TUREN GÅR TIL PARIS AF ASKE MUNCK 22. UDGAVE

TUREN GÅR TIL PARIS AF ASKE MUNCK 22. UDGAVE

ave. Foch N 0 400 800 1200 m ave.victor Hugo ave. Paul Doumer ave. Emile Zola rue. de la Convention Paris ave. Kléber ave. Marceau Tour Eiffel ave. du Président-Kennedy ave. de New York rue de Vaugirard UDEN FOR PARIS ave. de Wagram CHAMPS-ÉLYSÉES OG CHAILLOT rue Lecourte bd. Haussmann ave. des Champs-Elysées voie Georges Pompidou ave. Bosquet Champ-de-Mars bd. de Grenelle parc Monceau Quai d'orsay bd. Malesherbes Esplanade des Invalides bd. des Invalides OMKRING EIFFELTÅRNET OG INVALIDES ave. de la Motte Piquet rue de Vaugirard Gare Montparnasse rue Raymond Losserand bd. Montmartre rue Royale rue. de Sèrves ave. du Maine bd. de la Madeleine Jardins de Tuileries Rue de Rivoli rue Rambuteau quai de la Megisserie bd St-Germain bd St-Germain bd. Raspail bd. Raspail bd. de Clichy avenue de l Opéra SAINT-GERMAIN OG MONTPARNASSE bd. Montparnasse MONTMARTRE OG OPERAEN Jardin de Luxembourg bd St-Michel bd. de Rochechouart LOUVRE OG MONTORGUEIL Ile de la Cité rue des Ecoles rue St-Jacques bd de Sébastopol rue Beaubourg quai de Montebello boulevard Auguste- Blanqui rue de la Chapelle Ile St-Louis rue la Fayette Jardin des Plantes place d'italie rue Bobillot BASTILLE OG DET ØSTLIGE PARIS MARAIS OG ØERNE LATINERKVARTERET rue de Tolbiac Canal St-Martin Bd. de la Villette Bd. Voltaire quai de Bercy Ave. Jean Jaurès parc des Buttes-Chaumont Rue de Belleville bd Diderot Ave.Philippe Auguste av. Gambetta rue d Avron av. Daumesnil avenue de Choisy UBQ

INDHOLD O... O.. O.. O.. O.. O.. O.. O.. O.. O.. O PARIS I BLODET 5 BAG OM PARIS Paris i dag 6 Fattigdom og vild luksus 8 Le métro 10 Paris på 35mm 11 Byen, hvor man går glip af meget 12 Modens hovedstad 14 En til vejen og en lille en på øjet 15 Røre i de galliske kødgryder 16 Oprørsk metropol 18 Parisiske pauser 22 LOUVRE OG MONTORGUEIL 25 MARAIS OG ØERNE 41 BASTILLE OG DET ØSTLIGE PARIS 59 LATINERKVARTERET 73 SAINT-GERMAIN OG MONTPARNASSE 85 OMKRING EIFFELTÅRNET OG INVALIDES 99 CHAMPS-ÉLYSÉES OG CHAILLOT 111 MONTMARTRE OG OPERAEN 127 UDEN FOR PARIS 139 PRAKTISKE OPLYSNINGER 149 Sådan forbereder du dig 149, Rejse og ankomst 151, Sådan kommer du rundt 151, Sådan klarer du dig 153, Hvis uheldet er ude 156, Lokale forhold 157, Hvor vil du bo? 160, Hvor vil du spise? 160, Shopping 161, Om aftenen og natten 161, Særligt for... 162, Vil du være aktiv? 163 MINIPARLØR 164 SPISEKORTET 166 SYMBOLER I BOGEN 168 REGISTER 170 KORT OVER PARIS ARRONDISSEMENTER 173 KORT OVER PARIS TRAFIKNET 174

PARIS I BLODET DET KAN VÆRfE uoverskueligt at vælge, hvor turen skal gå hen, når man først står midt i Paris. Hvis man vil se Michelin-stjerner tindre, kan man tage vestpå mod de eksklusive restauranter omkring Champs-Élysées. Står der edgy design på ønskelisten, kan man trække mod nordøst til Canal Saint-Martin, og trænger man til intellektuelt input, bør målet være Latinerkvarteret eller Saint- Germain-des-Prés specialbiografer, museer, boglader og litterære cafeer. Er det derimod kunst, man vil se, kan man stile mod Louvre, Grand Palais og Centre Pompidou eller mylderet af små gallerier i Marais. Og har man lyst til at dyrke eksklusiv mode (eller se lapsede fyre og pudrede damer fyre flere måneders mindsteløn af på få minutter), er der ingen vej uden om rue Saint-Honorés luksustempler. Knurrer maven derimod efter eksotiske retter, kan man trisse nordpå til Lille Indiens karrymekka eller kaste sig over mundvanddrivende dimsum østpå i Belleville, hvor nordafrikanere, jøder, arabere og kinesere lever side om side. Rendyrket parisernostalgi? Så går turen til Montmartres bakkede charme og dunkle beverdinger. Allermest holder jeg selv af at drive formålsløst rundt. At lade lyst, nysgerrighed og DE OFFENTLIGE BÆNKE BRUGES FLITTIGT AF PARISERE I ALLE ALDRE. tilfældigheder bestemme. En dampende pandekage, en sval pastis på en skummel bistro eller en god espresso med den helt rigtige nøddebrune farve og let brændte mokkasmag kan jo være en mindst lige så stor og parisisk oplevelse som et slotsbesøg eller en guidet rundtur på et kunstmuseum. Spadser fx fra Marais til Saint-Germain, under platanerne langs Seinens bogboder, forbi de spontane picnics på pont des Arts og rue de Seines eksklusive grafikgallerier, hvor stemningen langsomt ændrer sig fra løssluppen sviren til fornem finkultur. Eller bænk dig selv på caféen le Petit Fer à Cheval i rue Vieille du Temple og betragt mylderet af shopaholics, læderbøsser, summende scootere og dinglende bycykler, der moser ind og ud mellem hinanden. Stik ind i de mange boghandler, hvor en kuriøs blanding af selvudslettende litterater og flamboyante filosoffer bladrer gennem nyudgivelserne med tænksom mine og rynkede bryn, das dovent på Île Saint-Louis solbeskinnede kajer eller i Luxembourghavens grønne lænestole. Følg med pariserne ind på cafeerne i aperitiftimen sidst på eftermiddagen til kir, fadøl og chips. Inden mavens rumlen bliver så voldsom, at det er tid til at slippe gane og smagsløg løs på et af byens utallige spisesteder, som svinger fra ypperlig gallisk gastronomi til kulinariske køkkenperler fra den ganske klode. O > INDHOLD 5

