Orlovsrapport fra Hans Hessellund Nordjyllands Idrætshøjskole Kort tid efter at jeg havde fået bevilget orlov kom der et par glædelige invitationer som gjorde at mine studier af den asiatiske sport og kultur ikke kun kom til at foregå i Thailand som ansøgningen gik på i første omgang. Jeg fik pludselig mulighed for også at besøge både Iran og Japan så mine studier af den asiatiske sport og kultur er endt med at blive meget mere mangfoldig og inspirerende end jeg først havde turdet håbet på. Mine kontakter i håndboldverdenen efter 35 år som træner gjorde at jeg først blev inviteret 3 uger til Iran for at opholde mig i deres førende håndboldklub Foolad Sepahan Sportsclub hvor jeg fulgte deres trænere og træning samt selv afholdte et ulønnet 7 dages trænerseminar for alle deres trænere i klubben. Dernæst drog jeg til Tsukuba University i Japan som ligger 50 km fra Tokyo. Et af de største universiteter i Japan med 25000 studerende hvoraf de 2000 er idrætsstuderende. Her skulle jeg følge deres håndboldstuderendes undervisning og ligeledes selv afholde et trænerseminar for både deres studerende og professorer omkring den danske håndboldkultur. Derudover fik jeg mulighed for at bo hos en japansk famile i en uge og følge deres barns skolegang samt overvære deres årlige sportsstævne. Ialt blev det til 3 uger i Japan som havde en helt anden kultur end den jeg havde oplevet i Iran. Først derefter gik min rejse til Thailand som oprindelig planlagt. Første stop var i Bangkok hvor jeg jeg fulgte det thailandske håndboldlandsholds træning på national stadium. Der afholdte jeg også et møde med Dr. Pat som er leder i håndboldforbundet og også ansat til at styre idrætsuddannelserne i Thailand. så han var en person som kunne give mig et godt indblik i den thailandske organisation inden for sport og uddannelse. Efter Bangkok kom jeg på et 14 dages ophold i byen Sisaket i Nordøstthailand hvor jeg boede hos en thailandsk familie kun 200 m fra byens sportsskole. Her kunne jeg hver dag følge undervisningen i sportsgrene som fodbold, atletik, thaiboksning, håndbold, volleyball og judo. Efter Sisaket kom jeg til Chiang Mai i Nordthailand hvor jeg mødtes med Nim som for 8 år siden var udvekslingslærer på Nordjyllands Idrætshøjskole i 6 måneder. Hun er gymnastikuddannet og lavede kontakter for mig således at jeg kunne følge gymnastikkulturen som på den traditonelle gymnastik er trængt i Thailand til fordel for dance og andre mere moderne former. Jeg boede også privat hos hende og fik oplevet den thailandske madkultur og fik mange livsoplysende samtaler. Inden min afrejse til Thailand var det min hensigt at prøve at være munk i et budistisk tempel. Jeg tog også op til det internationale tempel i byen Ubon Ratchani som er kendt for at huse prøvemunke fra hele verden. Men efter en lang samtale med en erfaren thailandsk munk som har opholdt sig der i 10 år, blev jeg klar over at det var ikke der jeg skulle lære om budistisk kultur, da jeg ville komme til at arbejde fysisk meget med at bygge videre på deres tempel, og ikke få så megen teoretisk viden om meditation mm. I stedet fik jeg som gave for mit besøg en række bøger og informationsmateriale om de budistiske tanker. Bl.a en lille bog om Walking Meditation, som kort fortalt går ud på at gå med en bestemt rytme og så få åndedrag og indre tanker til at gå sammen i en fin harmoni. En spændende måde at bevæge sig på i vores fitnessfikserede verden som jeg helt sikkert vil afprøve med mine kommende højskoleelever. Apropos meditation fik jeg også oplevet Tai Chi og andre motionsformer hos de lokale grupper som mødes tidligt hver morgen i parker og på idrætsanlæg. Igennem disse morgenlige
