Västerås (100 km vest for Stockholm) Mine forventninger til opholdet i Sverige var blandede. Jeg glædede mig til at komme ud og opleve verden på egen hånd, men var også nervøs for at blive ensom langt nordpå. Jeg havde god kontakt til den internationale koordinator og kliniske ansvarlige fra Mälardalens Högskola samt vejlederne fra afdelingen, og alle virkede meget glade for, at jeg skulle komme. Jeg var bange for, at jeg blev installeret i en lejlighed helt alene, så det hjalp meget at få at vide, at jeg skulle bo på et kollegium med andre udenlandske studerende. Jeg var selvfølgelig spændt på, hvordan det skulle gå med sproget, men kunne tage det med et smil, da mine vejledere i Sverige skrev, at de var endnu mere nervøse for sproget, for de havde svært ved at forstå dansk. Jeg havde faktisk let ved at forstå deres e-mails, så jeg tænkte, at det nok skulle gå. Jeg forventede, at det faglige udbytte ville blive lidt mindre end på en tilsvarende dansk afdeling, men at det personlige udbytte ville blive så meget større. Mine forberedelser til opholdet bestod af at købe en svensk/dansk ordbog og slå de ord op, som man kunne forvente at få brug for på et sygehus. Afdelingen og skolen ville gerne have, at jeg sendte dem mine mål, så dem oversatte jeg til svensk, så der ikke blev nogen misforståelser. Jeg læste om Mälardalens Högskola i nogle brochurer, som sygeplejeskolen havde fået tilsendt. Jeg søgte stipendier hos Nordplus og skolens aktivitetskasse og fik hhv. ca. 4500 kr. og 1500 kr. Jeg havde en husleje på ca. 3400 kr., så stipendierne dækkede også rejsen til Västerås. Endelig skulle jeg ordne det praktiske med min lejlighed i Danmark. Jeg fik omadresseret min post til mine forældre og fik min kæreste til at se efter lejligheden. 1
De faglige mål blev opfyldt over al forventning. Mit faglige udbytte blev ikke mindre, fordi jeg var i Sverige. Efter et par uger kunne jeg begå mig på svensk, så jeg gik ikke glip af noget. Det eneste, som vi sprang lidt over, var farmakologi, fordi det var meningsløst at lære en masse lægemidler, som alligevel havde et andet navn i Danmark. Jeg var på en kirurgisk sengeafdeling, som bestod af tre grupper patienter. Øre-næse-hals og øjenpatienter, brystpatienter og almen kirurgiske patienter. Under mit ophold fulgte jeg omstruktureringerne på et svensk sygehus på nært hold. Øre-næse-hals og øjenpatienterne skulle flytte til en anden afdeling og dermed fulgte spørgsmålet om, hvorvidt en del af personalet skulle følge med. Kun afdelingens souschef fulgte med, og så var der enkelte medarbejdere, som skulle ned og lære det nye personale op. På min afdeling skulle der i stedet være 8 onkologpatienter. De nåede at være der en uges tid, inden jeg rejste, og der fulgte noget personale med. Allerede på andendagen var der 9-10 patienter, så det så uholdbart ud. Onkologpatienterne kom fra en afdeling med hjemligt miljø, hvor de var vant til at få en lille en til halsen i ny og næ. Det kunne give nogle problemer, hvis andre patienter på afdelingen så, at nogle patienter fik særbehandling. Jeg har arbejdet med alle patientgrupper, hvilket har givet mig et bedre overblik. Der var meget instrumentel sygepleje, og når jeg tænker tilbage, har jeg gennemgået en kæmpe udvikling. De første dage stod jeg og fumlede med et glukosedrop og en slange. Til sidst blandede jeg selv antibiotika, satte blod op, tog blodprøver og lagde venflons og katheter. Et af mine mål var at pleje nogle patienter selvstændigt. I slutningen af forløbet havde jeg ansvaret for to patienter og klarede stort set alt omkring dem. Afdelingen gav mig alle muligheder for læring. Jeg kunne frit vælge, hvad jeg fandt mest interessant. Jeg overværede 4 operationer, så diverse skopier på kirurgisk modtagelse og tilbragte en dag på øre-næse-halsmodtagelsen. Alle steder jeg kom frem, oplevede jeg en stor interesse for, at jeg var studerende fra Danmark. Mine vejledere var også meget fleksible mht. min vagtplan. Jeg kunne selv ændre på den, så det passede med, at jeg havde fri, når jeg fik besøg af min kæreste samt mine forældre. Den faglige vejledning var god. Jeg var tilknyttet to vejledere. Den ene havde arbejdet som sygeplejerske i 5 år og den anden i 24 år. Jeg havde flest vagter med den yngre vejleder. