på den måde. Snart ville skibstrafikken mellem Atlanterhavet og Stillehavet kunne skyde genvej over Nordpolen i store dele af året.

1 Nordishavet, Arktis Døden, i en grav af metal. I havet nord for Svalbard gled forskningsskibet Marjata over den usynlige linje, som hedder toogfirs grader nord, og fortsatte videre i retning af Nordpolen. Klokken havde lige passeret midnat, og på broen sluttede Ruth Karlsens vagt. Hun var udkørt efter et langt vagtskifte, men vidste, at hun ikke ville kunne falde i søvn. Hun var afhængig af at gå en aftentur. Det faste mandskab lo ad hendes uvane fra landjorden. Hjemme i Oslo havde hun en fast rute til sin aftentur, inden hun gik i seng. Om bord på Marjata blev det til en tur på agterdækket. Det var sjældent, at vejret tillod det, men i nat var forholdene gode. Ruth klatrede ned i forlægningen og tog overlevelsesdragten på. Den var strengt nødvendig ved ethvert ophold udendørs. I disse farvande var et fald over bord ensbetydende med den sikre død. Den klodsede dragt fik hende altid til at tænke på Ane og Ida og kampen med flyverdragterne, når de skulle i børnehave. Hun mærkede længslen efter døtrene som et sug i maven. Der var kun tre uger tilbage af togtet. På agterdækket trak hun vejret ind i dybe drag og mærkede, hvordan hjernen blev klarere. Det var næsten vindstille, temperaturen viste et par minusgrader. Midnatssolen hang stor og glødende over horisonten. Arktis var fascinerende. Til alle sider en uendelighed af hav. Ikke en måge, ikke en sæl, blot mørkt hav, som rummede de enorme værdier, der udgjorde Norges fremtid. Der var stadig langt til isranden. Den havde trukket sig længere og længere mod nord, og meget tydede på, at det ville fortsætte 9

på den måde. Snart ville skibstrafikken mellem Atlanterhavet og Stillehavet kunne skyde genvej over Nordpolen i store dele af året. Specialskibe var allerede i gang med seismiske undersøgelser. Olie- og gasreserver skulle kortlægges, grænser mellem kontinentalsoklerne skulle afklares. Alt ville blive anderledes. Hun stirrede ned i kølvandet. Direkte ovenfra virkede vandet næsten sort. Et bundløst dyb af mørke. Polarhavet var noget nær klodens sidste store uudforskede ressource. Under den kolde krig havde atomubåde krydset under isen, men de havde været mere optaget af hinanden end af ressourcerne i havet og under havbunden. Mandskabet havde i den seneste tid talt meget om Kurskforliset. Der var kun et par dage til tiårsdagen for katastrofen. Flere af dem havde været med Marjata, da det skete. Om og om igen vendte de tilbage til beretninger om, hvordan de havde mærket rystelsen i skibssiden fra eksplosionen nitten kilometer borte. Men det værste havde været stilheden bagefter. Visheden om, at vandet fossede ind og druknede alle om bord, som ikke allerede var døde af eksplosionerne. Hundred og atten mand. Ruth havde altid følt sig tryg til havs. Men om bord på Marjata fornemmede hun konstant suget fra det fire kilometer dybe hav under sig. Ubåden Kursk havde lagt sig på bunden hundred og atten meter under havoverfladen. Barentshavet var et grumset bassin. Til forskel fra Nansen-bassinet, hvor de befandt sig lige nu. Dybden her varierede mellem tre og fire tusind meter. En redningsaktion ville have været nyttesløs. Døden i en iskold kiste af stål. Ruth mærkede den iskolde luft fylde lungerne næsten til bristepunktet. Den golde og livløse skønhed i naturen, som omgav hende, var både overvældende og skræmmende. Hun forstod godt, at mennesker kunne blive besat af Arktis. I løbet af en dag eller to ville de nå iskappen, og hun var blevet lovet et glimt af isbjørne. Ruth vendte sig om og satte kurs mod nedgangen. Pludselig gennemrystedes skibet som af et voldsomt slag. Det kom totalt uvarslet. I næste sekund hørtes et drøn som 10

