ØSTFYNS MUSEER tilbud til skoler
Indhold Johannes Larsen Museet 3 Vikingemuseet Ladby 7 Nyborg Slot Farvergården 5 Borgmestergården 19
Johannes larsen museet om glæden ved kunst og natur
Johannes Larsen museet Johannes Larsen Museet er dels et kunstnerhjem, dels et kunstmuseum med egen kunstsamling og skiftende udstillinger. Kunstnerhjemmet Som gæst besøger man kunstnerparret Alhed og Johannes Larsens villa fra 1902, deres værksteder og vinterhave. At træde ind i villaen er som at komme ind i et hjem, hvor beboerne lige er gået et ærinde, og oplevelsen er et godt udgangspunkt for at fremme børn og unges æstetiske og historiske forståelse. Værkstederne I Johannes Larsens værksted kan eleverne få et indtryk af, hvordan Johannes Larsen arbejdede. Her hænger både akvareller, tegninger, oliemalerier og træsnit, hvorved eleverne kan få kendskab til forskellige kunstneriske teknikker. I Alhed Larsens værksted kan man se eksempler på hendes pasteller og malerier. Haven Den store have fungerede som en nær motivverden for Johannes Larsen, og i dag er her fortsat et rigt dyreliv: høns, ænder, gæs og mange andre fugle. Haven indeholder også mange sjældne planter. Kunstmuseet De nyere udstillingsbygninger rummer museets faste samling af primært Fynbomalerne Johannes Larsen, Fritz Syberg m.fl. og af kredsen omkring dem som f.eks. Kristian Zahrtmann og Albert Gottschalck. I gallerigangene på første sal kan man tage på en kunsthistorisk rejse fra guldalderen og frem til midten af det 20. århundrede. Museet afholder desuden forskellige særudstillinger årligt (se hjemmeside for aktuel info). Museets historie I 1901-2 byggede kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen deres hjem på Møllebakken i Kerteminde. Johannes Larsen boede der til sin død i 1961. Museet åbnede i 1986 i 25-året for Johannes Larsens død. Indtil da havde hjemmet været i familiens eje. Året efter åbningen af museet blev atelieret restaureret og åbnet for publikum. I 1990 blev museet udvidet med udstillingsbygningen Samlingen, og i 2001 fulgte særudstillingsbygningen Vingen.
Undervisningstilbud Johannes Larsen Museet har udviklet en række undervisningstilbud. Herudover samarbejder museet gerne med lærere om at sammensætte tilbud og forløb tilpasset netop jeres behov. Der tilbydes også skræddersyede omvisninger i museets samlinger og særudstillinger. Kunstnere og billedkunstlærere tilknyttet museet tilbyder tegneundervisning på stedet. Opfyld folkeskolens trinmål Besøget på museet har et stort undervisningspotentiale og kan bidrage til, at man når mange af folkeskolens trinmål for fagene dansk, historie, natur og teknik og billedkunst. Det kan også indgå i tværfaglige forløb. På museet kan eleverne blive fortrolige med en del af den danske kultur og historie og gennem besøget udbygge deres indsigt i menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne. Museumsbesøget opbygger børnenes billedsproglige færdigheder, og deres kendskab til billedkultur udbygges. Ved rundvisningen lægges fokus på samtale om billeder. Børnene får derved erfaring med at iagttage, beskrive, fortolke og vurdere billeder, og de lærer at anvende faglige begreber i samtaler om billeders indhold og form. Ved efterbearbejdelse på skolerne, eller hvis man vælger museets tegneundervisning, får børnene mulighed for at anvende billederfaringer fra museet og udstillingerne i eget billedarbejde. Har I ønsker om fokus på specifikke trinmål, så lad os det vide, når I melder jeres besøg. Johannes Larsen Museet har bl.a. følgende tilbud på programmet: Passion for naturen: Trækfugle Et tværfagligt forløb for 4-6. klasse der dækker natur/ teknik, billedkunst og dansk med fokus på fugles livscyklus. Vi tager udgangspunkt i Steen Steensen Blichers Trækfuglene og Johannes Larsens illustrationer hertil. Passion for naturen: Yndlingsskabninger Et tværfagligt tilbud til dansk, natur/teknik og billedkunst for de ældre elever, (9., 10. og gymnasieelever). Her sætter vi Johannes V. Jensens digt Skabningens Tinde i samklang med Johannes Larsens maleri Aaen. Tegnetime Vores museumsformidler arrangerer tegneaktiviteter fra børnehave og op, både i den permanente udstilling og i forbindelse med vores særudstillinger. Se den fulde beskrivelse af tilbuddene på Johannes Larsen museets hjemmeside under Skoletjeneste. På museets hjemmeside finder man også en liste over aktuelle og kommende udstillinger på museet, som evt. kunne være relevante i undervisningsøjemed. Klasser, der på egen hånd ønsker at tegne i forbindelse med besøget, skal selv medbringe materialer. Der må kun anvendes tørre farver. Brug af sakse er ikke tilladt i udstillingsområderne. 5
