Tiggere i København. Rapport udarbejdet af Louise Christensen

Tiggere i København Rapport udarbejdet af Louise Christensen Kofoeds Skole, Juni 2010

Indhold: Forord 1 Sammenfatning 2 1. Indledning 5 2. Metode 6 2.1 Begrebsafklaringer 7 2.2 Metodiske udfordringer 10 2.2.1 Forskelligheder 10 2.2.2 Dobbelttydigheder; at sige ét men også mene noget andet 11 2.2.3 Identitetstale; associering, distancering og fiktiv historiefortælling 11 3. Kvantitative oversigter 14 3.1 Danske tiggere 14 3.2 Avissælgere og de der periodisk tigger 17 3.3 Udenlandske tiggere 19 4. Kvalitative beskrivelser 21 4.1 Ustabile eller vekslende boligforhold 22 4.1.1 At økonomisere 22 4.1.2 Ikke at kunne komme hjem 23 4.1.3 Ikke at føle sig hjemme eller er det mit hjem? 23 4.1.4 Det sociale liv 23 4.1.5 At bo på gaden 24 4.2 Misbrug 25 4.2.1 Værdigt og uværdigt trængende 27 4.3 Økonomi 29 4.4 Oplevelser af at tigge 31 4.4.1 At finde et rum 33 4.4.2 Tiggernormer 33 4.4.3 Negative reaktioner på tiggeri 34 4.5 Hellere avissælge end at tigge 35 4.6 At arbejde 37 4.6.1 Autoriteter, stikmærker, hul i CV et, manglende uddannelse og ufleksibilitet 38 4.7 Forsørgelse 39 4.7.1 Konsekvenser af kontanthjælp 41 4.8 Hvad ledte til tiggeri 43 4.9 At hjælpe sig selv; det skal komme indefra 46 5. Konkrete tiltag 49 5.1 Exitstrategi 49 6. Konklusion 53

Forord Denne rapport er blevet til på baggrund af Kofoeds Skoles ønske om at opnå mere viden om tiggeri i Københavns Indre by, samt at forbedre forholdene for de, der tigger. Projektet er finansieret af Socialministeriet. Projektet var todelt, således at det både søgte at skabe mere viden om gruppen af tiggere samtidig med, at det forsøgte at forbedre forholdene for de danske tiggere i indre by. Sidstnævnte skete f.eks. gennem oplysninger om muligheden for at opsøge Kofoeds Kælder, et kontaktsted for hjemløse i indre by, for gennem medarbejdere med socialfaglig og juridisk ekspertise og frivillige at få hjælp til at løse eventuelle problemer i deres situation og forhold. Det lykkedes dog ikke at skabe denne forbindelse, da tiggerne enten sagde, at de ikke kunne komme, med forklaringer som; det var for langt væk, åbningstiderne var for smalle for dem, de fik hjælp andet sted fra, de havde før haft kontakt osv., eller de sagde, at de ville komme forbi, men aldrig mødte op trods de af eget initiativ gentagende udtrykte intentioner herom. Anden del af projektet var at indsamle viden om den gruppe af danskere, der tiggede i indre by. Rapporten er således et forsøg på at beskrive nogle af de sammenfiltrede forhold omkring tiggeri, samt at få et indblik i nogle af de omstændigheder, der blev beskrevet som betydningsfulde, af de der tiggede. Og endelig tak til Kofoeds Skole, der tog initiativ til projektet, til Socialministeriet der finansierede det og tak til medarbejdere og frivillige i Kofoeds Kælder for timerne på gaden og utallige diskussioner. Og frem for alt en særlig tusind tak til de mange hjemløse og tiggere, gadernes konger og dronninger, som deres ofte svære situation til trods, fortalte mig åbent, gavmildt og for det meste tålmodigt om deres liv. En særlig tak til Jimmie, der lukkede mig ind, forgæves forsøgte at lære mig at være rap i replikken, og altid står parat til at hjælpe sin næste og lod mig stå beriget og i bundløs gæld. Og et sidste tak-vuf til Ziki for ikke at bide mig hårdt i fødderne, den vinterdag på Istedgade hvor jeg begik så gruelig en fejl. Louise Christensen Louise Christensen er bachelor i antropologi, og undersøgelsen er udført efter et 4 måneders feltarbejde i Kofoeds Kælder, som led i et speciale om social marginalisering ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. 1

