syne og begyndte at kærtegne ham. Hun lod morgenkåben falde ned på gulvet. Manden hvælvede hånden om hendes ene bryst. Cathrine stirrede fascineret

KAPITEL 1 Det første mord skete i Jungfrugatan på Östermalm, Stockholms fornemste kvarter. I den ene ende af gaden lå den højbarokke Hedvig Eleonora-kirke med sin kobberfarvede kuppel og de vældige jernlåger. I den anden skimtede man på en solrig sommerdag Valhallavägens grønne allétræer. Men den dag, mordet skete, regnede det, og trækronerne lignede sorte fjerbuske. Cathrine Haldeman-Spegel trak frakken tættere om sig, da hun trådte ud af opgangen til sin lejlighed på Jungfrugatan. Klokken var ti minutter i ni denne mandag aften, og hun gik med hovedet bøjet mod regnen hen til kiosken på Karlavägen efter cigaretter og det nye Femina. Hun havde set, at der var en reportage om kunstneren Gustav Rudberg i damebladet, og hun elskede landskabsmalerier og i særdeleshed Skånemalerne. De vakte en længsel i hende efter Österlens pastorale natur, en længsel tilbage til barndommens somre og beskyttede tilværelse. Der var kø ved kiosken. To yngre mænd og en kvinde stod foran hende. Mændene var i sorte jakker, sorte bukser og sorte, spidse støvler. De var omkring de tyve og altså på alder med hende selv, men hun værdigede dem ikke et blik, selvom de prøvede at få øjenkontakt. Nej, de var ikke længere noget for hende. Den seneste tid havde hun følt sig så meget ældre end sine jævnaldrende. Hun blev varm indeni, da hun tænkte på sin nye ven, som var så anderledes. Både følsom og uberegnelig. Helt anderledes end Peter. Men det var også en farlig forbindelse. Farlig i mange henseender. Men Cathrine kunne godt lide at udforske grænseområdet for det tilladte. Mændene ved kiosken betragtede hendes vurderende. De så en ung kvinde med langt, brunt hår, der tilsyneladende var langt væk i sine egne tanker. Hun så en anelse gammeldags 7

ud, som hun stod dér i frakke og damesko med sin lille taske. Men tøjet var elegant og velsiddende og sikkert af kostbar kvalitet. På armen sad et eksklusivt Patek-ur, og tørklædet om håret var fra Hermès. Hun var ikke smuk i traditionel forstand, men de markante øjenbryn gav ansigtet et dramatisk udtryk. Hun havde ikke malet læberne, og de to mænd, der så på hende, syntes, hun lignede en typisk overklassepige. Elegant og diskret på samme tid. Tyve Marlboro Light og Femina, sagde Cathrine, da det blev hendes tur. Den bumsede ekspedient fandt cigaretterne og bøjede sig over en stak ugeblade. Femina er udsolgt, sagde han beklagende. Men vi har Damernes Värld. Nej tak, så nøjes jeg med cigaretterne. Cathrine følte sig snydt. Hun ville have vist sin ven Rudbergs billeder og fortalt ham, hvordan hun om sommeren plejede at gå ned til stranden ved Sandhammeren og lede efter sneglehuse og vraggods. Hun ville have sagt, at lyset i Österlen var som lyset i Provence. En ligesom nyvasket himmel med guldskær i horisonten. Hun tog skuffet sine cigaretter og gik fra den oplyste kiosk hen mod alléens mørke. De to mænd så på hinanden. Der var vist ingen idé i at forsøge sig. Havde hun ikke haft en forlovelsesring på venstre hånd? Men de kunne ikke lade være med at kikke efter hende, indtil hun forsvandt. Poplinfrakken med det stramt bundne bælte, tørklædet og nylonstrømperne fik hende på en eller anden måde til at ligne en mannequin fra halvtredserne. Det eneste, der manglede for at fuldende billedet, var en Vespa. De to mænd sendte hinanden et anerkendende smil, men glemte hende, så snart hun var drejet om hjørnet. De kunne ikke vide, at de var nogle af de sidste, der så hende i live. Cathrine åbnede gadedøren, gik ind i opgangen og trykkede på elevatorknappen. Nogen iagttog hende fra den anden side af gaden, men hun ænsede det ikke. Hun var langt inde i sine tanker om, hvordan hun ville imponere sin ven næste gang. 8

