Sådan blev jeg: Ida Auken

Sådan blev jeg: Ida Auken Sorgløs - privilegeret - og med Auken i bagagen. Her fortæller Ida Auken om livet privat og den politiske tilværelse. Af Peter Brüchmann, 14. oktober 2012

03 Stort personligt interview: Ida Auken 04 Blå bog 2

Stort personligt interview: Ida Auken Sådan var hun: På! Når en kvinde er præst og socialist, så er der garanteret refleksion og nærvær. Det lever Ida Auken i den grad op til. Åben i dybe og mange personlige tanker. Et interessant menneske. Af Peter Brüchmann Jeg synes ikke, vi skal snakke mere om Auken-familien. Det bliver sagt bestemt. Men også med en appel. Det har fyldt hendes liv. Det har fyldt mange interview, både før og efter at hun blev Danmarks miljøminister. Og det fyldte så sent, som da hun i september sagde nej til at styre mod at blive SFs næste formand. Så det dropper vi. Og så alligevel. Ida med det der efternavn, du ved nok, er nemlig helt med på, at hendes liv har været let på nogle områder. At hendes vej ind i politik ikke blev sværere af, at mor hed Margrete og onkel hed Svend. Og at det ikke gjorde skolegangen sværere, at far var professor og der var bøger fra gulv til loft hjemme i den røde villa på Strindbergsvej i Valby. Men det er også i denne tilværelsens snorlige lethed, at den præsteuddannede præstedatter har fundet sin kamp. - Jeg har været meget på hjemmebane i mit liv og haft det let i mange sammenhænge. Jeg har levet relativt sorgløst indtil temmelig sent. Men det kan man ikke blive ved med. Sådan er livet ikke. Siger Ida Auken og fortæller her med egne ord sin historie. Barndom Jeg er opdraget med en helt grundlæggende følelse af, at der er plads til dig. Der er behov for dig. Vi børn måtte gerne træde frem, gerne optræde i et voksen-univers. 3

Jeg var helt klart en ballademager med meget lyd på. Min matematiklærer, fru Andersen, satte mig tit uden for døren og kaldte mig en blandemaskine. Følelsen af at stå der udenfor døren, kan jeg virkelig genkalde. Helt overrasket. Hvordan endte jeg egentlig her? Igen? Det var jo bare et udslag af total begejstring. Jeg var ret glad for at gå i skole, men jeg blev snigløbet af min egen begejstring. Det kom måske lidt hurtigere for mig, og så kunne jeg kaste mig ud i en samtale eller et drilleri for at få tiden til at gå. Ida Margrete Meier Auken Født 22.4. 1978 i Valby (34 år) Mor: Margrete Auken, præst og medlem af Europaparlamentet Far: Erik A. Nielsen, professor, litteraturhistoriker Gift med Bent Meier Sørensen (2007) Mor til Niels (13.1. 2011) Søskende: Kirsten (43) og Sune (41) Miljøminister siden 3.10. 2011 MF for SF siden 2007 Uddannelse: Cand.theol. Københavns Universitet 1998-2006 Studentereksamen Skt. Annæ Gymnasium 1997 Folkeskole: Zahle Seminariums Skole (1.- 2. klasse), Skt. Annæ Gymnasiums Folkeskole (3.-9.) Forlagsredaktør, Forlaget Alfa, fra 2004 til 2007 Det var godt, at lærerne tog fat i mig. Mine skolekammerater oplevede nok, at jeg fyldte meget. Det boblede over i mig og var vel et billede på, hvordan jeg var opdraget. Men for alles skyld var det vist godt, at der var lærere, der sagde fra overfor mig. En helt central fortælling for mig er lignelsen om det tabte får. En hyrde har 100 får, men et får er blevet væk. Han har altså 99 andre får, men han skal også bruge det sidste, så han begiver sig ud for at finde nr. 100. I den moderne verden har vi vendt det på hovedet. Vi leder efter det ene, helt specielle får, X Factor-fåret og bilder de andre ind, at de er uden talent og ikke kan bruges. Jesus leder derimod efter det ene, som er på vildspor. Det skal han også bruge. Hjemmet Det var et meget livligt hjem. Det er jeg glad for i dag. Der boede altid nogle i vores kælder eller i gæsteværelset, venner, gæster fra udlandet eller senere mine venner, der ikke havde et sted at bo. Kristendommen lå som en underfortælling, ikke sådan udtalt. Der blev ikke bedt bordbøn, og det var ikke sådan, at vi ikke måtte bande. Men der var en stærk forståelse af livet, som vi fik ind med havregrynene. Alle mennesker er unikke, men kun unikke i et fællesskab. Så den her tanke om at finde den ene brillante 4

