Kan man være politisk i en prisopgave? Kan man det, kære Luise? Jeg prøver alligevel. For du husker vel, at vi sad sammen mangen en lun sommeraften og adskillige kolde nætter i begyndelsen af årtiet. Du og jeg og ofte også andre. Vi sad og drak billige øl og røg billige cigaretter på dit kollegieværelse og var imod det meste og for en anden fremtid, end den jeg skriver fra. Ikke så få gange hånede vi forbrugersamfundet, mens reklamer om samtalekøkkener, friværdi og ekspres-lån flimrede hen over skærmen. Tidens løsen var, at du kan belåne alt for at få det hele. Vi havde læst Vance Packard og kaldte forbrugerne Waste Makers og væmmedes ved forbrugsfestens ressourcesvineri. Og vi gned os i hænderne du, jeg og de andre. For vi havde da godt luret, at de utøjlede markedskræfter med hvert nye lån-, leasing- og ratebetalingssystem leverede endnu et spadestik til deres egen grav. Du sagde triumferende til mig: Man skal sgu da være en meget blind forbruger-idiot for ikke at se det! Vi vidste, at det økonomiske sammenbrud ville komme. For, hvor skal pengene komme fra? Vi producerer jo kun flex-lån og afdragsordninger for tiden, sagde du, og vi andre nikkede og skålede og glædede os til krisen. Vi så et enormt frigørende potentiale i krisen. Kan du huske det, Luise? Folk ville blive revet ud af forbrugerdrømmen med et brag og kræve deres belånte ejendom tilbage. Der ville komme andre boller på suppen. Med dine ord malede du et billede af en ny filantropisk æra. Jeg kan huske, at der stod torden og lynild i dine øjne, og at du talte om, at økonomiske reformer måtte gå hånd i hånd med humane reformer. Kan du huske det, selvom vi svævede i en tåge af sprut-ånde og timers kæderygning? Du kaldte det endda revolutionen, og vi andre grinede lidt af dig. For det danske gemyt er ikke skide revolutionært. Men du sagde: Når Ribers kommer og piller danskernes samtalekøkkener ned, så skal I sgu se dem gå på barrikaderne. Og vi skålede i det, vi nu havde, og drømte om en mere reel verden. Nuvel, kære Luise, jeg skriver til dig, fordi krisen jo er indtruffet. Vi fik ret i den henseende. Og jeg skriver først nu, fordi jeg ville afvente krisens konsekvenser. Og i den henseende tog vi fejl, også selvom vi dengang nok alle vidste, at vi sigtede for højt med vores omvæltningsfantasier. Det kan vi begge se, ikke også kære Luise? Denne krise har mistet sit momentum. Den har overraskende hurtigt forspildt sin chance. Der er ingen spor af revolution eller økonomiske reformer med humant ansigt. Kære Luise, faktisk skriver jeg for at fortælle dig, at jeg skammer mig lidt over os. Jeg skammer mig over vores næsten okkulte dyrkelse af krisen. Vi lod os blænde af et frigørende potentiale og tabte krisens sande konsekvenser af syne. Hvis der var en af os, der nævnte muligheden for store sociale omkostninger Mærke: PFEUDE Side 1

arbejdsløshed, ulighed og manglende sammenhængskraft i samfundet så slog vi andre det bare hen eller ignorerede det helt. Vi skænkede ikke sparekniven den mindste tanke. Vi var overbeviste om, at krisen ville betyde offentlige investeringer i byggeri og velfærd. Vi så et reformeret skolesystem blomstre i nyopførte skoler. Men vi gjorde regning uden vært, og vi glemte alt om Hjorten og hans dirrende dobbelthage. Allerede dengang vidste vi, at når den dirrer, gælder det om at søge dækning, hvis man er humanist eller offentligt ansat. Og da jeg gjorde opmærksom på, at han jo selv er offentligt ansat, grinede