løbeture som jeg havde sat mig som mål inden starten fik jeg den sidegevinst at tabe 7 kilo som var tiltrængt. Det var nok både motionen men også den mere fedtfattige kost som jeg oplevede her som gav vægttabet. I Chiang Mai mødtes jeg også med Dong som er tidligere elev på Viborg gymnastik og idrætshøjskole. Han driver nu sit eget gymnastik og danseinstitut i byen og jeg var med til hans undervisnig på instituttet og fik et indblik i hans tanker og syn på forskellene i dansk og thailandsk pædagogik. Et af mine formål med orloven var at få et større indblik i fremmede kulturer og særligt den asiatiske. Jeg har haft hovedansvaret for vores internationale elever på Nordjyllands Idrætshøjskole igennem de sidste 10 år og jeg fik til fulde indblik og forståelse for 3 meget forskellige asiatiske kulturer. I Iran oplevede jeg en muslimsk kultur og et folk der lever under et ekstremt præstestyre der er så fjernt fra hovedparten af den meget venlige og gæstfrie normale befolkning i landet. Man skal huske på at det ikke er længere siden end 1989 under den sidste zar at der var en helt anden moderat indstilling til de muslimske leveregler end det præstestyre der i dag holder deres folk under kontrol med frygt og terror. Jeg fik stillet en privatchauffør og tolk til rådighed af den meget rige klub Foolad i 4 dage hvor vi tog fra Esfahan hvor jeg holdt seminar til Teheran for at bo på deres olympiske hotel og se på forskellige iranske kulturer. Men i bilen på vej de 400 km nordpå igennem deres atomanlæg i ørkenen stillede jeg et politisk spørgsmål til min 25 årige tolk. Han svarede ikke men lidt senere kom der en sms hvor han sagde at han ikke kunne tale med mig før vi var alene. Og det var selv om chaufføren var en af hans bekendte gennem de sidste 5 år! Alle var bange for stikkere i det forfærdelige system som holder dem i skak. Så et par dage senere da vi stod ude i det Kaspiske hav nord for Teheran fortalte han videre om de overgreb befolkningen er udsat for. Der var dog kun en enkelt gang hvor jeg selv følte mig utryk ved at være i landet. Det var da vi besøgte den mest religiøse by Oam i landet for at se deres moske. Vi blev på det kraftigste afvist af en kustode som på ingen måde ville lade mig komme ind og var tæt på at tilkalde deres frygtede politi. Så vi skyndte os ud af byen og da var jeg godt nok lidt bange for hvad der kunne være sket. Mange former for kultur som musik og film er forbudt i Iran og på internettet er mange websteder cencureret væk. Men jeg kom i kontakt med flere fra undergrundsverdenen der fortalte om hvordan kulturen stadig lever og hvordan man hacker sig forbi cencuren på internettet. De er overbevist om at der snart vil komme en ny revolution i landet da det er så lille en del af befolkningen der støtter deres præsident og præstestyret. Men det er ikke så nemt at være dem der starter revolutionen for de vil simpelthen blive udrenset af det nuværende styre i landet. Idrætten i landet er meget præget af de store traditionelle idrætsgrene som fx fodbold og håndbold. i Foolad i Esfahan brugte man 10 mill USD sidste år alene på deres fodboldhold og i skolerne er der talentspejdere der finder talenterne frem som så udvikles dagligt i deres store rige olie- eller andre industristøttede professionelle klubber. En af de store oplevelser var at få lov at opleve deres kvindelige håndboldhold træne og endda selv træne dem. I dette ekstremt mandsdomineret samfund skulle der specielle tilladelser til for at jeg kunne komme ind i den ellers fuldt aflåste hal som ingen mandsperson måtte opholde sig i når deres kvinder trænede. Vi ventede i 20 minutter uden for den aflåste hal inden vi kunne komme ind. Og så blev vi mødt af 25 unge smilende kvindelige håndboldspillere med tørklæder og lange bukser som var vildt glade for at vise mig deres overraskende gode evner som håndboldspillere. Jeg er vist den eneste danske træner der nogensinde har fået lov til at træne med kvindelige håndboldspillere i Iran. Rent idrætsfagligt var der ikke så
