Uklar kommunikation Forstå nu det jeg mener, ikke det jeg siger. 10. Vi mødes i stemninger Helt tilfældigt blev det hyggeligt. 11

Indholdsfortegnelse Indledning 3 Problemformulering 5 Metode 5 Teori 8 Daniel Stern Sproget er et tveægget sværd 8 Fornemmelsen af et emergent selv 8 Fornemmelsen af et kerneselv 8 Fornemmelsen af et subjektivt selv 9 Fornemmelsen af et verbalt selv 9 Uklar kommunikation Forstå nu det jeg mener, ikke det jeg siger. 10 Vi mødes i stemninger Helt tilfældigt blev det hyggeligt. 11 Goffmans Encounters world-building activities. 13 Rules of irrelevance 14 Realized resources 14 Transformation rules 14 Hvornår opstår stemningsfælleskaber? 15 Fornemmelser kvalificerer fornuftige valg 16 Empiri 18 Case fra 1. Praktik forløb 18 Praksisfortælling om Bjørn 19 Han tror vel ikke at jeg er hans mor?! 19 Case fra 2. praktik forløb 19 Praksisfortælling om Geeti 21 Dansende lyspletter på gulvet 21 1

Praksisfortællinger fra 3. Praktik forløb i en integreret institution i Japan 21 He speaks danish?! 21 Kako sidder dybt koncentreret nederst på mine ben. 22 Let it go, let it go 23 Analyse 24 Bjørn 24 Geeti 26 Dōbutsu shōgi spillet 28 Kako 31 Fællessang 32 Diskussion 33 Hvordan spiller den verbale, og den nonverbale kommunikation ind i etableringen af stemningsfælleskaber? 33 Jeg vil også diskutere hvordan begrebet stemningsfælleskaber adskiller sig fra (og hænger sammen med) begrebet om det fælles tredje? Hvad betyder stemningsfælleskaber i forhold til det pædagogiske mål inklusion? Hvad betinger at stemningsfælleskaber kan opstå, og hvordan kan denne viden omsættes i pædagogisk praksis? Konklusion 37 Litteraturliste 39 2

Indledning I min tredje praktik i Japan oplevede jeg at føle mig hjemme, i et land med en kulturtradition der i flere tilfælde ligger langt fra det jeg kender, hvor jeg var omgivet af kollegaer, og huskammerater som ikke talte særlig godt engelsk. Mine egne japanske sprogkundskaber var endnu værre. Alligevel begyndte jeg at føle at jeg hørte til i Tokyo, på arbejdet i institutionen i huset jeg boede i. Det er en dejlig fornemmelse at føle sig hjemme der hvor man befinder sig, det gør hverdagen meningsfuld. To dage efter jeg kom tilbage til Danmark, bliver to mennesker skudt og dræbt på åben gade. Den 14. februar bliver Finn Nørgaard skudt, den efterfølgende dag myrdes Dan Uzan af samme gerningsmand. I første omgang føles Nørrebro enormt utrygt og så blusser ytringsfriheds debatten op igen, som stammer helt tilbage til Muhammed-krisen i 2005, en debat som aldrig synes at have en ende. Med utallige forkæmpere på begge sider, der synes at splitte verden i to. Med onde ekstremistiske muslimske terrorister på den ene side, som da skal bekæmpes med ubehagelige og krænkende sandheder og fremmedhadende nationalistiske idioter på den anden som kræver undskyldninger af alle der beder til Allah. Jeg vil ikke gå videre ind i denne debat. Jeg vil i stedet interessere mig for det faktum at mit rigtige hjem, kan føles enormt fremmed og konfliktfyldt. I stærk kontrast til oplevelsen af at føle sig hjemme sammen med mennesker på den anden side af jordkloden, som det er svært at kommunikere med verbalt. Lars Geer Hammerhøj (født 1972) 1 er lektor i pædagogisk filosofi ved DPU, Aarhus universitet. Hans forskning omhandler bl.a. emner som kreativitet, dannelse, nye fælleskabsformer og rytmisk musik. Hans samtidsdiagnoser og beskrivelser af nye fælleskabsformer er interessant i denne sammenhæng. Måden vi finder sammen i fælleskaber på, påvirker vel også samfundets sammenhængskraft. Ifølge Hammershøj er samtidens fælleskaber, i takt med en udvikling hvor individualisering og frigørelse fra normer er foregået, blevet noget som skabes på individets premisser. Vi vælger os konstant ind i nye fælleskaber, med flydende grænser imellem sig. I modsætning til for 1 Lars Geer Hammershøj. http://www.aarhus2017.dk/organisation/programraadet/lars-geer-hammershoej 3

