For enden af den yderste vej Aldeaquemada var Andalusiens mest isolerede landsby ved grundlæggelsen i 1768. Det er stadig et uudforsket land for turisterne Midt i Sierra Morena / 1 Hvem siger at Spanien kun er sol-og-strand turisme? Denne udflugt går langt ud på landet, og hvis det bli r en våd vinter, så meget bedre. Andalusiens vildeste natur har aldrig været mere frisk, og det flotteste vandfald vil modtage dig med larmende begejstring, når du er fremme ved målet i Sierra Morenas ufremkommelige bjerge. Naturligvis er de ikke længere så ufremkommelige. I dag går der en slags motorvej igennem bjergpasset Despeñaperros. Om få år behøver du heller ikke bekymre dig om hårnålesvingene, når den ny motorvej står færdig på betonpillerne et halvt hundrede meter over dit hoved. Til den tid kører du lige igennem dette forrevne klippelandskab, som siden oldtiden har været den store barriere mellem Andalusien og den kastilianske højslette. Men foreløbig kører du stadig på den gamle vej, og nederst i bjergpasset ligger afkørslen til Aldeaquemada, som var Andalusiens mest isolerede landsby ved grundlæggelsen i 1768. Den dag i dag er der folk i Aldeaquemada som forsikrer, deres bedstemor aldrig så andet af verden. Et nybyggerland Det lyder slet ikke usandsynligt efter den 23 km lange køretur i bjergene og skoven, skoven og bjergene. Du møder et enkelt hus på vejen, et lille museum som kun er åbent nogle få timer om ugen. Da vejen hele tiden snor sig opad, nyder du nogle fantastiske udsigter til bjergene og skoven, men med disse ord er alt sagt indtil du når frem til Aldeaquemada. Nybyggerne kom fra flere steder i Europa, hvor en prøjsisk eventyrer ved navn Johann Kaspar von Thürriegel havde hvervet dem til et genbefolkningsprojekt i appelsinens land. Da de nåede frem, var der ikke andet end klipper og træer, og det var ikke just appelsintræer. Inden et år døde en fjerdedel. I løbet af de tre første forfærdelige år døde mere end halvdelen. 25
skuespillet bag ved civilisationens yderste rækværk. Her starter udflugten - og her slutter den for de flestes vedkommende. Det er en fejltagelse, for der skjuler sig mange andre spændende sin store sorte lagune, en rigtig heksegryde på mørke og regnfulde vinterdage, hvor den efter sigende begynder at dampe og forme en søjle af tåge. Du skal ikke vente på at få det bekræftet - det er et dårligt sted at lade sig overraske af uvejret. Ankomst Fra Málaga: Tag motorvejen til Granada og fortsæt mod Jaén og Madrid. I afkørsel 250 kører du af mod Aldeaquemada. Afstand fra Málaga 300 km. Fra Alicante: Tag motorvejen til Albacete. Herfra skal du finde landevejen til Castellar de Santiago, som har videre forbindelse til Aldeaquemada. Afstand fra Alicante 340 km. Ved sengetid En typisk udsigt i bjergene, der imidlertid ikke er så ufremkommelige som det kan virke. Der går mange grusveje på Sierra Morenas tag. Med enorme menneskelige og økonomiske omkostninger blev der grundlagt en snes byer i Sierra Morena. Deres historie er helt anderledes end resten af Andalusiens. I det afsides Aldeaquemada har en tredjedel af de 600 indbyggere bevaret et udenlandsk efternavn, og børnene er stadig lidt højere og mere lyshårede end normalt. Det upålidelige vandfald Turisterne kommer først og fremmest for at se La Cimbarra, vandfaldet et par km uden for Aldeaquemada. Om vinteren eller foråret, i de stille nætter mellem bjergene, trænger støjen fra den nogle og fyrre meter høje kaskade helt ned i byen efter en uge eller to med stærk regn. I årets tørre måneder har La Cimbarra til gengæld en trist lighed med en dryppende vandhane. Mellem disse yderpunkter er der alle muligheder. På den rigtige dag kommer Guarrizas-floden sprøjtende ud af en alt for snæver kløft i den lodrette klippevæg, og så har du - lige overfor, på den anden side af afgrunden - en fantastisk udsigt til oplevelser på denne lidet udforskede egn. Mystik i