Nr. 3 september 2009 12. årgang Foto: Frank Horn Venneforeningens blad september 2009 1
Chefredaktør og ansvarshavende: Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen Redaktion: Peter Lindstrøm og Jens Møller. Grafisk konsulent: Finn Hillmose. Venneforeningen s blad Eftertryk er tilladt med tydelig kildeangivelse. ISSN: 1603-5933 Fregatten PEDER SKRAM s Venner: www.pederskramsvenner.dk Email: info@pederskramsvenner.dk Kontor: Elefanten, Nyholm, 1439 København K. Bank: reg. Nr.: 9570 konto: 0683280 Sekretærer: Erik Nygaard og Adam Pomykala. Email: kontor@pederskramsvenner.dk Bestyrelse: Formand: Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen Tlf. 49 14 15 39 Email: formand@pederskramsvenner.dk Bestyrelsesmedlemmer: Seniorsergent L. O. Nielsen Email: l.o.nielsen@ofir.dk Peter Lindstrøm Tlf. 49 14 73 87 Email: redaktion@pederskramsvenner.dk Jens Møller Email: jens.moeller@mail.dk Fregattens adresse: Fregatten PEDER SKRAM Elefanten, Nyholm, 1439 København K www.pederskram.dk Email: info@pederskram.dk Telefoner: Fregatten: 32 57 13 16 Næstformand: Kommandør Erik Rode Email: emrode@tiscali.dk Kasserer: Kaptajnløjtnant Børge Raasthøj Tlf. 56 14 02 36 Email: kasserer@pederskramsvenner.dk Suppleanter: Kurt Terkelsen Email: kurts@mail.tele.dk Adam Pomykala Radiodivisionen OZ1RDN: http://radiodivisionen.pederskramsvenner.dk Email: oz1rdn@pederskramsvenner.dk Leder: Kaj Nielsen OZ9AC Email: ozniac@jubii.dk Henvendelse om særarrangementer kan ske på e-mail info@pederskram.dk eller på telefon 3257 1316 hverdage mellem 10 og 14. 2 Venneforeningens blad september 2009
Redaktionelt S å nåede vi til vejs ende med Jens Møllers artikelserie om Alle tiders krigsskibe, lidt vemodigt, idet der har være mange gode artikler. Den sidste artikel om IOWA klassen er med i dette nummer. Der har været mange positive tilbagemeldinger, og meget ros til Jens. Jeg har en formodning om at Jens Møller har nye idéer til en fortsættelse af sine skriverier, så vi venter spændt. Da fregatten åbnede for besøg i denne sommer, var det samtidig for første gang muligt at besøge operationsrummet. Fregattens tekniske team har gjort et formidabelt stykke arbejde, med møblering og oprydning af o-rummet, der er kommet nyt betræk på alle stole, så alt i alt fremstår rummet nu, flot og indbydende. I den anledning er der et par artikler som nærmere gør rede for hvad man kan se i o-rummet. Der er kommet en hilsen fra Fonden, hvori Fondens formand Niels Mejdal nærmere redegør hvad der sker i fremtiden, og er sket i det sidste årstid. Indhold 3. Redaktionelt. 4. Formanden har ordet. 5. Hilsen fra Fonden... 6. Generalforsamling 2009 7. Top ti liste. 8-20. USS IOWA klassen. 21. Fornem gave til PEDER SKRAM. 22-23. Om CEPLO en i O-rummet. 24-25. O-rummet. 26. Fra radiodivisionen. 26 Fra kontoret. 27. Åbningstider resten af året. Forsiden: For en gangs skyld ikke et billede af et skib - læs hvorfor på side 21. På redaktionen vegne Peter Lindstrøm. 49 14 73 87 Email: redaktionen@pederskramsvenner.dk Blad nr. Deadline Udkommer 4-2009 1. november 2009 december 2009 1-2010 1. februar 2010 marts 2010 2-2010 1. maj 2010 juni 2010 3-2010 1. august 2010 September 2010 Venneforeningens blad september 2009 3
Formanden har ordet N år disse linier læses, er sommerens åbningsperiode afsluttet. Selv om PEDER SKRAM har skullet konkurrere med det fine sommervejr, har besøgstallet, 3557 voksne og børn, været tilfredsstillende. Der stilles som sædvanligt store forventninger til besøgstallet på Kulturnatten fredag den 9. oktober og i den efterfølgende efterårsferie, 10 18. oktober. Samarbejdet med SÆLEN og SEHESTED har fungeret tilfredsstillende. Det har været en lettelse, at SEHESTED nu er fortøjet agten for fregatten under Mastekranen. Men de forskudte tider for rundvisningerne i SÆLEN (hele og halve timetal) og SEHESTED ( minuttal 15 og 45) er uhensigtsmæssige. De bør ændres til ens timetal, således at de besøgende kan nå fra én rundvisning (varighed ca. 25 min.) til den næste og fortsat få god tid til besøget om bord i PEDER SKRAM før og efter rundvisningerne. Arbejdsbierne har været særdeles aktive med at klargøre PEDER SKRAM bedst muligt før sommerens åbningsperiode. På grund af svigtende tilslutning har den lille skare af trofaste arbejdsbier måttet arbejde næsten i døgndrift. Uden deres indsats kunne fregatten slet ikke have været åbnet for besøgende. Men fregatten fremtræder nu i flot stand. Bisværmen er så lille, at det vil være mere på sin plads at tale om Arbejdsheste. Det er beskæmmende, at der ud af 5oo medlemmer slet ikke er idet mindste nogle, der kan forstærke det fast hold. Der er fortsat behov for ekstra arbejdskraft til at klare de mange opgaver. Jeg må gentage mig selv og igen opfordre Venneforeningens medlemmer til at yde en indsats ved at deltage i arbejdet om bord. Kontakt Niels Rastrup Andersen og aftal nærmere, hvornår I kan sætte nogle fridage ind på arbejdsopgaverne. Som tidligere sagt tilbyder Venneforeningen at finansiere overnatning på kasernen, hvis medlemmer fra provinsen vil smøge ærmerne op om dagen og opleve København om aftenen. O-rummet er nu næsten færdigmonteret og fremtræder flot og fængslende. Men der arbejdes eksempelvis fortsat med adgangsforholdene til maskinrum K, med renovering eller udskiftning af lugekarme, med både 127 mm og 20 mm kanoner og med meget mere. På grund af alder eller sygdom har flere af Venneforeningens kustoder måttet trække sig fra vagtlisten. Venneforeningen efterlyser derfor medlemmer, som vil virke som kustoder om bord i PEDER SKRAM i fregattens åbningsperioder. Vi er 4-5 kustoder på hver vagt. Vi har det hyggeligt sammen, ligesom vi kommer i givende samtaler med de mange besøgende. Hvervet er ulønnet, men man får sin forplejning på vagten, ligesom man udstyres med polobluse, fleece trøje og kasket med fregattens logo. Send en mail eller ring og hør nærmere. Jeg håber naturligvis at se mange af Venneforeningens medlemmer til generalforsamlingen lørdag den 19. september. Som det fremgår af indkaldelsen side 6, lægger bestyrelsen op til hyggeligt samvær over frokosten i umiddelbar fortsættelse af generalforsamlingen. Leif Rostgaard Sørensen Formand 4 Venneforeningens blad september 2009
Hilsen fra Fonden til vennerne. Af Niels Mejdal år du læser dette lille indlæg fra Fonden er sommersæsonen slut, og vi kan gøre resultatet op. Her mod slutningen af juli tegner det desværre ikke særlig lovende. Hvad N årsagerne kan være, kunne der gisnes meget om, men ingen tvivl om, at vejret har generet os enten for meget strandvejr eller også for meget hjemmevejr. Ser man egoistisk på det, vil Fonden helst have det lidt overskyet, men uden regn eller trussel om samme. Noget andet er jo, hvad man ønsker sig i sin egen ferie! Venneforeningens kustoder har igen i sommer gjort en stor indsats. Hver weekend i juni og alle dage i juli og frem til 15. august er de troligt mødt op og har gjort klar til åbning og rundvisning fra klokken 1100. Også radiostationen har været flittigt bemandet og medvirket til, at de besøgende uden undtagelse har kunnet få en god oplevelse. Efter en stor indsats fra det tekniske team er O-rummet for første gang blevet åbnet og er nu en vigtig del af besøget. CEPLO konsollerne er blevet hejst ombord, hele rummet er blevet rengjort, stolene er blevet ombetrukne og vi har fået en meget levende beskrivelse af rummet