Bergen, fredag formiddag 18. august

Bergen, fredag formiddag 18. august TV2s redaktionslokaler i Bergen ligger på Nøstet. Alle bergensere ved, hvor det er. I normalt spadseretempo tager det 8-10 minutter, til man er i hjertet af byen, hvor alt kan ske. Hvis man har en aftale oppe i redaktionen, kan man komme til at havne i kantinen. Hvis man trænger til en smøg og en kop kaffe, ja, så ligger der et diskret, tomt kontor lige til venstre, hvor man glimrende kan få tilfredsstillet sin nikotinhunger uden at blive tiltalt eller dømt efter rygeloven. En af dem, der systematisk benyttede sig af denne mulighed, var journalist Petter Jacobsen. Han var ikke bergenser, men havde været nødt til at emigrere fra Oslo efter et dramatisk samlivsophør. Han var efterhånden 43 år gammel og havde startet sin journalistiske karriere ved Østlandets Blad; derpå fulgte Dagbladet, Verdens Gang, Norsk Rikskringkasting (NRK) og TV2. Petter, der altid havde været en optimistisk sjæl, var i særdeles dårligt humør, da han åbnede dagens aviser ved halvtretiden, hældte flødepulver i kaffekoppen og tændte formiddagens første cigaret. Han vidste godt, at han havde opført sig dumt den foregående nat, men nu tog han sig sammen, skubbede det i baggrunden og fandt sin notesblok frem. Han var heldigvis alene i rygerummet. Det var begyndt med en improviseret fest på Wesselstuen i anledning af en af fotografernes 52-års fødselsdag. Siden var det gået slag i slag. Petter forsikrede endnu en gang sig selv om, at han havde god samvittighed. Han havde fulgt Fremskridtspartiets spidskandidat i Hordaland på valgmøder land og rige rundt, fra Radøy til Osterøy, og havde desuden dækket trafikministerens valgtale i Bergen, hvor denne havde lovet en større udbygning af amtsvejen ved kysten. Chefen havde været glad for Petters sarkastiske kommentarer i hans opsummering 7

af løfte politikernes valgkamp. Han havde kort sagt gjort sit arbejde helt professionelt, så var der noget forkert i at være med til en lille fest? Foran sig havde han udskrifter af justitsministerens pressemeddelelser i løbet af det sidste par måneder. Han havde markeret nogle af udtalelserne med en blå tuschpen. Det slog ham et øjeblik, at det måske var uretfærdigt at lade sit raseri mod Helene gå ud over ministeren; på den anden side var det ikke hans skyld, at han havde fundet et par journalistiske godbidder at hage sig fast i. Petters humør vendte langsomt tilbage, mens han bladede i dagens aviser. Bergenavisernes hovedtema var naturligvis foromtalen af eftermiddagens Europacupkamp mellem Brann og Manchester United på Brann Stadion. BERGEN HEPPER BRANN TIL SEJR skrev Bergen Arbeiderblad. Valgkampen var henvist til tredje side, også i Bergens Tidende: MMIs sidste landsdækkende meningsmåling viste, at oppositionspartierne var i fremgang. Der var kun et enkelt mandats forskel mellem Arbeiderpartiet med dets støttepartier Sosialistisk Venstreparti/ Rød Valgallianse/Senterpartiet og så oppositionen. I Bergens Tidende var der en kort foromtale af dagens valgmøde i Bergen: HANDLINGSPLAN: Justitsministeren vil antagelig fremlægge regeringens handlingsplan mod kriminalitet. Vi forventer en gennemførelse af mere effektive metoder, siger formanden for Bergens Politiforening Kjell Larsen. Petter bestemte sig for at se nærmere på de rygter, der havde verseret blandt journalisterne ved bordet den foregående aften, nemlig, at valgtalen ikke var blevet godkendt af statsministeren selv. En lang artikel på en af de sidste sider i Bergens Tidende omhandlede NATO-generalernes møde på Haakonsvern. KRISE I NATO kan afværges, siger forsvarsministeren. Det fremgik af MMIs meningsmåling, at det nye Lov-og- Orden-parti i Rogaland LOP var i fremgang og kunne komme i en nøgleposition. HAGEN VIL AFVENTE VALG- 8

