Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder Justits-, kultur- og europaminister Anke Spoorendonk Ved mødet på Duborg-Skolen Lørdag den 24. maj 2014 kl. 14.00 Opbrud mod nye horisonter Det blev en lang dag for flere af os, da vi den 18. april markerede 150 året for slaget på Dybbøl Banke. Jeg deltog som repræsentant for den slesvig- holstenske landsregering sammen med ministerpræsident Torsten Albig, og var på den måde med til at synliggøre det, som er blevet mottoet for Dybbøl- året, nemlig opbruddet mod nye horisonter. Mindedagen blev en rejse tilbage i tiden, men den blev også en påmindelse om, at vi har et fælles ansvar for vores dansk- tyske hjemstavn flertal såvel som mindretal på begge sider af grænsen. Derfor skal ingen høre for, at der var tale om en lang dag. For alle dagens elementer var med til at tydeliggøre netop dette billede: Nedlæggelsen af kranse ved mindestenene for de faldne; den folkelige højtidelighed på Kongeskansen med taler, musik og flot danseteater; gudstjenesten og Sønderjyllands Symfoniorkesters koncert i Alsion med uropførelsen af værket 1864@2014. Komponisten Bo Gunge skriver om værket i programhæftet: Dette musikværk er dedikeret til alle de hverdagens helte, der træder til når urolighederne, soldaterne, heroismen, larmen og skåltalerne er borte, og det almindelige liv skal til at leves. Til de mennesker, der i ydmyghed, respekt for de grundlæggende kvaliteter og det ligeværdige møde, arbejder for fastholdelse af freden. Hverdagens helte, skriver han videre, skaber et sprog, der muliggør at naboer igen kan tale sammen, handle med hinanden og indgå forpligtende, tillidsfulde fællesskaber. Smukt var det, og smukkere kan aftenens og dagens budskaber ikke sammenfattes!
For mig blev denne mindedag også en rejse tilbage i mine egne erindringer. Selvom jeg ikke havde glemt det, så blev jeg alligevel slået af, at jeg - selvfølgelig kan huske både 100 året for slaget ved Dybbøl og 125 års dagen. I 1964 var jeg elev på Duborg- Skolen, hvor rektor Knud Fanø havde sørget for, at samtlige elever fik mulighed for at følge højtideligheden på Dybbøl via Danmarks Radios direkte tv- transmission. Og det, jeg husker mest, er Duborg- Skolens festsal, hvor alle sad og kiggede på mørke sort- hvide fjernsynsbilleder. Først langt senere læste jeg om daværende statsminister Jens Otto Krags tale på Dybbøl, hvor han siger: Det præger vort arbejde i dag, at sårene er lægt. Arrene er der, og dem bliver vi aldrig kvit. De ses og skaber erindring. Krags forsøg på at fokussere på fremtiden og sætte den dansk- tyske udvikling ind i en europæisk sammenhæng faldt ikke i god jord hos Frederik den 9. Det siges, at kongen tog ordet udenfor det fastlagt program og mindedes de faldne og dem, der måtte blive syd for grænsen i 1920. Det fortælles endvidere, at Frederik den 9. fik et langt større bifald for sin tale end det, der blev Jens Otto Krag til del. Det afgørende er for mig ikke, om arrene fra 1864 er lægt. Det væsentlige er, at vi besinder os på vores historie, og at vi forstår, at vi er en del af det europæiske fællesskab. Historien om 1864 er med andre ord også en europæisk historie, selvom slaget ved Dybbøl blev et dansk traume og som sådan har fyldt både i den danske historieskrivning og i den nationale bevidsthed. Set i en tysk sammenhæng har 1864 aldrig haft en fremtrædende betydning. Bismarck kom sit mål om at skabe en tysk enhedsstat et skridt nærmere, men vigtigere end krigen mod Danmark var de efterfølgende krige mod Østrig og Frankrig. Markeringen af 150 året for 1864 og ikke midnst den tyske oversættelse af Tom Buk- Swientzs bøger Slagtebænk Dybbøl for eksempel har dog øget interessen betydelig. Bøgerne provokerer til at stille nye spørgsmål til historien og til at finde svar, som føles relevante på begge sider af grænsen. Globalt set og europæisk set betød første verdenskrig, og netop i år markerer vi jo også 100 året for første verdenskrigs udbrud, at den dengang eksisterende politiske orden blev rystet i sin grundvold. Millioner af mennesker mistede livet heraf også mange sønderjyder, som var blevet tyske soldater for derved at sikre sig retten til hjemstavnen, som man sagde dengang. - Forstået på den måde, at kun den der er statsborger i det land, som han eller hun lever i, også har rettigheder f.eks. til at gå til valg, til at afholde møder og til at blande sig.
