DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

W Belgiens Trængsel og Antwerpens Fald Ad. Fibiger. SYVENDE OPLAG O LOHSES FORLAG

DET KONGELIGE BIBLIOTEK 130019382215

BELGIENS TRÆNGSEL OG ANTWERPENS FALD ET ØJENVIDNES BERETNING AF AD. FIBIGER SYVENDE OPLAG O. LOHSE KØBENHAVN 1916

Fischmann. Kbhvn. B.

Lidt om Byen og dens Seværdigheder. ijen By, hvis Navn er paa alles Læber i disse Dage, ligger i det nordvestlige Hjørne af Belgien, dér, hvor Floden Scheide, paa Fransk Escaul, danner et Knæ og straks bliver bred og sejlbar for selv meget store Skibe. Der er fra Antwerpen 50 Kilometer ud til Havet ved Vlissingen, og Byen er en af Europas vigtigste Havnestæder, vidt berømt for sine storartede Kajer og Dokanlæg. Der er ved Scheldefloden et overordentlig kraftigt Tidevand. Forskellen mellem Høj- og Lavvande er indtil 18 Fod, og det er mærkeligt at betragte Floden, naar den ved Trykket ude fra Havet løber baglængs lige saa rask, som den ellers normalt strømmer udad imod Havet. Ve det Skib, der gribes af Malstrømmen, enten den gaar udad eller indad, det drives snart paa Grund paa Sandbankerne. Derfor gælder det om at benytte Højvandet og se at naa i Havn og saa blive gemt i en Dok, hvor Skibet kan ligge roligt og losse eller lade, uanfægtet af, om det er Højvande eller Lavvande udenfor i Floden.

4 Det var Napoleon den Store, som lod anlægge de første Bassiner paa den Tid, da Fastlandsspærringen var i Gang mod England, og da han samlede Flaade i Antwerpen, for derfra at knuse sin Dødsfjende. Han sagde: Antwerpen er en ladt Pistol, jeg holder for Englands Strube." Nu bruges disse Anlæg i Fredens Tjeneste, og det er højst interessant at se de sindrige Maskiner, hvorved Vandstanden i Dokkerne reguleres, og Skibene slippes ud eller ind. Nylig, da vor Konge og Dronning i indeværende Aar paa deres store Foraarsrejse besøgte Belgien, var de ogsaa i Antwerpen, og ved denne Lejlighed blev et Par nye, store Dokker indviede, den ene blev kaldet Christian", den anden Alexandrine ", til Ære for vort Kongepar og til Minde om deres Besøg. Lidet anede man den Gang, at sala snart efter skulde den tyske Kæmpehær vælte ind over Belgien og ende med at slaa en Jernring ogsaa om den gamle, frie Hansestad ved Scheiden og sluttelig tage den. Byen har mange Mindesmærker fra svundne Tiders Storhed, bl. a. de højst karakteristiske, spidsgavlede Laugshuse paa Pladsen ved Domkirken og Raadhuset. Antwerpen er en ældgammel By, den nævnes allerede i 600-Aarene som Hovedstad for Markgrevskabet Antwerpen; og i det 9de Aarhundrede blev Byen plyndret af de vilde Normanner. Og som de fleste ældre Byer har den op igennem Middelalderen været Valplads for heftige Kampe. Den blev optagen blandt Ilansastæderne, og dens driftige Købmandsskare samlede umaadelige Rigdomme. Under Nederlandenes heltemodige Religionskrig til Forsvar mod

De gamle Laugshuse.

6 de spanske Katoliker blev Byen indtaget af Hertugen af Albas Tropper den 4. November 1576, og da plyndrede de raa Landsknægte af Hjertens Lyst den rige Handelsby, og derefter stak de den i Brand. Ved denne Lejlighed mistede over 7000 af dens Indbyggere Livet. Indtil nu var Byen Belgiens næststørste Stad. Den har 400,000 Indb. mod Bryssels 600,000. Tilmed var Antwerpen som bekendt en af Europas stærkeste Fæstninger, anlagt af General Brialmont, men den kunde desværre ikke holde Stand mod Tyskernes svære Skyts. Den store vallonske Befolkning kalder den Anvers", idet de ogsaa udtaler s'et; men den er alligevel bedst kendt under Navnet Antwerpen, og om Oprindelsen til dette Navn fortæller bl. a. det Monument, der staar paa Torvet foran Hotel de ville", som Raadhuset kaldes. Sagnet fortæller, at i gamle Dage sygnede Antwerpens Handel hen, fordi en eller anden Havgud, en ondskabsfuld Kæmpe, havde lagt sig ude i Havet og med sin højre Haand spærrede Indløbet til Floden, saa denne Byens Livsnerve var lukket og Floden ufarbar. Om denne Kæmpehaand er et Billede paa Sandbarrer og Revler eller paa politiske Spærringsforanstaltninger véd jeg ikke; men videre fortæller Sagnet, at en skønne Dag kom en rask, ung Mand, som saa sit Snit til at skære Kæmpens Haand af og slynge den bort, saa den befriede Sclieldes glade Bølger frit kunde tumle sig af Hjertenslyst og blande sig med Havet. Denne Begivenhed er fremstillet paa Monumen

