Per H. Jensen & Tine Rostgaard (red.) Det aldrende samfund Udfordringer og nye muligheder Frydenlund
Det aldrende samfund Udfordringer og nye muligheder 1. udgave, 1. oplag, 2015 Frydenlund og forfatterne, 2015 ISBN 978-87-7118-328-3 ISSN 2246-3658 Grafisk formgivning: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Toptryk, Gråsten Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212. post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
Indhold Forord...7 Kapitel 1. Det aldrende samfund udfordringer og nye muligheder...9 Per H. Jensen & Tine Rostgaard TEMA: DEMOGRAFI OG ØKONOMI Kapitel 2. Et demografisk billede af de ældre i Danmark nu og i fremtiden...20 Lisbeth B. Knudsen og Tine Rostgaard Kapitel 3. Seniorerne og arbejdsmarkedet: beskæftigelsesmønstre, politiske initiativer og effekter...39 Per H. Jensen & Poul Thøis Madsen Kapitel 4. Det danske pensionssystem social og økonomisk succes, politisk sårbar...55 Jørgen Goul Andersen Kapitel 5. Udgifter til ældrepleje: variationer mellem danske kommuner...78 Per H. Jensen & Henrik Lolle TEMA: FRIVILLIGHED Kapitel 6. Frivillighed blandt ældre i et komparativt perspektiv: muligheder og begrænsninger...98 Per H. Jensen Kapitel 7. Frivillighed blandt ældre: aktiv aldring i civilsamfundet... 113 Morten Frederiksen og Hans-Peter Qvist TEMA: BOLIGEN OG ARKITEKTURENS BETYDNING Kapitel 8. Arkitektur og trivsel...134 Mary-Ann Knudstrup Kapitel 9. Den gode aldring set ud fra arkitektkonkurrencer og sociale reformer... 151 Jonas E. Andersson 5
TEMA: ÆLDREPLEJE Kapitel 10. Kvalitetsreformer i hjemmeplejen balancen mellem standardisering og individualisering...175 Tine Rostgaard Kapitel 11. Introduktion af marked og konkurrence i ældreplejen udvikling og konsekvenser... 191 Tine Rostgaard og Tilde Bertelsen Kapitel 12. Livskvalitet i senlivet hjemmehjælpens betydning for ældres livskvalitet... 215 Stine Rasmussen, Morten Højmose Andersen, Sanne Lund Clement og Tine Rostgaard Kapitel 13. Ældrepleje: fra uformelt til formelt arbejde i et komparativt perspektiv... 232 Per H. Jensen & Rasmus Juul Møberg TEMA: NYE METODER OG TEKNOLOGIER Kapitel 14. Det nye ord bliver rehabilitering lokale policy-aktørers syn på hverdagsrehabilitering som (nyt) koncept i ældreplejen... 252 Barbara Fersch Kapitel 15. Robotter ad nye veje i Billund robotstøvsugernes indtog i ældreplejen... 270 Anne Sigh, Jeppe Agger Nielsen & Kim Normann Andersen Kapitel 16. Musikterapi som bidrag til en tværfaglig og personcentreret demensomsorg...288 Hanne Mette Ochsner Ridder Kapitel 17. Perspektivering...305 Per H. Jensen & Tine Rostgaard Forfatterne... 313 6
Forord Befolkningen ældes, hvilket vil påvirke den måde, hvorpå vi har indrettet vort samfund. Det er derfor ikke så mærkeligt, at alder og aldring ikke bare er blevet en del af den politiske debat, men også i stigende grad et studieobjekt inden for humaniora, natur- og samfundsvidenskaberne. Grundspørgsmålet er: hvor er vi på vej hen og med hvilke konsekvenser? Det er ikke ambitionen med denne bog at give et udtømmende svar på disse spørgsmål. Imidlertid belyser bogen en række centrale temaer i debatten, og formålet med den er at nuancere og stimulere diskussionen om det aldrende samfund. På Aalborg Universitet er der et stærkt fokus på det aldrende samfund. På alle universitetets hovedområder foregår der en omfattende og nuanceret forskning om mange aspekter ved det aldrende samfund. Da ideen til denne bog blev fostret, var det derfor naturligt for bogens redaktører at bede kollegaer på universitetet om at bidrage til bogen. Det skal dog betones, at det langt fra er al forskning om det aldrende samfund, som udføres på Aalborg Universitet, der er repræsenteret i denne bog. Da bogen endvidere har været nogen tid undervejs, har nogle af bogens forfattere undervejs i processen forladt universitetet for at søge nye græsgange. Bogen henvender sig til alle, dvs. praktikere, forskere, offentligheden og politikere, der interesserer sig for og er nysgerrige i forhold til udviklingslinjer og tendenser i det aldrende samfund. Aalborg, juli 2015 Per H. Jensen & Tine Rostgaard 7
