Det gør en forskel... krigergrave i et nationalt erindringsperspektiv John V. Jensen

Det gør en forskel... krigergrave i et nationalt erindringsperspektiv John V. Jensen Det gør en forskel, om man dør for en tabt sag eller for sejren også for de overlevende! har den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) engang sagt. 1 Hermed sigtede han til, at krigens døde har et nationalt erindringsperspektiv med stor betydning for eftertidens selvforståelse, og det er derfor aldrig ligegyldigt, hvem og hvad man ofrede sit liv for. I det følgende vil jeg kort fortælle om krigskirkegårdenes kultur, der adskiller sig noget fra den almindelige danske kirkegård. Derefter har jeg, med udgangspunkt i eksempler fra henholdsvis Horne kirkegård og Flygtningekirkegården i Oksbøl, set lidt nærmere på de lokale krigergrave, og det er der kommet to spændende, men vidt forskellige historier ud af. 2 Mindelunden i Ryvangen, København. Gravplads og mindested for faldne i den danske frihedskamp under Anden Verdenskrig, indviet 5. maj 1950. En nation har brug for historier, der skaber identitet til de nulevende og eftertiden. Foto: Niels A. Hansen. 79

Intet navn bør gå tabt Med ordene Intet navn bør gå tabt mente Koselleck at finde frem til det princip eller den tankegang, der ligger bag den måde, som vi organiserer krigens døde på. 3 Således er de færreste måske klar over, at der alene i Danmark findes knap 30.000 grave med relation til til Anden Verdenskrig. De fordeler sig på ca. 750 fredede grave for døde modstandsfolk, knap 1100 grave for allierede soldater, fortrinsvis britiske flyvere. 4 Dertil kommer 25.000 grave for døde tyskere. Disse fordeler sig igen på hhv. 10.000 døde soldater og 15.000 døde civile tyske flygtninge. 5 Tallene vil nok forbavse mange, ikke mindst fordi Danmark, når talen falder på Anden Verdenskrig, jo ofte omtales som flødeskumsfronten. 6 Intet navn bør gå tabt kan måske tydeligst illustreres med Omaha Beach krigskirkegården i Normandiet med sine endeløse rækker af hvide kors, men vi kan også finde princippet taget i anvendelse lokalt fx på flygtningekirkegården i Oksbøl. Koselleck henleder derefter opmærksomheden på krigskirkegårdenes dobbelte funktion. På den ene side er de personlige perspektiver og på den anden, at den gravlagte døde i en konflikt, der vedkommer folket, nationen og eftertiden som en påmindelse om det blod, der blev udgydt for de overlevende. Det er ifølge Koselleck i det nationale perspektiv, at vi finder forklaringen på de endeløse rækker af kors og gravsten for faldne på krigskirkegårdene rundt om i verden. I den sammenhæng er det uden betydning, om graven indeholder resterne af den 17-årige soldat, der omkom i en tilfældig ulykke, inden han overhovedet nåede at komme i kamp eller den kun én dag gamle baby, der døde i en dansk flygtningelejr, og hvis død reelt kun udstiller den meningsløshed, der er krigens trofaste følgesvend. Udgifterne til varetagelsen og vedligeholdelse af disse millioner af krigergrave afholdes typisk af medlemsforeninger for efterladte, pårørende og nationalsindede. I Danmark drejer det sig om Commonwealth-landene (bl.a. England, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og Indien) samt Tyskland. Krigsgravforeningerne i disse lande nyder statslig opbakning og understøttes også økonomisk, hvorved de politisk-nationale interesser i krigskirkegårdene bliver synlige. Krigskirkegårdene har således betydning for den nationale identitet og for dannelsen af den nationale sammenhængskraft. Sådan har det vel altid været, fristes man til at tro. Der har vel altid eksisteret et naturligt og menneskeligt behov for de efterladte og for nationen for at mindes krigens faldne. Dette anser Koselleck imidlertid ikke for at være tilfældet. Krigskirkegårde eller krigsmonumenter er en del af en national erindringskultur, hvis rødder i virkeligheden ikke går længere tilbage end til den franske revolution i 1789, og som siden blev taget op af Napoleons modstandere. Det er med den franske borgerrevolution, at den enkelte borgers død bliver en del af et abstrakt begreb. Dette begreb kunne hedde folk, nation, fædreland eller