KATRINE KRACKE >>> - en historie om vinkler <<<

Dette er historien om Katrine, der bliver soldat i Sønderborg og senere kommer på sergentskole og bliver sergent. Hun er 19 år og fra Jylland og er vant til at klare sig selv på den hårde måde. Hendes mor er ikke til megen hjælp, og Katrine er konstant i krig med sin papfar. Begge døber hun senere "krigsforbryderne". I Sønderborg finder hun et sted at høre til, en slags familie at have omkring sig. Hun mærker venskab og føler fjendskab, men hun passer ind på en måde. Og både karriere og kærlighed ligger måske lige for? Karen Schultz er selvstændig organisationspsykolog (www.karenschultz.dk) og har en datter og en søn på Katrines alder. Men forfatteren har også selv været soldat: I 1979 kom hun til Sønderborg, i 1980 blev hun sergent og i 1984 premierløjtnant fra Hærens Officersskole. Både Katrine og den hårde uddannelse i militæret er nemmere at forstå og forklare på afstand og mange år senere; især måske for en psykolog, der både arbejder med mennesker og med organisationer. Men i bogen er det den direkte og indimellem rå facon: Sådan var det, og sådan blev det oplevet. Der er overklasseløg, og der er street-fightere; der er de dygtige, og der er de dovne. Og de arbejder allesammen sammen på tværs af sociale skel, dialekter og køn. Karen Schultz er stadig soldat, men nu i reserven. Hun har siden medio 2003 været chef for den danske civil-militære koordinationsenhed (CIMIC-ENH), der bl.a. har en deling i Irak. Oberstløjtnant-stillingen er ønskejobbet efter 24 år i grønt tøj. Og stillingen og stjernerne ligger helt sikkert langt uden for Katrines fatteevne. Selv om hun er en meget ambitiøs ung dame. En ungdomsroman i serien Katrine Kracke. Næste bog kommer i 2004: Katrine Kracke - en historie om stjerner. akademia.dk www.akademia.dk Karen Schultz: KATRINE KRACKE - en historie om vinkler Karen Schultz KATRINE KRACKE >>> - en historie om vinkler <<< Anne Prytz Schaldemose akademia.dk

Karen Schultz Katrine Kracke en historie om vinkler akademia.dk

Katrine Kracke en historie om vinkler 2003 Karen Schultz og akademia.dk Forlagsredaktion: Dorte Gro Schultz-Andersen Grafisk tilrettelæggelse: BookPartner A/S Omslagsillustration: Karen Schultz Sat med Verdana Tryk: BookPartner A/S, København 1. udgave, 1. oplag ISBN 87-91468-01-9 Udgivet af akademia.dk Printed in Denmark 2003 Af samme forfatter: Lederudvælgelse kvalitet i praksis og teori. Dansk psykologisk Forlag, 1998. ISBN 87-7706-213-2. Eksistens i arbejdslivet. At skabe mening for virksomhed og medarbejder. Hans Reitzels Forlag, 2000. ISBN 87-412-2637-2. Job og Depression. Psykiatrifonden, 2001. Katrine Kracke en historie om vinkler (online). akademia.dk, 2003. ISBN 87-91468-00-0. Psykologi en grundbog til erhvervsuddannelserne. Gyldendal, 2003. Under udgivelse. Psykologi et valgfag på HHx. Gyldendal, 2004. I manus. Katrine Kracke en historie om stjerner. akademia.dk, 2004. I manus. Arbejdsliv og ledelse. I: Psykologihåndbogen. Gyldendal, 2004. I manus. Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser. akademia.dk www.akademia.dk

Til Henrik, Bredo og Anne af mange gode grunde

"Der er en vej som ingen går ad, hvis du ikke går ad den. Veje skabes ved at vi går ad dem, de mange uvejsomme, ventende veje overgroet af liv, der aldrig bliver levet. Der er en vej, som ingen går ad, hvis du ikke går ad den. Det er din vej, en vej, der bliver til, når du går ad den." Werner Sprenger