person er en misforståelse af menneskelivet. Jeg har aldrig haft selvværdsproblemer, men jeg har altid stillet en masse spørgsmål til mig selv. Og fordi jeg har haft den her privilegerede opvækst, har jeg søgt steder hen, hvor jeg kunne blive udfordret. Jeg spillede håndbold i hele min ungdom. Skiftede fra trygge Skt. Annæ til Ajax. Spillede om DM og mod store spillere som Katrine Fruelund og Josephine Touray, hvor der vankede store klø til københavnernes selvforståelse. Man siger normalt, at for at blive til noget i sport, kræves der 10 procent talent og 90 procent hårdt arbejde. Jeg havde nok kun 5 procent talent, så der skulle knokles ekstra. Jeg valgte også at gå i Sjælør Klub for at få en ungdomsklub, der var lidt mere spræl i og måske lidt mere udfordrende. Nogle af miljøerne blev i hvert fald ret rå efter, at jeg slap dem. Det er mærkeligt at være så meget sammen med nogle mennesker og være i et stærkt fællesskab i mange år, for så siden at se den sociale arv slå så dramatisk igennem. Kampen Jeg opsøgte miljøer, hvor jeg havde det svært. Men det var egentlig først sent i mit liv, jeg begyndte at udforske, hvad det vil sige at have sjælekvaler. Jeg har to mennesker, der er allertættest på mig, der har levet meget sværere liv. Haft hele skalaen fra lykke til depressioner og haft svært ved at komme ind og elske tilværelsen. Dem har jeg lært utrolig meget af. Når man læser interview, jeg har givet, fremstår det nogle gange som om, at jeg har haft et vanskeligt liv, men det er nok snarere fordi jeg har taget fat i problemerne sent i mit hidtidige liv. Steen Jørgensen fra Sort Sol siger, at der findes to slags interessante mennesker. De, der går fra lyset mod mørket, og de, der kommer fra mørket og går mod lyset. Jeg har nok haft et lyst og let liv langt henad vejen og så alligevel turdet udforske de svære ting. Kampen slutter vel egentlig aldrig. Det at blive voksen er et langt tilløb til det at blive sig selv. Jeg har et par mennesker i mit liv, som begge tager utrolig hårdt fat i mig og forlanger, at jeg bliver ved med at være et ordentligt og nærværende menneske. Den ene mødte jeg, da jeg begyndte på mit studie, den anden er min mand. 5

De har begge en sensitivitet og følsomhed over ting, der sker, som kommer af at have kæmpet mange kampe med sig selv og med at hvile i den, man er. Gennem deres følsomhed har jeg fået åbnet nogle sanser og har taget mit liv op og kigget på det én gang til. Politik Jeg skulle i hvert fald ikke ind i politik, da jeg var ung. Det vidste jeg, og det sagde jeg højt. Jeg kunne godt lide historie, dansk og filosofi. En dag i 3.g tog vores dansklærer, Ib Lucas, os over på Vestre Kirkegård og fortalte en historie om hver af os og hvor vi ville være om 20 år. Det var ret fint lavet. Om mig sagde han, at jeg havde stiftet mit eget parti. Jeg kan huske, jeg tænkte hvorfor siger han det, når jeg nu ikke vil være politiker? Det var nok, fordi jeg trods alt havde et politisk gemyt. Men det var teologi, jeg begyndte at læse. Jeg var begyndt at tænke på, om det var på grund af mig selv, at tingene var gået let, eller på grund af min baggrund. Så jeg tog til Berlin for at læse teologi hos en fantastisk professor. Dernede var jeg Ida Nielsen, og ingen anede, at jeg kom fra en politisk familie. Jeg vil ikke sige, at det var så overlagt, at jeg gjorde det for at vise, at det ikke var på grund af mit navn, at dørene åbnede sig for mig, men jeg fandt da ud af, at jeg godt kunne fungere på egen hånd. Måske lidt sent, i en alder af 23. Inden for psykoanalysen siger man sådan lidt for sjov, at det aldrig er for sent at få en dårlig barndom. Jeg har ikke haft en dårlig barndom, men jeg har som mange andre brugt lang tid på at forlige mig med den. Det var ret sent i mit liv, jeg begyndte at tænke over mit liv, min barndom og min rolle. Derfor er jeg først ret sent blevet udfordret og konfronteret med ting, der har været afgørende for min selvforståelse. Nu Du spørger, hvordan jeg er endt, hvor jeg er. Men jeg føler ikke, at jeg er endt. Sådan et interview som det her lægger jo op til, at vi, der måske fylder i det politiske liv, bliver opfordret til at dele, hvordan vi er blevet de her spændende mennesker. Men det er jo det, der er fejltagelsen. At tro, at vi er mere interessante end andre mennesker, bare fordi vi tit optræder i pressen. Vi skal passe på, at vi ikke gør samfundet til et stort konkurrencesamfund, men i stedet forsøger at give 6

plads til hinanden. Shakespeare siger, at verden er en scene. De fleste tror, at man skal stå der på scenen og gøre sig til. Det er forkert. Vi står alle sammen på scenen og skal give plads til hinanden. Jeg vil heller ikke lægge over på min søn, at han skal leve sit liv på en bestemt måde og præstere store ting. Han skal bidrage med, hvad han kan, og så er der også brug for ham. Jeg har en veninde, som er 15 år ældre end mig. Hun har opdraget sine børn til at være ekstremt selvstændige og sjove. Hun har et hjem, hvor alle gerne vil komme, hvor man får den bedste mad og køleskabet er proppet, og det på trods af at hun arbejder 60-70 timer om ugen. Det beundrer jeg hovedkulds. Hvis min søn kan opleve det, at der aldrig er tomt og ensomt, at der er nærvær og ro, så har man gjort det godt. 7