Sammenfatning Denne rapport belyser en række forhold, som tiggerne fortalte var relevante i deres liv og som denne rapport er delt op efter. Generelt virkede det som om, at tiggerne mindre opfattede sig som tiggere, end som folk, der levede på gaden og delte de samme forhold. Om man tiggede eller fik fat i penge på anden måde, var således sekundært i forhold til livet på gaden. Det følgende gælder både de 9, der kun tiggede, samt de mange, der periodisk tiggede. I løbet af de 2 måneder feltarbejdet forløb, blev der observeret 32 avissælgere i indre by, hvoraf 15 nævnte, at de periodisk tiggede. 8 ud af 9 tiggere nævnte, at de havde ustabile boforhold (s. 22). De boede på gaden, herberger, natcaféer og nogle afbrød dette ved evt. også skiftevis at bo hos venner. Mange af de, der periodisk tiggede, nævnte også ustabile boforhold. Flere fortalte dog, at de havde en lejlighed. Det var dog ikke kun et problem at få en lejlighed, men også at beholde den. Hindringer i at have en bolig var f.eks. at huslejen var dyr i forhold til de penge, man har, og i forhold til det omfang, man benytter boligen samt den personlige værdi, man knytter til boligen. Derudover var der en række fysiske, psykiske og sociale udfordringer ved det at bo inde. Det kunne f.eks. være i forhold til at boligerne, som tiggerne blev tilbudt, ofte var længere fra indre by, hvor de fleste opholdt sig hver dag, hvorved besværligheder med at komme hjem, gjorde, at nogle sov i byen i stedet. Det kunne også være svært at bibeholde det sociale liv, man havde på gaden, og flere fortalte, at de følte sig ensomme i en bolig for sig selv. Enkelte fortalte om forestillinger om boligen som f.eks. at væggene faldt sammen om én. Et liv med misbrug (s. 25) var en realitet for mange af de, der tiggede. 6 ud af 9 tiggere fortalte, at de havde et misbrug, mens én fortalte, at han tidligere havde været i et misbrug. 5 ud af de 6 var i et misbrug af hårde stoffer; det vil sige f.eks. heroin og coke. De, der periodisk tiggede, fortalte også om misbrug af hårde stoffer og både tiggere og periodisk tiggere fortalte om sidemisbrug ved siden af den metadonbehandling, de var i. Ifølge Sociologen Lotte Sangstad kan misbrug blandt tiggere i 2000 og 2001 groft skitseres som metode til enten at mærke noget; en rus eller ikke at mærke noget; selvmedicinering (Sangstad 2002). Tiggeri og misbrug blev af flere nævnt som to leveforhold, der forstærkede hinanden, idet der blev tigget for at holde abstinenser væk og omvendt fortalte flere, at det var lettere at tigge, hvis man var påvirket. Mange tiggere fortalte, at det var let nok at komme ud af misbruget, men det var sværest at forblive ude af misbruget. Rent fysisk var abstinenserne væk, men de psykiske og sociale problemer var der stadig. Det kunne være svært at holde sig ude af misbrug, når man følte sig ensom, og de venner man havde var i et misbrug, der hvor man plejede at komme. Manglende socialt netværk, problemer og bekymringer, der før måske blev dulmet eller glemt i misbruget, kunne være svære at tackle uden et misbrug. 2

Økonomiske besværligheder (s. 29) var selvfølgelig den direkte årsag til tiggeri. 6 af de 9 tiggere var på offentlig forsørgelse, mens 3 fortalte, at de ingen offentlig forsørgelse fik. De fleste tiggere og de der periodisk tiggede fortalte, at de havde svært ved at få pengene til at slå til, og at de derfor måtte tigge eller sælge aviser. Der blev nævnt behov for penge til dagen og vejen, at det var dyrt at leve på gaden, at komme ind at sove, at få abstinenserne væk osv. De, der havde en lejlighed, og som kun i perioder tiggede, nævnte også andre goder, som resten af befolkningen har til f.eks. at underholde eller gøre dagligdagen lettere. De nævnte ønsker som; mobiltelefon, fladskærm, computer og den store kabel-tv pakke. Tiggernes forsørgelsesgrundlag (s. 39) var særligt kontanthjælp, som medførte, at tiggerne skulle igennem aktiveringsforløb for at sikre, at der ikke blev skåret i kontanthjælpen. Mange tiggere var meget påvirkede af disse aktiveringsforløb, og nogle fortalte, at de havde fravalgt kontanthjælpen for at undgå aktiveringsforløbene. Flere fortalte, at de følte sig pressede, og at de omgik aktiveringsforløbene ved at tage så mange stoffer, at de var helt sløve og derfor blev sendt hjem. Reglerne om modregning i kontanthjælpen ved lovligt betalt arbejde er så skrappe, at det nærmest ikke kan betale sig at arbejde på deltid ved siden af kontanthjælpen. En oversigt fra Rådet for Socialt Udsatte viste, at kontanthjælpsmodtagere i 2007, 2008 og 2009 kunne tjene helt ned til 5-10 kr. pr. 100 kr., hvis de supplerede deres kontanthjælp med lovlig betalt arbejde (Rådet for Socialt Udsatte 2007, 2008 og 2009). At supplere sin kontanthjælp kunne altså svært ske ved lovligt arbejde, og tiggeri var et af de alternativer, man kunne ty til. Andre muligheder der blev nævnt var: at samle flasker, at gå til hånde i småbutikker som f.eks. kiosker og blomsterhandlere, salg af de ting man havde, prostitution, butikstyverier og salg af hælervarer. Derudover fortalte tiggerne om forskellige oplevelser af at tigge (s. 31). De fleste var negativt påvirket af det og omtalte det med ord som f.eks. ydmygende, ubehageligt, skamfuldt og én forklarede, at det var som at prostituere sig selv. Nogle omtalte det mere neutralt som okay, mens ganske få nævnte, at de var glade for det. Generelt ville de, der opholdt sig på gaden, hellere sælge aviser end at tigge (s. 35). Langt størstedelen fandt det mindre ydmygende at sælge aviser og fortalte, at kontakten til de forbipasserende var bedre, når man solgte aviser, end når man tiggede. To af de 9 tiggere begyndte også at sælge aviser i løbet af de 2 måneder. Flere fortalte, at de allerhelst ville have et rigtigt arbejde (s. 37), men fortalte om hindringer i at få og beholde et job, som f.eks. problemer med at få job pga. mistanke om stofmisbrug f.eks. pga. stikmærker, for strikse forhold på arbejdspladsen f.eks. problemer med autoritetsforhold og andre problemer med at træde ind i et arbejdsmarked, som virkede meget utilgængeligt og ufleksibelt over for dem og deres situation. Tiggerne nævnte forskellige årsager til, hvad ledte til tiggeri (s. 43 ). Det var historier om skilsmisse, mistede job, at miste slægtninge eller ægtefæller, at de havde svært 3