fra en undersøisk eksplosion. Ruth blev kastet til siden. Hovedet ramte dækket. Smerten jog igennem hende og slog hende ud. En brodsø vækkede hende. Hun slog øjnene op og gispede efter luft. Vidste ikke, hvor længe hun havde været bevidstløs. Et par sekunder? Et minut? Rundt om hende brusede vandet. Hun greb fat i rælingen og trak sig op. Forsøgte at orientere sig. Marjata havde voldsom slagside, det meste af skibet lå allerede under vand. En voldsom bølge slog ind over hende. Hun mistede grebet og blev kastet ind mod en hård kant med låret først. Smerten fik kvalmen til at bølge op i hende. Havet skyllede ind over dækket og trak hende med sig. Hendes mund fyldtes med vand. Hun kæmpede imod panikken. Rundt om hende var der ikke andet end vand, og hun forstod, at hun var ved at blive trukket ned sammen med skibet. Over sig kunne hun lige skimte den blege solskive. Nu drukner jeg, tænkte hun og mærkede til sin forundring, at hun blev rolig. Så var det, som om noget slap sit tag i hende. Det var dragten. Opdriften i overlevelsesdragten førte hende op mod overfladen. Hun bekæmpede trangen til at trække vejret. Lidt endnu. Overfladen nærmede sig. Med et voldsomt gisp brød hun vandoverfladen. I et par sekunder lå hun bare og kæmpede sig ind i en normal åndedrætsrytme. Overlevelsesdragten flød som et flåd. Og rundt om hende var der ikke andet end tomhed. Havet havde slugt skibet på få sekunder. Vandet var igen roligt, som om skibet aldrig havde været der. De havde været 45 personer om bord. Ruth forstod, at hun var chanceløs. Hun så ingen, hørte ingen. Kun havet med et gyldent strejf fra solen. Hvor lang tid ville det tage, inden hun frøs ihjel? 11

2 Vestheim, Oslo Biplydene rev Hege Tønnesen ud af søvnen. Hun famlede hen over natbordet og trykkede knappen på vækkeuret ned. Lyden blev ved. Hun slog øjnene op. Tæppet lå krøllet sammen nede i fodenden af sengen, hun var svedig og varm. Lydene kom fra mobiltelefonen ude i gangen. Uret viste 2:30. Det var sjældent gode nyheder på denne tid af døgnet. Hun vaklede hen til døren, tændte lyset og fandt telefonen. Hun genkendte nummeret, det var Cecilies. Far er syg, lød det i den anden ende. Ingen indledning, ingen undskyldning for det ubelejlige tidspunkt. Hege svarede ikke. Er du der? Cecilies stemme var tyk af fortvivlelse. Hvad sker der? spurgte Hege. De flyver ham til hospitalet i helikopter. Hege vågnede helt. Bilulykke? Akut ildebefindende på Kragerø. En eller anden nabo slog alarm. Hege hørte motorbrummen på linjen og forstod, at niecen ringede fra bilen. Det eneste, de ville sige, var, at tilstanden er kritisk og ustabil. Alvoren gik op for Hege. Hendes bror var ved at dø. Forholdet mellem Hege og hendes ældste bror, Torgeir, havde aldrig været tæt, dertil var aldersforskellen for stor. Men hun holdt meget af sin niece. Cecilie boede i nærheden og stak ofte op forbi Hege. Somme tider havde hun et ærinde som for eksem- 12

pel at lufte hunden eller låne noget tøj fra Heges tilsyneladende interessante garderobe. Men som regel var det kun for at snakke og opretholde den fortrolighed, de havde. Seks år tidligere havde hun mistet sin mor, og Hege spekulerede somme tider på, om hun mere var en moderfigur end en ældre veninde. Ikke at det spillede nogen rolle, hun glædede sig under alle omstændigheder over, at den blide, energiske og ambitiøse niece havde valgt at knytte sig så tæt til hende. Cecilie var enogtyve år, og nu var hun ved at blive helt forældreløs. Hege mærkede en bølge af medynk, som efterlod hende med en salt smag i munden. Har du talt med Lars og Halvor? spurgte hun. Jeg ville først ringe til dig. Nu hulkede Cecilie. Jeg tror, de er på ferie alle sammen. Hege mødte sit eget blik i spejlet. Øjenhulerne virkede dybere og mørkere end tidligere. Øjnene var blanke. Hun flyttede hastigt øjnene op til de grå hårrødder i tindingerne og mærkede, at hun genvandt sin selvkontrol. Hvilket hospital? Ullevål. Jeg er der om et kvarter. Hege kom hurtigt i tøjet. Hunden lå i hjørnet og fulgte hende med øjnene. Den logrede forsigtigt, ville med ud. Nej, Domino. Du kan ikke komme med, der hvor jeg skal hen. På hospitalsområdet var der varmt og stille. Bygningerne ragede skarpe og dystre op mod nattehimlen, kun fra enkelte vinduer skar et hvidt lys gennem mørket. Ved indgangen stod Cecilie i lædersandaler og en stramtsiddende, blomstret kjole. Hendes hænder hang uvirksomme ned langs siderne, og blikket var vendt op mod den lysnende nattehimmel. Hege gættede på, at hun kæmpede mod tårerne. Lyset fra skiltet foran skadestuen gav det ulykkelige ansigt et gulgrønt skær og understregede det skrøbelige og modløse ved skikkelsen. Hege bredte armene ud og trak den unge kvinde ind til sig. Cecilie klamrede sig til hende uden et ord, mens hendes brystkasse rystede af tilbageholdt gråd. Den svage blomsterduft fra hendes shampoo blandede sig med den syrlige lugt af uro og angst. 13