Ved indgangen til museet findes en lille butik, hvor det er muligt at købe bøger, plakater og postkort med motiver af udvalgte malerier. I udkanten af haven med udsigt over Storebælt finder I Kaffehuset. Her er det muligt at nyde kaffe, the, kage og diverse lette retter. Før besøget kan det anbefales at lade eleverne besøge museets hjemmeside. Her er blandt andet et værkgalleri og muligheden for at tage på en virtuel tour på museet. Praktisk information Vi beder om, at skoleklasser melder deres besøg før ankomst, så museet kan bidrage til at give den optimale oplevelse. I tilknytning til museet ligger Svanemøllen, som har været ejet af Johannes Larsen. Møllen er fra 1863 og vedligeholdt, så den stadig kan male mel. Der er mulighed for at spise sin medbragte mad i Møllerhuset ved siden af møllen. I kan også finde et godt sted i museets have, hvis vejret er til det. Ordensregler for skoleklasser og andre institutioner kan downloades fra hjemmesiden, og vi beder jer gennemgå dette inden besøget på museet. Priser Der er fri entré for børn og unge under 18 år på museet. Skolebørnenes lærer(e) kan også gå gratis ind, når de ankommer sammen med en klasse. En rundvisning (45 min.): 550 kr. (uden for åbningstid +3.000 kr.) En times tegneundervisning: 550 kr. Rundvisning og tegneundervisning: 1.000 kr. Rundvisninger for skoleklasser og børnehaver fra Kerteminde og Nyborg Kommune er gratis. Rundvisninger for skoleklasser kan arrangeres før kl. 10 på hverdage uden ekstra betaling. Åbningstider Marts - maj: tirs-søn kl. 10-16 Juni - august: alle dage kl. 10-17 September - oktober: tirs-søn kl. 10-16 November - februar: tirs-søn kl. 11-16 Find vej Johannes Larsen Museet ligger i Kerteminde på Nordøstfyn. Der går busser fra Nyborg og Odense til Kerteminde. Fra rutebilsstationen er der ca. 15 minutters gang til museet. Neden for museet, på Hindsholmvej, er der en stor parkeringsplads. Herfra er der en kort spadseretur op ad Møllebakken til museet. Der er handicapparkering og vendeplads for busser umiddelbart ved museets indgang. Johannes Larsen Museet Møllebakken 14 5300 Kerteminde Tlf. 65 32 11 77 johanneslarsenmuseet@ostfynsmuseer.dk www.johanneslarsenmuseet.dk
Vikingemuseet ladby et vikingeskibs rejse fra hav til grav 7
Vikingemuseet ladby Vikingemuseet Ladby udstiller Danmarks eneste bevarede skibsgrav fra vikingetiden. Omkring år 925 blev en fornem person begravet i en høj nær Kerteminde Fjord. Det er udgangspunktet for Vikingemuseet Ladby, der ud over besøg i gravhøjen også byder på faste udstillinger, mindre særudstillinger og mange aktiviteter. Gravhøjen Skibet ligger stadig i sin gravhøj, hvor man kan besøge det og fornemme stemningen. En mand blev gravlagt på sit skib, som var ca. 20 meter langt, knap tre meter bredt og omkring en meter fra køl til ræling. Gravgaverne omfattede bl.a. hans personlige ejendele, fire hunde og 11 heste. Museet og Dødeskibet I Museumsbygningen fortælles historien om Ladbyskibet og den gravlagte høvding. De originale 1000 år gamle genstande fra skibet og vikingefund fra omegnen kan opleves. I museets kælder kan man se Dødeskibet, der er en rekonstruktion af selve gravlæggelsen omkring år 925. Her vises hver halve time en kort tegnefilm, som fortæller om gravlæggelsen og rejsen til Valhalla (7 min.). Bådebyggerpladsen Foran museet er der mulighed for at følge med i byggeriet af en fuldskalakopi af Ladbyskibet. Man kan få en snak med bådebyggerne eller med smedene ved essen. Især onsdag er den store arbejdsdag. Skibet forventes færdigbygget og sejlklar i slutningen af 2014. Museets historie Vikingemuseet Ladbys hovedattraktion, vikingeskibsgraven også kaldet Ladbyskibet, blev fundet i 1935 sammen med 11 mindre grave, som indeholdt forskelligt gravgods. Arkæologiske undersøgelser har fastslået, at vikingeskibet omkring år 925 blev trukket op på land, og den døde stormand, der sandsynligvis var ejermanden, derpå blev gravlagt i det i en høj sammen med sine 11 heste, fire hunde og andet kostbart gods. På et senere tidspunkt blev graven desværre plyndret. Arkæologerne har kunnet konstatere, at gravhøjen har været åbnet langt tidligere uvist præcis hvornår. Måske har en konkurrerende slægt demonstreret sit overherredømme ved denne skændige handling. Det blev i 1935 besluttet at bevare skibet på stedet og at genopføre højen. Allerede 6. maj 1937 kunne man slå dørene op til en nyrenoveret gravhøj. Således er Ladbyskibet det eneste vikingeskib i Norden, som kan besøges på sin oprindelige placering. I nyere tid er der kommet en museumsbygning til, ca. 400 m fra skibet. I 2007 åbnedes en fortælling om graven, vikingehøvdingen og hans samtid. Her kan man se de originale genstande, der blev fundet i graven, samt flere vikingetidsfund fra det nordøstfynske område. I 2010 blev udstillingen Dødeskibet færdig. Her kan man se en rekonstruktion af begravelsen år 925. Høvdingen ligger på sit skib. På bådebyggerpladsen foran museet arbejdes i 2011-14 på en fuldskala-kopi af Ladbyskibet. Senere skal skibet ud at sejle.