eksempel dengang der var tydelige grænser i mellem forskellige ungdomskulturfælleskaber, som flippere, rockere og diskere. Hammershøj giver to definitioner af nutidens fælleskabsformer. Det skal forstås sådan at definitionerne ikke udelukker hinanden men handler om to forskellige karakteristika ved nutidens fællesskaber. Det ene er smagsfælleskaber som minder om de ovenfor nævnte ældre fælleskabstyper, dog med den forskel at det handler om at være et individ og skille sig ud inden for den smagsramme som er gældende for fælleskabet og medlemskab af et smagsfælleskab udelukker ikke at man også indgår i flere andre. Det andet er stemningsfælleskaber og denne definition relaterer sig til mine oplevelser af hvad der føles som hjemme. I et stemningsfælleskab, er deltagerne ét i den samme stemning. Leg og selskabelighed er eksemplariske eksempler på stemningsfælleskaber (Hammershøj 2007). Det centrale ved denne definition er at deltagerne er ét. De er ikke længere individer, i nutidens stærkt individualiserede samfund. De er ét. De hører til, de er hjemme. Som sagt, kan man tilhøre enten et smagsfællesskab eller et stemningsfællesskab eller et fællesskab som har en eller anden kombination af begge. I en optik hvor samtidens samfund er stærkt individualiseret, og normer er til forhandling kan man argumentere for en symptomatisk rodløshed i samfundet. Gør individualiseringen os ensomme fordi der ikke er et sted at høre til, et sted som er hjemme? Hvor om alting er, så vil jeg påstå at disse særlige stemningsfælleskaber er essentielle for at opleve at man hører til og føler sig hjemme og derfor er de også interessante pædagogisk set. I Japan hvor jeg ikke var i stand til at kommunikere klart verbalt, på grund af manglende sprog, lykkedes det alligevel at indgå i en række stemningsfælleskaber. Og jeg har i løbet af min uddannelse været i tre forskellige praktikker, et heltidstilbud, en vuggestue på Nørrebro og en børnehave i Japan, men en fællesnævner er for praktikkerne er mine oplevelser med nogle børn eller brugere, hvor mine udvekslinger med dem bestod af uklar verbal kommunikation. På heltidstilbudet fordi brugerne havde stor funktionsnedsættelse, i vuggestuen fordi flere af børnene er førsproglige, i Japan fordi vi 4

ikke delte samme sprog. Og det er lige præcis der at det bliver svært at mødes i fælleskab, når vi ikke helt forstår hinanden og måske også her at det er særligt vigtigt for barnets eller brugerens dannelse, at føle sig som ét med andre, på trods af at de har svært ved at give sig tilkende. Problemformulering Hvordan kan jeg som pædagog arbejde med etablering af stemningsfælleskaber i sammenhænge hvor den verbale kommunikation er mangelfuld? Metode Stemningsfælleskaber og mangelfuld verbal kommunikation er mine genstandsfelter i denne opgave. Begrebet stemningsfælleskaber har jeg fra Hammershøj, som bruger det i forbindelse med en nutids samfundsanalyse af fælleskaber, og kæder fænomenet sammen med dannelse. Dannelse ser jeg som det pædagogiske arbejdsfelt, som mit arbejde som pædagog indeholder. Derfor starter jeg mit teoriafsnit med en præsentation af teori om spædbarnets fornemmelser af selvet, skrevet af Daniel Norman Stern (1934-2012) 2 som var amerikansk læge og psykoanalytiker, samt professor i psykiatri ved Cornell university, New York og Université de Genéve i Schweiz. I hovedværket Spædbarnets interpersonelle verden 3 (2000) skriver Stern om barnets kognitive udvikling, samt sociale interaktion i de første 3-4 leveår. Hans teori har af specielt to grunde, haft en stor indflydelse på moderne udviklingspsykologi for børn. Dels er den i høj grad baseret på evidens og dels er den et velbegrundet opgør med traditionel fasetænkning fra psykoanalysen. Sterns teori bliver mit udgangspunkt for at forstå den helt tidligere dannelse hos børn i alderen 0-4 år. Samtidig skriver Stern at denne tidlige udvikling af fornemmelser af selvet, er fornemmelser som vi beholder livet igennem, og derfor kan hans teori ses som et bud på dannelse der også strækker sig længere end de første 4 år, og dermed er den relevant for min opgave. Stern beskriver også den verbale kommunikations uklarheder i forhold til at dele affekter. Sterns beskrivelse lægger sig 2 Daniel N. Stern, Gyldendal. http://www.denstoredanske.dk/krop,_psyke_og_sundhed/psykologi/psykodynamik,_te rapiformer_og_begreber/daniel_norman_stern 3 Stern, Daniel Norman: Spædbarnets interpersonelle verden. 5

op ad den sociologiske retning, symbolsk interaktionisme, hvor sproglig symbolsk kommunikation er en forhandling og konstant tilpasning af betydninger i en given situation. Symbolsk interaktionisme er en kritik af især strukturfunktionalismen, for at forenkle kultur til at være et statisk sæt normer og værdier. 4 Sterns beskrivelse af verbal kommunikations uklarhed, giver mig et udgangspunkt for at forstå situationer hvor uklarhederne i (eller manglen på) sproglig kommunikation, kan blive til store udfordringer i forståelse og den affektive afstemning. Til at belyse begrebet stemningsfælleskaber vil jeg bruge Hammerhøjs definition, samt en anden teoretiker som i lighed med Stern har bidraget til symbolsk interaktionisme. Erving Goffman (1922-1982) 5 var canadisk-amerikansk sociolog og professor i sociologi ved University of Pennsylvania. Goffman skrev om almindelige menneskers omgang med hinanden, ofte på offentlige steder og er kendt for hans særlige skrivestil og nøjagtige beskrivelser af sociale spil. I Fun in Games, som er det første essay i hans bog Encounters (1961) 6, beskriver Goffman det sociale spillerum hvori fun kan opstå og de sociale faktorer der betinger (men ikke automatisk medfører), og de sociale faktorer der hæmmer, fun. Fun skal her forstås som en legende selskabelig stemning hvor deltagerne er selvforglemmende. I Essayet interesserer Goffman sig for hvornår den optimale Euphoric funktion opstår, hans beskrivelse af dette begreb ligner Hammershøjs stemningsfælleskaber. Til sidst får Stein Leif Bråten (født 1934) 7 lov til at bidrage med et særligt følelsesperspektiv. Bråten er norsk sociolog, socialpsykolog og professor emeritus ved Universitetet i Oslo. Bråten skriver om kommunikation og dialog, hans forskning har hentet inspiration fra George Herbert Mead (også filosof og sociolog inden for den 4 "Interactionism, Symbolic." International Encyclopedia of the Social Sciences. http://www.encyclopedia.com/doc/1g2-3045301153.html 5 Erving Goffman, Gyldendal. http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/sociologi/sociologer/erving _Goffman 6 Goffman, Erving: Encounters, s. 17-81. 7 Stein Bråten - Norsk biografisk leksikon. https://nbl.snl.no/stein_br%c3%a5ten 6

