Afrika er stort: Botswana, Zimbabwe, Kenya, Sydafrika, Egypten

Afrika er stort: Botswana, Zimbabwe, Kenya, Sydafrika, Egypten Okavangodelta og Victoria Falls. Det høres, når elefanter gnubber sig. Marafloden. Krydstogt på Karibasøen. Robben Island Mandelas fængsel. Kælne hvide løveunger. Brækket ben i Cairo. 1 På savannen i Kenya Indhold 1. Vi startede med det helt store: Botswana-Zimbabwe... 2 2. Kenya en favorit i Afrika... 4 3. Sydafrika, elefantridt i Zimbabwe og krydstogt på Karibasøen... 8 3. Rundtur i Egypten lykkedes i andet forsøg... 12 1. Bette brækkede benet første aften... 12 2. Ikke et bordben, ikke en fodboldspiller... 12 3. Igen med Gruppe Søndergård... 13

1. Vi startede med det helt store: Botswana- Zimbabwe Trods mange senere rejser står turen til Botswana og Zimbabwe stadigt som oplevelsen. Natur og dyreliv i Okavango-deltaet var fantastisk som deltaet i sig selv: tre store floder mødes i et delta og forsvinder langt inde i landet på grænsen til Kalahariørknen. Guiderne, der også var chauffører på de gamle militærlastbiler, havde erfaringer fra mange år som professionelle soldater i bushen, de så alt og kunne fortælle om alt. Og de gamle lastbiler havde den væsentlige fordel her, fjernt fra værksteder og deslige, at de kunne repareres med ståltråd og fingersnilde. 2 Rejseleder var Henrik Lewis-Guttermann, så vi blev førstegangs-elever på Henriks Højskole det gentog sig på mange følgende rejser. Næsten hver dag afsatte Henrik en time til at fortælle os om den geologiske og biologiske baggrund for det, vi så. Nok var det en teltsafari, men dog i luksusklasse. Teltene var rejst, når vi kom frem, og de blev tage ned, når vi forlod dem. Ligeså med køkkentelt, spisetelt, badetelte mv. Alt det Løverne trak publikum Teltet klar til indflytning klarede den hjælpsomme stab. Og i 11 dage uden adgang til indkøb klarede den unge, kvindelige chefkok at præstere tre daglige måltider nærmest i gourmetklasse. Botswana er på størrelse med Frankrig, men kun med ca. 1,5 mio. indbyggere og de bor i den sydligste del. Vi var i den nordlige del, hvor der unægtelig er langt til naboer! Myndighederne er meget bevidste om at bevare naturen ren og uskadt. Derfor var der strenge regler for vores færden og på de steder, hvor overnatning var tilladt, var der minsandten opstillet affaldskurve. Netop en sådan affaldskurv havde en stor bavianhan lært sig at åbne, så han kunne komme ned til de spiselige rester. Men han havde ikke lært at låse den op indefra, når låget faldt i lås. Da vi kom frem, sad han i kurven og var meget vred. Rundt om sad resten af flokken og så tænksomt til. En af guiderne åbnede låget og sprang samtidigt flere meter væk. En vred bavian er ikke til at spøge med. Den vrede bavian og resten af flokken forsvandt dog skyndsomt. Henrik holder højskole Maria forbereder middagen