mange nye impulser at finde i Iran. De er meget optaget af at få inspiration udefra og det var da også helt fundamentale organisatoriske fejlretninger jeg måtte lære deres trænere under mine visitationer af deres træninger. Deres landsholdstrænerassistent Ali Habibi som jeg mødte under et trænerseminar i Wien var årsagen til min invitation til at komme til Iran og han er meget interesseret i at få nogle af hans spillere og trænere på et højskoleophold i Danmark. Men det må vi så se om udlændingeservice ikke skal få sat en stopper for hvis jeg kender dem ret! Et andet af mine mål med orloven var også at få udviklet mine engelskkundskaber som jeg har meget brug for med mine daglige undervisningstimer med vores internationale elever på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og det føler jeg virkelig jeg har fået både skrifligt og mundtligt særligt igennem de to seminarer jeg afholdte i Iran og Japan hvor dokumentationen skulle skrives på engelsk og bl.a. blev fremlagt i Powerpoint. Så selv om jeg idrætsfagligt ikke kommer hjem med mange nye ting fra Iran var det kulturelt en kæmpeoplevelse som har lært mig meget om muslimske forhold og skikke som forbedrer min forståelse og mit møde med muslimske elevers ophold på højskolen. En lille ting som jeg oplevede ved hver træning var det vigtige personlige håndtryk mellem alle spillere og trænere både ved starten og afslutningen af træningen. Her er det ikke nok at sige hej hej og det er meget uhøfligt at glemme nogen så hellere en gang for meget end for lidt. Det var en stor kontrast at komme fra det muslimske Iran til det højteknologiske Japan. Her fik jeg bl.a. set Japan Institute of Sports Science i Tokyo. Min gamle forstander Michael Andersen som nu er direktør i Team Danmark havde skaffet mig kontakten til instituttet som er et af verdens førende inden for sportsudvikling både inden for de tekniske, fysiske, mentale og teknologiske områder. Jeg blev vist rundt af den ungarnske træner Roland Nemes som har været 12 år i den japanske idrætsverden som bl.a. håndboldtræner og nu underviser på Tsukuba University. Han tog mig også med rundt til den årlige idrætsfestival som fandt sted netop som jeg var der. Og han var med til at synliggøre nogle af de specielle kulturer der hersker i Japan. Deres måde at undervise på med tests og stopur som det væsentligste selv i engelsk på 5. klasses niveau, som jeg oplevede i Asukas klasse, som jeg overværede da jeg opholdt mig privat hos hendes familie. Denne undervisningsform gør dem ikke særligt gode til at snakke sammen på engelsk som de stort set aldrig gør i deres undervisning. Mange japanere er både generte for at tale engelsk og er heller ikke særligt gode til det. Mine erfaringer fra Iran med mange venlige mennesker, der kom til en for at snakke, oplevede jeg ikke her, hvor der er mange stonefaces der møder en uden lyst til at starte en samtale. Men om det bunder i deres manglende engelskkundskaber, er meget sandsynligt, for da jeg boede privat hos den japanske familie var det meget gæstfrie mennesker, da vi kom tæt på hinanden. Allan lund, som sidder i det Europæiske Håndboldforbunds Internationale udvalg som representant for Dansk Håndbold Forbund, havde skaffet mig kontakt til Eiko som har været professionel håndboldspiller i Bekkelaget i Oslo, og som nu underviser på Tsukuba University i håndbold. Hun var en stor hjælp for mig både som oversætter og som guide i undervisningen på universitetet og de klubber jeg besøgte derovre. Hun kunne tale norsk og havde også været på studieophold i GOG i Danmark. Det mest slående ved deres undervisning og pædagogik er uden tvivl den effektivitet der hersker i alt det de gør. Og deres evne til at minimere spildtid inden for selv den mindste teknikøvelse de bliver sat til at udføre. Jeg fik at vide at jeg skulle træne 25 tolvårige spillere i en klub og der ville kun være en halv håndboldbane til rådighed. Det accepterede jeg selvfølgelig, men da jeg ankom til hallen var der 40 spillere og de