BAG OM PARIS PARIS I DAG CONNARD!. Kæmpefjols!. En bilist brøler ud ad den nedrullede siderude til en cyklist, der dødsforagtende krydser ind foran ham og resten af de bumlende biler, som ruller hastigt over Concordepladsen. Skal man pege på en ting, der markant har forandret Paris, er det cyklen. For ganske få år tilbage gloede folk på cyklister, som var de et hovedkulds udbrud fra årets Tour de France. Men ikke længere. Siden 2007 par ke ringsmulighederne forringes, fordi vejene snævres ind for at gøre plads til busser og cykler. De sidste 15 år er der forsvundet op mod 35.000 parkeringspladser i Paris, og det skønnes, at hver femte bil, der kører rundt i byen, blot leder efter et sted at holde. Delanoës politik har bragt forureningen ned. Men Paris var også bristepunktet nær. Byen er kun 16 km2 større end København, DET TÅRNHØJE PRISNIVEAU PRESSER DE RIGTIGE PARISERE UD AF BYEN, OG DE, DER INSISTERER PÅ AT BLIVE, HUTLER SIG SAMMEN. har over 20.000 toptunede og ultramoderne bycykler (> 152) de såkaldte vélibs for altid ændret gadebilledet. For at bekæmpe forureningen i Paris har byens overborgmester Bertrand Delanoë besluttet at satse på pedalkraft og offentlig transport. LAV HASTIGHED OG DELEBILER På tegnebrættet er også planer om at reducere hastigheden til 30-40 km/t. samt at introducere et offentligt styret delebilsystem. Pariserne vil gerne reducere forureningen, men bliver alligevel rasende, hver gang men til gengæld bor der fire gange så mange, samtidig med at en stor del af de 9,5 mio. beboere i forstæderne og de nærliggende kommuner arbejder inde i byen. Den klemte befolkning gør det ofte uudholdeligt at opholde sig i byen, og der skal ikke meget til at få infrastrukturen til at bryde sammen. Fx et selvmord i metroen eller en tilfældig demonstration der er så almindeligt et fænomen, at tabloidavisen Le Parisien bringer daglige demo-prognoser. Bystyret gør dog meget for at forsøde tilværelsen for sine borgere. Der arrangeres 6 > INDHOLD

CYKLEN ER PÅ REKORDTID BLEVET ET FAST INDSLAG I DET PARISISKE BYBILLEDE. rulleskøjteløb to gange om ugen (> 63), der er gratis trådløst internet i alle parker og offentlige bygninger, ligesom Seinebredderne og kajerne omkring Canal Saint-Martin spærres af for bilkørsel om søndagen. Mens huspriserne falder overalt i verden, daler de ikke nævneværdigt i Paris. Her er der nemlig ingen bopælspligt, og masser af rige udlændinge lægger uden at blinke 10.000-15.000 euro pr. m2 for at få en hybel i byernes by. Samtidig beskytter loven lejerne så godt, at mange udlejere foretrækker at lade hele ejendomme stå tomme. Det skønnes, at op mod 80.000 lejemål er ubeboede i Paris. Det tårnhøje prisniveau presser de rigtige parisere ud af byen, mens de, der insisterer på at blive, hutler sig sammen. Ikke overraskende identificeres man socialt i forhold til, hvilket af den spiralformede byplans arrondissementer man bor i. Dyrest og mest prestigiøse er de midterste (1.-8. arrondissement). Derfor vælger mange at flytte til forstæderne, hvor priserne dog også er begyndt at stige heftigt. Andre tvinges til at bo hos venner og bekendte eller sågar på campingpladser. For at klare boligmanglen vil bystyret bygge flere højhuse, men byplanens fredningshensyn strider mod presset på markedet. Og derfor arbejder man nu på at opbløde den hårde grænse mellem bykerne, periferi og forstæder, så oplandet integreres bedre i Paris alt for pressede ramme. O FAKTA OM PARIS Befolkning: 2,1 mio. inden for bymurene, 11,5 med forstæder (62 mio. i hele Frankrig). Der er omkring 300.000 udlændinge i Paris, hovedparten fra ikke-eu-lande. Areal: Ca. 105 km2 (København ca. 88,2). Arbejdsløshed: 9,5 % (2009). Ungdomsledighed: 18 % (2008). Hjemløse: 85.000 (i hele Frankrig, men koncentreret i Paris). Religion: Katolicisme ca. 80 %, islam ca. 7 %. Gennemsnitsindkomst pr. husstand: 18.322 e (gennemsnit for hovedstadsregionen Île-de-France). Kolossale uligheder mellem centrum og forstæder. > INDHOLD 7