RESULTATET. Fremskridtspartiets støtte afhænger af stramninger i indvandrerpolitikken, skrev Dagbladet. Verdens Gang refererede en meningsmåling blandt Arbeiderpartiets vælgere: POPULÆR. Justitsminister Kari Mortensen mere populær end statsministeren. Rygter om partilederskifte efter valget. Petter noterede sig, at dagens overskrifter kunne give gode indfaldsvinkler til hans spørgsmål til justitsministeren. Han var godt i gang med stikord, da døren gik op. Petters humør steg yderligere, da han hørte Marianne Indrebøes søde bergendialekt; det var den nyansatte journalistpige med de flotte ben og det lange lyse hår. Hej, Petter, sagde hun. Jeg tænkte, at du ville blive glad for at høre, at jeg har taget mig af din tegnebog; med kreditkort og det hele. Den lå på vores bord i Wesselstuen, da du strøg af sted i nat. Der var nogle andre, der tog sig af din mobiltelefon. Jeg håber, du husker, at du skal på job klokken fem. Tak skal du have, sagde han. Jeg har trods alt så meget omløb i hovedet, at jeg husker, når jeg har en opgave. Hun lo. Det havde du nu ikke i går. Du inviterede mig både på en godnatdrink og til fodboldkampen på Brann Stadion i dag, og så skred du bare. Nå, men det må vi vel have til gode. Held og lykke, i hvert fald. Her er de udskrifter, du bad om, og så er der kommet en e-mail fra din kone. Peter kastede et kort blik på e-mailen. Den var fra helene. welle.jacobsen@nrk.no: tillader mig igen at minde om, at børnebidraget er fjorten dage forsinket. du kunne for eksempel nedsætte dit spiritusforbrug med 7%! Petter lagde e-mailen nederst i bunken og kastede sig over sine notater. Da klokken nærmede sig fem, tog det ikke Petter mange minutter at gå fra Nøstet til mødelokalet i Festiviteten. Han følte sig pæn og nyvasket, men blev hurtigt svedig og varm af turen. Det var mange år siden, at Bergen havde oplevet en så varm og solrig eftersommer. Undervejs mødte han løsslupne 9

grupper af Brann-fans iført T-shirts og med røde vimpler i hånden. Det lod til, at mange af dem havde tilbragt de seneste timer på en pub. Ti minutter før valgmødet drejede Petter Jacobsen om hjørnet til mødelokalet. Henne fra Ole Bulls plads kunne han høre et heppekor marchere i samme retning ledsaget af taktfaste trommehvivler. På trappen uden for mødelokalet stod en journalistkollega fra Bergens Tidendes politiske redaktion og rullede sig en smøg. Altid i sidste øjeblik, sagde kollegaen med udpræget provinsdialekt og et spydigt smil. Men du har god tid alligevel, Petter, for justitsministeren er ikke kommet endnu. Du kan godt nå at tage et par hiv. Petter lånte kollegaens lighter og tændte en cigaret. Journalisten fra Bergens Tidende havde været sammen med Petter på Wesselstuen aftenen før, og Petter forventede at høre en sarkastisk bemærkning om psykologistudinen. Kollegaen smilede ondskabsfuldt og erklærede: Hun er allerede på plads! Nå? Hvad mener du? Ikke hende, men hende! Din eks-kone fra NRK. Hun står indenfor og interviewer formanden for Bergens Politiforening, som har arrangeret dette møde. Han er desuden selveste formanden for Branns supporterklub. Hun kom før dig, og det er ikke for at være spydig, men bare for at advare... Tak, afbrød Petter, skoddede cigaretten og gik langsomt op ad resten af trappen til den store tunge dør til mødelokalet. Sidst han havde været der, havde lokalet fungeret som retssal for Bergens byret. Petter havde dækket straffesagen mod kommunaldirektøren i Bergen. Kommunaldirektøren var blevet dømt i byretten, men frifundet ved landsretten. Kjell Larsen havde været politiets vidne. Det skete i forrige århundrede, mumlede Petter frem for sig. Der var tyndt besat i den store, smukke sal, foreløbig højst 15-20 tilhørere; desuden nogle få uniformerede politifolk 10

