På dansk ved Tine Schütt

På dansk ved Tine Schütt www.donovan-comics.dk

Silkehuset er oversat fra engelsk efter The house of silk First published in 2011 by Orion, London Copyright Anthony Horowitz 2011 The right of Anthony Horowitz to be identified as the author of this work has been asserted in accordance with the Copyright, Designs and Patents Act 1988. All characters and events in this publication are fictitious and any resemblance to real persons, living or dead, is purely coincidental. 1. udgave, 1. oplag 2012 Udgivet i Danmark af Donovan Comics www.donovan-comics.dk Omslag: Lars Rasmussen Bogen er sat med Times New Roman Trykt i Polen 2012 ISBN 978-87-995432-6-7

Til min gamle ven, Jeffrey S. Joseph.

Tak Jeg vil gerne takke Lee Jackson, som har været meget hjælpsom med researchen til denne bog. Hans fremragende hjemmeside: www.victorianlondon.org er en fantastisk (og gratis) søgemulighed for alle, der er interesseret i denne periode. To bøger, som især har været mig behjælpelige er: "London in the 19th Century" af Jerry White og "Life in Victorian Britain" af Michael Paterson, selv om jeg også frit har lånt fra samtidsforfattere som George Gissing, Charles Dickens, Anthony Trollope, Arthur Morrison og Henry Mayhew. Også tak til Sherlock Holmes Society, som (indtil videre) har været elskværdige og støttende. Og en speciel tak til ét af medlemmerne, Dr. Marina Stajic, som i House of Commons delte sin kriminalmedicinske viden med mig. Min agent, "årets agent", Robert Kirby, var den første, der foreslog denne bog, og på Orion har Malcolm Edwards været utrolig tålmodig, - han har ventet 8 år på, at jeg skulle skrive den. Til sidst, men allervigtigst, må jeg takke geniet Sir Arthur Conan Doyle, som jeg stødte på første gang som 16 årig. Hans bemærkelsesværdige skabning har inspireret utrolig meget af mit eget arbejde. At skrive denne bog har været en stor glæde, og mit eneste håb er, at den nogenlunde lever op til originalen.

Forord Jeg har ofte tænkt tilbage på den mærkelige række begivenheder, der førte til min lange tilknytning til en af min tids mest enestående og bemærkelsesværdige personer. Hvis jeg skulle filosofere, ville jeg nok overveje, i hvilken udstrækning vi er herrer over vores egen skæbne, og i hvilken grad vi er i stand til at forudse de konsekvenser, der bliver forårsaget af handlinger, som i øjeblikket kan synes ganske almindelige. For eksempel var det min fætter Arthur, som anbefalede mig som Assistentkirurg for det 5. Riffelregiment fra Northumberland, fordi han mente, det kunne være en brugbar oplevelse for mig, og han kunne umuligt have forudset, at jeg en måned senere blev udsendt til Afghanistan. På det tidspunkt var den konflikt, der blev kendt som den 2. Engelsk-Afghanske krig, endnu ikke begyndt. Og hvad med den afghaner i Maiwand, som med ét tryk med fingeren sendte en smertende kugle gennem min skulder? Nihundrede britiske og indiske sjæle døde den dag, og det var uden tvivl hans mening, at jeg skulle have været én af dem. Men han sigtede skævt, og selv om jeg blev slemt såret, blev jeg reddet af Jack Murray, min trofaste og godhjertede sygepasser, som bar mig gennem to mil fjendtligt territorium og tilbage bag britiske linjer. Murray døde i Kandahar i september samme år, så han fik aldrig at vide, at jeg blev hjemsendt som utjenstdygtig, og at jeg senere helligede flere måneder en lille hyldest til hans anstrengelser for at redde mig på en på nogle måder ødsel levevis i yderkanten af 1