bjergene Du behøver blot vende ryggen til vandfaldet for at få øje på en gammel bronzealder-boplads. I 3000 år har ingen haft tid til at grave den ud, men den er heller ikke blevet ødelagt. Stenene er blot sunket sammen i to ringmure, som supplerede naturens egne forsvarsværker på det højtliggende fremspring. Går du et stykke tilbage, fører en sti ned til regnbygen og tordenvejret ved vandfaldets fod. Før vandfaldet passerer du ruinerne af landsbyens vandmølle. Bagefter...... bagefter bliver stien lovlig farlig nede i den dybe slugt, og det er klogere at tage omvejen rundt om bjerget. Således finder du to andre vandfald, Cimbarillo og Charco del Negrillo. Sidstnævnte har navn efter Fra starten er det lige så godt at skrive sig bag øret, at man ikke bør løbe nogen unødvendig risiko i disse bjerge. Men de vilde omgivelser indebærer også, at man kan spadsere i en af de få rester af den vældige egeskov, som engang dækkede hele Den iberiske Halvø. Naturbeskyttelse i 1700-tallet Den dramatiske beretning om nybyggernes første år gav måske et forkert indtryk. Det var midt i oplysningstiden, og foregangsmændene i Carlos III s oplyste enevælde ønskede det bedste for både menneskene og naturen. Selv i dag ville miljøorganisationerne have betragtet lovgivningen som mønsterværdig. Uden for de afmålte jordlodder havde pionererne strengt forbud mod skovrydning, og bønderne måtte ikke engang tage en Der er ikke mange muligheder i Aldeaquemada. Den bedste er et casa rural (landhotel) ved navn La Cimbarra. Rustikt, men moderne, og de fem dobbeltværelser deles om en meget stor pejsestue, hvor værtsparret Ángel Alcaide Masdemont og Inma Ginés bl.a. serverer egnens typiske retter som hjort og vildsvin. Bemærk at i byen er der nogle barer, men ingen rigtige restauranter. La Cimbarras fordel er, at Ángel Alcaide er egnens eneste turistguide. Uundværlig hvis du vil finde hulemalerierne, og til stor nytte ved planlægningen af ekskursioner i øvrigt. Han taler ikke meget engelsk, men med lidt god vilje fra begge sider plejer det at gå, siger han. Weekender plejer der at være travlhed. Hverdage er der tid til en mere personaliseret service. Casa rural La Cimbarra Avda. de Andalucía, s/n 23215 Aldeaquemada tlf. 636 006 190 / 953 669 186. www.lacimbarra.com 26
vognstang uden kommandantens tilladelse. Derfor overlevede middelhavsskoven uden de store forandringer indtil 1900-tallet, hvor det gik tilbage med den sunde fornuft, og en tåbelig forstpolitik førte til at de fleste egetræer blev erstattet med fyrretræer. Men nogle lunde blev dog liggende tilbage. Despeñaperros naturpark Despeñaperros naturpark deles i to af motorvejen i bjergpassets bund. Det beskyttede område strækker sig et stykke op imod Aldeaquemada, og meget længere op på den modsatte side af motorvejen. Et besøg i naturparken er en naturlig forlængelse af besøget i Aldeaquemada. Los Órganos. Parken har fire afmærkede stier til fodgængere. En af dem (ruten empedraíllo) passerer de brolagte rester af den gamle romervej igennem bjergene. Informationscentret Puerta de Andalucía udleverer oplysninger om disse ruter. Samme sted kan man tilmelde sig guidede udflugter til fods eller i firehjulstrækker med selskabet Puertanatura - det eneste som må køre på parkens veje. Der er f.eks. udflugter til Los Órganos, hvis mægtige jætteorgel - hjemsted for gribbene - er naturparkens berømteste sceneri. Puerta de Andalucía Afkørsel 257 på motorvejen Tlf. 953 664 307 www.puertanatura.com Kronhjorten er et helt almindeligt syn. I 1700-tallet var faunaen lige så beskyttet som floraen. Vilde dyr måtte ikke dræbes i fredningstiden, selv om de skadede afgrøderne, og i perioder blev nybyggerne bogstavelig talt belejret af sultne ulveflokke. Bestanden blev holdt nede, men ikke udryddet. Derfor strejfer Andalusiens sidste ulve stadig rundt i Sierra Morena, men du skal over på den anden side af motorvejen for at