og en håndfuld lokale tillidsfolk med Arbeiderpartiets partiemblem. Flertallet var journalister, og han kendte de fleste. Det var sivet ud, at der ville komme et offensivt udspil i valgkampen under mødet. Der var ikke røbet nærmere detaljer, men alle var klar over, at der var noget på færde. Hans kamerafolk var allerede på plads. Til højre i lokalet, ved en søjle under en forgyldt kerub med piccolofløjte, stod en stor bjørn af et mandfolk, atletisk med kortklippet hår og klassisk politioverskæg, og lod sig interviewe af NRK s hold. Den kvindelige journalist med mikrofonen stod med ryggen til Petter. Hun var blid og venlig som en kattekilling, men alt for velkendt til, at Petter brød sig om det, han så. Han kunne høre hvert ord, der blev sagt: Vi tager det en gang til, Larsen, sagde Helene Welle. En, to, tre, så går vi i gang: Politiformand Kjell Larsen, hvad forventer du dig af justitsministerens tale? Petter havde ikke set Helene siden den dramatiske nat i maj, hvor hun bad ham om at tage sit snavsetøj og sine cd er og forsvinde. Han havde overnattet i TV2s redaktionslokaler på Karl Johansgate 14 i Oslo. Dagen efter var han gået til sin chef og havde bedt om at blive forflyttet fra den politiske redaktion i Oslo til Bergen. Han havde prøvet på at være sammen med børnene hveranden weekend. Hver gang han var dukket op i Oslo, var de blevet afleveret hos svigerforældrene. Nu så han, at Helene havde fået håret klippet kort siden sidst og farvet det mørkebrunt. Hun var iført højhælede sko, en kort, brun nederdel af blødt læder og en hvid bluse. Vi er jo ikke for godt vant, svarede Larsen med en høj Bergen-bas og så Helene lige ind i øjnene. Men nu er det på tide, at der sker noget. Hvordan det? Der må satses på mere effektive metoder. Ellers taber vi kampen mod vold og narkotika. Der går rygter om, at politiet vil gå aktivt ind for støtte til Fremskridtspartiet, hvis der ikke sker noget? Det har jeg ikke hørt noget om, svarede Larsen, men jeg kan ikke svare for den enkeltes personlige holdning. Det er i 11

hvert fald temmelig klart, at folk nu forventer, at der tages hårdere midler i brug. Tak, sagde Helene Welle. Det var udmærket. Kjell Larsen tørrede sveden af panden efter interviewet og fik i det samme øje på Petter. Han gik hurtigt over til ham med fremstrakt hånd. Petter opfangede Helenes blå øjne bag ved ham. De var udtryksløse, men han kunne se, at hun var tilfreds med interviewet. Kjell Larsen præsenterede sig og trykkede Petters hånd. Det er godt, I er til stede, både TV2 og NRK, sagde Larsen. Her er ellers ikke mange, sagde Petter. Er hele politikorpset henne på Brann Stadion? Er det ikke lidt uheldigt at lægge mødet lige før fodboldkampen? Det vigtigste er pressedækningen, svarede Larsen og lo. Og i dag er hun fanden gale mig nødt til at komme med noget konkret. Desuden kan alle nå at se kampen, når mødet her er forbi. Det er skam nøjagtigt timet, kan jeg fortælle dig. Ud af øjenkrogen så Petter, at Helene med tilfreds mine kommanderede NRK s hold hen mod talerstolen. Hun var betydeligt mere sminket, end da han sidst havde set hende. Petter tog en kort optagelse med Larsen. Han snublede i det sidste spørgsmål til politiformanden og tog det hele om igen. Da de var færdige med optagelsen, kom Helene slentrende over til dem. Du har ægpletter på slipset, sagde hun. Hvad i hede hule laver du i Bergen? spurgte Petter. Og hvor har du gjort af ungerne? Vores gamle stjernereporter blev pludselig forhindret, svarede Helene. Så måtte jeg jo stille op. De er hos mor; sådan er det, når mødrene må arbejde, og fædrene bor i Bergen. Petter lagde mærke til, at Helenes blik var rettet mod Kjell Larsen. Larsen smilede deltagende tilbage. Vi er... vi har... mumlede Petter henvendt til Larsen. Separeret! hedder det, indskød Helene med irriterende høj og spids stemme. Så skyndte hun sig videre hen til tribunen, hvor der stod 12