ved at tage en uddannelse og finde et job, at blive smidt ud hjemmefra eller stikke af fra en institution, man ikke kunne holde ud osv. Selvom der var mange fortællinger om, hvad der havde ledt dem på gaden og til at tigge, fortalte de anderledes entydigt om, hvad der kunne lede dem ud af tiggeri. De mente, at det var et personligt valg; at de skulle hjælpe sig selv (s. 46). De havde en forestilling om, at det var motivation og vilje, der skulle komme indefra dem selv, hvis de ville ud af tilværelsen på gaden og tiggeriet. Men i forhold til sociologen Lotte Sangstads rapport om tiggeri i København fra 2002, blev der fundet ca. 50 danske tiggere på 6 måneder (Sangstad 2002), hvorimod der i de 2 måneder i start 2010 kun blev fundet 9 danske tiggere. Men avissalget af hjemløseavisen Hus Forbi, som startede i 1996 (Hus Forbi 2010a), var til gengæld omfattende i forhold til tiggeri, sådan at der i de 2 måneder blev observeret 32 avissælgere i indre by. Muligheden for at sælge aviser gjorde, at tiggerne kunne vælge noget andet end at tigge, der var lettilgængeligt, fleksibelt, noget der kunne ske i det miljø, de allerede var i og med en hastighed og et fremmøde, de selv kunne sætte. Herved er det måske et spørgsmål om de ville vælge anderledes, hvis der var boliger og et jobmarked, der var lettere tilgængeligt. Altså hvis der kunne skabes rum for flere valg til dem. 4

1. Indledning Denne undersøgelse er blevet til på baggrund af Kofoeds Skoles ønske om at opnå mere viden om tiggeri. Der er ikke mange tidligere undersøgelser, der specifikt fokuserer på tiggeri i Danmark. Af tidligere undersøgelser kan dog nævnes: Tiggeri i København (Sangstad 2002), Brikker til forståelse af tiggeri i de københavnske gader (Kusiak 1999) og Skiltetiggere i København (Sørensen 1999). Udover undersøgelser af tiggeri er der dog diverse undersøgelser af hjemløshed og hjemløse samt rapporter om socialt udsatte, hvor tiggerne ofte også hører ind under. Gennem tiden har man forholdt sig forskelligt til fænomenet tiggeri. Det er skiftet mellem at være lovligt f.eks. gennem særlige tiggertegn og ulovligt i det danske samfund. I dag er tiggeri et synligt fænomen i Københavns indre by, og det er ofte til debat i pressen. Det er måske særligt andelen af udenlandske tiggere i Københavns indre by, der har vakt opmærksomhed i den sidste tid. Spørgsmål om hvordan et velfærdssamfund forholder sig til denne gruppes situation og behov for hjælp er også relevant og presserende at besvare. Tiggeri er et fænomen, der udtrykker økonomisk nød og sociale problemer for en gruppe i et samfund, og det må derfor nødvendigvis interessere såvel de der arbejder med socialpolitiske tiltag, og de der udfører socialt arbejde. Denne undersøgelse omhandler altovervejende de danske tiggere og deres forhold. Den er tiltænkt som en omfattende beskrivelse af dele af deres hverdagsliv og situation, som ofte i medier, kunstprojekter osv. på en mere skitseagtigt måde beskrives. Beskrivelserne kan forhåbentlig give en bedre forståelse og indsigt i tiggernes liv og evt. de muligheder der er for at støtte denne gruppe. I den forbindelse er den især rettet til de, der har muligheden for at påvirke nogle af disse forhold, omend blot i lille omfang, og lette de ofte svære situationer mange af tiggerne står i. 5

