Så lykkedes det!! Og hvad så?

En artikel fra KRITISK DEBAT Så lykkedes det!! Og hvad så? Skrevet af: Line Barfod Offentliggjort: 15. oktober 2011 Endelig fik vi afsluttet grådighedens årti og væltet Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard. Der var en utrolig glæde både på valgaftenen og bagefter. Da jeg næste morgen cyklede hjemmefra på Nørrebrogade kom der tre unge mænd af blandet etnisk herkomst gående. De havde tydeligvis festet hele natten og var stadig høje af glæde. De råbte "Rød regee-ring, rød regee-ring" af fuld hals, mens de gav high five til alle der cyklede forbi. Og da jeg åbnede min mailbox lå der en mail fra en enlig mor på starthjælp, der var lykkelig for at der nu kom et flertal der vil afskaffe fattigdomsydelserne. Hendes døtre havde sagt til hende: "Nu behøver vi snart ikke mere gå sultne i seng." Nu kan vi trække vejret - men.. Rigtig mange jeg har mødt har udtrykt at nu kan vi igen trække vejret. Nu kan man igen gå med rank ryg i udlandet. Og ikke mindst at nu åbner der sig muligheder for at skabe forandringer. Den glæde og optimisme og tro på fremtiden skal vi holde fast i. Den første betingelse for at skabe forandringer er troen på at det kan lade sig gøre. Men samtidig må vi erkende at valgresultatet gør det utrolig svært. Radikale blev så stærke ved valget at de tror at de skal bestemme næsten alt. Det ses meget tydeligt på regeringsgrundlaget, at vi ikke fik et rent rødt flertal, men i stedet et meget stærkt blåt islæt på det økonomiske område. Fastholdelsen af tilbagetrækningsreformen med stort set afskaffelse af efterlønnen gør virkelig ondt. Samtidig bliver det brugt som argument for ikke at gennemføre en række af de lovede forbedringer, at der skal være råd til at udbetale 17 milliarder kr. i efterlønsbidrag næste år. Udover at det bliver utrolig hårdt for de mange, der ikke kan komme på efterløn, så ville det da være langt bedre at bruge de 17 milliarder på at skabe arbejdspladser. Både grønne arbejdspladser der kan forbedre klimaet og velfærdsarbejdspladser der kan skabe vilkår for børn, syge og ældre. Samtidig ville flere offentligt ansatte også kunne føre til bedre arbejdsmiljø, så færre får brug for efterlønnen. Enhedslisten gik til valg med tre mål: Vi ville vælte den borgerlige regering - det lykkedes. Vi ville styrke Enhedslisten - det lykkedes. Vi ville have rent rødt flertal - det lykkedes desværre ikke. Frem til næste valg skal vi bruge mange kræfter på at gøre det klart, at hvis der for alvor skal ske forandringer, så skal vi have et rent rødt flertal, der ikke fører borgerlig økonomisk politik. 1 / 6

Nye muligheder skal udnyttes Men først og fremmest skal vi nu i gang med at udnytte de muligheder der faktisk er med et nyt flertal. Det bliver rigtig svært med alt det der koster penge. For de Radikale blokerer i hvert fald foreløbig for at få et mere retfærdigt skattesystem, hvor de rige betaler mere i skat. Dog kan vi forhåbentlig se frem til at SKAT begynder at gå mere til de multinationale selskaber og andre selskaber, så vi kan få flere milliarder ind der. Og så må vi arbejde hårdt på at lægge pres på den nye regering, så vi får en skattereform, der tager fra de rige, i stedet for at give dem flere skattelettelser. Der er heldigvis rigtig meget vi kan gøre som ikke koster penge. Der er ingen tvivl, om at valgresultatet i høj grad skyldes den store mobilisering i fagbevægelsen. 3F har lagt kolossale ressourcer i deres organizers, som har aktiveret mange tusinde medlemmer i at diskutere politik. Både med deres kolleger på arbejdspladserne og ved at gå fra dør til dør i boligområder. Og FOA og andre fagforbund har også gjort meget for at få deres medlemmer til at være aktive og deltage i den politiske debat. Den mobilisering af fagbevægelsen skal vi fastholde og udbygge, så der kan lægges pres på den nye regering. Det bliver sikkert rigtig svært at få toppen af fagbevægelsen med på aktiviteter, der kan opfattes som kritik af den nye regering. Så der bliver virkelig brug for at bygge netværk og få opbygget pres på andre måder. Mobilisering nedefra Jeg tror dog at vi kan komme et godt stykke, hvis vi får engageret store dele af fagbevægelsen i at diskutere muligheder. Ikke kun fagtoppen, men ude i afdelinger og meget gerne også på arbejdspladserne. Diskutere hvordan vi får et arbejdsmarkedssystem, der ikke bygger på mistillid til de arbejdsløse og meningsløs tvangsaktivering og tvang til at arbejde som gratis arbejdskraft. Men i stedet får opbygget et system, hvor de mange der kun har arbejdsløshed som problem, får mulighed for relevant uddannelse, mens de går arbejdsløse og så får anvist det arbejde der er. Hvis A-kasserne kommer til at få det meste af anvisningen de første seks måneder, så vil de også kunne praktisere en solidarisk anvisning, som mange fagforeninger gjorde tidligere. Hvor de der har gået længst arbejdsløse, får arbejde først. Samtidig kender A-kasserne det konkrete arbejdsmarked og kan derfor langt bedre hjælpe både de arbejdsløse og arbejdsgiverne med at finde de rigtige jobs til de rigtige mennesker. Og så kan jobcentrene få meget bedre tid og ressourcer til at tage sig af de, der har andre problemer end arbejdsløshed og har brug for en social indsats og mere uddannelse for at blive klar til at klare et arbejde. Eller hjælpe de der har brug for et 2 / 6