Måske skulle hun fortælle ham, at hun faktisk havde sovet i den tyske maler Anselm Kiefers atelier. Snust til hans farver og hugget en tube af den guldokker, han brugte så flittigt. Hun smilede ved erindringen og huskede mesterens assistent. Hans negle havde været lange og gule som fuglekløer. Hun havde måttet smøre ryggen med jod flere uger efter. Da den brøstfældige elevator endelig standsede på anden sal, skyndte Cathrine sig ud. Hver eneste tur i den var en prøvelse, og hun var lettet over at slippe ud af den klaustrofobiske lille kasse. Hun låste sin dør op, men stivnede, da hun hørte gadedøren gå. Mærkeligt nok lød der ingen fodtrin. Stilheden var massiv. Hun så sig vagtsomt om, inden hun gik ind, og låste omhyggeligt efter sig. Den sidste uge havde hun haft en ubehagelig fornemmelse af, at nogen fulgte efter hende. Uroen fortog sig, så snart hun kom ind i den lyse og indbydende lejlighed. Hun sank ned på en stol, tog skoene af og lod blikket glide hen over det smagfuldt møblerede hjem, der så fint afspejlede hendes jeg de to smukke vinduesnicher ud mod Jungfrugatan, stuens møbler med deres elegante blanding af klassisk og moderne og det minimalistiske soveværelse i lyst træ og grå tekstiler. Lidt efter rejste hun sig og stillede sig hen foran spejlet. Det syn, der mødte hende, gjorde hende i endnu bedre humør. Hendes hofter var lidt for lige, men denne mangel på kvindelige former blev opvejet af de velformede bryster. Det førhen hennafarvede hår havde hun farvet brunt, fordi hun syntes, det gav det et tidløst look. Nej, udseendet var bestemt ikke hendes største problem. Hun gik hen til pladespilleren og satte en koncert af Mozart på. Lette toner fyldte stuen, og hun tændte nydelsesfuldt en cigaret. Mageligt henslængt i en af vinduesnicherne så hun ud i efterårsmørket. Vinden var taget til, og regnen slog imod ruden. Hun så over på ejendommen på den anden side af Jungfrugatan og fik øje på en halvnøgen mand i et af vinduerne. En kvinde i morgenkåbe og med vådt hår kom til 9

syne og begyndte at kærtegne ham. Hun lod morgenkåben falde ned på gulvet. Manden hvælvede hånden om hendes ene bryst. Cathrine stirrede fascineret på dem og mærkede mod sin vilje, at hun blev ophidset. Pludselig drejede manden hovedet lidt og så lige på hende. Han smilede skævt, mens kvinden kyssede ham på brystet og lod tungen glide ned over hans mave. Cathrine tog øjnene til sig og trak gardinerne for. Hun tænkte på Peter. Om en uge havde han en længere orlov. Inden da måtte hun tage stilling til, hvad hun skulle sige til ham. Ville han overhovedet bemærke noget? Hun syntes selv, at hun var blevet anderledes. Lidt mere moden, måske? Skulle hun bare hæve forlovelsen og sige, at det var forbi, at hun ville være fri, men at det havde været fint, så længe det varede? Eller skulle hun forsøge at forklare? Da hun ville trække gardinerne for det andet vindue, så hun, at der holdt en mørk bil lige ud for opgangen. Hun havde ikke set den, da hun gik ud, og hun syntes, hun kendte den. Men det kunne nok ikke passe, tænkte hun. Og om aftenen og set ovenfra så alle biler vel nærmest ens ud. Alligevel gøs hun lidt ved tanken om, at dette ubehagelige menneske kunne være i nærheden. Det var ikke en følelse, hun brød sig om. Hun brød sig ikke om at være uforberedt. Hun kunne heller ikke lade være med at tænke lidt på det med dagbogen. Den var blevet væk. Måske stjålet. Pludselig hørte hun en lille, knirkende lyd trænge gennem Mozartpladens toner, og i rudens spejlbillede så hun til sin forbløffelse yderdøren gå op og en mørk skikkelse træde ind. Den blev stående et øjeblik med lyset fra opgangen bag sig. Hun kunne ikke skelne ansigtet og blev både varm og kold indeni. Skikkelsen trådte ud af skyggen og tog et par hastige skridt ind i stuen. Cathrine vendte sig hurtigt om for at sige noget, og derfor ramte det første knivstik hende lige i halsen. Der lød en grim, gurglende lyd, og hun tumlede bagover. Det andet stik ramte hende i kinden, og stuen begyndte at snurre rundt. En varm, klæbrig masse løb ned over hagen, ned på hendes grønne 10

jumper. Inden hun døde, tænkte hun, at rødt og grønt var en dårlig farvesammensætning. Den virkede på en eller anden måde altid nusset. De fem næste stik mærkede hun ikke... 11