og alle dets funktioner. Nu mangler vi lige det sidste udstyr samt åbning til sonarrummet. Og efter sommerens varme periode er teknikerne gået i gang med at se på ventilationssystemet, så der i det mindste kan laves udsugning fra bl.a. O-rummet. I år har vi forsøgt at gøre formidlingen lidt bedre. Der er lavet en ny rundtur; Rød rute hvor alle besøgende får udleveret en lille turguide, og hvor ruten er afmærket på dansk og engelsk. Dette er første skridt på den lange vej til, at formidlingen bliver som ønsket. Målet er, at hver enkel besøgende på egen hånd kan få netop den rundtur, som han eller hun ønsker sig. Foto: Peter Lindstrøm Lang eller kort, med vægt på det ene eller det andet, på dansk eller engelsk. Ja, til sin tid kan du bare vælge. Det er, hvad vort audio-guide system skal tilbyde. Og over tid skal præsentationen krydres med displays, lyd- og lysunderbygning samt måske også et par permanente særudstillinger. Korvetterne af Niels Juel klassen har nu været ude på deres sidste sejlads. Trist, men det åbner op for, at vi kan overtage udvalgte dele af Seasparrow systemet. Faktisk er vi ved at gøre klar til dette. De flotte modelskibe, som er udstillet i Seasparrow rummet på missildækket flyttes nu ned i møde- og briefinglokalet nederst i forskibet. Her kan de få en mere blivende placering og på en mere hensigtsmæssig måde indgå i rundture som præsentation af Flådens hovedskibe under den kolde krig. Første og nok også vigtigste skridt på vejen til det ønskede audio-guide system er på plads. Der er lavet en båndoptagelse og udskrift af en af Jørgen Borks populære rundvisninger. Den er så suppleret med lidt flere historier og dækning af de få rum, som den pågældende aften ikke blev besøgt. Alt i alt en tekst svarende til 2½ til 3 timers rundtur! Til efteråret skal teksten redigeres og nedbrydes til et antal menuer med stigende detaljeringsgrad for de enkelte rum. Når det er på plads, skal vi finde en god indtaler, som kan gøre teksten levende, og samtidig skal rum og genstande markeres i overensstemmelse med tekstens enkelte punkter. Til foråret håber vi så på, at vi kan finde det rigtige hardvare, som kan udlånes til de besøgende. Hvis det lyder kompliceret, kan jeg love, at det er det bestemt også! MEN VI ER PÅ VEJ. PEDER SKRAM skal blive en oplevelse for alle og på et formidlingsniveau, som er over middel. Venneforeningens blad september 2009 5
Herved indkaldes til ordinær generalforsamling lørdag den 19 september 2009 kl.1100 i Marineforeningens lokale Takkeladsvej opgang 3, på Holmen. 1 Valg af dirigent. D a g s o r d e n 2 Bestyrelsens beretning for det forløbne år. 3 Forelæggelse og godkendelse af årsregnskabet. 4 Fastsættelse af kontingent. 5 Forslag. 6 Valg af medlemmer til bestyrelsen. 7 Valg af suppleanter til bestyrelsen. 8 Valg af 2 revisorer. 9 Eventuelt. Mød op til generalforsamlingen, få indflydelse og kom med gode idéer til foreningen PEDER SKRAM s Venners fremtidige virke. Der vil efter generalforsamlingen være fællesspisning (buffet inkl. 1 øl eller vand, pris kr.: 100.-). De der ønsker at deltage i spisningen må senest fredag den 11 SEP 2009 tilmelde sig hos : John Larsen tlf.: 28367905 email: johlar@comxnet.dk Deltag i den efterfølgende spisning og få en hyggelig stund med PEDER SKRAM s Venner. Venlig hilsen Leif Rostgaard Sørensen Formand 6 Venneforeningens blad september 2009
Ny artikelserie Tv kanalen Discovery har lavet en Top ti Liste, over alle tiders krigsskibe. Listen ser således ud: 1. USS IOWA klassen, ialt fire slagskibe, det første bygget i 1940. 2. USS NIMITZ klassen, ialt 10 atomdrevne hangarskibe, det første bygget i 1968. (blad nr. 2 2009) 3. HMS QUEEN ELIZABETH klassen, i alt fem slagskibe bygget 1912 1916. (blad nr. 4 2008 og blad nr.1 2009) 4. USS TICONDEROGA klassen, missil krydser, der er bygget 27 skibe fra 1983 til 1994. (blad nr. 3 2008) 5. USS FLETCHER klassen, destroyer, der blev bygget 175 skibe og det første blev bygget i 1942. (blad nr. 1 og 2 2008) 6. USS NORTH CAROLINA klassen, to slagskibe begge bygget i 1940. (blad nr. 4 2007) 7. Tyskland BISMARCK klassen, to slagskibe bygget fra 1936. (blad nr. 3 2007) 8. USS ESSEX klassen, i alt 24 hangarskibe, bygget fra 1942. (blad nr. 2 2007) 9. Tyskland DEUTSCHLAND klassen i alt tre lommeslagskibe. (blad nr. 1 2007) 10. HMS HOOD, Slagkrydser. 1916-1941. (blad nr. 4 2006) Vi vil bringe en omtale af alle skibene, vi er startet bagfra, og er nået til listens nr. 1, USS IOWA klassen. Læs artiklen på de følgende sider. Venneforeningens blad september 2009 7
Af Jens Møller. De 6 slagskibe af Iowa klassen blev bestilt i 1939 som Fast Battleships der skulle være eskorte for Fast Carrier Task Forces bestående af ESSEX klasse hangarskibe. Disse kampgrupper skulle operere i Stillehavet, og The Iowas skulle beskytte hangarskibene mod de nye japanske slagskibe af Yamato klassen. De blev bygget uden hensyn til omkostninger, og disse skibe var sammen med Yamato og Bismarck klassen, den ultimative udvikling og afslutning på slagskibenes æra. Da disse enorme havuhyrer, hejste kommando, var de allerede overgået af hangarskibene som de mest betydningsfulde krigsskibe. Alligevel havde The Iowas den længste karriere for nogen krigsskibe; de 2 sidste udgik først i 2006, men ironisk nok kom de aldrig i kamp med nogen af de skibe der var tænkt som deres modstandere. OWA klassen byggede, som mange andre slagskibe, på erfaringerne fra Jyl- I landsslaget i 1915. De 3 britiske slagkrydsere som blev sænket i dette slag, blev efterfølgende sammenlignet med de 5 Superdreadnoughts af ELISABETH klassen, og de konklusioner man drog af denne vurdering, dannede grundlag for konstruktionen af alle nye slagskibe bygget efter 1935 (Washington traktaten fra 1922-1935 forhindrede konstruktion af nye slagskibe over 35.000 tons). Traktaten forbød imidlertid ikke forsøg til ny viden om slagskibe. I 1935 færdig-gjorde The David Tailor Institute i USA resultaterne af en række forsøg i vandbassiner og opstillede en formel til beregning af slagskibes hastighed. Med udgangspunkt i et skib med en gennemsnitslængde på 130m og en vægt på 35.000tons lyder formlen: Slagskibets hastighed = 1.19 gange kvadratroden af vandlinielængden. Det er tilladt at regne efter. Dette betød, at man nu fik nye og Tekniske data: Længde: 271 meter Bredde: 33 meter Dybgang: 11,5 meter Deplacement:57.271 tons Besætning: 3.100 mand Maskineri: 8 Babcock & Wilcox kedler 4 Dampturbiner General Electric og Westinghouse på i alt 212.000 SHP 4 skruer Fart: 34 knob. 8 dampdrevne el-generatorer på i alt 10 MW. Armering: Skiftede meget gennem skibenes levetid, men det fremgår af teksten. mere nøjagtige beregninger af forholdet mellem vægt, længde og fart. Efterfølgende forsøg viste tillige, at ved hastigheder over 30knob, måtte man påregne en betragtelig reduktion af hastigheden grundet datidens konstruktioner af skruerne. Nye propeller måtte udvikles og dette element har lige siden været grundlaget for forsøg og nykonstruktioner af propeller (bare se vor egen PEDER SKRAM). I 1936, da japanerne trak sig ud af Second London Naval Conference, nedsatte præsident Roosevelt en komite BDAB (Battleship Design Advisory Board), som skulle komme med forslag til udvikling af nye slagskibe, der kunne matche japanernes nykonstruktioner. De første designs blev 2 skibe af North Carolina klassen, og 4 af South Dacota klassen, der hurtigt blev vedtaget af kongressen. Da disse 6 skibe stadig var begrænset af nogle bestemmelser fra Washington traktaten, opnåde de kun en hastighed på 28knob. Dette var hurtigt for et slagskib, men ikke nok til 8 Venneforeningens blad september 2009
