Formandens tale ved Kommunalpolitisk Topmøde 2016 - Det talte ord gælder Indledning Jeg vil også gerne byde velkommen til vores Topmøde. Væggene her i salen har igennem årene været vidne til mange debatter om tidens udfordringer. Vi har drøftet kommunalreformen, den økonomiske krise og Danmark i forandring. Men de udfordringer vi især skal drøfte i år har en noget anden karakter. Vi står over for en fremtid, der er meget svær at forudsige. Selv den bedste krystalkugle vil ikke kunne hjælpe os. I dag er det derfor vigtigere end nogensinde før, at det politiske Danmark ruster samfundet til de omstillinger, vi står overfor. Det her handler om rigtige problemer i den virkelige verden. Dem skal vi turde se i øjnene. Kommunerne er allerede udfordret. Den økonomiske vejrudsigt står på omprioriteringsbidrag, usikkerhed om vores finansieringstilskud på 3,5 mia. kr. og et tiltagende demografisk pres. Der bliver stadig flere ældre og relativt færre på arbejdsmarkedet. Befolkningen er i bevægelse fra landområderne og ind mod byerne. Og opgaven med at få de store reformer i folkeskolen og på beskæftigelsesområdet omsat til virkelighed, kræver enorm politisk energi og bevågenhed. Oven i kommer så udfordringen med at tage imod de mange flygtninge, der er kommet til Danmark. En udvikling der ser ud til at fortsætte i lang tid fremover. I de næste timer skal vi fokusere på de udfordringer, vi har i vente. Men vi må ikke glemme de store kommunalpolitiske dagsordner vi arbejder med i kommunerne. Det nære sundhedsvæsen, digitalisering, vækst og erhvervsfremme, klimatilpasningen blot for at nævne nogle.
Et stærkt kommunestyre Hvornår er det egentlig, passagerne på et skib interesserer sig for, om der er en kaptajn? Det er ikke, når man sejler i smult vande med autopiloten sat til. Det er, når stormen raser, og bølgerne går højt. Kommunestyret befinder sig i høj søgang. Og høj søgang kræver politisk lederskab. Der er i den grad brug for en ny politisk kurs og langsigtede løsninger. For fremtiden tilhører som bekendt dem, der har visioner og vilje til at arbejde for den fremtid, de ønsker. Og vi har en vision for velfærdssamfundet: Det er et velfærdssamfund med levende, lokale demokratier og stærke kommunalpolitiske ledelser. Det er et velfærdssamfund, hvor kommunerne er forandringsmotoren, når den nære velfærd, og den lokale vækst skal udvikles. Det er et velfærdssamfund, hvor kommunerne udvikler nye samarbejdsformer og nye måder at løse opgaverne på. Jeg tror, vi er ret enige om, hvad fremtidens velfærdssamfund ikke er. Vi vil ikke et samfund, hvor borgernes velfærd styres og reguleres i detaljer fra Folketingssalen. Og hvor kommunalpolitikerne er reduceret til administratorer af taxameterordninger og statslige puljer. Borgerne har tillid til os kommunalpolitikere. Det viser alle målinger. Men vi skal blive ved med at udvikle kommunerne og det lokale demokrati. Vi skal blive ved med at tage ansvar. Og vi skal tage de svære snakke om de nødvendige reformer og nye løsninger i en sammenhængende offentlig sektor. Kommunernes store styrke er vores repræsentative demokrati. Sammen med borgerne drøfter vi kommunens udfordringer og udviklingen af den lokale velfærd. Det er sammen med borgerne, at kommunalbestyrelsen skaber sammenhængskraften og den fælles identitet i kommunen. Og vi tager borgernes synspunkter, oplevelser og bekymringer ind i vores beslutningsprocesser. Vi løser opgaverne og fastholder et helhedsperspektiv. Det gør vi: Når vi udvikler ældreplejen. Når vi omsætter skolereformens mål i vores skoler. Og når vi skaber nye rammer for vækst. 2