KAPITEL 2 Kommissær Axel Hake kørte sin gamle, ramponerede Citroën gennem Tullingeskoven, drejede til højre ad en smal skovvej og fortsatte frem til et skilt, som kundgjorde, at her havde dyrlæge Julia Hake sin praksis. Han sagtnede farten og parkerede på gårdspladsen. Det røde toetages træhus var omgivet af høje træer, vilde roser og enebærbuske. Ved siden af hovedbygningen lå en umalet lade, som vejr og vind havde givet en skifergrå farve. Hele stedet gjorde et forfaldent, næsten ulykkesvangert indtryk, men for Hake var det helt naturligt, at hans søster havde slået sig ned på så øde og ensomt et sted. Hun brød sig ikke om mennesker, og dyrene var ligeglade med folks æstetiske normer, som hun engang selv havde udtrykt det. Axel Hake steg ud af bilen, greb stokken og gik op mod huset. Døren gik op, og hans søster kom ud og tog imod ham, klædt i slidte cowboybukser, kondisko og et spraglet sjal. Synet af hende fyldte ham med ømhed. Hans søster var ikke som andre. Hun var en stor kvinde med langt, pjusket hår. Munden var fyldig, men skæv, næsen var uformelig, og der var noget livløst over ansigtet. Som ansigterne på meget gamle, blegnede fotografier. Selv sagde hun, at hendes ansigt kunne have været tegnet af et børnehavebarn. Der var faktisk intet ved hendes udseende, som var rigtig tiltrækkende, alt var enten for stort eller for småt. Intet, bortset fra øjnene. Og dem kunne man ikke se bort fra i Julia Hakes tilfælde, for de var grønne som søgræs med et anstrøg af lindeblomst. Men det var ikke farven, der betog alle, som kom i nærheden af hende, det var udtrykket i dem. Et slags intelligent, vidende udtryk, hvor ironien altid lå på spring. Som om hun betragtede alle andres ørkesløse bestræbelser på at få lidt fred i sjælen med en undertrykt latter. Som om hun havde fattet en afgørende pointe, men hverken havde tid eller lyst til at 12

prøve at formidle den til omverdenen. Hake åbnede bagklappen og tog en kasse rødvin ud. Han bar den op til huset med stokken hængende på armen. Han kunne klare de fleste daglige gøremål, men måtte indimellem støtte sig til sin stok. Er du sikker på, du ikke vil med? spurgte han, da de gik ind. Han haltede lidt, men det var ikke noget, man lagde mærke til. Julia nikkede kort og gik i forvejen ind i den rodede stue. Trods reolvæggene flød gulvet med tidsskrifter og bøger. To katte og en hund lå og sov i sofaen, og på det afsyrede træbord sad en tam allike og vred hovedet om for at fiksere gæsten med sit mælkehvide øje. Julia så på sin bror. Det blev ved med at komme bag på hende, at han var vokset op og blevet en mand. At han ikke længere var den lille purk, som hun havde taget sig af, og som mere eller mindre havde været afhængig af hende under hele opvæksten. Gyngen, der brækkede hans næse, da han gik i femte, havde givet ansigtet karakter, og han lignede mere en bokser end en overordnet ved kriminalpolitiet. Han var lavstammet og bredskuldret, og håret var klippet kort. Han var den af dem, der så bedst ud, tænkte hun uden bitterhed, mens hun betragtede hans høje kindben og brede mund. Men øjnene var ikke fulde af ironi; de var grå og vagtsomme. I mangt og meget var de hinandens modsætninger, men de var søskende, og der gik aldrig mere end et par dage, uden at de kontaktede hinanden. Det var mest ham, der ringede. Axel Hake stillede vinen på bordet. Gå nu ikke for hårdt til dem, sagde han. Det er jo ikke mere end en uge siden, du fik en kasse. Har du fordoblet forbruget? Han havde dårligt sagt det, før han forstod. Da han så på Julia, funklede hendes øjne, og hun smilede bredt. Hvad hedder han? spurgte han og skar en grimasse. David, sagde hun og fik noget drømmende i stemmen. Ser han godt ud? Hvad tror du? 13

Hun gik hen til bordet og begyndte at tage rødvinsflaskerne op af kassen. Axel Hake var ikke i tvivl. Der havde ikke været andet end flotte, men lusede mænd i hele Julias 39-årige liv. Hun tændte kun på skønhed. Det var måske fjollet, men sådan var det nu engang, og hun gad ikke plage sig selv med årsagen. Et par gange havde hun forsøgt sig med andre mandetyper, men det havde aldrig fungeret. De flotte kunne hun forlyste sig med en tid, og når hun blev træt af det, var det det. Og træt af det blev hun, og det gjorde mændene også. De sidste ti år havde Hake mere end én gang måttet tage affære, for at Julia ikke skulle lide fysisk overlast. Julia tog det tilsyneladende ikke så tungt. Hun syntes, det var interessant, når mændene tabte besindelsen, og hun betragtede dem med samme ømhed i blikket, som når hun stod over for en hest med sprængte sener eller en stakkels hare, som havde fået øret bidt af af en ræv. Du ved, hvor glade de ville blive for at se dig, sagde han og lagde frakken. Han satte sig ned og stillede stokken inden for rækkevidde. Det var en enkel, brun spadserestok med slidt håndtag, som han havde købt på et loppemarked i Paris og ikke for nogen pris ville skifte ud med en ortopædisk rigtigere variant. Ja, sagde Julia. Men nu drejer det sig ikke om, hvad de vil, men hvad jeg vil. Okay? Hake trak på skuldrene. Du skulle lære at tilgive, sagde han. Julia nikkede med et strejf af resignation. En dag kan jeg måske tilgive ham, sagde hun træt. En dag kan jeg måske banke på døren og sige: Far, du var en lort under hele min opvækst. En fordrukken hustrumishandler, men jeg tilgiver dig. Hun sendte ham et rasende blik. Det værste er, at han ikke selv fatter, hvad han gjorde mod os, og derfor indgår hverken forståelse eller tilgivelse i hans ordforråd. Hun trak fingrene gennem det pjuskede hår og så væk. Og 14