BEFOLKNING OG SAMFUND FAT TIGDOM OG VILD LUKSUS KØEN FORAN DEN LILLE MADBUS er tæt og lang. Omkring 200-300 fattige, hjemog arbejdsløse er stimlet sammen i den bidende decemberkulde på Place de la République i midten af Paris, hvor frivillige fra velgørenhedsorganisationen Restos du Coeur serverer dampende kylling og bønner i sovs. I køen står Franck på 42 og hiver på en halv færdig smøg uden filter. En køn mand, med blonde krøller og moustache. Han har været hjemløs i fire år, siden han mistede sit job i beklædningsindustrien efter en hård skils misse. Så røg lejligheden, og jeg tog til Paris for at prøve lykken. Et voilà. Nu lever jeg efter system d (for débrouille = at klare sig selv), siger han med et forsøg på et smil, der afslører, at han ligesom de fleste hjemløse ikke har råd til tandpleje. Paris er modsætningernes hovedstad. For selv om man overalt støder på Frankrigs republikanske slogan liberté, égalité, fraternité (frihed, lighed, broderskab), er de sociale skel større end i resten af landet og mange steder i Europa. UDEN FAST BOPÆL Næsten 30% af landets velstand er koncentreret i hovedstadsregionen, hvor man dog også finder hovedparten af de godt 85.000 hjemløse. Flamboyante rigmænd parkerer deres skinnende Porscher og Lamborghinier foran storskrydende bypalæer, mens fortovet overfor er optaget af såkaldte SDF ere (sans domicile fixe, uden fast bopæl, dvs. hjemløs). De hjemløse er en fast del af det parisiske gadebillede, og der er betydelig sympati for dem. Ikke mindst fordi over halvdelen af franskmændene faktisk frygter, at de selv en dag risikerer at befinde sig i en lignende 8 > INDHOLD

HAR MAN IKKE RÅD TIL LUKSUS, KAN MAN STYLE SIN VESPA MED LOUIS VUITTON-MONOGRAM. situation. Og man forstår hvorfor. Op mod en tredjedel af de hjemløse har faktisk et arbejde. De har bare ikke råd til en egnet bolig. De tilhører den nye underklasse af fattige arbejdere, der bor under broer, på tilfældige herberger, i campingvogne, biler eller telte, og som går på arbejde. Hver dag. OPRØR I FORSTÆDERNE De økonomiske skel er imidlertid tydeligst, når man sammenligner det indre Paris med de hårdt belastede nordøstlige forstæder, der i efteråret 2005 var skueplads for nogle af de værste uroligheder i Frankrig i nyere tid. Over 10.000 biler blev brændt af, og flere hundrede unge arresteret i et oprør, der af samfundsforskere blev kaldt et skrig af desperation. Det er ikke vanskeligt at forstå desperationen. For med en adresse i en af de forstæder, RER-toget fra lufthavnen kører igennem på sin vej mod Gare du Nord, kan man næsten lige så godt glemme at få et job i centrum af Paris. Ansøgninger med disse postnumre på afsenderadressen havner som regel direkte i skraldespanden. Uden svar eller afslag. Fornemmelsen af social udelukkelse forstærkes af, at politiet konsekvent kontrollerer personbiler med forstadsnummerplader, der kører inde i Paris, fordi erfaringen viser, at de ikke har penge til at lave andet end at hænge på gaden derinde. Beboerne i forstæderne befinder sig med andre ord i en catch-22. De kan ikke komme af med deres ry, før de kan få lov til at vise, at de dur til noget. Men det kan de ikke få lov til at vise, før de får et bedre ry. Eller som Mohammed, en 20-årig arbejdsløs mand i det nedslidte Clichy-sous-Bois, hvor optøjerne i 2005 begyndte, formulerer det: Det er som et fængsel uden tremmer. Og enhver, der besøger de nedslidte betonkvarterer, må give Mohammed ret. I hjertet af Paris ligger ledigheden på under 7%, mens den i nogle af de fattigste nordøstlige forstæder som Drancy, Sevran og Clichy-sous- Bois, hvor beboerne oftest er af afrikansk og nordafrikansk oprindelse, når op på næsten 50%. Regeringen har lovet, at forstæderne er en topprioritet, men indtil videre mangler planerne at tage konkret form. Og imens sørger postnummerdiskriminationen for at holde den sociale skævhed i live. Diskriminationen kan undre, for Paris er også inden for bymurene en af de mest vel fungerende multietniske, europæiske metro poler, ikke mindst takket være tilstrøm ningen fra de tidligere kolonier. Her finder man både kinesiske, vietnamesiske, nord afrikanske, tyrkiske, japanske samt indiske og srilankanske kvarterer, såvel som deciderede jødiske og homoseksuelle kvarterer. Også den illegale immigration bidrager til at holde hovedstadens hjul i gang. Store dele af både hotel-, restaurations- og byggebranchen beskæftiger mange af byens titusindvis af indvandrere uden opholdstilladelse, der i al diskretion og uden at kny knokler 50-60 timer om ugen for ca. 1.000 euro om måneden. Regeringen erkender problemet, men afviser en masselegalisering af de op mod 400.000 illegale indvandrere, der skønnes at opholde sig i landet, sådan som man har gjort i nabolandene Spanien og Italien. Årsagen? Man frygter, at det vil føre til øget illegal immigration. Så indtil videre får tingene lov at stå til. O > INDHOLD 9