Londons samfund. På et tidspunkt begyndte jeg dog for alvor at overveje at flytte til sydkysten, - en tvingende nødvendighed, da mine økonomiske midler hurtigt svandt ind. Nogle mente, at den friske havluft ligefrem ville være god for mit helbred. Et billigere værelse i London ville have været mit foretrukne alternativ, og jeg var tæt på at leje mig ind hos en børsmægler på Euston Road. Samtalen gik ikke særlig godt, og jeg traf min beslutning umiddelbart derefter. Det blev Hastings: mindre livlig end Brighton, men til halv pris. Mine personlige ejendele var pakket. Jeg var klar til at tage af sted. Men så kommer vi til Henry Stamford, - ikke en af mine gode venner, men en bekendt som havde fungeret som min påklæder på St. Bart s. Hvis han ikke havde drukket til sent den foregående aften, ville han ikke have haft hovedpine, og havde han ikke haft hovedpine, ville han nok ikke have valgt at tage en fridag fra det hospitalslaboratorium, hvor han nu var ansat. Han traskede rundt på Picadilly Circus og valgte at gå en tur op ad Regent Street til Arthur Liberty s East India House for at købe en gave til sin kone. Det er mærkeligt at tænke på, at hvis han havde valgt en anden vej, ville han ikke have stødt ind i mig, da jeg kom ud af Criterion Bar, og havde han ikke det, ville jeg nok aldrig have mødt Sherlock Holmes. For det var Stamford, som jeg også har skrevet andetsteds, der foreslog, at jeg kunne dele værelse med en mand, som han mente var analyse kemiker, og som arbejdede på samme hospital som ham. Stamford præsenterede mig for Holmes, der dengang eksperimenterede med en metode til isolering af blodpletter. Vores første møde var besynderligt, forbløffende og bestemt mindeværdigt en god antydning af, hvad vi havde i vente. Dette blev det store vendepunkt i mit liv. Jeg havde aldrig haft forfatter ambitioner. Skulle nogen have foreslået mig at udgive et værk, ville jeg have leet bare ved tanken. Men jeg tror helt ærligt, 2

jeg kan sige, uden at smigre mig selv, at jeg er blevet ret berømt for min måde at skildre den store mands oplevelser. Og jeg følte en vis stolthed, da jeg blev inviteret til at tale ved hans begravelsesceremoni i Westminster Abbey, - en invitation som jeg i øvrigt takkede nej til. Holmes havde ofte snerret af min skrivestil, og skulle jeg tale ved dén lejlighed, ville jeg have følt, han kiggede mig over skulderen fra graven, imens han venligt gjorde nar af alt, hvad jeg sagde. Han syntes, jeg overdrev hans talenter, hans geniale sind og bemærkelsesværdige indsigt. Han lo af den måde, jeg opbyggede min fortælling på, således at løsningen blev afsløret i slutningen, selv om han svor at have regnet den ud allerede i begyndelsen. Han beskyldte mig mere end én gang for at være en vulgær romantiker, og han fandt mig ikke bedre end en tilfældig skribent fra Grub Street. Men jeg synes generelt set, han var uretfærdig. I al den tid, jeg kendte Holmes, så jeg ham aldrig læse skønlitteratur lige med undtagelse af de værste af slagsen indenfor sensations genren og selv om jeg ikke kan prale for meget af mine egne skildringsevner, synes jeg, de fungerede. Og jeg er overbevist om, at Holmes ikke kunne have gjort det bedre selv. Faktisk indrømmede han det næsten, den gang han selv fattede pennen og, med egne ord, begyndte at nedskrive den besynderlige sag om Godfrey Emsworth. Denne episode blev præsenteret som Den Blege Soldat, en titel, som efter min mening er langt fra perfekt, da "bleg" ville være en mere passende beskrivelse for et spøgelse. Jeg har, som nævnt, modtaget en del anerkendelse for min litterære kunnen, men det har aldrig været det vigtigste for mig. Som følge af skæbnens finurligheder, som beskrevet ovenfor, blev jeg valgt til at offentliggøre verdens første konsulterende detektivs bedrifter, og jeg udgav intet mindre end 60 oplevelser til et entusiastisk publikum. Det mest værdifulde for mig var dog mit lange venskab med selve manden. 3