desuden, tænkte hun, ved du ikke halvdelen af, hvad han gjorde efter flere dage på druk, kære lillebror... Jaja, men jeg hilser i hvert fald fra dig. Er du klar over, hvor mange år han fylder? 68, svarede Julia. Hun gik ud i køkkenet og lukkede op for vandet. Jeg laver en kop kaffe. Axel Hake fulgte søsteren med øjnene. Hun bevægede sig forbløffende smidigt trods sin størrelse. Hun havde sådan en vuggende gang, der mindede om sorte rockstjerners måde at gå på. Som om hun havde en tromme spillende indeni, og hun var nødt til at følge dens rytme med hele kroppen. Hunden hoppede ned fra sofaen og fulgte efter hende ud i køkkenet. Julia stak den en halv leverpostejmad. Dyrene, dyrene, tænkte Hake. De var omdrejningspunktet i søsterens liv. Det var begyndt allerede som barn, da hun kom hjem med frøer og regnorme. Senere blev det sommerhuskatte og tilskadekomne fugle. Nu da hun var dyrlæge, fyldte dyrene hele hendes liv. Undtagen hvad hun viede til mændene, de flotte og lumpne. Hvordan går det med Siri? spurgte Julia. Hun er lige så uregerlig, som hun plejer at være, sagde han og smilede ved tanken om datteren. Han blev altid varm indeni, når talen faldt på Siri. Hun var en lille vildbasse med kloge øjne og et heftigt temperamet. Og han elskede hende højere, end han kunne eller turde udtrykke med ord. Og Hanna? Axel Hake trak undvigende på skuldrene. Hans forhold til Hanna Sergel, Siris mor, var en gåde for alle omkring ham. Til tider også for ham selv. De elskede hinanden og dannede par, selvom de ikke boede sammen. Hanna sagde gerne, at hun ikke ville have morderlugten ind i sit hjem. Hun ønskede ikke, at han skulle gå direkte fra et ligsyn til hendes seng. Han forsøgte at forstå hendes tankegang, men var inderst inde dybt ulykkelig over arrangementet. Omgivelsernes undren forstærkede hans egen tvivl. Julia så godt, at hans humør sank, men borede ikke i det, da han sagde, at alt var ved det gamle. 15

Jeg har varmet nogle boller. Vil du have en? Axel Hake så på klokken. Om et par timer skulle han være hos forældrene. Der var masser af tid. Han nikkede. Telefonen ringede. Julia tog den og lyttede. Nej, ikke i dag, David. I morgen, ja, det er fint. Hvornår jeg lukker? Jamen, klinikken er åben hele døgnet, vidste du ikke det? Så vidt jeg husker, var klokken otte, første gang du stillede med Tapto. Særbehandling? Hun lo dæmpet. Ja, det kan selvfølgelig godt være. Hej. Hun lagde på og så tankefuldt på Hake. Hvornår skal du være der? Ved syvtiden. Hvorfor det? Jeg ville gerne snakke med dig om ham. Altså om David. Problemer? Hun fugtede læberne og nikkede svagt. Okay, men først kaffen, ikke? Julia vendte sig om for at gå ud i køkkenet, da telefonen ringede igen. Hun tog røret, lyttede og rakte det til sin bror. Det er til dig. Han lagde røret til øret. Det var kommissær Bolinder. Du må hellere komme, sagde han tørt. Det er jo din vagt. Vi har et mord på Östermalm. En halv time senere steg Axel Hake ud af den gamle Citroën, forcerede afspærringen og gik op til lejligheden. I døren mødte han retsmediciner Brandt. Hun har været død i to dage, sagde Brandt og fulgte efter Hake ind i lejligheden. Lige inden for døren stod en kvinde i halvtredsårsalderen og bed hysterisk i lillefingerneglen. Hun havde blod på hånden og underarmen. Det var moderen, der fandt hende, sagde Brandt, da de havde passeret kvinden. Hun har fået noget beroligende. Det begynder nok snart at virke. Hake kastede et blik på moderen, der tilsyneladende måtte læne sig op ad væggen for at holde sig oprejst. Den unge pige 16