sociologiske retning symbolsk interaktionisme). Bråten måske mest kendte værk, er indføringsbogen Kommunikasjon og samspill (1998) 8. Min problemformulering er ikke afgrænset til at omhandle en bestemt målgruppe, derfor indeholder mit empiriske materiale praksisfortællinger fra tre forskellige slags institutioner. Et helhedstilbud i Gentofte, med en case om Bjørn (alle navne i mine cases er lavet om) på 45 år. En vuggestue på Nørrebro, med en case om Geeti på 2 år. Et japansk nursery i Tokyo, med flere forskellige selvoplevede situationer med japanske børn i alderen 1-5 år. Grunden til dette valg, er at min undersøgelse handler om et generelt fænomen som er relevant i forhold til mere end en bestemt målgruppe. Samtidig giver det et større sammenligningsgrundlag at analysere stemninger i mange forskellige sammenhænge, med forskellige deltagere. Der er dog den konstant, at jeg selv har været aktivt kommunikerende pædagog i alle disse situationer. Jeg har valgt situationer jeg selv har deltaget i, fordi stemning er noget man fornemmer, og deltagerobservation giver mig muligheden for at mærke efter i mig selv imens jeg undersøger et felt, og således også få adgang til det usagte (Hastrup. 2011, side 72-73). Jeg søger at forbedre min egen praksis ved at analysere noget som for mig føles rart og meningsfuldt, for derefter at kunne omsætte disse refleksioner til noget handlingsorienteret i min pædagogiske praksis. I analysen vil jeg på baggrund af forståelsen af at ord overvejende formidler kategorial information og ikke i samme omfang gradientinformation, forsøge at forstå hvordan dette i konkrete situationer i den pædagogiske praksis kan gøre verbal kommunikation uklar. Endvidere vil jeg analysere kommunikative handlinger vha. begreberne: Intentionel kommunikation, signaladfærd og affektiv afstemning. Ud fra Hammerhøjs definition af begrebet stemningsfælleskaber og Goffmans rammebetingelser for Euphoric Function, vil jeg først analysere om der er tale om elementer af stemningsfælleskaber i praksisfortællingerne. For derefter at diskutere hvad der betinger at stemningsfælleskaber kan opstå, og hvordan denne viden kan omsættes i pædagogisk praksis. Jeg vil også diskutere hvordan begrebet stemningsfælleskaber adskiller sig fra begrebet det fælles tredje, og hvordan den 8 Bråten, Stein: Kommunikasjon og samspill. 7

verbale kommunikation (eller fraværet af samme) spiller ind i etableringen af stemningsfælleskaber. Teori Daniel Stern Sproget er et tveægget sværd Daniel Stern beskriver sproget som et tveægget sværd. Sproget udvider den interpersonelle relatering, fordi sproget sætter to mennesker i stand til at skabe fælles oplevelser af betydning. Men Stern pointerer samtidig at sproget kiler sig indimellem selve oplevelsen, og sådan som oplevelsen repræsenteres verbalt. Daniel Stern beskriver spædbarnets udvikling ved hjælp af forskellige fornemmelser af selvet. Disse fornemmelser af selvet opstår i takt med at barnets interaktioner med den omgivende verden, danner nye kapaciteter og dermed nye fornemmelser af selvet som tilføjes den (eller de) allerede eksisterende fornemmelser af selvet. Jeg vil kort introducere de tidligste fornemmelser af selvet, fordi de har indflydelse på denne tvedeling af oplevelser som sker i verbaliseringen af samme. Derefter vil jeg trække væsentlige pointer frem fra kapitlet Medaljens bagside (Stern. 2000, s 223-232). Fornemmelsen af et emergent selv, er en oplevelse af en tilblivende organisering af sanseindtryk (Stern 2000, s. 89). Denne første fornemmelse af selvet er der fra fødslen. Det sociale samspil i den første periode af barnets liv, består primært af fysiologisk regulering, f.eks. sult/mæthed, søvn/vågen, kulde/varme. Fornemmelsen af et kerneselv (og dermed også selvet versus den anden ), sker igennem oplevelsen af selv-invarianser; disse oplevelser sker i interpersonelle samspil af forskellige typer. Forældre begynder i ca. to måneders-alderen, at regulere barnets arousal og spændingsniveau, inden for et passende spektrum og udvider, i samspil med barnets nye fornemmelse af et selv, det sociale samspil. Barnet er nu i stand til at fokusere sin opmærksomhed, og kan for eksempel aktivt vælge intens øjenkontakt med sin mor. Kerneselvet er en oplevelse af: Det selv, der handler, Det selv, der føler og Det selv, der har unikke perceptioner af selvets egen krop og handlinger. Disse forskellige oplevelser af selver smelter sammen til en samlet konsistens Kerneselvet. Der lagres 8