7 tet, der har Form som et kegledannet Springvand. Man ser den lemlæstede Kæmpe vride og vaande sig, medens Blodet i en tyk Straale foser nd af hans Haandled, man ser den befriede Flods Bølger skumme, medens baade Delfiner og Marsvin boltrer sig deri, og højt oppe over det brusende Springvand staar paa Mindesmærkets Top den unge Mands slanke Skikkelse. I sin højt opløftede højre Haand holder han den afhuggede Kæmpehaand, hele Skikkelsen er bøjet lidt bagover som til et slyngende Kast, og deraf skulde Byen have faaet sit Navn: Antwerpen, d. v. s. Hand-werfen, Haanden, som kastes bort. Dette Navn er symbolsk. Det er i hvert Fald sket mere end én Gang, at raske belgiske Ynglinge i den yderste Vove-Kamp for deres Lands og Bys Frihed og Selvstændighed har snittet til uden Betænkning og kastet den Kæmpehaand bort, som truede med at kvæle dem. Og maaske kan det ogsaa lykkes dem i Fremtiden. Den tarveligere Befolkning taler Flamsk, medens det officielle Sprog og det, der tales almindeligt blandt de mere dannede, er Fransk. Det flamske Sprog ligner meget Plattysk eller Hollandsk; det er bredt, tungt og drævende, en Saalegænger, medens det franske jo er spillende let og elegant, en Taagænger. Der har i Aarenes Løb været ført en Kamp mellem det franske og flamske Sprog; men det er dog ikke dernede gaaet til den Yderlighed som f. Eks. det norske Maalstræv, og nu i de sidste Aar, synes det, som om Folket, hvis S} r mpati helt igennem er fransk, har lagt mere Vind paa Fransk, idet de har indset,

8 at det var bedre at have et Verdenssprog fremfor den flamsk-plattyske Dialekt. Møntsystemet er ogsaa som det franske, Franc«og Centimer, og franske Mønter gaar lige saa godi i Belgien som Landets egne Penge. løvrigt er Byen en underlig Blanding af nyt og gammelt. Brede r Raadhuset. Boulearder med mondæne Kaféer afløses af mørke Slipper med ældgamle faldefærdige Huse. En talrig Mængde Kirker røber, at Byen er erkekatolsk. Det prægtige Raadlius, Hotel de ville, er opført i Benaiss'ancestil af Cornelius de Vriendt i Aarene 1561 65. Bygningen led naturligvis en hel Del under de spanske Lejetroppers Plyndring i 1576; men 1581 blev den paany restaureret, og saaledes, som den nu

9 staar, er den altsaa ca. 350 Aar gammel. I forrige Aarhundrede blev Raadhusets Indre bygget om og prydet med Malerier af Leys. En anden Seværdighed i Antwerpen er den mægtige Domkirke, la Cathédrale, med dens fine, gennembrudte Taarn. Den er et af Mesterværkerne i gothisk Bygningsstil og skriver sig fra samme Periode som Strassburg-Münsteren, Notre Dame i Paris og den nu desværre ødelagte Domkirke i Reims. Ligesom Strassburger-Domkirken har den oprindelig skullet have to høje Spir; men maa ligesom den i Strassburg nøjes med det ene, medens det andet Taarn dækkes af en ikke videre skøn SkurrehaL Men desto finere og elegantere er det Spir, den har. Man véd ikke, hvad man mest skal beundre, naar man staar overfor dette mægtige Bygningsværk: Kirkeskibets lyse, luftige Højde, hvor Øjet af Piller, Pilastre, Arkader og Buer føres op og altid op med legende Lethed, saa man næsten ikke mærker den svimlende Højde, eller Kirkens umaadelige Omfang, hvor Sideskibene med deres talrige Nicher og Sidealtre strækker sig hen i endeløse Længder og fortaber sig helt ind i det mystiske, slørede Halvmørke, hvor kun en enkelt Lampe over et Helgenalter lyser saa meget mere fantastisk mod den omgivne Dunkelhed. Og enhver, der gæster Antwerpen, maa,,monter la tour", bestige Taarnet. Det vilde være lige saa uhørt, om man undlod det, som det vilde være for en Udlænding, der besøger København, at lade være at gaa paa Thorvaldsens Museum. Ganske vist, Folk dér fra Byen kommer der ikke selv, det kunde ikke