du hjerteligt og sagde: Det er nok derfor, den dobbelthage ubønhørligt vedbliver at dirre. Jeg har ikke glemt dit grin, Luise. Men vi glemte altså sparekniven i vores regnestykke. Jeg skriver til dig fra en anden fremtid, end den vi drømte om, dengang vi studerede og i øvrigt røg og talte for meget. Jeg blev færdig i oktober 2008. Når nogen spurgte mig, hvad jeg egentlig var blevet, svarede jeg: Cand. mag. i medievidenskab. Og når nogen spurgte, hvad man kan bruge det til, svarede jeg: Jeg er ikke helt sikker, men man kan i hvert fald blive arbejdsløs. Og så grinede vi lidt af det, selvom Lehman Brothers var krakket tre uger tidligere. For jeg håbede stadig på, at krisen ville betyde forandring til det bedre. Jeg fik min lidt skuffende karakter i november, pakkede mine sager og rejste min vej. Jeg ville bruge alle mine penge og flere til for at komme hjem og tage fat på reformeringen af samfundet på lige fod med alle andre. Gældsat! I september 2009 kom jeg hjem til et land, der på alle måder var det samme som det, jeg forlod. Uden en krone på lommen og i lommen på min bank, som jeg i øvrigt kunne læse rystende historier om i avisen. Historier om hvordan den gennem sin uhørte kreditpolitik var direkte ansvarlig for den håbløse økonomiske situation i de baltiske lande. Jeg var lidt perpleks, da jeg meldte mig arbejdsløs, udfyldte min ledighedserklæring og min erklæring om fravær. Jeg skrev to-tre ansøgninger om ugen, Luise. Og hver uge betjente jeg knappen på Jobnet med et ligegyldigt museklik og følte som de fleste andre, at det er temmelig åndssvagt. Jeg udfyldte mit CV på Jobnet, som der til dato ikke har været en eneste arbejdsgiver inde og kigge på. Derimod har otte sagsbehandlere med årvågne blikke sikret sig, at det, jeg har skrevet, er godt nok til ellers at stå ulæst hen. Jeg opfattede knappen og det ligegyldige CV som tåbelige kuriositeter. Men det fyldte ikke meget i min søgen efter arbejde. Prisopgaven, min egen Luise, spørger, hvordan man overlever at blive klientgjort; hvordan det ser ud med det personlige selvværd. Jeg for min del havde det godt med at bytte en ubetydelig del af min personlige frihed for en dagpengecheck. At møde op til møder, skrive ansøgninger, betjene knappen, skrive CV og gå på kurser er et sølle offer i bytte for 8-9000 kroner om måneden. Mærke: PFEUDE Side 2

Forstå mig ret, Luise. Det er ikke sjovt at være på dagpenge. Det morede mig ikke at søge job. Jeg ville gerne i arbejde, og derfor skrev jeg også mange ansøgninger. Og gjorde mig umage. Og jeg kan godt huske, hvad vi plejede at sige om arbejdsstyrken: Man bliver dum af at arbejde, skumlede vi. Arbejdspladsen er den postmoderne arbejders stat og samfund. Kun her engagerer hun sig for at stige i det sociale hierarki eller for ikke at falde ud af det, messede vi. Når man arbejder, bliver virkeligheden et parallelunivers, hvor arbejderen stiller sin forbrugssult, sagde vi i munden på hinanden. Kan du huske, at vi sammen brølede Work is violence / Violence at work, når vi nåede til det sted på pladen? Alligevel ville jeg gerne arbejde. For mig var det den eneste vej frem, nu hvor intet alligevel ændrede sig. En kold vintermorgen, Luise, sad jeg stuvet sammen med for mange unge mennesker af min slags i et for lille rum i Nørregade. Vi var alle indkaldt til aktiveringskursus hos anden aktør en slags arbejdsmarkedsresocialiseringens lejesoldater. Og det var på denne råkolde morgen, kæreste Luise, at jeg