i det som Stern betegner RIG er. Generelle skemaer, der konstant organiseres og omorganiseres, for både at forudsige og afkode hvilke handlinger, sansninger og affekter der kan forventes i en episode. (Stern 2000, s. 113-145) Fornemmelsen af et subjektivt selv, sker i samspil med at affektiv afstemning bliver føjet til forældrenes sociale samspil med barnet. Affektiv afstemning 9 er en slags imitation af barnets adfærd, men det er ikke en kopiering snarere en matchning. Der benyttes et andet signal end det barnet har brugt, som forsøger at match barnets stemning, og ikke den konkrete adfærd. Som i dette eksempel: En dreng på ni måneder sidder over for sin mor. Han har en rangle i hånden og ryster den op og ned med et interesseret og let fornøjet udtryk. Mens moderen ser på, begynder hun at nikke i takt med sønnens armbevægelser. (Stern 2000, side 189). Barnet opdager at have en psyke, og at andre mennesker også har en psyke. Intersubjektiv relatering og intentionel kommunikation bliver nu en del af den nye form for sociale samspil. Barnet bliver i denne periode mere optaget af genstande, verden er blevet udvidet, barnet kravler på hænder og knæ, sætter sig op, og begynder at rejser sig med støtte og at gå frit. Barnet har stadig ikke noget sprog, men begynder at dele sine intentioner ved f.eks. at pege på ting. Stern bruger begrebet signaladfærd, som kende tegnes ved skiftende øjenkontakt mellem målet og modtageren af budskabt, forstærkninger, tilføjelser eller udskiftninger af signaler indtil der er klare tegn på at målet er nået. (Stern 2000, s. 178-190). Den intentionelle kommunikation, opstår før den sproglige kommunikation og er en udveksling af affekter og intentioner. Fornemmelsen af et verbalt selv, sker i samspil med barnets nye evne til tidsforskudt imitation et begreb som Stern låner af Piaget (Stern 2000, s. 212). Barnet kan nu observere en model (forstået som et menneske/væsen) udføre en endnu ukendt adfærd, og så senere selv imitere denne adfærd. Evnen til forskudt imitation er betinget af at barnet kan forstå noget, som en repræsentation for noget andet. Det vil sige 9 Affektiv afstemning er ikke forbeholdt kommunikation i relationen mellem forældre og barn, den findes også i andre relationer dog ikke lige så hyppigt. For eksempel når voksne kysser, vil de afstemme og matche hinanden ved berøring, lyde, åndedræt osv. 9

symbolsk tænkning. Barnet er nu i stand til sprogtilegnelse, idet sprog er en symbolsk repræsentation, med formålet at kunne dele og kommunikere oplevelser med andre. Fornemmelse af et verbalt selv beskriver Stern som et tveægget sværd; på den ene side opstår der et nyt udvekslingsmedium for individuelle personlig viden, og derigennem skabelsen af fælles betydninger. Men samtidig tvinger sproget en afstand ind i mellem interpersonelle oplevelser som de leves, og som de repræsenteres verbalt. Med sprogets og den symbolske tænknings fremkomst, får barnet redskaber til at overskride, men også at forvrænge virkeligheden (Stern 2000, s. 230-232). Uklar kommunikation Forstå nu det jeg mener, ikke det jeg siger. Medaljens bagside er sprogets fremmedgørende virkning på selvoplevelsen og samværet (Stern 2000, s. 223). Sproget er abstrakte repræsentationer af verden omkring os. Et sjovt eksempel synes jeg, er at hvis man spørger mennesker fra forskellige lande hvad en hund siger, så vil der komme forskellige svar. I Danmark siger hunden Vov, i Japan siger hunden Gav! Men ingen af disse to ordlyde, vil være præcise gengivelser, af nuancerne i den næste hund jeg hørers gøen. Ord bruges til at klassificere ting, og på samme måde er ordet hund ikke dækkende for en specifik hund, for min elskede hund med alle dens karaktertræk. Ord udpeger specifikke dele af en oplevelse og transformerer dem til generaliserede repræsentationer, og forbliver derfor adskilte fra den oprindelige helhedsoplevelse. Den del, sproget udskiller, er til tider kvintessensen, der på det smukkeste indfanger oplevelsen som helhed. Sproget anses i almindelighed for at fungere på denne ideelle måde, men i virkeligheden sker det sjældent (Stern 2000, side 224) Sproget er kun en repræsentation af noget andet, og derfor en der en risiko for at miste den oprindelige oplevelses styrke og helhed. Det samme gælder samværet mellem mennesker forholder modtageren sig kun til de ord afsenderen benytter sig af i en udveksling, så går modtageren glip af mange af nuancerne og helheden i oplevelsen af samværet med afsenderen af et verbalt budskab. 10