2. Metode: Denne undersøgelse af tiggeri er gennemført med brug af såvel kvantitative som kvalitative metoder. Det kvantitative materiale forsøger at give en oversigt over tiggeriet; bl.a. antallet af tiggere i indre by og visse forhold, der uddrages af oplysninger fra samtalerne på gaden i løbet af de 2 måneder. Det kvantitative materiale er delt i tre grupper; de udenlandske tiggere, de danske tiggere og de der sælger hjemløse aviser, hvoraf nogle periodisk tigger. Da rapporten omhandler de danske tiggere, er der fortrinsvist fokus på dem, men de der periodisk tigger, og de der tidligere har tigget drages også ind i det kvalitative materiale. Den kvalitative del omhandler altså både de der tigger som eneste måde at tjene penge på, samt de der periodisk tigger; altså de der på visse tidspunkter forsøger at tjene penge på anden vis; fortrinsvis avissalg. Al viden er situeret (Hastrup 2003 bl.a.). Det vil sige, at den viden der opnås og bringes videre altid strømmer et bestemt sted fra og i en bestemt tid. Det kan måske mere elegant formuleres, at det er ikke alle pladser, der er åbne [... for feltarbejderen] (det er det heller ikke for de andre i fællesskabet), men en plads må man have (Hastrup 2003:10) og fra denne plads har man adgang og bliver eksponeret for en vis form for viden. Således vil de oplysninger, jeg har fået, været givet til mig i forhold til den plads, jeg har fået eller taget. Jeg har selvfølgelig søgt at tage den mest neutrale plads, men neutralitet er aldrig en mulighed, og rapporten bør læses med dette i baghovedet. Enhver form for kvalitativ og kvantitativ viden kan endvidere kun videreformidles selektivt, da der altid vil være et overskud af viden om ét felt; f.eks. tiggeri. En teori eller beskrivelse kan svært rumme det overskud af mening og information, der er oplevet i en virkelig verden. Denne rapport afspejler altså den viden, der er valgt ud. Det kvantitative materiale, der er valgt ud, vil forsøge at beskrive antal og hyppighed af forskellige forhold ved tiggeriet, der i dag er fundet betydningsfuldt. Det kvalitative materiale søger på anderledes facon ikke at afdække det mest udtalte, men det som synes at være på spil. Det vil sige, at det søger at beskrive de udtalelser, handlinger osv., der giver oplysninger om tiggeri og giver os en bedre forståelse af tiggeri, men som måske ikke er det, der er mest forklaret. Kort kan man sige, at det kvalitative har nok i én informant, da det kan være denne ene, der formår at sætte ord på de ting, der er vedrørerende for hele gruppen eller deres handlinger som f.eks. tiggeri. Dette er selvfølgelig et spørgsmål om analyse, og validiteten ligger i at bedømme det kvalitative materiale på baggrund af metoden og den empiriske virkelighed, det forsøger at beskrive, og ikke om der er flest, der har udtalt det. Således vil det kvalitative afsnit ikke henvise til et specifikt antal tiggere, men være spækket med henvisninger til nogle, andre, mange og flere. Det kvalitative 6

materiale, der er valgt ud, er både det der har syntes relevant i forhold til de der tigger, men især det der har virket vigtigt for at forstå tiggeri, og eventuelle tiltag til at hjælpe de, der tigger. 2.1 Begrebsafklaringer: Allerførst skal det understreges, at flere af de, der tiggede og periodisk tiggede, virkede som om, de fandt det mærkværdigt kun at tale om tiggeri. For dem var det at tigge kun en del af det at leve på gaden. Uanset om de tiggede eller ej, solgte aviser, havde en bolig eller boede på gaden, talte de fleste som om, at de delte en måde at leve på, hvoraf tiggeriet blot var en del. Lotte Sangstad der for ca. 10 år siden lavede et feltarbejde blandt tiggere i indre by, beskriver det sådan her: de benytter sig af byens rum som rammen om mange ting, som vi andre gør derhjemme: spise, drikke, sove, være sammen med venner og familie osv. [...]. Tiggeriet er én ud af flere måder at bruge byen og få hverdagen til at hænge sammen på (Sangstad 2002:12). Henvisninger til gadeliv, tilværelse på gaden, at leve på gaden, være hjemløs og hjemløshed osv. henviser altså til denne form for liv, der er enormt varieret, men alligevel her i rapporten samles som ét. Begreberne tigger er for mange et meget ladet begreb, også for en del af de, der tigger. Jeg havde helst afholdt mig fra at benytte begrebet, da jeg selv fandt det stødende, men forsøgte at benytte det ud fra en forestilling om, at det måske ikke havde samme genklang for de, der tiggede. I det første interview blev jeg dog forvisset om min første indskydelse, og jeg brugte i stedet det ord, mange brugte: at bomme, lave penge eller at betle, som færre dog brugte. Det skal dog understreges, at nogle tiggere ingen kvaler havde ved at benytte ordene tigge og tiggeri, og de brugte det skiftevis med ordet at bomme. At henvise til tiggere er også lidt misvisende, da dette som sagt kun er en meget lille del af deres personlige identitet, og da de ofte ikke selv benytter det ord om sig selv eller hinanden. At tigge er først og fremmest en handling og kan ikke dække det, en person er. Lotte Sangstad skriver det måske mere præcist; at tigge er en handling, der er så lidt kendetegnende for hvem, dem der tigger er som personer [...], at det synes urimeligt at putte dem i en så reducerende kategori ved at give dem identiteten tigger (Sangstad 2002:12). Jeg har valgt at benytte ordet tigger og tiggeri alligevel, da det er den term, de fleste genkender, og da det dækker den handling og de personer, der nu gennem mange tusind år er kendt ved det navn. Ved at ændre på navnet, ændres dets negative konnotation nok alligevel ikke. Begrebet tiggeri eller at bomme dækker i denne rapport over det samme: at bede om penge eller andre goder i et offentligt rum uden nogen modydelse. For enkelte betød bomme dog et lidt mere flygtigt foretagende, lidt på linie med at platte, som man f.eks. gjorde på sin vej igennem byen, mens ordet at tigge var en længerevarende stillestående handling. I denne rapport bruges ordene for samme handling, hvadend 7

