyttelse for et bestemt produkts kendetegn og fremtoning.[46] Krænkelse af et varemærke er strafsanktioneret i lovens 42. I relation til denne artikel bliver spørgsmålet, om en strafbar varemærkekrænkelse kan generere et udbytte, der kan være genstand for hæleri. Varemærkerettens særlige karakter medfører, at det ikke er helt enkelt ud fra lovens 4 at identificere alle de situationer, hvor der kan blive tale om hæleri med hensyn til udbyttet af en strafbar varemærkekrænkelse. Klart må det dog være, at hvis der tjenes penge på en strafbar varemærkekrænkelse, vil der kunne begås hæleri med hensyn til dette udbytte, såfremt det kan identificeres. Dette må gælde, uanset hvilken type varemærkekrænkelse der er tale om, eksempelvis uanset om krænkelsen består i at udbyde varer til salg under et tegn, der er identisk med et varemærke, uden varemærkeindehaverens samtykke, jf. 4, stk. 3, nr. 2, eller om det blot består i, at varemærket anvendes i reklameøjemed, uden at det knyttes til nogle egentlige produkter, jf. 4, stk. 3, nr. 4. Det er omvendt ikke uden videre klart, om køberen af et produkt, der markedsføres under brug af et tegn, der krænker et varemærke, kan siges at skaffe sig del i udbyttet af en strafbar varmærkekrænkelse. Som anført, behøver brugen af varemærket ikke direkte at være knyttet til salget af varerne. Hvis en virksomhed eksempelvis retsstridigt bruger et varemærke som led i en helt generel reklamekampagne, uden at brugen af mærket er knyttet til et bestemt produkt, er det efter min mening noget anstrengt at anse produkterne som udbytte af den strafbare brug af varemærket. Anderledes er derimod den situation, hvor produkterne eller deres emballage forsynes med et varemærke uden samtykke fra varemærkeindehaveren, eller hvor produktet i sig selv udgør varemærket, sådan som det er tilfældet ved de såkaldte tredimensionelle varemærker.[47] I disse tilfælde virker det nærliggende at anse produktet som udbyttet af en strafbar varemærkekrænkelse. EU's varemærkeforordning[48] giver i artikel 9 indehaveren af et EF-varemærke de samme rettigheder, som følger af varemærkelovens 4. Ved lov nr. 579 af 1. juni 2010 18 blev det præciseret, at straffebestemmelsen i varemærkelovens 42, stk. 1, også finder anvendelse på krænkelser af EF-varemærker. 2.6. Retspraksis Det er ikke lykkedes mig at finde retspraksis, der straffer for hæleri i forbindelse med køb af produkter, der hidrører fra immaterialretskrænkelser. Derimod findes der 258 domme, hvor der sker konfiskation af produkter, der hidrører fra en immaterialretskrænkelse. Således eksempelvis U 2010.3059 Ø, hvor der i medfør af straffelovens 75, stk. 2, blev konfiskeret forskellige varemærkeforfalskede tøjgenstande. Tilsvarende skete der konfiskation i eksempelvis U 2008.1801 V (cd'er), U 2006.2463 V (lamper) og U 1997.503 Ø (kunstværker). Efter straffelovens 75, stk. 1, kan der ske konfiskation af udbyttet ved en strafbar handling, og efter stk. 2 kan der ske konfiskation af genstande, der har været brugt ved en strafbar handling, som er frembragt ved en strafbar handling, eller af genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en strafbar handling. Når der altså utvivlsomt kan ske konfiskation af produkter, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse, kan dette tale for, at der også må kunne begås hæleri med hensyn til de samme produkter. Som omtalt ovenfor blev udtrykket»udbytte«i 290 blandt andet valgt med inspiration fra straffelovens regler om udbyttekonfiskation, jf. straffelovens 75, stk. 1. Denne bestemmelse kan, som omtalt ovenfor i 2.3., ifølge dens forarbejder også anvendes på genstande, men i retspraksis ses stk. 2 anvendt i den situation oftest.