SSWs landssekretær Martin Lorenzens tale til årsmøde på Jørgensby-skolen

Transkript

1 SSWs landssekretær Martin Lorenzens tale til årsmøde på Jørgensby-skolen Landesverband Schiffbrücke Flensburg Tel. (0461) Fax (0461) Flensborg, lørdag den Kære venner, Tak for invitationen til at deltage i jeres årsmødearrangement her på Jørgensby-skolen i Flensborg. Det har jeg glædet mig til. Fordi årsmøderne er jo for os sydslesvigere en meget vigtig begivenhed. Dels fordi vi dermed viser vores samhørighed og fællesskab med hinanden og bl.a. også møder mange venner vi måske ikke ser så meget til i løbet af året. Men dels også fordi vi med årsmøderne overfor både den tyske og danske omverden markerer at vi stadigvæk eksisterer og lever i bedste velgående. Årsmøderne sender nemlig hvert år det vigtige budskab, at vi medlemmer af det danske mindretal føler en samhørighed med Danmark. Ja, at vi ser os som en del af det danske folk. Jeg gør i hvert fald og kan henvise til at jeg stammer fra en sønderjysk familie som i 1850érne bosatte sig i Flensborg. Min oldefar var en af de få der efter 1864 stadigvæk gik i en dansk privatskole, han talte sønderjysk ligesom min bedstefar og holdt hele sit liv Flensborg Avis ligesom jeg gør det. På den anden side har jeg også tyske forfædre, som kom til Sydslesvig, som prøjsiske embedsmænd efter De vil måske ærgre sig, hvis de vidste at deres tipoldebarn i dag er en stærk fortaler for den danske befolkningsdel i Flensborg. Men sådan er grænselandet og det er jo dejligt.

2 For lignende brogede dansk-tyske historier er der jo mange af os sydslesvigere, som har her i grænselandet. Men det ikke alene afstamningen der afgør om man er den del af det danske mindretal. Det er viljen til at være en del af vores fællesskab altså sindelaget - der er afgørende. Vi er altså og har altid været åbent overfor nye medlemmer som vil være en del af mindretal. Vi er nemlig et sindelagsmindretal. Bekendelsen til mindretallet er frit. Senest med Bonn København erklæringerne fra 1955 er det en del af græselandets vilkår. Definitionen hvem og hvordan man tilhører mindretallet er op til den enkelte. Staten må ikke efterprøve det. For mig er det underordnet om man selv kalder sig dansker, eller sydslesviger, dansk-tysker eller noget andet. Afgørende er det, at alle der er med i vores fællesskab på den ene eller anden måde føler en særlig tilknytning til danske. Men den må nødvendigvis være tilstede hos hvert enkelt der er med i vores organisationer eller benytter sig af vores institutioner. Ellers giver det jo ingen mening at vi har egne børnehaver, skoler, foreninger osv. og hvorfor skulle Danmark ellers understøtte os hernede i Sydslesvig? Alle partier i Folketinget og dermed det officielle Danmark støtter det danske mindretal. Det vil heller ikke ændre sig efter regeringsskiftet i torsdags. Det er jeg sikker på. Den understøttelse af det officielle Danamark er vi meget glade for. Men vi kommer jo ikke uden om, at konstatere at viden om mindretallet i Danmark har været meget dalene i den danske befolkning. På den måde kommer mottoet for denne årsmøde Find Sydslesvig til sin ret. For hvor mange mennesker i Danmark ved at det danske mindretal eksisterer og kan finde Sydslesvig? Det blev understreget på et debatmøde om det danske mindretal til Folkemødet på Bornholm i sidste weekend, hvor jeg også deltog. Her advarede både kommunikationseksperter

3 og medlemmer af det folkelige Danmark, at det faktisk allerede er 5 minutter i 12 m.h.t. at øge kendskabet af det danske mindretal i Danmark. På lang sigt kan denne manglende viden og interesse selvfølgelig blive et problem for os i Sydslesvig. Men det er jo langt fra en ny udvikling. Allerede da jeg for over 20 år siden boede og studerede i Danmark fik jeg det indtryk, at vidne om det danske mindretal var meget lav. Siden er det tilsyneladende blevet værre. Det viste en undersøgelse i sidste år, der viste at kun få procent af den danske befolkning kendte til os i Sydslesvig. Vi kommer derfor ikke uden om, at vi skal gøre noget for igen at få et tættere bånd til Danmark og øget kendskabet til mindretallet. Derfor bør vi i Sydslesvig komme i arbejdstøjet og gøre en indsats for at ændre på denne tilstand. I de senere er år der også komme flere nye tiltag til f.eks. fornyet fokus på oplysningsindsatsen, ændringen af feriebørn rejserne eller udviklingen af venskabsforbindelser hen over grænsen. Senest har Skoleforeningen fået den glimrende ide, at sende nogle unge Sydslesvigman til Danmark. Fint nok. Men problemet er at der fortsat ikke er en fælles gennemtænkt strategi af mindretallet bag disse tiltag. Selv om der nu endelig er blevet etableret et såkaldt kommunikationsnetværk arbejder hver organisation mere eller mindre fortsat med sine egne projekter. Det skyldes at de sydslesvigske organisationer er decentral organiseret og ikke vandt til at arbejde tæt sammen og tænke i helheden. Et sympton på denne tilstand er det at det sydslesvigske Samråd, der jo er et fælles organ, stadigvæk kun er en løs sammenslutning af selvstændige foreninger. Det gør det desværre ikke lettere, at træffe de nødvendige beslutninger for helheden.

