Medicin Buddhas Lysende Klare Land et projekt tilknyttet Center for Visdom og Medfølelse Nybrogade 26 A, baghuset, 1. 1203 København K www.besøgs-vågetjeneste.dk KUNSTEN AT ÆLDES - ÆLDRE SOM VISDOMSBÆRERE af lama Surys Das. Sid ved ilden. Lyt til en gammel mand -Nepalesisk udtryk Den ældst levende lama i verden er fra Mongoliet, det er Damchaagiin Gendendarjaa, han er 112 år gammel, ifølge den 76-årige datter. Jeg har kendt tusinder af buddhistiske lamaer i denne verden, inklusive Dalai Lama, som jeg har studeret hos i tre årtier. Jeg har kendt unge og gamle lamaer, store og små, mænd og kvinder - men jeg har aldrig mødt én der var så gammel af dag som denne mand. Han har en PH.D. i Teologi med diplomet hængende på væggen, diplomet fik han, da han var 106 år. Jeg har fået meget af de ældre. I 1970 erne og 1980 erne, i Indien og i Himalaya, gik jeg i lære hos Tibets store gamle lamaer, de sidste levende oplyste mestre, der var vokset op i det sagnomspundne Tibet før den kinesiske kommunistiske magtovertagelse i 1959. Min hjerteguru, Lama Kalu Rinpoche, senior meditationsmester i Kagyu Skolen - også Dalai Lama s yoga lærer - var 70 år, da jeg mødte ham i Darjeeling i 1973. Hans ansigt var rynket og fyldt med linjer som et vejkort, men hans energi var brilliant, fri og spontan, og han sans for humor og leg var så frejdig og livlig som hos et henrykt barn. Selv da han rejste rundt i verden og besøgte mit hus i Woodstock i juli 1976 havde han lige så meget energi eller mere end jeg havde, selvom jeg var en tredjedel
side 2 så gammel som ham, regnet i menneskelige år. I 1989 var jeg i hans kloster ved foden af Himalaya nær Darjeeling i Indien. Da han døde, forblev han siddende i meditationsstilling i 3 dage. Det lys, som skinnede fra hans øjne dagen før han døde, var det samma lys, som havde strålet ud fra ham i årtier, i århundreder - sådan sagde man. Selvom jeg er skeptisk af natur, fandt jeg det muligt at tro. Da jeg spurgte Dalai Lama om disse ting, sagde han: Tror du Lama Kalu kun var en mand? Når tibetanske lamaer og andre fuldendte yogier (mænd eller kvinder) dør, dirrigerer de med hensigt deres bevidtshed sådan at den forbliver i meditativ ligevægt, når deres vejrtrækning standser, og de passerer hen til stadiet efter livet og hen mod det næste liv. De siges at vælge en god genfødsel, som egner sig til at fortsætte deres lovede mission: at befri alle væsener fra deres lidelser og forvirring indtil de opnår nirvana. På den måde fortsætter de deres mission som linjeholdere og bevarere af et ocean af visdom - hvilket er hvad navnet Dalai Lama betyder. Således har vi iblandt os i dag den Fjortende Dalai Lama, der i tidlig alder blev genkendt som reinkarnationen af hans foregående inkarnation. H an blev bragt tilbage til sit kloster og Potala Paladset i den tibetanske hovedstad Lhasa. Det er kendsgerninger, som sikkert udfordrer vores almindelige dødeliges syn på alder, at blive ældre og på sindets kontinuitet. Selvfølgelig er dette en buddhsistisk tro, selv om undersøgelser har vist at 40% af amerikanerne tror på reinkarnation. Modsiger dette den gamle talemåde, at du kan ikke tage det med dig? Jeg har kendt og levet i mange år med adskillige reinkarnerede lama er, eller tulkus som de kaldes i Tibet, og anset dem for at være levende boddhisattva er eller spirituelle helgener, ifølge deres tidligere livs biografier. Når det drejer sig om den Tolvte Gyalwang Drukpa Rinpoche, hade jeg det privilegium at tjene som engelsk tutor ved hans kloster nær Darjeeling, da han var to og elve år gammel. Ligesom Mozart, der var forbløffende talentfuld i en alder af fem år - et faktum der er uforklarligt med mindre man overvejer muligheden af reinkarnation - så var den tiårige dreng et vidunderbarn. Drukchen Rinpoche var på det tidspunkt spirituelt begavet, vis og - tilsyneladende tidløs - og da han som den nu fyrre år gamle store lama fornylig besøgte vores retreat-center i Austin var han ligesådan. Så hvad siger dette om alder og langt liv, om fødsel og død, om bevidsthed og om den spirituelle energis og den opvågnede bevidstheds muligheder, kontinuittet, linjetransmission og visdomholdere?