Sproget er det ideelle medium til behandling af kategorial information det er til dels det, navngivning drejer sig om men det er meget uegnet til at behandle et analogt system, der er beregnet til at udtrykke gradientinformation, for eksempel graden af udtryksadfærd i etologisk forstand. Og det er måske gradientinformation, der rummer den mest afgørende information i den daglige kommunikation mellem mennesker. (Stern 2000, side 228) I dette citat læser jeg at Stern mener at der er en reel chance for at gå glip af afgørende information i en verbal udveksling gradientinformationen. Alt det ikke-sproglige, det nonverbale budskab. Men Stern argumenterer for at der er en væsentlig (etologisk) grund til dette forhold, nemlig at vi har brug for at kunne benægte eller maskere affekter som for eksempel hengivenhed, venlighed, vrede. At være venlig eller hengiven over for et andet menneske er at være i en sårbar position, ligeledes er vrede eller foragt (negative følelser). Fordi det aldrig er sikkert hvordan det, vi føler for andre mennesker, bliver modtaget af den anden og hvad reaktionen/konsekvensen kan være ved dette. I det vi af modtageren normalt kun drages til ansvar for det verbale budskab, er vi mindre sårbare i vores relationer til andre mennesker, hvis vi til en vis grad undlader at formidle affektiv information (eller gradientinformation) gennem det verbale. Derfor er de nonverbale kommunikationskanaler ofte uklare og kan tolkes forskelligt, et faktum der gør at vi er i stand til at misforstå/mistolke det sagte eller intentionen bag en kommunikation. Vi mødes i stemninger Helt tilfældigt blev det hyggeligt. Jeg vil benytte mig af samme definition af stemning som Hammershøj. Stemning skal forstås som: måden man befinder sig i verden på. I modsætning til følelse som er en fornemmelse af et individuel forhold til en anden eller noget, så er stemning en social fornemmelse. Stemninger åbenbarer for os, hvordan vi befinder os i verden som hele eller er stillet i det sociale som helhed. (Hammershøj 2013, side 3) 11

Stemningsfælleskaber skal herved forstås som et møde 10 hvor deltagerne hengiver sig til samme stemning. Denne hengivelse er kun mulig hvis individerne kan glemme deres egne følelser, og at de bidrager til den fælles stemning, med bemærkninger og indspil eller via affektiv afstemning til andres spontane adfærd. Hammershøj definerer dette som Overskridelseskraften, at overskride ens egen individualitet så der etableres en stemningstilstand. Denne overskridelse af individet gør at man oplever at være i ét med den fælles stemning. Hammershøj beskæftiger sig med musik, og han beskriver fint hvordan man hvis man er nedtrykt kan lytte til trist musik, som matcher ens følelse og derved føle sig opløftet. Han påstår at dette hænger sammen med at musikken giver mulighed for selvforglemmelse, fordi man hengiver sig til en stemning og derved ikke længere er alene om sin tristhed. Simmel argumenterer endvidere for, at den munterhed der karakteriserer selskabeligheden, er udtryk for en eksistentiel glæde over at kunne sætte sig ud over sig selv, nemlig en glæde over at individets ensomhed er ophævet i et samvær, i en forening med andre (Simmel 1910, side 178). Således etableres stemningstilstanden i kraft af en overskridelse af ens individualitet, hvorved man oplever at blive et med den fælles stemning. (Hammershøj 2013, side 4) Jeg vil påstå at alle mennesker har brug for at føle sig som en del af noget, altså fornemmelsen af at befinde sig i verden sammen med andre. Hammershøj kæder stemningsfælleskaber sammen med begrebet dannelse, i det at han forstår dannelse som hvordan vi bliver os selv gennem andre og sammen med andre. Han argumenterer for at der historisk set er sket en individualisering af dannelsesidealet, som også har påvirket måden fælleskaber opstår på. Dannelse handler ikke længere om almen dannelse, at blive som de andre, det handler om selv-dannelse, at blive noget særligt. Fælleskaber opstår derfor ikke fordi, vi ligner hinanden for vi skal helst alle være særlige. Det er i hvert fald hvad vi fortæller os selv. Fælleskaber opstår på individets præmisser, man 10 Ordet møde skal her og efterfølgende forstås i samme forstand som Goffman definerer i bogen Encounters: Når mennesker er i hinandens psykiske nærhed, har visuel kontakt og de udviser åbenhed overfor verbal kommunikation deltagerne imellem. (Goffman 1961, side 17-18) 12

vælger sig ind i ét og straks et andet kulturelt fælleskab, som enten handler om fælles smag eller fælles stemning. (Hammershøj 2007, side 14-15). At indgå i stemningsfælleskaber er derved helt centralt for barnets (menneskets) dannelse, og fornemmelsen af at høre til i det sociale og i verden, selve kernepunktet i stemningsfællesskabet. Spørgsmålet er dog stadig hvordan jeg kan handle som pædagog, for at etablere disse essentielle stemningsfælleskaber. Stern bringer noget væsentligt i spil i hans sammenligning af stemning i kunst, og stemning der opstår mellem mennesker. Musikken og billedkunsten har et håndværk, som benytter bestemte virkemidler for at ramme en stemning. Men spontan adfærd mellem mennesker er konstant og irreversibelt blandet sammen med tilfældigheder på utallige niveauer (Stern 2000, side 209). Jeg vil tilslutte mig dette, at tilfældighederne råder; nogle gange opstår fællesstemning og vi kan mærke den, og det var måske også hensigten, men det er ikke altid det lykkes selvom hensigten er tilstede. Forskellen ligger i at kunsten beskæftiger sig med en idé, noget universelt, hvorimod spontan adfærd kun har med dette ene specifikke tilfælde at gøre. Stern betegner disse isolerede tilfælde som sammenblandingerne. Stern argumenterer videre at bestemte sammenblandinger med tilfældigheder udelukker fællesstemthed, så som: hvordan kan man hengive sig til vrede som er rettet imod en selv? Goffmans Encounters world-building activities. Men ligesom at der er nogen sammenblandinger med tilfældigheder som udelukker fællesstemthed, så vil jeg påstå at der er nogle sammenblandinger som giver større mulighed for fællesstemthed. Tilfældigheder er ingen herre over. Men sammenblandingerne, det kan der handles på. Goffman præsenterer en række begreber i bogen Encounters som jeg vil påstå kan bruges til at konkretisere hvad en sammenblanding består af, og her igennem hvordan jeg kan arbejde med at etablere stemningsfælleskaber. Men først skal vi lige have fat i Goffman. Goffmans Essay handler om aktiviteten spil, og er en antropologisk beskrivelse af den sociale sammenhæng som det at spille spil indebærer. Et spil er en verden, et helt univers, hvor der eksisterer en egen spillelogik, og nogle meget specifikke regler. For at 13

