SIKKERHED GENNEM PARTNERSKAB

SIKKERHED GENNEM PARTNERSKAB

S I K K E R H E D G E N N E M P A R T N E R S K A B

Fo ro rd Formålet med denne brochure er at forklare de grundlæggende principper bag Det Euro-Atlantiske Partnerskab og dets grundlæggende mekanismer. Brochuren fokuserer derefter på fem primære aktivitetsområder, nemlig dialog og samarbejde om sikkerhed, fredsstøttende operationer, forsvarsreform, katastrofeberedskab samt samarbejde inden for de videnskabelige og miljømæssige områder, der alle er eksempler på, hvordan NATO s partnersamarbejde øger sikkerheden i det euro-atlantiske område, og hvordan samarbejdet er af reel, praktisk relevans for partnerlandene. Det har således vist sig, at partnerskabsaktiviteterne har haft positiv indvirkning på partnerlandenes reformarbejde, på udvikling af demokratiske strukturer og på partnerlandenes deltagelse i multinationalt samarbejde som medlemmer af et bredere internationalt samfund. Bredden og omfanget af de aktiviteter, som partnerlandene samarbejder med NATO om, kan naturligvis ikke ydes fuld retfærdighed i en enkelt publikation. Disse aktiviteter omfatter ikke blot de veldokumenterede fredsstøttende operationer på Balkan og i Afghanistan, men også samarbejde på mange andre områder som f.eks. terrorbekæmpelse, forsvarsreform, økonomiske aspekter af sikkerhed, katastrofeberedskab, våbenkontrol, logistik, luftforsvar, kontrol af luftrummet, materielsamarbejde, uddannelse og træning, videnskab og miljø samt informationsprogrammer. NATO har også udviklet særlige relationer med to partnerlande, Rusland og Ukraine, og med de syv lande, der deltager i NATO s Middelhavsdialog. Endvidere undersøger Alliancen mulighederne for samarbejde med landene i den bredere mellemøstlige region gennem et initiativ, der blev lanceret på NATO s topmøde i Istanbul i juni 2004. Selv om disse relationer ikke dækkes særskilt i denne brochure, bygger det nuværende og potentielle samarbejde med disse lande på mange af de aktiviteter og mekanismer, der er udviklet inden for rammerne af Det Euro-Atlantiske Partnerskab. 1

Indholdsfor tegnelse SIKKERHED GENNEM 4 Partnerskabets oprindelse og udvikling 8 Grundlæggende mekanismer 14 Dialog og samarbejde om sikkerhed 18 Kort over NATO- og partnerlandene ullstein bild-schnürer Bemærk! Referencer i denne publikation til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er anført med en stjerne (*), der henviser til følgende fodnote: Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien ved dens forfatningsmæssige navn. Bemærkninger vedr. billeder: Alle billeder er NATO, medmindre andet er angivet. 2

PARTNERSKAB 20 Fredsstøttende operationer 24 Forsvarsreform 29 Katastrofeberedskab og katastrofeindsats 33 Sikkerhed, videnskab og miljø Finnish Defence Forces 36 En ægte euro-atlantisk sikkerhedskultur 3 3