[49] Det fremgår dog ikke helt utvetydigt af forarbejderne til 290, at der var tilsigtet en egentlig harmonisering af begreberne i de to bestemmelser. 3. Konklusion og diskussion Formålet med denne artikel har været at undersøge, om der efter gældende ret kan straffes for køb af genstande, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse. På baggrund af ovenstående er det min konklusion, at spørgsmålet må besvares bekræftende: Straffelovens 290 blev i 2001 udvidet til at omfatte udbytte fra alle strafbare overtrædelser, og det er ifølge forarbejderne klart, at den skal forstås bredt og sågar omfatte atypiske former for udbytte. Konklusionen hæmmes dog lidt af, at der ikke er nogen retspraksis. En fortolkning som den her forfægtede er dog af forskellige grunde ikke helt uproblematisk. For det første vil en anvendelse af straffelovens 290 på genstande, der er resultatet af immaterialretskrænkelse, medføre en reel nykriminalisering af et forhold, som ikke tidligere har været betragtet som strafbart, og endvidere vil et meget stort antal mennesker blive gjort til kriminelle. Arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering lagde tilsvarende til grund, at køb af genstande, der hidrørte fra en immaterialretskrænkelse, ikke var strafbart, og ville ikke anbefale en sådan kriminalisering. Selvom arbejdsgruppen ikke omtaler 290, bør man efter min mening være forsigtig med fortolkninger, der reelt fører til en indgribende ændringer af retstilstanden. For det andet er der en række forhold, der gør, at straffelovens 290 kan virke akavet i forhold til immaterialretskrænkelser. Strafmaksimum for immaterialretskrænkelser er som udgangspunkt bøde, mens den for hæleri er fængsel i 1 år og 6 måneder. Immaterialretskrænkelser er som udgangspunkt også undergivet privat påtale, mens overtrædelser af straffelovens 290 skal forfølges af det offentlige. Af denne grund kommer strafbare overtrædelser af immaterialretslovgivningen ikke på straffeattesten, mens det modsatte er tilfældet for overtrædelser af straffeloven, jf. bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) 3 og bilag 1. Med andre ord er det mere alvorligt at begå hæleri med hensyn til genstande, der er resultatet af en immaterialretskrænkelse, end det er at begå selve immaterialretskrænkelsen. Hæleren er blevet værre end stjæleren. Omvendt kan det her indvendes, at man under lovgivningsprocessen var opmærksom på, at hæleri var en selvstændig forbrydelse, der som udgangspunkt skulle vurderes uafhængigt af førforbrydelsen.[50] Endvidere vil medvirkensansvaret medføre, at det ofte bliver vilkårligt, hvornår en person skal straffes for hæleri med hensyn til en immaterialretskrænkelse, og hvornår der skal straffes direkte for immaterialretskrænkelsen. En person, der eksempelvis køber piratkopierede cd'er på et loppemarked, vil skulle straffes for hæleri, Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 6

mens den person, der tilskynder en til at fremstille sådanne cd'er, ville skulle straffes for medvirken til ophavsretskrænkelse. På baggrund af de i dette afsnit nævnte indvendinger, der efter min mening er vægtige, må konklusionen efter min mening blive, at lovgiver ved en given lejlighed tager spørgsmålet om køb af genstande, der stammer fra immaterialretskrænkelser, op til nærmere behandlinger, og i den forbindelse afklarer forholdet til straffelovens 290. 1. Se i øvrigt artiklen»politisk flertal vil forbyde danskere at købe kopivarer«samme sted. Tilsvarende synspunkter kan eksempelvis findes i Jyllands- Posten den 10. februar 2007 og den 9. december 2007. 