Undervisningstilbud Et besøg på Vikingemuseet Ladby kan sagtens gøres på egen hånd, hvor man selv vælger at fordybe sig i museets forskellige udstillinger. Det kan også med fordel kombineres med undervisning af en af museets formidlere. Vi imødekommer gerne specialønsker fra jeres skole. Det kan dreje sig om udvidede værkstedsaktiviteter måske over en hel dag med f.eks. madlavning og håndværk. En anden mulighed er, at en arkæolog/ museumsformidler besøger skolen. Emne, tidsforbrug og pris efter aftale. Eksempler på rundvisninger: Basisrundvisning (1 time, max. 30 deltagere) Rundvisning på Vikingemuseet: I Ladbyskibsgraven, i Dødeskibet (den rekonstruerede skibsgrav) og i museets udstilling. Målgruppe: Rundvisningen udformes, så den passer til gruppen/klassen. Fra børnehavebørn til gymnasier o.a. ungdomsuddannelser. Rundvisningen kan målrettes et tema efter ønske, eksempelvis: Generel Ladby-historie, Gravlæggelse-religion, Vikingeskibet. Udvidet rundvisning (1½ time, max 30 deltagere) Rundvisning på Vikingemuseet: I Ladbyskibsgraven, i Dødeskibet (den rekonstruerede skibsgrav), i museets udstilling og på bådebyggerpladsen. Der lægges vægt på rundvisningens optakt og afslutning ved at inddrage eleverne. Målgruppe: Rundvisningen udformes, så den passer til gruppen/klasse. Dvs. fra børnehavebørn til gymnasier o.a. ungdomsuddannelser. Rundvisningen kan målrettes et tema efter ønske, eksempelvis: Generel Ladby-historie, Gravlæggelse-religion, Vikingeskibet. Rundvisning i Skibsgraven og på byggepladsen (1 time, max 30 deltagere) Rundvisning i Ladbyskibsgraven (det ægte Ladbyskib) og på byggepladsen, hvor der bygges en kopi af Ladbyskibet i fuld størrelse, og hvor også den lille Gokstadjolle ligger. Gokstadjolle er et lille vikingeskib på kun 6,5 m. Rundvisningen handler mest om skibe og byggeriet af det nye Ladbyskib. På onsdage er der mange bådebyggere i gang, og smedene arbejder i essen. Målgruppe: Rundvisningen udformes, så den passer til gruppen/klassen. Fra børnehavebørn til gymnasier o.a. ungdomsuddannelser. Rundvisningen omhandler vikingeskibet hvordan ser det ud, og hvordan er det bygget? Hvorfor er det et krigsskib? Lav vikingeperler (1 time, max 20 deltagere, materialer 30 kr. pr. elev + instruktør Glasperler var meget populære i vikingetiden. Vi snakker om dem og om, hvordan folk var klædt, og forsøger at efterligne vikingetidens glasperler i cernit. Aktiviteten kan bestilles på mandage og tirsdage. Opfyld folkeskolens trinmål Alle rundvisninger og værkstedsaktiviteter tilpasses individuelt til klassetrin. Vikingemuseet i Ladby kan med fordel benyttes i både historie, dansk, natur/teknik (arkæologiske arbejdsmetoder), samfundsfag og kristendomsundervisning. På Vikingemuseet i Ladby beskæftiger vi os med den danske forhistorie og særligt med vikingetiden, som er en periode i dansk jernalder fra ca. 800 til 1000 e. Kr. Alle aspekter af forhistorien bliver behandlet fra de dagligdags rammer til det store udsyn og de internationale kontakter. På grund af det unikke fund, vikingeskibsbegravelsen, og den brydningstid, som vikingetiden repræsenterer, er det naturligt, at væsentlige omdrejningspunkter for formidlingen er liv, død og religion. Vores mål er at formidle fortidens komplekse forhold sammenholdt med elevernes nutid at skabe sammenhænge på tværs af 1000 år. 9
På museet findes en lille museumsbutik, hvor der sælges museumskopier, bøger, is, drikkevarer m.m. Medbragt mad: Spørg når arrangementet bookes. Der er borde og bænke foran museet samt ved gravhøjen. Er vejret dårligt, kan vi evt. finde plads indendørs. I bedes melde jeres besøg før ankomst, således at besøg af flere klasser/grupper koordineres med henblik på at give jer den mest optimale oplevelse. Praktisk information Kontakt museet, så vi kan finde en god ramme at afvikle jeres besøg i. Ønskes formidling af forskellig slags, så lad os planlægge sammen, så rundvisning/aktivitet bliver så målrettet jeres klassetrin og behov som muligt. Vi hjælper gerne med henvisninger til litteratur om vikingetiden eller med billeder til opgaveskrivning. Lad evt. eleverne kigge på museets hjemmeside, så de har en fornemmelse for stedet, og se, om der skulle være relevant undervisningsmateriale, I kan bruge også fra andre perioder i forhistorien. Når man besøger Vikingemuseet Ladby, skal der være plads til at udfolde sig, røre sig, snakke sammen og virkelig føle, at man er velkommen på stedet. Som besøgende er man samtidig med til at skrive et nyt afsnit i fortællingen om det gamle vikingeskibs historie. Eleverne skal ledsages af en lærer i gravhøjen, på byggepladsen og i vores udstillinger. Mobiltelefoner skal være