En gråhåret kvinde i hvid kittel tog imod dem. Torgeir Tønnesen, gentog hun alvorligt, da Hege havde præsenteret sig. Kommer der flere pårørende? Ikke så vidt vi ved. Hun lukkede døren og bad dem tage plads i en slidt, rød sofa. Kari oversygeplejerske, stod der på hendes navneskilt på brystet. Hvordan går det med ham? Cecilies stemme brast. Sygeplejersken satte sig over for Cecilie og så hende lige ind i øjnene. Han døde, inden I kom, sagde hun roligt. Hans liv stod ikke til at redde. Hege så vantroen brede sig over Cecilies ansigt, inden den blev til erkendelse for til sidst at slå over i fortvivlelse. Det gør mig meget ondt, sagde sygeplejersken. Så brød Cecilie sammen. Hege fik et glimt af det forvredne udtryk, inden Cecilie slog hænderne for ansigtet og kastede sig ind til hende. Grådanfaldet kom i store bølger, og Hege koncentrerede sig om at udstråle ro og tryghed. Langsomt aftog gråden, Cecilie trak sig lidt væk og begyndte at tørre tårerne af kinderne, hvor mascaraen lå som sorte striber. Hvad skete der egentlig? Kari tog et skema på skrivebordet. Det var funktionssvigt, læste hun op. Hvordan det? Kari nærlæste skemaet. Der står ikke andet her. Hun lagde hovedet på skrå og smilede medfølende. Vi kan vel nok få et bedre svar end det? sagde Hege. Naturligvis. Lægen vil give jer en mere fyldestgørende forklaring. Vil du hente ham? Kari studerede skemaet igen. Lad mig se... Det er Lilleheie. Han er netop gået fra vagt. Hun tøvede lidt. Jeg skal nok finde ud af, hvornår han kommer tilbage. Men først skal jeg spørge jer, om I vil se ham. Rummet var mærket K 217, og på en båre midt på gulvet lå Torgeir. Hans ben var dækket af et tykt lagen, overkroppen iført en ligskjorte med stive pressefolder. Bag båren brændte to store, 14

hvide lys. Det overraskede Hege, at de havde levende lys her, og da hun så nøjere efter, opdagede hun, at flammen var en elektrisk pære. Sygeplejersken lod dem være alene og lukkede døren stille efter sig. Torgeirs øjne og mund var lukket, håret glattet tilbage, sådan som han selv kunne lide at have det. Hege så ingen tegn på ydre skader, tværtimod havde døden glattet huden ud og fik ham til at virke yngre. Hege havde set mange friske lig og fandt en slags beroligelse i gammelkendte, professionelle observationer. Efter en time eller to blev fingrene som regel beige eller hvide, men Torgeir havde stadig en sund, brun kulør. Ferievejret på Kragerø havde været godt. Han var en flot mand, også i døden. Cecilie slap Heges hånd og strøg faderen varsomt over håret. Hendes mund var sammenbidt, læberne næsten farveløse. Hege vidste, at Torgeirs krop endnu ikke ville være kold og berøringen af hans hud derfor ikke så skræmmende. Slægters gang. Hege huskede, da hun og Torgeir fem år tidligere stod sammen og betragtede faderens lig. Dengang som nu vidste hun, at der ikke fandtes noget fornuftigt at sige. Lidt efter bøjede Cecilie sig frem og kyssede faderen på panden. Hun hviskede noget, inden hun rettede sig op og gik ud. Hege stod alene tilbage med broderen. Hun greb hans hånd og trykkede den. Opdagede, at det stadig var muligt at forestille sig denne krop i live. Vielsesringen sad stadig på hans finger. Den burde ikke sendes med i ovnen. Hun greb om den for at tage den med ud til Cecilie, men tog sig i det. Hun lod ringen sidde og forlod rummet. Ude i gangen stod Cecilie og stirrede på et usynligt punkt på hessiantapetet. Sygeplejersken stod lidt længere væk. Hun smilede lidt anstrengt. Nu skal jeg nok tjekke doktor Lilleheies vagtplan. De tog elevatoren op igen. Sygeplejersken fumlede længe med en pc bag skranken. Jeg kan ikke få den frem lige nu, sagde hun til sidst. Lad mig få jeres telefonnumre, så beder jeg lægen om at kontakte jer så hurtigt som muligt. De gik tavse ud til bilen igen. Cecilie greb Heges hånd og tryk- 15