fartmæssigt at kunne følge med som eskorte for hangarskibe. Efter the Second London Treaty i 1938, vedtog United States Congress i 1939 the Second Vinson Act, der bemyndigede U.S. Navy til, at bygge 4 nye slagskibe af Iowa klassen på 48.000tons og med en hastighed på 33knob, samt 2 Montana klasse slagskibe. Ordren for de første 2 Iowas blev endelig godkendt 1. juli 1939. De skulle danne eskorte for de hurtige hangarskibe der var bygget eller planlagt. De første hangarskibe var de 2 af Lexington klassen fra 1936 (oprindelig køllagt 1920-22 som 6 slagkrydsere af Lexington klassen på 45.000tons, 270m lange 33knob). Efter Washington traktaten blev de 4 af skibene ophugget på beddingerne, mens 2 blev færdiggjort i 1935 som hangarskibe, USS LEXINGTON og USS SARATOGA. Problemet for US Navy har altid været, at man skulle dække 2 fronter - i Stillehavet og i Atlanterhavet. Dette problem blev forstærket af, at stort set alle store skibsværfter dengang lå på østkysten. Med bygningen af Panamakanalen var problemet løst, men den voksende trussel fra japanerne sidst i tyverne, og med planlægningen af de nye Fast Battleships måtte man forudse problemer. De ville blive for brede, med deres oprindeligt designet bredde på 37m, hvormed de ikke kunne komme igennem Panama kanalen, der kun var 34m bred. Nye beregninger måtte til. De nye skibe af Iowa klassen måtte designes til en fart af 35knob for at være sikker på en kontinuerlig topfart på 33knob. Med en max bredde på 33m og en hastighed på 35knob kender vi nu de 2 af elementerne i vores lille ligning fra tidligere, og regnestykket viser nu, at skibene skulle have en vandlinielængde på 262m. For at sætte fart i design og byggefase, gik man ud fra de eksisterende tegninger af skroget på SOUTH DACOTA klassen, der som sagt var 33m bredde og 210m lange, og man påsatte herefter en 61m sektion i bovkonstruktionen, hvorefter totallængden blev 271m. Iowa klassen blev dermed de længste slagskibe der nogensinde er konstrueret. For at holde byggeterminerne brugte man til denne bovsektion, tegningerne fra de 6 slagkrydsere af Lexington klassen. Da denne var slankere end hoved-skroget på Iowa klassen, fik skibene en underlig brat indsnævring lige efter B- tårnet. Når man betragter skibet fra oven, ser man tydeligt denne underlige indsnævring der strækker sig fremefter som et underligt langt krydserligende ekstra skrog, hvorved skibet får et noget uharmonisk udseende. Set fra siden fremtræder skibet dog særdeles flot, kraftfuldt og harmonisk. Det vigtigste er imidlertid, at konstruktionen virkede. Skibet kunne passere Panama Kanalen, og havde en designet tophastighed på 34knob. Som sagt havde kongressen kun bevilget penge til 2 slagskibe af Iowa klassen, BB- 61 USS IOWA og BB-62 USS NEW JERSEY, og skibene blev færdig budgetteret til $125 mil. pr. skib, hvilket svarer til ca. $2,8 mia. i dag. Kræfter i kongressen og US Navy foreslog derfor, at ombygge de 2 Iowas til hangarskibe ligesom Lexington klassen og aflyse de sidste 4 til fordel for flere hangarskibe. Denne ide blev kraftigt støttet af Admiral Ernest King, som på det tidspunkt var chef for Naval Operations. Situationen skiftede politisk ved Frankrigs fald i sommeren 1940, hvor Præsident Roosevelt fik overbevist kongressen om, at USA herefter før eller siden risikerede at blive inddraget i krigen mod Tyskland og mod Japan. Dette bevirkede, at kongressen indså behovet og i sommeren 1940 vedtog the Two Ocean Navy Building Program, samt bevilgede Venneforeningens blad september 2009 9
de nødvendige midler til denne opbygning. Som tidligere omtalt blev det til de enorme programmer for hangarskibe, krydsere, destroyere, fregatter, landgangsskibe m.v. Herunder også bevilling af yderligere 2 nye slagskibe af Iowa klassen BB-63 USS MIS- SOURI og BB-64 USS WISCONSIN, samt 2 slagskibe af Montana klassen (BB-65 og BB -66). De 2 Montana klasse skibe, var noget langsommere end Iowa klassen, og set i lyset af deres rolle som eskorte for hurtige hangarskibe, nedprioriterede kongressen hurtigt planlægningen af disse 2 skibe, og bestillingen blev udsat til der blev ledig værftskapacitet. Senere ændrede man bestillingen af de 2 Montana skibe til yderligere 2 Iowa klasse skibe, der blev bestilt som BB-65 USS ILLINOIS og BB-66 USS KEN- TUCKY. Under ledelse af Secretary of the Navy (Marineminister) Charles Edison var planerne hurtigt færdige og de 2 sidste Iowa klasse skibe blev bestilt hos værfterne i juli 1939. Efter slagne ved Coral Sea og Midway i 1942, hvor US Navy havde så stor succes med hangarskibe, flyttede man prioriteringen over til bygning af nye Essex klasse hangarskibe. Dette betød, at kun BB -61 og BB-62 fortsatte efter planerne, mens bygningen af BB-63 og BB-64 blev kraftigt nedprioriteret. Da man nu havde fået nys USS MISSOURI (BB-63) om japanernes byggeprogram af Yamato klassen, indså man nødvendigheden af en kraftig eskorte for hangarskibe i form af Fast Battleships. Som en konsekvens af dette satte Charles Edison arbejdet på BB- 65 og BB-66 i gang Det betød at alle 6 Iowa klasse skibe var kølstrakt ved udgangen af marts 1942. USS IOWA (BB-61) bygget på New York Navy Yard. Bestilt 1. jul 1939. Køllagt jun. 1940, søsat aug. 1942, kommando feb. 1943. Udgået 2006 måske!) USS NEW JERSEY (BB-62) bygget på Philadelphia Navy Yard. Bestilt 1.jul. 1939. Køllagt sep. 1940, søsat dec. 1942, kommando maj 1943. Udgået 8.feb. 1991 USS MISSURI (BB-63) bygget på New York Navy Yard. Bestilt 12. jun. 1940. Køllagt jan. 1941, søsat jan. 1944, kommando jun. 1944, Udgået 12.jan. 1995 USS WISCONSIN (BB-64) bygget på Philadephia Navy Yard. Bestilt 12.jun. 1940. Køllagt jan. 1941, søsat dec. 1943, kommando apr. 1944. Udgået 17.feb. 2006 (måske!) 10 Venneforeningens blad september 2009
USS ILLINOIS (BB-65). Bygget på Philladelphia Navy Yard. Bestilt 9.sep. 1940. Køllagt jan. 1945, konstruktion standset aug. 1945 efter 22% færdiggjort. Ophugget på beddingen i 1958. USS KENTUCKY (BB-66) bygget på Norfolk Navy Yard. Bestilt 9.sep 1940. Køllagt mar. 1942, bygning standset jun. 1942, genoptaget dec. 1944, igen standset i feb. 1947. Søsat jan. 1950. Ophugget i 1958. Iowa klassen blev som sagt primært skabt til at indgå i en Task Force som eskorte for hangarskibene. Hastigheden var derfor den samme ca. 33knob. Hovedartilleriet på 9 stk. 16inc. (406mm) 50cal. og sekundærartilleriet på 20 stk. 5inc. (127mm) 38cal. var udviklet til at optage kampen mod skibe og fly i den Kejserlige Japanske Flåde. Da de første Iowas blev bestilt havde man endnu ikke informationer om bygningen af Yamato klassen. Japanerne havde bestilt i alt 4 af disse superslagskibe, men kun 2 blev færdigbygget, IJN YAMATO, køllagt 1937 og kommando i 1941, samt IJN MUSASHI, kommando januar 1943. Skibene havde et deplacement på 73.000tons fuldt fl. længde 263m oa. bredde 39m, fart 28knob. Hovedbevæbning var 9 stk. 18inc. (459mm) kanoner, der sendte en granat på 1.500kg ud på en afstand af 42km. Hele projektet blev hemmeligholdt i en grad, så amerikanerne først fik kendskab til det i slutningen af 1941. Det ville nu på intet tidspunkt have ændret noget i planerne for