KAPITEL 1 Det aldrende samfund udfordringer og nye muligheder Per H. Jensen & Tine Rostgaard Indledning Den danske befolkning aldres, hvilket i løbet af de sidste 10-20 år har givet anledning til diskussioner om, hvorledes alder og aldring kan håndteres. Tager man en række fremskrivninger for pålydende, selvom befolkningsprognoser notorisk er meget upålidelige 1, vil vi komme til at stå overfor nogle meget markante demografiske forskydninger i de næste 30 år. Hvor de 80+-årige udgjorde 4,1 % af danskerne i 2012, vil 8,2 % og dermed dobbelt så mange være i denne aldersgruppe i 2040. Mange råd, udvalg og kommissioner har siden midten af 1990 erne været nedsat med henblik at granske, hvorledes befolkningsudviklingen vil påvirke velfærdssamfundet. Processen indledtes med at Finansministeriet i 1995 pub- 1 At befolkningsprognoser er meget upålidelige skyldes, at selv meget små ændringer i fertiliteten, dødeligheden og nettoindvandringen har meget store konsekvenser for befolkningsudviklingen. Et sigende eksempel på dette er, at Danmarks Statisk i 2001 forventede, at der i 2040 ville være 6.2 millioner danskere, medens Danmarks Statistik i 2003 forventede, at der i 2040 ville være 5.3 millioner danskere. På to år forsvandt med andre ord næsten en million danskere. 9
licerede rapporten om pensionssystemet og den fremtidige forsørgerbyrde (Finansministeriet, 1995). Efterfølgende diskuterede Det Økonomiske Råd (DØR) problemstillingerne i slutningen af 1990 erne (se f.eks. DØR, 1998), hvorefter problematikken kom endnu højere op på dagsordenen gennem 00 erne, hvor udredningsarbejdet florerede, bl.a. i form af rapporter fra DØR (2005, 2011), Velfærdskommissionen (2005, 2006) og Arbejdsmarkedskommissionen (2009); alt sammen krydret og synkroniseret med rapporter og anbefalinger fra OECD (2005) Medens der op gennem 00 erne især var fokus på velfærdsstatens kontantydelser (efterløn, pension mv.), blev velfærdsstatens serviceydelser i stigende grad behandlet i 10 erne. Især blev ældreplejens indhold og organisering tematiseret, bl.a. gennem nedsættelsen af to kommissioner, henholdsvis Kommission om livskvalitet og selvbestemmelse i plejebolig og plejehjem (Ældrekommissionen) (2011-12) og Hjemmehjælpskommissionen (2012-2013). Mange af de nedsatte råd, udvalg og kommissioner har haft nogenlunde enslydende problemdefinitioner. Men det er som om, at de anbefalinger, der er udgået fra kommissionerne, er blevet dramatiseret og skærpet over tid. For eksempel var Finansministeriet i 1995 og Velfærdskommissionen i midten af 00 erne helt enige om, at de demografiske ændringer ville komme til at koste 4 % af bruttonationalproduktet. Men hvor Finansministeriet i 1990 erne var af den opfattelse, at det ikke ville være noget problem at dække denne merudgift (bl.a. gennem produktivitetsforbedringer mv.), så var Velfærdskommissionen af den opfattelse, at den selvsamme udgift ville tvinge velfærdssamfundet i knæ, hvorfor man anbefalede en større omkalfatring af hele velfærdsstaten. Velfærdskommissionens beregninger byggede endvidere på den præmis, at finansieringsproblemerne ville opstå, hvis intet skete og man intet gjorde. Men denne præmis er gentagne gange blevet problematiseret og udfordret. Som bl.a. påpeget af Den Alternative Velfærdskommission (Jensen, 2005), nedsat af Socialpolitisk Forening i 2004, vil der opstå en række gevinster, også helt uden en udefra kommende intervention. Disse gevinster handler om, At flere ældre helt automatisk vil forblive længere tid på arbejdsmarkedet, efterhånden som de bliver bedre uddannede, får et bedre helbred, mere interessante jobs, bliver mindre nedslidte mv. At den stigende levealder ikke automatisk øger behovet for pleje. I Velfærdskommissionen antog man, at der fremadrettet ville blive føjet år til livet (som plejekrævende), snarere end (raske) liv til årene (og at det totale plejebehov derfor reelt kan falde). Anderledes: vi bliver ældre, fordi vi bliver mere sunde og raske. At folkepensionen får mindre og mindre betydning medens de overenskomstbaserede pensioner vinder frem, hvilket markant aflaster de offentlige udgifter 10