side 3 Hvordan udvikler vi visdom? Hvad er det? I Buddhisme er visdom prajna, transcendent kundskabs-visdom eller højere viden. Visdom er at kende virkeligheden, sådan som den er. Det indebærer en højere form for objektiv bedømmelse parret med dyb skelnen, baseret på en illumineret og lysende bevidsthedstilstand der er latent i os alle. Tibetansk buddhistiske belæringer fortæller os, at visdom prajna udvikles gennem tre traditionelle former for visdomspraksis er: at lære, at reflektere og at meditere. Vi integrerer disse tre belæringer og erfaringer og gør dem til vore egne. Erfaringer, ikke belæringer, fører til visdom og vejen til udødelighed (William Blake). Enhver kan blive visere og mere uselvisk og kærlig gennem sådanne processer, som indebærer mental og emotionel udvikling og spirituel forfinelse. Soloman Ibn Gabriol sagde: Det første trin hen mod visdom er tavshed; det næste er at lytte. Lad os et øjeblik tænke på erfaringens visdom. Vi har alle masser af erfaringer, ligegyldigt hvilken alder vi har; hver dag, hver time er en skat.vi bliver ældre - hvis vi er heldige og ikke dør for tidligt. På en eller anden måde bliver nogle af os vise ældre, og andre af os bliver mere som gamle tåber. Nu har jeg lært meget fra begge slags personer, men jeg ved helt helt klart hvad jeg foretrækker. Hvad får os til at tro, at det er for sent for os at være af værdi, bare fordi vi har gennemgået mange besværlige veje og er nået til slutningen af livet? I traditionelle kulturer med en stærk spirituel baggrund, er den anden halvdel af livet et tidspunkt, hvor man fordyber sine reflektioner og indre selvopdagelse, og hvor alder forbindes med modenhed og indsigt snarere end senilitet eller succes. At blive ældre får de skarpe hjørner til at forsvinde og lader os at blive dybere og mere harmoniske. Kroppens forgængelighed skulle give os klarhed, uddybe forunderligheden ved vores sanser og lade os se denne mystiske eksistens vi alle deler og helt sikkert kun rejser igennem (Hafiz, 14. århundrede, Persien). Selv spirituelle realisationer modnes over tid. I Buddhismen bibringer meditation og et besemt perspektiv på opmærksomhed, bevidsthed, energi og ånd et udsyn på livet, som modnes med alderen ligesom god vin. I Hindu-traditionerne lærer man, at efter studietid, ung voksenalder, moden forældreskab og samfundsmedlems- og karrierre-orientering, kommer vi til at lade dette liv bag os og give os selv til Gud, til efterlivet eller
side 4 efterlivene. Det fjerde trin - alderen hvor man kapper og fuldender dette liv og forbereder sig til, hvad der så kommer - er en periode med spirituel reflektion og praksis, fyldt med en ikke-engagerethed i verden ligesom en vandrende sadhu - en som har levet i denne verden længe nok til at kende den tilbunds og er klar til at møde og kontemplere over det næste. Vi må alle tage afsted på et eller andet tidspunkt; hvorfor ikke forberede os selv bedre til at gøre dette. Strategien for en succesfyldt aldring er beundringsværdig og tilfredsstillende så længe den varer; den eneste fejl er, at den er destineret til at fejle skriver Stephan Bodial i en artikel i Yoga Journal om bevidst aldring. Hvad sker der, når vi ikke længere kan komme op på en cykel, gå lange afstande, spille golf, køre bil? Hvilken dybere kilde til lykke og tilfredsstillelse kan vi så trække på? Den