Ankomst Katrine Kracke var heldig den dag. Hun kunne nøjes med en tur i en rutebil: Længere var der ikke fra Kolding til Haderslev. Og oven i købet kunne hun følges med sin gamle håndboldkammerat, Lene. Så er det her, de unge damer skal af, grinede chaufføren indforstået og standsede præcis over for kasernen. Tak, sagde de begge med øjnene stift rettet mod kasernen. Det er da godt, vi ikke skal blive her, sagde Katrine fortrøstningsfuldt. Den ser ikke særlig hyggelig ud. Nej, og den er også alt for lille. Vi bliver mange på studenterholdet, så vi skal være på en stor kaserne, tilføjede Lene. Hun havde check på detaljerne som sædvanlig. De gik langsomt over vejen, mod lågen. I god tid. Masser af god tid. Ved vagten viste de antagelsespapirer, rejseblanketter og sygesikringsbevis. Ja tak, jeg tror det slår til, sagde vagten. Vi behøver sgu ingen papirer fra rekrutter, fnisede han henrykt til sin kollega bagest i vagtburet. Man kan se det. Og slet ikke fra kællinger, supplerede den anden. Begge vagter knækkede sammen af grin. Katrine og Lene kiggede på hinanden, overraskede over velkomsten. Ingen af dem sagde noget. De gik fra vagten og tværs over en stor plads. Fulgte skiltene, der markerede retningen for "nyindkaldte". Opdagede at også andre var på vej. Alle gik de i retning af et caféteria, hvor man kunne købe kaffe, brød og slik. De satte sig ved et bord med kaffen. Katrine kunne mærke, at maven krampede sig rundt om den første skefuld yoghurt. Hun ventede med resten. Lene! Se! Der er hende Hellerupgimpen sgu da. Katrine bøjede sig indover bordet. Inden Lene kunne nå at svare, var gimpen på vej hen til deres bord. Hej! Gud, hvor er det lækkert at se et par kendte ansigter, hilste hun friskt. 5

Katrine opgav yoghurten. Heldigvis viste Lenes gode opdragelse sig at have givet bonus, for hun svarede venligt tilbage. Snart var de to i gang med en længere diskussion om kondital. I Hellerup fik man meget kondi af golf, prøvede frk. Hammerschöhl at overbevise Lene om. Det lykkedes ikke specielt godt, selv om Lene høfligt prøvede at skjule sine forbehold. Katrine så sig om. Cafeteriet var halvfyldt nu. Drenge alle sammen. En del af de nye rekrutter stod udenfor i det gode vejr. Hun så på uret. Snart på tide at rejse sig. Slyngede den sidste halvkolde kaffesjat i sig. Hej Kracke! Katrine vendte sig om og så, at det var Nygaard, der med to store sportstasker kæmpede sig vej gennem rekrutter, borde og bagage. Hej Nygaard! Det var sgu dejligt at se dig. Så blev du altså også optaget. Katrine rejste sig, glad. Selvfølgelig var Nygaard, det friske pigebarn, blevet optaget. Hun var samme type som Lene og lignede ganske enkelt en ægte dansk, kernesund pige fra landet. Og så var hun endda sjællænder. Vil I med udenfor, spurgte Katrine og kiggede først på Nygaard, så på Lene. De rejste sig alle fire. Udenfor stod en ældre soldat. Han er officer, hviskede Nygaard. Katrine følte sig rolig. Med Nygaard skulle det nok gå. Rekrutterne samlede sig i klynger. Småsnakkede, røg. Op på tre rækker, kom!, råbte officeren og viste med armene, hvor det skulle ske. Alle hankede op i bagagen. Samlede sig i én stor klump netop på det udpegede sted kun for at opdage, at de cirka halvtreds rekrutter optog mere plads end forventet. Under virvaret kom Katrine væk fra både Lene og Nygaard og kom i stedet til at stå lige bag en meget ung fyr, der havde benet i gips. Gipsbenet var et godt holdepunkt. Også andre havde deres besværligheder: Hun var ikke alene. Da flokken endelig var på plads som en stor klump gele, der efter megen bevægelse pludselig stivner og bliver stille, råbte 6