demokrati, og i disse hellige navne bør intet navn gå tabt! Opfattelsen falder altså sammen med opkomsten af de moderne vesteuropæiske nationalstater og betegner samtidig et skifte fra en feudal-religiøs verdensforståelse til en borgerlig-politisk verdensforståelse. Den gamle fyrstestat afløstes af den moderne, der bestod og består af folket, hvad enten det undertrykkes eller er frit. Militært afløstes fyrsternes lejesoldater af nationale hære bestående af borgerne. Koselleck taler i den sammenhæng om skabelsen af en national dødekult dødekulten er imidlertid en fælles løsning, når det drejer sig om at finde mening i massedøden. 7 De faldnes død får en mening, der rækker ud over det liv og det blod, de ofrede for fædrelandet og frem til eftertiden og i princippet for altid. Den fælles historie, de fælles helte, de fælles mindesmærker er det, der kommer til at adskille den ene nationalstat fra den anden, hvor det tidligere var fyrstedynastierne og adelslægterne, hvorom interessen samlede sig, så var det fra og med den franske revolution i tiltagende grad folket og nationen, der blev hovedaktør. En ny opfattelse, der ikke nødvendigvis var i strid med kristelig tankegang, men som gik og går ud over denne, hvorpå de faldne borgere og soldater foruden at blive et anliggende for Gud ikke mindst blev et anliggende for nationen, staten, som de tilhørte. 80 John V. Jensen

Hermed bliver det også klart, hvorfor der kan være en verden til forskel, om man døde for sejren eller nederlaget. Heltene bliver i døden forbilleder for mod og mandshjerte. Det er straks vanskeligere med taberne, der, især hvis det gamle regime tilintetgøres og erstattes af et nyt styre, som det var tilfældet med Nazi-Tyskland, ikke kan fungere som nationalt identitetsobjekt, fordi de døde for idéer, der ikke længere er gyldige. Det er faktisk på denne måde, at vi organiserer vores krigskirkegårde og princippet kan man iagttage på de regulære krigergrave, som vi finder dem i Danmark fx den store gravlund Fovrfeld (Esbjerg), Vestre Kirkegård (København) og mange andre steder, men altså også for de tyske flygtningegrave i Oksbøl, også selvom de fleste af dem teknisk set ikke var krigsdøde, hvilket senere gav anledning til problemer. 8 Efter denne korte skitsering af krigskirkegårdenes kultur vil jeg give et par lokale eksempler på, at døde kroppe ikke altid bare er døde kroppe. Han kæmpede og faldt ogsaa for os Efter at det fra 1943-44 blev stadig mere åbenlyst, at tyskerne ville tabe krigen, intensiveredes modstanden herhjemme også betydeligt for at kulminere i den regerings- og politiløse tid efter hhv. 29. august 1943 og 19. september 1944. Fra England forsynedes danske modstandsgrupper med våben fra luften og allierede flyverangreb hørte ligeledes i krigens sidste fase til almindeligheder, og uundgåeligt mistede en hel del flyvere livet i luftrummet over Danmark. En tilsvarende skæbne overgik også flere hundrede danske modstandsfolk, der blev henrettet, deporteret eller dræbt i ildkamp mod besættelsesmagten. Fælles for de allierede og de danske modstandsfolk var imidlertid, at de døde for sejren som helte. Helte ærer man, og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning og fem års besættelse var behovet for at ære nationens helte særlig stort. Det ses i national målestok med anlæggelsen af Mindelunden i Ryvangen, København, hvor man kort efter befrielsen havde fundet ligene af 202 henrettede modstandsfolk, hvorefter man få år senere, 5. maj 1950, kunne indvi et anlæg til ære for nationens virkelige helte, der havde gjort deres pligt og betalt den højeste pris, da det virkelig gjaldt. 9 I samme tidsrum rejstes over hele landet mindesten og -plader for landets befriere danskere og allierede. Lokalt har vi på Horne kirkegård et eksempel på, hvordan liget af en engelsk flyver blev begravet og af menighedsrådet forsynet med en traditionel dansk gravsten, og senere blev graven også forsynet af det britiske luftvåben med en såkaldt head stone. Historien bag graven er, at der natten til den 27. april 1945 landede et engelsk Stirling fly på vandet ved Tipperne i forbindelse med en luftbåren våbenleverance til Sjælland. Flyets bombekaster flying officer Geoffrey Charles Smale blev hårdt kvæstet ved landingen og efterfølgende bragt til det tyske feltlazaret i Horne by, 10 hvor han døde d. 8. maj 1945. Smale blev begravet på Horne kirkegård allerede den 10. maj 1945. 11 Snart efter blev graven forsynet med en dansk gravsten, der foruden Smales navn og data også bar indskriften Han kæmpede og faldt ogsaa for os. Eksemplet fra Horne illustrerer, hvordan man i samtidens Den engelske flyver Charles Geoffrey Smale blev begravet på Horne kirkegård og fik hele to gravsten. 81