beskrive hvordan denne verden er etableret, bruger Goffman tre begreber Rules of irrelevance, Realized resources og Transformation rules. Rules of irrelevance når vi spiller er der en masse som er irrelevant inden for spiluniverset, the rules of irrelevance fortæller os hvad vi skal ignorere, mens spillet er i gang. Som for eksempel under et skakspil, er det irrelevant hvilket materiale brikkerne er lavet af, så længe vi kan genkende hvilken brik der er en bonde og så videre. På samme måde ignoreres det hvis en brik vælter, dette har ingen betydning inden for spillet og derfor vil brikken blive sat tilbage på sin plads og spillet genoptages. Realized resources refererer til det som har betydning inden for spil universet, og især den særlige betydning som gælder i dette univers. Spil består af spillernes skiftevise træk, disse træk kan tolkes af de andre spillere på helt bestemte måder som kun er gældende inden for det givne spils regelsæt. At hæve indsatsen i poker kan betyde at spilleren enten har gode kort og derfor er villig til at satse mere, eller at spilleren har dårlige kort og derfor forsøger at bluffe ved at hæve indsatsen. Ud over specielle meningsbetydninger i spillernes træk, så genererer spil også særlige roller og identiteter. En dronning i et skakspil, er ikke brikken i sig selv og hun er ikke en rigtig dronning. Hun er tilstede i spilsammenhængen, defineret af de bevægelser spillet tillader hende at udføre og hun eksisterer kun inden for denne sammenhæng. Transformation rules selvom spillet er et eget univers, så er dette univers ikke komplet isoleret fra andre omkringliggende sammenhænge. Der er ikke en uigennemtrængelig mur uden om spillet, nærmere en membran som omformer udefra kommende faktorer. Måske får den yngste spiller lov til at starte, selvom det ikke er en af spillets regler at den yngste spiller altid starter. På denne måde kan der tages hensyn til andre sammenhænge inden for spiluniverset. (Goffman 1961, side 19-34) Goffman påstår han at dette ikke kun er gældende for aktiviteten spil, men for alle seriøse aktiviteter: 14

Games, then are world-building activities. I want to suggest that serious activities 11 have this quality too. We are ready to see that there is no world outside the various playings of a game that quite corresponds to gamegenerated reality, but we have been less willing to see that the various instances of a serious encounter generate a world of meanings that is exclusive to it. (Goffman 1961, side 27) Andre aktiviteter (ikke-spil) har ikke samme logik som spil, men de er også egne universer og genererer meninger (Realized resources), som kun kan forstås inden for den givne aktivitets egen logik. Der vil også i andre aktiviteter være en masse som er irrelevant (Rules of irrelevance) og som derfor holdes ude af aktiviteten. Og hvis det introduceres, så er det transformeret så det passer ind i aktivitetens sammenhæng (Transformation rules). Hvornår opstår stemningsfælleskaber? En seriøs aktivitet vil kunne frembringe et stemningsfælleskab Goffman bruger betegnelsen Euphoria function, idet han også bemærker glæden det frembringer at hengive sig til fælleskabet. Dette er for det første betinget af spontaneous involvement (spontan involvering), deltagernes fokus bliver ufrivilligt indsnævret til kun at registrere aktivitetens relevante begivenheder. Dette er selvoverskridelsen, selvforglemmelsen. Denne involvering i aktiviteten skal være af en passende mængde; i sociale sammenhænge kan man både få at vide at man går for meget op i det, eller ikke tager det seriøst nok. Og afhænger af de andre deltageres involvering, når der er en matchning af intensitet opstår følelsen af fællesskab. Shared spontaneous involvement in a mutual activity often brings the sharers into some kind of exclusive solidarity and permits them to express relatedness, psychic closeness, and mutual respect (Goffman 1961, side 40) 11 Seriøse aktiviteter forstår jeg som møder med et forudbestemt indhold der kræver noget bestemt af deltagerne, som derfor må bestræbe sig på at gå ind i mødets indhold for at udføre aktiviteten. Dette specifikke krav er udgangspunktet for mødets egen logik (univers). 15