Mange af disse gevinster er i dag bredt anerkendte og vil også nærmere blive belyst i denne bog. Alligevel gav Velfærdskommissionens anbefalinger medløb til større velfærdsreformer i 2006, 2011 og 2013, hvor efterlønsordningen, førtidspensionen og pensionssystemet meget omfattende blev ændret. Faktisk blev det til nogle af de mest vidtgående pensionsreformer i hele Europa. Stereotypiseringen af seniorerne En ting er, at en stor del af kommissionsarbejdet og de medløbende anbefalinger i 00 erne byggede på unuancerede fremskrivninger og fremtidsscenarier. Noget andet er, at de bidrog til en stereotyp og fortrinsvis problematiserende tilgang til det aldrende samfund. For eksempel opererede man i Velfærdskommissionen med os-dem distinktioner, dvs. os, der betaler gildet, og dem, der passivt er en (ældre)byrde for samfundet; herunder kortlagde man hvilke befolkningsgrupper og livsfaser der giver over-/underskud. Denne form for tænkning inviterer til en stereotypifisering af bestemte befolkningsgrupper, og overser helt, at der er en enorm variation i enhver generations ressourcer og behov (Iversen, 2009; Iweins, 2013). Når der udpeges syndebukke stimuleres diskriminatoriske tænke-, føle- og handlemåder. Velfærdskommissionen havde da heller ingen bud på, hvorledes man kunne overvinde bevidste eller ubevidste diskriminationsformer, der opererer på det individuelle niveau, i netværk og på det institutionelle niveau. Det eneste, man kunne, var at anbefale, at man på det institutionelle niveau flyttede aldersgrænserne for (efterløns- og pensionsalder), og hvornår vi andre kan tillade os at se på de ældre som udtjente og færdige på arbejdsmarkedet. Velfærdskommissionen opererede dermed med hvad der i dag synes som et noget gammeldags syn på de ældre og aldring. Velfærdskommissionen var bærer af et syn på ældre personer, som nogen, der isolerer sig fra omverdenen, og som (en byrde for os andre) vegetativt sidder og skuer tilbage på det forgangne. Imidlertid er der ingen, der præcist og klart kan definere, ved hvilken alder eller hvornår man er gammel, og i det hele taget foregår der i de fleste samfund i disse år en rekonstruktion af alder og aldring (se f.eks. Biggs, 2006). Internationalt og diskursivt er denne rekonstruktion initieret af organisationer så som FN, WHO og EU, hvor man har lanceret begrebet om aktiv aldring, der signalerer, at ældre mennesker har potentialer, som samfundet kan gøre brug af ikke bare som en produktionsfaktor på arbejdsmarkedet, men også som bedsteforældre og som frivillige i frivillige organisationer mv., hvilket nærmere vil blive belyst i denne bog. Alt i alt er en ny type aldring ved at dukke op i horisonten, og dette skifte går hånd i hånd med forandringer i helbredet, identiteterne (mange 70- eller 80-årige betragter ikke sig selv som gamle), og ikke mindst i de ældres økonomiske situation, der er bedre end nogensinde, og som har konstitueret de ældre som en distinkt gruppe af grå konsumenter (Featherstone & Hepworth, 1995). 11
Bliver man da ikke gammel og omsorgskrævende? Det går dog ikke at benægte, at alder kan følges af sygdom og behov for omsorg og pleje, og at livet ultimativt afsluttes med døden. Dvs. aldring den fjerde alder kan give anledning til afhængighed af andre. Set i dette lys har ældreplejen i de senere år gennemgået en lang række ændringer orkestreret af ny teknologi, indførelsen af hverdagsrehabilitering og en afpaternalisering af plejeformerne, f.eks. i form af frit valgsordninger mv. Reformerne har haft for øje at øge kvaliteten i plejen og generelt de ældres livskvalitet, men har også