En ulykke kommer sjældent alene; der følger som regel

MIRAKLET PA O KAPITEL 4 MADISON AVENUE En ulykke kommer sjældent alene; der følger som regel to andre efter. Hvis man tror noget andet, har man misforstået Skæbnens tresidede væsen. Skæbnen er en kraft i universet nøjagtig ligesom masse og tid, og den styrer det, man i daglig tale kalder held og uheld. Den store fysiker Albert Einstein forstod aldrig helt Skæbnens rolle, hvad han da også selv indrømmede, da han sagde, at han ikke kunne tro, at Gud spiller terninger med universet. Og han kunne lige så godt have skrevet ligningen S = mc 2 i stedet for den, han er mere berømt for. Som nogle vil vide, er djinn erne de eneste væsener på jorden, der kan påvirke Skæbnen og de heldige eller uheldige udslag af den. Men selv djinn er kan være uheldige og komme ud for en ulykke. Især når de er trætte og åndsfraværende som Philippa, der var bekymret for sine forældre og for fru Trump. Hvilket var grunden til, at Philippa, da hun drejede om hjørnet til hospitalet for at besøge fru Trump, trådte lige ud foran en bus. Bussen, en linje 4, kom kørende op ad Madison Avenue i nordlig retning, den havde fart på, og der var ingen logisk forklaring på, at Philippa ikke hørte den. Normalt ville hun sandsynligvis være blevet kørt ihjel. Busserne på Manhattan er almindelig kendt for deres hårde fremfærd mod folk, 47

DJIEVLEKRIGERNE VA O GNER der træder ud foran dem. Især fireren. (På kinesisk er 4 et meget uheldsvangert tal, idet det er identisk med ordet for død, hvilket forklarer, hvorfor man sjældent ser kinesere i de busser på linje 4, der kører op ad Madison Avenue i nordlig retning.) Til Philippas store held blev hun ikke kørt ned og dræbt. En ridende politibetjent, som passerede i det samme, galopperede frem, greb hende i kraven, hev hende væk fra bussen og reddede hendes liv. Hvordan hulen er det, du går og fjumrer? råbte han, da hun var i sikkerhed på fortovet igen. Du kunne være blevet slået ihjel. Politibetjentens ansigt havde samme farve og facon som en mursten, det var fi rkantet, hårdt og rødt. Undskyld, sagde Philippa, og benene blev til gelé under hende, da det dæmrede for hende, hvor tæt på det havde været. Hun satte sig ned i døren til en dyr fransk restaurant. Du kunne have været død nu, råbte betjenten. Han sprang af hesten, tøjrede den til en gadelygte og råbte videre. Du kunne have været død nu, lille frøken Dødsdrift. Han trak en pen og en blok op af lommen. Nu får du en bøde, så du kan huske at se dig for! Det er ikke altid den rareste person, der redder ens liv. Eller den, der har gjort sig mest fortjent til at blive tilsmilet af lykken. Men Philippa vidste, at det nu var hendes hellige pligt som en god djinn at belønne denne politibetjent på den gamle, hævdvundne måde. Jeg har også noget til dig, sagde hun. Nå, så det har du? sagde betjenten. Og hvad skulle det være? Tre ønsker. Tre ønsker? Han smilede. Tre ønsker, det ville jeg ønske, jeg havde, det kan du bide spids på. Du er altså sådan en 48