BEFOLKNING OG SAMFUND LE MÉTRO QUELLE HORREUR. En ældre dame med en puddel under armen klemmer sin spinkle krop og sit himmelvendte blik ind i den stopfulde metrovogn, netop som dørene smækker i. Med et hvæsende pardon puffer hun til en studerende, der blot trækker på skuldrene, mens han forsøger at klare en croissant og forberedelserne til morgenens kurser på samme tid. En forretningskvinde smører læbestift på, mens hendes sidemand deler sin tid mellem at pille næse og skrålæse Le Monde. Overfor slumrer en gadebums, indhyllet i en sødligt ram dunst, ensomt lænet op ad vinduet. Vil man observere pariserne, er metroen et uovertruffent sted. Selv om de fleste parisere dagligt bander tekniske uheld, evindelige strejker, selvmord og forsinkelser langt væk, bruger de den alle sammen. Der er ingen alternativer, hvis det skal gå hurtigt, billigt og tørskoet for sig. Over 4,5 millioner passagerer fra alle samfundslag passerer hver dag gennem det kolossale og effektive underjordiske transportsystem, hvor togstammerne i myldretiden kører med 1-2 minutters mellemrum. Alligevel er perronerne proppet med passagerer i flere lag ofte med meget kort lunte. Metroen er Paris. Ikke overraskende har forfattere, sangere og filmfolk fra Kafka og Cocteau til Gainsbourg, Piaf og Luc Besson på godt og ondt UNDERHOLDNING UNDER JORDEN Underholdningen i metroen forestås ikke af tilfældige talenter. Tværtimod udpeges de af en særlig metroimpresario, der hvert år vælger de 350 bedste kunstnere blandt over 2.000 ansøgere, så passagererne får glæde af en bred vifte af alt lige fra bossanova og kammermusik, til pop, hård rock og dukketeater. Af hensyn til de rejsende må de dog kun spille i gangene og enhver, der optræder i togvogne eller på perronerne risikerer derfor en bøde. hyldet metroen som den parisiske livsnerve. Ja, handlingen i Luc Bessons hitfilm Subway (1985) med Christopher Lambert i hovedrollen udspilles ligefrem udelukkende i dens indviklede rodnet af gange og tunneler. Metrostationerne har alle deres særpræg, som forsøger at indfange sjælen netop der, hvor de talrige svungne art nouveau-udgange leder passagererne tilbage til overfladen. Fra Louvre-Rivolis dunkle marmorgemakker, hvor kopier af museets egyptiske og romerske skatte knejser i oplyste glasmontrer, via Arts et Métiers kobberinteriør, kalkeret efter Jules Verne-karakteren kaptajn Nemos ubåd, til Concorde, hvis buede vægge prydes af menneskerettighedserklæringens ordlyd, sirligt opsat med ét bogstav pr. hvide kakkel. På turen under jorden støder man først og fremmest på berømte videnskabsmænd, forfattere og kunstnere som Pasteur, Goncourt og Picasso, men også mindre kendte personager som Auguste Fulgence Bienvenüe den enarmede ingeniør, der i 1896 op til verdensudstillingen fik i opdrag af lave forstudierne til le chemin de fer métropolitain, eller i daglig tale blot le métro. O 10 > INDHOLD

KUNST OG KULTUR PARIS PÅ 35MM KVINDEN MED KLAPTRÆET vinker et par passerende forbi gripvognene, der blokerer enden af den idylliske rue de la Butte aux Cailles, hvor en filmoptagelse netop er overstået. En spillefilm? Et reklamespot? Eller et afsnit til en tv-serie? Ikke til at vide. For med ca. 350 indspilninger om året ligger Paris i toppen blandt de metropolkulisser, der hyppigst danner baggrund for reklamer, kortfilm og helaftensdramaer. Af samme grund har mange turister, der besøger byen for første gang, en sær fornemmelse af déjà vu, ligesom man da også uafladeligt støder på politiafspærringer, projektører og kameraer, når man bevæger sig rundt i byens pittoreske gader. Fransk film storeksporteres til udlandet, og både velkendte mesterværker som Jean- Pierre Jeunets charmerende Montmartrekomedie Amélie (2001) og Olivier Dahans gribende epos Spurven (2007) med oscarvinderen Marion Cotillard i hovedrollen som den legendariske sangfugl Édith Piaf har grebet publikum over hele kloden. Også uafhængige, mindre produktioner som det socialrealistiske forstadsdrama La Haine (1995) og den ekstremt voldsomme Irréversible (2002) har skabt opmærksomhed om fransk filmkunst. Interessen fra udlandet kommer dog også fra de internationale instruktører, der hellere end gerne lader hele eller dele af scenariet udspille sig i byernes by. Det gælder fx actionbragene Ronin (1998) med Robert de Niro og Jason Bourne-filmen Manden uden navn (2002), der begge byder på hidsige biljagter gennem byens smalle gader. Ja, selv de indiske Bollywood-film har taget byen til sig som en yndet kulisse. Enkelte film er sågar blevet så populære, at de har skabt efterspørgsel efter særlige, guidede ture, hvor ivrige fans oplever byen via nogle af de mest markante locations. Det gælder først og fremmest filmatiseringen af Dan Browns Da Vinci Mysteriet (2006), men også det animerede familiedrama Ratatouille fra 2007 om landrotten Rémys gastronomiske genvordigheder som gedulgt chefkok i et navnkundigt parisisk køkken (kalkeret over restauranten La Tour d Argent). RIG FILMHISTORIE Den franske hovedstad emmer af filmkunst og celluloid. Det var da også her, biografkulturen blev født. Nærmere bestemt 28. december 1895, da en lille forsamling satte sig til rette i kælderen på Grand Café på boulevard des Capucines for at se den første fremvisning af levende billeder. Lige siden har Paris hørt til blandt klodens mest filmfanatiske storbyer. Hver eneste uge er der over 500 titler fra hele verden på plakaten i de 85 biografers over 379 sale med alt fra 39 til 2.750 pladser. Uanset om det drejer sig om eksperimenterende filmkunst i den lille biograf Le Balzac (> 162), en sort-hvid klassikerfestival i Cinemateket (> 67), film under åben himmel eller en af de nyeste Hollywood-baskere, finder man det uden besvær i den franske hovedstad. Til gengæld har Paris ingen store filmstudier. Men det bliver der snart rådet bod på, da knaldfilmmageren Luc Besson allerede har taget det første spadestik til en filmby, døbt Cité du Cinéma (og spøgefuldt kaldet Hollywood-sur-Seine) på 6,5 hektarer i den nordøstlige pariserforstad Seine-Saint-Denis. Filmbyen, der vil rumme 10 studier, ventes at stå klar i nær fremtid. O > INDHOLD 11