lå helt henne ved vinduet i en unaturlig stilling, med det ene ben under kroppen. Det så ud, som om alt blodet var løbet ud af hende, for der var et sort, størknet hav under kroppen. Han standsede op lidt fra det. Han fik det altid dårligt i den slags situationer; det var, som om han aldrig rigtig kunne forlige sig med, at et menneske, der havde danset og rendt omkring, nu bare lå dér helt ubevægelig, med brustne øjne og slukket hjerte. Kommissær Bolinder stillede sig ved siden af ham. Han var en høj, krumrygget mand med tynde læber og et modermærke, der fyldte hele venstre kind. Cathrine Haldeman-Spegel. 23 år. Elev på Kunstakademiet. Aleneboende, men forlovet med en Peter Severin, løjtnant i Strängnäs. Moderen har underrettet ham. Haldeman-Spegel, sagde Hake eftertænksomt. Bolinder nikkede. Netop. Hun tilhører finansfamilien Haldeman-Spegel. Faderen Birger ejer et af de der risikovillige finansieringsselskaber og er god for adskillige millioner. Han sidder også i en stribe bestyrelser og er sagkyndig for Justitsministeriet. Han er vist oprindelig jurist. Hans brødre ejer en masse virksomheder inden for tømmer, stål og teknik. Ja, ja. Hake huskede en artikel, han havde læst om den succesrige familie. Ord som dynasti og industrimagnater meldte sig i hans bevidsthed. Mordvåbenet er sandsynligvis en lang kniv. Vi har ikke fundet den. Syv stik, supplerede retsmedicineren. Hake satte sig på hug med stokken inden for rækkevidde, tog en gummihandske på og løftede op i den døde piges nederdel. Han registrerede, at trusserne var hele, inden han trak nederdelen ned igen. Find ud af, om hun har haft samleje for nylig, sagde han til retsmedicineren. Tror du, jeg er idiot, tænkte Brandt forbitret. Han havde været retsmediciner i tredive år og set mange politimænd komme og gå, uden at samarbejdet havde knirket, men med Axel Hake var det hurtigt kommet til sammenstød. Brandt 17

havde svært ved at tage denne nye kommissærtype, der blandede sig i alting, som om de ikke stolede på nogen. Med sit afventende, kølige blik mindede Hake ham om en ulvehund. Tjek, om hun havde aids, sagde Hake. Brandt kogte over. Hvad skal det gøre godt for? Hake rejste sig og trak Brandt lidt til side, så de andre ikke kunne høre dem. Så du ikke moderen? Hendes hånd og underarm er smurt ind i datterens blod, og nu står hun og bider sig i fingeren. Jeg skal vel ikke minde en læge om, hvordan aids smitter? Og hvad er det så lige, vi gør, hvis hun er smittet? vrissede Brandt. I så fald kan vi ikke gøre noget for hende, men det kan jo være, hun stadig går i seng med sin mand, eller at hun har et arbejde, hvor hun risikerer at smitte andre. Kan du ikke se det? Bolinder kom hen til dem og trak Hake i ærmet. Kom her, sagde han kort og gik i forvejen ud på badeværelset. Helfigurspejlet derude var overmalet med store, røde bogstaver. Hake betragtede grundende ordet, der så ud til at være skrevet med læbestift. Tøjte, læste han. Sygt, sagde Bolinder. Hake nikkede. Men han havde det ikke desto mindre godt med, at morderen dog havde efterladt sig et spor, når nu mordvåbenet var forsvundet. I den anden ende af stuen stod to civilklædte politimænd. Den ene, en fedladen, godt og vel midaldrende mand, der gnavede på en tændstik, var kriminalassistent Oskar Lidman. Den anden var Tobias Tobisson. Han var yngre, veltrænet og betragtede alt omkring sig med et mistænksomt blik. Hake gik hen til dem. Du taler med moderen, Oskar, sagde han. Og du stemmer dørklokker, Tobisson. Begge nikkede, men virkede ikke ligefrem begejstrede over hvervet. Axel Hake var irriteret over, at 18

man ikke havde fået moderen ud af lejligheden. Det burde være rutine. Skal jeg gøre det med det samme? spurgte Tobisson. Hvorfor ikke? Hake drejede rundt på hælen og trådte hen til en af teknikerne. Han kendte Olle Sandstedt fra tidligere og vidste, at den rynkede mand med det fedtede hår var en samvittighedsfuld fagmand, der ikke overlod noget til tilfældet. Brilleglassenes slibning fik hans øjne til at virke påfaldende små, men der var ikke meget, der undgik dem. Dav, sagde Hake. Sikke noget griseri. Teknikeren nikkede og så på det sorte gulv ved siden af den unge kvinde. Griseri var det rette ord, tænkte han. Selvom Axel Hake vidste, at teknikerne gjorde deres arbejde godt, undersøgte han altid gerningsstedet selv. Han så sig forskende om i stuen og gik derefter hen til yderdøren og studerede karmen. Han kunne ikke se nogen tegn på, at døren var blevet brudt op. Er det Dem, der skal stå for efterforskningen? spurgte pludselig en dirrende stemme. Hake vendte sig om og stod ansigt til ansigt med moderen. Det ser ud til det, sagde Hake. Hun var ikke nogen tøjte, kommissær. Hun var en sød pige, fra et godt hjem. Det er jeg ikke i tvivl om, sagde Hake og så, at moderen iagttog ham anspændt. Det kan jeg se, at De er. De er sikkert lige så kynisk som alle andre herinde. Jeg er ked af, at jeg gav Dem det indtryk, men oprigtigt talt ved jeg jo ingenting om Deres datter. Hun havde ingen fjender, det må være én stor misforståelse. Nogen forvekslede hende med en anden. Vi undersøger alle muligheder, sagde Hake formelt. Hun var en glad og livlig pige, fortsatte moderen. Meget talentfuld. Med en lysende fremtid. Hun hulkede: Og nu er hun væk... 19