3 Nogle havde fokus på de små Flere af deltagerne var taget med for at se på fugle. Og der var rigtigt mange fugle og rigtigt mange arter. Elefanter og løver Gnu med baggrund kunne opføre drabelige tableauer 3-400 meter væk, mens vi holdt helt optaget af en lille fugl med en mærkelig plet ved det venstre øje. Bette og jeg var ikke specielt interesserede i fugle, men som dagene gik, opdagede vi, at fugle kan være ganske spændende. Safarien gav (næsten) alt det, en safari kan give: tæt på elefanter, giraffer, løver, zebraer, flodheste, krokodiller osv. En elefant gik stilfærdigt igennem lejren. Og apropos løver. I et område, hvor vi sjældent så andre, hørte vi en morgen over radioen, at der var set en løveflok i nærheden. Altså af sted! På kort tid dukkede der 6-8 biler op hvor de så kom fra. Det var også løverne, eller rettere guidernes respekt for løver, der indbragte Bette en kæmpeskideballe. En af de første dage gik hun om bag en busk 3-4 meter fra bilen for at tisse. Hun fik utvetydigt besked om, at sådan gjorde man Victoria-vandfaldene ikke. Hun vidste jo ikke, om der lå en Regnbue over Victoria Falls løve. Var man trængende, var det venstre baghjul! Det fik Henrik til at fortælle (vandre?)historien om den deltager, der altid gik lidt forud for eller lidt efter gruppen. Da hun blev bebrejdet det, svarede hun: Jeg er rejsevant Ja. Men det er ikke sikkert, at løverne ved det. Chobe Nationalpark har en meget stor bestand og produktion af elefanter. Det betyder, at der sker en stadig udvandring af overskuds-elefanter til især Namibia og Zambia. Der var dog elefanter nok tilbage til os, ca. 70.000. Nogle gange passerede vi et imponerende hegn gennem landskabet. Det var bygget for mange år Hippotræf på Zambesi, stammedans og elastikspring

Nogle af de 70.000 elefanter i Chobe siden, men stadigt vedligeholdt. Kvægdrift og kødeksport er vigtige for Botswana. Da der var mund- og klovsyge blandt bøflerne i landene nord for Botswana, byggede man hegnet for at hindre kontakt mellem bøflerne nord og syd for og dermed undgå, at bøflerne viderebragte smitten til Botswanas kvæg. 4 Vi tog nogle ekstra dage, som vi tilbragte i Victoria Falls, byen ved Victoria Vandfaldene i Zimbabwe. Fra det rolige og velordnede Botswana til det anderledes Zimbabwe. Allerede dengang virkede det fattigt, selv om Victoria Falls med de mange turister er den rigeste plet i Zimbabwe. Det var dog blevet værre, da vi 6 år senere genså byen. Victoria Vandfaldene er selvfølgeligt den store magnet. Men også broen til Zambia, der er et klassisk sted for elastikspring, er et stort trækplaster. Derudover fik vi chancen for at se et stævne for stammedanse. Vi måtte ganske vist betale en grov overpris for billetter i forhold til, hvad de lokale betalte, men det var vel også rimeligt, når vi nu trængte os ind i deres hellige haller! Det var i hvert fald en festlig, farverig og livlig oplevelse. 2. Kenya en favorit i Afrika Udsigt til Kilimanjaro Kenya besøgte vi tre gange alle gange var det Politiken Plus-ture. Derfor må Kenya vel betegnes Henrik som en favorit i Afrika, selv om vi har haft andre store ture til spændende lande i verdensdelen. Alle gange har inkluderet besøg på Karen Blixens farm. Tredje gang var Bette og jeg enige om, at vi ved senere ture ville betinge os, at vi kunne slippe for dette punkt, som til dels var spændende første gang. I september 2003 gik turen til seks nationalparker: Tsavo og Amboseli mod syd med udsigt til Kilimanjaro, forbi Nairobi mod nordøst til Navo Moru/Mt. Kenya og Samburu. Derfra gik turen mod vest til Lake Nakuru og videre til Masai Mara. Alt sammen et pluk blandt Kenyas perler, men hårdt for bagdelene: hele turen fra sted til sted foregik med minibusser ad mildt sagt ujævne veje. Adskillige steder var det afslappende at køre ved siden af vejen det gav småpauser i den afrikanske Bette og Harry Motor Sådan kan et telt også være Klippegrævling lod sig duppe på næsen