10 _ Cathedralen

11 falde dem ind, lige saa lidt som Københavnerne besøger Museet, der kan man jo altid komme," siger de, og saa kommer de der aldrig. Foran Indgangsdøren ligger en lille Stenplade af ejendommelig Form og Farve, man ser i den en Mængde slidte Sømhoveder eller Messingstifter, hvad det nu er. Til denne Sten knytter der sig to Sagn, det ene om Kirkens Bygmester, der, afsindig over en ved Bygningen opdaget Fejl, skulde have styrtet sig ned og slaaet sig i lige saa mange Stykker, som der er Messingstifter i Stenen, det andet om en bedragen Fæstemand, der skulde have styrtet sig ned og knust sig for Bryllupsskarens Øjne, just som hans troløse Brud traadte ud ved den lykkelige Medbejlers Side; men begge Dele er usande. Stenen er ganske simpelt en ældgammel Ligsten, i hvilken der med Messingstifter har været fæstet græske Bogstaver, der dog nu ved den megen Trafik er ganske udslettede. Ingen Bygmester Solness har herfra gjort sit Dødsspring, det eneste, der kan minde om ham, er, at man her kun hører dejlige Harper i Luften", for som bekendt er Belgierne Mestre i at støbe Klokkespil. Taarnet er ialt 124 Meter højt, d. v. s. ca. 400 Fod, til Sammenligning anføres, at Roskilde Domkirkes Taarne er 242 Fod og Vor Frelsers Taarn paa Kristianshavn 288. Napoleon den Store udbrød en Dag om Kathedralens Taarn, at det maatte sammenlignes med et fint Brysseler-Kniplingsværk, saa let og fint ser det ud med sine dristigt svungne Snitværksbuer. Det sidste Stykke Vej gaar Trappen til Dels udenpaa Taarnet, og da den faste Bygning her er afløst af luftige, gennembrudte Buer, faar man

12 uvilkaarlig en Fornemmelse af noget i Luften frit svævende. Svimle Mennesker bør absolut vogte sig for den Tur. Oppe i Taarnet er en Platform, hvor Klokkespillet er anbragt. Det bestaar af en 30 40 Klokker i alle forskellige Størrelser og med alle Slags Toner, lige fra de skingre Diskanttoner til de halvvejs slørede, malmfulde Basser. Hver hele og halve Time spiller de, saa det lyder vidt ud over Staden. Man skulde vente at høre en til et kirkeligt Sangværk passende Melodi, f. Eks. en gammel Koral, ligesom man jo fortæller, at Frue Taarns Sangværk i 1807, lige før Taarnet faldt for de britiske Bomber, meget passende spillede: Hvo véd, hvor nær mig er min Ende", men dette er ikke Tilfældet her. I Stedet for Salmemelodier spiller Klokkespillet muntre rytmiske vuggende Valse, hvor Diskantens Sølvklokker nok saa kvikt ruller afsted, snublende over hinanden i perlende Roulader, medens de ærværdige Basklokker gravitetisk sekunderer i Valsetakten. Dette er begrundet i, at medens Kirken selv naturligvis er klerikal, tilhører Taarnet Magistraten, som er liberal". Men dels for at manifestere sin Ejendomsret til Taarnet, dels maaske ogsaa mindre pænt for at drille sine klerikale Modstandere har Magistraten ladet Klokkespillet indrette til at spille lutter lystige, verdslige Melodier. Udsigten deroppe fra er storartet; hele det flade Marskland mod Vest ligger udbredt for vore Øjne, og Scheidens brede Sølvbaand glitrer i Solens Lys. Mechelens (Malines) og Gents Taarne øjnes tydeligt, og i klart Vejr ser man helt ind til Bryssel selv.