en håndfuld mennesker og kontrollerede mikrofonerne. Petter syntes ikke, at Helenes nye hårfarve var synderlig klædelig. Samtidig havde han en ubehagelig fornemmelse af, at Larsen ikke delte den opfattelse. Tja, det er nok ikke så nemt, sagde politiformand Kjell Larsen trøstende, når den ene arbejder for TV2 her i byen og den anden for NRK i Oslo. Og der er såmænd kun fornavnet til forskel, mumlede Petter, men hvor bliver justitsministeren af? Mødet skulle være begyndt nu. Ja, sagde Larsen og så på uret. Ministre burde lære sig præcision. I mit fag kommer vi altid præcis. Han trak på skuldrene og forsvandt længere ind i lokalet mod en flok civilklædte politifolk. Helene stod koncentreret foran talerstolen i ivrig samtale med justitsministerens privatsekretær. En lille, mørkhåret, lidt buttet kvinde i begyndelsen af trediverne iført en nydelig rød dragt og med en mappe i hånden. Justitsministerens privatsekretær var tydeligt nervøs og lidt oprevet, mens Helene var irriterende rolig. Hendes ben var solbrændte. Det brød Petter sig ikke rigtigt om. Han rykkede nærmere og hørte Helenes stemme: Du er ny i jobbet, sagde Helene. Hvad var det, du hed, sagde du? Hilde Vågsvik, jeg begyndte for tre uger siden. Det er vanvittig spændende. Jeg var ellers ansat i LOs juridiske afdeling. Jeg har desuden arbejdet i FAFO. Petter brød ind i samtalen. Og nu skal din chef altså være ny partileder? Hun var vel godt tilfreds med gallupundersøgelsen, ikke? 46% af Arbeiderpartiets vælgere vil have hende som partileder, mens det kun er 29, der stadig ønsker statsministeren. Og der er kun 24%, der støtter Anders Bergmo. Det er hun vel glad for, ikke? En fjer i hatten? Alle støtter op om statsministeren, og det ved I, svarede Hilde Vågsvik. Partiet står samlet. Hvorfor kan I ikke skrive mere om emner og mindre om selvopfundne konflikter? Kari tænker ikke i de baner. 13

Hun så på sit ur. Undskyld mig, men jeg må lige ringe. Bravo, Hilde, mumlede Petter efter hende, det er flot, at du er så loyal. Du skal nok nå langt, min pige. Helene lod, som om hun ikke forstod den skjulte ironi, og nu så de Hilde Vågsvik trække sig hen i et hjørne med sin mobiltelefon. Petter og Helene blev alene tilbage foran talerstolen. Jeg mener det, jeg skrev om børnebidraget, sagde Helene. Hvornår begynder du at tage et ansvar for dine børn? Petter Jacobsen rasede indvendig. Udadtil virkede han rolig. Helt uanfægtet, troede han selv. Der er uro i partiet, sagde han. Og det er helt oplagt, at der er noget i gærde. Centrale partimedlemmer er begyndt at blive åbenmundede. Partidisciplinen er ved at smuldre, statsministeren har mistet grebet. Rygterne siger, at han er syg. Justitsministeren fører sig frem. Hun er pokkers ærgerrig, og nu er hun i færd med at udmanøvrere selveste næstformanden. Kronprinsen, Anders Bergmo, har støtte i LO og i Nord- Norge, men det er ikke nok. Det var ikke det, jeg snakkede om, sagde Helene. Og du behøver ikke at holde foredrag for mig om elementære ting. Lad nu være, Helene! Skal du absolut gøre vrøvl over alting? Helene rystede opgivende på hovedet og forsvandt hen til sin kameramand. Petter registrerede, at Hilde Vågsvik nu stod i ivrig samtale med Larsen. Så gik Larsen op på talerstolen. Der bliver en lille forsinkelse, sagde han. Justitsministeren er blevet nogle minutter forsinket. Hun er på vej fra sit hotel i en taxa. Jeg tror alligevel, at vi når foldboldkampen, gutter. Hun er her om kort tid. Det fåtallige publikum lo sagte. Petter Jacobsen talte hovederne og konstaterede, at der efterhånden var 31 tilhørere i alt, som nu sad pænt anbragt på de forreste tilhørerbænke. Da der var gået fem minutter, så Larsen på uret og tog sin egen mobiltelefon frem. Efter en kort samtale satte han sig ved ordstyrerbordet. Hilde Vågsvik gik hen til Petter. Det er vist svært at få en taxa i dag på grund af fodbold- 14