slukkede eller sat på lydløs, mens der rundvises. Priser Alle børn og unge under 18 år har gratis adgang til Vikingemuseet Ladby. Det gælder således også skoleklasser, børnehaver og øvrige undervisningsinstitutioner, der besøger museet i forbindelse med undervisning. Rundvisninger og værkstedsaktiviteter på hverdage: 500 kr. (1 time) / 750 kr. (1½ time) + evt. materialeudgifter. Rundvisninger og aktiviteter er gratis for skoler fra Kerteminde og Nyborg Kommuner (der kan dog være tale ommaterialeomkostninger til værkstedsaktiviteter). Rundvisninger for skoleklasser kan arrangeres før kl. 10 på hverdage uden ekstra betaling. Ønskes aftenåbent koster det 1200 kr. Åbningstider Januar - maj: tirs-søn kl. 10-16 Juni - august: alle dage kl. 10-17 September - december: tirs-søn kl. 10-16 Find vej Vikingemuseet Ladby ligger 5 km fra Kerteminde ved Kerteminde fjord. Der er handicapparkering og vendeplads for busser umiddelbart ved museets indgang. I Kerteminde og Nyborg kommune findes en telebus ordning. Kontakt Fynbus for nærmere oplysninger. www.fynbus.dk. 10 Vikingemuseet Ladby Vikingevej 123, Ladby 5300 Kerteminde Tlf. 65 32 16 67 vikingemuseet@ostfynsmuseer.dk www.vikingemuseetladby.dk
nyborg slot Danmarks ældste bevarede kongeborg 11
nyborg slot På Nyborg Slot, der blev grundlagt omkring 1170, kan man stadig gå rundt i de lokaler, hvorfra Danmarks konger og dronninger regerede Danmark fra starten af 1200-tallet til midten af 1500-tallet. Et besøg på Nyborg Slot er en fortælling om demokratiets vugge: Her mødtes det danske parlament Danehoffet i middelalderen, og her blev rigets første grundlov håndfæstningen fra 1282 underskrevet. Nyborg Slot er således det tætteste, vi kommer på et middelalderens Christiansborg, og bliver derved et af de vigtigste monumenter fra Danmarks middelalder. Her fortælles med andre ord middelalderkapitlet i historien om et af verdens ældste monarkier. Danehofsalen Træd ind i det eneste bevarede rum, hvor den danske konge mødtes med sit parlament i middelalderen. Parlament og grundlov er vigtige skridt i udviklingen af ikke bare det danske, men det europæiske parlamentariske og demokratiske system (jf. Demokratikanon). Udstillingen omhandler det middelalderlige Danehof og er en fortælling om magt og demokratiets spirende begyndelse. De nyistandsatte lokaler indbyder til både fordybelse og leg. rige i Europa. Her fortælles om middelalder- og renæssancehoffets prægtige fester, og om hvordan slottet har dannet ramme for sådanne. Her kan man bl.a. opleve et festopdækket renæssancebord og beundre herskabets smukke tøj. Samtidig udstilles en række genstande, der giver et godt indblik i, hvordan det til tider prægtige liv ved hoffet har set under Christian 3. (konge 1536-1559), der gjorde Nyborg til sin residensstad. Det nye reformerte kongeriges første hovedstad. Fadeburet Der er noget for alle sanser, når man besøger slottets fadebur. Fadeburet indeholder både staffage, men også rigtig mad så du/i kan godt glæde jer til den kraftige duft, der møder jer, nå I træder ind i slottets gamle kælder. Man kan samtidig fordybe sig/lege ved borde og bænke og høre historier om det daglige liv på slottet. Rustkammeret Besøg en af landets største udstillinger om våben og rustninger fra middelalderen og renæssancen. Som skoleklasse/ institution kan man booke en særlig rundvisning, der fokuserer på våbnenes/rustningernes historie, middelalderens og renæssancens krigsførelse. Her fortælles bl.a., hvor skævt et billede af middelalderens våbenbrug samfundet har i dag der er med andre ord langt fra Hollywoods fremstillinger af middelalderens krig og våbenkunst til hvordan det virkelig foregik. Dronningens riddersal Besøg Nyborg Slots middelalderlige riddersal fra Dronning Margrethe 1. s tid, dengang danske herskere regerede over alle de skandinaviske riger i Kalmarunionen; det geografisk største 12
Undervisningstilbud Vi ønsker, at museet fremstår som en stærk samarbejdspartner for den danske folkeskole. På Museet beskæftiger vi os generelt med middelalderens og renæssancens historie og spænder bredt lige fra dagligdagshistorier til fortællinger om større nationale sammenhænge. Vi tager som regel udgangspunkt i de inspirerende rammer, som Nyborg Slot danner, og vælger således at fortælle vores historier med udgangspunkt i slottets historie. Det er målet, at vores mange fortællinger serveres på en måde, hvor eleverne kan spejle sig i historien og ved genkendelsens glæde skabe forståelse for både datidens og nutidens samfund. Museet er egnet til en tur på egen hånd, hvor man kan benytte de forskellige udstillinger til at vælge emner inden for bl.a. historieundervisning, kristendomskundskab, dansk