den er længerevarende eller ej. Tiggere henviser i denne rapport både til de personer, der permanent benytter sig af tiggeri, og til de personer, der kun i perioder tigger. Begrebet danske tigger bygger på om tiggerne talte dansk og var hjemmehørende i Danmark. Grønlændere, der opholdt sig i Danmark i dette tidsrum og som tiggede, er taget med i undersøgelsen under danske tiggere. Rapporten bygger udelukkende på tiggernes egne udsagn, handlinger osv., da den søger deres egne beskrivelser af tiggeri. Der er altså ikke direkte inddraget beskrivelser fra andre, der har med denne gruppe at gøre. Men disse andre som f.eks. socialarbejdere, politi, forbipasserende osv. har selvfølgelig indflydelse på de, der tigger og lever på gaden. I denne rapport er alle navne ændret. Ligeledes er citater i visse tilfælde ændret for at anonymisere de få tiggere, der opholder sig på gaden i den afgrænsede indre del af København. I det kvalitative materiale er mange personlige oplysninger således ændret. Visse steder er der ændret i køn, alder, sted, uddannelse, arbejdstitel, børnenes køn og nogle personer har fået flere forskellige kaldenavne i rapporten. Feltarbejdet blev udført mellem 1. februar og 1. april 2010 og derudover en enkelt uge i april på grund af aftaler om gentagende interview. Feltarbejdet er altså udført i nogle af de koldeste måneder, hvilket måske kan have betydning for antallet af tiggere, men tiggerne nævnte selv behovet som det afgørende, og ikke selve sæsonen, de tiggede i. Dette understreges selvfølgelig netop af de, der tiggede om vinteren, og det kan ikke her afvises, at der eventuelt er flere, der tigger om sommeren. Projektet omhandlede danske tiggere i Indre by. Indre by er afgrænset til at dække kernen af indre by ud til Christianshavns Torv, Vesterbro Torv, Trianglen og Blågårds Plads. Området blev inddelt i zoner, sådan at det kunne afgrænses, hvor der var opsøgt tiggere, og hvor der ikke var. Nedenfor ses et kort over zonerne: 8

Kort over indre København med de 4 undersøgelseszoner indtegnet: Alle zonerne blev besøgt mindst en gang om ugen. Og kernen i indre by (zone 1) blev hver dag besøgt. Enkelte lørdage og søndage blev der også søgt efter tiggere i indre by. Det opsøgende arbejde er udført morgen, dag, aften og enkelte nætter i indre by. Der var fortrinsvist tale om kortere samtaler frem for længerevarende interview, da tiggerne ofte havde travlt med at tigge og ikke ville eller følte, at de kunne afbryde dette. Nogle tiggere var mere snakkesalige, mens andre ikke havde tid. Samtalerne spændte mellem 10 min til en time. Alle blev ved start informeret om projektet og fik muligheden for at sige nej til at deltage. Ved gentagne møder er informanterne igen 9

blevet informeret om projektet, hvis de i mellemtiden skulle have glemt, hvad det omhandlede. Interviewene blev ikke båndet, da det i visse tilfælde viste sig at skabe anspændthed i interviewsituationen, og da der kun var 2 måneder til at skabe en nogenlunde tillidsfuld kontakt. Derudover, var der ikke altid en blok fremme, da dette i visse tilfælde virkede som om det fremkaldte nervøsitet. At tale åbent har netop været en af de største metodiske udfordringer i felten: 2.2 Metodiske udfordringer: Der har været en række metodiske udfordringer i at skabe kontakt til de, der tigger, at holde denne kontakt og at få skabt en kontakt, der gav rum til, at tiggerne følte, at de kunne tale frit eller mindre vanligt. Særligt skal nævnes: forskellighed, dobbelttydigheder og fiktive historiefortællinger. 2.2.1 Forskelligheder Ethvert teoretisk arbejde og enhver beskrivelse er selvfølgelig en reduktion af virkeligheden, da der vil være et overskud af informationer, der ikke kan tages ind. Ved første øjekast kan gruppen af tiggere måske let grupperes, men det vil altid, ved nærmere øjekast, vise sig at være et mere nuanceret billede, man får. Selv blandt det forholdsvis lille antal tiggere og periodisk tiggende, som er interviewet igennem de to måneder i Indre by, er der mange nuancer. De har f.eks. mange forskellige holdninger til tiggeri og følelser omkring livet på gaden. Til tider modsatrettede; CAV [hans øgenavn her anonymiseret] tigger ikke! Jeg kan bomme en smøg eller øl, men ikke penge. Jo, hvis jeg er meget fuld. Jeg gør ikke det her [går på gaden med barnevogn og i opsigtsvækkende tøj] for at tjene penge. Jeg gør det for at vise Hr. og Fru Danmark, at man godt kan leve et anderledes liv. Forstår de det?, spørger jeg. Det ved jeg ikke. Jeg tror det ikke rigtigt. De glemmer mig efter et øjeblik. Så jeg tror ikke, de forstår det. Men Nick vil gerne være som de andre. Jeg spørger, hvad han mener; jeg vil gerne være ligesom de der går dér. Han peger hen over torvet på de forbipasserende, der haster forbi. Altså på hvilken måde, spørger jeg? Han virker lidt frustreret over, at jeg ikke bare sådan lige forstår og siger lidt opgivende: Okay jeg vil bare gerne klare mig bedre. Drikke Tuborg i stedet for Guldtuborg... og måske kun i weekenderne. Der er altså forskellige følelser omkring det at leve på gaden, og det er forskelligt, hvordan gadelivet beskrives. For de flestes vedkommende er det rettere en blanding af både negative og positive aspekter eller endda modsatrettede følelser og beskrivelser. I denne rapport har jeg forsøgt at få nuancerne med og samtidig søgt at holde fast i noget af det, der er på spil. 10