massage. 5 Men stederne og indtrykkene var fantastiske. Her var selv Bette flittig med at fotografere! Der er langt fra plads til her at Det høres, når elefanter gnubber sig! I skal ikke afbryde et godt slagsmål!" gengive et rimeligt udpluk af de mange fotos. Med den nødvendige begrænsning - det skal jo ikke kun være et fotoalbum bliver det igen tilfældighederne, der råder. Selv videoerne var det svært af få skåret ned til acceptabel længde. Med tre ture til Kenya inden for ca. 4 år kan det være svært at huske, hvad der hører til hvilken tur. Og nok er der dato på billederne, men dem vil jeg til gengæld bruge på tværs, fordi de ofte illustrerer noget, der var fælles. Meget var fælles for turene. På en lodge får begrebet at bo i telt et andet indhold med fast gulv, separat badeværelse osv. Fælles var også det gode samvær med spændende medrejsende. Fra den første tur skal én dog fremhæves: Harry Motor, fordi han - som nævnt i indledningen er skyld i, at jeg skriver erindringer. Ham delte vi Landrover med i 14 dage. Fælles var, at vi på stederne kørte ud i landrovere for at beder blev passet på os tragte dyrelivet, men ofte kom dyrene, store og små, til os i lodgerne, og her kunne udvalget variere: På lodgen Mara Serena i Masai Mara blev Bette specielt god ven med et par klippegrævlinge (hedder de vist på dansk, Rock Hyrax på engelsk). Det var forbudt at fodre dem, så de klarede sig med selvbetjening fra hendes lommer! De unge Masai-krigere Vi havde gode udkiksposter til gnubning og saltslikning

6 Ved Mountain Lodge var der ikke vandmangel. De tiltrak dyrene ved at strø salt ud og ved et par klippeblokke, hvor elefanterne kom ved nattetide for at gnubbe maveskind og bagdel. Også bøflerne og en del andre dyr søgte saltet og vandet. I flere lodger var det vigtigt at huske at snøre teltets indgang ved blot få sekunders fravær, hvis man ikke ville have tyvagtige aber indenfor. Og småkager til kaffen på terrassen var man absolut ikke ene om! Til gengæld var der elefanter og vildsvin et sted krokodiller - i udsigt til morgenmaden. På to af turene fulgte Henriks Højskole med. Allerede ved første besøg oplevede vi at forstyrre to hanelefanter i slagsmål. Den ene blev så vred over afbrydelsen, at den angreb os. Heldigvis havde vi en guide/chauffør med 12 års erfaring på savannen, så vi undslap. Men billedet blev noget rystet. Ved Mt. Kenya skulle vi naturligvis prøve en opstigning. En gruppe unge stærke, bl.a. Gitte Rosenfeldt Larsen, der ved den lejlighed var den deltagende Politiken-medarbejder, satstor løve - lille fangst te målet højt og drog Gnuer i Mara-floden først af sted. Vi mere satte fulgte efter i det tempo, den tynde luft betingede. Ved 3.000 meter mødte vi den første gruppe for nedadgående. Ved 3.200 meter var de stødt ind i en tåge så tyk, at det ikke tjente noget formål at fortsætte. Så vi slog følge nedad. Et sted nede mellem Tsavo og Amboseli havde der været nogle ubehageligheder for enkelte turister, så vi kørte i konvoj med væbnede vagter. Men vore ubehageligheder var begrænset til støv og vejbump. Besøg i landsby Alene i verden Elefanter til frokost