4 Så fra dette sted kan jeg kun opfordre til at Samrådet endelig får ændret sine vedtægter, således at det bliver beslutningsdygtigt og med et demokratisk flertalt kan træffe afgørelser når det drejer sig om fælles anliggender for det danske mindretal. Det har vi i den grad brug for især når det gælder en fælles oplysningsindsats overfor vores danske venner. Derudover et det efter min mening noget af det bedste vi kan gøre for at igen få tættere bånd til vores danske venner, at øge samarbejdet henover den grænsen. Vi bør som mindretal være med til at intensivere den demokratiske dialog henover grænsen. Vi skal betragte grænseregionen som et fælles område, som vi vil udvikle til fordel for både flertal og mindretal på begge sider af grænsen. Hvis mindretallet her er en positiv brobygger og offensiv spydspids øger vi også kendskabet af det danske mindretal i Danmark. Det vil ikke overraske jer, at jeg som landssekretær mener, at SSW her spiller en særlig rolle. Vi sidder siden 2012 med i landsregeringen i Kiel og har med Anke Spoorendonk den første minister fra mindretallet. Anke Spoorendonk er blandt andet europaminister og har i landsregeringen fået ansvaret for det dansk-tyske samarbejde. Dette samarbejde har på det seneste med den dansk-tyske rammeplan, en fælles dansktyske ministererklæring fra regeringerne i København og Kiel samt en tilsvarende arbejdsplan af Slesvig-Holsten og Syddanmark fået et stort løft. Vi i SSW går ud fra, at også den ny borgerlige regering vil fortsætte dette gode samarbejde med landsregeringen. Det dansk-tyske samarbejde er altså i den grad kommet på den politiske dagsorden i begge lande. Og her spiller politikere fra det danske mindretal en særlig rolle, som også bliver bemærket af den danske offentlighed.

5 Det gælder f.eks. for Flensborgs overborgmester Simon Faber fra SSW, der siden 2011 har fået trekantssamarbejdet med Flensborg, Åbenrå og Sønderborg op at stå. Ligeledes her drejer samarbejdet sig om økonomisk og kulturelt udvikling, hvor det bliver bemærket at Flensborg med en overborgmester fra det danske mindretal prøver på at genindtage sin gamle rolle som hele regionens storby. Den øgede interesser i de danske medier for grænselandet og Slesvig-Holsten spiller naturligvis en rolle i denne udvikling. Vi har i hvert fald i SSW bemærket at de danske medier i de sidste år er blevet mere interesseret i at høre hvad mindretalsparti mener om forskellige emner, der vedrører grænselandet. Det gælder Anke Spoorendonk eller Simon Faber, men også min landsformand Flemming Meyer har ofte lejlighed til at drøfte politiske spørgsmål i TV Syd eller Radio Syd eller i danske aviser. Det er sikkert ikke alle danske politikere eller borgere der bliver lige glade når Flemming Meyer f.eks. afviser forslaget om at genindføre en permanent grænsekontrol eller når han kritiserer den danske flygtningepolitik. Lad os sige det helt tydeligt: en genindførelse af en permanent grænsekontrol med bomme gavner hverken grænseområdet eller det danske mindretal. Netop fordi det kun er symbolpolitik vil være tilbageskridt for udviklingen af vores hjemstavn her i det dansk-tyske grænseområde. Det gavner heller i Danmarks anseelse i Tyskland eller hele Europa. Så jeg håber virkeligt at det ikke kommer selv om det er klart, at man skal bekæmpe kriminaliteten. Men det må gøres på en anden måde. Det er helt i orden, at hvis man ikke deler disse synspunkter. Ligesom det vel er i orden at vi er nogle i Sydslesvig, der ikke deler alle holdninger, der er i Danmark. Vi er heller ikke enige

6 om det hele i mindretallet gud ske lov. Hvor ville det da være kedeligt. Vi lever jo heldigvis i et demokrati på begge sider af grænsen, hvor meninger brydes og hvor man forhåbentlig i dialog med hinanden udvikler samfundet. Vi sydslesvigere har med vores særlige historie ofte en anden vinkel end vores danske landsmænd. Og jeg mener, at vi skal ikke være bange for at komme med vores holdninger i den danske debat. Tidligere landdagsmand Karl Otto Meyer var meget kendt i Danmark, fordi han som EUmodstander deltog meget aktiv i danske debat om EU. Selv om langt fra alle danskere var enige i hans synspunkter tvært imod - hjalp det mindretallet, fordi Karl Otto dermed i 1970erne og 1980erne satte os som mindretal på landkortet i Danmark. Der skal vi hen igen. Hvis vi som landsmænd helt naturligt blander os mere i den danske politiske og kulturelle debat bliver den danske offentlighed og dermed befolkningen opmærksom på, at der faktisk lever danskere syd for grænsen som er levende interesseret i hvad der foregår i moderlandet. Vi er ikke ligeglade med hvordan Danmark udvikler sig. Det kan helt sikkert nogen gange kan give klø. Men det er bedre end tavshed i dialogen mellem danskerne og mindretallet. Måske kan vi komme med andre politiske og kulturelle vinkler end der er normalt i moderlandet. Og det ville da vel ikke være så ringe endda. Lad os derfor fremover som selvbevidste sydslesvigere gå endnu mere i dialog med vores danske venner og på denne måde gøre det klart: Vi eksisterer også i 2015 endnu. Og står det til mig vil det danske mindretal trives godt endnu i mange, mange år. I sidste ende afhænger det kun af os selv og vores vilje til at holde fast og gøre det rigtige.

7 Fortsat godt årsmøde.