Kommunalbestyrelserne har et direkte og tydeligt ansvar over for kommunens borgere, og vi står på mål for det. Det nære samspil mellem kommunalbestyrelsen og borgerne gør, at vi inden for de økonomiske rammer kan skræddersy velfærden til borgernes behov. Og at vi kan arbejde for en udvikling med lokalt perspektiv. Det er derfor, at det stærke, repræsentative lokaldemokrati er det rigtige for samfundet. Flygtningeudfordringen: Vi har kun set toppen af isbjerget Verden er i markant forandring. Vi husker alle de dage i september, hvor vi så de første billeder af hundredevis af flygtninge komme gående på vores motorveje. Det var unge mænd og kvinder, det var børn og ældre. De kom med hver deres lille rygsæk, sportstaske eller plasticpose i deres søgen efter et nyt liv. For mindre end et år siden var der ingen, der forestillede sig, at Europa ville opleve så massive flygtningestrømme, som vi ser nu. Og ingen kan sige, om vi vil se det samme gentage sig til sommer, eller om vi i virkeligheden kun har set begyndelsen til noget, der bliver meget større. Der er 60 millioner mennesker på flugt i verden for tiden. Det er væsentlig flere end nogensinde før. Mange millioner er samlet i flygtningelejre lige uden for Europas grænser. Og bare i Tyskland er der flere hundrede tusinde, som endnu ikke har søgt asyl i noget land. Helt aktuelt er der en flygtningeaftale på trapperne mellem EU og Tyrkiet. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad den betyder. Så hvor mange flygtninge, der vil melde sig ved Danmarks grænse er svært at spå om. Men vi ved, at Danmark er ét af de lande i Europa, som mange søger til for at få asyl. Det tal vi kender, omfatter kun dem, der allerede er i asylcentrene. Det er de 17.000 flygtninge, som regeringen skønner vil komme ud i kommunerne i løbet af i år. Hertil kommer familiesammenføringer. Den udfordring vi derimod ikke kender. Det er, hvor mange der vil søge asyl i år. Og næste år. Og næste år igen. Hér kan det ene skøn være lige så godt som det andet. Vi ved det simpelthen ikke. Men meget tyder på, at det kan blive rigtig mange. 3
Danmarks asylpolitik og den overordnede integrationspolitik overlader vi til regeringen og partierne i Folketinget. Dér tror jeg ikke, vi vil kunne finde fælles politisk fodslag. Men det er kommunernes opgave at integrere dem, der får ophold i Danmark. Og selv, hvis flygtningestrømmene stoppede i morgen, har vi kun set begyndelsen på dén udfordring. Lige nu er det sådan, at kun omkring halvdelen af de flygtninge, der er kommet til landet, har forladt asylcentrene og er startet i et integrationsforløb. Og vi ved endnu ikke, hvor mange familiesammenføringer, der bliver. Når alle de mange sager er færdigbehandlede. Men der er typisk tale om en fordobling. Jeg har brugt det billede, at de flygtninge og familiesammenførte vi ved, vi vil modtage, svarer til en ny dansk kommune. En kommune nr. 99. Men borgerne i kommune nr. 99, er ikke som borgerne i andre kommuner: De har hverken bolig, arbejde, folkeskole eller dagtilbudsplads. Det siger sig selv, at det giver store udfordringer for kommunernes opgaveløsning og økonomi. De mange flygtninge og familiesammenførte kan blive et positivt bidrag til samfundsøkonomien, hvis de vel at mærke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men på kort sigt skal vi finde flere boliger og oprette markant flere modtageklasser blot for at nævne et par eksempler. Og på længere sigt bliver vi nødt til at indrette hele den kommunale sektor til langt flere borgere. Vi skal finde nogle af svarene i de 2- og 3-partsforhandlinger, der lige nu fylder i min kalender. Her har regeringen, arbejdsmarkedets parter og kommunerne ansvaret for at finde svar på de presserende udfordringer, vi står med lige nu og her. Nøgleordet er ordinære jobs, så hurtigt som muligt, så de nye borgere kan yde et positivt bidrag. Men det er vigtigt at være realistisk. Vi kommer til at drøfte løsninger på de her udfordringer i de næste mange år og i takt med udviklingen i flygtningestrømmen. Alle må tage deres del af ansvaret. Det gælder regeringen og Folketinget. Det gælder kommunerne. Det gælder arbejdsmarkedets parter. Og det gælder civilsamfundet. Kun hvis vi løfter sammen, kan de mange flygtninge blive integreret i samfundet og på arbejdsmarkedet. 4