kede den. Situationen føltes uvirkelig. Hege var ked af det, men ikke først og fremmest over tabet af broderen. Det var Cecilie, hun tænkte på, og hun følte nærmest skyld over, at broderens død ikke udløste en stærkere sorg hos hende selv. Torgeir var flyttet hjemmefra, da Hege begyndte i skolen. En lillesøster havde aldrig stået højt på hans ønskeseddel. Han havde altid holdt afstand til hende, behandlet hende, som om hun var en klient eller en af hans ansatte i advokatfirmaet. Hege fornemmede, at forholdet næsten var blevet endnu køligere, da hun endte med at få højere karakterer end ham på jurastudiet. Klokken var fire. Mod øst var dagen ved at bryde frem. Det ville blive en ny varm dag. Hege følte sig svedig og utilpas. Vi kører hjem til mig, sagde hun. Da de var kommet hjem, pressede Hege appelsiner, varmede boller og serverede morgenmad i køkkenet. Domino sad ved siden af Cecilie, bordercollien forstod, at hun havde brug for trøst. Hun kærtegnede den blidt på hovedet med næsten mekaniske bevægelser. Efter et stykke tid rejste hun sig og tørrede fingrene i servietten. Jeg må ringe til onkel Lars og onkel Halvor. Det kan jeg da gøre, sagde Hege. Cecilie rystede på hovedet og tastede et nummer. Hun stod med ryggen mod kaminkanten og ventede længe uden at få svar. Pludselig rettede hun sig helt op. Det er Cecilie. Hege kunne ikke høre, hvad broderen svarede. Cecilie fortalte ham, hvad der var sket. Hendes stemme brast flere gange. Så besvarede hun et par spørgsmål, inden hun lagde på. De er i Brekkestø, sagde hun. Han kommer herind. Hvad med Halvor? Han er i Frankrig. Cecilie bed tænderne sammen. Lars ville ringe til ham. Forholdet til de to andre brødre var heller ikke hjerteligt. Lars og Halvor var også erhvervsadvokater. For dem var det stadig ubegribeligt, at deres lillesøster ville spilde en fornem eksamen med udmærkelse på den offentlige sektor. Hege troede, at de mente, det vidnede om idealisme på grænsen af det pinlige. 16

Hege var overbevist om, at de to brødre var anstændige mennesker, men hun tvivlede noget på deres evne til at leve sig ind i Cecilies situation lige nu. Og under alle omstændigheder var det hende, der stod Cecilie nærmest. Du må gerne flytte herhen et stykke tid, sagde hun. Cecilie boede sammen med tre veninder i en lejlighed på Uranienborgveien. Hege havde været derhenne. Stedet var ikke egnet til at dyrke privatliv i. Cecilie sendte hende et taknemmeligt blik. Tak, hviskede hun. Hege fandt noget sengetøj frem, tog en støveklud med og gik ind i gæsteværelset. Hun havde næsten ikke været derinde, siden Yngve flyttede ud. Nu, da hun boede alene, havde hun ikke længere det samme behov for at gemme sig og være i fred. Hun blev simpelthen ladt i fred hele tiden. Hege luftede ud og redte sengen. Yngves spid til bilag stod stadig ved siden af pc en. Han gik meget op i at fordele alle udgifter helt nøjagtigt. Hun støvede computeren af. Det var otte måneder siden, de var blevet enige om at flytte fra hinanden. Yngve havde fundet en anden. Det havde været hårdt i begyndelsen, men det tog hende ikke lang tid at indse, at det først og fremmest drejede sig om såret stolthed over, at han forlod hende til fordel for en anden. Da det først var definitivt forbi, forstod hun, at forholdet for længst havde overskredet holdbarhedsdatoen. Nu følte hun mest af alt lettelse. Hege løftede bilagsstakken af og lagde spiddet ned i skuffen. Bilagene smed hun i papirkurven. Omstændighederne var sørgelige, men hun glædede sig til Cecilies selskab. Cecilie var husvant fra tidligere og havde sin egen nøgle. Sammen med overboen på tredje sal hjalp hun Hege med hundepasning på de dage, Hege var ude at rejse eller arbejdede sent. Hege vidste desuden fra tidligere, at de fungerede fint sammen. Cecilie var ung og fleksibel og mere end klog nok til ikke at gå Hege på nerverne. Og så medbragte hun en stemning af hygge. Så enkelt var det. Da hun kom ud i køkkenet igen, stod Cecilie og græd stille. Det var en anden gråd end den, der havde overmandet hende på hospitalet. Nu var hun mere fattet, samtidig med at Hege havde 17

på fornemmelsen, at rækkevidden af det, der var sket for nogle timer siden, for alvor var ved at gå op for hende. Lille skat, sagde Hege. Der er ikke noget, jeg kan sige eller gøre for dig. Men du skal vide, at du kan blive her lige så længe, du har lyst. Cecilie nikkede blot til svar, og langsomt stilnede gråden af. 18