Til pligterne hørte så at gå i krig for en sag, som ikke var ens egen. Det var hårdt og umenneskeligt, ved vi fra mange breve. Set i et sådant perspektiv er der al mulig grund til at glæde sig over, at vi i fællesskab har sat os for, at bruge dette jubilæumsår til at spænde en bue fra 1864 til i dag. Med vi mener jeg konkret regionen Syddanmark og landet Slesvig- Holsten, fordi vi sammen har sat projektet Dybbøl 2014 i søen. Målet er at ledsage den historiske fortælling om mødet mellem de krigsførende parter i 1864 af en ny fortælling, hvor det dansk- tyske venskab, de gode relationer, står i centrum. En fortælling om man vil, der ændrer den måde, vi tænker om hinanden henover grænsen og måden, hvorpå vi opfatter regionen og dens muligheder. Derfor er det godt, at ikke kun erhvervslivet mødes i 2014 for at udvikle strategier for vækst og arbejdspladser. Men at der også er lagt kræfter i et ungdomsmøde, som skal ende med, at unge fra Sydslesvig og Slesvig- Holsten efter et fælles højskoleophold afholder et ungsdomsparlament i Kiel, hvor de udarbejder konkrete forslag til udviklingen af det dansk- tyske samarbejde. Forslagene skal derefter behandles i Regionsrådet i Vejle og i den Slesvig- Holstenske Landdag. Det er godt, at kulturen fylder så meget, som tilfældet er! I april 2013 underskrev jeg sammen med den danske kulturminister Mariane Jelved den dansk- tyske kulturaftale, som danner rammen for det kulturelle samarbejde i Regionen Sønderjylland- Slesvig i de næste tre år. Aftalen er den første grænseoverskridende kulturaftale i Europa. Den er samtidig kulminationen på mange års kulturarbejde til glæde for hele det dansk- tyske grænseland. At antallet af kulturtilbud her i 2014 har fået et yderligere løft, ligger næsten i sagens natur. Kunstneriske udtryksformer og kreativitet er om noget en forudsætning for, at den nye fortælling, som Dybbøl- året lægger op til, bliver til mere end en fortælling om økonomi. Kultur overrasker, skaber glæde og fortolker følelser. Og det har vi brug for! For den slesvig- holstenske landsregering står det klart, at vi med Dybbøl- året indleder et nyt kapitel i det grænseoverskridende samarbejde. Derfor handler det om opbrud mod nye horisonter og ikke om det, vi plejer at gøre. Eller for at sige det helt firkantet: hvis ikke en regering med SSW- deltagelse skulle føle sig kaldet til at give det dansk- tyske samarbejde et løft, hvem skulle så!