begyndte at ane uråd. Den venlige dame, som var anden aktørs ansigt denne dag, fortalte, at når jobcentrene i disse tider ikke kan håndtere aktiveringen af de mange unge arbejdsløse, så køber de sig til denne ydelse hos netop anden aktør. Glemte jeg, Luise, at fortælle, at ifølge ny lovgivning skal unge under 30 år aktiveres allerede fra trettende arbejdsløshedsuge? Måske ved du det selv? Måske er du også blevet færdig og arbejdsløs? Men hvorom alting er, Luise, så fortalte den venlige dame i næste nu, at hun har stor erfaring med at skaffe unge mennesker som os løntilskudsstillinger, praktikker og så videre, fordi hun selv er sagsbehandler i jobcentret. Med andre ord har jobcentrene ikke kapacitet til at aktivere de mange unge arbejdsløse, fordi deres ansatte tilsyneladende tjener bedre penge ved at åbne private virksomheder ved siden af deres arbejde i jobcentret. Her kan de selv samme unge mennesker så aktiveres af de selv samme sagsbehandlere. Kan du huske, at vi gav Nyrup og Fogh på puklen for udliciteringsvanviddet? Først ældreplejen, så de arbejdsløse! Luise? Kan man være politisk i en prisopgave uden at polemisere? Tror du man kan det, kære Luise? Jeg gør forsøget. Så må vi se, om det lykkes. Jeg undlader derfor at skrive om aktiveringskursets indhold. Det var bare de sædvanlige ritualiserede paroler om kompetencer og læringstyper og netværk, som skal skabe en ensartet og ukritisk arbejdsstyrke. Biopower, baby! Jeg vil i stedet fortælle dig om de ansatte hos denne anden aktør. For det viste sig hurtigt, at de mennesker, der skulle lære os at komme i arbejde, var almindelige jobsøgende, som vi selv. Jeg bookede eksempelvis et møde med Juliane på vores alder bare med smilehuller og krøllet hår for at få gode råd til min videre jobjagt. Efter at have lyttet lidt til mig og bladret mit CV igennem, sagde hun det, som, jeg har opdaget, er systemets mantra: Jeg tror, du vil få stor glæde af at komme i løntilskud. Det var først senere, at jeg Mærke: PFEUDE Side 3

opdagede, at hun selv var i løntilskud hos denne anden aktør, hvis Gevalia-kaffe jeg lærte at sætte pris på i vintermørket. Med andre ord, Luise, så findes der en privat parallelstruktur i vores samfund, der består af offentligt ansatte, som bijobber, og af arbejdsløse, der bringes til at arbejde fuld tid, for en løn der mere eller mindre dækkes af offentligt tilskud. Bag facaden, Luise, er der en industri, der ernærer sig af arbejdsløsheden. Som ikke kunne eksistere uden den. Som er en snylter, Luise, som labber systemets svaghed i sig, samtidig med at den dækker over den. For de mange unge, der er aktiverede i løntilskud, er ikke opgjort som ledige i statistikkerne. Jeg håber, du stadig hænger på, Luise. For rimeligheds skyld skal jeg jo også fortælle, at også jobcentrene kun kan fungere i disse tider, fordi de ansætter løntilskudskræfter. Og så spørger du måske Nej, det gør du ikke. Så naiv er du ikke. Så spørger andre måske, om ikke disse løntilskudshelte ikke får vigtig joberfaring og muligheden for at blive fastansatte på ordentlige vilkår. Med sikkerhed får alle joberfaring ud af det, og nogle er da sikkert også heldige at få et rigtigt job. Men det er her, den dirrende hjortehage og sparekniven indhenter os, Luise. For der er ikke blevet investeret i den offentlige sektor. Regeringen taler om offentlig nulvækst og alle andre taler om besparelser. Har jeg ret, Luise? Kan du huske Jonas med de blå øjne? Jeg mødte ham for