Det er nu et år siden, Holmes blev fundet i sit hjem i Downs distriktet, kold og ubevægelig, den store mand var tavs for evigt. Da jeg hørte det, blev jeg klar over, at jeg ikke kun havde mistet min bedste ven og partner, men at jeg på mange måder havde mistet mit eksistensgrundlag. Mange ville nok være tilfreds med mine bedrifter: to ægteskaber, tre børn, syv børnebørn, en succesfuld karriere som læge og en udmærkelsesmedalje overrakt til mig af selveste Hans Højhed Kong Edward den 7. i 1908 men ikke jeg! Jeg savner ham stadig den dag i dag, og nogle gange, i mine vågne øjeblikke, bilder jeg mig ind, at jeg stadig kan høre de velkendte ord: "Spillet er i gang, Watson!". Men det tjener kun ét formål, nemlig at minde mig om, at jeg aldrig nogensinde mere vil kaste mig ud i Baker Street s mørke og hvirvlende tåge med min trofaste tjenesterevolver i hånden. Jeg forestiller mig ofte Holmes siddende og ventende på mig på den anden side af den skygge, som en dag kommer til os alle, og jeg længes virkelig efter at gøre ham følgeskab. Mit gamle sår plager mig stadig, og mens en forfærdelig og betydningsløs krig raser på det europæiske fastland, føler jeg ikke længere forståelse for denne verden. Så hvorfor griber jeg min pen denne sidste gang for at rode op i minder, som det måske var bedre at glemme? Måske er det for min egen skyld. Det kunne vel tænkes, at jeg søger en smule trøst, som så mange andre gamle mænd med livet bag sig. Sygeplejerskerne, der tager sig af mig, forsikrer mig, at det er terapeutisk at skrive, og at det måske endda kan forhindre mig i at falde tilbage i den triste sindstilstand, som jeg nogle gange har tendens til. Men der er også en anden grund til, at jeg skriver. Historierne om Manden med sixpence og Silkehuset var i nogle henseender de mest opsigtsvækkende oplevelser i Sherlock Holmes s karriere, men på det tidspunkt var det umuligt for mig at fortælle dem, af forskellige grunde, som snart vil blive fuldt 4

klarlagte. De to historier blev uløseligt forbundet, og derfor kunne de ikke fortælles enkeltvis, og det har altid været mit ønske at nedskrive dem for at afslutte Holmes s fortegnelser. På det punkt kan jeg sammenlignes med en kemiker på jagt efter en formel, eller med en frimærkesamler, der ikke kan nyde sin samling fuldt ud, velvidende at han mangler de sidste to eller tre eksemplarer. Jeg kan ikke dy mig. Det må gøres. Det var umuligt tidligere ikke kun på grund af Holmes s velkendte afsky for pressen. Nej, de begivenheder, jeg nu vil beskrive, var simpelthen for uhyrlige og for chokerende til at blive nedskrevet. Det er de stadig. Det er ikke en overdrivelse at sige, at de ville være i stand til at ødelægge samfundets system, og det kan jeg ikke risikere, især ikke i disse krigstider. Når jeg er færdig med at skrive, forudsat at jeg rent faktisk finder styrken til at udføre opgaven, vil jeg pakke dette manuskript ind og sende det til bankboksene hos Cox & Co. på Charing Cross, hvor jeg opbevarer visse andre af mine private dokumenter. Jeg vil give besked om, at pakken ikke må åbnes, før der er gået hundrede år. Jeg kan umuligt forestille mig, hvordan verden vil se ud til den tid, og hvilken slags fremskridt menneskeheden har gjort, men måske vil fremtidens læsere være mere hærdede imod skandale og korruption end mine egne var. Til dem testamenterer jeg et sidste portræt af Mr. Sherlock Holmes, og et perspektiv, der aldrig før har set dagens lys. Men jeg har spildt nok energi på egne bekymringer. Jeg burde jo allerede have åbnet døren til Baker Street 221B, for at gå ind i værelset, hvor så mange historier begyndte. Nu kan jeg se det, jeg kan se skæret fra lampen bag vinduet og de sytten skridt, der drager mig væk fra gaden. De synes så langt væk, det er så længe siden, jeg sidst befandt mig der. Ja. Dér er han, med piben i hånden. Han vender sig om mod mig. Han smiler. "Spillet er i gang " 5