3 Bjølsen, Oslo Klokken var ikke mere end kvart i otte, men solen bagte ned på de lørdagsstille gader. Der var noget i vejen med bilens aircondition, så Hege kørte med nedrullet vindue og armen stikkende ud. Bilsædet klistrede til lår og ryg. Hun krydsede Akerselva, standsede foran indkørslen til Politiets Sikkerhedstjenestes bygning og tastede sin adgangskode ind. Gitterporten hævede sig lydløst, og hun svingede ind i det kølige halvmørke og parkerede. Der var ti minutter, til mødet skulle begynde. Hun blev siddende i bilen med nedrullede vinduer og nød den kølige, rå luft. I garageanlægget kunne hun kun se fem biler. Det var ferietid. Men ikke for hende. Det tyske efterretningsvæsen havde tre år tidligere advaret om en russisk spion inden for den norske centraladministration. Tyskerne havde en betroet kilde i Kreml. Nyheden havde opskræmt etaten og sat gang i en hektisk aktivitet i Efterforsknings- og Retsafdelingen, som Hege var leder af. Sammen med National Sikkerhedsmyndighed havde de først udarbejdet en bruttoliste på firs navne, som siden var blevet kogt ned til ni. De tilhørte embedsmænd og -kvinder, som man havde noget på. Uforklarlig indtægts- eller formueforøgelse, livsstil, familieforhold eller urigtige oplysninger på CV et. Rigsadvokaten havde godkendt overvågning. Men PST havde kun kapacitet til døgnovervågning af to objekter ad gangen. Spionsagen med kodenavn Sabel var hurtigt blevet omdøbt til Snabel, fordi den opsugede alt, hvad der var af ressourcer. Siden dengang var syv af de ni strøget af listen. Der var kun 19

to tilbage. Men rigsadvokatens tålmodighed nærmede sig sin afslutning. Han var træt af den resultatløse jagt og forlangte en ny og bedre begrundet ansøgning, for at overvågningen kunne fortsætte. Hege tog en dyb indånding, rullede bilruderne op og gik hen mod elevatoren. Oppe på hendes kontor stod Arild og spejdede ud gennem persiennerne, iført kakishorts og farvestrålende hawaiiskjorte. Jeg prøver at komme i feriestemning, sagde han som svar på hendes spøgefulde blik. Hun mærkede et stik af misundelse. Allerede? Vi flyver til Korfu på mandag. Men med det her vejr skulle vi hellere være blevet hjemme. Så havde vi sparet de penge. Hege sagde ikke noget. Hun vidste, at Arilds kone havde valgt et feriemål, hvor han ville være utilgængelig for arbejdet. Arild havde svært ved at slippe taget helt, selv på ferier. Solen var forsvundet rundt om hushjørnet, og vinduet lå på skyggesiden. Hege trykkede på knappen, som hævede persiennerne. Er der noget nyt? Arild satte sig ved mødebordet og rakte hende en sagsmappe. Hovedmistænkte hed Trude Daniloff og var ekspeditionssekretær i Erhvervs- og Handelsministeriet. Arild havde døbt hende Norges mest sexede bureaukrat. Hun var leder af Ejerskabsregisteret, som forvaltede statens interesser i kommercielle aktieselskaber. Daniloff var vokset op i Alta, bedsteforældrene på faderens side var af russisk herkomst. Efter forsvarets kursus i russisk og en embedseksamen i socialøkonomi var hun steget i graderne i ministeriet. Statens aktiebeholdning i både Statoil og Telenor var meget afhængig af forholdet til Rusland, så Daniloffs sprogkundskaber var til stor nytte. Hege opdagede, at hun sad med solbrillerne på. The future s so bright... mumlede hun og tog dem af. Er der noget, vi kan bruge over for rigsadvokaten? Daniloff var i Skt. Petersborg i mandags. Arild bladrede i papirerne. Sammen med en advokat fra Trane & Co. Er det ikke dér, din bror arbejder? Han døde i nat. 20

Arild tabte underkæben. Trane? Nej. Torgeir. Hun fortalte, hvad der var sket, og måtte konstatere over for sig selv, at hun i virkeligheden ikke vidste noget som helst. Arild var rystet. Hvorfor sagde du dog ikke det? Vi kunne da have udsat mødet. Hvad skulle det have gjort godt for? Det ved jeg ikke, jeg tænkte bare... Burde du ikke være hos din niece? Hun sover. De havde alligevel ikke tid til udsættelser. Rigsadvokaten ville have ansøgningen mandag morgen. Hege studerede overvågningsrapporten. Hvad lavede Daniloff i Rusland? Det ved vi ikke. Men hun var tilbage dagen efter. Hege sukkede. Lederen af overvågningen er fortvivlet over Daniloff, forklarede Arild. Hun bevæger sig i et voldsomt tempo og er vanskelig nok at holde trit med i Norge. På uanmeldte ture til udlandet er vi chanceløse. Hege bed skuffelsen og den arrige kommentar i sig, hun vidste, man ikke kunne undgå visse smuttere. Og det værste, som fandtes, var en chef, som troede, at hun kunne alting bedst selv. Daniloff havde altså haft endnu en dag uden overvågning. Tror du, hun leger med os? At hun har fattet, hvad der foregår? Hege nikkede. Arild trak på det. Vi udskifter mandskabet hele tiden, men det er klart, at der er visse ansigter, som går igen, når en sag varer så længe. Hvad tror du, hun foretog sig i Rusland? Hege forsøgte i tankerne at konstruere en indicierække, som hun kunne præsentere for rigsadvokaten. Det er sandsynligvis noget i forbindelse med Telenor. Måske skulle de diskutere ejerspørgsmål, eller måske planlægger de et opkøb, en kapitaludvidelse. Det kan være hvad som helst. Hege sagde ikke noget. Så meget havde hun selv regnet ud. Vi kan ikke spørge eller grave for meget uden at vække mistanke, undskyldte Arild sig. 21