US Navy, idet konstruktionen af nye 18inc. kanoner ville forsinke Iowa projektet et helt år eller mere. Samtidig skulle bredden af skibene øges med minimum 4 meter for at få plads til barbetterne for kanontårnene, og i så fald ville skibene ikke være i stand til at passere Panama kanalen. Derudover ville hastigheden blive reduceret til ca. 27knob. Ironisk nok blev de japanske skibe sænket af fly fra amerikanske hangarskibe af Essex klassen. IJN MUSASHI ved slaget i Leyte Gulf oktober 1944 (beskrevet i artiklen om Fletcher klase destroyerne) og IJN YAMATO blev sænket i en selvmordsaktion ved Okinawa i april 1945. Skibene modtog hver især ca. 20 flybårne torpedo-træffere og ca. 30 bombe-træffere før de sank. Iowa klassen med hovedartilleri på 9 stk. 16inc. (406mm) kaliber-50, Mk-7, blev de kraftigst armerede slagskibe US-Navy nogensinde sendte til søs. De blev artillerimæssigt kun overgået af Yamato klassens 18inc. (459mm), men disse enorme kanoner med deres abnormt tunge kanontårne og optiske artilleriledelse var de amerikanske underlegne i kvalitet, træfsikkerhed og skudhastighed, samt ikke mindst, amerikanernes radarstyret artilleriledelse. Nu lige lidt tekniske data for artilleriet i Iowa klassen. Hvert tårn vejer 1.735tons uden ammunition. Hertil kommer vægten af barbetterne, men da de er en del af selve skibets konstruktion, ser vi bort fra dem. Selve tårnet hviler løst på et stort antal ruller i barbetten. Tårnene ville rent faktisk falde ud hvis skibet kæntrede (Dette skete for BIS- MARCK da den kæntrede og sank, hvor tårnene senere blev fundet spredt langt fra skibet). Vægten af granaterne var 850kg for brisantgranat og 1.257kg for pansergranat (en fuld salve med pansergranater svarer således til, at 9 folkevogne bliver kastet ud på en afstand af 38.000m). Skudhastigheden var 2 skud pr. minut. Hvert løb vejer 121.500kg og eleveres selvstændigt. Rekyllængden er 122cm. og varer 0,43 sekunder. Fremløbet tager 0,90 sekunder og kanonløbet eleveres automatisk til ladnings position under fremløbet. Kanonløbne er placeret med større afstand i tårnet end i tidligere konstruktioner for at øge træfsikkerheden, idet salven så bliver mere spredt. For yderligere at forstærke ef- Venneforeningens blad september 2009 11
fekten blev kanonløbne affyret med intervaller på 0.06 sekunder (kan ses med det blotte øje). Riffelgangene havde i 1939 en levetid på 239 skud, men blev løbede opdateret ved udvikling af mindre korroderende krudttyper, og var i 1982, med en svensk udviklet krudttype fra Bofors, helt oppe på 1.500 skud. Pansergranaterne kunne trænge gennem 9m beton og gennem 742mm panserstål på en afstand af 5.000m og en indfaldsvinkel på 2,5 grader. Ved 38.000m var tallene 259mm ved 45,5 grader. Flyvehastigheden for pansergranaterne var 820m pr. sek. d.v.s. at det tog ca. 1 minut og 34 sekunder at nå ud til 38.000m. Ved en bredside med alle 9 kanoner var rekylen så kraftig, at skibet kunne flytte sig op til 7m sidelæns. (Se billedet på foregående side).hvert tårn havde en besætning på 10 mand. Som sekundær armering havde skibene 20 stk. 5inc. (127mm) Mk.10, kaliber-38 i 10 dobbelttårne. Disse pjecer var blevet introduceret i 1936 i single affutager og senere i dobbelttårne. Pjecerne var af typen Dual Purpose, d.v.s. de kunne bruges både mod sømål og luftmål. De var i 1942 installeret i samtlige større krigs-skibe i US-Navy. Pjecerne på Iowa skibene var opdateret til Mk.36 og med Mk.37 ildledelse, og var derfor klar til de nye ammunitionstyper der blev udviklet. Omkring 1943 var bl.a. de nye luftværnsgranater med radiobrandrør (Proximity Fuse) klar til brug. Med denne ammunitionstype blev disse kanoner en torn i øjet på japanerne, der mistede mange af deres erfarne piloter på denne konto; Vi kender jo pjecen fra PEDER SKRAM hvor vi har en Mk-38 version. Besætningen var på ca. 30 mand. Traditionsmæssig var et af disse tårne på Iowa skibene altid bemandet med folk fra skibets detachement fra US. Marines. Som nærluftværn var skibene udstyret med et antal 40mm og 20mm luftværnskanoner. Antallet blev hastigt forøget efterhånden som truslerne fra fly blev større og større. Antallet kunne variere fra skib til skib, men ved krigens afslutning lå total tallet på mellem 130 og 150 stk. i alt. 40mm kanonen fra svenske Bofors var den bedste lette luftværn før anden verdenskrig, og blev brugt i forskellige versioner i både Royal Navy og U.S. Navy. I den danske flåde blev den introduceret i 1937 i de 4 ubåde af Havmanden klassen og artilleriskibet NIELS JUEL. Pjecen er luftkølet, men amerikanerne ombyggede den til vandkøling og opstillede den i single, dobbelte og firling affutager med vandkøling. Vandkølingen bevirkede, at man kunne affyre længere skudsalver, men gav til gengæld større vægt og større besætning. Royal Navy havde både single og dobbelte affutager med luftkøling, men udviklede samtidig Pom Pom - typen med alt fra 6 til 10 vandkølede piber, som til gengæld var kortere (den blev døbt Pom Pom p.g.a den plob-lyd den gav ved affyring). Med introduktionen af Mark-51 ildledelses-systemet i 1944 blev 40mm kanonerne så effektive, at de fra oktober 1944 til august 1945 stod for 30 procent af flådens nedskydninger af japanske fly. Som sidste led i kæden af nærluftværn brugte man 20mm maskinkanoner af det Schweiziske fabrikat Oerlikon. Amerikanerne modificerede den så det kun var bundstykket der rekyllerede, piben forblev rolig. Dette gav 2 fordele: Kanonen var lettere at sigte med, idet den ikke rystede så meget fra rekylen, og den kunne skyde meget længere uden at piben løb varm. Begge kanonsystemer beviste især deres værdi ved de japanske Kamikaze angreb. Ved udrustningerne af skibene i perioden 1969 til 1990 blev skibene moderniseret med Phalanx CIWS (Close in Weapon 12 Venneforeningens blad september 2009
Phalanx CISW. System) som består af en 20mm Gatling kanon med op til 6.000 skud i minuttet. Man havde også planlagt et antal platforme for Sea Sparrow luftværns missiler, men dette måtte man opgive, idet systemet ikke kunne tåle rystelserne fra 16inc. kanonerne. Derudover blev skibene udrustet med Tomahawck land- attack missiler, der med deres rækkevidde på 1.500km rakte 40 gange så langt som kanonerne og med en præcision på under en meter. Yderligere blev skibene udstyret med Boing RGM-84 Harpoon missiler mod sømål. I 1980 blev de desuden opdateret med et nyt SRBOC (Super Rapid Bloom Offboard Chaff). Under Golfkrigen i 1991 blev USS MISSOURI angrebet af en irakisk speed båd der affyrede et mindre missil. Chaff systemet affyrede automatisk og helt korrekt et antal Chaffs som fik missilet til at styrte i havet. Uheldigvis lå en fregat USS JARRET tæt på, hvor den automatiske CIWS Phalanx opfattede Chaff granaterne som fjendtlig ild, hvorefter den automatisk begyndte at skyde. USS MISSOURI blev ramt af adskillige 20mm projektiler og flere besætningsmedlemmer blev såret. Når vi taler om kampskibe som slagskibe og krydsere, er man også nødt til at bedømme dem på deres passive beskyttelse. Her taler vi kun om panser. Slagskibenes panser kan normalt modstå en granat fra kanoner af egen kaliber. Før 1906 prøvede man at dække mest muligt af skibet med panser, hvilket bevirkede at pansret blev for svagt. Amerikanerne udviklede derfor i begyndelsen af 1900-tallet ideen med All or Nothing hvor man kun pansrede vitale dele som maskinrum, hovedartilleri