kraftigt skelet til den fremtidige udfordring med at finansiere ældreplejen. Både Ældrekommissionen og Hjemmehjælpskommissionen har således haft til overordnet formål at adressere hvordan plejeindsatsen bedre kunne bidrage til de ældres livskvalitet. Ældrekommissionen bidrog især med at identificere værdigrundlaget for den fremtidige gode plejeindsats ud fra følgende fem værdier: Indflydelse på eget liv, respekt for forskellighed, medmenneskeligheden i fokus, gode oplevelser hver dag og en værdig afslutning på livet. Ældrekommissionen lancerede også en lang række konkrete anbefalinger med udgangspunkt i disse værdier og ikke mindst med en opfordring om at afsætte flere ressourcer til sektoren. Anbefalingerne blev generelt vel modtaget, men med den anke, bl.a. fra KL, at de ikke adresserede den egentlige problematik: at finde de nødvendige ressourcer til dækning af det fremtidige behov for pleje og omsorg i vores aldrende samfund. Kommissionen forholdt sig dog positivt til inddragelsen af frivillige på plejehjemmene, og med en opfordring til at fastlægge retningslinjer for den frivillige indsats. Anderledes reformerende var anbefalingerne fra Hjemmehjælpskommissionen i sommeren 2013. Kommissionens anbefalinger binder bånd til 1980 ernes Ældrekommission, hvis rapporter medførte en omstilling til en ny ældrepolitik, hvor de bærende principper var selvbestemmelse, kontinuitet og brug af egne ressourcer (Ældrekommissionen, 1982). Især brugen af egne ressourcer kan genfindes nu her godt 35 år senere. Hjemmehjælpsommissionens rapport konsoliderer først og fremmest og helt som forventet udviklingen hen mod aktiv ældrepleje, og anbefalede især den fortsatte udbredelse på landsplan af Hverdagsrehabilitering, Aktiv hjælp og hvad de forskellige lokale rehabiliteringsindsatser nu har fået af navn. Rapporten taler bevidst om et paradigmeskifte fra at gøre noget for borgen til at gøre noget sammen med borgeren, ud fra borgerens ønsker og med et holistisk og tværfagligt syn på ressourcer og behov. Kommissionens anbefalinger har medført, at rehabilitering er blevet indskrevet i lovgivningen fra januar 2015 og derfor skal tilbydes alle ældre, der ansøger om hjemmehjælp. Ligesom de ovenfor omtalte reformer på pensionsområdet var nogle af de mest vidtgående i Europa, er den danske reform af hjemmehjælpen yderst vidtgående, også i et europæisk perspektiv. Men den bakkes fuldt op af EU kommissionen, som ser det som et led i den såkaldte sociale investerings- 12
politik, hvor man investerer i borgerens fortsatte mulighed for at hjælpe sig selv. EU Kommissionen anbefaler derfor andre medlemslande til at se på de danske erfaringer (EU Kommissionen, 2013). Aktiv aldring har dermed for alvor gjort sit indtog i den danske ældrepleje, men ydermere interessant er at rehabiliteringspolitikken også afspejler nyere tiders forvaltningstendenser om en bevægelse fra New Public Mangament til New Public Governance. Borgerinddragelse, samproduktion, opgør med silotænkning og større tillid til medarbejderen med vægt på fagligheden er i hvert fald rent teoretisk udgangspunktet for den nye politik. Rehabiliteringspolitikken er dog ikke mindst et muligt indspark i forsøget på at gøre ældreplejen mere økonomisk bæredygtig. Forventningerne til at rehabilitering kan bidrage til en højere grad af selvhjulpenhed blandt de ældre og bevirke at kommunerne kan spare på budgetterne til ældrepleje er store og mange kommuner har valgt at nedjustere budgetterne på forhånd. Dermed er den nye politik et muligt bud på hvordan man kan adressere én af problemstillingerne i det aldrende samfund, finansieringen af ældreplejen. Om politikken kan realiseres med succes i praksis og med det forventede udbytte for borgerens livskvalitet og kommunernes budgetter, må vi så vente at se. Forskningsspørgsmål Med denne bog søger vi at sætte fokus på, hvordan udviklingstendenser omkring alder og aldring interagerer med forandringer i velfærdspolitikkerne