ikke længe siden. Han er deltidsansat på det Kongelige Bibliotek, hvor han laver events. Han fortalte, at de alene i hans afdeling har tre løntilskudsansatte gående. Og alle ved, at der ikke er råd til at ansætte en eneste af dem. Kan du huske Berit med det lange ansigt? Hun var i løntilskud i Københavns Kommune i et år, hvor hun knoklede på dimittendsats. Hun var heldig. Hendes fastansatte kollega gik ned med stres og sagde op, så Berit kunne få jobbet. Nu er Berit stresset, så de er ved at ansætte en ny medarbejder i løntilskud. Og tit møder jeg Anders med de tynde fingre. Ham husker du nok også. Han arbejder med rekruttering i en stor medicinalvirksomhed. Han sidder på løntilskud og hverver medarbejdere uden at vide, om han selv kan blive ansat. Er det ikke tragikomisk, Luise? Luise, mens der uddeles skattelettelser, kører velfærdsstaten på pumperne og overlever på billig, arbejdsløs arbejdskraft. Og samtidig uddeles der virksomhedsstøtte i form af billig, ung løntilskudsarbejdskraft. Det er måske her, man kan beskylde mig for at være polemisk, men sådan som jeg ser det, har krisen kun medført en svækket offentlig sektor, der er afhængig af en ny arbejderklasse af aktiverede unge, der ingen rettigheder har. Vi skal aktiveres efter tretten uger! De siger: Vi tror, du vil få stor glæde af at komme i løntilskud. Jeg for min del, søde Luise, har sagt nej. Jeg var til en samtale om en løntilskudsstilling i en kommunikationsafdeling i kommunen. Jeg spurgte, hvilke chancer jeg havde for Mærke: PFEUDE Side 4

eventuelt at blive ansat. Chefen en tilsyneladende venlig mand svarede, at muligheden naturligvis altid er der, men at der som udgangspunkt skulle spares, og derfor var han ikke en gang sikker på, at han ville genbesætte en eventuel ledig stilling. Så jeg sagde nej og gik hjem og afmeldte mig på Jobnet. De sidste fire-fem måneder har jeg solgt avisabonnementer for et af landets store dagblade. Jeg har stået på gader og stræder i alt slags vejr og tilbudt forbipasserende forbrugere at få leveret en avis. Og jeg har høstet afslag på afslag af kvinder og mænd, der er ramt af den krise, som vi du og jeg og de andre en gang længtes efter. Og det får mig til at skamme mig, Luise. Folk orienterer sig ikke om deres samfunds tilstand. De har skyklapperne på og stoler på deres ledelse. I krisen kræver de intet tilbage, for de har for travlt med at holde på deres arbejde og frygte, hvad arbejdsdagen i morgen kan bringe af ulykker. Jeg talte med en mand, som påstod at være aktiemillionær. Han ville ikke købe et abonnement af mig. Men han ville gerne dele sine aktiehemmeligheder med mig. Ved du, hvad han sagde, kære Luise? Han sagde: Nu skal høre. Du skal investere i medicinalindustrien. For folk bliver sygere og sygere, og de, der ikke gør, bliver mere og mere angste for at blive syge og miste deres arbejde. Jeg spurgte ham, om ikke han skammede sig over at tjene penge på andres ulykke og tilføjede, at jeg alligevel ikke havde nogen penge at investere. Han tog mig lidt i øjesyn. Måske for at se, om jeg var mindrebegavet. Så sagde han: Før jeg blev rig, arbejdede jeg som gigolo. Det kan sådan en pæn fyr som du også bare gøre. Det giver godt, og så kan du også glæde andre lidt. Spørgsmålet, om hvorvidt man kan være politisk i en prisopgave, har besvaret sig selv. Og i virkeligheden, kære Luise, står valget i disse tider mellem at være politisk eller prostitueret. Har jeg ret, Luise? Mærke: PFEUDE Side 5