officeren igen: Goddag! Mit navn er Schutz, og jeg er løjtnant. I skal ikke være kede af, at I er så dårlige til at træde an på tre geledder. Det skal jeg nok lære jer. Der er stadig ti minutter til klokken er 12.00. Skoleofficeren vil da komme og byde velkommen. I må gerne ryge, og nyd for Guds skyld i ti minutter endnu at I selv bestemmer. Det er sidste gang i ni måneder!, sluttede han og slog en skraldlatter op. Rekrutterne lo nervøst. Flere famlede cigaretterne frem, også Katrine. Gipsbenet foran pegede stift skråt til højre fremad. Til højre herfor og ned langs rækken stod andre par ben mere uroligt. Kun bagagen imellem alle disse ben markerede eksakt rækken. Alligevel var det, som om alle disse urolige ben pludseligt blev små brikker, der var anbragt i et bestemt system, på tre rækker. Ikke til at flytte, udover den lillebitte cirkel, der var påkrævet og tilladt: af uroen selv. Det passede hende ikke, at den ældste, hendes hjertebarn, ønskede sig i trøjen. Hvad skulle det også blive til med det pigebarn. Når ikke universitetsstudiet havde interesse, kunne hun da i det mindste have fundet på noget fornuftigt at tage sig til. Noget på en skole for eksempel. Hende, der altid så gerne havde villet undervise. Men ikke et ord skulle hun komme med. Hun skulle ikke beklage sig. Når nu dette militær var så spændende, så måtte pigen jo prøve det. Og hun skulle nok vare sin mund for at mene, at den fikse idé gik i sig selv igen. Det måtte pigen selv finde ud af. Havde hun måske ikke altid raget kastanjerne ud af ilden for hende. Det kunne ikke blive ved med at gå. Hun måtte lære at klare sig selv. Katrine tændte en cigaret. Inhalerede dybt og fortsatte den dybe, koncentrerede vejrtrækning. Hun kneb øjnene sammen og kiggede til den anden side for også dér at se det samme system. Vendte tilbage til gipsbenet. Fik ansigtet kontrolleret i ro. Hvad har du gjort ved benet? Hun bøjede sig frem. Jeg har spillet fodbold, smilede han lidt undskyldende og havde allerede vendt sig mod hende. Kan du godt være her med det? Jeg mener... Katrine kiggede i retning af Schutz, der stod et stykke fra 7

flokken i samtale med en anden soldat. Ja, det håber jeg i hvert fald, svarede han på københavnsk. Giv agt! brølede Schutz pludseligt. Den anden soldat stillede sig foran rekrutterne, åbenbart for at sige noget. Goddag kære rekrutter. Mit navn er kaptajn Hansen og jeg er Deres skoleofficer. Jeg vil gerne byde Dem velkommen. Det er mig en glæde at skulle have kommandoen over Dem. Som blomsten af Danmarks ungdom er De et godt materiale at arbejde med. Endnu en gang velkommen! Løjtnant Schutz fik ordet og forklarede, hvordan hele flokken skulle deles ind i to delinger. Senere i Sønderborg ville de to delingsførere være klar. Han begyndte at råbe navnene op. Mønsteret var særegent. Ikke for og efternavn, men kun forbogstavet i fornavnet og så hele efternavnet. K. Kracke! Her, råbte Katrine højt, som de havde fået besked på at gøre. Hun samlede endnu en gang sin bagage op og gik over til en ny række, der var blevet dannet. Lidt efter kom Schutz hen til rækken og fortalte, hvordan de skulle hente udrustning flere forskellige steder på kasernen, før de var klar til at køre til Sønderborg. Katrine var kommet i 1. deling, otteogtyve rekrutter i alt, fortalte Schutz og heraf fire kvinder, så kvinderekorden var slået. Katrine undrede sig over, at det lille antal skulle være en rekord. Nå, egentlig var det også ligegyldigt. Hun havde blot ventet sig flere kvinder. Nygaard var også i 1. deling, så det skulle nok gå. Delingen fik besked på at stille sig på ét geled. Det blev en meget lang række. Ja, I kan lige så godt lære det med det samme. Det hedder geled, forklarede Schutz og fortsatte: Nu går vi rundt og henter udrustningen. Bliv i geleddet, så bliver I ikke væk for mig. En ny skraldlatter fulgte. Med Schutz i spidsen gik delingen over til en rød bygning. Der stod "Mundering" på et skilt udenfor. Geleddet bugtede sig indenfor. Hver rekrut fik en sæk i hånden, og videre gik det fremad til næste skranke, hvor en mand spurgte om skonummer. Et par sorte støvler blev langet over til hver enkelt, der 8