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden. Mine vejledere havde hele tiden mine mål for øje og var opmærksomme på, om der dukkede ting op, som var lærerigt for mig at følge med i. Jeg havde selv evalueringspapirer med, som jeg havde fået i forrige praktik. Papirerne blev udfyldt efter hver vagt, og efterfølgende læste vejlederen det igennem og kom med sine kommentarer og forslag til nye tiltag og fordybelser. Jeg føler, at der hele tiden var plads til at reflektere over mine oplevelser og handlinger. Jeg undersøgte selv mulighederne for rejsen til Västerås. Der var et tilbud på en flyrejse fra Kastrup til Stockholm. Det tog 1 t og 15 min at flyve. Derefter 20 min. med Arlanda Expressen til Stockholm Centralstation og 53 min med tog fra Stockholm til Västerås. En anden gang havde det været bedre at tage den direkte bus fra Arlanda Lufthavn til Västerås. Mälardalens Högskola havde sørget for et værelse på 8. sal på Park Studenthem, der var et nedlagt hotel, som logerede studerende i 11 etager. Lige neden for kollegiet lå Spar, som havde åben til 23 hver dag. Lidt længere nede ad gaden lå det billigere ICA, der havde åben til 21 alle dage. 2
Der var 3 km til centrum og skolen, så jeg havde brug for en cykel, men det var desværre ikke noget skolen rådede over. Jeg spurgte alle kolleger på afdelingen, og det viste sig, at min vejleder havde en gammel cykel jeg kunne låne. Det betød større frihed for mig. Et par dage senere tilbød en anden kollega, at jeg kunne låne en af hans ekstra cykler. Det var en mountainbike med 7 gear, så den har jeg cyklet mange kilometer på i Västerås og omegn. Jeg cyklede nogle gange til Björnö, hvor der var lavet en skøjtebane på vandet mellem øen og fastlandet og desuden var der meget smukt at gå ved skov og strand Jeg ventede med at bestille hjemrejsen til sidste øjeblik, fordi jeg derved troede rejsen blev billigere ligesom med charterrejser, men påsken nærmede sig, så det blev dyrere at rejse, bl.a. med tog. Til sidst bestilte jeg en flyrejse direkte fra Västerås Flyveplads til Kastrup. På den måde kunne jeg komme hurtigt hjem. På hjemrejsedagen havde jeg dagvagt til 14.30, gik hjem og pakkede det sidste, blev kørt til flyvepladsen af min østrigske kammerat, fløj 17.00, var i Danmark 18.15 og nåede det første tog til Slagelse 18.40, så jeg var hjemme 20.00! Jeg har altså lært, at det bedre kan betale sig, at bestille hjemrejsen sammen med udrejsen. Der var fin adgang til bibliotek og Internet på skolen. Problemet var bare, at det krævede et kort, at få adgang til Internettet. Dette kort krævede, at jeg blev registreret på skolen, men det var ikke så let for sygeplejeafdelingen, for de havde ikke haft udenlandske studerende før. Efter nogle uger fik jeg endelig kortet, som også gav rabatter mange steder i byen. Heldigvis kunne jeg bruge Internet på afdelingen efter arbejdstid, så jeg fik e-mailet hjem. Skolen havde et smukt bibliotek og sygehuset havde også et stort bibliotek i kælderen, så jeg fik læst nogle svenske bøger, mens jeg var der og deltog i tre kurser på skolen Der var andre studerende på afdelingen og vi snakkede lidt sammen, men vi brugte ikke hinanden. Den kliniske ansvarlige inviterede mig med til et seminarium med andre studerende, hvor vi udvekslede lidt erfaringer om forskelle på den danske og svenske sygeplejeuddannelse. Den internationale koordinator præsenterede mig for to engelske sygeplejestuderende, da jeg kom. Det var spændende at snakke med dem, og de viste mig den hurtigste vej til sygehuset, som var under 1 km fra kollegiet. Englænderne var der ikke så længe, så jeg så blot den ene igen, da vi havde frokost med rektoren, som gerne ville høre om vores ophold i Sverige og forslag til, hvordan de kunne tiltrække flere udenlandske studerende. Jeg havde mest kontakt med studerende fra andre uddannelser. Allerede første uge var der fest på et andet kollegium, hvor jeg snakkede med en tysk og en svensk fyr. Dagen efter var vi fire fra gangen, der tog til Björnö og skøjtede, så efter første uge følte jeg mig allerede godt tilpas. 3