finde dem. Dyrene krydser aldrig vejen, og på Aldeaquemadaegnen blev den sidste ulv skudt for fire årtier siden. Ulven kommer ikke igen, men i november gjorde man et forsøg med genudsætning af den iberiske los, hvis yndlingsbytte kaninen forekommer i stort tal. Hjortens flugt Rovdyrene led mest under udviklingen. Der er stadig massevis af dådyr, vildsvin og kronhjorte. Hjortene er nemme nok at træffe på skovvejene i de rigtige timer på dagen, men vil du være helt sikker, kan du aflægge en guidet udflugt til den kommunale bymark Navalacedra. Bymarken er lidt mere end navnet lader ane - den er et gods på 1800 hektarer, som siden nybyggertiden har været fælleseje til græsning og jagt. For tre år siden besluttede byrådet at dele jagtretten med fremmede, som betaler 1200 euro for en dags jagt og et trofæ til at hænge på væggen. Kødet tilhører kommunen. Måske forstår jægere, hvilken fornøjelse der kan være ved at nedlægge et særlig flot eksemplar, som guiden i forvejen har udvalgt og opsporet til dem. For en brøkdel af prisen leder den samme guide almindelige turister igennem bakkelandskabet af græsmark og egelund, indtil de er på skudhold med fotoapparatet. Under udflugten skal man nok få hundrede eller mange flere hjorte at se, men det svære er at komme tæt ind på livet af hannerne, inden de flygter i elegant trav. De ved udmærket, hvem det gælder. Den lange udsigt Turismen er sandsynligvis fremtiden, men den er stadig i sin vorden, og du bør komme inden den bliver mere populær. Det er jo netop den øde natur, som er turistattraktionen, og der er mængder af den heroppe på taget af Sierra Morena i 700 til 1000 meters højde. Du har den bedste udsigt fra ruinerne af Buenos Aires, et af pionertidens små udsteder, som blev opgivet efter nogle få årtier. (Spørg efter Aldehuela, for sådan kalder de lokale stedet.) Et stykke under dig ligger Aldeaquemadas retvinklede koloni-arkitektur. Resten er øde hele vejen rundt så langt blikket rækker, og det rækker langt. Måske kan himlens ørne og gribbe få øje på noget levende i bjerglandskabets blandede mark og skov. Men selv om landet virker ubeboet, er det på ingen måde uvejsomt, og med det rigtige køretøj kan du komme langt på de små markveje. Oldtidens vejkryds Siden oldtiden, længe inden byens grundlæggelse, har Aldeaquemada været et vigtigt vejkryds. Inden det lykkedes at konstruere den første moderne vej i bjergpassets bund, måtte de rejsende mellem Andalusien og den kastilianske Tips November til starten af januar kommer der mange svampejægere på jagt efter den orange mízcalo, en velsmagende mælkehat som koster 30 euro kiloet i storbyerne. I fjor kom der 40 tons fra Aldeaquemadas fyrreskove. Solide travesko er ikke nok. Du bør have specialiseret fodtøj til bjergene for at få fuldt udbytte af mange udflugter i det vanskelige terræn. På samme måde skal bilen være en firehjulstrækker, hvis du vil på opdagelsesrejse på Sierra Morenas grusveje. Det sner sjældent. I den koldeste måned januar kan temperaturen falde nogle grader under frysepunktet om natten, mens dagtemperaturen er 10-12 grader. Mere koldt bli'r det sjældent. 28
Ángel Alcaide ved, hvor hulemalerierne gemmer sig. De er slet ikke nemme at finde, for disse blandede bolig- og kultsteder lå utilgængeligt for både vilde dyr og menneskelige fjender. højslette op over bjergene på den ene eller den anden side af Despeñaperros. Efter den ny vejs indvielse blev ruten over Aldeaquemada længe ved med at have en vis betydning, fordi den var en genvej til Østspanien. Vejen gennem Despeñaperros blev først konstrueret på tiden for nybyggernes ankomst. Det var netop derfor de kom. Bjergene lå i et 50 km bredt bælte af ubeboet land - ubeboet når man så bort fra landevejsrøverne, der huserede så spanierne stadig siger véte a robar a Sierra Morena - du kan ta til Sierra Morena hvis du vil stjæle. De nye byer var tænkt som støttepunkter for