2. Se således Peter Schønning - Ophavsretsloven med kommentarer, 5. udgave (2011), s. 681, og Jakob Plesner Mathiasen m.fl. - E-handelsloven med kommentarer (2004), s. 186. 3. Rapport fra arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering (2008), s. 47 f. 4. Rapport fra arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering (2008), s. 47 f. 5. Se udvalgets kommissorium i Rapport fra udvalget om ophavsrettigheder på internettet (2011), s. 8 f. 6. Se Clement Salung Petersen, Thomas Riis og Jens Schovsbo i U 2012 B.15/1. 7. Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder. 8. Stephan Hurwitz - Den danske kriminalret. Speciel del (1955), s. 485. Se i øvrigt om begrebet Knud Waaben - Strafferettens specielle del, 5. udgave (1999), s. 163 ff., Jørn Vestergaard (red.) - Strafferet. Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009), s. 199 ff., Vagn Greve m.fl. - Kommenteret straffelov. Speciel del, 9. udgave (2008), s. 556 ff. 9. Betænkning afgiven af Kommissionen nedsat til at foretage et Gennemsyn af den almindelige Borgerlige Straffelovgivning (1912), motiverne, s. 266. 10. Knud Waaben - Strafferettens specielle del, 5. udgave (1999), 165. 11. Bestemmelsen omtales og citeres i bet. nr. 1371/1999. s. 57. 12. Stephan Hurwitz - Den danske kriminalret. Speciel del (1955), s. 487. 13. Knud Waaben - Strafferettens specielle del, 5. udgave (1999), s. 166. 14. Bet. nr. 1371/1999, s. 65 ff. og 86 f. Se også bemærkningerne til pkt. 2.2. i lovforslag nr. L 194 af 21. marts 2001 (til lov nr. 465 af 7. juni 2001). 15. Bet. nr. 1371, s. 85 ff. og 93. 16. Se Betænkning afgiven af Kommissionen nedsat til at foretage et Gennemsyn af den almindelige Borgerlige Straffelovgivning (1912) 303, samt motiverne, s. 206. 17. Carl Torp - Betænkning angaaende de af den under 11. August 1905 nedsatte Straffelovskommission udarbejdede Forslag indeholdende Udkast til Love vedrørende den borgerlige Straffelovgivning med Motiver, motiverne (1917), s. 245 f. I det tredje og sidste udkast til straffeloven blev der ikke taget afstand herfra, se Betænkning afgiven af Straffelovskommissionen af 9. November 1917 (1923), sp. 378 f. 18. Se hertil i øvrigt Vagn Greve & Thomas Elholm - Forbrydelserne, 3. udgave (2011), s. 64, Jørn Vestergaard (red.) - Strafferet. Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009), Kommenteret Straffelov - Speciel del, 9. udgave (2009), s. 558, Knud Waaben - Strafferettens specielle del, 5. udgave (1999), s. 166, Stephan Hurwitz - Den danske kriminalret. Speciel del (1955), s. 488, og Oluf H. Krabbe - Borgerlig Straffelov af 15. Maj 1930 udgivet med Kommentarer, 4. udgave (1947), s. 707 f. 19. Brydensholt-udvalgets flertal var helt på det rene med dette, jf. bet. nr. 1371/1999, s. 103 ff., mens et mindretal ville lade førforbrydelsens strafferamme være afgørende for strafferammen for hæleri. Lovforslaget og den endelig lov var i overensstemmelse med flertallets forslag. 20. Bet. nr. 1371/1999, s. 88. 21. Kommenteret Straffelov - Speciel del, 9. udgave (2009), s. 557 f. Se ligeledes Vagn Greve & Thomas Elholm - Forbrydelserne, 3. udgave (2011), s. 64. 22. Bet. nr. 355/1964, s. 23. 23. Bet. nr. 1371/1999, s. 88 f. 24. Bet. nr. 355/1964, s. 25. 25. Bet. nr. 1371/1999, s. 89. 26. Bet. nr. 1371/1999, s. 102, og bemærkningerne til 1, nr. 9 ( 290), i lovforslag nr. L 194 af 21. marts 2001 (til lov nr. 465 af 7. juni 2001). Det gælder i almindelighed, at straffebestemmelser fortolkes indskrænkende for at unddrage atypiske og abnorme handlinger fra deres område, se herom Gorm Toftegaard Nielsen - Strafferet 1, Ansvaret, 3. udgave (2008), s. 42 f., Vagn Greve - Det strafferetlige ansvar, 2. udgave (2004), s. 85, samt Knud Waaben - Strafferettens almindelige del I, ansvarslæren, 4. udgave (1997), s. 48 f. 27. Se pkt. 2.