Jeg mødte den tyske fyr til den næste fest også, og vi aftalte at tage til Stockholm sammen. Vi havde en fantastisk dag, hvor vi blev guidet rundt af to svenskere, han havde mødt. De inviterede os til hjemmelavede kødboller i deres lejlighed, så jeg følte rigtig, at vi oplevede den svenske kultur. Park Studentkollegium På 8. etage på kollegiet havde vi mange sjove timer sammen. Man kunne altid gå ud i køkkenet, hvis man savnede selskab, og jeg lærte de fleste godt at kende. Vi har været i svømmehallen, cyklet lange ture og hjulpet hinanden med sprogvanskeligheder. Vi holdt pandekagefest, vaffelfest, grillfest og en afskedsfest, jeg aldrig vil glemme. Jeg stod sågar op tidligt flere gange for at bage boller til dem. De har fået opskriften og har sendt mig et billede af deres boller. Jeg har e-mailet med flere af dem, og vi håber alle på, at jeg får tid og råd til at besøge dem, inden de rejser hjem i juni. Jeg føler, at jeg har fået et stort udbytte af opholdet, både fagligt, personligt og sprogligt. Jeg har lært meget om kirurgi og har opnået stor selvstændighed. Rent personligt er jeg blevet mange oplevelser rigere. Der skete jo noget hver dag. Jeg føler, at jeg er blevet bedre til at møde mennesker af enhver baggrund, og blevet mere forstående over for andre levemåder, fx streng katolicisme. Nu er jeg helt klart mere eventyrlysten og er klar på nye udfordringer. Sprogligt er der også sket stor udvikling. De svenskere, jeg mødte, kunne ikke forstå, hvordan en dansker kunne være så let at forstå, men man lærer hurtigt sproget i selskab med svenskere hele dagen. Jeg husker tydeligt første aften på kollegiet, hvor jeg skulle præsentere mig selv på engelsk. Jeg skulle jo tænke over hvert ord, jeg sagde. Men snart blev det en vane at snakke engelsk. Af og til 4
gik det galt med sproget. Når jeg kom tilbage efter en dag med svensk på afdelingen, stillede jeg et spørgsmål på svensk, og da de ikke forstod mig, kom jeg i tanke om, at jeg skulle snakke engelsk. Til frokosten med rektoren snakkede vi om, hvad der skulle forbedres. Jeg bemærkede, at de skulle sørge for at det gik lettere at anskaffe sig et studiekort og en cykel. De lovede, at studiekortet nærmest ville ligge klar til næste studerende og at undersøge mulighederne for cykeludlejning. Man får altid stillet spørgsmålet om, hvad der var den bedste oplevelse. Det er svært at svare på, for man har bestemte oplevelser sammen med bestemte mennesker. Det var dejligt, at de andre på gangen havde skrevet et kort til mig til afskedsfesten med hilsner og forskellige vendinger og oplevelser vi har grinet meget over. Det var også stort at blive inviteret hjem til svenskerne. Som sagt besøgte vi nogen i Stockholm, men min yngre vejleder inviterede mig også hjem til hende til middag sammen med tre af sine venner. Bagefter tog vi til fødselsdag hos hendes veninde, hvor vi sad og så Melodifestivalen (Melodi Grand Prix) og gik i byen bagefter. Det var udover mine forventninger! Det har også været godt, at jeg ikke var længere væk hjemmefra, end at det var let at få besøg. Det var sjovt at vise min kæreste Västerås og Stockholm. Da mine forældre kom, havde jeg sørget for en hytte på en campingplads, hvor vi hyggede os i fire dage. Jeg viste også dem byen, og vi kørte nordpå og stod på ski og oplevede smukke Uppsala. Alt i alt vil jeg sige, at Sverige har været skøn for en naturelsker som mig. Jeg har været der mens, der endnu var is og lidt sne og nåede at opleve, at foråret begyndte at komme med sine flotte solskinsdage og imponerende solop- og nedgange. 5