lampeånd, eller hvad? Noget i den retning. Og du har forresten stadig tre ønsker. Det, du lige fremsatte, bliver ugyldiggjort af den kausallogiske fejlslutning. Du kan ikke ønske noget, du allerede har, for jeg kan ikke give dig noget, jeg allerede har givet dig. Men hvis du virkelig gerne vil spilde et ønske, hr. politimand, kan jeg bevise, at du faktisk har tre ønsker. Men så har du altså kun to. Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad du snakkede om, barn, sagde politibetjenten. FANTASTIKOLOMEGAFABELAGTELIGVIDUN- DERSOM!... Og så vidste betjenten pludselig godt, hvad Philippa talte om. Milde Moses, sagde han. Du er virkelig en djinn. Du reddede mit liv, sagde Philippa. Jeg står i gæld til dig. Og selv om du er lidt af en skiderik, hvis jeg må have lov at sige det, er jeg nødt til at give dig tre ønsker. Eller rettere to, eftersom du allerede har brugt det ene. Men tænk dig nu godt om. Sådan som du bruger mund, kan du alt for nemt komme til at dumme dig igen og spilde dit andet ønske på at ønske, at du vidste, hvad du skulle ønske. Tro mig, jeg har set det før. Politibetjenten tog hjelmen af og kløede sig på issen. Du har ret, sagde han. Jeg er en skiderik. Jeg ville ønske, jeg ikke var, men hvad skal jeg stille op? Det er, hvad der kommer ud af at skulle forholde sig til alle de andre skiderikker. Mit arbejde får sommetider det værste frem i mig. Ikke længere, sagde Philippa, mumlede sit fokusord og opfyldte betjentens ønske. Politibetjentens ansigt blev øjeblikkelig mindre murstensagtigt at se på, det blev lidt mindre firkantet, lidt mindre 49 MIRAKLET PA O MADISON AVENUE

DJIEVLEKRIGERNE VA O GNER rødt og lidt mindre hårdt. Det lykkedes ham endog at fremtvinge et smil, noget hans ansigtsmuskulatur ellers havde været ude af stand til i fl ere forbitrede år i lovens tjeneste. To brugt, et tilbage, sagde Philippa. Halløj, sagde politibetjenten. Ved du hvad? Jeg føler mig faktisk anderledes. Som om jeg måske alligevel ikke er sådan en led skid. Det er, fordi du ikke er det, sagde Philippa. Du er en fl ink fyr. En rigtig fl ink fyr. Inderst inde har du sikkert altid været sådan en fl ink fyr, går jeg ud fra, for det krævede ikke ret meget energi at få ham frem i dig. Betjenten klappede kærligt sin hest Daisy. Han havde ikke altid været god ved Daisy. Der havde været tidspunkter, hvor han havde redet hende lidt for hårdt. Og nu huskede han pludselig, hvorfor han i sin tid søgte ind til det beredne politi. Fordi han elskede heste. Og ikke kun heste. Han holdt af alle dyr. Den blotte tanke om, hvor meget han holdt af dyr, var nok til at kalde en tåre frem i hans griseøjne. Ved du hvad, lille pige? sagde han og sukkede højt. Det skærer mig i hjertet, når jeg ser, hvordan folk mishandler levende væsener. Han pegede på menukortet i vinduet til den restaurant, de stadig stod udenfor. Jeg mener, se bare, hvad folk spiser her i byen. Noget af det er resultatet af rent og skært dyrplageri. Mens hans talte, begyndte tårerne at trille ned ad hans tykke ansigt. Vil du høre mit tredje ønske? Jeg ønsker, at ingen i hele New York skal spise foie gras. Ja, det er mit ønske: at ingen skal kunne få foie gras. Philippa kastede et blik på menukortet, konstaterede, at foie gras var en af restaurantens hors d oeuvres det franske ord for forretter og overvejede et øjeblik, hvordan hun skulle lade betjentens uselviske, dyrevenlige ønske gå i opfyldelse. Hun havde ingen anelse om, hvor mange men- 50

nesker på Manhattan der spiste foie gras. Og dertil kom, at selv så stærk, som hun følte sig nu, anede hun ikke, hvordan hun skulle bære sig ad med at lave om på hundreder, ja måske tusinder af newyorkeres smagsløg. Men et ønske var et ønske, det skulle opfyldes, og hun besluttede at opfylde politibetjentens tredje og sidste ønske på den nemmest og enklest mulige måde: ved simpelthen at få hele byens forråd af foie gras til at forsvinde. Og et øjeblik efter at hun havde fremsagt sit fokusord, var der ikke ét gram foie gras tilbage i New York og ingen restauranter, der reklamerede med det. Sådan, sagde hun og knipsede triumferende til menukortet i vinduet. Præcis som du bad om. Det er væk. Man kan ikke længere få foie gras her i New York. Tilfreds? Politibetjenten nikkede. Yeah, sagde han. Tusind tak, lille pige. Det er mig, der takker, sagde hun. Fordi du reddede mit liv. Se dig bedre for i fremtiden. Med et stort smil svang politibetjenten sig op på sin hest og red bort i retning af parken. Philippa følte, at hun havde gjort en god gerning. Men i stedet for at bryste sig af at have hjulpet en til at blive et bedre menneske, skulle hun måske hellere have tænkt på, at al anvendelse af djinnkraft i den jordiske verden har vilkårlige og uforudsigelige virkninger, også selv om kraften blev brugt i så god en sags tjeneste som at redde en lille fl ok franske gæs forvoksede levere det er nemlig dem, man laver foie gras af. Og når djinn er sommetider vægrer sig ved at give almindelige dødelige tre ønsker, er det ikke, fordi de er nærige og gnieragtige, men fordi de ved af erfaring, at det kan få uanede og uforudsigelige følger at opfylde menneskers ønsker. Selv de frommeste ønsker. Det er den side 51 MIRAKLET PA O MADISON AVENUE