13 Antwerpen var ogsaa et af de første Steder^ hvor Bogtrykkerkunsten tog Fart. Plantin, som var Elev af Gutenberg, var den første store" Bogtrykker i Europa. Han levede i Begyndelsen af det 16. Aarh., og da tvar Bogtrykkerkunsten jo nylig opfundet. Plantin satte Prenteriet rigtig i System, og for os Danske har det særlig Interesse at vide, at den berømte danske Kannik Kristiern Pedersen, der fulgte Kong Christian den Anden i Landflygtighed, fik sin Oversættelse af det nye Testamente paa Dansk trykt i Antwerpen hos Plantin, hvor den kan ses den Dag i Dag. I Plantins eget, gamle Hus, der er fuldstændig velbevaret og staar som en god Type paa et fornemt Patricierhus fra den Tid, er der nu indrettet et Museum. Stuerne er fulde af gamle Møbler og især af en Mængde Trykkeri-Inventar, Sættemaskiner, Presser o. s. v., alt i alt en paa Trykkeriomraadet enestaaende Samling. Musæet for Kunst maa ogsaa nævnes blandt Byens Seværdigheder. Det maa være noget for en Kender og Ynder af de gamle Malerier. I Antwerpen er Peter Paul Rubens født.,,0, Rubens immortel, Anvers est la patrie; mais les dieux et le ciel affirment ton genie," lyder Indskriften paa en Medaillon til hans Ære, Rybans", som det udtales dernede. Og der er ogsaa hans talentfuldeste Elev, Antoine van Dyck, født. To Kæmpebilleder af Rubens, Korsfæstelsen og Jesu Nedtagelse af Korset, hænger i Kathedralen. Til daglig er de dækkede af grønne Forhæng; men Søndag og Torsdag er de afdækkede.

UJJJ1 -UlUHPI. Ill i\ong Ainert af Btlgien.

l)en 1. Juli 1914 fejrede jeg mit Jubilæum som Borger i Antwerpen i 25 Aar. Lidet anede jeg den Gang, at denne Sommer, der var begyndt saa lyst, og som bragte mig saa mange Beviser paa Venners Kærlighed, ogsaa fra det Lands Side, der nu i en saa lang Aarrække var bleven som mit andet Fædreland, skulde bringe os saa dybe Sorger og lade os blive Vidne til saa megen Jammer og Nød. * * Efter at have tilbragt min Sommerferie i det kære gamle Danmark, kom jeg tilbage til Antwerpen den 4. August. Der var jo allerede Uro i Luften før min Afrejse, men paa Søen hørte vi naturligvis intet. Hvor blev jeg forundret, da jeg ved min Ankomst erfarede, at Krigen var udbrudt; vi havde nemlig været 4 Dage undervejs med Damperen. Tilmed hørte vi saa, at Krigen var kommet over Belgien, det var noget, man mindst af alt havde kunnet tænke sig, thi Stormagterne, med Tyskland i Spidsen, havde jo garanteret Belgiens Neutralitet. Det hele kom derfor ogsaa som et Lyn fra klar Himmel over Belgierne, thi det var ikke saa længe siden, at selve Kejseren havde udtalt, at Belgierne intet havde at frygte fra den Side, og at han nok skulde

16 vide at beskytte dem. Det er dog nu en Kendsgerning, at de allerede i lang Tid forud havde forberedt sig paa Krigen og havde trukket Tropper sammen nær den belgiske Grænse, derfor gav de ogsaa kun Belgierne seks Timers Betænkningstid til at svare paa det tyske Ultimatum. Det var imidlertid en Lykke, at Regeringen med den tapre Kong Albert i Spidsen ikke tabte Hovedet, men straks kunde sende Tropper til Grænsen; men det er sandt, at Franskmændene aldrig kan erstatte Belgierne den Tjeneste, de viste dem ved at opholde Tyskerne ved Liege. Det havde sikkert set anderledes ud i Europa, hvis de tapre Belgiere ikke havde kæmpet, som de gjorde, thi ellers vilde den tyske Generals Udtalelser om, at han vilde spise Frokost i Paris paa Sedandagen den 2. September, sikkert være blevet en Virkelighed. Belgiernes uventede Modstand forstyrrede jo imidlertid helt Tyskernes Program, og jeg er meget tilbøjelig til at tro, at det er som Følge heraf, at Tyskerne har mishandlet Landet og Indbyggerne saa fr} r gteligt, som de har gjort. Nu var Krigen der altsaa. Men her begik Antwerpens Militærguvernør en stor Fejl ved straks at udvise alle de i Byen boende Tyskere i Stedet for ligesom det er sket forskellige Steder i England at internere dem, thi nu gik alle disse unge Mennesker, som havde opholdt sig dér længere eller kortere Tid, tilbage til Hjemlandet, og bragte derved en værdifuld Tilvækst til Arméen. Der var ialt ca. 10,000 Tyskere i Antwerpen.