Fra alle turene har jeg masser af dyrefotos, og jeg husker slet ikke, hvilke fotos der hører til hvilken tur. Men nogle af dem skal med, for dyrene var en helt central del af oplevelserne. Flamingoer i Lake Nakuru 7 Turene havde fælles træk, og alligevel var de forskellige. Den første var Kenya direkte med masser af afrikansk massage i minibusserne. Til gengæld bragte den os som den eneste til Lake Nakuru med de enorme flokke af flamingoer og rigtigt mange næsehorn. At den også bragte os til Samburu og Masai Mara, var den ikke ene om. Den anden var en kombinationstur med Sydafrika og Kenya. Det var lige fra hvaler og pingviner til gnuer og løver. Sydafrika-delen må vente lidt. I Kenya var den koncentreret om Masai Mara med fly fra Nairobi til Kichwa Tembo Tented Camp, hvor vi fandt ud af, at lyserøde elefanter findes. Forklaringen ses i farven på jordbunden og det støv, som elefanterne bader i. Den tredje tur var ren luksus. I september 2007 havde Henrik været rejseleder i Afrika i 35 år. Det markerede han med trespring med fly mellem Blandet dyreliv ved vandhullet de tre steder/lodger, han gennem årene havde været gladest for og vi var med. Wilson-lufthavnen i Nairobi blev vort udgangspunkt for trespring mellem Finch Hatton Safari Camp i Tsavo West National Park, Larsen Tented Safari Lodge i Samburu National Reserve og Little Governors i Masai Mara alle steder i top, men med hver sit præg, landskab, dyre- og fugleliv. Og med de små, ret lavtgående fly var det spændende at se Kenya fra oven. En medrejsende gynækolog fandt, at et landskab lignede det indre af en livmoder! Jeg bliver jævnligt mindet om denne tur: via e-mail fra Little Governors kan jeg følge, hvordan det går med løvefamilien Marsh Pride, leoparden Olive og mange af de andre dyr, vi mødte. Et par løver i tovtrækning om byttet

Langa 3. Sydafrika, elefantridt i Zimbabwe og krydstogt på Karibasøen 8 Fiskehandler Hans Petersen i Holte var begejstret for Holger Jensen i Pretoria og hans rejser. Vi lod os smitte, så i oktober 2007 drog vi til Sydafrika for et krydstogt på Karibasøen med Holger Jensen. Nogle dage før afrejsen hørte vi fra Holger. Det var rygtedes, at vi ikke helt var ved vor ungdoms kraft, og da han lige havde et par flybilletter til et par dage, før vi ellers skulle rejse, foreslog han, at vi samlede kræfter et par dage i hans Guesthouse i Pretoria før krydstogtet. Holger var ganske farverig med sit thybomål. Mest gjorde han det i ture for storvildtjægere af såvel kongelig som landadelig og folkelig herkomst. Men ind imellem altså også mere fredeligt med safa- Blandet bebyggelse i Pretoria Dokumentation: Vi var der De blomstrende jakarandaer Holger Jensen Blæst ved Kap Det Gode Håb Klipning med underholdningsværdi ri/krydstogter på Karibasøen, som er en kunstig sø på størrelse med Sjælland, skabt af en kæmpedæmning fra 1950. Den ligger på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia, som deler den producerede elektricitet 50:50. Holger har mange andre jern i ilden. Da Pretorias teater gik konkurs, købte han det og inviterede den kongelige ballet derned. Siden har danske kor og skuespillere været på gæsteoptræden. At han også har en DC 3 vist nok historiens sikreste fly fra 2. verdenskrig til at bringe sine gæster fra Pretoria via Victoria Falls til den landsby ved Karibasøens bred, som vist nærmest lever af hans og hans gæsters besøg, skal blot nævnes. Vi havde også været i Sydafrika året før med Henriks Højskole og i kombination med Kenya. Det havde dog været i den sydlige del af Sydafrika med vingårde, hvaler, Kap Det Gode Håb og Robben Island, altså en helt anden tur. Turen rundt til nogle vingårde gjorde mig bestemt ikke til fan af syd-