KUNST OG KULTUR BYEN, HVOR MAN GÅR GLIP AF MEGET FRANSK KULTUR ER DØD, lød konklusionen for nogen tid siden i en kontroversiel artikel i det amerikanske ugemagasin Time. Fra engang at have været nok så beundret for sine forfattere, kunstnere og musikeres enestående fortræffelighed, synes Frankrig i dag mere at ligne en visnende stormagt på den kulturelle markedsplads, skrev bladet i sin bandbulle mod det galliske kulturliv. Artiklen skabte en sand storm af protester. Ikke blot i Frankrig, men i hele Europa. For faktisk går det forrygende for fransk kultur. Hverken litteraturen, arkitekturen, musikken, teateret, dansen eller de skabende kunster har tilsyneladende i lang tid haft det bedre. Hver litterær sæson byder på ca. 800 nye titler, der indspilles flere hundrede film om året, musikbranchen oversvømmes af nye talenter, ligesom små kunstgallerier og modeatelierer skyder op overalt i byen. De seneste år har budt på prestigeprojekter som Musée du Quai Branly (> 105) for foden af Eiffeltårnet og la Cinémathèque Française (> 67), ligesom Monets berømte åkander efter flere års tålmodig venten endelig har fået nye og lysere rammer i Musée de l Orangerie (> 29). Og om få år vil luksusgiganten Louis Vuitton slå dørene op for et kæmpemæssigt moderne kunstmuseum midt i Boulogneskoven i den vestlige del af byen. Den righoldige og sprælske happeningtradition og undergrundskultur vidner også om, hvor gunstigt et kreativt miljø der findes i den franske hovedstad. Streetartkunstnere som Blek le Rat, Aérosol, Zeus, Nemo og Miss Tic er alle eksempler på gadekunstnere, hvis enkle men morsomme og overraskende stensilgraffiti, mur- og facademalerier har gjort dem til velkendte indslag i såvel gadebillede som det kulturelle landskab. Og byens borgere sætter pris på den sprudlende mangefold af skabende kræfter. Her er ingen tomme sale. Hverken i biografer, museer eller teatre. Tværtimod er der 12 BAG OM PARIS

altid lange køer af spændte tilskuere. Det franske kulturlivs talenter nyder bred respekt kloden rundt. Arkitekter som Jean-Michel Wilmotte, Jean Nouvel, Dominique Perrault og Christian de Portzamparc bombarderes med tilbud, og kunstnere som Christian Boltanski, Sophie Calle og Annette Messager premieres internationalt for deres enestående begavelse. Cirkusartister og teatertrupper som Royal de Luxe og den excentriske Bartabas hesteteater Zingaro feteres over hele verden, ligesom ethvert værk fra store penne som Anna Gavalda, Philippe Claudel, Bernard Henri-Lévy og Michel Houellebecq oversættes til dusinvis af andre sprog. SPROGLIG BARRIERE Fransk kultur har det virkelig ganske glimrende. Skal man pege på et problem, drejer det sig om sproget. For ud over elektroniske tonale koryfæer som Air og Daft Punk byder den parisiske scene på et hav af musiske unika, men på grund af den sproglige barriere bliver de sjældent kendt uden for landets grænser. Uanset om de hedder Benabar, Olivia Ruiz eller Yelle, om det er rapgruppen Iam, poesislammeren Grand Corps Malade eller den nu afdøde bossanovastjerne Henri Salvador. Alle sælger de i stort tal i Frankrig, hvor over to tredjedele af de solgte cd er stammer fra hjemlige kunstnere. Fornemmelsen af, at fransk kultur skranter, stammer måske snarere fra den vestlige verdens stadig stigende kulturelle amerikanisering, der gør, at talenter fra mindre sprogområder har sværere ved at gøre sig gældende internationalt, medmindre de udøver på engelsk. Ikke mindst i Paris synes kulturlivet at være alt andet end hensygnende. For det parisiske kulturudbud kan virke overvældende. Der er så meget at se, at man konstant har en fornemmelse af at gå glip af noget. Hvis man vælger at bruge sin torsdag aften i Palais de Tokyos (> 114) til tider temmelig eksperimenterende installationer, forsømmer man måske lejligheden til at lade sig dupere af en kulturel soirée i Fondation Cartier (> 92) eller en mindre fernissage på et af de diskret forputtede gallerier i Marais eller Belleville (> 61). Hele tiden åbner nye udstillinger, nye teaterforestillinger og operaer i både Garnier og Bastille. Konstant er der store navne på plakaten på byens mange navnkundige koncertsteder som den intime scene på Bataclan og fordums grandiose multiplex Le Grand Rex eller jazzklubber som den lille svedige Sunset og den godt gemte, men verdenskendte New Morning. Turistmagneten Buddha Bars navnkundige grundlægger og dj Claude Challe startede trenden, men i dag udgiver enhver klubrestaurant med respekt for sig selv egne compilation-cd er med de bedste mix fra deres inhouse-dj, og folk danser på stole og sofaer, når dj en mixer på natklubkongen Laurent Taieb og designguruen Philippe Starcks barrestaurant Kong (> 38). Alt i alt virker rygterne om den franske kulturs død stærkt overdrevne. I Frankrig har man da også i modsætning til USA sjældent brugt økonomisk overskud som kulturelt succeskriterium. Her fastholder man stædigt statsstøtten til kulturen, så også perifere og mindre kommercielle kunstarter kan spire og udvikle sig, ligesom man insisterer på kvoteordninger for fransk musik i radio og tv. I franske øjne en nødvendig politik for at imødegå presset fra den engelsksprogede verdens kulturelle damptromle. O EN GÅTUR I BYEN BYDER OFTE PÅ EN FILMOPTAGELSE, OPTRÆDEN ELLER HAPPENING. > INDHOLD 13