DJIEVLEKRIGERNE VA O GNER af det at være en djinn, som unge djinn er er længst tid om at lære. Og det koster nogle gange dyre lærepenge. Som hr. Rakshasas yndede at sige: At opfylde et ønske minder om at tænde et bål. Erfaringen taler for, at nogen kan komme til at hoste af røgen. Der er en gammel børneremse, som handler om, hvordan små ting kan få store konsekvenser. Den lyder sådan her: Der manglede et søm, og skoen gik tabt. Der manglede en sko, og hesten gik tabt. Der manglede en hest, og rytteren gik tabt. Der manglede en rytter, og slaget gik tabt. Der manglede et slag, og riget gik tabt. Alt sammen fordi der manglede et søm. Og på grund af det ønske, Philippa opfyldte for politibetjenten, blev der sat en kædereaktion af begivenheder i gang, og det ene førte til det andet; det er nok godt det samme, at Philippa aldrig forbandt de ulykker, der fulgte, med det tredje ønske, hun gav en politibetjent i New York. Djinn erne har et ord for den slags ulykkelige følger: Kismet, af persisk qismat. Ifølge Bagdad-reglerne kort fortalt betyder det det skæbnebestemte. Da hun var sikkert hjemme igen, tændte Philippa for fjernsynet og forsøgte at slappe af. Men hun kunne ikke undgå at bemærke, at mange af hendes yndlingsshows var blevet strøget af programmet. Ifølge nyhederne var det, fordi et tv-selskab ved navn TV F.U.P. med hovedsæde i Las Vegas havde foretaget et aggressivt opkøb af alle de bedste shows, hvorefter de simpelthen havde låst båndene inde i en bankboks, så ingen kunne se dem. 52

Der ligger de også bedst, hvis du spø r mig, sagde hr. Mukke. Noget af det, I unger sidder og glor på i fjernsynet, er det værste bræk. Jeg siger, det er det værste bræk. Philippa slukkede for fjernsynet. Jamen, så lad os gå et smut ud, sagde hun. Hvad med din far? spurgte Mukke, der ikke havde spor lyst til at gå nogen steder på Manhattan. Doc kikker efter ham. Han har det allerede bedre. Den kvinde kan udrette mirakler, sagde Mukke, som nærede varmere følelser for Marion Morrison, end han nogensinde ville have indrømmet over for Philippa. Nu ved jeg det, sagde Philippa. Lad os tage en tur på Metropolitan Museum. De har en af de der berømte terrakottakrigere fra Kina til låns. Jeg har længe tænkt på at tage ind og se den. De har også masser af andre fede ting på det museum. Jeg er sikker på, at du vil kunne lide det. Jeg tvivler, sagde Mukke og tog sin frakke. Som du måske husker, unge dame, havde jeg engang en grim oplevelse på et museum. En tiger fl åede armen af mig. Men okay, hvis du gerne vil, er jeg med på den. Metropolitan Museum på Fifth Avenue lå kun nogle få gader fra familien Gaunts hus på East 77th Street. Set fra forsiden lignede det en slags kæmpemæssigt tempel med høje søjler og trapper så brede som en fodboldbane. Men museet var lukket, fordi kustoderne havde nedlagt arbejdet i et døgn, og trapperne var fulde af mennesker, der svingede med plakater og råbte op om et eller andet. Philippa og hr. Mukke blev stående et øjeblik for at læse plakaterne, der havde paroler som FRYGTENS MUSEUM, METROPOL- TERGEIST, MONTRENS FORBANDELSE og NATLIGE GÆSTER = INGEN GÆSTER. En kort snak med en af kustoderne bragte for dagen, at 53 MIRAKLET PA O MADISON AVENUE