med besvær måtte gøre en hånd fri for at tage imod. Udenfor igen skulle delingen træde an på tre geledder. Stil jeres bagage og udrustning der, hvor I står. I en samlet klump... klump! råbte Schutz og stirrede vredt på en fyr, der ikke sådan var vant til at begrænse sig og sit. Videre gik turen rundt uden bagage til et nyt sted, hvor pæne gabardinebukser blev udleveret. Pigerne skulle både have nederdel og bukser. Men bukserne ville først være færdige senere. Først skulle der tages mål. Det har noget med anatomi at gøre. Schutz grinede igen og kiggede indforstået på skrædderen. I bliver nødt til at tage nederdel på i første omgang, forklarede han. Skjorte og jakke fulgte med, åbenbart i en facon, der ikke krævede anatomi. Skoene måtte derimod også vente. Det gængse design passede ikke til kvindefødder. Der var ikke andet at gøre end at tage det med godt humør. De fire kvinder blev fulgt tilbage til resten af delingen, og synet, der mødte dem, var komisk. Fyrene stod i deres flotteste skrud: en mørkegrøn gabardineuniform, hvid skjorte og sorte snøresko. Kun meget få havde været så heldige at få en uniform, der passede i størrelsen. De fleste havde rigeligt plads til deres eget civile tøj indenunder, hvis det skulle være. Heller ikke pigerne var for smarte. Iført den samme uniform, men med nederdel i stedet for bukser, var størrelsesproblemet cirka det samme. Det værste var dog, at der under knæene var bare pigeben iført ankelstrømper, og nederst pigefødder iført kondisko. Alt sammen yderst passende til cowboybukser. Knapt så passende til gabardinenederdel. Fyrene lo, godt hjulpet af Schutz, og pigerne grinede med. En fælles tryghed bredte sig. Langt om længe var alt hentet, alt ordnet, og selv en fotografering var overstået. Igen stod de på tre geledder ved bagagen. Nu kører vi til Sønderborg. Der er tre lastvogne derovre. Jeg skal høre, om der er nogen i privatbil hertil? Ja, det er jeg, svarede en lang fyr på tydeligt sønderjysk. Så tager De skoleofficeren og mig med, sagde Schutz. 9

Resten fordeler sig på vognene således, at hvert geled kører på sin egen lastvogn. Er der spørgsmål? Ja undskyld, men er jeg nødt til at tage dig og den anden med i min bil?, spurgte den sønderjyske fyr forsigtigt. Ja, smilede Schutz og tilføjede sarkastisk: De vil blive overrasket over, hvor meget De bliver nødt til i de næste ni måneder. Blandt andet at sige De og hr. løjtnant til mig! Han kiggede alvorligt på hele delingen. Var der flere spørgsmål? Godt. På vognene...sid op! På vej over til lastbilerne kom Katrine op på siden af Nygaard. De hviskede sammen. Især om den lange, sønderjyske fyr og om, hvor modig han var. Men også pigen fra Hellerup fik en bemærkning med på vejen. De var enige om, at det var fint med Hammerschöhl i 2. deling. Så blev 1. deling måske fri for at høre mere om golf. Ved lastbilen kneb det med at komme op. Nederdelen gjorde det ikke nemmere. Katrine tog imod en hånd oppe fra ladet og blev hevet op det sidste stykke. Jeg kan godt selv, sagde hun skarpt og med rynkede bryn. Bilen satte i gang. På vej ud af porten så Katrine fra ladet, at alle tre lastbiler kørte på samme tid. I kortege. Kun sønderjyden stod tilbage ved sin egen bil sammen med Schutz. Schutz smilede og vinkede: God tur, råbte han vist. Sønderborg Der var fordele og ulemper ved at sidde på ladet af en lastbil. Udover komforten, der ikke var helt i top, var udsynet begrænset til det bagudrettede. En særlig chance for at genkalde sig barndommens vinkerier fra bagsædet, men lige godt begrænsende alt i alt. Et dobbeltsæde var placeret langs bilens kørselsretning på midten af ladet, med rygstykkerne mod hinanden. Det var derfor muligt at stirre ind i det mørkegrønne plastik, der gjorde det ud for en væg, uden forstyrrelser af blikket. Motorlyden, den stadige, rokkende bevægelse i ladet: Det gjorde altsammen Katrine søvnig. En hoppende fornemmelse fortalte hende, at de kørte på bro- 10

sten. Udenfor blev en allé længere og længere. Farten sagtnedes, et skarpt sving og derpå synet af endnu et vagtbur, ikke u- lig dét i Haderslev. Endelig to høje, røde bygninger længere væk. Bilen holdt stille. Sid af og på tre geledder...træd an!, lød det fra en ukendt stemme. Efter megen skramlen og baksen med bagage, udrustning og kroppe, der stimlede sammen som per instinkt, stod hele delingen på tre geledder. En soldat med stjerner på skuldrene, ligesom Schutz, kom hen foran delingen. Han gjorde honnør til en anden soldat. Tak for det, sagde officeren og så så på rekrutterne. Goddag. Jeg er Deres delingsfører. Jeg hedder Due og er premierløjtnant. Senere i dag vil jeg byde Dem velkommen under lidt mere hyggelige former. Først skal De imidlertid indkvarteres på stuerne og have orden i Deres udrustning. Så foreløbig velkommen! Og værsgo, nikkede han i retning af den anden soldat, som straks gjorde honnør og stillede sig foran delingen i stedet. Fat al Deres habengut og følg mig, sagde han. Intet andet. Og gik i retning af den største og nyeste af de røde bygninger. Dejligt med én, der ikke sagde så meget. Da de nærmede sig bygningen, kunne Katrine høre nogen synge. Mandestemmer, der kom oppefra. Hun kiggede op og så, at på en bestemt etage var hvert eneste vindue fyldt med soldater. Og vinduerne var åbnet: Inke pinke parlez vous de knepper endnu, sang de på omkvædet. Da de opdagede, at rekrutterne var indenfor hørevidde, afløstes sangen af efterhånden mere og mere taktfaste råb: Krutter, krutter, krutter... På vej ind i bygningen blev sangen genoptaget. Katrine forbandede nederdelen og hele sit tåbelige kostume. I skal ikke tage jer af dem. Om tre måneder er det jeres tur til at drille et nyt hold, trøstede soldaten. Han virkede rar: gråhåret og jysk. På tredje sal skulle både 1. og 2. deling bo. 1. deling tættest 11