ordensmagten. Det hjalp jo ikke at vejen mellem Madrid og Cádiz blev bedre, hvis den ikke blev mere sikker. Røverens hule Lykkedes det? Mere eller mindre. Allerede ved første blik på Despeñaperros er det klart for enhver, det er svært at rense sådan et sted for røvere. På vejen til Aldeaquemada - omkring km 6 - lå der som nævnt i artiklens indledning et lille museum. Herfra fører en afmærket gangsti til Cueva de los Muñecos ( Dukkernes Hule ), som ifølge legenden var tilflugtssted for Andalusiens mest berømte landevejsrøver El Tempranillo. Et halvt århundrede senere gjorde hans bande - og mange andre - stadig rejsen gennem Sierra Morena til et temmelig risikabelt forehavende. Dukkerne var den største skat, El Tempranillos mænd nogen sinde kom i nærheden af, men det gik aldrig op for dem. Senere opdagede arkæologerne at de små bronzestatuer af mænd og kvinder var votivgaver til stedets lokale guder. Der var flere tusinde af dem, hobet op igennem 700 års kult. De boede smukt, disse guder, i to templer hvoraf det sidste blev ødelagt i 200-tallet - i starten af en ny tidsregning og en ny religion. I den anden retning fører den samme sti til en gammel iberisk boplads på toppen af en bakke. Herfra kom dukkerne. Hulemalerierne Det barske Sierra Morena virker ugæstfrit med nutidsmenneskets øjne, men i forhistorisk tid var det en af de tættest befolkede zoner på Den iberiske Halvø. For os er landskabet fuldt af forhindringer. For de gamle iberiske folkeslag var det forsvarsværker mod en truende omverden. Aldeaquemada er den kommune i Spanien, hvor der findes flest hulemalerier. Der er registreret 32 grupper, som hver består af adskillige malerier, så hele egnen kan sammenlignes med et stort museum hvor gæsterne går fra sal til sal. De skal ganske vist have have solide ben og sko, og det er umuligt at finde vej uden kustoden. Hulemalerier får os straks til at tænke på Altamira-grotten i Nordspanien, men i Sierra Morena er det egentlig en misvisende betegnelse. Malerierne er ikke skjult i huler. De hænger frit fremme på klipperne, som regel under et fremspring der yder en smule beskyttelse mod vejret. Der er andre vigtige forskelle til Altamira. I Sierra Morena er dyrene ikke lige så realistisk gengivet, og de eneste farver er sort og okker. Ved første blik ville enhver sige at disse malerier er mere primitive end dem i Altamira. Men det er Slaget i 1212 Få hundrede meter fra Puerta de Andalucía ligger det store Museo de la Batalla de las Navas de Tolosa, der blev indviet for få måneder siden. Museet fortæller historien om et af spanienshistoriens vigtigste slag, der fandt sted i 1212, da de kristne generobrere fandt en hemmelig vej igennem bjergene og overraskede muslimernes hær. Det var starten på enden for det islamiske al-andalus. Museo de la Batalla Afkørsel 257 på motorvejen Tlf. 953 664 178 som at sige en Picasso er mere primitiv end en Goya. Billeder blev ord Malerierne i Sierra Morena er af meget nyere dato. Siden Altamira var menneskeheden kommet ind i den yngre stenalder, og kunstnerne var ikke længere tilfreds med at gengive tingene så de lignede. De ville fortælle historier. Den såkaldte kantabriske kunst i Altamira består af isolerede dyr uden forbindelse med hinanden. I Sierra Morenas levantiske kunst optræder dyr og mennesker i grupper. Det er små tegneserier om dagligdagen for 8000 år siden. Den levantiske kunst udviklede sig i løbet af de næste 2000 år til den skematiske kunst. Kunstnerne lærte at spare på materialer og arbejde. I stedet for at male en flok hjorte, malede de en enkelt hjort med fem ben. Deres samtidige læste det femte ben som flokken. Det var alfabetet, som de var i gang med at opfinde! Det er fascinerende at følge udviklingen på Sierra Morenas klipper, hvor budskabet bliver mere og mere abstrakt. I den skematiske kunsts sidste periode er tegningerne reduceret til rene streger og prikker. pod. 30