Partnerskabets oprindelse og udvikling I november 1989 faldt Berlinmuren, hvilket signalerede afslutningen på Den Kolde Krig. I løbet af kort tid stillede den utrolige hastighed, hvormed der skete forandringer i Central- og Østeuropa, NATO over for en ny og meget anderledes form for sikkerhedsmæssige udfordringer. Politiske forandringer i et omfang uden fortilfælde åbnede for fantastiske muligheder for udbredelse af sikkerheden i Europa, men ville uvægerligt også medføre nye usikkerhedsmomenter og skabe grobund for ustabilitet. Hvordan kunne man udnytte muligheden for at lede europæisk sikkerhedspolitik ind på en ny og mere positiv vej efter Den Kolde Krigs konfrontationer? Hvilke skridt kunne man tage for at genskabe normale relationer blandt de europæiske lande, mellem Øst og Vest? Hvordan kunne man via multinationalt sikkerhedssamarbejde bistå landene i Central- og Østeuropa med at konsolidere deres nyvundne uafhængighed og realisere deres ambitioner om at deltage i fuldt omfang som demokratiske lande, såvel på regionalt som på internationalt plan? De allierede ledere reagerede på topmødet i London i juli 1990 ved at række en venskabets hånd tværs over den gamle øst-vest-deling og ved at foreslå et nyt samarbejde med alle landene i Central- og Østeuropa. Rammerne var dermed skabt for oprettelsen af Det Nordatlantiske Samarbejdsråd (North Atlantic Cooperation Council, NACC) i december 1991 et forum, hvor NATO og organisationens nye partnerlande kunne mødes og diskutere emner af fælles interesse (ja, så hurtigt skete forandringerne i Europa på tidspunktet for det første møde i NACC, at deltagerne i dette møde blev vidne til en historisk begivenhed: Da landene var blevet enige om det endelige kommuniké, meddelte den sovjetiske ambassadør, at Sovjetunionen havde opløst sig selv, mens mødet fandt sted, og at han nu udelukkende repræsenterede Den Russiske Føderation). Denne holdningsændring blev fastholdt i Alliancens nye strategiske koncept, som blev vedtaget i november 1991, og som indførte en bredere tilgang til sikkerhed. Mulighederne for at nå Alliancens mål > Afslutningen på Den Kolde Krig åbnede nye muligheder for udbygning af samarbejdet om sikkerhed og udvikling. ullstein bild-schnürer 4

Dette partnerskab etableres som et udtryk for en fælles overbevisning om, at stabilitet og sikkerhed i det euro-atlantiske område kun kan opnås gennem samarbejde og fælles handling. Beskyttelse og fremme af fundamentale friheds- og menneskerettigheder samt garanti for frihed, retfærdighed og fred gennem demokrati er fælles værdier, som er grundlæggende for partnerskabet. (Partnerskab for Fred: Rammedokument topmøde i Bruxelles den 10. januar 1994) gennem politiske midler var større end nogensinde før. Mens der ikke blev ændret ved selve forsvarsdimensionen, var det nu muligt i højere grad at fokusere på økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål som en måde at fremme stabilitet og sikkerhed på i det euro-atlantiske område som helhed. Dialog og samarbejde var grundlæggende elementer i den tilgang, der skulle benyttes for at håndtere de mange forskellige udfordringer, som Alliancen stod over for. Nu hvor Den Kolde Krig var forbi, var hovedmålene at reducere risikoen for, at der opstod konflikter som følge af misforståelser eller på grund af det internationale systems struktur, og at blive bedre til at håndtere kriser, der havde indflydelse på de allieredes sikkerhed; at øge den gensidige forståelse og tillid mellem alle de europæiske lande; og at udbygge mulighederne for ægte partnerskab ved at tage hånd om almindelige sikkerhedsproblemer. forsvarsrelaterede emner. NACC var på mange måder banebrydende. Samarbejdet tog imidlertid udgangspunkt i en multilateral politisk dialog, hvilket betød, at de enkelte partnerlande ikke havde mulighed for at udvikle individuelle samarbejdsrelationer med NATO. Dette ændrede sig i 1994 med lanceringen af Partnerskab for Fred (Partnership for Peace, PfP), som udgjorde et betydeligt spring fremad i samarbejdsprocessen med sit omfattende, praktiske bilaterale samarbejde mellem NATO og individuelle partnerlande. Og i 1997 blev Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (Euro-Atlantic Partnership Council, EAPC) oprettet for at erstatte NACC og bygge videre på dette samarbejdes resultater og bane vej for udviklingen af et forbedret og mere operationelt partnerskab. I perioden umiddelbart efter Den Kolde Krig handlede konsultationerne i NACC om at løse de sikkerhedsproblemer, der stod tilbage efter Den Kolde Krig som f.eks. tilbagetrækning af russiske styrker fra de baltiske lande. Der blev også indledt et politisk samarbejde i relation til en række sikkerheds- og 5