på trappen og delt op på tre stuer, 2. deling længere væk og også på tre stuer og endelig kvinderne på den sidste stue, modsat trappen. Der røg vores plan med Hammerschöhl, hviskede Nygaard og så opgivende ud. Satans!, hvislede Katrine, men kom så i tanke om, at Lene, som også var kommet i 2. deling, netop ville blive en stuekammerat alligevel. Hun nåede ikke at indvi Nygaard i dette lyspunkt, før de kom ned til stuen. Tre piger fra 2. deling var allerede kommet. En lidt ældre kvinde i uniform var godt i gang med at indkvartere dem, som hun kaldte det. Kom nærmere! Jeg hedder Villadsen, og jeg er sergentelev, oplyste hun. Dejligt endelig at møde et menneske i øjenhøjde. Sergentelev var netop, hvad de alle var. Og dertil kvinde. En langsommelig gennemgang af udrustningen tog sin begyndelse. Pigerne var blevet placeret ved deres senge; en deling i hver side af stuen, så Katrine netop kom til at stå over for frøken Hammerschöhl. Sengene gjorde det ud for bord, stol og opbevaringssted. Det gjaldt om ikke at blande tingene sammen med naboens. Villadsen fortalte navnet på hver enkelt lille dims og hjalp til, da deres basis et indviklet remsystem til at hænge vand, mad, krudt og kugler på skulle samles. Du bliver nødt til at hjælpe mig med den her rem. Den er så stiv i det, sagde Katrine og ærgrede sig over sine fummelfingre. Husk nu, at her er vi De s, og når De taler til mig, skal De sige: sergentelev Villadsen, jeg... Katrine forbandede sit stive basis, eller hvad det nu hed. Og kvinden. Især kvinden. Det undrede ham som den unge dog var pylret anlagt. Selv om hun var seks år, kunne hun stadig finde på at kravle op på skødet af konen og bare sidde der og hænge. Selv hos ham ville hun sidde ind imellem. Det passede han sgu ikke. Godt nok havde han lovet konen at tage sig pænt af dem begge to. Og ungen skulle ikke mærke til, at hun ikke var hans egen. Han skulle nok betale den privatskole, når det nu var så vigtigt for konen. Men 12

det betød jo ikke, at ungen skulle hænge på dem evig og altid. I hvert fald måtte hun forstå, at på hans skød skulle hun ikke opholde sig. Han havde da også for længst fortalt hende, at hun var for stor til den slags. Skulle han som voksen mand måske sidde der og ae og gøre ved. Aldrig i livet. Hun var for stor til at være pylret. Sergentelev Villadsen, vil De hjælpe mig med mit basis, spurgte hun og rettede ryggen, som hun havde set soldaterne gøre det. Villadsen kiggede hende direkte i øjnene. Katrine kiggede tilbage, kneb øjnene lidt sammen. Fandens til indbildsk kælling. Troede åbenbart hun var noget. Hun skulle få præcis, hvad hun forlangte: en perfekt optræden. Schutz stak hovedet indenfor. Giv agt! Stuen ret!, råbte Villadsen og rettede sig op, mens hun gjorde honnør i retning af ham. Tak, det er godt, stå rør. Hvordan går det, spurgte han og kiggede interesseret rundt på pigerne. Det går godt, hr. løjtnant, sagde Hammerschöhl, mens hun smilede stort. Hun var køn på en næsten uforskammet måde. Katrine prøvede forgæves at komme i tanke om noget smart at sige. Han skulle ikke være i tvivl om, at der var andre end Hammerschöhl, der kunne finde ud af at begå sig. Men det var svært at finde ud af, hvordan han skulle tackles. Udover alt det militærhalløj, der åbenbart krævede bestemte måder at sige tingene på, var han som person umulig at gennemskue. På den ene side tiltrækkende. Han havde grå stænk i håret, et barskt, råt udseende, der ustandseligt ændredes af at kæmpesmil. Kroppen var pæn, bred, macho, men uniformen kunne vist godt snyde lidt. På den anden side lidt frastødende, lidt for smart. Måske vidste han for godt, hvor pæn han var. Eller måske var han snarere konstant på jagt. Som en hanhund, der snuser så intenst i et muligt spor, at den kan synes fortabt for omverdenen. Klokken 17.30 er der antrædning henne ved knægtene i 1. deling. Hjælp mine piger på vej! Han kiggede på Villadsen, slog en latter op og gik. De asede videre med basis. I skabet havde Katrine allerede 13