17 Tilmed var de godt kendte med belgiske Forhold og havde benyttet deres Ferier til at se sig rigtig om i Landet. Mange af dem havde endvidere tjent som 1-aarige og stod som Reserveofficerer i den tyske Hær og kunde saaledes give gode Oplysninger om mangt og meget vedrørende Belgiens Forsvarsordning. Det har i de tyske Aviser været udtalt, at de Udviste blev mishandlede, og at deres Huse blev plyndrede, det er dog ikke helt rigtigt. At der vankede nogle Knubs her og der og at Ruderne blev slaaet ind enkelte Steder, kan dog ikke fragaas. En hel Del belgiske Forretningsdrivende benyttede sig nu straks af Lejligheden til at sætte Priserne op paa alle Slags Fødemidler, men det blev dog temmelig hurtigt forhindret af Militærguvernøren, som sammen med Borgmesteren fastsatte Priserne, og en Fortegnelse over disse skulde være ophængt paa et synligt Sted i hver Forretning. Men at man overalt forsøgte Prisforhøjelse fik ogsaa jeg Bevis for. Jeg skulde nemlig have min Kuffert transporteret hjem, og da der ikke fandtes Automobiler disse var nemlig alle øjeblikkelig blevne beslaglagte af Militæret, maatte jeg altsaa ty til det gamle Befordringsmiddel, Droskerne, men det var imidlertid ikke muligt at faa en Kusk til at køre for mig efter de gamle Takster, der er Krig nu," sagde de alle, og Taksterne gælder ikke mere." Jeg maatte da ogsaa betale 5 Frs. for Turen som ellers kostede 1,50 Frs. Det gik imidlertid meget hurtigt med Mobilise- 2

18 ringen, og det maa man lade dem, at de Soldater, som afgik til Fronten, var udmærket udrustede, med nyt Tøj og nye Støvler. I Belgien leverer Staten alt til Soldaternes Beklædning, men de faar saa rigtignok heller ikke megen Løn. Det var en Fornøjelse at se, med hvilken Lyst og Begejstring de tog afsted, og de viste sig ogsaa som udmærkede Soldater ved Liege. Der fortaltes straks mange Episoder fra Kampene, og de Menige havde altid Lyst til at komme i Lag med Tyskerne og bruge Bajonetten, som de snart opdagede, at disse var bange for, og mange Gange var det svært for Officererne at faa dem til at gaa tilbage. I Antwerpen standsede imidlertid alt Forretningsliv lidt efter lidt, det var kun meget faa Fabrikker, hvor der blev arbejdet, og paa vort Kontor gik efter en 14 Dages Tid ogsaa Arbejdet i Staa; vi vedblev dog at komme derhen hver Formiddag og drøftede de sidste Nyheder, ligeledes kom vi der ogsaa om Eftermiddagen et Par Timers Tid, men noget egentligt Arbejde blev der ikke foretaget. Fra saa godt som alle Huse blev der flaget, ikke alene med belgiske, men ogsaa med engelske, franske og russiske Flag, ligesom alle Kirkerne flagede. Soldater drog syngende gennem Gaderne paa Vejen til Jernbanen, Gaderne var fulde af Folk, og paa Kaféerne samledes man for at drøfte Situationen. Der meldte sig straks ved Krigens Udbrud en Mængde unge Mænd som Frivillige, men Regeringen afslog deres Tilbud, det viste sig senere, at man ikke havde Vaaben nok til at forsyne dem med.

