Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
CC.&QtYfctrieL: éic Wt*. Sc>rjcieszjtf u^ulm bia-tup***,. 'it7:
VERDENSKRIGEN 1914-18 DET KONGELIGE BIBLIOTEK 130019381383 0^ ' r -J.
Knotten GiømnKD Huser? vore
Andrea Gomard Hilsen til vore Sønderjyder under Kampen Vore Landsmænd i Sønderjylland tilegnet Sælges til Fordel for dem ODENSE A/S Steen Andersens Bogtrykkeri. 1917
Danmark. Mel.: Paa Sjølunds fagre Sletter. Du Land, som os har fostret igennem Tusind Aar, vi elske Dine Strande i Vinter og i Vaar. Og Dine Øer grønne og dine Skoves Sus, Dit Længselssuk fra Heden og Havets stolte Brus. Du bærer paa Din Bølge en Sang fra Kyst til Kyst. Det er vor Moders Stemme, den kendte, kære Røst. Naar Bølgerne gaa blide og sagtelig mod Strand, hvad heller det er Stormgny, den samme Moders Sang.
Kanoners Torden ruller derude Nat og Dag. Vi ved, der bliver kæmpet et mægtigt Verdensslag, men ej om det kan ramme vor kære gamle Mor; derfor staa fast i Troen og kæmp med Bønnens Ord. Men kommer tunge Tider, og Fjender styrter frem for os at lægge øde, vi værne vil vort Hjem. Vi sparer ej det bedste, ej vore Sønners Blod, for frit at kunne leve, hvor Fædrene de stod. Vaj frit vort gamle Banner og mind os om den Slægt, der holdt det højt i Ære og værnede det kækt. Og lad os aldrig glemme, den Gave er fra Gud, saa Tak for den vi sende, hver Gang den foldes ud. 6
Du kære, gamle Danmark, Du vore Fædres Jord med Skov og Sø og Banke, det skønneste, jeg tror. 0, Gud! Lad os beholde fra Oldtids gamle Dag vort Sprog med vore Minder og Korset i vort Flag. August 1914.
Stenen er kastet Her staar mit Vindu' aabent, jeg hører, Hanen galer. Nu er der en, der svarer, og nogle Smaabørn taler. Det er et Pust af Foraar, et Haab om bedre Tider, naar Vindens lette Bølge igennem Stuen glider. Den bringer Bud fra oven til Mennesker hernede, her, hvor nu Kampen raser i Had og Hævn og Vrede. Det er, som alle Tanker sig samler om det ene:»hvordan kan Herrens Vilje med dette sig forene?«og vi har alle Brødre, der deres Øjne lukked' dernede aa, saa ensomt, og ingen hørte Sukket. Og naar vil Stormen stille? Hvad skal der lægges øde endnu af Hjem og Hjerter og Tusinder af Døde. 8
Paa Folkehadets Alter en Ungdom gaar tilgrunde. Ej saas i Verden vide Blod af saa dyr en Vunde. Men nu er Stenen kastet, og den kan ikke standse, før den til Jorden falder, da ender Dødens Danse. Februar 1915. 9
Til Lærken. Lærke, Du frejdige Sanger, lær mig at synge den Sang, som Du Aar efter andet har sunget saa mangen Gang. Det er som om ét, Du kun vidste, at synge Din Skabers Pris, hvad enten Mennesker kriges eller leve paa vanlig Vis. Der findes et Sted, hvor der strides, og rinder Strømme af Blod, Og»vore«er med dernede. Vil Du synge for dem, har Du Mod? Syng det ind i hvert Hjerte, der kommer en Tid dog med Fred, da trætte Sjæle skal hvile og samles ved Vesterled. 10
Du finder Dig sikkert en Rede, hvor ingen andre det kan. Syng saa, og bring der en Hilsen, til ham, den ensomme Mand. Hils ham fra Hjem og fra Hjerter, der følger ham trofast og sandt, hvergang naar Solen den stiger, hvergang naar i Natten den svandt. Syng ham den gammel kendte Sang om en frydefuld Vaar. Syng om, hvor Bøgene knoppes, og Bølgerne sagtelig gaar. Syng, at før Dagen frembryder, er Nattens koldeste Gys, men sejrrig frem vil den straale med Himlens vældige Lys. Xu dækker Skyerne Solen, og truende mørkt ser det ud. Men syng dog saa Haabet ej slukkes. Almægtig og trofast er Gud. 1915. 11
Julehilsen. Kan Du høre Juleklokken kalde fra dit Hjem? Lyt Saa mange glade Minder vil den kalde frem. Naar de samles nu derhjemme, heder de for Dig, Mand og Fader, Søn og Broder.»Herre, vis ham Vej.«I det fjerne nu Du stedes, men den samme Gud sender til Dig lyse Tanker med sit Frelsens Bud. Og naar Julestjernen tændes højt paa Himlens Hvælv, og Du folder Dine Hænder, kommer Jesus selv. Julen 1915. 12
haabet. Moder! Dti skal ikke græde, for jeg tror, at Fader kommer nu til Foraar, eller Sommer, det er dog saa længe siden, at han sagde os Farvel. Og vi stod ved Havelaagen, saa ham vandre bort i Taagen. Og han vinkede ved Hjørnet, der hvor Vejen gaar mod Syd. Moder! Maa jeg se paa Flaget? Nu er det saa længe siden. Det var dengang, Fa'r var hjemme at han tog det frem af Gemme. Kan Du huske, hvor vi bredte det i hele Stuens Længde? Og j e 8 ve d, hvad Fader tænkte, da han foldede det sammen, for der lød et sagte»amen«. 13
Moder! Fader bad, det tror jeg, at vi maatte hejse Flaget højt paa Stangen over Taget, naar han kommer hjem igen. Moder! Snart maa vistnok Posten komme, for det er saa længe siden, at han bragte os et Brev. Sidste Gang da Fader skrev, var det knn tre fire Linier. Og det var saa svært at tyde. Men der stod, han maatte lyde, selv om det var nok saa svært.»der skal stormes, staa et Slag, kun Gud kender næste Dag.«Moder! Amtsforstand'ren kommer! Se! Han gaar igennem Haven. Du kan tro, han bringer Bud, han ser helt alvorlig ud. Maa jeg hore, hvad han siger? Det var Budet, som han bragte, at for otte Uger siden, det var ganske sikkert Tiden, faldt han, som en Helt en Mand, ofred Livet»for sit Land«. 14
Og saa gik han - godt det samme, for jeg syn's, han maatte skamme sig at sige det til os. Moder! Nej, vi ved det bedre, det var kun, da Pligten kaldte, Fader gik fra Hus og Hjem for at kæmpe slaas for dem, der har røvet os det bedste, haanet Sprog og Folk og Flag. Moder! Kom og lad os se paa Flaget. Nu er det saa længe siden, at jeg knapt nok mindes Tiden. Kan Du huske, Fa'r stod her med den ene Flig i Haanden, og som om han saa i Aanden Flaget vaje højt paa Stangen, tindrede hans klare Øje. Og han hviskede saa stille:»herre Gud, om Du det vilde, kommer Timen nok engang.«moder, tror Du, Timen kommer? August 1916. 15
ü
. I I r 9 * sä!.