I 2-partsforhandlingerne mellem regeringen og KL, har vi tre punkter, vi vil stå meget fast på. Først og fremmest er regeringen nødt til anerkende det økonomiske pres, som det stigende antal flygtninge betyder i kommunerne. Det er mest presserende i år, hvor vores økonomiaftale ikke har taget højde for udgiftspresset. Men det gælder selvfølgelig også fremover. Og ikke bare med ord. Hvis vi ikke får den nødvendige økonomi til at dække merudgifterne, er kommunerne nødt til at finde modsvarende besparelser på kernevelfærden. Det er budgetlovens og sanktionernes logik. Flygtningesituationen har jo, som vi alle ved, udviklet sig meget siden sidste sommer. Og vi skal kunne afholde de udgifter, vi har. Regeringen skal give os mulighed for at betale den regning, der er lagt på vores bord. Det andet store tema i forhandlingerne er boliger. Vi skal finde fleksible løsninger på den betydelige udfordring. Situationen er meget forskellig på tværs af landet. Nogle steder er der ledige boliger. Andre steder er den ledige kapacitet for længst brugt. Vi får brug for mange nye billige boliger. Men nogle steder er det også et spørgsmål om at udvide boligkapaciteten, så der kan skabes cirkulation og frigøres boliger, der er til at betale. Med de tal vi kender nu, mener vi, at der med det samme skal sættes gang i op mod 10.000 boliger. Og derudover skal der etableres 2-3.000 midlertidige boliger. Og det er jo kun starten. Det vi taler om, er boliger til dem, vi allerede ved er kommet. På længere sigt bliver behovet formentlig langt større. Der bliver brug for rigtig mange boliger fremover. Især hvis flygtningestrømmen tager til i styrke. Der er tale om en helt ekstraordinær situation. Det tredje tema vi bringer ind i forhandlingerne er regelforenklinger. Rammerne for integrationsindsatsen skal gøres mere fleksible. Rigtig mange kommuner har bidraget med konkrete eksempler på regler, der kan forenkles. Tak for det. Her har vi igen vist, at når vi står sammen om en opgave, så kan vi levere både hurtigt og meget. Faktisk har vi samlet hele 47 forslag. Jeg anderkender, at vi oplever velvilje og imødekommenhed hos regeringen, når vi taler regelforenklinger. Men jeg vil også gerne sige til regeringen, at regelforenklinger ikke fjerner presset på kommunernes økonomi. 5
Man kan ikke købe sig til fred på økonomien ved at betale med et par paragraffer. Nogle regler har været så absurde og snørklede, at det er nærmest umuligt at forstå logikken i dem. Regeljunglen i beskæftigelsessystemet er et eksempel på det. Det kan derfor ikke overraske nogen, at kun tre procent af flygtningene indtil nu er fundet jobparate. Det er så teknisk kompliceret for en flygtning at holde sig jobparat, at jeg faktisk tror mange af os ville have svært ved selv at leve op til det. Mange af dem, der kommer til Danmark har jo haft et arbejde, der hvor de kom fra. Nu fortsætter vi så 2-partsforhandlingerne med regeringen i næste uge. Og her vil KL fastholde, at vi skal finde løsninger på de konkrete problemer. Så er der 3-parts forhandlingerne. For os er det helt afgørende, at der skal findes reelle jobs til de mange flygtninge. Integrationen står og falder med, at