Danmark både nationalt og helt lokalt havde et behov for at vise sine sympatier og sin respekt for disse luftens helte, der gav deres liv for en lille befolkning, som de delte friheds- og demokratiske idealer med. Horne-borgernes gestus over for den allierede flyver er selv mange år efter fuldt forståelig og på mange måder også meget smuk. Det nationale perspektiv og den nationale betydning er imidlertid ikke til at tage fejl af med den patos-fyldte tilføjelse ogsaa for os. For både Smale og de døde modstandsfolk i Ryvangen og andre steder gælder det, at deres heltedød får mening med forestillingen om os selv dvs. nationen Danmark, der igen forstås som et frihedselskende folk, der holdt fast på frihed og demokrati. Det er en tradition med historisk kontinuitet til de grundlæggende værdier, der endnu i dag danner basis for vores danske værdisæt, og som går tilbage til i hvert fald den første grundlov i 1849 og videre til det Danmark, der tilsluttede sig Atlantpagten i 1949 og som i de seneste år i demokratiets navn har udkæmpet krige i Irak og Afghanistan. Graven på Horne kirkegård, mindelunden i Ryvangen og andre steder erindrer os om ofrene, der blev bragt, for at Danmark kunne bestå som en fri nation, og det er vigtigt for såvel en fri som en ufri nation at have nogle historier, der fortæller de nulevende og eftertiden noget om, hvem vi var og er. Gravene skal bevares paa den mest nødtørftige Maade De 25.000 tyskere, der døde i Danmark under og i årene efter Anden Verdenskrig fortæller en noget anden historie. Her var man fra dansk side mere tøvende end tilfældet var i Horne eller i Ryvangen. Usikkerheden skyldtes ikke kun dansk modvilje, men også usikkerhed omkring de tyske flygtninges status, dvs. hvorvidt de i lighed med fjendens faldne soldater, der siden den fransk-preussiske krig i 1871 traktatligt havde bundet krigsførende nationer til at respektere hinandens faldne. 12 Sideløbende med at danskerne efter befrielsen hædrede modstandsfolk og allierede flyveres heltedød, stod myndighederne med et meget stort problem, nemlig de mere end 200.000 tyske flygtninge, der befandt sig i landet, hvoraf mere end 35.000 en overgang levede bag pigtråd i Oksbøl. Indtil de danske myndigheder i løbet af efteråret og vinteren 1945-46 fik ordentlig kontrol med flygtningenes sundhedstilstand, døde i tusindvis af tyske flygtninge efter deres ankomst ved krigens slutning. 13 De mange døde tyske flygtninge udgjorde et problem og nogen heltebegravelse kunne der i sagens natur ikke blive tale om bl.a. fordi antallet var uoverskueligt i sammenligning med de allierede og modstandsfolkene, og fordi de tilhørte fjenden. Allerhelst ville man fra dansk side gerne undgå deres jordiske rester i Danmark, og derfor var kremering af de døde flygtningene en oplagt mulighed, for så kunne de pårørende bringe asken med tilbage. Desværre var kremeringen problematisk grundet tidens knappe ressourcer (brændsel) samt religiøse hensyn, og de mange døde gjorde derfor begravelser uundgåelige. Som en skribent (P.N.) formulerede det i Præsteforeningens Blad i 1945: C. 4000 Lig er blevet brændt og Asken opbevares i Urner, der kan sendes Sydpaa. Der er dog den Vanskelighed ved de store kollektive Ligbrændinger, at Ligbrænding er forbudt af Paven, og virker stærkt krænkende paa dem, der er Katolikker, ja det kan medføre sjælelige Bekymringer hos Mennesker, hvem man intet ondt ønsker. Ligbrænding er tillige kostbar og kræver et stort Forbrug af vore knappe Brændstoffer. 14 Kremeringen var imidlertid ikke den eneste grund til bekymring, og artiklen fortsætter: Men der er ogsaa Tusinder af døde Flygtninge, som er blevet begravet. På dette Punkt er det ikke kun økonomiske Momenter, men ogsaa følelsesbetonede Momenter, der gør sig gældende, naar Hundreder af Grave paa den knapt tilmaalte Plads, især paa By-Kirkegaarde, der skal optages af Grave, der rettelig hører hjemme i et helt andet Land. [ ] Tillige er det en Erfaring, at disse Flygtningegrave ikke vedligeholdes paa samme Maade som Familiegravsteder, og i løbet af kort Tid vil flygtningegravene ligge som et misprydende Ar i det naturlige Kirkegaardsbillede. 15 82 John V. Jensen