På multinationalt niveau er de centrale elementer i partnersamarbejdet løbende konsultationer og samarbejdsaktiviteter, der har til formål at opbygge gennemsigtighed og tillid i hele det euro-atlantiske område. På bilateralt niveau handler det om at udvikle praktiske arbejdsrelationer mellem de individuelle partnerlande og NATO, som er skræddersyet til deres særlige situation og behov. Partnerskabsprocessen indebærer, at der skabes dialog og forståelse mellem alle de deltagende lande, hvoraf mange er tidligere modstandere i kraft af deres medlemskab af forskellige alliancer eller har været involveret i langvarige regionale, territoriale, politiske, etniske eller religiøse konflikter. Fælles aktiviteter, som har til formål at finde fælles løsninger på fælles sikkerhedsudfordringer, har ført til vigtige resultater i form af overvindelse af tidligere fordomme og fastlæggelse af en klar vision for de gensidige fordele, der kan opnås via samarbejde. Siden partnerskabsprocessen blev lanceret, er der sket bemærkelsesværdig fremgang, selv om der også har været tilbageskridt og vanskeligheder. Sådanne problemer har dog nok været uundgåelige set i lyset af den komplekse proces, der er forbundet med den politiske, økonomiske og sociale forandring, som finder sted i Central- og Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen. EAPC- og PfP-programmerne har langsomt og sikkert udviklet deres egen dynamik, i takt med at NATO og Alliancens partnerlande har taget efterfølgende skridt til at udvide sikkerhedssamarbejdet og bygge videre på de partnerskabsaftaler, de har indgået. På samme måde som NATO har undergået forandringer i årenes løb med henblik på at håndtere de nye udfordringer i det ændrede sikkerhedsmiljø, har partnersamarbejdet også udviklet sig. For at dette samarbejde med partnerlandene skal bevare sin dynamik og relevans for Alliancen, har dets aktiviteter og mekanismer skullet tilpasses, så de opfylder NATO s nye prioriteringer (se afsnittet Grundlæggende mekanismer ). udgør en meget uens gruppe. Gruppen omfatter Balkanlande, som stadig er optaget af arven fra fortiden, de strategisk vigtige, men underudviklede lande i Kaukasus og Centralasien, og de vesteuropæiske lande, der ikke har tilsluttet sig Alliancen. Mens nogle partnerlande står midt i processen med at udvikle deres egen forsvarsstruktur og forsvarskapacitet, er andre i stand til at bidrage med betydelige styrker til NATO-ledede operationer og til at hjælpe andre partnerlande med rådgivning, uddannelse og assistance på forskellige områder. I dag bruger 20 partnerlande EAPC til løbende at konsultere de 26 allierede og udvikle samarbejde inden for emner, der dækker mange forskellige forsvars- og sikkerhedsmæssige aspekter. De militære styrker holder hyppigt øvelser og interagerer med hinanden; deres soldater gør tjeneste side om side i NATO-ledede fredsbevarende operationer; og allierede og partnerlande samarbejder i fælles sags tjeneste mod terrortruslen. Ingen kunne på tidspunktet for afslutningen af Den Kolde Krig have forudsagt denne dramatiske udvikling i det euroatlantiske strategiske miljø. Det oprindelige formål med NATO s partnerskabspolitik var at nedbryde barrierer og opbygge sikkerhed gennem dialog og samarbejde. I dag er målene langt mere ambitiøse, for partner-landene arbejder sammen med NATO om at takle det 21. århundredes sikkerhedsudfordringer, herunder terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og fejlslagne stater. Tilsvarende skal partnersamarbejdet uddybes og udvides, så det opfylder de forskellige partnerlandes krav og forventninger og forbliver et attraktivt tilbud for dem. To runder med NATO-udvidelse har ændret balancen mellem allierede og partnerlande (se boksen). Fra marts 2004 var der flere allierede end partnerlande, og de resterende partnerlande 6