fået orden i undertøjet. Det var lagt pænt sammen på øverste hylde. Nedenfor hang de forskellige uniformer på bøjler. Alle knapper var knappede. Det så egentlig godt ud. I cafeteriet var der meget lang kø. Der var varmt, fugtigt, og lugten var ikke til at tage fejl af: rigtig varm aftensmad med bløde løg af en slags. Maden blev skovlet op af en ung, svedig pige. Masser af dampede kartofler, lidt brun sovs og kun en enkelt bøf med løg. Drikkevarerne skulle man selv bestemme. Katrine tog en sodavand. Betalte ved kassen, hvor en ældre, tyk kvinde sad. Hun smilede venligt, og Katrine mærkede en uforklarlig klump i halsen. Pigerne fra 1. deling satte sig ved et bord nær kasseapparatet. Nogle af de gamle soldater rejste sig i det samme i den anden ende af bordet. De skævede til pigerne. Hold kæft hvor de glor, sagde hende, der hed Munck så højt, at et par af fyrene også kunne høre det. Ingen af pigerne kommenterede det. Først da fyrene var helt ude af cafeteriet, bøjede Katrine sig ind over bordet og sagde til Nygaard: Jeg tror, det er bedst at ignorere det. Tror du ikke også det? Joh, det er nok bare i starten... Nygaard kiggede spørgende tilbage og så over på de to andre. Jeg har været i hjemmeværnet i over et år nu, og det er ikke gået over, understregede Munck. Katrine besluttede definitivt at ignorere dette lille begynderproblem. Kiggede på køen ved kasseapparatet og så, at der stod flere, som helt sikkert var fra 1. deling. Ham med gipsbenet kom ned til bordet og satte sig. Og også den høje fyr med egen bil. Den mad smagte godt. Næste gang skulle der bare være to bøffer og mere sovs. En høj klokke ringede. Den lød næsten som i folkeskolen, når der blev ringet ind til time. Bare højere, mere skarp og længere. Hvad var meningen? Godmorgen mine damer: Så kan I godt stå op. Klokken er 14

5 præcis. Pigerne vendte sig. Ingen sagde noget. Et par stykker rejste sig halvt i sengen. Katrine faldt tilbage i sengen igen. Trak dynen op over de bare skuldre. Det hele var løgn. Det var bare en drøm. Der stod ikke en Schutz midt på gulvet og råbte klokken 5 om morgenen. Antrædning på gangen klokken 05.30, smældede han på vej ud ad døren. Hvor er mine smøger? Katrine famlede på gulvet, ind under sengen. Og fandt pakken. Fik ild på en cigaret og satte sig op. Et par af de andre piger var mere friske. Lene var allerede u- de ad døren, formodentlig på toilettet eller i bad. De havde fået deres eget toilet og bad oppe på fjerde sal, men skulle ud på en særlig trappe for at komme derop. Selv om trappen lå i deres ende af gangen, var det alligevel ikke så rart. Trappen blev brugt af lærerne, så Schutz og andre kunne være der. Døren blev flået op igen. Antrædning kl. 05.20 skreg en officer og gik igen. Hvem var det? Nygaard så målløs ud. Hammerschöhl fortalte, at det var deres delingsfører. Han virkede hidsig; det syntes drengene også. De sidste piger kom ud af fjerene. Kom i tøjet og diskuterede, hvilken skjorte, der var den rette. Lene kom tilbage, så de kunne spørge hende. Da 1. delings fire piger var klar til at løbe hen til deres egen deling, var gangen foran stuedøren spærret. 2. deling var for længst trådt an, og deres hidsige delingsfører var midt i en længere forklaring. Det lød, som om han koncentrerede sig meget om at råbe højt. Underligt, for hans deling stod lige foran ham. Det havde Munck set, da hun forsigtigt havde åbnet døren på klem. Efter et minuts rådslagning blev de enige om, at de blev nødt til at gå. Koste, hvad det koste ville. Nygaard åbnede døren. Til deres store overraskelse sagde han med almindelig, venlig stemme: Ja, kom forbi og gjorde en fejende bevægelse med armen, 15