og de mere interpersonelle hjælpe- og behandlingsformer mv. og bogen søger at forholde sig til følgende spørgsmål: Hvad kan vi forvente os af de demografiske forandringer? Hvordan bliver seniorernes tilknytning til arbejdsmarkedet? Hvad koster den stigende ældrekvote i form af pensioner, plejeudgifter o. lign.? Er ældre en ressource i forhold til den frivillige sektor? Hvad er god ældrepleje og hvordan har man forsøgt at øge kvaliteten gennem forskellige styringsreformer? Hvad betyder plejehjemmenes arkitektur og organiseringen af ældreplejen for ældres livskvalitet? Hvilke nyere tendenser kan iagttages i ældreplejen? Hvad betyder hverdagsrehabilitering og ny teknologi i ældreplejen? Og hvad er lovende nye metoder i demensomsorgen? 13
Bogens opbygning De tematikker og forskningsspørgsmål, der rejses i denne bog, forsøges besvaret gennem en række kapitler, der søger at belyse, hvorledes alder og aldring bringes i spil inden for en række forskellige fagområder. Bogen er interdisciplinær, idet den trækker på økonomiske, sociologiske, antropologiske, politologiske og arkitekturmæssige forskningstraditioner, der overordnet bindes sammen af en socialgerontologisk forståelsesramme. I kapitel 2 belyser Lisbeth B. Knudsen og Tine Rostgaard den danske befolkning i et demografisk perspektiv. Det påpeges, at den demografiske ældrebrøk er stigende, især frem mod 2040 erne, men at man alligevel skal være meget varsom med at drage alt for håndfaste konklusioner på sådanne befolkningsfremskrivninger, da de meget usikre; de er bl.a. betinget af fertiliteten, mortaliteten og migrationen. I forlængelse af denne diskussion rettes fokus på +65-årige. Det analyseres, hvor stor en andel af den samlede befolkning, som de +65-årige udgør, herunder hvorledes dødeligheden i denne befolkningsgruppe bl.a. er betinget af faktorer så som køn og etnicitet. Herunder diskuteres, hvorledes socio-demografiske forhold så som ægteskabelig status og boform påvirker dødeligheden. Den demografiske ældrekvote eller ældrebrøken er på mange måder misvisende i forhold til en vurdering af aldringens økonomiske udfordringer. Mange seniorer vil i fremtiden være i beskæftigelse og derfor selvforsørgede. I kapitel 3 diskuterer Per H. Jensen og Poul Thøis Madsen tilbagetrækningsmønstrene på det danske arbejdsmarked. Overordnet konstateres, at flere og flere bliver længere tid på arbejdsmarkedet, men at nogle grupper (f.eks. lavtuddannede, gifte kvinder og indvandrere) fortsat er mere tilbøjelige til at forlade arbejdsmarkedet tidligere end andre. Kapitlet går også ind i en analyse af de faktorer, der betinger seniorernes tilbagetrækningstidspunkt. Det påpeges, at tilbagetrækningsmønstrene er en funktion af komplekse samspil mellem helbred, uddannelse, ægteskabelig status, tilbagetrækningsordningerne (herunder førtidspensions-, efterløns- og pensionssystemerne), arbejdsgivernes ønske og vilje med hensyn til at rekruttere og fastholde seniorerne, konjunkturerne, kvaliteten i arbejdet, diskurserne om det grå guld osv. De reelle økonomiske omkostninger ved den aldrende befolkning er også afhængig af pensionssystemets indretning. Derfor vil kapitel 4 rumme en diskussion af det danske pensionssystem. Pensionssystemet er meget komplekst, men med en række indbyggede fordele. Jørgen Goul Andersen argumenterer for, at det danske pensionssystem er et af de mest robuste og økonomisk bæredygtige i verden. I Danmark er der meget få fattige pensionister. Alligevel udgør pensi- 14