eller billedkunst. Det er samtidig muligt at bruge voldarealerne omkring slottet til idrætsaktiviteter m.m. Man kan også vælge en guidet tur rundt på slottet, hvor et udpluk af slottes mange forskellige historier fortælles. Nyborg Slots historie Nyborg Slot blev grundlagt i slutningen af 1100-tallet og var i århundreder et centralt mødested for rigets magtfulde mænd og kvinder: På slottet blev Danmarks første grundlov (Erik Glippings håndsfæstning 1282) underskrevet; og her mødtes datidens parlament Danehoffet helt frem til 1413. Samtidig fungerede slottet frem til 1560 som residensslot for danske konger og dronninger og var et betydningsfuldt magtcentrum et middelalderens Christiansborg. Flere af Danmarkshistoriens vigtigste begivenheder kan relateres til Nyborg Slot: f.eks. Erik Glippings håndsfæstning fra 1282, der var Danmarks første grundlov, samt hvordan Nyborg By fungerede som hovedstad for Christian 3. i det nye reformerede lutherske rige. Som yderligere eksempel kan nævnes, at Margrethe 1. s og den norske konges søn Oluf i 1377 underskrev sin håndfæstning som konge af Danmark på Nyborg Slot. Ved faderens død i 1380 blev Oluf automatisk konge over Norge, og grundstenen til Kalmarunionen bestående af de tre nordiske riger under dansk overhøjhed blev lagt. Listen af historiske begivenheder, der kan relateres til Nyborg Slot, er dog lang, og vi giver gerne forslag til historier og temaer med det formål, at de skal være nemme at integrere i jeres undervisningsforløb. Opfyld folkeskolens trinmål På museet arbejder vi aktivt med folkeskolens mange trinmål bl.a. inden for fagene: dansk, historie, billedkunst, samfundsfag og kristendom, og hvordan disse ændrer sig fra klassetrin til klassetrin. Vi står derfor også til rådighed med specialiserede ture eller skoletjenesteforløb, der tager udgangspunkt i særlige emner og fag. Det er således muligt at booke et undervisningsforløb/ rundvisning, hvor man i samarbejde med slottets personale vælger at fokusere på en specifik historie/problemstilling med relation til slottets udstillinger eksempelvis om middelalderens Danehoffer. Dyk ned i den dramatiske historie med udgangspunkt i fortællingen om den første grundlov og magtkampen i Danmark, der førte til Danmarkshistoriens foreløbigt sidste kongemord i Finderup Lade i 1286. Mordet er aldrig opklaret, selvom en gruppe stormænd blev dømt for det, mens den bare 11-årige konge sad og frygtede for sit liv, i selve det lokale, hvor historien fortælles. 13
Praktisk information Med henblik på at spise sin medbragte mad spørg endelig om muligheden herfor, når arrangementet bookes. Priser Alle børn under 18 år har gratis adgang. Det samme gælder lærere og pædagoger i følgeskab med skoleklasser, børnehaver og øvrige undervisningsinstitutioner, der besøger museet i forbindelse med undervisning. En rundvisning på slottet tager ca. en time. Rundvisninger på hverdage og inden for normal åbningstid: 550 kr. Rundvisninger i weekender: 550 kr. + 1200 kr. Rundvisninger uden for normal åbningstid: 550 kr. + 1200 kr. Rundvisninger for skoler og institutioner i Kerteminde og Nyborg Kommuner er gratis. Åbningstider April - maj: tirs-søn kl. 10-15 Juni - august: man-søn kl. 10-16 September - oktober: tirs-søn kl. 10-15 November - marts: lukket Find vej Det tager ca. 20 minutter at gå fra Nyborg Station til Nyborg Slot. Der er 200 meter til det kulturhistoriske museum Borgmestergården, der ligeledes hører under Østfyns Museer. 14 Nyborg Slot Slotsgade 34 5800 Nyborg Tlf. 65 31 02 07 nyborgslot@ostfynsmuseer.dk www.nyborgslot.dk
farvergården historien om det gamle Kerteminde 15
farvergården Farvergården ligger i hjertet af det historiske Kerteminde. Museet kan dermed bruges som omdrejningspunkt i historieundervisningen om byen. I museets udstillinger fokuserer vi på centrale aspekter af byens historie i sammenhæng med hverdagslivet i den lille fiskerby. Fra museet kan I gå ud i byen og finde sporene fra historien. Enten med en fra museet eller på egen hånd. Udstillinger Som noget nyt har vi fået en minibiograf, der viser film fra Kerteminde optaget i perioden 1938-1962. Desuden har vi fået en ny udstilling, der særligt er henvendt til børn i alderen 5-10 år. Den handler om to børn, der har boet i Kerteminde omkring 1900 og som kom fra forskellige kår. På Farvergården finder I udstillinger om vartegnet Amanda, fiskeri, forbrydelse, straf og krig samt legetøj og færdselssikkerhed. På loftsetagen er der indrettet 7 værksteder, der fortæller om håndværk anno 1900 I kan fx gå på opdagelse i fotografens, urmagerens, sejlmagerens og skomagerens arbejde. I kælderens mørke kroge kan