der viste, hvilken vej han mente. Pigerne hastede gennem den passage, der var mellem ham og delingen. Delingsfører Due stod allerede klar henne på gangen. De sidste drenge kom farende fra stuerne. Da alle var samlet, sagde Due godmorgen og lærte dem, at de skulle sige det samme. De øvede det et par gange. Katrine kom til at tænke på folkeskolen, hvor de også havde stået i lange rækker og sagt godmorgen. Dengang havde nonnerne kontrolleret, om de foldede hænderne rigtigt under morgenbønnen. Nu var det en premierløjtnant, der checkede deres godmorgen. Hun besluttede sig til kun at mime det med læberne næste gang. Due gennemgik dagens program og ville lære dem at stå ret og rør inden morgenmaden klokken 6. De kunne stå på to måder: meget pænt eller pænt. På den pæne måde kunne de godt slappe af, når først de havde lært det. På den meget pæne måde kunne de vise militær anstand, når de for eksempel skulle sige godmorgen eller hejse flaget. Rekrutterne kiggede interesseret på ham, da han viste de to stillinger. Den ene virkede meget anstrengt. Fødderne var samlede, ryggen rank og begge arme strakt helt ud, ned langs siden af kroppen. Hænderne knyttede, så kun tommelfingrene stak frem. I den afslappede stilling var fødderne adskilt med cirka en fods længde, og armene lagt om på ryggen, hvor hænderne mødtes i et blødt greb. Delingen øvede begge stillinger nogle gange. Også kommandoerne blev øvet. Og overgangen fra den ene til den anden stilling. Intet blev overladt til tilfældighederne. Giv agt! Deling ret! kommanderede Due. De stod alle bomstille på den meget pæne måde. 1. deling...rør! Bang, lød det i gulvet. Rekrutterne kunne allerede skifte til rørstilling så samtidigt, at otteogtyve venstrefødder solidt stampet i gulvet lød som et brag. Nu kommer der en ny kommando. De skal igen indtage retstillingen. Giv agt! Til morgenmad...træd af! 16

Den første weekend Alle pigerne var samlet på stuen. Lene stod med et stykke papir i hånden. Hun studerede det grundigt; det var en plan for næste uge. Nygaard gik rundt med en kost og fejede. Der skulle snart være stueeftersyn. Munck sad på sin seng og kiggede ud ad vinduet. Katrine asede med et par yoghurtbægre, der ikke kunne presses helt ned i skuffen i deres fællesskab. Pigerne brugte skuffen som hemmelig skraldespand. I munden havde hun en cigaret hængende. Et askebæger var placeret på en lille hylde under skuffen. Det var tømt, men ikke gjort rent. Hun skoddede cigaretten. Det var snart tid for aftrædning, og under stueeftersynet skulle hun være stueformand. For sidste gang i lang tid, for det gik på skift, og i næste uge var hun gulvfejer. På en måde havde hun været heldig, for i de to første dage var der ikke stillet krav om, at stueformanden skulle være helt perfekt. Det blev nok værre. Og så var der seks uger at lære det i. Hun rettede en sidste gang på slipset. Fik også Nygaard til at rette lidt på det. De havde deres gabardineuniform på igen. Det skulle være tradition til aftrædning hver fredag for at markere weekenden. Nygaard havde spurgt. om de kunne låne et par lange bukser hver, indtil de anatomiske, som Schutz sagde, var færdigsyede. Det var lykkedes, heldigvis. Så slap de for nederdelen. Nygaard var god at spørge til råds. Hun kendte systemet indefra. Hendes far var kaptajn i hjemmeværnet, men hun var ikke indbildsk af den grund. Så var det anderledes med Hammerschöhl. Hendes far var i diplomatiet og arbejdede i udlandet. Egentlig kunne man ikke kalde den indbildsk, den måde hun opførte sig på. Hun var bare så vant til den højere standard, at hun ikke skænkede det en tanke, hvordan andres kår kunne være. Det kunne også være, hun bare var dum. En del kunne tyde på det. Katrine stillede sig klar i døren. Giv agt! råbte hun, idet Schutz stillede sig udenfor døren. Hun vendte sig om. Det lykkedes ikke fuldt ud. Ikke på mili- 17