Hake nikkede til Lidman, der lod, som om han ikke så det, og snakkede videre med Tobisson, mens han tyggede på sin tændstik. Vi skal nok gøre alt, hvad der står i vores magt, for at finde morderen, trøstede han. Det får jeg hende ikke tilbage af, sagde moderen fortvivlet. En kvindelig betjent forbarmede sig omsider over Hake og tog sig af den nedbrudte kvinde. Hake gik hen til yderdøren, vendte sig om og lod hele sceneriet bundfælde sig. Her kom den djævel altså ind, tænkte han. En blitz lynede, mens han stod og betragtede gerningsstedet, så han pludselig så den unge pige i et grelt, hvidt lys. Som om hun var stivnet et øjeblik. Han måtte sørge for, at moderen ikke fik det billede at se. Ingen skulle se deres kære sådan. Axel Hake tog sin notesbog frem og skrev koncentreret. Han forsøgte altid at skrive sine første indtryk af mordstedet ned. Lugte, stemninger, indfald. Hans første indtryk var, at der havde boet en helt almindelig overklassepige i den her lejlighed. Men samtidig var der noget, der ikke rigtig stemte. Måske var det mordets brutalitet. I en så tjekket lejlighed forventede man ligesom at finde en myrdet kvinde liggende bleg og smuk på en nyredt seng og ikke som nu siddende med rene trusser i en pøl af sort blod. Måske var det det, at moderen havde sagt, at hun var en sød pige, selvom ordet på spejlet hævdede noget andet. Hvad det end var, havde Hake i sinde at trænge til bunds i det, for det er med mord som med kærligheden: Lyve kan man ikke ret længe. 20

KAPITEL 3 Næste morgen vågnede Axel Hake med en dundrende hovedpine. Sådan var det altid, når han havde været sammen med sine forældre. Han vidste stadig ikke rigtig, om det skyldtes hans mor eller hans far. Sandsynligvis dem begge, de to sammen, for der skete et eller andet i lokalet, når de var tæt på hinanden. Der opstod en slags uforklarlig spænding. Når han var ude at fiske med faderen, fik han ikke hovedpine, og han blev aldrig dårlig, når han og Siri havde været på konditori med hans mor. Nej, det var de to i forening, der gjorde, at han altid var lidt nervøs for at besøge dem. Han tog et brusebad, trak i den gyldenbrune morgenkåbe og satte sig i sin yndlingslænestol. Han så ud ad vinduet på Pontonjärparken, hvor træerne aftegnede sig som en sort baggrundskulisse. Det var stadig mørkt udenfor, og regnen slørede udsynet. Parken så anderledes ud, som om den ikke var et tugtet bylandskab, men et uformeligt, vildt skovområde fra tidernes morgen. Urtidsbjerget i baggrunden tårnede sig op som en mørk skygge. Axel Hake strakte sig efter notesbogen og bladrede i den. Wiltenberg, stod der med store bogstaver. Tobias Tobisson havde kontaktet ham efter at have stemt dørklokker i en time og bedt ham komme og tale med ægteparret Wiltenberg, der boede i en lejlighed på den modsatte side af gaden, på samme etage som Cathrine Haldeman-Spegels. Lejligheden var stor og rummelig, alt for stor til et barnløst par midt i trediverne, havde Hake tænkt. Manden havde præsenteret sig som Rikard Wiltenberg og nikket, da de viste ham fotografiet af Cathrine. Jo, jeg så hende, sagde han med et blik på sin kone. Hun var lille og spinkel og kæderøg hele tiden, mens hun sad lænet forover på kanten af sofaen. Hun havde et smil i mundvigen, da hun gengældte sin mands blik. 21