KUNST OG KULTUR MODENS HOVEDSTAD RUNDKØRSLEN FORAN LOUVRES centrale gård er fuld af mørke Mercedes-limousiner og BMW er med tintede ruder, der triller ind og deponerer VIP-gæsterne, tæt fulgt af paparazziernes hidsigt brummende scootere. Modeugen er i fuld gang, og i kælderen under Louvre er der sort af mennesker, som vifter med de små kartonkort, der i disse dage kan få selv pas og dåbsattester til at virke som ligegyldige personlige papirer. Invitationen. Det er muligt, at mange modeskribenter vil hævde, at New York er mere trendy, Milano mere chik og London den avantgardistiske by med mest kant. Men Paris er og bliver modens historiske hovedstad. Det var her, Christian Dior i 1950 erne satte standarden for kvindelig elegance i det fattige Europa, der døjede med efterdønningerne fra Anden Verdenskrig, og det er her, ekviperingsguruer som Coco Chanel, Yves Saint Laurent, Karl Lagerfeld, Sonia Rykiel, Christian Lacroix og Jean-Paul Gaultier har mejslet deres navn ind i beklædningsbranchens kollektive bevidsthed. Godt nok fik den anstrengte økonomi efter 11. september 2001 flere af de største internationale luksusbrands til at nedtone, hvis da ikke helt indstille deres ødsle haute couture-shows. Men al krisestemning synes i dag fuldstændig trængt i baggrunden af en nærmest eksplosionsagtig vækst i efterspørgslen fra især russiske, indiske og kinesiske rigmænd og -kvinder, som har fået den allermest eksklusive del af moden til at blomstre op igen. Og den lystigt blussende fremtidseufori har atter fået modekonger som Lagerfeld og John Galliano til at øse millionbeløb ud på ekstravagante shows. Parisisk mode er imidlertid langt mere end millionøserober og prangende dandyoutfits. For også designerne af prêt-à-porterstangtøjet har kronede dage. Ethvert modenavn med respekt for sig selv har således en flagskibsforretning i den franske hovedstad, der oversvømmes af indkøbere, journalister og showbiz-stjerner under de årligt tilbagevendende modeuger. MODEN PÅ GADEN Moden hører dog ikke kun til på de tætpakkede podier. Også på gaden skinner parisernes hang til velsiddende og upåklagelig påklædning tydeligt igennem. De fleste parisiske kvinder synes således at have en fuldendt forståelse for, hvordan man klæder sig og absolut ikke klæder sig. Basisgarderoben er sort, solbrillerne store, hælene høje og håret løst. Det hele krones af en taske, der gerne skal kunne rumme en mindre hund. Det samme har herrerne. I hvert fald i arbejdstiden, hvor slips er en lige så naturlig del af hverdagsuniformen som den nystrøgne skjorte og de pudsede sko. Til gengæld er den nationale garderobe også lettere at anskaffe sig i Paris, hvor tusindvis af billige butikker langer figursyede kjoler og tætsiddende jakke- og spadseresæt over disken til en brøkdel af københavnske priser. Og man behøver ikke tage til modegaderne avenue Montaigne (> 119) og rue Saint-Honoré (> 30) for at blive ulasteligt ekviperet. En tur til nogle af de hundrede dépôt-vente-forretninger, hvor de dyre damer deponerer deres aflagte designerklude for at få råd til at følge den nye sæson, vil ofte munde ud i noget lige så chikt og langt sundere for privatøkonomien. O 14 > INDHOLD