fleksjob, hvilket kræver en stor indsats for at sikre at det bliver den rigtige arbejdsplads, at der er de nødvendige hjælpemidler og at det hele ikke drukner i bureaukrati. Vi skal også have gang i diskussionerne om hvad fagbevægelsen skal stille af krav udover løn (som især for lavtlønsgrupperne stadig er meget, meget vigtigt) og pensioner. Danmark halter langt bagefter fx Sverige på arbejdsmiljøområdet og arbejdsmarkedet bliver mere og mere råt. Lad os diskutere hvordan vi får et meget bedre arbejdsmiljø. Udover det selvfølgelige krav at arbejdstilsynet skal have flere ressourcer og mere kompetence. Det er rigtig vigtigt at få engageret fagbevægelsen i udviklingen af nye jobs. Og det er der heldigvis flere og flere af fagforeningerne der er med på. Især inden for 3F og byggefagene er der kommet adskillige gode forslag om grønne jobs. Men også for de andre fagområder skal vi have rejst debatterne. Både om hvad vi synes det skal være for jobs, men også hvordan vi så konkret skaber dem. Den debat skal selvfølgelig tages i tæt dialog og samarbejde med miljø- og klimabevægelse og andre gode kræfter. Dertil kommer hele udviklingen af den offentlige sektor. Som det selvfølgelig først og fremmest er fagbevægelsen på det offentlige område der engagerer sig i, men som har stor betydning for hele samfundet. Derfor er det afgørende også at få forbundene på privatområdet med i debatten. LO-sektionerne har ved de seneste kommunalvalg i stigende omfang deltaget i velfærdsdebatten og flere steder indgået konkrete aftaler med kandidaterne fra S, SF og Ø. Det skal vi have udbygget frem til det kommende regions- og kommunalvalg om to år. Resultatet af kommunalvalget i Norge i september i år, viser hvor galt det kan gå, når der ikke er en mobilisering og når store dele af befolkningen har mistet troen på at et rødt flertal betyder reelle forbedringer. Dele af især toppen af Socialdemokraterne, SF, Kommunernes Landsforening og fagbevægelsen har desværre købt meget af nyliberalisternes tankegods, ikke mindst New Public Management og hele den grundlæggende borgerlige økonomiske opfattelse. Det afspejles jo tydeligt i, at både S-SFs Fair Forandring og regeringsgrundlaget tager udgangspunkt i den borgerlige regerings økonomiske politik. Derfor skal der arbejdes meget hårdt for at skabe ændringer. På den anden side er politikken jo konkret slået fuldstændig fejl. Privatiseringer, konkurrenceudsættelse, markedsgørelse fører til dyrere og dårligere velfærd. Derfor er der reel mulighed for at få opbakning til krav om at gøre tingene på en anden måde. 3 / 6