ET Kunsthandleren fra Wimbledon "Influenza er ubehageligt", bemærkede Sherlock Holmes, "men du har ret, når du tænker, at med din hustrus hjælp, kommer barnet sig hurtigere." "Det håber jeg sandelig," svarede jeg, hvorefter jeg stoppede op og stirrede forbløffet på ham. Min tekop havde været på vej mod min mund, men jeg satte den tilbage på bordet med en sådan kraft, at underkoppen næsten blev smadret. "Men for Guds skyld, Holmes" udbrød jeg. "Du læser mine tanker! Jeg har jo ikke nævnt et eneste ord om barnet eller hans sygdom. Du ved, at min hustru er bortrejst det kan du muligvis have udledt på baggrund af, at jeg befinder mig her. Men jeg har ikke fortalt dig om grunden til hendes fravær, og der er helt sikkert intet i min opførsel, der har kunnet give dig det mindste spor." Denne samtale fandt sted i de sidste dage af november 1890. En streng vinter holdt London i et jerngreb. Det var så koldt, at selv gaslamperne på gaderne så ud til at være bundfrosne, og den smule lys, de lukkede ud, forsvandt i den evige tåge. Uden for drev folk hen ad fortovene som spøgelser, med bøjede hoveder og dækkede ansigter, - droscherne rumlede forbi på gaden, og selv hestene havde travlt med at komme hjem. Og jeg var glad for at være inden døre, foran den varme kamin, med den velkendte duft af tobak hængende i luften og med en følelse af, at alt var på sin plads selv med den forvirring og det kaos, som min ven havde for vane at omringe sig med. 6

Jeg havde sendt ham et telegram med min plan om at tilbringe en tid hos ham i mit gamle værelse, og jeg var henrykt over at modtage hans samtykke. Min praksis kunne klare sig uden mig, jeg var midlertidig alene, og jeg var fast besluttet på at overvåge min ven, indtil jeg var sikker på, at han var helt rask igen. For Holmes havde, med fuldt overlæg, sultet sig selv i tre dage og tre nætter. Han havde hverken indtaget vådt eller tørt med henblik på at overbevise en meget ond og hævngerrig fjende om, at han var døden nær. Planen var lykkedes ham, og manden befandt sig nu i Inspector Mortons varetægt. Det glædede mig derfor nu at se ham nyde en stor omgang scones med honning og fløde, samt pound cake og te, som Mrs. Hudson havde serveret på en bakke til os begge. Holmes så ud til at være i bedring, som han slængede sig i sin store lænestol, i slåbrok, med fødderne foran ilden. Han havde altid været meget mager og hulkindet, og de skarpe øjne blev fremhævet af hans ørnenæse, men i det mindste havde han nu fået lidt farve i kinderne, og både hans stemme og opførsel mindede nu igen meget om hans gamle jeg. Han hilste varmt på mig, og da jeg satte mig dér overfor ham, havde jeg en mærkelig følelse af at vågne op fra en drøm. Det føltes, som om de sidste to år ikke havde fundet sted, som om jeg aldrig havde mødt min kære Mary, giftet mig med hende og flyttet ind i vores hus i Kensington, som vi havde købt for udbyttet af Agraperlerne. Jeg kunne sagtens stadig have været ungkarl, stadig bo her hos Holmes, og dele hvert mysteriums spændende jagt og opklaring med ham. Og det gik op for mig, at han meget vel foretrak det sådan. Holmes talte sjældent om mine hjemlige forhold. Han havde været udenlands, da jeg blev gift, og det forekom mig dengang, at det nok ikke havde været helt tilfældigt. Det ville ikke være korrekt at sige, at det var forbudt at tale om mit ægteskab, men der forelå en 7

uskrevet aftale om, at det på ingen måde skulle diskuteres. Min lykke og tilfredshed var tydelig for Holmes, og han var elskværdig nok til ikke at misunde mig det. Da jeg ankom, spurgte han til Mrs. Watson, men han havde ikke udbedt sig yderligere information, og jeg havde intet fortalt, hvilket nu gjorde hans bemærkninger endnu mere uudgrundelige. "Du ser på mig, som om jeg var en tryllekunstner," bemærkede Holmes leende. "Jeg går ud fra, du har opgivet at læse Edgar Allen Poes værker?" "Mener du hans detektiv, Dupin?" sagde jeg. "Han brugte en metode, som han kaldte at ræsonnere, altså logiske følgeslutninger. Han mente, det var muligt at læse en persons inderste tanker uden at personen sagde et eneste ord. Det kunne ganske simpelt gøres ved at studere personens bevægelser, et enkelt blik var nok. Ideen virkede vældig imponerende på det tidspunkt, men jeg synes at huske, at du var en smule hånlig..." "Og det vil jeg uden tvivl betale for nu", konkluderede jeg." Men mener du helt seriøst, Holmes, at du ud fra min opførsel over morgenmaden er i stand til at redegøre for et sygt barn, du aldrig har mødt?" "Det og lidt til", svarede Holmes. "Jeg kan fortælle dig, at du netop er kommet fra Holborn Viaduct, og selv om du skyndte dig hjemmefra, kom du alligevel for sent til toget. Måske skyldes det, at du for tiden ikke har en tjenestepige derhjemme." "Nej, Holmes," fløj det ud af mig i et højt toneleje. "Jeg kan ikke holde det ud!" "Tager jeg fejl?" "Nej. Du har ret i det hele. Men hvordan er det muligt...?" "Det er ganske enkelt et spørgsmål om at observere og udlede, det ene fører til det andet. Skulle jeg forklare dig det, ville det hele synes meget barnagtigt." 8