Robben Island afrikanske vine. Men gårdene lå i flot natur og havde pæne lokaler! Senere har jeg dog fundet ud af, at der også produceres drikkelige vine i Sydafrika. 9 Så var der mere pift i hvalturen i Sandown Bay. Det var også gået op for de lokale bådudlejere. Heldigvis har jeg sjældent oplevet en så grov prismæssig udnyttelse af en beliggenhed! Men hvalerne var mange og livlige. Mod slutningen af turen oplevede vi tilmed, at en hval på længde med båden vel omkring 15 m lagde sig ved siden af båden og fulgte den en god strækning. Via en pingvin-koloni de er sjove at se på i deres højtidelige kjole og hvidt kom vi frem til Kap Det Gode Håb. Det var blæsende, om at holde på hat og forlorne tænder. Fuglene klarede det nu ganske godt, og det gjorde vi da også. To oplevelser fra denne første tur til Sydafrika skal nævnes. Selvfølgeligt besøget på Robben Island, hvor Mandela var fængslet i 22 år. Vi var der kun en enkelt dag. Det var imponerende, at han ikke blot holdt sig i live, men holdt modet oppe under de forhold. Turen derover var med et tidligere fangeskib. Vi havde særdeles kvalificerede lokale guider, nemlig tidligere fanger, som nu får et levebrød ud af at vise rundt og fortælle de ved, hvad de taler om. Den anden er besøget i Langa, et Township i udkanten af Kapstaden. Oplevelsen Flygtningelejr uden for Pretoria blev ikke mindre af, at vi lige havde besøgt museet over apartheid-systemets følger og dokumentationen af byen, der døde. Langa var nu særdeles levende og meget blandet, helt fra de traditionelle blikskursområder til områder, der mest lignede parcelhuskvarterer. Vi fik indtryk af et meget stærkt fællesskab, både omkring en børnehave og det Folkets Hus, vi besøgte, og i en myndig iværksætterkvindes restaurant, hvor vi spiste frokost. Og så var vi til globryllup. Selvfølgeligt blev jeg klippet i Langa. Jeg skriver selvfølgeligt, fordi jeg har gjort det til en vane så vidt muligt at blive klippet de steder, vi besøger. Procedurerne for klipning er forskellige fra sted til sted. Klipningen i Langa havde så særlige facetter, at den er med i Se verden mens tid er. De hvide løver

Tilbage til Holger Jensen-turen og dagene i Pretoria. Holger sørgede for, at vi ikke kedede os. Sightseeing i Pretoria, hvor jakarandaerne blomstrede, og ture til dyreparker. Når man har set geparder og vilde hunde, Afrikas dygtigste jægere, i naturen, er det imidlertid deprimerende at se dem halv-tamme blive fodret i indhegninger. 10 Så var der dog bedre plads og mere frihed til de hvide løver i løveparken. At de eller i hvert fald nogle af deres unger ikke var helt vilde, satte vi desuden pris på, da vi fik mulighed for at klappe dem! Undervejs passerede vi et par af de flygtningebyer, der vokser hastigt i denne del af landet med flygtninge fra Zimbabwe. De opstår pludseligt i landskabet og kan på timer blive ganske store. Da vi var der, regnede man med, at op til 7.000 flygtninge kom over grænsen pr. dag. I første omgang bragte DC 3 eren os til Victoria Falls i Zimbabwe. Byen virkede endnu fattigere, end da vi var her første gang 6 år før. Vi rykkede ind på luksushotellet The Kingdom en absolut kontrast til byen omkring os. Vi kunne ikke dy os for et lille, nostalgisk besøg i den knapt så pompøse Victoria-faldene set fra helikopter Hippoer til sundowner på Zambesi lodge skråt overfor, hvor vi boede 6 år før den var unægteligt hyggeligere. Vandfaldene er naturligvis et must i Victoria Falls. Denne gang flottede vi os tilmed med en helikoptertur hen over dem. Selv om turen var fantastisk flot, kan den dog ikke i erindringen konkurrere med opholdets absolutte topscorer: en ridetur på elefantryg, ikke den magelige indiske slags, hvor man sidder i en kurv oven på elefanten. Nej, overskrævs på elefantens ryg. Der var en del ægtepar med på turen, så for dem var placeringen på elefanten givet: forrest mahouten, som skulle styre, konen i midten, hvor det endnu var tåleligt at sidde, bagerst manden, dvs. bredt over elefantens hofter. Se på en elefant, når den går; dens hofter støder op og ned som bok- Der er højt ned fra sådan en!