ALLIEREDE OG PARTNERLANDE I årenes løb har 30 lande tilsluttet sig partnerskabet Albanien, Armenien, Østrig, Aserbajdsjan, Hviderusland, Bulgarien, Kroatien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Finland, Georgien, Ungarn, Irland, Kasakhstan, Kirgisistan, Letland, Litauen, Moldova, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Schweiz, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien,* Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine og Usbekistan. Der er opbygget særlige relationer med Rusland og Ukraine siden 1997 med undertegnelsen af Den Grundlæggende Akt vedrørende Gensidige Relationer, Samarbejde og Sikkerhed mellem NATO og Rusland og Charteret vedrørende det Særlige Partnerskab mellem NATO og Ukraine. Relationerne med Rusland er efterfølgende blevet intensiveret med oprettelsen af NATO-Rusland Rådet i 2002, hvor de allierede og Rusland mødes på lige vilkår. Der blev taget skridt til at uddybe og udvide relationerne mellem NATO og Ukraine i november 2002 med vedtagelsen af NATO- Ukraine Handlingsplanen, der understøtter Ukraines reformbestræbelser på vejen mod fuld integration i den euro-atlantiske sikkerhedsstruktur. Ti partnerlande er blevet allierede. Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Polen blev optaget i Alliancen i 1999 efterfulgt af Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien i 2004. Tre kandidatlande arbejder på at forberede sig til fremtidigt medlemskab, nemlig Albanien, Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.* Bosnien-Hercegovina og Serbien og Montenegro håber også på at tilslutte sig Partnerskab for Fred og Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd. NATO støtter deres forhåbninger, men har opstillet krav, som først skal opfyldes. Disse omfatter fuldt samarbejde med den internationale krigsforbryderdomstol for eks- Jugoslavien, særligt med henblik på pågribelse af Radovan Karadzic og Ratko Mladic, de mest berygtede mistænkte krigsforbrydere. I mellemtiden støtter NATO allerede en forsvarsreform i Bosnien-Hercegovina. Et begrænset sikkerhedssamarbejde er ligeledes undervejs med Serbien og Montenegro, herunder deltagelse af militære officerer og civile i orienteringskurser om NATO, der har til formål at gøre dem bekendt med Alliancen, krisestyringsrelaterede emner, fredsstøttende operationer og civilt-militært samarbejde. 7

Grundlæggende mekanismer NATO konsulterer løbende sine partnerlande gennem Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC), der udgør den overordnede politiske ramme for relationer med partnerlandene. Hvert enkelt partnerland har ligeledes mulighed for at opbygge et individuelt samarbejde med Alliancen gennem Partnerskab for Fred (PfP). PfP er et praktisk samarbejdsprogram, hvor partnerlandene ud fra egne prioriteringer kan vælge, på hvilke områder de ønsker at samarbejde med NATO. Disse to grundlæggende mekanismer i partnersamarbejdet er blevet vigtige fikspunkter i den euro-atlantiske sikkerhedsarkitektur. På efterfølgende topmøder i Madrid (1997), Washington (1999), Prag (2002) og Istanbul (2004) er der blevet taget skridt til at styrke samarbejdet mellem allierede og partnerlande. Disse initiativer var baseret på de fælles værdier og principper, der ligger til grund for samarbejdet, og demonstrerede det fortsatte engagement i bestræbelserne på at nå partnersamarbejdets grundlæggende mål: at styrke og udbygge fred og stabilitet i og uden for det euroatlantiske område. MILEPÆLE I PARTNERSAMARBEJDET 1991 Det første møde i Det Nordatlantiske Samarbejdsråd 1994 Lancering af Partnerskab for Fred (PfP); Partnermissioner til NATO etableres; En Partnerskabskoordinationscelle etableres i NATO s militære hovedkvarter, Det Øverste Hovedkvarter for de Allierede Styrker i Europa (Supreme Headquarters Allied Powers Europe, SHAPE) 1995 Et internationalt koordinationscenter etableres i SHAPE 1996 Partnerlande deltager i en NATO-ledet styrke, der er oprettet med henblik på at implementere den bosniske fredsaftale 1997 Det første møde i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) i Sintra, Portugal; På et efterfølgende NATO- og EAPC-topmøde i Madrid, Spanien, øges PfP s operationelle rolle 1998 Oprettelse af Det Euro-Atlantiske Center til Koordinering af Indsats mod Katastrofer (Euro-Atlantic Disaster Response Coordination Centre, EADRCC) og Den Euro-Atlantiske Katastrofeberedskabsenhed 1999 Tre partnerlande Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Polen optages i NATO; Dialog og samarbejde inddrages i Alliancens Strategiske Koncept som en del af dens grundlæggende sikkerhedsopgaver; På topmødet i Washington besluttes det at forbedre PfP yderligere og styrke samarbejdets operationelle rolle; Partnerlande indsætter tropper som en del af den NATO-ledede Kosovo-styrke 2001 Den 12. september mødes EAPC for at fordømme terrorangrebet mod USA og lover at kæmpe mod terrorismens svøbe 2002En omfattende gennemgang fører til styrkelse af EAPC og PfP på topmødet i Prag; Partnerskabshandlingsplanen mod Terrorisme lanceres 2003 Partnerlande bidrager med tropper til den NATO-ledede Internationale Sikkerhedsstyrke i Afghanistan 2004 Syv partnerlande Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien optages i NATO; Der tages yderligere skridt mod at styrke partnerskabet på topmødet i Istanbul; Partnerskabshandlingsplan vedrørende Opbygning af Forsvarsinstitutioner lanceres 8

Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd > Møderne i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd ledes af NATO s generalsekretær. Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) samler NATO-medlemmer og partnerlande, i øjeblikket i alt 46 lande, i et multilateralt forum til løbende dialog og konsultation om politiske og sikkerhedsrelaterede emner. Rådet udgør også den politiske ramme for de individuelle bilaterale samarbejdsrelationer, der er opbygget mellem NATO og lande, der deltager i Partnerskab for Fred. Beslutningen i 1997 om at oprette EAPC afspejlede et ønske om at gå længere end det, der var opnået med Det Nordatlantiske Samarbejdsråd og skabe et sikkerhedsforum for et mere styrket og operationelt partnerskab. Det nye forum blev etableret for at matche de mere og mere avancerede relationer, der var blevet opbygget med partnerlande under PfPprogrammet, og skulle også ses i sammenhæng med den fredsbevarende operation i Bosnien-Hercegovina, hvor tropper fra 14 partnerlande i 1996 var blevet indsat for at tjene side om side med deres allierede kollegaer. Oprettelsen af EAPC supplerede den gradvise og sideløbende udvidelse af PfP s rolle, hvor partnerlandene i stigende grad blev inddraget i beslutningsprocessen og planlægningen for hele det samlede spektrum af aktiviteter i partnerskabet. Oprettelsen af EAPC åbnede også mulighed for, at partnersamarbejdets rammer, der oprindeligt var udviklet med henblik på at inddrage tidligere Warszawapagtlande, også skulle kunne omfatte alliancefri lande fra Vesteuropa. Ud over kortsigtede konsultationer i EAPC om aktuelle politiske og sikkerhedsrelaterede emner finder der også langsigtet konsultation og samarbejde sted på en lang række områder. Disse områder omfatter, men er ikke begrænset til, krisestyring og fredsstøttende operationer; regionale problemstillinger; våbenkontrol og problemstillinger relateret til spredning af masseødelæggelsesvåben, international terrorisme, forsvarsspørgsmål som f.eks. planlægning, budgetlægning, politik og strategi; civil beredskabsplanlægning og katastrofeberedskab; materielsamarbejde; nuklear sikkerhed; civil-militær koordination af lufttrafikstyring; og videnskabeligt samarbejde. EAPC kan mødes i forskellige sammensætninger, afhængigt af hvilke emner der diskuteres. Der kan derfor holdes møder mellem alle allierede og partnerlande eller møder i mindre, men ikkefastdefinerede arbejdsgrupper. Denne fleksibilitet er nøglen til succes. De fleste partnerlande har oprettet diplomatiske missioner i NATO s hovedkvarter i Bruxelles, hvilket letter den løbende kommunikation og muliggør, at konsultation altid kan finde sted, uanset hvornår det er påkrævet. Møder i EAPC afholdes månedligt på ambassadørniveau, årligt for udenrigsministre, forsvarsministre og forsvarschefer og lejlighedsvis på topmødeniveau. Fra og med 2005 vil et nyt EAPCsikkerhedsforum for deltagere på højt niveau mødes årligt for at diskutere vigtige sikkerhedsspørgsmål og se på, hvordan NATO og Alliancens partnerlande bedst kan gribe dem an i fællesskab. 9