2.2.2 Dobbelttydigheder; at sige ét men også at mene noget andet Endelig er det svært at bedømme tiggernes udsagn, da ordene nogle gange synes at stride mod handlingerne og omvendt. Eller sådan at tiggerne kan starte med at fortælle lystigt om livet på gaden for så at slå om i meget tungsindige, smertende eller aggressive udtryk og omvendt. Efter det første, ofte lidt mistroiske møde, er de fleste begyndt med smilende og venligt at fortælle om sig selv. Men efter kort snak har de også nævnt det hårde liv det indebærer, at se sig nødsaget til at tigge eller samle flasker, prostituere sig selv, sælge ud af sine ting, stjæle, at føle, at man er blevet opgivet, at blive smidt væk, ikke blive lukket ind diverse steder, at føle at folk er trætte af én og at være træt af sig selv. I interviewsituationen er nogle brudt grædende sammen, andre har vendt sig bort og gået for så at samle sig sammen og komme tilbage og fortælle igen. Til at begynde med fortæller Charlie på en smilende og entusiastisk måde om livet på gaden, men senere i samtalen udbryder han; Jeg kan ikke se mine børn, når jeg har det sådan her. Tror du, jeg ville tage dem med herned (på pladsen)! og begynder at græde. Også Simon starter med at smile stort til mig og forklare længe om, hvordan det er på gaden, da jeg første gang møder ham på en station i indre by. Men da jeg går med et pas godt på dig selv, siger han; Det er okay, det er kun piller. [ ] Jeg har levet et okay liv. Og vender sig bort. Vi snakker lidt, men derfra er der kun mørke tanker og udsagn om hans liv. 2.2.3 Identitetstale; associering, distancering og fiktiv historiefortælling Det mest omfattende problem var spørgsmålet om ærlighed i det, jeg fik fortalt af tiggerne, som måske skyldes det samfundsteoretikerne Snow og Andersson kalder identitetstale (Snow og Anderson 1993). Per fortæller mig til at starte med, at han tager til København hver 14. dag for at gå til smertebehandlinger på Rigshospitalet. Der udleverer de smertestillende medicin til ham. Men længere henne i samtalen forklarer han, at det egentlig er metadon, han får udleveret. Også Roland starter med indfølende at fortælle mig, at han ikke modtager nogle former for bistand. Han forklarer mig, hvor svært det er at leve på gaden og forsøger gentagende gange at hentyde til hans behov for penge. Jeg snakker med ham flere gange igennem de to måneder. Én dag står vi udenfor en station, da en anden hjemløs kommer forbi. Han fortæller, at han ikke sælger aviser eller tigger, med forklaringen om, at han får pension. Han henvender sig til Roland, som jeg ellers var i gang med at snakke med, og spørger umiddelbart om han får pension. Nej bistand falder svaret 11

prompte fra Roland. Selvom han altså ved første møde har fortalt mig, at han ikke får bistand er svaret til den anden hjemløse altså, at han får kontanthjælp. Der kan være flere forklaringer på denne uærlighed som f.eks. kan knyttes til tiggernes behov for at fremstille sig som værdigt trængende modtagere af hjælp fra de forbipasserende, og som altså kun har sproget (samt diverse rekvisitter f.eks. barnevogn, kaffekande o.a.) til sin rådighed. Tiggerne fortalte både om negative reaktioner fra de forbipasserende og om ignorering af deres tilstedeværelse. Ved at fremstille sig selv på én bestemt måde kunne de måske imødekomme denne ignorering eller modvirke de negative udråb fra nogle af de forbipasserende, de bad om penge af. Uærligheden kan også skyldes, at man via sproget og andre udtryk havde behov for at gøre brug af det begreb, Snow og Andersson kalder identitetstale. Groft skitseret mener Snow og Andersson, at det ikke kun er den fysiske overlevelse tiggerne (og hjemløse generelt, som er den gruppe Snow og Andersson beskriver) står over for, men også et behov for at opbygge en form for eksistentiel mening (Snow og Andersson 1993:213). Ifølge Snow og Andersson er det et forsøg på at redde selvet (Snow og Andersson 1993:198-230). Eller måske skulle det hellere hedde bevare selvet. Dette kan blandt andet ske igennem det, de kalder identitetstale. Identitetstale kan være; associering, distancering og fiktiv historiefortælling, som de to ovenstående beskrivelser er eksempler på. Associering er en måde at fremstille sig selv som del af eller udtryk for en gruppe, man gerne vil associeres med. Dette kan ske ved f.eks. verbalt og i andre udtryk at søge at fremstille denne associering. Distancering er modsat at fremstille sig i modsætning til de grupper, man ikke ønsker, at associere sig med. Der var mange eksempler på ovenstående begreber. Det kunne f.eks. ske når, en tigger tog afstand fra at være narkoman og i stedet kaldte sig hjemløs (jvf. afsnittet om værdigt trængende), hvilket nogle gange ikke viste sig helt sandt. Denne identitetstale var selvfølgelig et analysemæssigt og metodisk problem. Den gentagende kontakt har hjulpet gevaldigt på at skabe rum hvor tiggerne kunne vise og fortælle andre historier, som var tættere på virkeligheden, som f.eks. de ovenfor beskrevne. Nogle gange har dette pres på ærlighed og mistillid dog skabt frustration hos de, der blev interviewet. Det krævede balancegang og enorm behændighed ikke at fornærme eller såre mennesker, hvor det virkede som om identitet havde en så omfattende betydning for de fleste, at det derfor ville være let at såre og hyle en person ud af den. Én tigger fortalte, at hun havde tabt sin togbillet til Vordingborg og understregede, at det var derfor, at hun bad om hjælp til en ny. Hun fremstillede en lang forklaring om, hvorfor hun havde behov for billetten, at hun havde tabt den første, hun havde købt og omstændighederne for dette tab. Hun lod det være meget klart, at der ikke skulle stilles spørgsmål til hendes formål med tiggeriet. 12