"Og alligevel insisterer jeg på, at du forklarer mig det hele." "Godt. Eftersom du har været så rar at besøge mig, må jeg vel hellere imødekomme dit ønske," svarede Holmes med et gab. "Lad os starte med grunden til, du overhovedet er her. Hvis jeg husker ret, er det snart din 2 års bryllupsdag, ikke sandt?" "Jo, det er helt korrekt, Holmes. Det er i overmorgen." "Et meget mærkeligt tidspunkt at rejse væk fra din hustru på. Som du selv nævnte lige før; den kendsgerning, at du har valgt at komme og besøge mig, og at du bliver her i længere tid, er i sig selv nok til at konkludere, at der må forelægge en tvingende grund til, at hun ikke kunne blive hos dig. Og hvad kunne det så skyldes? Som jeg husker det, kom Miss Mary Morstan - som hun hed dengang til England fra Indien, og hun havde hverken familie eller venner her. Hun blev ansat som guvernante hos Mrs. Cecil Forrester i Camberwell, for at passe hendes søn. Og det var selvfølgelig sådan, du lærte hende at kende. Mrs. Forrester behandlede hende godt, især da hun havde det svært, og jeg kan forestille mig, at de to stadig er nært knyttede." "Det er helt korrekt." "Så min tanke er derfor, at hvis nogen skulle bede din hustru rejse fra sit hjem, kunne det meget vel være hende. Jeg spekulerer derefter over, hvad grunden til et sådan møde kan være, og i dette kolde vejr kommer jeg med det samme til at tænke på et sygt barn. Jeg er overbevist om, at det kunne være meget beroligende for drengen at have sin gamle guvernante ved sin side igen." "Han hedder Richard, og han er ni år," indskød jeg. "Men hvordan kan du være så sikker på, at det er influenza og ikke noget mere alvorligt?" "Hvis det var mere alvorligt, ville du uden tvivl selv have insisteret på at være til stede." "Dit ræsonnement har virkelig været ganske ligetil indtil videre," sagde jeg. "Men det forklarer ikke, hvordan du vidste, at mine tanker 9

havde drejet sig ind på netop det spor i det selvsamme øjeblik." "Kære Watson, du må tilgive mig, når jeg siger, at du for mig er som en åben bog, og du bladrer til en ny side med hver bevægelse, du foretager dig. Da du sad der og nippede til din te, så jeg dit blik bevæge sig mod avisen på bordet ved siden af dig. Du skimmede overskriften, hvorefter du vendte avisen om. Hvorfor? Måske var det artiklen om togsammenstødet ved North Fitzwarren for et par uger siden, der generede dig. De første rapporter fra politiets undersøgelser af de 10 døde passagerer blev offentliggjort i dag, og det var da den sidste ting, du havde lyst til at læse om efter netop at have sendt din hustru af sted fra perronen." "Ja, det mindede mig helt afgjort om hendes rejse," bekræftede jeg. "Men hvad med barnets sygdom?" "Din opmærksomhed flyttede sig fra avisen til bunken af tæpper ved siden af skrivebordet, hvorefter du udtrykkeligt smilede for dig selv. Det var dér din lægetaske plejede at stå, da du boede her, - og det var ganske sikkert den tanke, der mindede dig om grunden til din hustrus besøg." "Det er det rene gætteri, Holmes," fastholdt jeg. "Du siger Holborn Viaduct, for eksempel. Det kunne have været en hvilken som helst station i London." "Du ved, jeg fordømmer gætteri. Nogle gange er det nødvendigt at bruge fantasien for at sammenføre bevispunkter, men de to ting tåler ingen sammenligning. Mrs. Forrester bor i Camberwell. Togselskabet "The London Chatham and Dover Railway" har daglige afgange fra Holborn Viaduct. Jeg ville have betragtet dette som et logisk valg, selv hvis du ikke havde ladet din kuffert stå i døren. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg tydeligt se bagagesedlen på håndtaget fra kontoret for glemte sager på Holborn Viaduct stationen." "Og resten af det?" "At du ikke har nogen tjenestepige for tiden, og at du skyndte 10