Partnerskab for Fred Baseret på praktisk samarbejde og forpligtelsen over for de demokratiske principper, der ligger til grund for selve Alliancen, er formålet med Partnerskab for Fred at øge stabiliteten, mindske trusler mod freden og styrke sikkerhedsrelationerne mellem individuelle partnerlande og NATO samt indbyrdes mellem partnerlandene. Essensen i PfP-programmet er det partnerskab, som er dannet enkeltvist mellem de enkelte partnerlande og NATO, og som er skræddersyet til de individuelle behov og implementeret i fællesskab på det niveau og i det tempo, som hver enkelt deltagende regering har valgt. Gennem Partnerskab for Fred-programmet er der udviklet en omfattende værktøjskasse, der skal understøtte implementeringen af PfP s mål og omsætte ideer til handling. Disse redskaber og initiativer, som beskrives nedenfor, fastlægger grundlaget for både bilaterale og multilaterale handlinger og giver partnerlandene effektive og gennemsigtige programmer, som understøtter deres engagement i NATO. Det formelle grundlag for Partnerskab for Fred er det såkaldte Rammedokument, der opregner de særlige forhold, som hvert enkelt partnerland er forpligtet til at overholde. Det enkelte partnerland påtager sig en række vidtrækkende politiske forpligtelser, der sigter mod at bevare de demokratiske samfund; at overholde principperne i folkeretten; at opfylde forpligtelserne i medfør af FN-pagten, FN s menneske rettighedserklæring, Helsingfors-slutakten og internationale aftaler om nedrustning og våbenkontrol; at afstå fra at udøve trusler eller bruge magt mod andre stater; at respektere eksisterende grænser og at løse konflikter på fredelig vis. Ligeledes forpligter partnerlandene sig til at fremme gennemsigtigheden i national forsvarsplanlægning og budgetlægning med henblik på at etablere demokratisk kontrol over væbnede styrker og for at udvikle deres militære kapacitet, så de kan deltage i NATO s fredsbevarende og humanitære operationer. Rammedokumentet fastlægger også, at de allierede er forpligtede til at konsultere med et hvilket som helst partnerland, der opfatter en direkte trussel mod sin territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed en mekanisme, som f.eks. Albanien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien* gjorde brug af under Kosovo-krisen. Partnerlande vælger de individuelle aktiviteter, de ønsker at deltage i, ud fra deres ambitioner og formåen. Disse aktiviteter fremlægges for de allierede i et Præsentationsdokument. Derefter udarbejder parterne i fællesskab et Individuelt Partnerskabsprogram, som godkendes af NATO og de enkelte partnerlande. Disse toårige programmer udfærdiges på grundlag af et omfattende udbud af aktiviteter i overensstemmelse med de enkelte landes særlige interesser og behov. Samarbejdet fokuserer navnlig på forsvarsrelateret arbejde, forsvarsreform og styring af konsekvenserne af forsvarsreform, men berører i praksis hvert eneste område af NATO s aktiviteter, herunder forsvarspolitik og -planlægning, civilmilitære relationer, uddannelse og træning, luftforsvar, kommunikations- og informationssystemer, krisestyring og civil beredskabsplanlægning. > Kroatien underskriver Partnerskab for Freds Rammedokument i maj 2000. 10