og kommando-faciliteter. Denne ide tog englænderne til sig da de udviklede det revolutionerende slagskib HMS DREADNOUGHT. Skibet kunne overleve at blive ramt i de bløde dele, mens de pansrede dele nu var kraftige nok til at afvise granater af samme størrelse som ens egne. Efterhånden som artilleriet blev udviklet til at skyde over længere afstande fik kanonerne højere elevation, og dermed højere indfaldsvinkel på målet, og dermed større risiko for at ramme ned i dækket. Derfor måtte man øge dækspansret, men vægten heraf gik så fra sidepansret. Nye støbemetoder og valsemetoder under højere temperaturer, ved produktion af panserstål, formindskede dette fordelings-problem væsentligt. Det stål der blev brugt til panseret på Iowa klassen, var en Nikkel-stål blanding der var udviklet og valset hos Bethlehem Steel Mill og Luken Steel Mill, begge i Pennsylvania,. Sidepansret der var 310mm tykt, blev lagt i et bælte fra lidt under vandlinien og op således, at vitale dele i skroget var beskyttet mod granater. Samtidig havde man på disse skibe lagt pansret på indersiden af skibssiden således at det kunne få en bedre hældning indad og samtidig mindske vandmodstanden. Torpedo-beskyttelsen under vandlinien og pansret bestod af indvendige tanke langs skibssiden der var fyldte med brændselsolie. Efterhånden som olien blev brugt, blev tankene genopfyldt med vand. Ydersiden var kun lettere pansret, og bevarede derved en hvis fleksibilitet. Den indvendige side af tanken var ligeledes lettere pansret. Hvis en torpedo ramte, ville ydersiden blive deformeret, men forblive tæt, og olien ville optage chock bølgerne. Skulle der alligevel opstå brud i den yderste skal, ville den inderste forblive intakt. Systemet med indvendig panser og torpedo beskyttelse var medvirkende til, at give disse skibe deres høje fart og reducere bredden. Ulempen var, at der blev mindre indvendig volumen, hvilket især gik ud over mandskabet. Iowa klassen var fra starten udrustet med 3 Vought OS2-U Kingfisher fly til rekognoscering og artilleri-ledelse. De var anbragt i en hangar helt agter under hoveddækket og der var 2 katapulter til start. Helt agterude på dækket var der en stor kran til ombordtagning af flyene. Denne store kran var i mange år en stor hjælp til fjernkending af amerikanske krydsere og slagskibe. I 1944 begyndte man at udskifte King- Venneforeningens blad september 2009 13
fisher flyene med Curtiss Seahawk, der havde den fordel, at de var udrustet med sænkbare hjul. Fra 1949 blev alle fly i slagskibe og krydsere udskiftet med helikoptere. Fra 1980 og fremefter var Iowa skibene i stand til at servicere helikoptere af alle størrelser, selv CH-53 Sea Stallion. Maskineriet på Iowa klassen var det mest avancerede efter datidens målestok. 8 stk. Babcock & Wilcox kedler producerede de enorme mængder af damp til de 4 turbiner. Kedlerne opererede med en maximum superheater, hvilket gav et tryk op til 600 Pounds pr. kvadrat inch (4.100 kpa), og en udgangstemperatur for dampen på 875 grader Farenheit. Ved normal krydsfart var kun 4 kedler i gang, men ved hastigheder over 27knob var alle 8 kedler tændt. Fra kedlerne gik dampen over i de 4 turbiner, der var forbundet til hver sin skrueaksel. De 2 yderste skruer havde fire blade der var 5,5m i diameter. De 2 inderste havde 5 blade der var 5,3m i diameter. Turbinerne var fra General Electric og fra Westinghouse. Turbinerne er bygget op med en 12 trins højtryksturbine, fulgt af en 9 trins lavtryksturbine. Dampen passerer først gennem højtryksturbinen hvor turbinebladene er lidt større ved indgangen end ved udgangen. Mens dampen passerer gennem turbinen, tvinger den turbinebladene rundt med op til 2.100 rpm. (omdrejninger pr. minut) samtidig med, at dampen ekspandere, fra et tryk på 540 pounds pr. kvadrat inch (3.700kPa) til 50 pounds pr. kvadrat inch (340kPa). Derefter går dampen til lavtryksturbinen, stadig med sit tryk på kun 50 pounds pr. kvadrat inch. I lavtryksturbinen har turbinebladene ved indgangen samme størrelse som højtryksturbinen, men er mere end dobbelt så store ved udgangen. Dette betyder, at dampen nu udvides fra et tryk på 50 pounds pr, kvadrat inch, til et vakuum på 29 inch kviksølv, hvorved man får mere kraft ud af lavtryksturbinen end af højtryks-turbinen. Transmissionen til skrueakslerne går gennem dobbelte reduktions gear, således at omdrejningerne ved 33knob reduceres fra 2.100 rpm. på turbinerne, til 202 rpm. på skrue-akslerne. Totalt output er 212.000 SHP (158.000 kw). Skibe som IOWA klassen forbruger enorme mængder af elektricitet; alene de 3 kanontårne forbruger næsten en tredjedel af kapaciteten. Der er derfor i alt 8 dampturbiner til at drive 8 generatorer placeret, med 2 sæt i hvert af de 4 maskinrum. Disse 8 systemer producerer hver 1,25 MW eller i alt 10 MW. Efter at dampen har passeret lavtryksturbinerne og generatorturbinerne, går den gennem nogle kondensatorer, hvor den nedkøles og bliver omdannet til vand igen. Dette vand sendes retur til kedlerne hvor det opvarmes til damp igen. Der er selvfølgelig et vist spild i denne proces, især i kondensatorerne. Dette vandspild bliver erstattet af 3 store evaporators (en slags destillationsapparater) der kunne producere 380.000 liter vand pr. dag. Ca. 150.000 liter vand sendes tilbage til opfyldning af kedlerne. Resten af vandet gik til bad og konsumering for besætningen. Alle toiletter med videre brugte saltvand. Iowa klassen er de hurtigste slagskibe der nogensinde er søsat. Teoretisk skulle de være i stand til at opnå en hastighed på 35knob, men jeg har ikke været i stand til at finde dokumentation for, at de 14 Venneforeningens blad september 2009
nogensinde nåede denne hastighed, idet alle hastighedsmålinger og hastighedskurver stadig er klassificeret og dermed utilgængelige. Visse teorier og målinger er dog tilgængelige og man kan ud fra dem beregne de teoretiske hastigheder. Naval Board beregnede med vores formel og ved model tests, at skibene kunne opnå en hastighed på 32,5knob ved et deplacement på 53.900tons og ved et output fra maskineriet på 212.000 SHP. Da man havde beregnet maskineriet til kunne klare en overload på 20% og vi samtidig sætter deplacementet ned til 51.000tons (den anbefalede vægt for prøvetur) når vi op på 35,4knob, hvilket således er den teoretiske maximale hastighed. Herfra må man nok fratrække nogle procent, idet datidens skruer havde en tendens til at skabe bobler ved høje hastigheder, og beregningerne når nu frem til 34,1knob. Samtidig kommer tommelfingerreglen, at for hver gang vi øger hastigheden med 4 knob, fordobles hestekraftforbruget. Hvis vi sætter kraftforbruget ved 27knob til 53.000 SHP, så vil forbruget ved 30knob være 106.000 SHP og ved 34knob 212.000 SHP. Denne effekt sætter sin naturlige begrænsning på alle skibe. Den er først ophævet i dag med nye skrogformer, typisk af katamaran typen, samt nye Waterjets i stedet for skruer. Elektronisk var skibene ligeledes udstyret med det mest moderne inden for både kommunikation, varsling og ildledelse. Systemerne blev løbende opdateret under krigen frem til 1945. Herefter blev systemerne igen opdateret for hver gang skibene blev genudrustet. Efterhånden som der kom nye våbensystemer ombord, fulgte der selvfølgelig også nye varsling og ledelses systemer med. Både varslings systemerne og ildledelses systemere kom som et chok for japanerne. Ildledelses systemerne med deres radar måling, viste deres overlegenhed i forhold til optisk afstandsbedømmelse, og især under nat aktioner var de uvurderlige. USS IOWA hejste kommando 27 august 1942. Efter prøveture i et par måneder i Chesapeake Bay blev den overført til Naval Base Argentina i New Foundland. Her skulle skibet være stand by hvis det tyske slagskib TIRPITZ skulle bryde ud fra Norge, og var således det eneste af de 4 skibe der havde en kort karriere i Atlanten med chance for at komme i kamp med tyskerne. 