Andre taktikker kunne også gøre det lettere for tiggerne at fremkalde den mere virkelighedsnære fortælling. I forhold til spørgsmålet om at modtage offentlig forsørgelse gik jeg med tiden f.eks. ud fra at alle modtog kontanthjælp. Ved at tage for givet og møde dem som kontanthjælpsmodtager og ikke at fordømme deres tiggeri, kunne de selv sige fra, hvis de ikke var kontanthjælpsmodtagere. De behøvede ikke at være bekymrede for om jeg fandt det forkert, at de var kontanthjælpsmodtagere og samtidig tiggede, eller at de af vane fremstillede sig selv som mere værdigt trængende ved at sige, at de ikke modtog hjælp fra det offentlige. De kunne således lettere falde ind i den fortælling jeg gav eller bruge kræfter på at træde ud af den, hvilket nogle gjorde. Med tid blev det altså lettere at fremkalde de sande historier, men det står stadig uklart, hvor meget der var fiktiv historiefortælling, distancering og associering, og hvor meget der var sandt. 13

3. Kvantitative oversigter I perioden fra 1. feb. 2010 til 1. April 2010 blev der observeret 9 danske tigger, 41 udenlandske tiggere samt 32 avissælgere på gaderne i Københavns indre by. Af de, der solgte aviser, nævnte mindst 15, at de i perioder tiggede. F.eks. når de var kommet til at bruge alle pengene om aftenen og ikke har nogle penge om morgenen. Undersøgelsen er derfor opdelt i danske tiggere, udenlandske tiggere og avissælgere, hvoraf nogle periodisk tigger. De der tigger er kun talt med som tiggere, hvis de har fortalt, at de ikke også sælger aviser. Hvis en tigger har oplyst, at han også sælger aviser, er han opgjort som avissælger og ikke tigger, bortset fra 2 tiggere, der i løbet af undersøgelsesperioden er blevet avissælgere. Overordnet kan det siges, at i løbet af de to måneder feltarbejdet foregik, blev der observeret flest udenlandske tiggere og avissælgere, og markant færre danskere, der kun tiggede. 3.1 Danske tiggere: Danske tiggere er opgjort efter de personer, der blev set tigge, og som fortalte, at de ikke også solgte hjemløseaviser. To af de personer, der er opgjort her, blev i løbet af de to måneder undersøgelsen varede avissælgere, men oplysninger omkring dem er som sagt beholdt i kategorien tiggere. De danske tiggere er alle interviewet gentagende gange. Skitseringen nedenfor er lavet ud fra kvalitative udsagn. Komprimeret oversigt over danskere, der er observeret tigge i Københavns indre by i undersøgelsens 2 måneder: Antallet af danske tiggere observeret tigge i indre by Mænd 8 Kvinder 1 I alt 9 De 9 danske tiggere var fra 20 til 51 år. Aldersfordeling blandt de danske tiggere 20 år 1 36 år 2 39 år 1 40 år 1 44 år 2 51 år 1 Vides ikke 1 (vurderes til omkring 40-50 år) 14

Civilforhold: (på interviewtidspunktet) Alene 5 Gift/kæreste 2 Vides ikke 2 Kontakt til familie (defineret som kontakt til ethvert familiemedlem vedkommende selv karakteriserede som familie): Fortæller de har kontakt uden at det lyder problematisk 3 Fortæller om dårlig eller ingen kontakt 2 Vides ikke 4 Boligforhold (det sted tiggerne nævner som svar på spørgsmålet om, hvor de bor) På gaden 1 På gaden og skiftevis hos venner 2 På gaden eller natcafé 2 På natcafé 1 På herberg 2 I opgangsfællesskab 1 Misbrug (defineret som det tiggerne fortæller, at de bruger/misbruger) Hårde stoffer (defineret som coke, heroin) 5 Alkohol 1 Intet misbrug 1 Er kommet ud af stofmisbrug på interviewtidspunktet 1 Vides ikke 1 Psykisk sygdom (hvad tiggerne har nævnt om en evt. psykisk sygdom) Betegner sig selv som psykisk ustabil 1 Bor i opgangsfællesskab for psykisk syge 1 Nævner ingen psykiske sygdomsdiagnoser 7 Forsørgelsesgrundlag Kontanthjælp 3 Førtidspension 2 Intet forsørgelsesgrundlag 3 Vides ikke 1 15