DJIEVLEKRIGERNE VA O GNER de strejkede, fordi det spøgte på museet. Flere af dem havde angiveligt både set og hørt spøgelser i Sackler-fløjen og i den kinesiske kunstsamling på første sal. De er nok bare ude efter at få lønforhøjelse, sagde Mukke, da han og Philippa vendte næsen hjemad igen. Jeg gætter på, at en af kustoderne derinde har læst det her. Han viste Philippa et nummer af gårsdagens engelske Daily Telegraph og pegede på en overskrift på forsiden, som lød: SPØGERI PÅ BRITISH MUSEUM FØRER TIL STREJKE. Jeg tør vædde på, at en af dem har set det der og tænkt, at det lød som en fed idé til at presse fl ere penge ud af dem, der betaler deres løn. Philippa læste historien i Mukkes avis, mens de gik. Det er jeg nu ikke så sikker på, sagde hun. Der er mere i det end som så. Jeg ved bare ikke hvad. Da Philippa og Mukke kom hjem, var John og Nimrod vendt tilbage fra Las Vegas. De var trukket hen i et hjørne af biblioteket sammen med hr. Rakshasas for at drøfte, hvad der var sket på Hotel Winter Palace. Så hvad gør vi nu? spurgte Philippa, da broren og onklen havde afsluttet deres nedslående beretning. Vi har spildt to dage på at prøve at få Dybbuk med. Alt er ikke tabt, sagde Nimrod. En af jer to må opsøge Faustina i stedet for Dybbuk, ledsaget af hr. Rakshasas, som på grund af sin alder føler sig mere hjemme end jer i den æteriske verden. John så på Philippa. Vent lige lidt, sagde han. Præcis hvad er den æteriske verden? Det er åndeverdenen, John, sagde hr. Rakshasas. Genfærdenes, fantomernes og diverse andre åndevæseners verden. For ikke at nævne alt muligt andet. 54

Nå, den verden. John gøs. Han brød sig ikke om genfærd, og hans møde med farao Akhenatons genfærd havde ikke ændret hans holdning til dem. Genfærd var uhyggelige. Især dem, der susede rundt og spøgte og skræmte folk. Philippa havde det endnu dårligere med genfærd end sin bror, men hun skulle ikke desto mindre netop til at melde sig frivilligt, da hr. Rakshasas tog ordet igen. Åndeverdenen kan være meget skræmmende, selv for en djinn. Især når man ikke kan regne med at kunne bruge djinnkraft derinde. Der opstod en længere tavshed. Nævnte jeg ikke det? sagde Nimrod. Næh, måske ikke. Djinnkraften er stærkt begrænset i den æteriske verden. Man kan selvfølgelig godt fl ytte rundt på ting og sager. Tage en anden i besiddelse. Rasle med en kæde og åbne en dør ikke fordi I får brug for det, altså. Men jeres fokusord vil desværre ikke være ret meget bevendt. Vi kan kun få adgang til åndeverdenen i ren åndeform, uddybede hr. Rakshasas. Og djinnkraften er ikke af den verden. Man kan kort sagt ikke udøve åndens magt over materien, når der ingen materie er, sagde Nimrod. Men i visse andre henseender kan man udrette mere end her. I vil få at se, at tiden går meget langsommere i åndeverdenen. Et langt øjeblik var begge børnene tavse. Men så sagde John, der anede, at tvillingesøsteren var endnu mere bange for spøgelser og genfærd end han selv: Vi må vist hellere sige, at det bliver mig. Dygtig dreng, sagde Rakshasas. Det er så sandt, som det er sagt: Hvad man frygter at høre, står man sig bedst ved selv at sige. Men vi passer på hinanden, ikke sandt? Udmærket, sagde Nimrod og fortsatte: Du, Philippa, 55 MIRAKLET PA O MADISON AVENUE