25. oktober 1943 var den værtsskib for Præsident Roosevelt på rejsen til konferencen i Casablanca og Theran. Under en øvelse ved Azorerne affyrede destroyeren USS W. PORTER, ved en fejl en torpedo mod USS IOWA, der hurtigt iværksatte undvigemanøvre. Roosevelt blev alarmeret, men bad blot sekretæren om at flytte hans kørestol over i den modsatte side. Torpedoen eksploderede i kølvandet. Overført til Stillehavet i december 1943 og tilsluttet Task Force TF-38 under kommando af Rear Admiral F. Sherman. TF-38 deltog i invasionen af Kwajalain og Enivetok atollerne. Herefter til Truk,Saipan, Tinian, Rota og Guam, samt eskorteopgaver for hangarskibe. Fra 18. marts 1944 flagskib for Vice Admiral Willis Lee (Comander Battleships Pacific) og var i oktober 1944 med i slaget ved Leyte Gulf. Slaget har jeg beskrevet i min tidligere artikel om Fletcher klassen. Den 18. december skulle en stor del af denne flåde indtage nye forsyninger efter 3 hårde dage med store angreb mod japanske flybaser ved Manila. Det meste af TF-38, 13 hangarskibe, 8 slagskibe også USS WISCONSIN, 15 krydsere og ca. 50 destroyere, afsejlede til mødestedet med en stor forsyningsflåde, under kommando af Commodore Jasper Acuff. Her skulle de tanke olie, få nye forsyninger af ammunition, tørlast og kølelast, og ikke mindst flyreservedele. De mødtes d.17. december og selv om der var hård vind og kraftige bølger, begyndte overførslerne planmæssigt, men uden varsel befandt hele TF-38 og forsyningsflåden sig midt i øjet af tyfonen Cobra. 3 destroyere USS HULL, USS MONAGHAN og USS SPEN- CER kæntrede og sank og alle besætningerne omkom. 5 hangarskibe, 1 krydser og 5 destroyere fik så store skader, at de måtte returnere til forskellige baser for reparationer. I alt omkom 790 mand og 180 blev kvæstet. 4 af de 5 beskadiget hangar-skibe havde store brandskader, der var opstået fordi fly havde revet sig løse. I alt 246 fly blev ødelagt af brand og sammenstød,. eller simpelthen skyllet overbord. USS IO- WA forblev helt uskadt og beviste herved sin sødygtighed. Efter et værftophold i Pearl Harbor, indgik den i TF-58 under Admiral Spruance i operationerne mod Iwo Jima og Okinawa. Var med i de omfattende kampe i indre japanske farvande og deltog til sidst i ceremonierne i forb. med underskrivelse af Venneforeningens blad september 2009 15
Francisco på flådens regning. Beregninger viser ligeledes, at det vil koste skatteyderne 500 mil. dollars for reaktivering og 1.5 mia. for modernisering, idet våbensystemerne ikke er opdateret. Desuden må flere hundrede pensionister forlade deres rare tilværelse, idet US Navy ikke mere har folk med fornøden ekspertise til at sejle skibet. Hangarskibet CVL 25USS COWPENS i tyfonen Cobra. våbenstilstanden i Tokyo Bay d. 2. september 1945. Strøg kommando i 1946. Reaktiveret 1950 i forb. med Korea krigen og ankom til Korea 1. april 1952, hvor den afløste USS WISCONSIN som flagskib for Admiral Robert Briscoe. Den deltog i kystbombardementer ved Songjin, Hungnam og Kojo, og tog herefter del i Call Center for kystbombardementer ved hele den koreanske kyst. Hjem igen i april 1952. Var tilknyttet atlantflåden i nogle år og flagskib for 6. flåde i Middelhavet i 1955. Strøg kommando igen 22. oktober 1955. I forbindelse med Ronald Reagans plan om en 600 ships Navy i begyndelsen af 1980, blev den kraftigt moderniseret hvorved samtlige 40mm og 20mm kanoner samt 4 stk. 5inc. (127mm) kanontårne blev sat i land. Ind kom ny elektronik, radar og ildledelse, 16 stk. AGM-84 Harpoon missiler, 32 stk. BGM-109 Tomahawk krydser missiler og 4 stk. CIWS 20mm Phalanx luftværns kanoner. Den indgik på skift i atlantflåden og 6. flåde i Middelhavet. Den 19. april 1989 skete der under en skydeøvelse, en eksplosion i B-tårnet, hvorved 47 mand omkom. Tårnet blev aldrig repareret. Den strøg igen commando. Den lå i mølpose til 17. marts 2006, hvorefter den udgik af flådelisten. US Navy har doneret den som museumsskib, men kongressen, især senatet fik kolde fødder, ved udsigten til at miste ildstøtten fra de tunge kanoner, og har ved lov nr. 109-163 bestemt, at uanset hvem der modtager skibet, skal det holdes i en stand der tillader skibet, at hejse kommando igen. Dette til flådens store raseri, idet det indtil nu har afholdt enhver fra at modtage skibet til museums formål. Nu ligger skibet så oplagt i Suisun Bay i San USS NEW JERSEY hejste kommando 23 maj 1943. Efter uddannelse i Caribien og Atlanten blev den overført til Stillehavet. I lighed med USS IOWA indgik den i TF-58.2, og deltog i nøjagtig de samme operationer. Blev dog ved slaget ved Leyte oveført til Admiral Mitchers flåde og indgik i den luftværns skærm der blev lagt rundt om hangarskibene. Da japanske fly fra den kejserlige marine angreb i stort tal, blev de mødt af den kraftigste luftværnsild nogensinde, samt hundredevis af amerikanske fly fra hangarskibene. Dette slag fik tilnavnet The Marianas Turkey Shoot (Kalkunjagten). Japanerne mistede 4-500 fly, men det værste af alt var tabet af så mange erfarne piloter. Dette tab overvandt de aldrig. Den deltog både ved Iwo Jima og Okinawa og ved bombardementer ved de nordlige japanske øer samt ved Tokio. Strøg kommando i 1945, men blev igen aktiv i 1950, for deltagelse i Koreakrigen. Den deltog som eskorte for hangarskibe og udførte samtidig kystbombardementer ved Wonsang, Yangyang, og Kansong. Efter våbenstilstanden udførte den forskellige uddannelsestogter og eskorteoperationer før den igen strøg kommando medio 1953. Var under kommando i 1968, hvor den udførte kystbombardementer ud for Nord Vietnam. Strøg kommando igen i 1969, men indgik igen i Ronald Reagans 600-skibs flåde program, og blev moderniseret på linie med USS IOWA. Blev sendt til Middelhavet hvor den under US-Marines invasion i Libanon, udførte bombardementer af syriske styrker i Bekaa dalen vest for Beirut. Strøg for sidste gang kommando 8. februar 1991, hvorefter den blev doneret til the Home Port Alliance of Camden, New Jersey som museumsskib. USS MISSOURI hejste kommando 11. juni 1944 og efter prøveture og uddannelse ud for New York og Chesapeake Bay, blev den via Panama kanalen overført til Stillehavet; først til San Francisco, hvor den blev 16 Venneforeningens blad september 2009