I fx se gamle vaskemaskiner, et forrådskammer og en gammel smedje. I vores hyggelige museumshave kan I prøve stylter og væltepetere samt nyde det gode vejr. Farvergårdens historie Farvergården er en renæssancebygning fra 1630. Oprindeligt er den bygget som købmandsgård af rådmand Karsten Iversen. Det der står tilbage i dag, er resterne af den oprindelige 4-fløjede købmandsgård. Forbygningen var dobbelt så stor som nu og omfattede også Langegade 6 og en del af Langegade 10. I 1600tallet var Kerteminde en driftig handelsby. Den var havneby for Odense og mange af Odenses købmænd byggede deres købmandsgårde her. Som i andre danske købstæder havde de store købmænd mange andre embeder. Karsten Iversen var, udover at være købmand, rådmand og kirkeværge. Der har siden hen været adskillige ejere af Farvergården. I 1700- tallet fungerede gården fx som præstebolig. I 1811 gik den købmand, der havde gården fallit og den blev udstykket i mindre dele. Gården fik først sit nuværende navn i 1836. Her købte farver Hinke ejendommen, og i 100 år fungerede den som tekstilfarveri og bolig for familien. I 1935 overtog Museumsforeningen for Kerteminde og Omegn bygningen og indviede den som museum i 1937. 16
Undervisningstilbud Farvergården er egnet til en rundtur på egen hånd, hvor I kan benytte Jer af de forskellige udstillinger til at vælge emner indenfor historie, billedkunst, dansk, design og natur/teknik. I kan også vælge en guidet tur rundt i museet eller en byvandring i Kertemindes gamle bydel, hvor der fortælles om byens udvikling, de gamle købmandsgårde, havnens betydning og de gamle fiskermiljøer. Indholdet målrettes efter alderstrin, fag, samt emner og projekter, som er aktuelle for klassen. Byvandringens indhold afpasses og tilrettelægges desuden gerne efter særlige ønsker. Kerteminde Købstadsjubilæum I forbindelse med Kerteminde Købstadsjubilæum i 2013 er der udarbejdet et særligt skolemateriale. Materialet består af to hæfter, der er henvendt dels til 2.-4. klassetrin og dels til 5.-7 klassetrin. Med udgangspunkt i 1413 bevæger materialet sig i tidsperioden fra vikingetiden og frem til i dag. Fokus er bl.a. på hverdagsliv, sociale forhold, fiskeri, handel, husene, den gamle bydel og Lillestranden. Undervejs bliver der stillet spørgsmål til eleverne, som lægger op til refleksion og diskussion. Eksempler som: Hvorfor blev Kerteminde købstad? Hvordan har omverdenen påvirket Kerteminde? Materialet ligger til fri afbenyttelse på hjemmesiden www.ostfynsmuseer.dk. Opfyld folkeskolens trinmål Et besøg på Farvergården kan være med til at opfylde trinmålene for Historie på alle klassetrin. Her gives eksempler på emner I kan tage op. 0.-4. klasse: For de yngste elever er der rig mulighed for at gå på opdagelse i lokalhistorien både på museet og i byen. Specifikt kan I tage udgangspunkt i vores nye udstilling om to Kerteminde børn fra omkring 1900, der kom fra forskellige sociale lag, for at vise sammenhængen mellem materielle kår og hverdagsliv. I byen kan i fx tage ned på Lillestranden og bruge stedet til en snak om fiskeriets historie og udvikling. Det kan fx lægge op til at eleverne maler fiskere og fiskerbåde, som de så ud engang. 5.-6. klasse: Kerteminde er gennem historien, som alle andre danske byer, blevet påvirket af verden udenfor. Som en del af historieundervisning kan I bruge Kerteminde som eksempel på, hvordan forskellige områder påvirker hinanden. I kan tage udgangspunkt i det undervisningsmateriale, som er udarbejdet til Købstadsjubilæet. At Kerteminde blev købstad havde stor betydning for byens relationer til omverdenen. Relationer der kan spores langt op i historien. De emner der belyses i materialet kan bruges som udgangspunkt til et besøg på museet eller i byen. 7.-9. klasse: På Farvergården er der rig mulighed for at undersøge foregående slægtleds livsbetingelser. I kan fx tage udgangspunkt i vores 7 værkstæder fra omkring år 1900. De kan skabe grundlag for diskussioner om arbejdsforhold, arbejdssikkerhed, forbrug og materielle vilkår dengang kontra nu. I vores udstilling om fiskeri vil I kunne begynde lignende refleksioner og diskussioner med udgangspunkt i fx fiskerfamiliernes livsvilkår. Eksempelvis illustrerer Marie Fiskers udstillede fiskekurv på fin vis, hvorledes fiskernes koner hver dag måtte trave til Odense og tilbage igen for at sælge fisk. En arbejdsform vi ikke længere kender til herhjemme. 17