Særligt vigtigt bliver den delte spontane involvering, når der kun er to deltagere, i modsætning til hvis det er en større gruppe, fordi situationen er mere følsom for at alle skal være involverede, og det kan fx blive tolket som en personlig følelsesmæssig afvisning, hvis den anden ikke er involveret i aktiviteten/spillet. Hvis deltagerne oplever spontan involvering i aktiviteten, vil de føle sig godt tilpas at ease i situationen. Men en deltager kan også føle sig forpligtet til at udvise spontan involvering i en aktivitet, uden reelt at være fanget af begivenhederne. Enten fordi noget uden for aktivitetens univers i stedet trækker i personens opmærksomhed, noget som er irrelevant for denne aktivitets logik, eller slet ikke eksisterer i den givne sammenhæng (et barn som ligger sygt derhjemme). Eller fordi indholdet i aktiviteten ikke er interessant eller ligefrem frastødende (en koncert med et band der spiller musik man ikke kan lide). I sådanne tilfælde vil deltageren forsøge at virke involveret men føle ubehag Tension, kedsomhed eller irritation i situationen, fordi det univers som deltageren befinder sig i ikke matcher deltageres sindstilstand eller selvforståelse. Goffman opstiller to teoretiske muligheder hvor the the euphoria function kan opnå sit maksimum i et møde: den ene måde at opnå et euforisk møde på er at tage udgangspunkt i mødets indhold og derigennem vælge ideelle deltagere. Den anden måde er at tage udgangspunkt i en gruppe deltagere og derefter vælge indholdet i deltagernes møde (Goffman 1961, side 44). I pædagogisk praksis, kunne dette oversættes til planlægning af aktiviteter. Hvor man enten med udgangspunkt i pædagogiske overvejelser om børnenes færdigheder og interesser eller aktivitetens omstændigheder og krav om forudsætninger hos børnene, vælger en aktivitet passende til børnene eller børn passende til aktiviteten. Fornemmelser kvalificerer fornuftige valg I kapitlet om kropssprog og følelser forsøger Stein Bråten at besvare et for mig ret interessant spørgsmål: Hva kommer det av at når vi snakker om følelser, så er det gjerne sterke sinnsbevegelser og emosjoner vi tenker på, mens de vage fornemmelser og 16

følelsesmessige understrømmer som fargelegger samspill og gir verdiladninger for forstandige valg, lett unngår vår oppmerksomhet? (Bråten 2004, s. 129) Bråten præsenterer ved hjælp af Kirkegårds værk Enten-Eller en diskurs hvor følelseslivet anses som det absolut modsatte af fornuften. En diskurs som også lægger op til at handlinger foretages på baggrund af enten følelser eller fornuft. Og yderligere at handlinger på baggrund af følelser, er hovedløse og måske farlige fordi disse handlinger modsiger sig fornuften og derfor er uønskede handlinger. Vi kender også denne todeling fra Freuds begreber: id et og jeg et, en grundlæggende understrøm af primale følelser og impulser (id et) som bliver tøjlet i højere eller mindre grad af jeg et (som repræsenterer generelle samfunds normer og fornuft). Men Bråten fremlægger at evnen til at kunne foretage fornuftige valg ser ud til at være afhængig af impulser fra et slags følelsesmæssigt minde 12 som medtager og er opmærksomt på små nuancer i oplevelsen, så der sker en følelsesmæssig korrektion af fornuften. Bråten gør dette med afsæt i en undersøgelse af to hjerneforskere, Antioni og Hannah Damasio. I denne undersøgelse deltog patienter med en bestemt hjerneskade i frontallapperne (en såkaldt orbitofrontal skade) som har vist sig at forstyrre tilgangen til ubevidste signaler fra et slags følelsesmæssigt minde. Som kontrol deltog også mennesker uden denne hjerneskade. Personerne blev bedt om at trække kort fra fire bunker A, B, C og D og på disse kort var der anført penge-gevinster eller -tab. Forskerne havde lavet forskel på kortbunkerne, så der var større risiko for tab ved at trække kort fra bestemte bunker. Forskernes målinger tyder på at selv før den normale spiller bliver bevidst om, og udtrykker dette verbalt, opstår en fornemmelse af at nogle af kortbunkerne er farligere end andre, sådan at deres valg bliver påvirket af en form for ubevidst og u-italesat fornemmelse, intuition, om hvilke bunker det er klogest (mindst risikable) at trække kort fra. Patienterne med hjerneskaden blev derimod ved med, også 12 Kunne forstås som Sterns begreb RIG er 17

at trække kort fra de risikable kortbunker. De kan ikke tage lige så fornuftige valg, fordi der mangler nogle koblinger til dybe ubevidste fornemmelser. (Bråten 2004, s. 155) Denne intuition, eller fornemmelse mener Bråten at man bør skille fra lidenskabelige hovedløse følelser. Han bruger det norske udtryk hun hadde på følelsen (Bråten 2004, s. 131). På dansk er et tilsvarende udtryk hun havde på fornemmelsen. Men ordene fornemmelse og følelse må siges at dække over forskellige begreber. Bråten definere ordet følelse til at være mangetydigt og spænde fra vage fornemmelser til stærke affekttilstande. Jeg vil deraf tolke at han mener, at det ikke bare er vage fornemmelser men også stærke affektive tilstande som korrigerer og kvalificerer fornuftige handlinger. Disse følelser kan sammenlignes med Daniel Sterns tidlige fornemmelser af selvet (den emergente, kerneselvet og det subjektive selv), fornemmelser som ligger før det bevidste, den analyserede verbaliserede oplevelse. Bråten formulerer at det at have en god fornemmelse af noget, er et godt grundlag for at foretage en fornuftig handling. Empiri Case fra 1. Praktik forløb Bjørn er omkring 40 år gammel, og bor på heltidstilbuddet Blindenetværket i Gentofte. Bjørn blev født uden nogen diagnoser, men som seksårig fik han konstateret kræft. Stærk medicinering slog kræften ihjel, men gav også Bjørn en hjerneskade og en ødelagt synsnerve. Bjørn har spasmer, hans ben er derfor krøllede og det samme med den ene hånd. Bjørn sidder i kørestol, han har kunne kravle tidligere, men det kan hans krop ikke længere klare. Den anden hånd er fuldt funktionel. Bjørn virker som om han forstår det meste som bliver sagt, han bruger mest ja og nej som svar, men har også andre ord som har specielle betydninger; Cola betyder at han vil have noget at drikke. Bjørn kom godt lide musik og rim. Selvom han ikke kan se noget, så bevæger hans øjne sig. Og den retning som han kigger i, giver en indikation af hvad han er optaget af. Jeg synes det virker som om at han kigger opad, når han tænker sig om. For eksempel når man stiller ham spørgsmål. Bjørn kan rigtig godt lide at holde ens hånd i sin egen, og trykke den skiftevis mod sine to øjenlåg; når han gør det, har han et smil på læben og han brummer en mmmmmmm-lyd, nogle gange får han også tårer i øjnene, mens han brummer. 18