udrustet som flagskib, og den stod efterfølgende ind i Pearl Harbor juleaften 1944. Ankom 14. december til Ulithi, West Caroline Islands, hvor den blev flagskib for Vice Admiral Mitcher. Deltog i Mithers Task Force TF-58 som eskorte for hangarskibene, der blev de første til at indlede luftangreb på det japanske hovedland efter General Doolittles luftangreb på Tokio i april 1942. TF-58 blev overført til invasionen ved Iwo Jima og senere ved Okinawa for at yde luft - og ildstøtte for U.S. Marines. Deltog herefter i bombardementerne af de japanske øer Honshu og Hokkaido, hvorved en stor del af den japanske værftsindustri blev ødelagt. Bombarderede kort før våbenstilstanden forskellige industrier i selve Tokio Bay. Den var i disse operationer flagskib for Admiral William Halseys 3. flåde. Under en af disse operationer blev skibet ramt af en Kamikaze i styrbord side midtskibs, få meter over vandlinien. Til trods for, at den ene vinge blev kastet helt frem til forreste 127mm kanontårn og spredte brændende benzin ud over det hele, var skaderne minimale og ingen kom til skade. Man kan i dag, stadig se bulen i styrbord siden. USS MISSOURI indskrev sig i historiebøgerne ved, at være det skib hvor underskrift ceremonien i forb. m. våbenstilstanden fandt sted d. 2.september 1945. En japanske delegation på vegne af den japanske kejser, underskrev her våbenstilstands papirerne. Ved denne lejlighed var stort set alt hvad der kunne krybe eller gå af allierede generaler og admiraler til stede. Fra USA kan nævnes General MacArthur og Admiral Nimitz, fra England Admiral of the Fleet Sir Bruce Fracer, fra Frankrig General Leclerc og mange andre. Som specielle gæster deltog den amerikanske General Jonathan Wainwright, der forsvarede og tabte Fhillipinerne i 1942 og General Arthur Percival der forsvarede og tabte Singapore ligeledes i 1942. Begge tilbragte de følgende år sammen i japansk fangeskab og fik, som en æresbevisning (og en demonstration), lov til at stå bag ved MacAtthurs stol, stadig tynde og udmarvede, da han og Admiral Nimitz underskrev fredsdokumenterne. (Se billedet nederst på siden.) Efter ceremonien fløj 450 fly fra hangarskibene en fly past over hele den allierede flåde i Tokio Bay. Den blev overført til New York i marts 1946 og derefter sendt til Middelhavet, hvor den bl.a. deltog i operationer mod de kommunistiske oprørere i Grækenland. Blev overført til Eastern Fleet og deltog i manøvre i Atlanten. Blev ramt af en Star Shell hvorved et par søfolk blev forbrændt, men ingen materielle skader. Sejlede præsident Truman til Sydamerika hvor han bl.a skulle underskrive Rio-traktaten. Under manøvre ved østkysten løb skibet d. 17. januar 1950 på grund i en mudderbanke ved Hamton Roads, hvor stævnen blev løftet 2 meter over vandoverfladen. Den kom først fri 1. februar, hvilket gav russerne god tid til at udpensle uheldet i den kommunistiske presse. Det Nordkoreanske angreb på Sydkorea kom fuldstændigt bag på Truman, samt hele den amerikanske ledelse. USS MISSOURI blev omgående overført til Korea, hvor den ydede ildstøtte til allierede styrker under tilbagetoget, og senere under General MacArthurs invasion ved Incheon. Eskorterede vekselvis hangarskibe eller ydede ildstøtte for FN-tropperne. Strøg kommando i 1958 og placeret i mølpose i Philadelphia, indtil den igen kom under kommando i 1986, ligeledes som følge af Venneforeningens blad september 2009 17
Ronald Reagans plan. Blev moderniseret på samme måde som USS IOWA. Deltog i Gulf krigen 1991, hvor den affyrede det første Tomahawk missil kl. 01.40 d. 17. januar 1991. Bombarderede irakiske styrker i Kuwait med 16inc. (406mm) granater. I alt 245 granater blev affyret. Strøg kommando i 30. september 1991,og set i lyset af Sovjetunionens sammenbrud, blev den endeligt strøget af flådelisten 12. januar 1995. Den blev skænket til Missouri Memorial Association i Honululu, Hawaii, hvor den i dag ligger som museumsskib i Pearl Harbor, 450m fra Arizona Memorial. USS WISCONSIN hejste kommando 16. april 1944 og blev efter prøver og træning ved Chesapeake Bay og British Westindies overført til Pacific Fleet d. 2. oktober 1944. Tilsluttede sig Admiral Halsey s 3. flåde d. 9.december 1944. Planen var nu, at foretage en landgang på sydvestkysten af Mindoro syd for Luzon. Herfra kunne amerikanske styrker true japanske skibs-ruter gennem det Sydkinesiske hav. For at forberede denne landgang blev USS WISCONSIN tilsluttet 3. flådes Fast Carier Taskforce TF- 38. Den 18.december skulle en stor del af denne flåde, som tidligere beskrevet, mødte en forsyningsflåde under kommando af Kommandør Jasper Acuff. I den efterfølgende Tyfon Cobra forblev USS WISCON- SIN helt uskadt, kun 2 søfolk fik lettere kvæstelser. 3. januar 1945 var TF-38 klar igen og indledte operationer mod Formosa. 12-15. januar angreb man Fransk Indokina mellem Saigon og Camranh Bay med både fly og artilleriild. 41 japanske skibe blev sænket og dokfaciliteter, oliedepoter og flybaser blev ødelagt. Resten af januar angreb man igen japanske baser på Formosa, samt flådebaser i Hongkong og olieraffinaderier i Canton. USS WISCONSIN blev overført til TF-58 under kommando af Admiral Spruance og hele denne flåde med hangarskibe som midtpunkt, sejlede d. 16 februar 1945 direkte mod den japanske kyst omkring Tokyo. Under dække af dårligt vejr og manglende japansk radar dækning, lykkedes det at udføre en total taktisk overraskelses-manøvre med fly og artilleri. 322 japanske fly blev skudt ned og ca. 200 blev ødelagt på jorden, desuden blev flybaser og flådefaciliteter ødelagt. Den 17 februar fortsatte man mod Ivo Jima for, at støtte landsætningerne der. Man genbesøgte Tokio Bay d. 25.februar hvor man angreb Hachino øen ud for Honshu. Amerikanske fly nedskød 158 japanske fly og ødelagde mange andre ved angreb på baserne. USS WISCONSIN beskød og ødelagde adskillige flåde faciliteter og 5 skibe blev sænket. Tilbage til basen på Ulithi for at hente forsyninger. 14.marts afsted igen for at angribe baser i Japan således, at japanerne ikke kunne overføre forstærkninger til Okinawa. Under angreb mod baser på øen Kyushu d. 19. marts, blev hangarskibet USS FRANKLIN ramt af 2 Kamikazer. USS WISCONSIN, 1 krydser og destroyers eskorterede den brændende Flattop ud af området. I denne proces nedskød man 48 fly fra eskorterende fly ved hæftig luftværnsild. USS WISCONCIN deltog efterfølgende i beskydningerne af Okinawa. Hangarskibene sørgede for en beskyttende ring af fly (CAP, Combat Air Patrols) omkring flåden, men alligevel lykkedes det d. 10 april mange Kamikazer at trænge igennem. CAP nedskød 15, og resten på nær en, blev nedskudt af den enorme luftværnsild. Kamikazepiloterne havde ordre til først og fremmest at ramme hangarskibene og i dette tilfælde ramte piloten USS HANCOCK, der heldigvis kun fik mindre skader. 11.april blev flåden angrebet igen, og kun drastiske manøvre og en enorm skærm af luftværnsild forhindrede skader. CAP nedskød 17 kamikazer og luftværnsilden nedskød 12. Den næste dag blev TF-58 angrebet af 151 kamikazer, men USS WISCONSIN og USS MISSOURI samt krydsere og destroyers lagde så tæt en spærreild, at det lykkedes at holde kamikazerne væk. Om eftermiddagen gik det dog galt og det lykkedes 4 kamikaze piloter af styrte deres fly ned i hangarskibene USS INTREPID, USS BUNKER HILL, og USS ENTERPRISE. D. 4. juni blev hele flåden igen ramt af en tyfon. USS WISCONSIN red igen stormen af uden skader, men 2 hangarskibe, 3 krydsere og et antal destroyere fik alvorlige skader. 8. juni genoptog man offensive operationer mod Japan og USS WISCONSIN og co. afsejlede mod Kyushu igen. Japansk luftforsvar var efterhånden helt udryddet, og man blev kun angrebet af ca. 30 japanske fly, der alle blev nedskudt af fly fra hangarskibene, mens USS WISCONSIN og krydsere beskød landfaciliteter. Man fortsatte nu angrebene mod industrierne i hele området omkring Tokyo og fik nu besøg af 2 slagskibe 18 Venneforeningens blad september 2009