19 Sekretæren paa det kongelige danske Generalkonsulat i Antwerpen henvendte sig ligeledes til Regeringen med Tilbud om at samle en stor Del frivillige Skandinaver; men Tilbudet blev med Tak afslaaet. Belgierne indkaldte i Virkeligheden ogsaa kun 13 Aargange, de havde ikke Tøj og Vaaben til flere. Hvis Belgierne, havde indført almindelig Værnepligt, hvilken først blev paabudt for nogle Aar siden, vilde de jo have haft en langt større Hær. Det var en Fornøjelse at se, hvorledes alle politiske Partier straks ved Krigens Udbrud var fuldt ud enige om Landets Forsvar og kom udmærket godt ud af det sammen og satte en Ære i at overbyde hinanden i Tapperhed. I den første Maaned mærkede vi dog ikke videre til Krigen direkte; vi hørte jo ingen Skydning eller saa noget til saarede; men snart skulde vi faa at mærke, at ogsaa vor By hørte med til Krigsoperationernes Felt. Natten mellem den 24. og 25. August havde vi det første Besøg af en Zeppeliner. Vi var gaaede til Ro Kl. 11 og tænkte paa Fred og ingen Fare. Kl. 1 præcis om Natten blev jeg vækket ved et frygteligt Skrald. Huset rystede, og Ruderne klirrede. Der fulgte nu Skrald paa Skrald. Jeg stod op og aabnede Vinduet og kunde da tydeligt høre Motoren paa en Flyvemaskine; men se den kunde jeg ikke. Næste Morgen, da jeg kom op, hørte jeg, at det virkelig var en Zeppeliner, som var kommet ind og havde kastet 10 Bomber ned over Byen, og det var aabenbart, at de var bestemte for det kongelige Slot, 2*

20 Hospitaler og andre offentlige Bygninger. Der blev ialt dræbt 9 Personer og saaredes ca. 20, ligesom der blev anrettet en Del materiel Skade. Efter dette Besøg blev der Uro blandt Folk; der udstedtes Ordre til, at alle Kaféer skulde lukkes Kl. 8, Gadelygterne blev ikke tændte, og intet Lys maatte ses brænde i Værelserne. Det hjalp ogsaa saa meget, at vi blev forskaanede for yderligere Besøg af disse Uhyrer; kun én Gang senere prøvede de paa at nærme sig Bjæn; det var Natten mellem den 2. og 3. September; men da blev de i Tide opdagede af Forterne og saa heftigt beskudte, at de kun fik Tid til at kaste et Par Bomber i Udkanten af Byen. Straks efter Besøget af det første Zeppelin-Luftskib var der mange Folk, som flygtede fra Byen, mest til England, og dette genlog sig siden, da Tyskerne kom nærmere til Byen, skønt Aviserne stadig kom med beroligende Meddelelser om, at der ingen Fare var for Antwerpens Belejring og Indtagelse, da Forterne jo var saa stærke, ja uindtagelige. En ny Oplevelse fik vi, da Begeringen og den kongelige Familie flyttede til Antwerpen. Efter at Dronningen havde fulgt de kongelige Born til England, kom hun hurtigt tilbage, og man saa hende daglig køre ud for at besøge de saarede paa de forskellige Hospitaler. Kongen derimod opholdt sig hele Tiden ved Tropperne, og han har mere end én % Gang været ude i Ildlinjen. Nogle frivillige var dog blevne antagne; d t var mest Sønner af Adelen eller fornemme Familier, og det var en sand Fornøjelse at se og hore disse unge

21 Mænd. Det var disse, som væsentligt gik ud med det pansrede Tog, der løb imellem Fortlinjerne, og med de pansrede Automobiler, som var bevæbnede med Maskingeværer. Et lille Eksempel paa deres friske Vovemod skal jeg her anføre. Chaufføren fortæller saaledes:,,saa kørte vi ud med Automobilet og drejede fra Landevejen ind paa en Sidevej. Da vi var naaede ud til Banditterne" (den populære Betegnelse for Tyskerne), saa begyndte vi at synge med Mitrailleusen. Jeg saa ikke meget, da jeg sad med Ryggen til de andre, med den ene Haand paa Rattet og den anden paa Igangsætteren. klar til at køre, hvis de skulde begynde at skyde paa os med Kanonerne. Saaledes gik det løs i 2 Timer, og de andre sagde mig. at vi havde mejet mange ned. En Gang imellem hørte vi nok Kuglerne slaa imod Panseret, men det gjorde os jo ikke noget. Der var en af mine Kammerater, der hele Tiden lo, som han var besat; man skulde tro, han var paa Kermesse (det folkelige Marked) og skød Centrum hele Tiden. Saa lige paa én Gang hører vi et vældigt Rabalder ovenover os; saa vidste vi Besked, de havde begyndt at skyde med deres Kanoner paa os. Saa igen et Skud, og saaledes blev det ved. Det begyndte at blive mindre morsomt; jeg saa fremad og opdagede, at der var ca. 500 Tyskere, som styrtede frem imod os som rasende. Jeg raaber:,.ja, vent lidt!" sætter Maskinen i Gang, drejer samtidig lidt til højre og raaber til Jef en Forkortelse af Joseph, det er ham, der betjener Mitrailleusen:,,Sig en Gang ordentlig Far