dig hjemmefra? Den plet sorte skosværte på siden af din venstre manchet er tegn på begge dele. Du pudsede dine egne sko, og du gjorde det ret sløset. Derudover glemte du dine handsker på grund af dit hastværk..." "Mrs. Hudson tog jakken for mig, da jeg ankom. Hun kunne også have taget mine handsker." "I det tilfælde, hvorfor var dine hænder så kolde, da vi gav hånd? Nej, Watson, hele din adfærd lyser langt væk af dårlig planlægning og uorden." "Alt, hvad du har sagt, er korrekt," anerkendte jeg. "Men et sidste mysterium, Holmes. Hvordan kan du være så sikker på, at min hustru kom for sent til sit tog? "Da du ankom, bemærkede jeg straks en stærk duft af kaffe i dit tøj. Hvorfor ville du drikke kaffe, umiddelbart inden du var inviteret til te hos mig? Den eneste logiske forklaring på det, er, at I kom for sent til toget, og du blev derfor nødt til at vente længere tid sammen med din hustru, end du havde planlagt. Du anbragte din kuffert i kontoret for glemte sager og tog hende med på kaffebar. Måske kunne det være Lockharts? Jeg har hørt, kaffen dér skulle være virkelig god." Der var et øjebliks stilhed, hvorefter jeg brød ud i latter. "Ok, Holmes," sagde jeg. "Jeg kan se, jeg ikke havde nogen grund til at bekymre mig for dit helbred. Du er lige så bemærkelsesværdig som altid." "Det var ret elementært," svarede detektiven med en sløv håndbevægelse. "Men nu er der muligvis noget endnu mere interessant på vej. Hvis ikke jeg tager helt fejl, så var det hoveddøren der gik..." Ganske rigtigt, Mrs. Hudson kom ind igen. Denne gang viste hun en mand ind. Han entrede rummet, som trådte han ind på en af Londons mange scener. Han var klædt korrekt i en mørk lang frakke, knækflip og hvid butterfly med en sort kappe om skuldrene, vest, 11

handsker og laksko. I den ene hånd holdt han et par hvide handsker og i den anden en spadserestok lavet af rosentræ, med top og håndtag af sølv. Hans mørke hår var overraskende langt og strøg sig hen over den høje pande. Han havde hverken skæg eller moustache. Han var en pæn fyr, men hans hud var bleg, og hans ansigt var lidt for aflangt til at man virkelig kunne kalde ham smuk. Jeg ville gætte på, at han var midt i trediverne, og dog fik hans alvorlige opførsel og hans tydelige ubehag ved at befinde sig her ham til at virke ældre. Han mindede mig med det samme om nogle af de patienter, der igennem tiden havde opsøgt mig; nemlig dem, der havde nægtet at tro, de var syge, indtil symptomerne havde overbevist dem om noget andet. De var oftest de alvorligst syge. Vores gæst stod foran os med samme ulyst. Han kiggede sig nervøst omkring, mens han ventede i døren, da Mrs. Hudson overrakte hans visitkort til Holmes. "Mr. Carstairs," sagde Holmes. "Vær så venlig at tage plads." "De må undskylde at jeg indfinder mig på denne måde... uventet og uanmeldt." Han talte kortfattet og tørt. Hans øjne mødte stadig ikke helt vore blikke. "Jeg havde i sandhed slet ingen intention om at komme her. Jeg bor i Wimbledon, tæt på det grønne område, og jeg er kommet til byen for at se opera - jeg har egentlig slet ikke lyst til at se Wagner. Jeg kommer lige fra min klub, hvor jeg havde et møde med min regnskabsfører, - en mand som jeg har kendt i mange år, og som faktisk er en ven. Da jeg fortalte ham om de problemer, jeg har haft på det seneste, og den trykkende fornemmelse, der gør mit liv så svært, nævnte han Deres navn og tilskyndede mig at kontakte Dem. Tilfældigvis er min klub ikke langt herfra, så jeg sluttede mødet for at tage direkte fra ham til Dem." "Jeg vil med glæde tildele Dem min fulde opmærksomhed," sagde Holmes. "Og denne herre?" Vores gæst vendte sig mod mig. "Dr. John Watson. Han er min nærmeste rådgiver, og jeg kan for- 12