fra den Britiske flåde. Hele denne styrke kunne gennem hele juli og august fuldstændigt uhindret fortsætte beskydningerne, og udslettede bl.a. den japanske flådes hovedbase ved Yokusuka, hvor også det japanske slagskib IJL NAGATO blev totalt ødelagt i sin dok. To dage senere overgav japanerne sig og dermed var 2. verdenskrig slut. USS WISCONCIN deltog i ceremonierne ved våbenstilstanden i Tokio Bay. D.23. september afgik skibet mod San Francisco og herfra via Panama til Norfolk, Virginia. D.1. juli 1948 strøg den kommando. Ved Korea krirgen blev den reaktiveret og indgik d. 26. november 1950 i Task Force TF-77 som eskorte for 2 hangarskibe. Hovedopgaven blev hurtigt skiftet, idet den vendte tilbage til sin gamle metier med kystbombardementer. Her blev den berømt for sin tunge artilleristøtte, hvor den beskyttede FN tropperne op til 40km inde i landet. Det næste halve år sejlede den uafbrudt op og ned ad the Bombline for at afgive ildstøtte efter behov. 1. april 1951 blev den afløst af sin søster USS IOWA og vendte næsen hjemad. Igen fik den base i Norfolk og deltog de næste par år i mange opgaver og øvelser herfra. 6 maj 1955 havde skibet en alvorlig kollision med destroyeren USS EATON, hvilket forårsagede store skader i stævnen af USS WISCONSIN. USS EATON blev næsten skåret midt over foran broen, men det lykkedes næstkommanderende at binde skibet sammen ved hjælp af ankerkæderne. Ved ankomsten til Norfolk Naval Shipyard, reddede en kvik ingeniør sommertogtet for en hel klasse af kadetter. Han foreslog, og fik gennemført, at man simpelthen skar hele bovsektionen af på USS WISCONSIN, og derefter gjorde man det samme på USS KENTUCKEY der lå ufærdig i tørdok hos Neport News Drydock Corp. Denne enorme reservedel blev sejlet på en kæmpe pram til Norfolk, hvor den blev svejset på USS WISCONSIN og afprøvet i løbet af 16 dage. 9 juni kunne kadetterne mønstre ombord for deres sommertogt. I 1958 strøg den kommando igen og blev lagt i mølpose. 1. august 1986 blev den reaktiveret igen, takket være Præsident Reagans 600 skibe plan. Den blev moderniseret på linie med de andre skibe og deltog ligeledes i Golfkrigen i 1991. Den affyrede det første døgn af krigen 23 Tomahawk missiler mod Irakiske stillinger og var hermed igen tilbage i sin vante rolle, bare med moderne midler. 23 februar genoplivede både USS MISSOURI og USS WIS- CONSIN deres gamle lærdom, idet de blev beordret til at yde artilleristøtte ved Faylaka Island. USS MISSOURI kom først til fadet og åbnede ild med alt det tunge skyts mod irakiske skyttegrave. USS WISCONSIN skulle nu beskyde skyttegrave længere oppe ad kysten, men de irakiske soldater der, havde overværet effekten på den første skyttegrav, forsøgte forgæves, at overgive sig til en måldrone der var sendt op fra skibet. Deres bestræbelser blev dog observeret og de blev uskadte taget til fange af et landgangsparty. USS WISCONSIN delte skæbne med USS IOWA, idet kongressen også her Venneforeningens blad september 2009 19
nægtede at godkende, at skibet blev strøget helt fra flådelisten og foræret til museums-formål, og det ligger nu også for flådens og skatteydernes regning i Norfolk Virginia. USS ILLINOIS kølstrakt som det 5. Iowa klasse skib, var som de 4 første beregnet til at koste 125 US$ og byggetiden var sat til 40 måneder. En del af de økonomiske midler kom fra salget af War Bonds (Krigsobligationer) der blev markedsført af Kong Neptun, en levende Hereford gris der blev sat på auktion i en kampagne der gik over hele USA. Den indsamlede 19 mill. dollars, hvilket svarer til ca. 200 mill. Dollars i 2009 kurs. Arbejdet blev standset flere gange for at give prioritet til andre projekter og gik helt i stå efter 1945. Skibet var da 22 procent færdigt, og man diskuterede meget og længe hvordan den skulle gøres færdig. Der var mange fantasifulde projekter, men ingen blev realiseret og skibet blev endeligt hugget op på beddingen i september 1958. Skibsklokken tilhører i dag The Illinois Football Team, og der ringes hver gang de scorer en Touchdown eller et Mål. USS KENTUCKEY blev kølstrakt 1.marts 1942. Bygningen af skibet blev plaget af utallige udsættelser, første gang allerede d. 6.juni 1942 hvor den færdige køl blev fjernet fra beddingen. Ny køl lagt d. 6. december 1944, men arbejdet blev standset igen 17. februar 1947, genoptaget igen 17. august 1948. Byggeriet blev igen standset d. 20.januar 1950, hvorefter den blev søsat, idet man igen skulle bruge beddingen til andre formal. Den var nu 73 procent færdig, d.v.s helt op til 1. dæk. Der blev fremsat seriøse forslag om at færdiggøre den som missilskib på linie med den tunge krydser USS BOSTON, men til trods for at dette kun ville kræve mindre ændringer af agterskibet, blev det aldrig vedtaget. I juni 1956 forsvandt så hele stævnen, der blev brugt til reparation af USS WISCONSIN. En ny blev konstrueret, men aldrig monteret. I 1961 forsvandt så kedler og turbiner til brug i de nye Replenishment skibe af Sacremento klassen. Dette viste sig senere at være en fordel, idet disse skibe var i tjeneste frem til 2000, og derfor kunne levere ekspertise og mandskab til The Iowas da de blev reaktiveret i 1980 under 600 skibs planen. Vraget af USS KENTUCKEY blev solgt til ophugning 1958. Disse 4 skibe af Iowa Klassen har været i tjeneste i gennemsnitlig 62 år. Dette er uden diskussion den længste karriere for nogen slagskibe ja i princippet er de 2 af skibene kun strøget halvt af flådelisten. Dette sidste må vist anses for at være unikt; her klynger man sig bogstaveligt til de sidste reserver. Samtidig er deres karriere også unik. De deltog i 3 store krige, og til trods for at de aldrig kom i kamp med fjentlige slagskibe, var de med til at sætte et helt uvurderligt fingeraftryk på afgørelsen af disse konflikter. De fyldte så meget i billedet i disse mange år, at mange udelukkende forbinder begrebet slagskibe med dem. Når alt dette er sagt, må vi ikke glemme de mange tusinde mænd (og senere kvinder) der bemandede disse skibe. Især under Stillehavskrigen havde de det hårdt. Trange og umagelige forhold ombord, kombineret med næsten konstante alarmeringer der holdt dem på klart skibs posterne døgnet rundt. Beskrivelsen af USS WIS- CONSIN illustrerer det pres der uophørligt hvilede på skibe og besætninger. De talrige bombardementer og angreb af japanske fly var dagens eneste ret på menu kortet i Stillehavet. De kom aldrig til at deltage i spektakulære slag med modstanderens slagskibe. Deres rolle som Capital Ships blev for evigt overtaget af hangarskibene. Spørgsmålet er nu om politikerne og admiral King havde ret i deres argumentation i 1938, at det havde været bedre at bygge dem om til hangarskibe? Det er ikke nemt at afgøre. Teknisk er de aldrig blevet overgået, og jeg mener, at de igennem tiden, med deres enorme ildkraft, har udøvet en uvurderlig støtte til netop hangarskibene, og ligeså for landtropperne. Det politiske pres de mange gange udøvede ved blot at være til stede, må heller ikke undervurderes. Var de pengene værd? Jeg mener ja; deres lange karriere mere end antyder dette. Dette er den sidste beretning om 10 skibe, deres historie og bedrifter, men bag disse skibe og deres besætninger, har der været millioner af andre mennesker, mænd og kvinder, der har planlagt, tegnet, banket, nittet, svejset og malet, dag og nat. Uden dem havde vi ikke haft mulighed for disse 10 fortællinger. Jens Møller. 20 Venneforeningens blad september 2009