store tibetanske buddhistiske mester Kalu Rinpoche sagde engang, at grunden til, at vi lider når vi ældes, er, at vi er knyttede til de samme fornøjelser og aktiviteter, som vi nød i vores ungdom. Til sidst og til trods for vores bedste anstrengelser vil næsten enhver af os gradvist kunne mindre, blive svagere, blive syge og dø. Platon citeres for et berømt udsagn om, at et ueksamineret liv ikke er værd at leve. Hvis vi ikke reflekterer over vores erfaringer og udtrækker erfaringens lektier fra dem, bliver vi ikke vise og erfarne ældre - hvordan kunne vi det? Det er blot simpel sund fornuft. Hvis vi bare går fra én erfaring til en anden i begivenhedernes trædemølle uden at bevare og reflektere og lære af erfaringerne, som de kommer og som de går, kan vi så siges at have samlet erfaringens visdom, eller bliver vi bare bliver slidt op ligesom et gammelt dæk, der har gået rundt og rundt for mange gange? Rabbi Nachman af Bratislava sagde: Et lands rigdom kan helt enkelt ses ud fra, hvordan det behandler sine gamle mennesker. Vores moderne køre-gennem, fast-food, instant-coffe, ungdomsorienterede forbrugerkultur fokuserer hovedsagelig på en nedtoning af og en frygt for alderdom, svaghed, sygdom og død, og overser potentialet for fred og ro og langsomhed, som et middel til noget, snarere end et tab. Det overser muligheden for, at en udstrakt llivserfaring kan bringe alvor, jordbundenhed og balance, størrre perspektiv og meningsfulde værdier, vision og selverkendelse, empati og medfølelse med de menneskelige vilkår, dyb indsigt og endda visdom.
side 5 Livet kan altid nåes på et andet trin, en dybere dimension, en mere autentisk kærlighed og væren. Min ven senior Rabbi Zalman Schachter- Shalomi har i årevis undersøgt og spurgt, hvordan man kan udvikle spirituel aldring, som en rejsbar process som han kalder Ald-ring og Visning, så at vi kan transformere den fysiske aldrings nedadgående bue og den indsnævrende begrænsning i de sidste år af de fleste menneskers liv, til en opadgående og inklusiv bue af ekspanderende bevidsthed som kan krone og forædle en ældres rejse gennem de senere stadier i livet, inklusiv genuin kontakt med den guddommelige og tidsløse virkelighed. Pablo Casals øvede sig på sin cello fem eller seks timer om dagen i en alder af 93. Nogen spurgte ham, Pablo, hvorfor øver du dig stadig på din cello? Du er 93! Casals svarede, Fordi jeg tror jeg gør lidt fremskridt. Med vores almindelige stereotyper om alderdom og lave forventninger omkring det at blive ældre, som en tid hvor man bliver sat på græs, hvem er det så, der leder de ældre succesfyldt hen mod en bevidst aldring og vækst i vis-nings alderen, inkluderende fysisk vigør, intellektuel aktivitet og meningsfuldt arbejde, eller i det mindste engagement af en eller anden art? Er det ikke et tab for os at relegere en ældre hen til et ikke-produktivt, ikke -deltagende sted i vores store demokrati? Robert Greenleaf genkalder sig en artikel af radiokommentatoren Elmer Davis, som hed Brugen af Gamle Mennesker, og påpegede,...at der er nyttige og nødvendige ting at gøre, som bedst gøres af gamle mennesker, dels fordi gamle mennesker har et større perspektiv på erfaringer, men mest fordi tingene, som skal gøres ikke passer ind i en karriere, eller er alt for risikable for unge eller for midt-i-karrieren mennesker. Den historiske