På topmødet i Washington i april 1999 blev der vedtaget nogle vigtige initiativer, der skulle øge PfP s operationelle fokus og inddrage partnerlande i PfPbeslutningstagning og -planlægning. Disse initiativer omfattede introduktionen af et Operationelt Kapacitetskoncept og en Politisk-Militær Ramme. Der blev også lanceret et Trænings- og uddannelsesprogram, som skulle hjælpe med at styrke partnerlandenes operationelle kapacitet gennem træning og uddannelse af deres militær. Det Operationelle Kapacitetskoncept er blevet udviklet med henblik på at forbedre samarbejdet mellem Alliancens og partnerlandenes styrker i NATO-ledede PfP-operationer. Målet er at øge fleksibiliteten ved at sammensætte skræddersyede styrker, der kan gennemføre og støtte fremtidige NATO-ledede PfP-operationer. Mekanismen fokuserer på de styrker og den kapacitet, der potentielt er til rådighed for sådanne operationer. Det styrkede fredstidssamarbejde, der gradvist udvikler sig mellem partnerlandenes og Alliancens hovedkvarterer og medarbejdere samt mellem enheder bestående af allierede og partnerlande, letter integrationen af disse styrker i NATO-ledede styrker. På topmødet i Istanbul blev det aftalt, at standarder for interoperabilitet og relaterede vurderinger vil blive harmoniseret med de pågældende NATOmekanismer som et led i implementeringen af Det Operationelle Kapacitetskoncept. Den Politisk-Militære Ramme anfører principper, rammer og andre vejledende retningslinjer for involvering af partnerlande i politiske konsultationer og beslutningssprocesser, i operationel planlægning og i kommandoarrangementer. På topmødet i Istanbul blev det understreget, at der var behov for at involvere partnerlandene på et tidligere tidspunkt i beslutningsprocessen. Bestemmelserne i dette rammedokument er under implementering i alle NATO-ledede operationer, hvori der deltager partnerlande, og anvendes endvidere som generel vejledning for partnerlandenes bidrag til andre NATOaktiviteter som f.eks. øvelser og PfP Trust Funds (se boksen på side 28). partnerlandene. En Partnerskabskoordinationscelle ved NATO s Operationelle Kommando i Mons i Belgien hjælper med at koordinere PfP-træning og PfP-øvelser. Endvidere tilvejebringer et Internationalt Koordinationscenter briefing- og planlægningsfaciliteter for alle ikke-nato-lande, der bidrager med tropper i NATO-ledede fredsbevarende operationer (se side 23). For at sikre at partnerstyrker bedre kan operere med NATO-landenes militære enheder i fredsbevarende operationer, ydes der vejledning om interoperabilitet eller kapacitetsbehov i en Planlægnings- og Gennemgangsproces (Planning and Review Process, PARP). Denne proces har bidraget betydeligt til det tætte samarbejde mellem partnerlandene i NATOledede fredsstøttende operationer på Balkan og i Afghanistan. PARP-mekanismen bygger på NATO s eget system for styrkeplanlægning og tilbydes partnerlandene på frivillig basis. Planlægningsmål, eller Partnerskabsmål, forhandles med hvert enkelt deltagende land, og omfattende gennemgange måler fremskridtene. I årenes løb er kravene i PARP blevet mere komplekse, krævende og i stigende grad knyttet sammen med de kapacitetsforbedringer, som de allierede selv har foretaget. PARP anvendes også af partnerlandene til udvikling af effektive, økonomisk overkommelige og bæredygtige væbnede styrker og til fremme af bredere forsvarsreformarbejde. Denne mekanisme har f.eks. spillet en central rolle i Ukraines omfattende forsvarsreformer (se side 25). En række partnerskabsinitiativer hjælper partnerlandene med at håndtere konsekvenserne af forsvarsreform. Det gælder ikke mindst politikken vedrørende PfP Trust Funds (se boksen på side 28), der yder praktisk støtte til forsvarlig destruktion af anti-personelminer og overskydende våben samt omskoling af militært personel og omstilling af militærbaser. For bedre at integrere partnerlandene i partnerskabets daglige arbejde er der blevet oprettet nogle PfP-stabselementer på en række NATO-hovedkvarterer, som er bemandet med officerer fra 11