DJIEVLEKRIGERNE VA O GNER tager med Mukke og mig til London, hvor vi vil prøve at fi nde Faustinas krop og bringe den tilbage hertil, så den kan blive genforenet med hendes sjæl. Lige et øjeblik, sagde Philippa. Jeg synes, du sagde, at du vidste, hvor hendes krop er. Du sagde, at den befandt sig på en eller anden privatklinik for syge djinn er. Ja, det gjorde jeg, sagde Nimrod. Men den er der ikke. Det ser ud til, at der blev begået en eller anden administrativ fejl. Det gør der meget tit på engelske hospitaler. Tro mig, patienter og lig bliver hele tiden væk for dem, for ikke at tale om folks organer. De glemte åbenbart at sende en ambulance. Så hendes krop befi nder sig tilsyneladende stadig der, hvor Faustina efterlod den. I Madame Tussauds. Vokskabinettet? sagde Mukke. Nemlig. Ups, sagde Mukke. Det lyder ikke godt. Vokskabinetter er nogle uhyggelige steder. Det vrimler med spøgelser og den slags. Sikkert også det, der er værre. Da jeg var ung, plejede Tussauds at udlove tusind pund til den, der turde tilbringe en nat i Rædselskabinettet. Dem, der forsøgte sig, gik fra forstanden. Eller deres hår blev kridhvidt af ren og skær skræk. Tak, Mukke, sagde Nimrod skarpt. Det er nok. Der er også noget andet, jeg ikke forstår, sagde Philippa. Hvis John tager til åndeverdenen for at lede efter Faustina, hvordan kan jeg så tage til London sammen med jer? Hvad med far? Er vi ikke nødt til at holde os i nærheden af ham for at modvirke effekten af mors metusalembinding? Det er meget enkelt, sagde Nimrod. Du giver John al din kraft, og han lader sin krop blive herhjemme. Han behøver kun en lille smule djinnkraft for at komme ud af kroppen. Resten bliver her, tæt ved jeres far. Det vil modvirke 56

bindingen, præcis som du siger. Philippa skar ansigt. Vil det sige, at det nu er min tur til at ånde ham ind i øret? Beklager, sagde Nimrod. Du skal heller ikke tro, det er noget, jeg ser frem til, sagde John. Jeg tror hellere, jeg ville møde Akhenatons genfærd end have dig til at savle på mit øre. Rolig, rolig, sagde hr. Rakshasas. Kun den, der intet har at berette, taler ilde om egen slægt. Okay, undskyld, brormand, sagde Philippa. Det er virkelig pænt af dig at tage turen til åndeverdenen i stedet for mig. Og jeg sad lige og tænkte på, at du ikke behøver at rejse helt til Kairo for at komme over i den æteriske verden via en ægyptisk tempelport. Du kan gøre det lige her i New York. På Metropolitan Museum. De har et tempel Dendurtemplet. Pokkerflaskeme, om ikke du har ret! sagde Nimrod. Det er det eneste ægyptiske tempel på den vestlige halvkugle. USA fi k det i gave fra det ægyptiske folk i 1965. Der er bare lige det, at museet er lukket lige nu, tilføjede Philippa. Hr. Mukke og jeg ville have været derind tidligere i dag. Lukket? Kustoderne strejker, forklarede hun. De sagde, at det er, fordi det spøger derinde. Ifølge ham, vi snakkede med, holder spøgelserne til i Sackler-fløjen og i den kinesiske kunstsamling på første sal. Det samme ser ud til at være sket i London, sir, tilføjede Mukke og viste Nimrod sin avis. Og ligeledes i Paris og Berlin. Interessant, sagde Nimrod eftertænksomt. John og hr. Rakshasas kan måske fi nde ud af noget mere, når de kommer 57 MIRAKLET PA O MADISON AVENUE

ind i Sackler-fl øjen. Sackler-fl øjen? gentog John. Det er der, Dendurtemplet befinder sig, sagde Philippa. I den fl øj af museet. Hvornår går vi i gang? sagde John. Nu, selvfølgelig, sagde Nimrod. Hørt! sagde hr. Rakshasas. Vi lever i nuet. Indtil vi er døde. John sank en klump. Kommer vi til at møde rigtige døde i åndeverdenen? Nej, ikke som sådan, sagde hr. Rakshasas. Set med hinandens øjne virker de døde virkelige nok i åndeverdenen. Men de er ikke levende væsener i egentlig forstand. Ikke mere. Det er derfor, død mand ikke sladrer. Ja, der er sandelig mangt og meget at lære af et besøg på kirkegården. 58