Buddha ( 563-483 F.K.) underviste i hele det nordlige Indien fra en alder af 35 til en alder af 80 år. Den seminal kinesiske zen mester Joshu startede med at undervise da han var 80, og levede til han var 100. Grandma Moses var 80 da hun solgte sine første billeder og 25% af hendes billeder blev lavet efter hun var 100 år. Benjamin Franklin var 78 da han opfandt bifocals, og 81 da han hjalp til med retningslinjerne for den amerikanske konstitution. Goethe var 81 da han afsluttede Faust. Albert Schweizer udførte stadig operationer på sit afrikanske hospital i en alder af 89 år. Det ser ud til at AARP modellen for tilbagetrækning - muntert optimistisk og hjælpsomt som det er begår en fejl ved at lægge for megen vægt på at
side 6 bekæmpe alderdommen for altid og forfølge en aktiv afslappet tilbagetrækningskarriere med at stå på ski, rejse og ustandselig aktivitet, eller endda genopfinde en selv og starte en ny betalt karriere fremfor at trække sig fuldstændigt tilbage. Jeg føler her, at der er alt for megen benægtelse og modstand overfor tidens flow, ligesom den vane jeg har - selvom du måske ikke har den - at altid tænke at gammel betyder 15 år ældre end hvor gammel jeg er lige nu. Er der ikke et eller andet sted i det moderne liv, selv efter pensionering og i høj alder, hvor vi respektuldt og meningsfuldt kan se på livets store spørgsmål og give os selv til et højere formål og til det evige? Buddhismen er ældre end både Kristendommen og Islam. Tibet er den sidste gamle visdomsbaserede kultur, der har overlevet siden gamle tider. Som en søger og en buddhistisk munk der lever i klostrene i Himalaya, har jeg tilbragt det meste af min tid ved fødderne af vise gamle guru er, både mænd og kvinder. Jeg elsker at besøge ikke kun menneskenes antikke helligdomme og museer rundt om i verden, men også den tusindår gamle skov af redwood træer ved det nordlige Stillehav - en levende katedral - og de langt-levende havskildpadder i Galapagos. Men fremfor alt højagter jeg visdommen hos de gamle, som har gemt visdommens skatte gennem tiden og har bevaret og transmitteret den til stor gavn for os. Det er mit store håb at leve længe nok til at videregive den visdom, som jeg har været heldig nok til at samle og gøre til min egen, til den næste generation, for således at tilbagebetale det, jeg har fået fra mine egne spirituelle lærere og velgørere, ved, som de siger, at betale det fremad. Som Gandhi sagde, vi må selv være den forandring vi ønsker at se i verden. Lama Surya Das har studeret med de store mestre i Asien, startede i Indien ibegyndelsen af 70 ere med Hans Hellighed den Sekstende Gyalwa Karmapa og Kalu Rinpoche og har to gange fuldført den traditionelle tre-års meditations retreat ved Dilgo Khyentse Rinpoche s Nyingma retreat center i Dordogne, Fankrig. Han er stifter af Dzogchen Centeret, som ligger i Cambrigde, Massachusetts og underviser og leder retreats rundt om i verden. Som digter, oversætter, Buddhistisk lærd og Dzogchen linejeholder er han forfatter til seks bøger inklusive Awakening the Buddha within, Natural Great Perfection (med Nyoshul Khenpo Rinpoche ) og Letting Go of the Person You Used to Be. Han skriver også regelmæssigt ledere Spørg Lamaen online på Beliefnet. Oversat af Maria Damsholt fra Mandala, Et Tibetansk Buddhistisk Tidsskrift, udgivet af F.P.M.T. aug./sept. 2005
side 7