Man fornemmer pludselig alvoren i indlægget, og samtidens yderst ambivalente stemning i forhold til de problemer, som de døde tyske flygtninge gav anledning til bl.a. med understregningen af, at gravene slet ikke hørte til i Danmark. Forfatteren holdt sig da heller ikke tilbage med at profetere, at flygtningegravene snart ville skæmme de danske kirkegårde. I det hele taget er forløbet omkring de døde tyskere præget af usikkerhed og betænkeligheder, der ikke gjorde sig gældende i forbindelse med den hurtige begravelse af Smale på Horne kirkegård. Hvad skulle der ske med tyskergravene? Skulle de på længere sigt sløjfes eller bevares? Skulle man, som nogen foreslog det, gøre dem til ukendte grave? Herved kunne man løse det endnu ubesvarede spørgsmål omkring den fremtidige vedligeholdelse, og samtidigt undgå at kirkegårdene blev mål for pilgrims- og turistrejser for tyske revanchister, sådan som nogen kunne frygte. 16 Det fremgår tydeligt af de tidlige indlæg, at frygten og mistilliden til tyskernes hensigter var særdeles nærværende. Fuldmægtig i flygtningeadministrationen Knud Wiell udlagde den officielle holdning således: Det er Meningen, at Gravene skal bevares paa den mest nødtørftige Maade. Hver Grav bliver sandsynligvis forsynet med et Trækors med den dødes Navn og Data. Flygtningekirkegaardene vil antageligt desuden blive forsynet med et Fællesmindesmærke med Inskription, men endnu er der ikke truffet endelig Bestemmelse om Udformningen af Retningslinierne. 17 Det fremgår, at man i Flygtningeadministrationen i 1946 næppe havde haft overskud til at beslutte sig for, hvorledes de tyske flygtningekirkegårde skulle indrettes på længere sigt. Det manglende fremtidsperspektiv understreger sagens nationale aspekt, som i tilfældet med de tyske flygtninge var vendt helt om. Ingen kunne i årene umiddelbart efter rigtigt forstå, at der også i Tyskland blandt de overlevende kunne være et behov for at have en grav at opsøge. Begivenhederne var for tæt på til, at nogen kunne overskue, hvilken interesse disse grave kunne have for eftertiden. Og ingen kunne i 1946 forudse, i hvilken form Tyskland ville genopstå. Gravene blev derfor dels af økonomisk-praktiske og dels af følelsesmæssige nationale grunde forsynet med simple trækors. Simple trækors holder imidlertid ikke evigt, og i den bredere befolkning var der næppe nogen entusiasme omkring en evt. anlæggelse af store eller små mindelunde for de tyske flygtninge. Således ville mange i samtiden nok have fundet spørgsmålet om sløjfning rimelig. Ansatser til en generel dansk-tysk overenskomst vedr. gravene fra Anden Verdenskrig fandt først sted i løbet af 1950 erne. Indtil da havde pleje af kirkegårdene haft et mere tilfældigt præg. Til eksempel kan nævnes, at Aal menighedsråd i 1949 havde indgået en 20-årig aftale med flygtningeadministrationen og klitvæsnet (Landbrugsministeriet) omkring pleje og vedligeholdelse af flygtningegravene i Oksbøl. 18 Her havde man fra 1950 erne haft kontakt til en tysk organisation Gemeinschaft Junges Ostpreussen, der var interesseret i gravenes pleje og historie. 19 Eksemplet behøver ikke at være enestående. Hvorvidt de danske myndigheder var begyndt at spekulere i, at der nok snart ville komme en mellemstatslig ordning omkring gravene i lighed med den aftale, som var blevet indgået med briterne i 1954 20 og som det ny Vesttyskland samtidig forberedte med sine naboer, er sikkert i hvert fald, når vi nærmer os 1960. 21 Den 3. oktober 1962 blev den nuværende løsning omkring bevarelsen og vedligeholdelsen af de tyske grave i Danmark i form af en 60-årig aftale med mulighed for yderligere forlængelse, underskrevet af den danske og den tyske regering. 22 En mellemstatslig aftale mellem Danmark og den unge nation Vesttyskland, hvorved begge 83