sehandsker mod en sandsæk. Det kunne ses på mændene, da de efter godt en times ridt kom ned. Sjældent har man set mænd i så bred, knæbøjet gangart tredobbelt cowboyskræv! 11 Men sjovt var det. Elefanter Ruten på Karibasøen, opslag i salonen har deres egen vilje. Ser den Det er en hanelefant en lækker busk nogle meter fra ruten, skal den lige omkring og snuppe den som mellemmåltid. En elefantunge løb med hele vejen eller rettere på kryds og tværs langs vejen. Moderelefanten ville naturligvis passe på den, selv om det iblandt gav lidt uregelmæssigheder i ruten. Vi havde en hanelefant. Det lagde den ikke skjul på det kunne ses på lang afstand. DC 3 eren bragte os videre til landsbyen ved Karibasøens bred, hvor Southern Belle havde base. Southern Belle var en nøjagtig kopi af en Mississippi-hjuldamper. Sådan en fragter man ikke lige ind midt i Afrika, men tegningerne var nået frem, og efter dem havde lokale håndværkere bygget den i træ, bortset fra maskineriet, som måtte være transporteret dertil. Fisketur på Karibasøen Den brugte dog ikke hjulene, men havde Southern Belle -Mississippi-damper på Karibasøen skruer. På slæb havde den nogle småbåde til vore udflugter og fisketure. Om bord var tegningerne fulgt og stilen holdt. Selv kaptajnen, Nogle var heldige når han i fuld uniform stillede op i salonen. Selv landadelen var med. Den havde vi truffet allerede i Pretoria. Jeg syntes, de var meget hyggelige måske fordi vi også var på fisketure sammen mens Bette, der mere fulgte den kvindelige del, syntes, at de var groft uopdragne, jo ældre jo værre! Til Holgers mange gode egenskaber hørte, at han absolut ikke lagde skjul på sin mening om styret i Zimbabwe, heller ikke når vi var i landet. Styrets fattigdomsskabende og ødelæggende virkninger var da også åbenbare, og i landsbyen virkede man meget glade for kontakten til Holger og hans ind- Udsigt til Karibasøens bred

tægtsgivende besøg. Sidste aften på Southern Belle fyldte Bette 73 år. Det blev hendes sidste fødselsdag. Holger og besætningen gjorde, Bette fyldte 73 år på Karibasøen at det blev en festlig aften. Det er da også Holger, der har sendt os billederne fra aftenen. Samtidigt kunne vi fejre vores 52 års-bryllupsdag. Vor 52 års bryllupsdag 12 3. Rundtur i Egypten lykkedes i andet forsøg 1. Bette brækkede benet første aften I 2001 var vi første gang i Egypten. Svend Søndergård (god ven fra Birkerød og Regensen) og hans kone, Edel, havde arrangeret en familietur til Egypten, som han kendte godt, bl.a. fra studier ved Cairos universitet. Desuden var han lektor i arabisk ved Københavns universitet. Så han var vel rustet. Vi mødtes ved et selskab, hvor han fortalte mig om planerne. Jeg spurgte, om der var en ledig plads. Han forslog, at vi overlod spørgsmålet til Edel og Bette. Vi blev accepteret som en etnisk minoritet i Svends talstærke jyske familie. Første nat i Cairo var i et gammelt hotel i Cairos centrum. Omkring elevatoren, som vist var indviet af en farao i en meget fjern fortid, slyngede sig en trappe med en uoplyst repos, som gemte på 2 trin. Her faldt Bette og brækkede benet. Servicen fra det hospital, vi opsøgte, var upåklagelig, men rundturen i Egypten var slut. Til gengæld oplevede vi allerede morgenen efter, at en gade i det indre Cairo er en landsby alle vidste, at Bette havde brækket benet. Baren overfor bragte hende kaffe og gode ønsker, da hun viste sig i hoteldøren! 2. Ikke et bordben, ikke en fodboldspiller Vandpiben skulle prøves - trods brækket ben Forsikringens indblanding betød, at vi måtte tilbringe en uge i Cairo, ganske vist flyttet til et udmærket etplans-hotel ved pyramiderne og med værelse tæt på swimmingpoolen. Hotellet formidlede både en aften til lys- og lydshow ved sfinksen, og at vi fik en limousine-tur langs hegnet, just som Sahara lukkede for natten. Det var en oplevelse at mærke, hvordan alle, mennesker, heste, kameler, Da Sahara lukkede for natten Lys- og lydshow ved Sfinksen