Hvad siger departementschefen? Han var den eneste i Daniloffs ministerium, som var informeret om mistanken. Han ved heller ikke mere. Hege hævede det ene øjenbryn. Han tør ikke spørge for meget. Han er bange for, at hun skal blive mistænksom. Arild lagde en pris snus ind under læben. Det er helt i overensstemmelse med vores instrukser. Hege mærkede, at hun var tørstig. Departementschefen må da vide, hvad Daniloff beskæftiger sig med? Hvis det er børssensitivt, kræver børsen, at man begrænser antallet af navne på insiderlisten. Hege tænkte tilbage. Et år tidligere havde Telenor overvejet at løse problemer med ejerne i Rusland ved at tilbyde Telenor-aktier. Hun havde været til møde med ledelsen i Telenor og frarådet det på det kraftigste. Sikkerhedsmæssigt var det et skrækscenarie at lukke russerne ind i hjertet af det selskab, som kontrollerede norsk tele- og datakommunikation. Striden havde senere fundet en anden løsning, men den var ikke perfekt. Var Daniloff i Rusland for at diskutere et bedre alternativ? Arild bladrede videre i papirerne. Onsdag tilbragte hun den halve dag hos Johannes Wickskiold. Rederen? Rederen, investoren, lobbyisten. Hege kendte til rederfamilien fra tidligere. Wickskiold senior havde arbejdet i Nortraship i London under krigen, og bagefter havde han i det stille opbygget en større flåde. Efter seniors død havde den næste generation givet offentligheden adgang. Wickskiold junior var god for flere milliarder, var ofte i aviserne og blev betegnet som en edderkop i erhvervslivet. Hvad skulle hun dér? Arild trak sin stol nærmere. Departementschefen vidste det heller ikke. Men vi ved, at de ikke mødtes i rederiets kontorer på Lilleaker. Jaså? Wickskiold disponerer over en villa på Ulvøya. Den er registreret i et af hans selskabers navn. Arild konsulterede notaterne. 22

Daniloff parkerede inde på grunden, bag en garage, så bilen ikke var synlig ude fra vejen. Hege åbnede sin notesbog. Hvilken forbindelse er der mellem Daniloff og Wickskiold? Arild tænkte sig om. Wickskiold er i hvert fald den største private aktionær i både DnB NOR og Kongsberg Gruppen. Daniloffs afdeling var den største aktionær og kontrollerede begge selskaber, henholdvis Norges største bank og en vigtig producent af offshore- og militærteknologi. Sker der noget specielt i nogen af de to selskaber? Ikke så vidt jeg ved, sagde Arild. Det var vel så, som det skulle være. Der foregik per definition kontinuerlige børssensitive processer i begge selskaber, men ikke noget, som udenforstående skulle vide noget om. Wickskiold har længe slået til lyd for en delvis privatisering af Store Norske Spitsbergen. Kulmineselskabet på Svalbard. Hege huskede at have set nogle avisoverskrifter. Det er vel ikke aktuelt? Han mener, at administrationen er alt for dyr, sagde Arild. Måske diskuterer de, om de skal vælge ham ind som venligsindet, privat aktionær? Det kunne Hege dårligt forestille sig. Mineselskabet var en elendig forretning, men en vigtig brik i spørgsmålet om at legitimere Norges suverænitet over øgruppen. Arild lukkede sagsmappen. Ellers er der intet nyt om Daniloff. Detaljerne står i rapporten. Hege mærkede, at hendes tanker begyndte at kredse om, hvad kantinen mon havde at byde på. Hun havde ikke haft lyst til boller derhjemme i det tidlige morgengry. Hun bladrede videre. Hvad med Mo? Calle Mo var afdelingschef for Undersøgelsessektionen i Olieog Energiministeriet. Femoghalvtreds år og en ekstremt dygtig fagmand, men med en såkaldt udsvævende livsførelse. Man behøvede ikke lang tid i selskab med Mo for at forstå, at han var homoseksuel. Det havde naturligvis afstedkommet en del ordspil internt i overvågningsgruppen. Først havde han fået tilnavnet 23