nationer tog et skridt ud af katastrofens skygge i retning af internationalt samarbejde. Den tyske medlemsorganisation Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge 23 kom til at stå for varetagelsen af aftalens praktiske forpligtelser. Dermed var de tyske flygtninges gravfred dog ikke sikret. Dansk modstand mod forstyrrelse af gravfreden Tyskerne og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge ønskede nemlig at reducere det store antal af kirkegårde, hvor der var begravet tyske flygtninge. Dette ønske krævede imidlertid den danske stats tilladelse til at opgrave og genbegrave (Umbettung) i tusindvis af døde. Dette forehavende virkede imidlertid stødende og ligefrem uetisk på mange danskere, og det tog en årelang strid fra ca. 1958-1967 og til slut en højesteretsdom at lukke munden på modstanderne. Modstanderne fremsatte tre argumenter imod gravflytningerne. Det handlede om respekten for gravfreden, og det handlede om spørgsmålet om menighedsrådenes selvstændige ret og pligt til at værne om gravfreden på deres kirkegårde. Det tredje og sidste argument handlede om, at det tyske ønske var i strid med dansk kristen tankegang, sæd og skik. 24 Retssagen førtes af 90 jyske menighedsråd, og det hang sammen med, at gravflytningerne var begyndt på Sjælland og Fyn, hvor også antallet af tyske grave var mindst (når der ses bort fra København, hvor der ikke blev foretaget store forandringer). Derfor var der endnu håb om at få standset tyskernes forehavende i Jylland. Allerede i samtiden kan man dog finde røster, der havde gennemskuet det dobbeltmoralske hos modstanderne, når kronikøren Svend Hansen spurgte, hvorfor det var krænkende, usømmeligt og stridende mod dansk kristen tankegang at grave tyskere op, men ikke amerikanere eller danskere. 25 Med det sidste hentydede kronikøren til, at de allierede efter krigen havde genbegravet nogle af deres faldne, og at problemet reelt var, at det var døde tyskere og ikke døde allierede eller døde danskere. For at man her i eftertiden skal kunne forstå modstanden mod gravflytningerne skal man huske, at krigen i slutning af 1950 erne først var ved at komme på afstand, og at mistroen til Tyskland og tyskerne endnu sad i mange danskere. Således havde mange danskere oplevet, at tyskerne inden for en kort årrække havde været årsag til to af verdenshistoriens grusomste krige og nu protesterede man mod, at tyskerne skulle udføre dette makabre forehavende på dansk grund med myndighedernes velsignelse. 26 Sagen blev prøvet først ved Østre Landsret og siden ved Højesteret i 1967, der endte med at stadfæste landsrettens dom. Dommen vægtede, at der var tale om en aftale mellem to stater, der fulgte international sædvane, og derved undgik man at tage stilling til spørgsmålene om gravfred og menighedsrådenes kompetencer i forhold til kirkegårdene. Selvom retssagen havde en urban tone, konkluderer Finn Riber Jensen, der har undersøgt sagen, alligevel, at der bag modstandernes argumenter lå nationalistiske, anti-tyske efterklange fra besættelsestiden. 27 Disse rummede en mere eller mindre uudtalt angst for at give ny næring til tysk revanchisme og dødekult, som man frygtede kunne blive en konsekvens af store tyske gravpladser i Danmark. Frygten for et nyt revanchistisk Vesttyskland deltes imidlertid hverken af Staten, kirkeministeriet eller skiftende kirkeministre. Og set i bakspejlet viste frygten for tysk revanchisme sig ubegrundet og i stedet sejrede tilliden. Når den danske stat var imødekommende, skyldtes det ikke blot danske politikeres fremsynethed, men også en erkendelse af, at man i småstaten Danmark gjorde klogest i at følge trop i forhold til udviklingen mellem Tyskland og dets store naboer først og fremmest Frankrig, hvor netop frygten og hadet var i gang med at blive afløst af ny tro på fremtiden. Kirkeminister Bodil Koch udtrykte denne holdning ganske præcist: Hvis Danmark fulgte den linje og modsatte sig ønsket om samling af de tyske grave, ville man mig bekendt være det eneste land blandt mange, der indtog en sådan holdning. Jeg kan f.eks. nævne, at man i Norge har samlet de tyske grave på kun tre kirkegårde. 28 84 John V. Jensen