Formålet med at tigge (de umiddelbare svar) For at få til dagen og vejen (de fortæller, at de er uden kontanthjælp) 3 For at få mine abstinenser væk 1 For at få penge til metadon og/eller stoffer 3 Fordi hendes lommepenge i opgangsfællesskabet er blevet sat ned 1 Svarede ikke direkte på det 1 Måder at tigge på? (Der kan skiftes mellem de forskellige måder at tigge. Her er, hvad angives som typisk): Opsøgende 3 Siddende/stående 2 Både opsøgende og siddende/stående 3 i togene 1 Typiske steder vedkommende tigger (De fleste tiggere har faste steder, hvor de ofte kommer og står i længere tid af gangen. Generelt er det befærdede steder: stationer, butikscentre, supermarkeder, på torve osv. De faste steder for de 9 tiggere, jeg mødte var): Hovedbanegården 1 Hovedbanegården og indre by 1 Torv i indre by 1 Nørrebrogade 1 Indre by 1 Stationer i indre by 2 Christiania 1 i S-togene og Hovedbanegården 1 Typiske perioder vedkommende tigger Det kan variere, hvornår vedkommende tigger, men her er, hvad tiggerne nævnte som typisk for dem og er observeret: Morgen og formiddag 1 Eftermiddag 3 Aften 1 Hele dagen 4 16

Hvor længe har tiggerne tigget? Tiggerne nævner perioder fra et par dage til 9 år, de havde tigget i Danmark. Oplevelsen af at tigge? (Dette er svært at opgøre kort, men noget forsimplet kan det siges at): De fleste nævner, at det er ydmygende, ubehageligt, skamfuldt. Enkelte taler om det som en vane eller at det er okay. Én at det er sjovt Har vedkommende kontakt til kommunen? Kontakt til kommunen er her bredt defineret som de, der modtager metadon (da dette ifølge loven også fordrer social hjælp), kontanthjælp (da dette fordrer et aktiveringsforløb) og endelig kontakt til kommunale bosteder i dette tilfælde; et opgangsfællesskab. Ja 7 Nej 1 Vides ikke 1 3.2 Avissælgere og de der periodisk tigger: Avissælgerne er opgjort efter de, der er set sælge hjemløse avisen i indre by i løbet af de to måneder. Der er observeret 32 avissælgere i Indre by i de 2 måneder. På landsplan oplyser hjemløseavisen, at der er ca. 500 registrerede avissælgere (Hus Forbi 2010) De, der er observeret på deres vej igennem byen med avistasker, blev ikke opsøgt til at starte med, da det først og fremmest er de danske tiggere, der er søgt at få skabt en længerevarende kontakt til. Senere blev det dog klart, at også avissælgerne tiggede i perioder, og de blev derfor fra da af opsøgt i indre by. Der blev observeret 32 avissælgere i løbet af undersøgelsen. 7 af de mandlige avissælgere fortalte, at de ikke var fra Danmark. 4 kom fra Sverige, 1 fra England, 1 fra Frankrig og 1 fra Rumænien. Af de 32 fortæller 15, at de periodisk tigger, 6 at de ikke tigger og 11 vides ikke. Periodisk tiggeri blev for det meste forklaret med, at de manglede penge til at købe aviser og derfor måtte tigge sig til det. Antal observerede avissælgere i indre by Kvinder 4 Mænd 28 I alt 32 17

Antallet af avissælgere der fortæller, at de periodisk tigger 15 Avissælgerne var mellem 20 og 59 år. Aldersfordeling af avissælgerne 28 år 1 31 år 1 35 år 1 37 år 1 40 år 1 46 år 1 47 år 2 49 år 1 50 år 2 53 år 3 56 år 1 59 år 1 Vides ikke 16 Mange af avissælgerne var hjemløse (i forhold til SFIs definition (Benjaminsen 2009). Avissælgernes boforhold Gaden 7 Natcafé 2 Herberg 3 Ven/kæreste/familie 2 Campingvogn 1 Lejlighed/værelse 8 Vides ikke 9 Antal af hjemløse i fht. SFIs definition 15 Hvor der var flere boformer er angivet den primære, altså den vedkommende nævnte som den primære på interviewtidspunktet. Flere avissælgere blandede de forskellige overnatningsformer, som f.eks. både at bo ude og på natcafé, sove hos venner og på natcafé eller have en lejlighed og sove ude. Antal avissælgere, der boede vekslende steder mellem ovenstående 10 17 avissælgere nævnte, at de var i et misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller en blanding, 2 nævnte at de ikke var i et misbrug mens 13 er uoplyst. Flere lagde ud med at fortælle, at de ikke havde et misbrug men blot tiggede til alkohol og måske lidt 18