MAD OG DRIKKE EN TIL VEJEN OG EN LILLE EN PÅ ØJET KLOKKEN ER 12.15, og der er ikke et øje på den lille frokostrestaurant i forretningsog ambassadekvarteret omkring avenue des Champs-Élysées. Så der er frit valg blandt alle de solbeskinnede pladser på restaurantens smalle terrasse. 15 minutter senere er billedet et ganske andet. Ikke en stol er ledig, og snesevis af knurrende maver står allerede i kø til et bord. Sådan er Paris. Alle går ud og spiser på restaurant, bistro og café. Ikke blot i weekenden eller ved festlige lejligheder, men også til hverdag. Både til frokost og aften, men sjældent alene og sjældent som familie. Næsten altid med venner, ægtefæller, elskere eller forretningsforbindelser. Naturligvis er en del af forklaringen, at parisernes lejligheder er meget mindre end i Skandinavien, og at virksomhederne uddeler såkaldte tickets restaurant til de ansatte restauranttaloner til en værdi af 7-8 euro, som bruges til betaling i cafeer, restauranter og bistroer. Men den vigtigste forklaring på måltidets betydning er kulturel. For i modsætning til mange andre lande i Europa fastholder franskmændene måltidet som et vigtigt ritual, man bruger meget tid på. Måltidet handler ikke så meget om at få noget i sækken som at tilbringe en meningsfyldt stund sammen. Derfor er det almindeligt på restaurant at spise såvel forret som hovedret, dessert og bagefter tage en lille sort espressokaffe også til frokost. Og selv om den gennemsnitlige frokostpause de seneste 30 år har sneget sig ned fra 1,5-2 timer til ca. 40 minutter-1 time, holdes måltidsritualet fortsat i hævd. En hurtig sandwich på et gadehjørne er ikke frokost, og der skules undrende til udlændinge, som spiser foran computeren, mens de knokler videre. Over halvdelen af alle franskmænd spiser på helt faste tidspunkter; frokost fra omkring 12.30-13, mens aftensmaden som regel indtages fra 20-20.30 og frem. APERITIFFEN ET SOCIALT REDSKAB Aftensmaden indledes stort set altid med aperitiffen, eller l apéro som den blot hedder i daglig tale. En tradition med rødder tilbage til 1800-tallet, hvor man nyder et glas for at åbne appetitten og lette samtalen. De fleste napper en fadøl, et glas hvidvin, en pastis eller champagne, men en kir eller en Monaco (fadøl med grenadine-sirup) er også populært. I Paris er aperitiffen også et praktisk redskab, der gør det muligt at fordoble frekvensen i den personlige kontaktflade i en travl hverdag. Pariserne indtager således ofte l apéro med én gruppe venner for derefter at mødes til middag med en anden. Grupper eller par vil som regel indtage den på fortovscafeerne, men de fleste planter blot albuen i baren og får sig et glas og en sludder med dem, der står ved siden af. Er man alene og vil i kontakt med franskmændene, er det således bedst at stille sig i baren. Her er det ganske enkelt meningen, at man skal slå en sludder af, mens man nipper til sin apéro og så er priserne lavest ved disken. O > INDHOLD 15

MAD OG DRIKKE RØRE I DE GALLISKE KØDGRYDER DEN PARISISKE KOGEKUNST har fristet en turbulent tilværelse de seneste år. Lige siden den internationale presse i begyndelsen af det nye årtusinde væltede den parisiske enevælde og i stedet kronede byer som Barcelona og mon dieu! London som mere inspirerede, kulinariske knudepunkter. Årsagen? Det parisiske køkken var blevet for stift og formelt. For meget fokus på hvide duge, præsentation og Michelin-stjerner, og for lidt på, hvad gæsterne egentlig puttede i munden. Krisen kulminerede i 2003, da den galliske topkok Bernard Loiseau gav efter for stjernepresset og begik selvmord. Året efter blev det gastronomiske Frankrigs svar på Biblen Le Guide Michelin udsat for et uventet bagholdsangreb: En af anmelderimperiets madinspektører afslørede, at stjernerne tildeles på baggrund af bonkammerateri og vennetjenester snarere end objektive kriterier og uanmeldte besøg. Afsløringerne skabte grobund for et tiltrængt oprør i det tilknappede og indspiste kulinariske mikrokosmos. stjer ne tyranni er fulgt en lang række andre, yngre kulinariske kendisser. Også de kaster kræfter og kærlighed på mindre bistroer, hvor de kæmper for at sætte klassiske retter og de bedste franske råvarer tilbage i højsædet. Gerne med et moderne twist og eksotiske indslag som ukrudt og lakrids, men uden at fortabe sig helt i kemiske eksperimenter og molekylær kogekunst. EN YNGRE OG MERE UHØJTIDELIG GENERATION Naturligvis vil det stadig være en luksuriøs oplevelse at spise på Taillevent, Les Ambassadeurs og Pierre Gagnaire, men navne som Yves Camdeborde, Inaki Aizpitarte og Philippe Delacourcelle har med uprætentiøse spisesteder som Le Comptoir du Relais (> 95), Le Chateaubriand (> 69) og Le Pré Verre (> 81) banet vejen for den såkaldte bistronomi den yngre generations revolte mod det fastlåste og fisefornemme køkkenhierarki. En demokratisering af kødgryderne, der skal OPRØR I KØKKENET Startskuddet var mesterkokken Alain Senderens abdikation. Under stor mediebevågenhed lukkede han sin navnkundige restaurant Lucas Carton og proklamerede trodsigt, at han ville blæse højt og flot på sine tre Michelin-stjerner, og at det ikke kunne forsvares at lade horder af tjenere kredse om kuverter til flere hundrede euro stykket, når arbejdsløsheden og landets sociale nød var enorm. Nogle måneder senere åbnede han restauranten Senderens på samme adresse. Nu med overkommelige priser på mindre end 100 euro pr. gane, men med uændret kvalitet. Med Senderens som spydspids i det parisiske oprør mod Michelins tvivlsomme TJEK ALTID L ARDOISE (MENUTAVLEN) FOR KØKKENETS FRISKESTE KULINARISKE PÅHIT. 16 > INDHOLD