Gravflytningerne går i gang Retssagen faldt altså ud til Vesttysklands, Statens og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorges fordel og genbegravelserne gik i gang og forøgede og forandrede de i forvejen store kirkegårde, der lå tæt på de store lejre, især Oksbøl, Grove- Gedhus med hundredevis af nye grave og navne. For Oksbøls vedkommende forøgedes antallet efter gravflytningerne med godt 500 grave, hvorved det nuværende antal på 1796 grave opstod. 29 Det samlede resultat blev, at Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge flyttede og genbegravede omkring 5000 krigsdøde og reducerede antallet af kirkegårde med tyske flygtninge og soldater fra 475 til 34. 30 I 1960 erstattede man de gamle trækors med hvide kors og efter den dansk-tyske aftale i 1962 begyndte udvidelserne og nyanlæggelserne. I august 1969 indviedes flygtningekirkegården i Oksbøl i dens mere eller mindre nuværende skikkelse med stenkors. Gravflytningerne var en opgave, hvis uhyggelige karakter modstanderne heller ikke undlod at kommentere, og sagen krævede, at de implicerede gik diskret til værks. Det ses af et brev fra oberstløjtnant og menighedsrådsformand i Aal sogn Christian baron Gyldenkrone, der bad om tilladelse til at tage et aflåseligt rum i militærlejren i Oksbøl i anvendelse i forbindelse med opbevaringen af ligresterne af et antal opgravede, emballeret luft- og vandtæt, indtil nedgravningen kunne finde sted. I samme brev står der: Hele processen skal efter ønske fra Kirkeministeriet køres så stilfærdigt som muligt. 31 Trods stilfærdighed kunne man alligevel i tidens aviser læse kritiske artikler om Knoglerester på gangene og om Spøgelser fra krigens tid. 32 De tyske flygtninges gravfred skulle imidlertid nu være traktatlig sikret indtil i hvert fald 2022 og mon ikke Danmark og Tyskland bliver enige om at benytte sig af muligheden for yderligere forlængelse. Skulle man fra dansk side være imod en forlængelse, må en diplomatisk krise vel kunne forventes, fordi gravene i dag udgør et pant på forsoningen med og tilgivelsen af den stærke og ikke altid lige venlige nabo i syd. Uden aftalen med Vesttyskland er det uvist, hvad der ville være sket med de tyske flygtninge- og soldatergrave. Således realiseredes alle flygtningelejrene, barakkerne blev pillet ned og materialerne solgt, og flygtningegravene kunne meget vel være blevet sløjfet, når man fandt det passende, hvorefter et enkelt fællesmindesmærke kunne have markeret stedet. 33 Derved havde kirkegården mistet meget af sin kraft. En kraft, der virker ved at være meget konkret, og som må tilskrives de lange rækker af kors. En enkelt mindesten ville gøre oplevelsen på kirkegården til en mere abstrakt anliggende, og stedet ville højst sandsynlig miste hele sin evne til at mane de besøgende til eftertanke om den katastrofe Anden Verdenskrig var for millioner af familier. Og i så fald havde historien og mindelserne om et dystert kapitel i Danmarkshistorien været endnu bedre gemt og glemt end tilfældet trods alt er i dag. Afrunding Det gør en forskel, om man dør for en tabt sag eller man dør for sejren i samtiden som i eftertiden. Krigergravene i Danmark er ikke bare én historie om krigens døde, for som Gravlunden for tyske flygtninge i Oksbøl. Antallet af grave blev i 1960 erne på tysk foranledning forøget med 500 nye grave. 85