Praksisfortælling om Bjørn Han tror vel ikke at jeg er hans mor?! Det er aften og jeg er i gang med at lægge Bjørn i seng. Jeg er alene med Bjørn inde på hans værelse, jeg har lige børstet tænder på ham, det kan han ikke lide. Men hvis jeg snakker stille til ham imens, forklarer hvad jeg gør inden jeg gør det, og lader han holde min hånd en gang imellem, så kan jeg godt få lov. Jeg finder liften frem og hejser ham op af kørestolen. Hans ene hånd finder min. Hov Bjørn, hej du. Han laver sin brummelyd og fører min hånd hen til sine lukkede øjne. Jeg fniser Er det dejligt Bjørn?. Han brummer videre og får tårer i øjnene. mooa siger hans stille, mor. Jeg bliver lidt befippet, det er første gang jeg hører ham bruge dette ord og jeg er ikke sikker på hvad han mener med det. (Han tror vel ikke jeg er hans mor?!) Vil du høre noget musik imens du falder i søvn? Bjørn svarer ikke, han sidder i liften med min hånd og brummer. Jeg lader ham holde min hånd lidt endnu, og laver selv en lille brumme lyd til svar. Nu tager jeg min hånd Bjørn. Han giver min hånd to sidste klem, før han giver mig min hånd tilbage. Jeg lægger ham over i sengen, giver ham nattøj og en ren ble på, imens jeg snakker ham igennem det som foregår. Til sidst hans dyne. Jeg går over til CD-afspilleren. Bjørn jeg sætter noget musik på til dig, ja svarer han. Ovre i sengen ligger Bjørn og kigger i min retning. Jeg trykker play og musikken begynder at spille. Vil du høre denne her?, der går et øjeblik inden Bjørn svarer et lille ja. Godnat Bjørn jeg går ud af hans værelse. Jeg finder min vejleder og fortæller at Bjørn sagde mor til mig mens han øjenputtede. Hun fortæller mig at når han gør det så har hun nogen gange spurgt ham om han tænker på sin mor, oftest svarer han nej når hun spørger ham. Min vejleder mener at han bruger ordet Mor til at udtrykket at noget er hyggeligt/tryghed. Det gør mig rolig igen. Case fra 2. praktik forløb Geeti er to, snart tre, år gammel, hun har været i Pakistan med sin familie i tre måneder og skal derefter vænne sig til vuggestuen igen. Under indkøringen, er hun meget utryg. Hun græder og kalder på sin mor når hun bliver afleveret. Og nævner tit mor i løbet af dagen. Jeg begynder at sidde hos hende om morgenen. Jeg prøver at trøste men også at fjolle og få hende til at grine og langsomt bliver vi gode venner. Vi får et morgenritual, hvor hun løber hen og krammer mig om morgenen, og jeg siger godmorgen til hende og spørger hende om hun har det godt. Hun begynder selv at tage initiativ til at lære ord, hun peger på ting hun kender navnet på og siger det højt, jeg siger ja og imiterer hende. Hun begynder også at pege på ting hun ikke kender navnet på, mens hun siger en spørgende lyd (altid den samme) jeg fortæller hende hvad tingen 19

hedder og vi leger med ordet. Siger det i forskellige tonefald, rytme, med mimik, kopierer hinanden. Jeg forsøger at gøre det til en sjov leg vi kan have sammen, så hun bliver ved at prøve at lære nye ord. Tegneserie om min og Geetis ord leg (Tegnet af mig) På dette tidspunkt, bliver min vejleder og jeg enige om at jeg skal læse sprogpakken og lave et sprogstimuleringsprojekt med Geeti. Jeg begynder at tænke over hvilke ord hun lærer, det går op for mig at de er begrænsede af hvilke ting (konkreter) der er i vuggestuen som man kan pege på. Med inspiration fra sprogpakken arbejder jeg videre med at styrke Geetis ekspressive sprog. Vi fortsætter med at pege på ting og sige deres navne. Men derudover begynder jeg nu at lave dialogisk læsning med Geeti lige inden der er middagslur, de fleste dage i ugen, med mindre det af en eller anden grund ikke passer ind. Nogen gange er det kun os to, nogen gange tager jeg også et andet barn med. Efter vi har gjort det nogle gange, begynder hun at imitere situationen sammen med andre børn. Hun sætter sig med en bog ved siden af dem og peger og snakker sammen med dem. Og når vi spiser, sidder Geeti, mig og to andre børn ved et lille bord, ved siden af et større bord med resten af børnene og pædagogerne. Mens vi spiser, snakker jeg med børnene om hvad vi har lavet i løbet af dagen og prøver at få dem til at fortælle mig historier. Geeti er for det meste 20