sikre Dem, at alt hvad De har at fortælle mig, kan fremsiges i hans tilstedeværelse. "Meget vel. Mit navn er Edmund Carstairs, som De kan se på kortet, og jeg er kunsthandler af profession. Jeg er, på sjette år, ejer af en kunsthandel på Albemarle Street, som hedder Carstairs & Finch. Vi har specialiseret os i mesterværker, primært fra slutningen af forrige århundrede og starten af dette, såsom: Gainsborough, Reynolds, Constable og Turner. De har sikkert kendskab til deres værker, og de sælges til de allerhøjeste priser. Bare i denne uge har jeg solgt to portrætter af Van Dyck til en privat samler for 25.000 pund. Vores forretning har stor succes, og vi er blomstret, på trods af de mange nye og, tillad mig at tilføje, ringere kunsthandler, som springer frem i gaderne omkring os. Igennem årene har vi opbygget os et nøgternt og troværdigt renommé. Blandt vore kunder er flere aristokrater, og vore værker hænger i nogle af landets fornemste palæer." "Deres partner, Mr. Finch?" "Tobias Finch er en del ældre end jeg, men vi er dog ligeværdige kompagnoner. Den eneste uoverensstemmelse mellem os er, at han er mere forsigtig og konservativ end jeg. For at give et eksempel: Jeg er meget interesseret i nogle af de nye værker fra det europæiske fastland, af de malere, der er blevet kendt som impressionister, såsom Monet og Degas. For kun en uge siden blev jeg tilbudt et kystmaleri af Picasso, som jeg fandt indtagende og farverigt, men desværre var min kompagnon af en anden mening. Han hævder, at sådanne værker ikke er andet end udtværede klatter. Og selv om det er korrekt, at nogle af formerne synes utydelige på nært hold, kan jeg simpelthen ikke overbevise ham om, at han ikke har forstået pointen. Men jeg vil ikke trætte de herrer med et kunstforedrag. Vi er en traditionel kunsthandel, og det bliver vi ved med at være, indtil videre." Holmes nikkede. "Vær så venlig at fortsætte." 13

"Mr. Holmes, for to uger siden opdagede jeg, at jeg blev overvåget. Ridgeway Hall, som er navnet på mit hjem, ligger på den ene side af en smal vej, hvor der helt nede for enden ligger en klynge fattiggårde. Disse er vores nærmeste naboer. Vi er omringet af engdrag, og fra mit påklædningsværelse har jeg udsigt til fælleden. Det var herfra, jeg tirsdag morgen fik øje på en mand, der stod helt stille, med spredte ben og armene over kors. Jeg blev med det samme slået af, at han stod bemærkelsesværdigt stille. Han var for langt væk til, at jeg kunne se ham helt klart, men jeg tror, han var udenlandsk. Han havde en lang diplomatjakke med skulderpuder på, og snittet var helt sikkert ikke engelsk. Jeg var i Amerika sidste år, og faktisk ville jeg gætte på, det var her, denne mand stammede fra. Det, der faldt mig mest i øjnene var dog, at han havde en flad, blød kasket på hovedet af den slags, der nogle gange bliver kaldt en sixpence. Jeg vil snart forklare grunden hertil." "Det var denne sixpence og måden han stod på, der først tiltrak sig min opmærksomhed og gjorde mig urolig. Jeg sværger, at selv et fugleskræmsel ikke kunne have stået mere stille. Det regnede let, og vinden fejede over engdraget, men det var som om, han ikke lagde mærke til det. Hans blik var stift rettet mod mit vindue. Jeg kan fortælle Dem, at hans øjne var meget mørke, og det føltes som om, de borede sig ind i mig. Jeg stirrede på ham i et minut, måske længere, hvorefter jeg gik ned til morgenmaden. Før jeg spiste, sendte jeg dog køkkendrengen ud for at se, om han stadig stod der. Men det gjorde han ikke. Drengen fortalte mig, at fælleden var øde." "En besynderlig hændelse," bemærkede Holmes. "Men Ridgeway Hall er en flot bygning, er jeg sikker på. En besøgende i landet ville måske have fundet den værdig at betragte." "Ja, det sagde jeg da også til mig selv. Men et par dage senere så jeg ham igen. Denne gang var jeg i London. Min hustru og jeg havde netop været i teatret Savoy og så stod han der igen, på den anden 14