det er fremgået af artiklen har det stor betydning i en krig, hvem og hvad man dør for. I samtiden var der måske ikke så overraskende forskel på, hvorvidt man var død for Danmark eller bare død i Danmark. Eksemplet fra Horne kirkegård viste, hvorledes danskerne følte anledning til at takke deres befriere og noget tilsvarende gælder naturligvis for de faldne danske modstandsfolk, som æres mange steder i Danmark med Ryvangen, som det vigtigste sted, set i et nationalt perspektiv. Traktatlige regler sikrede de i Danmark døde tyske soldater. Derimod voldte de tyske civile flygtninge de danske myndigheder problemer ad flere omgange også i døden. Således herskede der i årene umiddelbart efter krigen nogen usikkerhed omkring, hvad der på længere sigt skulle ske med de ca. 15.000 grave. Den nuværende løsning fandt man først i 1962, da Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge påtog sig det økonomiske ansvar for den fremtidige vedligeholdelse af gravene og ved samme lejlighed fik de civile flygtninge defineret som krigsdøde hvilket havde været en af årsagerne til usikkerheden omkring gravenes fremtidige status. Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorges indtræden gav imidlertid anledning til nye problemer, fordi der i Danmark opstod modstand mod tyskernes planer om at samle de krigsdøde på et mindre antal kirkegårde, som det fremgik. Disse planer førte til en højesteretssag, der i 1966 åbnede for, at en reduktion af de tyske kirkegårde i Danmark med opgravningen og flytningen af resterne af 4000-5000 lig. Den danske regering bakkede op om gravflytningerne og denne holdning kan kun ses i et internationalt perspektiv som skridt på vejen til en forsoning med det daværende Vesttyskland. Aftalen mellem Danmark og Tyskland understreger netop krigergravenes nationale aspekt og betydning. De faldne modstandsfolks og de allierede flyveres grave giver stadig god mening i en dansk national sammenhæng, fordi historien rummer en national opbyggelighed og er et bærende element i den danske version af fortællingen om Anden Verdenskrig og i fortællingen om os selv. Sådan har det ikke helt været med de tyske flygtningegrave, bl.a. fordi den nationale opbyggelighed ikke var til stede, og vores viden om denne historie er generelt mindre, måske fordi de døde flygtninge egentlig blot demonstrerer den totale meningsløshed, der er en følge af krigen. Den nationale erindring spiller 60 år efter stadig en afgørende rolle for vores opfattelse af krigergrave og ikke mindst flygtningegravene i Danmark. Det tyder således på, at Koselleck har ret i, at der er forskel på, om man dør for sejren eller den tabte sag også for de overlevende. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Noter 1. Reinhart Koselleck: Begreber, tid og erfaring. København 2008, s. 258. 2. Artiklen er en forkortet og omarbejdet version af artiklen Versöhnung über den Gräbern: Krigskirkegårde fra Anden Verdenskrig i Danmark. Kirkegårdskultur 2011/2012. 3. Koselleck s. 261. 4. Anders Bjørnvad: Krigens monumenter. Odense 1999, s. 46. Ca. 1075 grave fra Anden Verdenskrig er under tilsyn af Commonwealth War Graves Commission. 5. Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge: Am Rande der Strassen. Kriegsgräber in Europa und Übersee. Kassel u.å., s. 10. 6. Næsten 30.000 begravede krigsofre kunne tyde på, at Anden Verdenskrig var meget blodig i Danmark. De høje tal dækker imidlertid over de mange sårede tyske soldater, der sammen med flygtningene blev evakueret til Danmark fra de nordøsttyske områder. Langt hovedparten af de i Danmark afdøde soldater døde altså ikke af sår, de fik i Danmark. Alene på Vestre Kirkegård i København ligger godt 5000 tyske soldater begravet. De 15.000 døde tyske flygtninge døde i Danmark fra februar 1945 og frem mod hjemsendelsen af den sidste flygtning 15. februar 1949. 7. Koselleck s. 259. 8. I den dansk-tyske overenskomst fra 1962 løste man problemet ved at definere flygtningene som krigsdøde: Ved tyske krigsflygtninge forstås i denne overenskomst medlemmer af den tyske værnemagt eller dermed ligestillede personer såvel som andre personer med tysk statsborgerskab, der døde i forbindelse med krigsbegivenheder under den anden verdenskrig. 86 John V. Jensen