Praktisk information Kontakt museet, så vil vi sørge for, at indholdet i jeres besøg tilrettelægges efter jeres specifikke ønsker. Vi vil gerne hjælpe med henvisninger til litteratur eller billeder til opgaver på forespørgsel. Der er mulighed for at spise madpakker i museets have. Museets stueetage er indrettet som café og museumsbutik. Farvergården er en gammel bygning, hvor der er mange små rum. Det kan derfor være en fordel at dele store klasser op i små hold. Priser Det er gratis for alle at besøge museet. Rundvisning i udstillingen (varighed 45 min.): 200 kr. Rundvisning i Kerteminde (varighed 1 time): 400 kr. Rundvisninger for skoleklasser i Kerteminde og Nyborg Kommuner i museets udstillinger og i byen er gratis. Åbningstider Marts - oktober: tirs-søn kl. 10-16 November - februar: lukket Jul (1/12-23/12): man-søn kl. 10-16 Der er mulighed for at aftale rundvisning i hverdagene udenfor den ovennævnte åbningstid. Find vej Farvergården ligge på hovedgade i Kerteminde. Der er 5 minutter fra rutebilstationen, hvor man kan komme til fra bl.a. Nyborg og Odense. 18 Farvergården Langegade 8 5300 Kerteminde Tlf. 65 32 37 27 hekl@ostfynsmuseer.dk www.ostfynsmuseer.dk
Borgmestergården Håndværk og købmandsliv i renæssancen 19
Borgmestergården Borgmestergården i Nyborg byder på en fortælling om købmandsliv i renæssancen, om de danske købstæder, om søfart på verdenshavene og om en borgmester- og købmandsgård, der blev bygget, mens Nyborg Slot endnu var kongebolig. Det levede liv Borgmestergården er velegnet som inspiration i historieundervisningen. Her kan man opleve og få en god snak om det levede liv på landet og i byerne for 100-400 år siden. En ny udstilling fortæller om Borgmestergården som beboelsessted og købmandsgård for Lerche-familien. Lokal historie I museet kan man opleve den lokale historie i rum, indrettet som beboelser fra 1600-tallet og frem til starten af 1900-tallet. De hestetrukne brandvogne i porten fortæller om livet i byerne brug dem til at fortælle om Nyborgs store bybrand i 1797. Håndværk og søfart Museet rummer også en fortælling om håndværkerne og deres laug, om søfart på de store have, en velindrettet smedje, der tages i brug ved særlige lejligheder, legetøj fra 1900-tallet og meget mere. Madens historie En særlig udstilling er tilegnet madens historie: hvordan kan man gemme mad uden en fryser? Hvordan blev maden lavet, hvad spiste man, og hvad drak man? Børnenes Museum For de mindste klasser og børnehaver er der indrettet et legerum, Børnenes Museum, hvor man kan lege købmand i 1600-tallet, klæde sig ud og meget mere. Der er plads til maksimum 8 børn ad gangen. Et levende museum Borgmestergården lægger også rum til mange aktiviteter; Nyborg Slots Dragtlaug har et fast værkstedslokale, hvor man altid er velkommen til at kigge ind og se de smukke kopidragter fra vikingetid, middelalder og renæssance. Bygningen rummer også en gammeldags smedje, hvor der ofte smedes i forbindelse med feriedage og andre aktiviteter. Vi inviterer jævnligt til workshops kig på museets hjemmeside for aktuelt program. 20
Undervisningstilbud Museet er egnet til en tur rundt på egen hånd, hvor man kan benytte sig af de mange forskellige udstillinger til at vælge emner indenfor historieundervisningen, i billedkunst eller i naturfag. Man kan også vælge en guidet tur rundt i museet her tages hensyn til individuelle ønsker omkring emner og fag. En idé kunne være at gå en tur rundt i byen og udvælge sig nogle steder, man gerne vil vide mere om; det kunne være torvet foran rådhuset, havnen, fæstningen eller andet. Vi hjælper gerne med henvisninger til litteratur eller med billeder til opgaver på forespørgsel. Kig på museets hjemmeside om der forefindes relevant undervisningsmateriale. Museets historie Borgmestergården er en købmands- og borgmestergård fra 1600-tallet. Det er en anseelig bindingsværksgård med tre længer og mere end 25 udstillingsrum. I 1600-tallet var Nyborg en by i driftig udvikling. Købmænd handlede med varer fra hele verden. Som i andre danske købstæder havde de store købmænd mange andre embeder. Mads Lerche var en driftig mand, der ud over at være købmand, også var borgmester samt kongelig toldopsynsmand. Det sidste var et vigtigt embede, idet det var Mads, der skulle holde opsyn med, at handelsskibe fra andre lande lagde til i Nyborg og betalte told til kongen. I 1601 byggede Mads Lerche sin fine købmandsog borgmestergård den blev i de følgende årtier udvidet med to ekstra fløje af sønnen Jakob Lerche. Bygningen er et fornemt eksempel på en købstadsgård fra renæssancen. Den blev restaureret i begyndelsen af 1900-tallet og har været museum siden. Særlige undervisningstilbud i skoleåret 2012-2013: Historiedetektiven i Nyborg: Kanonbådskrigen historien om Storebælt, kapere og kanonbåde 1807-1814 Nyt skolemateriale fra Østfyns Museer om Englandskrigene, om kanonjoller, Storebælt, kanoner og heltemod. Målgruppe: 6.-7. klassetrin. 21
