KEJSER NERO OG HALS Forudsætningerne for renæssance-altertavlen i Hals Kirke Af Viggo Petersen Nero og Hals! Hvad er nu det for noget? Den berygtede romerske kejser har da ikke noget med Hals at gøre, vil læserne måske sige. Jo, der er faktisk en forbindelse. Ganske vist har Nero aldrig sat sine ben i Hals, i hvert fald ikke så vidt vides, men han har alligevel sat sig klare og utvetydige spor i byen, som vi skal se i det følgende. År 64 brændte en stor del af Rom, og kejser Nero benyttede sig af lejligheden til at ekspropriere et areal på ca. 80 ha i det centrale byområde. Her opførte han de følgende år sit prægtige palads Domus Aurea, Det gyldne Hus. Huset blev udstyret med den største pragt, og vægge og hvælv blev udsmykket med de mest forfinede dekorationer i det, vi kalder 3. og 4. stil. Domus Aurea blev imidlertid alvorligt skadet af brand i 104, og i stedet for at udbedre skaderne lod kejser Trajan Neros gamle pragtpalads fylde med jord, så det kunne indgå i funderingen til de offentlige badeanlæg, som han lod bygge hen over det. Men også Trajans termer forsvandt, og i hele middelalderen henlå området som køkkenhaver og vinmarker. Efterretningerne om Neros Gyldne Hus var således ganske glemt, da man i sidste del af 1400-tallet opdagede, at man gennem en sammenstyrtning i en vinmark kunne trænge ned i de nu underjordiske ruiner. Jorden indeni stod på dette tidspunkt så højt, at væggene var dækkede, men hvælvfladerne var fri og afslørede den mest fantastiske udsmykning, som ingen dalevende nogensinde havde set magen til. Ved at bryde passager gennem murene nåede man frem til andre rum med tilsvarende dekorationer, og i dag, hvor de vigtigste rum er tømt for jord, viser disse gennembrydninger højt oppe på væggene, hvilke rum man dengang nåede frem til. Fundet skete i renæssancetiden, hvor man netop interesserede sig levende for den klassiske kunst, og de nyfundne dekorationer vakte stor opmærksomhed. Mange interesserede kravlede selv ned i de underjordiske rum ved faklernes skær for at lade sig forbløffe af de forfinede former. Da man dengang troede, at rummene var grotter, blev den type ornamenter, som man fandt deri, kaldt grotesker, en betegnelse der har overlevet til vore dage, selv om man for længe siden blev klar over rummenes oprindelse. Dekorationerne indeholder mange fantasifulde detaljer, hvor f.eks. tynde plantestængler vokser ud til fantastiske menneske- og dyrefigurer. Sådan noget havde man aldrig set før, og ordet grotesk kom derfor også til at betyde noget bizart. Blandt de besøgende i grotterne var der mange kendte kunstnere som f.eks. Ghirlandaio, Pinturicchio, Filippino Lippi og Rafael, og de nøjedes ikke
med at beundre dekorationerne, men tegnede også skitser af dem. Sådanne skitser kunne siden give arkitekter og kunsthåndværkere inspiration til lignende dekorationer i nye huse - renæssancestilen udmærkede sig jo netop ved at benytte klassiske romerske elementer, undertiden dog tilpasset den nye tids formål. Et af de første resultater af inspirationen fra Neros udsmykning var skabelsen af et ornament, der var velegnet til at udfylde høje og smalle felter som f.eks. flade, dekorative søjler på en væg, de såkaldte pilastre. Det bestod af en opstigende række af vaser, bladværk, masker, figurer og lignende, som kombineres med megen fantasirigdom og stor variation. Sådanne ornamenter, de såkaldte montanter, blev umådeligt populære i Italien, hvor man finder dem i malede udgaver eller udført i stuk i mange kirkerum, ligesom de findes hugget i sten omkring kirkers og paladsers portaler og omkring vinduer. I Danmark blev ornamentet ikke lige så almindeligt, men var dog ikke ukendt. Montanter blev således brugt som udsmykning af rammeværket ved en særlig nordjysk gruppe af de såkaldte lutheranske fløjaltertavler.