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 187 af 27. januar 1994 (til lov nr. 367 af 18. maj 1994) og bet. 1371/1999, s. 90. Sammenlign i øvrigt med straffelovens 76, stk. 4, hvorefter konfiskation af udbytte, der er overdraget, er udelukket, som følge af at modtageren var bekendt med den strafbare handling, har handlet groft uagtsomt eller har modtaget det som gave. 28. Se bemærkningerne til 3 i lovforslag nr. L 42 af 9. november 1967 (til lov nr. 479 af 20. december 1967). 29. Bet. nr. 1371/1999, s. 91. 30. Dette er strafbart efter bekendtgørelse nr. 1706 af 15. december 2010 om brug af personlige værnemidler 16, stk. 1, jf. arbejdsmiljølovens 84. 31. Kommissionens forordning (EØF) nr. 1677/88 af 15. juni 1988 om fastsættelsen af kvalitetsnormer for agurker. Forordningen blev ophævet i 2008 ved den 10. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1221/2008 af 5. december 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 1580/2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96, (EF) nr. 2201/96 og (EF) nr. 1182/2007 vedrørende frugt og grøntsager for så vidt angår handelsnormer. 32. Rapport fra arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering (2008), s. 47 f. 33. Se om princippet Gorm Toftegaard Nielsen - Strafferet 1. Ansvaret, 3. udgave (2008), s. 212 f., Vagn Greve - Det strafferetlige ansvar, 2. udgave (2004) s. 167, Knud Waaben - Strafferettens almindelige del I. Ansvarslæren, 4. udgave (1997), s. 223 f., og Stephan Hurwitz - Den danske kriminalret, 4. reviderede udgave ved Knud Waaben (1971) s. 362 ff. 34. Kommenteret straffelov - Speciel del, 9. udgave (2009), s. 560. 35. Bet. nr. 1371/1999, s. 103. 36. Rapport fra arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering (2008), s. 46. 37. Kommenteret straffelov - Speciel del, 9. udgave (2009), s. 597. 38. Bet. nr. 1371/1999, s. 91, og Rapport fra arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering (2008), s. 47 f. 39. Rapport fra arbejdsgruppen om styrket indsats mod piratkopiering (2008), s. 46. 40. Knud Waaben - Strafferettens specielle del, 5. udgave (1999), s. 169. 41. Se i det hele Palle Bo Madsen - Markedsret. Del 3. Immaterialret, 5. udgave (2008), s. 117, samt Jens Schovsbo & Morten Rosenmeier - Immaterialret, 2. udgave (2011), s. 300 ff. 42. Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (konsolideret version af 31. januar 2008). 43. Se bemærkningerne til 9 i lovforslag nr. 15 af 4. oktober 2000 (til lov nr. 1259 af 20. december 2000). Udvidelsen skyldes, at 9, stk. 1, implementerer artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre, hvor der ikke er anført nogen begrænsning med hensyn til udnyttelsesmulighederne. 44. Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (konsolideret version af 1. januar 2007). 45. Bemærkningerne til 6 i lovforslag nr. L 28 af 14. oktober 1987 (til lov nr. 778 af 9. december 1987). 46. Se om denne sondring Eva Aaen Skovbo i U 2010 B.23 (særligt s. 24). 47. Se om denne type varemærker Eva Aaen Skovbo i U 2010 B.23, Jens Schovsbo & Morten Rosenmeier - Immaterialret, 2. udgave (2011), s. 420 f. og 429 ff., Knud Wallberg - Varemærkeret. Varemærkeloven & Fælles- Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 7

mærkeloven med kommentarer. EF-varemærkeret. Madrid-Protokollen, 4. udgave (2008), s. 83 og 85 f., og Palle Bo Madsen - Markedsret. Del 3. Immaterialret, 5. udgave (2008), s. 182. 48. Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave). 49. Bet. 355/1964, s. 23, og henvisningen hertil i bet. nr. 1371/1999, s. 88. 50. Bet. nr. 1371/1999, s. 98 ff. Copyright 2012 Karnov Group Denmark A/S side 8