Opfyld folkeskolens trinmål Sådan opfyldes folkeskolens trinmål for faget historie gennem et besøg på Borgmestergården. Efter 4. klassetrin skal eleverne ifølge trinmålene kunne: Fortælle om spor fra fortiden i lokalområdet og gengive dem i tegning og dramaform. Forslag: Opsøg pladsen foran rådhuset brug stedet som udgangspunkt til en snak om, at her har været turneringsplads, torv og nu p-plads. Gengive historiske fortællinger fra dansk historie. Forslag: Brug museet som udgangspunkt til en snak om Storebælts historie f.eks. Storebæltsbroen, kapere i 1800-tallet, Nyborg som toldsted i 1600-tallet, Borgmestergården bygget af Mads Lerche, der var borgmester, købmand, rådmand og toldopsynsmand. Fortælle om sammenhænge mellem materielle kår og hverdagsliv. Forslag: Brug museets lille udstilling om mad og opbevaring af mad til en diskussion af, hvordan vilkårene har været, før man fik køleskab og supermarkeder, eller da man ikke kunne importere mad fra fjerne egne. Efter 6. klassetrin skal eleverne ifølge trinmålene kunne: Beskrive, hvorledes Danmarks historie indgår i samspil med verden udenfor. Forslag: En diskussion om varernes historie med udgangspunkt i købmandsgården: i middelalderen da krydderier var ekstremt dyre og eksotiske, i 1600-tallet da opdagelsen af Den nye Verden også førte til opdagelsen af nye madvarer og nye skikke. Her kan man også kigge på vores lille udstilling om søfart med bl.a. modeller af træskibe fra 1800-tallet, hvor verdenshandlen for alvor blomstrede. Efter 9. klassetrin skal eleverne ifølge trinmålene kunne: Kende forskellige demokratiformer og tage stilling til, hvilke rettigheder og pligter det giver den enkelte. Forslag: Mads Lerche som borgmester og rådmand i 1600-tallets Danmark. I tiden før enevælden, hvor man i de danske købstæder havde et strengt hierarkisk system, hvor de førende borgere var rådmænd og dermed stod for byens styring. Om hvordan magten var delt mellem konge, adel, borger, kirke og bønder. Sammenligne egne livsbetingelser med foregående slægtleds og diskutere, hvilke forhold der er ens, hvilke der er forskellige, og baggrunden herfor. Forslag: Emnet grænser før og nu. Hvordan man opfatter et lands grænser i dag og hvordan livet var, da Storebælt fungerede som grænse eftersom man den gang transporterede alle varer med skib. 22
Bygningen er gammel, og der er mange små rum det kan derfor være en fordel at dele store klasser op i små hold vi foretrækker maksimum 25 elever ad gangen, hvis alle skal have mulighed for at se og blive hørt. Husk at tage hensyn til museets øvrige gæster. Museet lægger rum til mange aktiviteter. Vi har et lokale, man kan låne som skolestue eller benytte til at spise sin madpakke i. Rummet fungerer som værksted for Nyborg Slots Dragtlaug. Her har man mulighed for at se de fine kopidragter fra middelalder og renæssance, som lauget har syet eller er i gang med. Dragtlauget mødes et par gange om måneden så hør om rummet er ledigt før et besøg. Borgmestergården har en lille museumsbutik. Der er mulighed for at spise medbragt mad i museets hyggelige gård. Praktisk information Hvis man booker en guidet tur, er det godt at kontakte museet og fortælle, hvilke alderstrin og hvilke fag, det drejer sig om. I fællesskab kan vi skabe en god ramme omkring besøget. På museet arbejder vi aktivt med folkeskolens mange trinmål bl.a. inden for fagene: dansk, historie, billedkunst, samfundsfag og kristendom, og hvordan disse ændrer sig fra klassetrin til klassetrin. Vi står derfor også til rådighed med specialiserede ture eller skoletjenesteforløb, der tager udgangspunkt i særlige emner og fag. Priser Alle børn under 18 år har gratis adgang. En rundvisning på Borgmestergården tager ca. 1 time. Rundvisninger på hverdage inden for normal åbningstid: 450 kr. Rundvisninger på hverdage uden for normal åbningstid: 450 kr. + 1200 kr. Rundvisninger i weekender: 450 kr. + 1200 kr. Rundvisninger uden for museets normale sæson dvs. fra 1. oktober - 31. marts: 450 kr. + 1200 kr. Rundvisninger for skole og børneinstitutioner fra Nyborg og Kerteminde Kommuner er gratis Åbningstider April - maj: tirs-søn kl. 10-15 Juni - august: alle dage kl. 10-16 September - oktober: tirs-søn kl. 10-15 November - marts lukket Find vej Det tager ca. 20 minutter at gå fra Nyborg station. Fra Borgmestergården er der 200 meter til Nyborg Slot, der ligeledes hører under Østfyns Museer. Borgmestergården Slotsgade 11 5800 Nyborg Tlf. 65 31 02 07 nyborgslot@ostfynsmuseer.dk www.ostfynsmuseer.dk 23
Der er mange gode oplevelser og megen ny lærdom at få for skoleklasser på Østfyns Museer. Og vi glæder os til at planlægge et forløb med jer.