tær vis, i alt fald. Stuen ret! kommanderede hun og vendte sig igen, denne gang med lidt større succes. Hr. løjtnant, rekrut K. Kracke melder, at stuen stiller syv rekrutter. Han smilede svagt og kiggede langsomt rundt. Pigerne stod i retstilling ved fodenden af deres senge. Træd ind! Han kiggede igen på Katrine. Hun blev et øjeblik i tvivl, men besluttede så at gå over til sin seng, hvor hun stillede sig i rørstilling. Schutz kiggede på hende, længe. Hun havde også ladet pigen forstå, at det arbejde som servitrice ikke var så godt. Havde faderen måske ikke brokket sig over det vilde natteliv, de med garanti levede i Århus. Ikke at hun selv troede noget sådant om pigen. Det måtte hun da selv kunne finde ud af, nu hun var blevet atten. Og ikke at hun skulle blande sig i, hvad hun gik og lavede. Men pigen forstod slet ikke, hvor meget det betød for hende, at hun klarede sig godt. At hun ikke rodede sig ud i noget. Da hun havde fortalt, hvad faderen gik og troede, havde pigen bare knejset med hovedet og leet. Af faderen måske. Eller som om hun gav fanden i, hvad alle de andre troede. Måske havde det alligevel hjulpet lidt. Hun var da holdt op med at arbejde om natten, når gæsterne var allermest fulde. Så kunne hun vel bedre klare studierne. Men at arbejde som servitrice. Det var der da ingen udfordring i. Pludselig stivnede hun og rettede sig op. Ja ja, mine små venner. Det kommer nok alt sammen. Også for Kracke. Klar til at stå rør. Stuen...rør!, kommanderede han, og seancen var endelig færdig. Katrine ærgrede sig. Hun skulle vise ham, hvad hun duede til. Resten af eftersynet var en parodi på et eller andet, som Katrine ikke kunne placere blandt noget som helst af, hvad hun kendte til. Kulierne havde brugt en time på at feje, vaske af, pudse og skrubbe. Også på steder, hvor ingen af dem ville have drømt om at gøre det, hvis ikke Villadsen, sergenteleven, havde givet dem et praj. Til sidst kom så bossen, Schutz, og checkede overalt, at det var gjort perfekt. Han syntes tilfreds. Dog. Også han var i den pæne uniform; model 69 hed den. Måske 18

skyldtes hans gode humør mere og andet end weekenden. Der var en svag lugt af noget stærkt ved ham, men det kunne lige så godt være en kraftig barbersprit. Drengene havde allerede flere gange fået fortalt, at de skulle være nybarberede. Hele tiden, hver dag, hver time. Schutz havde gjort et stort nummer ud af, at der var enkelte rigtige mandfolk, der blev nødt til at barbere sig flere gange om dagen. Så vidt Katrine kunne se, gjaldt denne karakteristik blandt andet ham selv. Da han havde forladt stuen med sit vanlige grin, pakkede de hurtigt de sidste småting sammen. De havde alle sammen vasketøj, der skulle med ud i den rigtige verden, så det kunne være klar til mandag morgen igen. Vi skal skynde os, konstaterede Nygaard, rød i hovedet. Jeg tror ikke, han er til at spøge med, selv om han virker så fornøjet hele tiden, fortsatte hun. Nej, samstemmede Katrine. Måske er han den største mandschauvinist af dem alle. I skal passe på! Hun kiggede over til pigerne fra 2. deling. De syntes ikke specielt bekymrede. Klagede i stedet over deres delingsfører, der blev mistænkt for mere end sadistiske tilbøjeligheder. Det mindede lidt om lærere i folkeskolen. En gang imellem kunne man støde på én, der måtte have valgt arbejdet, fordi vedkommende ikke kunne lide børn. Som om arbejdet var en slags hævn. Sådan var delingsføreren i 2. deling. Katrine tænkte på Due. Han var en flink delingsfører. Og heldigvis var Schutz kun næstkommanderende. Ude på gangen fik delingen den sidste prædiken. Due var godt tilfreds med deres indsats. Han roste den for deres hurtige opfattelse. Og fortalte dem, hvor privilegeret han var ved at have et studenterhold. De var alle sammen kvikke, så han havde ingen problemer med at forklare dem teorien. Problemet ville snarere blive at lære det praktiske. Og det var alt lige fra omklædning til adskillelse af et gevær. Det med geværet ville komme i næste uge, og omklædning havde de øvet et par gange allerede. I begyndelsen fik de god tid. Senere ville han stramme kravene mere og mere. En lille smagsprøve kunne de få med det samme. Hans weekendtale havde varet så længe, at det var svært at nå toget. Enten skulle 19