> En schweizisk KFORhelikopter overflyver Pristina, Kosovo: Et af partnerskabets vigtigste fokusområder er samarbejdet i de NATO-ledede fredsbevarende operationer. SWISSINT Styrket samarbejde På topmødet i Prag i november 2002 blev der taget yderligere skridt til at styrke samarbejdet mellem NATO og partnerlandene. En omfattende evaluering af Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) og Partnerskab for Fred-programmet anbefalede, at man styrkede den politiske dialog med partnerlandene og involverede partnerlandene yderligere i planlægningen, udførelsen og overvågningen af de aktiviteter, som de deltager i. En ny samarbejdsmekanisme, Partnerskabshandlingsplanen, blev introduceret i Prag. Den første handlingsplan, der så dagens lys, var Partnerskabshandlingsplanen mod Terrorisme (se side 15). Et andet nyt initiativ var Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan (Individual Partnership Action Plan, IPAP), som i stedet for at gå ud fra en række aktivitetsudbud gør det muligt for Alliancen at skræddersy sin bistand til interesserede partnerlande, der har bedt om en mere struktureret støtte til nationale reformer, navnlig i forsvars- og sikkerhedssektoren, i overensstemmelse med deres særlige behov og omstændigheder (se boksen). Som en videreførelse af de fremskridt, der blev gjort på topmødet i Prag, blev der på topmødet i Istanbul i juni 2004 taget skridt til at styrke Det Euro-Atlantiske Partnerskab og yderligere skræddersy dette med henblik på håndtering af centrale temaer og varetagelse af de enkelte partnerlandes behov og kapaciteter. Partnerskabshandlingsplanen vedrørende Opbygning af Forsvarsinstitutioner blev lanceret for at opmuntre partnerlandene til og støtte dem i opbygningen af effektive og demokratisk ansvarlige forsvarsinstitutioner (se side 24). Partnerlandenes muligheder for at øge deres bidrag til NATO-ledede operationer vil blive forbedret ved at involvere de troppebidragende lande tidligere i beslutningsprocessen og ved at give dem flere muligheder for politisk konsultation. Derudover styrkes Det Operationelle Kapacitetskoncept, og partnerlandene vil få tilbudt muligheden for at blive repræsenteret i Den Allierede Transformationskommando, der er ansvarlig for at fremme og overvåge den fortløbende transformation af Alliancens styrker og kapaciteter. Dette vil bidrage til at fremme større militær interoperabilitet mellem NATO s og partnerlandenes styrker samt omdannelsen af de forskellige forsvar i overensstemmelse med NATO s egne nye operationelle roller og kapaciteter. 12

Det blev også besluttet at sætte særlig fokus på at inddrage partnerlande i to strategisk vigtige regioner, nemlig Kaukasus (Armenien, Aserbajdsjan og Georgien) og Centralasien (Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan). NATO har udpeget en særlig repræsentant for de to regioner samt to forbindelsesofficerer. Deres rolle er at yde assistance og komme med råd i forbindelse med implementering af relevante aspekter af de Individuelle Partnerskabshandlingsplaner, hvor der er behov for det, i forbindelse med Partnerskabshandlingsplanerne vedrørende Opbygning af Forsvarsinstitutioner og mod Terrorisme og i forbindelse med samarbejde, der bygger på PARP-mekanismen. Yderligere oplysninger: www.nato.int/issues/eapc/index.html www.nato.int/issues/pfp/index.html INDIVIDUELLE PARTNERSKABSHANDLINGSPLANER De Individuelle Partnerskabshandlingsplaner (IPAP er) blev lanceret på det internationale topmøde i Prag i november 2002 og tilbydes lande, der har politisk vilje og evne til at styrke deres relationer til NATO. Planerne gælder for to år ad gangen og har til formål at samle alle de forskellige samarbejdsmekanismer, som et partnerland benytter i sit samarbejde med Alliancen, med henblik på at målrette aktiviteterne i højere grad og give landene den største støtte i deres reformarbejde. En IPAP skal klart og tydeligt definere det enkelte partnerlands mål og prioriteringer på samarbejdsområdet og sikre, at de forskellige mekanismer, der anvendes, direkte modsvarer disse prioriteringer. NATO yder fokuseret og landespecifik rådgivning om reformmål. Intensiveret politisk dialog om relevante spørgsmål kan være en integreret del af en IPAP-proces. IPAP er vil også gøre det nemmere at koordinere den bilaterale bistand, der ydes af individuelle allierede og partnerlande, og at koordinere samarbejdsindsatsen med andre relevante internationale institutioner. De mål, der dækkes, falder ind under de generelle kategorier for politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål; forsvarsmæssige, sikkerhedsmæssige og militære spørgsmål; offentlig information; videnskab og miljø; civil beredskabsplanlægning samt spørgsmål vedrørende administration, sikkerhedstjeneste og ressourcer. I november 2004 blev Georgien det første land, der indgik aftale om en IPAP med NATO. IPAP er med Aserbajdsjan og Usbekistan er p.t. under udarbejdelse. Armenien har også udtrykt interesse for at udarbejde en sådan plan. > Det Euro-Atlantiske Partnerskab blev yderligere styrket på topmødet i Istanbul i juni 2004. 13