Homo-Calle, så Kald Homo, hocamo og til sidst mohaco. Overvågningsfolkene havde gjort det til en intern hilsen, som blev fremsagt med dyb stemme og hånden hævet på indianermaner. Overvågning kunne være dræbende kedsommeligt, så indimellem udfoldede fantasien sig. Mo boede i Kruses gate på Frogner. De folk, som havde installeret mikrofoner i den eksklusive terrasselejlighed, havde rapporteret om porcelænshunde i fuld størrelse og store, farvestrålende puder på gulvene. Mandag og tirsdag var han i Wien. Havde ifølge hans chef møder med oliefolk fra Mellemøsten. Var turen planlagt? Arild nikkede. Vi er ved at tjekke de folk, han mødte. Men det virker tilforladeligt. Hege tænkte sig om. Ellers noget? Onsdag havde han besøg af to amerikanske havundersøgelsesselskaber. Ellers har der været stille. Også på privatfronten? Arild konfererede med notaterne. I går aftes var han et smut omkring London Pub, men han gik alene hjem. Der var ikke mere af betydning, og Hege kunne endelig koncentrere sig om kantinens udbud. Resultatet var skuffende. Automaten var i stykker, men i køledisken lå der nogle vafler fra dagen før. De forsynede sig med vand, syltetøj og to vafler hver og tog det hele med udenfor til en bænk i skyggen. Hvad siger vi til rigsadvokaten? spurgte hun. Arild trak på skuldrene. Han har en pointe. Hvad mener du? Han smurte jordbærsyltetøj ud over en vaffel med en plastickniv. Jeg føler, at hele denne overvågning kører i tomgang. Han tyggede på vaflen. De vidste begge to, at tålmodighed var en overvågnings største dyd. Anholdelsen af storspionen Arne Treholt i 1984, PST s største triumf, var et resultat af seks års overvågning. Men det var dengang. Under den kolde krig var tærsklen for overvågning lavere. Nu nyttede det ikke meget, at PST var tålmodig, hvis rigsadvokaten ikke var det. 24

En hveps satte sig på syltetøjsresterne på paptallerkenen. Arild fik et lettere panisk udtryk i øjnene, han var allergisk over for hvepsestik. Alligevel var han helt rolig, da han tog det tomme plastickrus og anbragte det over hvepsen. Den der uanmeldte rejse til Rusland, sagde Hege. Den må vi simpelthen vride til sidste dråbe, ikke? Arild nikkede. Jeg skriver et udkast. Du får det i morgen aften. Hege var taknemmelig. Hun havde tænkt sig at skrive ansøgningen selv, men Arild kunne gøre det lige så godt. Nu kunne hun i stedet bruge weekenden til at hjælpe Cecilie. Skt. Petersborg og Wien, tænkte hun højt. Med ukendt dagsorden... Hvad mener du? Jeg tror, der er noget i gære. Hvad skulle det være? Hege havde ingen anelse og kunne godt høre, at det lød, som om hun greb efter et halmstrå. Samtidig fornemmede hun, at de nærmede sig et gennembrud, uden at hun helt kunne sige, hvad hun baserede fornemmelsen på. Under alle omstændigheder var der investeret for meget, og for meget stod på spil til, at de kunne give op nu. De måtte have vished, til den ene eller den anden side. Bare de kunne overbevise rigsadvokaten. Inde under kruset summede hvepsen desperat. To år tidligere havde Arild skudt og dræbt en mand. Siden da var han holdt op med at gå på jagt. Var holdt op med at fiske. Han pustede myg væk i stedet for at klaske dem flade, og han trådte uden om insekter på jorden. Nu slap han hvepsen fri, samtidig med at han trådte to hurtige skridt bagud og skyndte sig ind. 25

4 Den centrale Enhed ved PST, Nydalen, Oslo. Den lange gang på anden sal var mennesketom og stille. For enden af den tvang sollyset sig gennem glasmurstenene og blev til punkter på vestvæggen. Hun gik hen mod chefens kontor. Tidligere på dagen havde hun set hans bil i garagen og håbede, at han stadig var i huset. Hun skyldte ham en opdatering. Et skridt foran sig på det nybonede linoleumsgulv så hun skyggen af sin egen skikkelse. Det gamle chefkontor, som lå dør om dør med den operative kommandocentral, var lavet om til mødelokale. Da Vidar Kvalheim blev PST-chef, havde han flyttet sekretæren længere ned ad gangen til et mindre kontor og selv overtaget hendes. De havde brug for flere mødelokaler, havde han forklaret. Hege havde med det samme forstået, at han på den måde købte sig fred og ro. Selvfølgelig havde de brug for mødelokaler, men hun var sikker på, at det var den afstand, han fik til den daglige aktivitet, som havde været det afgørende. Det havde hun ikke spor imod. Hun bankede på døren og åbnede den. Kvalheim sad bag skrivebordet og var ved at underskrive en bunke papirer. Som sædvanlig havde han en gul, ulden sweater uden på skjorten. Han gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig på gæstestolen. Luften i det gamle forværelse var varm og indelukket. Han måtte have pillet ved termostaten, for nu var der mindst femogtyve grader varmt i rummet. Kvalheim kom fra stillingen som sysselmand på Svalbard og havde udviklet kuldeallergi. Fra den første dag i Nydalen havde han klaget over, at klimaanlægget holdt en for lav temperatur. Hege smøgede bluseærmerne op, en anelse demonstrativt 26