gøre smagsoplevelserne tilgængelige for et større publikum. Bistronomi-bevægelsen er en reaktion mod ikke mindst det såkaldt molekylære køkken, hvor der kokkereres med flydende kvælstof og serveres i reagensglas. I stedet sigter bistronomerne mod at bringe de oprindelige rødder tilbage i køkkenet, at lade regionale traditioner og sæsonbetingede retter regere. Fylde tallerkenerne med mad, der smager af mere og for færre penge og som ikke tager sig selv så højtideligt. Bistronomi-bevægelsen har vendt stemningen i Paris fra nederlagspræget ydmygelse til en nærmest lystig optimisme, og mange, mindre spisesteder kaster sig også ud i friere fortolkninger af det klassiske menukort. Ja, selveste republikkens præsident Nicolas Sarkozy har sågar bebudet, at han vil have den franske kogekunst med på UNESCO s liste over verdens kulturarv. EKSOTISK KØKKEN Parisisk kogekunst er dog ikke bare fransk. Hovedstaden byder ikke mindst takket være fordums kolonier på en overvældende og eksotisk vifte af udsøgte internationale køkkener fra nordafrikansk til vietnamesisk, og japansk til kreolsk. De parisiske spiseborde kender ingen geografiske grænser og er i sig selv hele rejsen værd. Dermed ikke være sagt, at alt har ændret sig i Paris. Det er naturligvis som alle andre steder stadig muligt at spise helt elendigt og pådrage sig en førsteklasses maveinfektion. Men hvis man holder sig fra de mest oplagte attrapes-touristes (turistfælder) med mistænkeligt billige 10 euro-menuer, er det vanskeligt at gå helt galt i byen. ALTERNATIVER TIL HAUTE CUISINE Selv om Paris er en af de byer i verden, hvor man går mest op i madlavning, er det ikke ensbetydende med, at der ingen alternativer er, hvis det skorter på luft i budgettet. De fleste jævne restauranter kan således sagtens diske op med en god, gammeldags entrecôte eller en mundvanddrivende magret de canard (andebryst). Men man kan også i stedet smutte forbi en af de mange vinbarer, bestille bord på en af de kombinerede delikatesseforretninger og restauranter eller gøre som de yngre parisere og selv købe ind på et af byens 80-90 markeder og holde picnic i det fri. For når kurven er pakket og solen på vej mod horisonten, samles pariserne på Seinens bredder og fluepapiret pont des Arts for at nyde deres medbragte lækkerier under åben himmel. Der er tæpper, mad, rigtige glas, proptrækkere, vin, øl og champagne, og det er en oplagt, uformel og økonomisk overkommelig måde at møde pariserne på (> 50). O Røre i de galliske kødgryder 17

HISTORIE OPRØRSK METRO POL PARIS ER EN BY med store fagter. Intet gøres halvt, og omvæltninger sker kompromisløst og til tider brutalt. Vejen mod det nuværende Paris har da også været blodig, traumatisk og fuld af ofre. Fra den franske revolution til i dag har franskmændene måttet døje med enerådige monarker, diktatoriske kejserdømmer og nazistisk besættelse. Og uanset om det er historiske revolter, moderne ungdomsoprør eller internationale terrorangreb, har de haft Paris som epicenter. Intet sted i verden synes landets historie så uløseligt forbundet med hovedstadens, og enhver, der besøger Paris, vil bemærke den massive polititilstedeværelse et levn fra fordums oprør, og en påmindelse om at franske regeringsledere hellere vil være beredte end at beklage. SOLKONGE OG REVOLUTION Selv om solkongen Louis 14. med sine despotiske manerer, ekstravagante vaner og grandiose byggeprojekter brugte alt for mange penge, var det hans fuldstændig virkelighedsfjerne barnebarn, Louis 16.s økonomiske udskejelser, der førte til den franske revolution i 1789. Efter en række udenrigspolitiske dumdristigheder var landet på fallittens rand, og kongen forsøgte at pine flere penge ud af undersåtterne. De parisiske borgeres utilfredshed drev dem til den 14. juli at storme Bastille-fængslet, hvor en række højt profilerede politiske fanger sad indespærret. I kølvandet på revolutionen fulgte flere blodige år præget af interne opgør og paranoia under det såkaldte rædselsregime (1793-94), hvor guillotinen blev flittigt brugt i de brutale udrensninger af formodede kontrarevolutionære kræfter. En lille hærleder ragede dog trods sin ringe statur op i det postrevolutionære kaos: Napoleon en lavstammet korsikaner, der ved mere end én lejlighed gjorde kål på royalistiske kupplaner, men som ikke kunne dy sig for at udråbe sig selv til kejser i 1804. Selv om Napoleon var en de facto-diktator, nærer flere medlemmer af den parisiske magtelite stadig en næsegrus beundring for ham. Til trods for en række forsmædelige krigsnederlag lykkedes det ham nemlig at få franskmændene til at tro på deres nations storhed. Efter nederlaget til englænderne ved Waterloo blev Napoleon dog forvist til Skt. Helena, hvor han døde i 1821. HYGIEJNE OG BYFORNYELSE Monarkiet blev genindført i 1815, og tre upopulære konger fulgte, indtil Napoleons nevø, Louis Bonaparte, blev præsident i 1848 og fire år efter udråbte sig til kejser Napoleon 3. Det var under nevøen, Paris fik sit nuværende ansigt. Napoleon 3. udpegede Georges-Eugène Haussmann til at stå for en total byfornyelse, der skulle højne hygiejnen og gøre Paris lettere at kontrollere. På knap 20 år skabte Haussmann byens brede platanflankerede boulevarder, og planerne blev gennemført uden smålige hensyn: flere kvarterer blev skåret midt igennem eller jævnet med jorden. Og i FRANSKE STORHEDSDRØMME AFSPEJLER SIG STADIG I MANGE OFFENTLIGE BYGNINGER. 18 > INDHOLD