9. Bjørnvad 1999 s. 29. 10. Det store tyske feltlazaret i Horne havde til huse på Horne Skole. 11. Anders Bjørnvad: Faldne allierede flyvere 1939-45. Odense 1978, s. 106. 12. Både Koselleck s. 261 og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge: Schicksal in Zahlen. Berlin u.å., s. 11 refererer til Frankfurttraktaten mellem Tyskland og Frankrig fra januar 1871, Artikel 16. 13. Dødstallet kunne efterhånden normaliseres, dels fordi de mest svækkede flygtninge døde i den første periode, og dels fordi man fik organiseret en flygtningeforsorg. Således havde de første måneder været præget af, at danskerne håbede på, at flygtningene snart kunne sendes retur til Tyskland. 14. Præsteforeningens Blad 3. 8. 1945. 15. Præsteforeningens Blad 3. 8. 1945. 16. Johannes Trolle: Den danske Jord og de døde tyske Flygtninge. Kronik i Nationaltidende 13. juli 1945. 17. Holbæk Amtstidende 6. november 1946. 11.500 tyske Flygtninge begravet i Danmark. 18. Mødereferat af 21. marts 1949, Aal sogns meninghedsprotokol. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 6. 19. Korrespondance med Hans Linke i Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 5. 20. Cirkulære om en overenskomst med det britiske statssamfund om fredning af og tilsyn med krigsgrave 10. april 1954. 21. Brev fra H. Klittegaard af 15. juni 1960, der meddelte at forhandlingerne mellem de danske og tyske udenrigsministerier ventedes afsluttet i nær fremtid, hvorfor kirkeministeriet ikke ønskede at forhøje honoraret til Aal sogns menighedsråd. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 5. 22. Bekendtgørelse af overenskomst med Forbundsrepublikken Tyskland om tyske krigsgrave i Danmark fra den anden verdenskrig, 16. november 1962. 23. Den tyske organisation Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge har hovedkvarter i Kassel og er en medlemsorganisation, der administrerer 827 kirkegårde og ca. 2.300.000 krigergrave i 45 lande med et årligt budget på ca. 40.000.000 Euro (ca. 300.000.000 kr.). Pengene til arbejdet kommer fra de ca. 500.000 medlemmer og derudover ca. 1.000.000 lejlighedsvise donatorer. De sidste 15-20 % af budgettet betales af Forbundsrepublikken og delstaterne. Siden 1946 har organisationens selvforståelse været pacifistisk/humanitært orienteret under mottoet: Versöhnung über den Gräbern. Arbeit für den Frieden. Organisationens opgaver består i dag i, at registrere, bevare og vedligeholde gravsteder for krigsdøde i udlandet. Hvert eneste år bruger organisationen millioner af Euros på at passe krigergrave ikke mindst i Østeuropa, som efter murens fald blev organisationens vigtigste arbejdsområde. Omkring 3.000.000 tyskere mistede livet i Østeuropa og i det daværende Sovjetunionen, hvilket er dobbelt så mange, som der faldt i Vesteuropa. Siden organisationen fik mulighed for at operere i disse områder har man flyttet og genbegravet ca. 628.000 krigsdøde. 24. Finn Riber Jensen: De tyske gravflytninger. Fra Ribe Amt bd. 28, 1999, s. 107. 25. Svend Hansen: Døde tyskere og kristne danskere. Kronik i Vestkysten 28. maj 1958. De jordiske rester af ca. 130 amerikanske soldater faldet i Danmark blev i foråret 1948 overført til bl.a. US Military Cemetery Neuville-en-Condroz ved Liege i Belgien og for nogens vedkommende overført til USA. Kun fem amerikanske flyvere er endnu begravet i dansk jord og alle har gravsten rejst af danskere. Bjørnvad 1999 s. 48f. 26. Lokalt var en af hovedkræfterne blandt modstanderne sognepræsten Knud Høgsbro-Østergaard i Aastrup ved Glejbjerg. 27. Jensen s. 116. 28. Folketingstidende 23. oktober 1963. I Norge varetager Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge 11.405 grave fra Anden Verdenskrig. 29. I et mødereferat af 21. marts 1949, Aal sogns menighedsprotokol opgøres antallet af kister og urner til 1279. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 6. 30. Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark. Odense 1987, s. 219. Havrehed anslår antallet af gravflytninger til ca. 5000 krigsdøde. I Am Rande der Strassen, s. 10 anfører Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge selv reduktionen fra 475 til 34 kirkegårde. 31. Brev til chefen for Vestre Landsdelskommando 13. maj 1966. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 2. 32. Jyllands-Posten 15. oktober 1966; Højesteretssagfører Ove Rasmussen: Spøgelser fra krigens tid. Kronik i Politiken 15. oktober 1965. 33. Med hensyn til tyskergravene kan det tænkes, at enkelte, fx et menighedsråd eller andre i privat regi, havde bevaret et mindre antal grave, fordi de følte en forpligtelse over for historien eller det enkelte menneske, også selvom der ikke var tale om hverken helte eller landsmænd. 87