22 vel til de rare Drenge!" og han sagde Farvel til dem flere Gange, og saa kørte vi hjem, og nu vilde jeg gerne vide, hvornaar vi skal ud igen." Efterhaanden som vi horte om Tyskernes Voldshandlinger ude i Landet, blev Sindene selvfølgelig meget opbragte, og da Tyskerne saa begyndte at komme nærmere til Antwerpen efter Slagene ved Aerschot, Malines og Termonde, fik vi ogsaa saarede at se. De blev godt modtagne og plejede. Sporvognene var indrettede til at kunne bruges til Lazarettransporter, Skinnerne var lagt saaledes, at Vognene kunde køre lige ind paa Banegaarden, og fra Togene bragtes de saarede ind i Sporvognene, som saa førte dem' lige til de store Hospitaler. Det var ejendommeligt at se, at de fleste saarede havde Skudsaar i den venstre Arm; det kom sig af, at de maatte række denne frem ud over Skyttegravenes Værn for at støtte Geværet. En af de første Gange, Tyskerne forsøgte at storme Termonde, som ligger et Stykke oppe ad Floden, skød Belgierne med deres Kanoner Hul paa Digerne, og Vandet strømmede da pludseligt ind, og det var ikke faa Tyskere, der derved omkom, ligesom de ogsaa mistede flere Kanoner. Der udkom i den Anledning nogle Karikaturbilleder med Underskrift: Det første store Søslag", hvor man saa Tyskerne redde sig paa Hustage og op i Træerne, saa Belgierne havde endnu ikke tabt deres gode Humør. Men da det ikke kunde undgaas, at Belgierne selv fik mange saarede, kom det efterhaanden til at knibe med Linned og Sengetøj. Der blev da nedsat en Komité, som ved Politiet lod de Huse, der havde til

23 hørt de udviste Tyskere, aabne, og derfra tog. man saa de nødvendige Ting, dog ikke førend alt var bleven værdsat og en fuldstændig Liste opgjort over alt, hvad de saaledes havde taget. Ret ofte gjorde Belgierne Udfald, og ved en af disse Lejligheder tog de 300 Tyskere til Fange; disse blev til stor Glæde for Byens Indbyggere førte igennem Byen ned til Floden, hvor de blev indespærrede om Bord i en Damper. Det hændte af og til, at der opstod Slagsmaal paa Hospitalet Shryvenberg mellem' de saarede Belgiere og Tyskere, saa Gendarmerne maatte flere Gange træde til og skille de stridende. Mærkværdigt nok gik Livet tilsyneladende ellers sin rolige Gang. Fødemidler var der ingen Mangel paa, og Grøntsager var umaadelig billige. Kød var heller ikke dyrt; thi Bønderne fra Omegnen foretrak at slagte deres Kreaturer og dog faa noget for dem inde i Byen i Stedet for at lade dem gaa og saa risikere, at Tyskerne en skønne Dag kom og tog dem gratis! I Begyndelsen af September Maaned blev der opslaaet Meddelelser om, at alle Udlændinge, som ønskede at blive i Byen, skulde fremstille sig for en militær Kommission og der faa udleveret et saakaldt Permis de sejour", d. v. s. Tilladelse til at blive i Byen. Da der kun var oprettet tre Kontorer, og Byen rummede en umaadelig Mængde Udlændinge saaledes alene ca. 50,000 Hollændere, saa var der en kolossal Tilstrømning, og nogle maatte staa i Dagevis for at komme ind. Jeg for min Part maatte staa og vente i 10 samfulde Timer, før det blev min Tur.