Hvornår så du hende? spurgte Hake. Wiltenberg trak på skuldrene og lod hånden glide gennem det lange, mørke hår, der var delt i en midterskilning. Var den ikke lidt over ni, da vi...? Han så på sin kone, der nikkede til svar. Hake kunne ikke finde ud af, hvad de havde kørende. De spillede konstant op til hinanden med blikke og små smil. Det føltes, som om han uforvarende var kommet ind i deres soveværelse, så intim var kontakten. Straks han trådte ind i lejligheden, havde han bemærket, at de ustandselig rørte ved hinanden, hele tiden havde øjenkontakt. De var et umage par. Han var høj og elegant, for ikke at sige statelig. Hun var lille og lavbenet, med små bryster og et intetsigende udseende. Alligevel havde han en fornemmelse af, at det var hende, der bestemte. Hvor så I hende? Atter et blik og et lille smil. Jeg så hende omme bag vinduet ovre på den anden side af gaden. Vores lejligheder ligger nærmest lige ud for hinanden. Hun var altså i live lidt over ni, tænkte Hake og gjorde et notat. Brandt skulle nok få indkredset tidspunktet for mordet, men det kunne tage sin tid. Hake foretrak vidner. Hvad lavede hun? Så I det? Manden rystede på hovedet og så på kvinden. Nej, jeg var optaget af noget andet. Kunne I se, om hun var alene? Manden tænkte efter. Det tror jeg. Hun gloede lidt på mig, og så trak hun gardinerne for. Var det noget, hun plejede at gøre? At glo eller at trække gardinerne for? Du kan godt springe morsomhederne over, brød Tobisson ind. Han var blevet mere og mere irriteret over parrets kropssprog og kunne ikke styre sig længere. Hake sendte ham et vredt øjekast. Hvis man ville have en mand til at klappe i, skulle man bare provokere ham for øjnene af hans kvinde. 22

At kikke ind ad jeres vindue, sagde Hake forsonligt. Manden var sunket lidt sammen, som om han havde tabt al interesse for sagen. Næh, det var vist første gang. Resten af afhøringen gik trægt. De havde boet i kvarteret i fem år. Han ledede et rejsebureau, og kvinden var hjemmegående. I sit stille sind undrede Hake sig over, hvad hun lavede hele dagen i den store lejlighed. Gik hun og ventede på, at han skulle komme hjem om aftenen? Eller dukkede han også op til en lille hyrdetime i frokostpausen? Wiltenberg kendte kun Cathrine Haldeman-Spegel af udseende. Han havde aldrig været i hendes lejlighed, hans kone heller ikke. Her i kvarteret passede enhver sit. Det var et rent tilfælde, at hun havde set dem og han hende. Hans kone havde slet ikke set hende. Efter en tid havde Hake erkendt, at han ikke fik stort mere ud af ægteparret Wiltenberg. Han takkede og forlod lejligheden med Tobisson i hælene. Underlig fisk, stønnede Tobisson. Var hun hans slavinde eller hvad? Hake havde ikke gidet fortælle Tobisson, hvor meget han havde kvajet sig. Han havde bare svaret med et grynt, da kollegaen besværede sig over parret. Axel Hake skød ægteparret Wiltenberg ud af tankerne og så ud ad vinduet igen. Uvejret syntes at tage til, og modelsejlskibet i vindueskarmen så ud, som om det befandt sig på et stormpisket hav. Han hældte en kop sort, dampende kaffe op, kom en skefuld usaltet smør i og lagde en skive roquefortost på et stykke rugbrød. Det var hans specialitet. Han havde lært den af en havnearbejder i Dunkerque, da han var på efteruddannelse ved det franske politi. Minderne vakte hans længsel efter Frankrig, og han rejste sig og satte en cd på. Indochines Le Basier fyldte stuen. Han gik frem og tilbage med koppen i den ene hånd, mens han nød musikken, og følte sig snart lidt bedre tilpas. Hjemme brugte han ikke stokken så meget. Hvis benet svigtede, kunne han gribe fat i en stol eller 23

et bord, inden han faldt. Og skulle han endelig falde, var det ingen større ulykke. Han var veltrænet og adræt og kunne hurtigt komme på benene igen. Det var noget andet, når han var på arbejde. Dels kunne det undergrave hans autoritet, dels hadede han, når folk tilbød at hjælpe ham op. Det fik ham til at føle sig som et barn. Det gik pludselig op for ham, at han helt havde glemt tiden. Han så på klokken. Den var otte, han skulle på arbejde. Han lagde morgenkåben og trak i Timberlandstøvlerne og det kraftige jakkesæt af meleret irsk uld. Mange tog ham for en snob, fordi det var skræddersyet, men hans krop passede ikke til stangtøj enten var bukserne for lange, eller også strammede jakken. Han studerede eftertænksomt sit ansigt i entréspejlet og blev chokeret over, hvor træt han så ud. Jagten på morderen var jo ikke engang begyndt endnu. Det var nok spekulationerne omkring Hanna, der satte deres spor. Deres forhold var i krise. Han var sikker på, at hun havde en elsker, men Hanna nægtede og sagde, at det var ham, der var sygeligt jaloux. Politigården på Kungsholmen havde tidligere haft til huse i en bygning fra 1900-tallets begyndelse, men sidst i tresserne var pladsen blevet for trang, og man havde opført et enormt kontorkompleks neden for Kronobergsparken. Det rummede alt fra arrest til hittegodskontorer. Her arbejdede flere tusinde mennesker, og der var både skydebaner og svømmebassiner. Hake var glad for, at politigården lå så tæt på hans hjem, men tog alligevel altid bilen. Han foretrak sin egen bil frem for en tjenestevogn, når han var ude i felten, og han havde fået en mekaniker til at fikse koblingspedalen, så den ikke belastede hans knæ, hver gang han skiftede gear. Han parkerede i politigårdens underjordiske garage, tog elevatoren op til sit kontor og tilkaldte straks Lidman og Tobisson. Hans nærmeste medarbejdere var et kapitel for sig. Oskar Lidman havde konstant en tændstik i munden, efter at han havde kvittet tobakken med tyve kilos overvægt og voldsomme humørsvingninger til følge. Hake ville ikke have pro- 24