Ikke mere af det samme, men mere demokrati Der er reel mulighed for at sætte hensynet til mennesker først og få meget mere demokrati. Samtidig er der den store fordel i den nuværende situation at meget mere demokrati normalt ikke koster mere, men tværtimod kan give bedre velfærd for de samme penge. Hvis skolelærerne fx får lov at slippe for nationale test og andet bureaukrati, så kan de i stedet bruge mere tid på undervisningen. Hvis man i ældreplejen ikke skal måle og veje alting for at kunne konkurrere med private firmaer, men lader de ældre og de ansatte selv tilrettelægge arbejdet, så bliver det en meget bedre ældrepleje. Og hvis kommunerne slipper for tvangsprivatiseringen (som det nye flertal har lovet flere gange tidligere), så sparer kommunerne flere hundredetusinde kr. på hvert udbud de ikke længere behøver foretage. Hvis vi giver borgerne i et lokalområde ret til at danne lokalråd med høringsret for kommunale beslutninger om deres område, indstillingsret til kommunalbestyrelsen osv., så koster det en lille smule i administration, men gør til gengæld mange mennesker engagerede i deres lokalområde og giver langt større mulighed for at der reelt bliver skabt udvikling end hvis man hyrer et dyrt konsulentfirma til at skrive en rapport. Enhedslisten har besluttet at vi ønsker at fastholde den politiske debat og få langt flere engageret i udviklingen af politikken. Vi ønsker ikke at finanslov og budgetter skal forhandles bag lukkede døre og så kan der komme protester, når aftalerne er indgået. Derfor har vi opfordret alle vores afdelinger til at afholde møder med den lokale fagbevægelse og andre bevægelser og diskutere hvilke krav der skal stilles til den kommende finanslov. På samme måde vil vi opfordre til, at man i kommunerne begynder en åben budgetproces allerede i foråret, hvor man diskuterer hvordan det kommende års budget skal se ud. Der bliver brug for masser af nytænkning og vi har tidligere set adskillige gange i historien, at hvis man for alvor slipper befolkningens ressourcer løs og tænker nyt, så kan der virkelig skabes noget, som bagefter tager sig ud som et mirakel. Samtidig vil det at gå i gang med at tænke i muligheder have den væsentlige effekt, at folk begynder at kræve et opgør med begrænsningerne. Hvis det er vigtigt for en landsby at beholde en købmand og det kan lade sig gøre, hvis kommunen støtter det ved fx at lægge nogle af de offentlige funktioner hos købmanden, hvorfor må man så ikke det? Hvis man kan skabe et lokalt slagteri for de lokale økologiske landmænd, så svinene ikke skal transporteres til Tyskland og slagtes af rumænske kolonnearbejdere til 20-30 kr. i timen, ved at kommunen lover at aftage en stor del af produktionen til sine børnehaver, plejehjem og kantiner, hvorfor må man så ikke det? Hvis man kan få en langt bedre ældrepleje ved at de ansatte selv tilrettelægger arbejdet sammen med 4 / 6

de ældre i små grupper og sikrer at de ældre så selv kan bestemme, hvornår de vil sove, hvad de vil have at spise osv. Hvorfor må man så ikke det? Hvis produktionsskole, erhvervsskole, socialforvaltning, studievejledere kan sikre at ingen ung risikerer at falde igennem, men hele tiden får støtte til at komme i gang med noget nyt på en af ungdomsuddannelserne, indtil den unge bliver i stand til at klare sig, uden at der oprettes et stort bureaukrati med diverse mellemregninger, hvorfor må man så ikke det? Den slags undren og debatter kan skabe pres for at skabe forandringer. Den store udvikling vi har haft af velfærden i de sidste 40 år er i høj grad skabt lokalt. Det var jo også derfor den borgerlige regering drastisk indskrænkede det lokale demokrati. Vi skal sikre at der kommer meget mere demokrati, end der har været tidligere. Jeg håber også vi kan få gang i debatten om den finansielle sektor. Når nu staten har overtaget en stor del af banksektoren, hvorfor så ikke oprette en almennyttig bank, hvor man kan have almindelige lønkonti, ligesom staten tidligere havde girobank? Hvorfor skal spekulanterne have statsstøtte til at klare milliardtabene på deres spillelidenskab? En almindelig borger der taber en million på casino får det jo ikke dækket af staten. Hvorfor skal bankspekulanterne så have dækket deres tab på at spille på ejendomsmarkedet, spille på optioner, derivater og hvad alle de mærkelige spil på det finansielle område hedder. Krisen kalder på de grundlæggende diskussioner Og så kommer der jo den helt grundlæggende diskussion om samfundets indretning, når vi skal diskutere ny grundlov. Enhedslisten vil gøre vores for at det bliver en omfattende offentlig debat, med masser af debatmøder, debat på sociale medier osv. Vi skal have stillet de store spørgsmål om fx naturressourcer ikke skal være folkets ejendom. Om ikke miljøhensyn skal skrives ind i grundloven. Og helt oplagt bør menneskerettighederne da stå i vores grundlov og ikke kun i internationale konventioner. Hvorfor er det kun gratis folkeskole der står i grundloven og ikke også gratis sundhed? Kommunernes selvstyre bør beskyttes bedre i grundloven. Der bliver masser at gå i gang med. Det afgørende er at vi holder fast i at det nye flertal giver os muligheder. Muligheder som vi skal arbejde hårdt for at vise er der og kræve bliver udnyttet. Så vil vi også kunne rykke ved styrkeforholdene. Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen nåede på 10 år at gennemføre det de kaldte en revolution, hvor en stor del af magten blev flyttet fra demokratisk styring til private virksomheder. Og hvor styrkeforholdet blev ændret, ved at fagbevægelsen blev svækket på en række punkter. Vi skal sikre at vi nu får flyttet magt til meget mere demokrati. Og vi skal ændre 5 / 6

styrkeforholdene. Og helst ændre dem så meget, at vi ved næste valg kan få et rent rødt flertal, der kan gennemføre de mange forbedringer, de Radikale vil blokere for i den kommende periode. 6 / 6