side af vejen. Iført den samme jakke og igen dén sixpence. Jeg kunne sagtens have overset ham, Mr. Holmes, men han stod helt stille, som tidligere, og menneskemængden bevægede sig på hver side af ham; han kunne have været en klippesten midt i en sprudlende flod. Jeg kunne desværre ikke se ham klart, for selv om han havde valgt at stå lige under gadelampen, blev en skygge kastet hen over hans ansigt, der blev dækket som af et slør. Men det var jo nok meningen." "Men De er sikker på, det var den samme mand?" "Det kan der ikke være nogen tvivl om." "Så Deres hustru ham?" "Nej. Og jeg ønskede ikke at bekymre hende ved at nævne hans tilstedeværelse. En drosche ventede på os, og vi drog af sted med det samme." "Meget interessant," bemærkede Holmes. "Denne mands adfærd giver slet ingen mening. Han står midt på fælleden og under en gadelampe. På den ene side, er det som om han gør alt for at blive set. Og dog forsøger han ikke at henvende sig til Dem." "Han henvendte sig til mig," svarede Carstairs. "Dagen efter, rent faktisk, da jeg kom tidligt hjem. Min ven, Finch, var i gang med at katalogisere en samling tegninger og raderinger af Samuel Scott i kunsthandelen. Han havde ikke brug for mig, og jeg var stadig en smule rystet efter de to hændelser. Jeg ankom hjem til Ridgeway Hall lidt før klokken tre og det var godt det samme, for dér var slynglen, på vej op mod min hoveddør. Jeg råbte ad ham, og han vendte rundt og fik øje på mig. Han begyndte straks at løbe hen imod mig, og jeg var overbevist om, at han ville slå mig. Jeg løftede endda min spadserestok for at forsvare mig selv. Men hans ærinde var ikke voldeligt. Han kom direkte hen til mig, og for første gang så jeg hans ansigt: tynde læber, mørkebrune øjne og et blyfarvet ar på hans højre kind, en følge af et nyligt skudsår. Han havde drukket spiritus jeg kunne lugte det i hans ånde. Han ytrede ikke et eneste ord, men løf- 15

tede i stedet en seddel op i luften, hvorefter han knugede den i min hånd. Og før jeg kunne stoppe ham, løb han bort." "Og sedlen?", spurgte Holmes. "Jeg har den her." Kunsthandleren tog et foldet stykke papir frem og gav det til Holmes. Holmes åbnede det meget forsigtigt. "Mit glas, Watson, hvis du vil være så venlig." Da jeg rakte ham forstørrelsesglasset, henvendte han sig til Carstairs. "Der var ingen konvolut?" "Nej." "Det finder jeg af stor betydning. Men lad os nu se..." Der stod kun seks ord på siden, skrevet med blokbogstaver. SANKT MARY KIRKEN. I MORGEN. MIDDAG. "Papiret er engelsk," bemærkede Homes. "På trods af at gæsten måske ikke var det. Bemærker du, at han skriver med blokbogstaver, Watson. Hvad er grunden til det, tror du?" "For at skjule sin håndskrift," sagde jeg. "Det er muligt. Men da manden aldrig har skrevet til Mr. Carstairs tidligere, og det skønnes usandsynligt, at han gør det igen, kunne man forledes til at tro, at hans håndskrift ikke har nogen som helst betydning. Var papiret foldet, da De fik det i hånden, Mr. Carstairs?" "Nej. Det mener jeg ikke. Jeg foldede det selv bagefter." "Billedet bliver klarere for hvert minut. Denne kirke, han henviser til, Sankt Mary. Jeg formoder, den ligger i Wimbledon?" "Den ligger på Hotshouse Lane," svarede Carstairs. "Kun et par minutters gang fra mit hjem." "Denne adfærd er ulogisk, synes De ikke? Manden vil gerne tale med Dem. Han overrækker Dem en besked, der giver udtryk for netop dette. Men han taler ikke. Han siger ikke et ord." "Mit gæt er, at han gerne ville tale med mig alene. For min hustru, Catherine, kom ud fra huset et øjeblik efter. Hun havde stået 16