måtte hun indrømme. Jeg ville bare orientere dig, du får indstillingen til rigsadvokaten på mandag. Han så spørgende på hende over brillerne. Sabel, forklarede hun. Nå, du har altså ikke hørt det? spurgte han. Hege kunne ikke fordrage den slags spørgsmål. Nej, okay, det havde hun så ikke hørt. Marjata er forsvundet. Historien er i nyhederne. Marjata forsvundet. Hege kunne mærke, at hun spændte musklerne i nakken, og det føltes som en kuldegysning, selv i temperaturen derinde. Forskningsskibet var Efterretningstjenestens vigtigste værktøj i det nordlige territorium. Forsvundet? Sunket. Kvalheim vinkede hende om til sin side af bordet og lod hende se med på pc-skærmen. Marjatas forsvinden var hovedhistorien på alle nyhedssiderne. Forsvarets Fællesoperative Hovedkvarter meddelte, at de lige efter midnat pludselig havde mistet enhver kontakt med skibet. Noget tilsvarende var aldrig sket før. Kystvagtskibene Svalbard og Tromsø var på vej nordover. Afstanden fra Longyearbyen var for stor for redningshelikopterne. Hege tænkte på de halvtreds ombordværendes skæbne. Det var ufatteligt, så pludseligt, væk. Men de mere professionelle overvejelser tog hurtigt over. Hvordan kunne den slags ske? Stod der nogen bag? Hvordan kunne de skaffe klarhed over hændelsen? Og lige så vigtigt: Hvilke konsekvenser ville det få for den sikkerhedsmæssige situation i nord, både på kort og på langt sigt? Hun var ikke sikker på, om hun syntes, det var uproblematisk, at hun så hurtigt forlod tanken om menneskeskæbnerne og begyndte at overveje de politiske konsekvenser, men tænkte, at det måtte hun vente med at analysere til en anden gang. Der var ingen tvivl om, at skibets tilstedeværelse var afgørende for Norges suverænitetskrav i Nord. Det ville tage flere år at bygge et erstatningsskib, og i mellemtiden ville russerne mere eller mindre have farvandet for sig selv. Var det dem, der havde sænket skibet? 27

Marjata er et topmoderne skib, sagde Kvalheim som en slags svar på Heges tanker. Proppet til randen med elektronik. Jeg har været om bord flere gange, noget sådant burde ikke kunne ske. Hvorfor slog de ikke alarm, hvis de havde problemer? spurgte Hege. Nogen må have saboteret elektronikken om bord. Ifølge Efterretningstjenesten er skibet forsvundet totalt fra satellitbillederne. Kvalheim skar en grimasse. Det er forfærdeligt. Han så på sit ur. Jeg er indkaldt til KRU-møde om en halv time. Koordinerings- og Rådgivningsudvalget bestod af PST, Efterretningstjenesten og National Sikkerhedsmyndighed, NSM. Derudover var der repræsentanter fra Forsvars-, Justits- og Udenrigsministerierne. Rådet mødtes jævnligt til samordning. Hege var ofte med. Skal jeg gå med? Kvalheim rystede på hovedet. Jeg kan ikke se, hvad vi skulle kunne bidrage med. Marjata er først og fremmest Efterretningstjenestens hovedpine. Døden havde indtaget det gamle forværelse. De så rådvilde på hinanden, og Hege tænkte ved sig selv, at det var en del af Kvalheims styrke som chef. Selv i hans stilling var der plads til de menneskelige aspekter ved alvorlige tildragelser. Det måtte hun huske. En ulykke kommer sjældent alene, tænkte hun og fortalte om sin bror. Kvalheim nikkede langsomt, mens hun talte. Det er trist at høre, sagde han. Vi læste samtidig. Jeg kendte ham ikke, men vi kendte til hinanden. Kvalheim blev endnu mere tungsindig og sank tilbage i stolen, da han hørte om Cecilie. Ja, du må selvfølgelig hjælpe hende så meget, som det er muligt. Hans blik gled ud gennem persiennerne og videre mod de saneringsmodne beboelsesejendomme på den anden side af elven. Hege rejste sig for at gå. Jeg kan ikke lide det, sagde han lavt. Hege standsede. Hvilket? Marjata. Det havde vi virkelig ikke brug for netop nu. Situa- 28