Regionen Syddanmark har i de sidste mange år brugt både penge og ressourcer på at kortlægge, hvad man i regionen er god til. Det kan vi lære noget af. For selvfølgelig har Slesvig- Holsten både økonomiske klynger, kultur- og turismetilbud og vidensbaseret erhvervsudvikling. Vi er nået langt i udviklingen af vedvarende energiformer og kan med rette i en tysk sammenhæng brøste os af, at vi i Slesvig- Holsten kan klare os uden atomenergi. I alt for lang tid har vi bare defineret os selv som Hamborgs baghave og nærmest tryglet om at komme ind under metropolregionens paraply, men tankegangen om, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen holder ikke i længden. Ikke alle dele af Slesvig- Holsten vil få vækst og udvikling alene ved at være tilknyttet metropolregionen. Der skal andre strategier til strategier, som på den ene side forholder sig til virkeligheden om, at vi er omgivet af metropoler: Hamborg, København, Århus; men som på den anden side også definerer egne mål og Slesvig- Holstens eget potentiale. Derfor er der brug for en ny fortælling en fortælling, hvor fundamentet er vores måde at omgås den dansk- tyske historie på, hvor det europæiske udsyn spiller en rolle og hvor vi sidst, men ikke mindst, sætter os det mål, at fremme udviklingen i vore regioner nord- og syd for grænsen. Ved at styrke de regionale perspektiver i det grænseoverskridende samarbejde, fokusserer vi samtidig mere på det der forbinder end på det, der skiller. I sidste ende lyder det centrale spørgsmål: Hvordan kan vi give menneskene mere livskvalitet i hverdagen? Nemlig ved at udvikle det grænseoverskridende arbejdsmarked, ved at styrke kulturen, for den giver os identitet - og i det hele taget ved at styrke vores regioner i en globaliseret verden. SSW s regeringsdeltagelse understreger, at mindretalspolitikken er et centralt element i landsregeringens målsætning om at styrke det dansk- tyske samarbejde. Der er brug for alle de kompetencer, som mindretallene på begge sider af grænsen står for: flersprogetheden, åbenheden for kulturelle forskelle, den regionale forankring og blikket ud over den regionale tallerkenrand. For vi ved om nogen, at Europa er kendetegnet ved at være hjemstavn for over 300 nationale mindretal og at hver 7. europæer vokser op med et andet sprog end flertallets sprog. Alt dette gør mindretallene til uundværlige brobyggere i det dansk- tyske samarbejde. Men vi er ikke kun brobyggere; vi tilfører også samfundet en merværdi, som gør både Danmark og Slesvig- Holsten større for nu at sige det med Flensborg Avis nye slogan.
I tiden efter 1864 skrev forfatteren Hans Vilhelm Kaalund sangen Jeg elsker den brogede verden, der som mange vil vide - fortsætter sådan her: kamp må der til, skal Livet gro, ej Kamp blot for dagligt brød, men Kamp for Frihed i Liv og Tro thi evig Stilstand er død. Da CDU/FDP- regeringen i Kiel gennemtvang sine ensidige nedskæringer i forhold til de danske skoler i Sydslesvig, førte det til en enestående mobilisering: sammenholdet i mindretallet var så stærk som ikke længe. Engagementet og kreativiteten sad i højsæde, da det gjaldt om at vinde gehør. Vi demonstrerede, samlede underskrifter, viste sjove videoklip og meget, meget mere. Og vi viste, at vi var parate til at gøre brug af de muligheder til at blande os i samfundslivet, som demokratiet giver os. Trods anledningen er det for mig at se en meget vigtig vinkel på sagen, fordi vi lige nu oplever helt andre toner: i Ukraine, på Krim, i Ungarn både indefor og udenfor den Europæiske Union sagt med andre ord. Hvorfor nævner jeg dette eksempel? Det gør jeg, fordi jeg indad til i mindretallet lige nu oplever mere stilstand end bevægelse. Vi er parate til at kæmpe for vores frihed i liv og tro, og det er godt. Men vi risikerer evig stilstand, hvis ikke vi evner at tage de udforderinger op, som den gode politiske udvikling byder os. Det er ærgerligt og unødvendigt, at vi lige nu bruger så megen energi på interne afgrænsninger og strukturer. Som mindretal har vi rigtig meget at byde på på skoleområdet, på kulturområdet, i vores foreninger rundt omkring i landsdelen. Lad os smøge ærmerne op og tage fat! Anke Spoorendonk