slappede af, når turisterne var væk. 13 Efter hjemkomsten var forsikringsselskabet ( Europæiske ) ikke nemme at danse med. De mente, at Bette udmærket "Det rullende lokum" er gået i stå Ved indgangen til Abu Simbel kunne have fortsat rundturen, inkl. bus- og vandreture, med sit brækkede ben. Efter en lang brevveksling med afslag var vi så heldige, at selskabet kørte en TV-reklamekampagne med en kendt fodboldspiller, Ebbe Sand, og et bordben. Vi måtte skrive til selskabet, at vel drejede det sig hverken om et bordben eller en fodboldspiller, men hvis de fastholdt deres afslag, ville vi gerne vide, hvilke appelmuligheder vi havde ud over pressen. Så kom erstatningen. 3. Igen med Gruppe Søndergård Året efter drog vi igen med Gruppe Søndergård til Egypten. Mange af Edels og Svends venner havde kritiseret, at de ikke kom med, når vi kom med. Løsningen var oplagt: En tur til. Det passede fint til vor erstatningsrejse. Denne Besøg i Ardels landsby gang holdt benet, og turen blev en absolut succes: Cairo, Aswan (med søen og dæmningen), Luxor, Karnak, Kongernes og Dronningernes dale, krydstogt på Nilen, Abu Simbel alle de store steder. Svend måtte ikke guide, selv om han ofte vidste mere om stedet end de lokale guider, en gruppe skal hyre, her som andre steder (også i Danmark). Men han måtte gerne svare på spørgsmål, så det gjorde han. Da vi kom syd for Cairo, var vi imidlertid så heldige at få en super god lokal guide, Ardel, dansktalende nubier (med let fynsk accent). Han indledte med at sige, at vi nok ville spørge, hvor han havde lært at tale dansk, og hvorfor han var sort. Svarene: I Danmark (han havde boet nogle år i Odense), og fordi han var født om natten! Ardel sørgede for, at vi kom på besøg i hans landsby, hvor vi gik rundt inde og ude og fik et indtryk af, hvordan folk levede. Det blev også til en aftenridetur på kamelerne. Jeg, Bette, Per og Jette Nørgård og Svend på Nilkryds (Edel har nok fotograferet!) Besøget i Abu Simbel var en oplevelse. At tænke sig at dette kæmpeværk er flyttet for ikke at blive oversvømmet i Aswansøen. Men den lange bustur til og fra var en blandet fornøjelse! Det var skam en fin bus med toilet. Toilettet var blot gået Der er højt ned fra sådan en

i baglås. Med de udbredte egyptiske maver blev stanken stærk og bussen et rullende lokum når den rullede! For til kva- Her bygger man "Den nye Nil" Fata Morgana - en luftspejling i ørkenen lerne kom, at bussen nogle gange gik i stå med lange ophold i den stegende varme ørken til følge. Men bortset fra det, fru kammerherreinde 14