trænede allerede på livet løs uden en træner, med lange rækker uden nogen form for uro i geledderne. Og i den anden halvdel var der 40 volleyballspillere igang. Så hvem snakker om manglende haltider i danmark. Til det årlige idrætsstævne jeg overværede sammen med Asuka og hendes familie så vi mange spændende former for teamwork mellem børnene og deres forældre. Og da det hele var færdigt tog det 15 minutter at rydde den kæmpemæssige opsætning op hvor alle hjalp til store som små! På rundvisningen til flere af byens skoler sammen med en af byens politikere fik jeg også mulighed for at se den daglige time på skemaet der hed rengøring. Her blev alle stole og borde ryddet til side og så lå der ellers 10 elever side om side på gulvet og skurede det rent mens andre var igang udendørs med vinduer og grønne områder! Det bliver spændende at vise det videoklip jeg har herfra til en morgensamling og høre hvad vores elever siger til rengøringen på vores højsskole. Sumobrydning er et vigtigt programpunkt, lørdag eftermiddag, i det tv der kører næsten døgnet rundt i de japanske stuer. Men en dag så jeg også en udsendelse om nogle universiteter der konkurrerede i at flyve længst ud over havet i deres hjemmekonstruerede fly. Flyene brugte ikke andet brændstof end de menneskelige muskler. Alle grupper var sponseret af forskellige firmaer og de studerende havde på hver deres måde udviklet kreative fly. Det er uden tvivl en af måderne til at udvikle japanernes evne til at være blandt de førende i verden for nye produkter. Det var igen en kontrast at komme fra det japanske effektivitetsfikserede samfund til det mere eksotiske og livsnydende thailandske samfund. Selv om begge har budismen som den førende livsanskuelse er der stor forskel på kulturerne i landene. I Thailand bliver alt udført i et meget roligt tempo og de skoler jeg besøgte bar heller ikke præg af nogen form for effektivitet eller stræbsomhed. Fagligt er der meget der foregår på lavt niveau men der er ingen der skal føle sig udenfor i modsætning til Japan hvor mange har mistet deres selvværd fordi de ikke er blandt de bedste. I Thailand møder man venlige og imødekommende mennesker overalt der gerne vil kommunikere selv om deres engelskkundskaber ikke altid er de bedste. Det vidunderlige klima og den skønne natur med de eksotiske palmestrande gør måske også noget til at man har lettere til smil end vi oplever hjemme i de kolde og mørke vintermåneder. Et andet af mine mål var også at kunne opkvalificere den studierejse som jeg har startet op på Nordjyllands Idrætshøjskole. Vi er den eneste idrætshøjskole der har en studietur på programmet til Thailand. Og 7 dages trekking i junglen nær Burma sammen med en meget dygtig lokal guide Kurth, gjorde at jeg har fundet et specielt sted sammen med lokale stammer i junglen hvor vi kommer så tæt på en gammel stammekultur som måske snart vil uddø. At der så blev lidt maveproblemer efter indtagelsen af en grillet kæmpeedderkop som blev fanget i dens underjordiske hule. Og at mødet med en vild elefant midt inde i junglen gav os nerver på har jeg her fundet et sted hvor turismen endnu ikke har vundet indpas. Det 200 m høje vandfald i denne jungle som er et af asiens største vandfald gav os et tiltrængt hvil og mulighed for at blive vasket efter 5 timers vandring over bjerget. Så her vil mine kommende elever få stillet deres trang for at opleve den oprindelige thailandske kultur uden nogen form for Mac D. mad. At jeg så fik mulighed for at komme ind i en af de burmesiske flygtningelejre, der ligger her i området tæt på grænsen til Burma med 15000 mennesker gjorde ikke oplevelsen mindre. De mange mennesker er lukket inde i en lejr med bambushytter flere med op til 5 års ventetid her - og ingen ved hvor lang tid det skal fortsætte sådan. Det gjorde virkeligt et stort indtryk. Jeg håber man med denne rapport kan få et indtryk af at mine ønsker til orloven til fulde er blevet indfriet. Og jeg er meget taknemmelig og synes denne FFDs ordning virkelig kan give en højskolelærer et pusterum fra den positive hektiske dagligdag vi
oplever på højskolerne. Og jeg har ihvertfald fået ny energi og nye ideer og impulser til fortsat at virke i højskoleverdenen selv om jeg snart har været der i 25 år. Hans Hessellund