24 Ved Slutningen af September Maaned blev de Tyskere, som havde erhvervet Naturalisation, og som altsaa var belgiske Borgere, ogsaa udviste, og herved begik Militærguvernøren igen en stor Fejl. Der var nemlig blandt disse ikke faa, hvis Sønner 1111 var optagne i den saakaldte Garde civique l \ Borgervæbningen, og som nu ogsaa blev udviste. Væbningen bestaar af to Regimenter Infanteri, et Regiment-Jægere, et Regiment Fæstningsartilleri og et Regiment Jægere til liest; den var traadt i Virksomhed straks efter Krigens Udbrud, da de regulære Tropper afgik til Fronten, og sørgede nu for Ordenens Opretholdelse i Byen. En god Ven af mig, som var Sergent i Artilleriet, meddelte mig, at der i hans Kompagni alene var en Løjtnant, en Sergent og to Menige, som nu blev udviste. Naar man nu véd, at der blandt de udviste var Folk, der havde deres egen Forretning, og som i mange Aar havde været bosatte i Byen, og som tilmed i Kraft af deres Stilling som Befalingsmænd i Borgergarden havde Kendskab til Forterne, deres Indretning, Skytsets Art og Antal etc., saa kan man nok tænke sig, at de, harmfulde over Udvisningen, gik til Tj^skerne med deres Viden, og de behøvede jo kun at komme ud af Byen, saa var Vejen aaben for dem til at gaa lige til det nærliggende Brvssel, hvor de sikkert blev godt modtagne af Tyskerne og bragte dem mange værdifulde Oplysninger. Aviserne vedblev at udkomme to Gange om Dagen, Morgen og Eftermiddag, og de forsikrede os stadig, at Byen var uindtagelig, og at der højst kunde blive Tale om en kortvarig Belejring og et Bombarde

25 ment af mindre Betydning, da Tyskerne ikke,, selv om de yderste Forter faldt, vilde kunne række ind i selve Byen med deres Granater. Vi var nu naaede til Oktober. Hele Belgien var underlagt de tyske Erobrere, undtagen Antwerpen og den nordvestlige Del af Landet. Da forlød det pludseligt, at Tyskerne, samtidig med at passe deres Sager mod Syd, vilde gøre Alvor af et Fremstød mod vor By, der hidtil havde halt nogenlunde Fred. I Begyndelsen tvivlede vi om, at det virkelig vilde ske; men snart fik vi af den usædvanlige Livlighed i vore militære Bevægelser Vished om, at noget var i Gære. Det begyndte med en Række heftige Forpostkampe i Antwerpens Omegn. Byer som Malines, Termonde og flere, der allerede en Gang tidligere havde været tagne af Tyskerne, men som atter var forladte,, blev nu Genstand for en Række hidsige Angreb og Modangreb, der endte med de skønne gamle Byers fuldstændige Ødelæggelse. En af de sidste, der forlod Malines, var den heltemodige Kardinal Mercier. Heldigvis havde man forinden reddet de kostbare Malerier og Kirkeprydelser fra Malines, ligesom ogsaa Antwerpen-Katedralens fornemste Prydelser, de to før omtalte Malerier af Rubens. Det samme skete forøvrigt med de mest kostbare Malerier, som fandtes i det store Museum. De blev alle sendte til London. Hvad der daglig indkom af Penge i Nationalbanken, tilligemed dens Beholdning af Guld, var ogsaa i Tide sendt til London. I den Ugestid, i hvilken disse Forpostkampe va-

26 i ede, steg Spændingen i Byen til en utrolig Højde, og det svirrede med de vildeste Rygter. Telegramopslag, som herhjemme er saa almindelige, kendtes ikke dernede, og naar det tidlige Mørke faldt paa, og alt blev stille paa Gaderne, var det helt vanskeligt at orientere sig. Skønt jeg har boet dernede i saa mange Aar, kneb det dog for mig at finde hjem gennem de bælgmørke Gader, da jeg med min Familie en Aften havde været ude at besøge min Svoger. Omsider oprandt saa Byens Belejring. Tyskerne trak en bestandig snævrere Jernring om os, og fra de første Dage i Oktober blev det almindeligt for os at høre Kanonernes Torden ude fra Forterne; men endnu faldt der dog ingen Granater i selve Byen. Søndagen den i. Oktober var Stemningen meget trykket, der var nemlig kommet Meddelelse om, at et Par af de yderste sydlige Forter var faldne i Tyskernes \old. Ved Indtagelsen af Fortet Walhem" havde Tyskerne mistet umaadelig mange Folk, idet Belgierne her benyttede sig af en Krigslist. Udenfor Fortet ha\ de de stablet en Del Træ og Straa op, pludselig holdt saa Fortet op at besvare Fjendens Skydning og samtidig tændte de Ild i Træet og Straaet, som blussede højt op.,udefra saa det ud, som om Fortet brændte, og Tyskerne, som troede, at der var sket en Eksplosion, stormede da frem. Men da de var komne helt ind under Fortet, begyndte Belgierne pludselig at skyde med Kanonerne og Maskinge\ æi erne, som bogstavelig talt mejede Tyskerne ned. Foran Forterne var der naturligvis anbragt et helt Næt af Pigtraad, fæstet til nedrammede Pæle. Men Tyskerne fandt paa en snedig Maade til at