kampen, sagde hun. Men hun må lige straks være her. Hun er altid præcis. Hun skulle lige hen og besøge nogle venner først og så tage direkte fra hotellet. Har du en kopi af talen? spurgte Petter. Så vidt jeg ved, er handlingsplanen politisk sprængstof. Nogen påstår, at statsministeren ikke er blevet orienteret? Sådan vil jeg ikke sige det, bemærkede Hilde Vågsvik. Men det er første gang, vi stiller med en målrettet samlet plan. Du får et eksemplar af talen, så snart hun kommer. Hun har pressekopierne i sin mappe. Jeg nåede ikke at få en kopi med. Det hele er ret hektisk lige nu. Tiden gik. Folk så på deres ure. Larsen ringede igen. Helene svansede omkring ham med sin notesblok. Jeg kan ikke se nogen justitsminister, sagde Petter til Hilde Vågsvik. Hvilket hotel bor hun på? Hotell Vestmar, svarede Hilde Vågsvik. Der var optaget både på Norge og på SAS Bryggen på grund af en kongres. Så burde hun have været her for længst, sagde Petter. Det ligger kun fem gader herfra. Hilde Vågsvik så urolig ud. Ja, men hun er lige kørt fra hotellet med en taxa. Jeg tjekkede det hos receptionen. Hun er måske kørt til Brann Stadion? Hilde Vågsvik lod ikke til at synes, at han var morsom. Nogle minutter efter kom Larsen hen til dem igen. Nu var han synligt irriteret. Vi er næsten nødt til at begynde, ellers må vi aflyse. Kan De som privatsekretær ikke starte med indlægget? Folk vil ikke vente på grund af kampen. Jeg... jeg har ikke talen... hun har den i sin mappe. I næste øjeblik kom Helene med sin kameramand på slæb. Hun var i krigshumør. Folk begynder at gå. Hvad er Deres kommentar til, at justitsministeren ikke dukker op, Larsen? Til årets møde i Bergen. Skal det være et særligt udspil i valgkampen, Vågsvik? Hilde Vågsvik kunne ikke skjule, at hun næsten var grædefærdig, og hun kæmpede for at bevare fatningen. 15

Jeg ved, at hun er kørt fra hotellet i en taxa, sagde hun. Det er hun ikke, indskød Larsen. Jeg har ringet til taxacentralen. Ingen har haft en tur med ministeren. Den åbenlyst irriterede politiformand så på uret og gik direkte op på talerstolen. Jeg beklager, at mødet må aflyses, sagde han. Der er opstået en misforståelse. Ministeren er åbenbart optaget af andre ting. Privatsekretæren ønsker ikke at komme med en udtalelse. Bergens politi beklager i høj grad denne episode. I meget høj grad! Men, kære venner, vi ses på stadion. Fremad, Brann! Petter fór hen til sin kameramand. Fik du det med? spurgte han. Kameramanden sendte ham et bredt smil og vendte tommelfingeren opad. Godt, sagde Petter. Så tager vi lige en kort kommentar fra mig, og så kan du køre tilbage til redaktionen. Jeg holder fri nu. Jeg har en uges ferie til gode. Den har du fortjent, sagde kameramanden. Dette her er jo også bare ren rutine. Det går i luften om kort tid. Helene stod henne ved talerstolen og prøvede at få nogle kommentarer fra en frustreret Hilde Vågsvik. Da Petter var færdig med optagelsen, slentrede han derover. Jeg har fri i aften, Helene. Hvad siger du til, at vi spiser til middag sammen? Helene så på ham og smilede iskoldt. Jeg har hverken tid eller råd til dyre middage, og det har du heller ikke, sagde hun. Og foreløbig vil jeg springe middage med dig over. Måske en anden gang, når du har fået orden i børnepengene. Men du kan jo ringe til ungerne, hvis du gider. Nu har jeg faktisk et arbejde, jeg skal passe. 16