testeret, hvis Lidman var begyndt at ryge igen. Tobisson var noget nemmere at omgås. Han var ikke koleriker, men kronisk muggen. Hake bladrede i den sorte notesbog, der allerede så slidt ud. Han plejede at bruge en halv snes stykker på hver sag. På forsiden af den her havde han sat et stykke afmaskningstape med inskriptionen Cathrine Haldeman-Spegel. Okay, sagde Hake. Hvad siger teknikerne? Lidman åbnede sin mappe, bed i tændstikken og læste højt: De tjekker hendes telefon for ind- og udgående opkald. Det tager sin tid, ved vi jo af erfaring. Han bladrede videre. Og så er der en masse fingeraftryk, som det også tager tid at analysere. Men jeg tvivler på, at de giver noget. Hake hævede øjenbrynene. Et par steder har teknikerne fundet aftryk af handsker. Velsagtens morderens. Et par steder... hvor? spurgte Hake nøgternt. Dels på toiletlåget. Det ser ud til, at han tissede bagefter. Eller inden, sagde Tobisson. Nej, sagde Hake. Bagefter. Tobisson så undrende på ham. Hun må have været død. Hun ville vel have reageret, hvis hun havde set nogen gå på toilettet med handsker på, sagde Hake. Dels på den læbestift, han skrev med, fortsatte Lidman. Var det hendes egen? Lidman nikkede, rejste sig, trak op i buksebagen og satte sig ned igen. Analyserne viser, at morderen skrev ordet tøjte på spejlet med en læbestift af mærket Revlon. Farven kaldes Maroon. Lidman så på sine kolleger. Den samme læbestift, som han stillede tilbage mellem de andre, og som har noget, der ligner udtværede aftryk af en handske på... ja, hvad fanden hedder det, den sidder i? Hylsteret? Det havde hverken Hake eller Tobisson noget svar på. 25

Hvad siger Brandt? spurgte Hake og så på Tobisson. Han er ikke færdig med obduktionen endnu, men hun blev i hvert fald ikke voldtaget. Det konstaterede han allerede i nat. Axel Hake nikkede. Han havde selv set, at trusserne var hele, men man vidste aldrig. Der var mange sære eksistenser på denne forunderlige planet. Antallet af seksualforbrydelser i Stockholm var fordoblet i løbet af de sidste ti år, mens mordene holdt sig på omtrent samme niveau. Et halvt hundrede stykker om året. Døren røg op, og Seymour Rilke trådte ind på kontoret. Lidman og Tobisson rettede sig op på stolene, og Lidman tog endog tændstikken ud af munden. Dav, Seymour, sagde Hake til politidirektøren. Hans chef besvarede hilsenen og lukkede forsigtigt døren efter sig. Hake syntes, han så overforfinet ud med sine små hænder og ulastelige påklædning: mørkeblå habit, hvid skjorte og grafitgråt silkeslips. Til forskel fra ham selv var Rilke bureaukrat til fingerspidserne. Inden han blev politidirektør, havde han været ansat i Justitsministeriet, og i Hakes øjne var det ikke ligefrem nogen anbefaling. Han fnøs indvendig, hver gang Rilke udpenslede, hvordan han så sig selv som kaptajn på en stor olietanker, som det tog lang tid at manøvrere. Han var sådan set god nok til at redde penge til korpset, men praktisk politiarbejde havde han stadig intet begreb om. Hake syntes hverken godt eller dårligt om ham; så længe han ikke blandede sig i selve efterforskningen, var han ret harmløs. Hvordan går det, Axel? spurgte Rilke forsigtigt. Vi er først lige startet. Rilke nikkede tankefuldt, pillede ved skjorteærmernes man chetter og rømmede sig. Forstår du, den myrdede piges far, Birger Haldeman-Spegel, er en bekendt af mig. Han ringede i morges for at høre... ja, hvordan det går. De stod hinanden meget nær. Altså ham og datteren. Du kan hilse og sige, at hvis han virkelig stod hende så nær, havde vi nok fundet hende et par dage før, sagde Hake bidsk 26