Lutheranske fløjaltertavler er, som navnet antyder, knyttet til tiden efter reformationen. Som man kunne forvente, gav reformationen i 1536 anledning til anskaffelse af meget nyt kirkeinventar. Ikke mindst de gamle katolske altertavler med deres vrimmel af helgener blev uacceptable under den nye trosretning. Alligevel kom det i Nordjylland til at vare overraskende længe, før udskiftningen fandt sted, idet det i hovedsagen først skete i perioden fra sidst i 1500-årene til begyndelsen af 1600-årene. På den tid var renæssancestilen i den udformning, den fik her i landet, fuldt udviklet, og da der i samme periode også blev fremstillet mange alterbordsforsider, prædikestole, fontehimle, stolestader og andet, som i vid udstrækning er bevaret, er renæssancen stadig meget synlig i de nordjyske kirker. Lutheranske fløjaltertavler kan være af noget forskellig udformning, men har typisk et midterfelt med en malet fremstilling af korsfæstelsen og to sidefløje med skriftsteder, ofte nadverens indstiftelsesord. Sidefløjene er hængslede og blev i visse dele af kirkeåret lukket hen foran midterfeltet, som på den måde blev skjult. På bagsiden af sidefløjene, som man kunne se, når tavlen var lukket, er der også malet skriftsteder. Skikken med på denne måde at lade altertavlen skifte udseende efter kirkeårets gang var allerede i brug i katolsk tid og fortsatte altså efter reformationen. Blandt de lutheranske fløjaltertavler kan der udskilles en gruppe, som har særlig interesse for os, fordi altertavlen i Hals i sin oprindelige form hører med hertil. Typen kendes kun fra et område af Nordjylland med Aalborg som midtpunkt. At Aalborg var midtpunktet i udbredelsesområdet kan tages meget bogstaveligt, idet de fjernest liggende kirker med en sådan altertavle (Skivum, Bejstrup, Ingstrup, Vrensted og Bælum) alle ligger på eller meget nær en cirkel med Aalborg som centrum og 30 km som radius. Inden for cirklen er der yderligere bevaret ni tavler af typen, heriblandt den i Hals, men der har utvivlsomt været en hel del flere, som siden er blevet kasseret. Faktisk kan man undre sig over, at ikke flere er forsvundet, for man har for alle de bevaredes vedkommende fundet behov for ændringer i form af udskiftning af alterbilledet eller ombygninger: Mange har således fået et nyt topstykke i stedet for den oprindelige overdel, der bestod af fire lige store trekantfelter, hvoraf to sad over midterfeltet og et over hver sidefløj. Mellem trekanttavlerne og oven på dem var der anbragt i alt elve spir med urneformede knopper foroven. Kun en enkelt tavle, i Hellevad kirke, fremtræder i oprindelig skikkelse, men også her har alterbilledet i en periode været udskiftet med et andet. Trods de mange ændringer er typen dog let at genkende, fordi rammeværket er udsmykket med udskårne montanter. De montanter, der blev udskåret på de nordjyske altertavler, er noget forenklede og forgrovede i forhold til det fjerne italienske forbillede, men deres afstamning herfra er dog tydelig nok. Selv om de alle kan siges at tilhøre samme type, er der imidlertid så store forskelle med hensyn til bladværkets udformning og indholdet af vaser, kalke, masker og lignende, at de næppe kan være skåret af samme hånd. Derimod falder de i forskellige grupper, der indbyrdes har stor lighed. Det er derfor mest sandsynligt, at ikke blot et enkelt værksted, men flere forskellige, har været ansvarlige for alle disse tavler. Værkstederne har nok alle eller for en stor dels vedkommende haft hjemsted i Aalborg i betragtning af byens centrale beliggenhed i udbredelsesområdet, men det kan også have stor betydning, at der i Aalborg fandtes en altertavle, der kunne være forbillede for alle de andre.
Dette formodede fælles forbillede fandtes i Budolfi kirke i Aalborg. Her blev der i 1577 opsat en altertavle med udskårne montanter på rammeværket. Også årstallet for tilblivelsen er udskåret her. Dateringen, der er den ældste for typen, underbygger antagelsen af, at denne tavle har været forbillede for de andre. I 1689 fik kirken imidlertid en ny altertavle, og den gamle tavle blev derfor opstillet nederst i kirken. Det var straks fra begyndelsen hensigten at sælge den for højeste bud, og 1712/13 blev den købt af assessor Mollerup på Vestervig kloster for 20 rdr. Det har formodentlig været Mollerups hensigt at opstille den i Vestervig Klosterkirke, men om det virkelig skete vides ikke på nuværende tidspunkt. Derimod solgte assessorens søn den til Ydby kirke i Thy, efter at altertavlen her var brændt i 1742. Tavlen står stadig i Ydby kirke, men uden det oprindelige maleri og med delvis ombygget topstykke. Også altertavlen i Hals kirke er blevet ændret meget siden opsætningen i 1598. Allerede i løbet af 1600-årenes første halvdel blev de oprindelige trekantfelter, som man må formode har været der, erstattet med et nyt topstykke. Det er også i renæssancestil, men med et noget yngre præg end den ældre del af tavlen. I 1700-årene blev det oprindelige alterbillede udskiftet, og samtidig kom der også malerier i sidefløjene i stedet for skriftsteder. Medens de nye malerier på sidefløjene stadig er bevaret, blev selve alterbilledet udskiftet i 1899 med det nuværende, der er malet af Anton Dorph. Han var dengang meget velanskrevet, og er måske den danske maler, der har lavet flest altertavler. Trods de mange ændringer røber de udskårne montanter dog klart tavlens oprindelige type. Det er ejendommelig at tænke på, at uden kejser Nero havde tavlen ikke set sådan ud, for uden Nero ville Det gyldne Hus med de fantastiske dekorationer ikke være bygget, og de italienske renæssancekunstnere ville ikke efter inspiration herfra have skabt montant-dekorationen, som så heller ikke af uransagelige veje ville være bragt gennem Europa for efter mere end et århundredes forløb at nå Hals. Kirkerummet i Hals Kirke fotograferet i 1908 af K.P. Andreasen. Foto: Hals Arkiv, B10427
Alteret i Hals Kirke, fotograferet af Asbjørn Thomsen. Foto: Hals Arkiv, B13477. Denne artikel er tidligere publiceret i Årsskrift 2003, publiceret i 2004 af Hals Museum og Museumsforeningen for Hals Kommune. Udgivet september 2021 af Hals Arkiv på www.halsarkiv.dk