flygtningene hurtigst muligt bliver en del af det danske arbejdsmarked og lokalsamfundet. Vi skal møde flygtningene, som langt de fleste er, nemlig parate til at gå på arbejde. Derfor skal der allerede i asylfasen forberedes så meget som muligt. Det er vigtigt at foretage en screening af flygtningenes formelle og uformelle kompetencer, så de hurtigt kan få et arbejde. Det er forudsætningen for, at kommunerne hurtigt kan komme i gang med integrationsindsatsen. Vejen er ikke flere offentlige støtteordninger. Det er dyrt og skaber en masse administrativt bøvl. Erfaringerne viser også, at støtteordningerne ofte ikke fører til varig beskæftigelse. Den ringe tilknytning til arbejdsmarkedet blandt flygtninge taler sit eget sprog. De kendte redskaber virker ikke godt nok! Mere af det samme er ikke en brugbar løsning. Der er brug for nye redskaber, der kan sikre et bedre match mellem flygtningenes kompetencer og arbejdsmarkedets behov. Indsatsen skal begynde tidligere og i højere grad end i dag forankres ude på virksomhederne. Kommunernes opgave er at tilvejebringe de grundlæggende rammer for, at flygtningene kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det handler om boliger, om sprogundervisning og om dagtilbud og skoler til børnene. Men det hele står og falder med, at 3-partsforhandlingerne bidrager med reelle jobs især på det private arbejdsmarked. 6
Hvis det ikke lykkes at få flygtningene i arbejde, vil alt for mange ende på passiv forsørgelse. Og dermed lægge beslag på råderummet i dansk økonomi fremover. Lykkes vi derimod med at få flygtningene i ordinære jobs, så er de med til at løse vores fremtidige udfordringer med at skaffe arbejdskraft. Velfærdsprioriteringerne skal ske i kommunalbestyrelserne 2-partsforhandlingerne løser forhåbentlig nogle af problemerne i 2016. Til sommer skal økonomiforhandlingerne tage os et stykke længere. Og forhandlingerne kræver i år mere end nogensinde vores fulde opmærksomhed. De bliver ikke bare vanskelige. De bliver rigtig vanskelige. Nogle vil måske sige nu jamrer de igen. Men det gør vi ikke. Heller ikke denne gang. Økonomiforhandlingerne vil i år være meget påvirkede af to ting. Flygtningeudfordringen og det faktum at et flertal i Folketinget sidste år besluttede, at vi i udgangspunktet skal skære 2,4 mia.kr. næste år og over 7 mia.kr. frem til 2019. Det er det, de kalder omprioriteringsbidraget. Men lad os nu kalde det, hvad det i virkeligheden er et nedprioriteringsbidrag. Realiteten er, at hvis kommunernes råderum ikke reddes i økonomiforhandlingerne, så bliver resultatet nedskæringer i kernevelfærden. Lad mig slå fast med syv tommer søm. Kommunerne har leveret et kolossalt bidrag til genopretningen af dansk økonomi. I dag bruger kommunerne årligt godt 11 mia.kr. mindre end i 2009. Og vi har sagt farvel til i omegnen af 30.000 gode medarbejdere. Vi har stået på mål for beslutningerne over for borgerne, når vi har lukket skoler, nedlagt daginstitutioner og omlagt ældreplejen. Vi har i den grad taget ansvar. Billedet ser noget anderledes ud i regionerne og i staten. Det er derfor svært at få øje på rimeligheden i omprioriteringsbidraget. Regeringen kan ikke bare sige: Send flere penge til Christiansborg. Så Folketinget har noget at drysse ud fra balkonen. Og så samtidig påstå, at det kan gøres, uden at borgerne kan mærke det. 7
Selvfølgelig kan man mærke besparelser i den størrelsesorden. Det er I alle kommunalbestyrelser vidner til hver dag. I al stilfærdighed vil jeg bare sige, at jeg kan forstå, at det kan være en udfordring for staten at finde krone til krone -finansiering. Men i kommunerne har vi i mange år været pressede til at finde krone til øre -finansiering. Det er jo ikke fordi, kommunerne ikke skal bidrage. Vi løber bestemt ikke fra, at vi også har et ansvar. Vi har viljen, lysten og modet til at gå nye veje for at få pengene til at række længere. Forandringer er et vilkår i den kommunale sektor. Det er vores opgave som kommunalpolitikere hele tiden at udvikle vores kommuner og opgaveløsningen. Kommunernes vilkår og muligheder er forskellige. Det er derfor helt afgørende, at løsningerne findes i økonomiforhandlingerne. Det er ved det bord, prioriteringerne skal ske. Det sikrer, at pengene bliver brugt bedst muligt ud fra de lokale behov. Og at vi som kommunalpolitikere rent faktisk kan gennemføre de prioriteringer, vi er valgt til af vores borgere. Det er en dårlig løsning at fratage kommunerne muligheden for at prioritere den nære velfærd. Folketinget kan ikke med den ene hånd hive penge op af kommunekasserne og med den anden smide en klat penge tilbage i form af statslige puljer. Dèt er en meget mærkværdig logik. Vi har alle sammen i kommunalbestyrelserne drøftet de udfordringer, regeringens omprioriteringsbidrag giver os. Vi har hørt om mange frustrationer. Og jeg forstår dem godt. I KL s bestyrelse har vi siden sidste sommer brugt tid på at drøfte den nye situation, og hvordan vi bliver klar til næste omgang forhandlinger. KL skal være en stærk forhandler og kommunerne og KL skal stå sammen. Vi ved, at regeringens omprioriteringsbidrag risikerer at få fuld virkning, hvis KL og regeringen ikke kan lande en aftale. Så er udgangspunktet for Folketinget nemlig de tal, der ligger i budgetloven. Det vil presse os enormt i kommunerne. Men vi indgår jo ikke en aftale for enhver pris. Vi vil kæmpe for hver eneste tomme af det kommunalpolitiske råderum. Vi har brug for et resultat, der samlet set giver kommunerne tilstrækkelige muligheder for at levere kernevelfærd til borgerne. 8
Regeringens omprioriteringsbidrag er ikke det eneste tema i økonomiforhandlingerne. Vi skal også tale om: Vores finansieringstilskud på 3, 5 mia. kr. De nødvendige anlægsinvesteringer Flygtninge og integrationsopgaverne Det nære sundhedsvæsen og meget mere. Det er det samlede opnåelige resultat, som bestyrelsen skal forholde sig til, til sommer. I de næste måneder skal KL og kommunerne bruge tid og kræfter på at forberede os til forhandlingerne med regeringen. Vi skal tage os god tid til debatten. Vi skal høre, hvilke udfordringer vi hver især har, og hvilke overvejelser vi gør os. Og vi skal have en fælles forståelse af, hvad vi vil opnå. Vi skal afveje for og imod. Vi skal tænke os grundigt om. Så jeg vil gerne opfordre til, at man møder op til de mange møder rundt omkring i landet, hvor Jacob og jeg og nok nogle flere fra bestyrelsen vil samle op og lytte til, hvad I mener. Så må vi tage dialogen. Dét er politik i min bog. Imponerende indsats i en svær tid Hver dag løser vores medarbejdere utallige vanskelige opgaver. De yder en helt uvurderlig indsats. Det skal de have en stor tak for. Tænk blot på, hvordan der arbejdes målrettet med eksempelvis implementering af beskæftigelsesreformen og folkeskolereformen. Man kunne også nævne mange andre områder det store digitaliseringsarbejde, arbejdet med vækst og erhvervsfremme og udbygningen af det nære sundhedsvæsen. Jeg vil også gerne takke jer kommunalbestyrelserne for jeres store indsats og for samarbejdet, vi har haft i det forløbne år. Det er værdifuldt, at vi kan vende udfordringerne og at vi kan drøfte de svære spørgsmål. Vi skal sammen sætte dagsorden for et velfærdssamfund med levende lokaldemokratier og stærke kommunalpolitiske ledelser. Lad os stå sammen om et stærkt kommunestyre i en meget svær tid. Det forventer borgerne af os. Godt Topmøde. 9