onssystemet ikke en økonomisk belastning for samfundet, og vil heller ikke gøre dette fremadrettet, hvilket skyldes, at folkepensionen vil tabe i betydning, samtidig med at de overenskomstbaserede pensioner, der er opsparingsbaserede, vil komme til at spille en stadig større rolle for pensionisternes livsunderhold. En følgevirkning vil være, at pensionisterne i fremtiden vil være en overskudsforretning, da staten får betydelige skatteindtægter, når de overenskomstbaserede pensioner udbetales. Jørgen Goul Andersen argumenterer således for, at den økonomiske ældrebyrde ikke findes, men er forduftet. I Danmark er ældrepleje en medborgerrettighed, der er skattefinansieret, og Danmark er et af de lande i Europa, der bruger den største andel af BNP på ældrepleje. I Danmark er det kommunerne, der er ansvarlige for organiseringen af ældreplejen, og noget, der ikke har været særlig meget fremme i den offentlige debat, er, at der mellem kommunerne er meget store forskelle i de udgifter, der anvendes på ældreomsorg. I kapitel 5 analyserer Per H. Jensen og Henrik Lolle de meget store kommunale udgiftsforskelle til ældreplejen, ligesom de forsøger at forklare udgiftsforskellene ved hjælp af demografiske, politiske (kommunens partifarve), strukturelle, institutionelle og sti-afhængige forklaringshypoteser. Den demografiske aldring har overalt i Europa givet medløb til, at der i nogen grad er sket et skifte i synet på ældre medborgere. Hvor der tidligere var fokus på ældre som psykisk skrøbelige og med fysiske begrænsninger i førligheden, er der nu mere fokus på de potentialer og uforløste ressourcer, som ældre medborgere besidder. Vi har derfor i denne bog fokus på mulighederne for at inddrage seniorerne i frivilligt arbejde. I kapitel 6 diskuterer Per H. Jensen frivilligheden blandt ældre i et komparativt perspektiv. Kapitlet redegør teoretisk for mulighedsbetingelserne for frivillighed blandt ældre, ligesom den teoretiske ramme afprøves med afsæt i seniorfrivilligheden i 7 europæiske lande. Morten Frederiksen og Hans-Peter Qvist ser i kapitel 7 ligeledes på ældres deltagelse i frivillige aktiviteter og om det kan blive en væsentlig del af aktiv aldring. Med baggrund i et omfattende datamateriale fra Frivillighedsundersøgelsen 2004-2012, ser de nærmere på udviklingen i de ældres frivillige aktiviteter. De finder at der er sket en stigning i frivillighed blandt de ældre over tid, men at det stadig især er de med stærkeste ressourcer ift. helbred, uddannelse, netværk etc., der er aktivt frivillige. Stigningen i andelen af frivillige afspejler derfor, at der bredt blandt de ældre i samfundet er blevet flere med disse ressourcer. Især netværk og de helbredsmæssige forhold har en stor betydning for om man del- 15
tager som frivillig. De forholder sig derfor kritiske overfor, om de politiske tiltag til at øge graden af frivillighed blandt de ældre egentlig er lykkedes, da de ikke synes at have øget en social mangfoldighed blandt de frivillige ældre. Mere fremadrettet viser deres analyse også, at de kommende ældre synes at være lige så positivt indstillet til at deltage i frivilligt arbejde som tidligere generationer. I det efterfølgende tema ser vi nærmere på boligen og arkitekturens betydning i ældrelivet. De fleste byplanlæggere og arkitekter har som ambition at skabe rammer og betingelser for det gode liv, ved at skabe bygninger og omgivelser, der imødekommer menneskers psykiske og fysiologiske behov. I kapitel 8 diskuterer Mary-Ann Knudstrup, hvad det er for idealer om det gode ældreliv, der er styrende for projekteringen af plejeboliger. Men kapitlet går også dybt ind i planlægningsprocessen, og redegør for, hvorfor de arkitektoniske trivselselementer ikke altid virkeliggøres. Det påpeges, at afstanden fra ide til praksis ikke kun skyldes mangel på tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Det skyldes også selve planlægningsprocessen, og at skiftende aktører og aktørkonstellationer indgår i de arbejdsgrupper, der forestår planlægningen af nye plejehjem eller renoveringen af eksisterende plejehjem. Den løbende udskiftning af medlemmer af arbejdsgrupperne gør det vanskeligt at fastholde ideer og føre dem ud i livet. I kapitel 9 analyserer Jonas E. Andersson, hvorledes ideer om den gode ældreplejebolig har forandret sig i et langt historisk perspektiv. Mere specifikt undersøges forandringer i plejeboligens arkitektur i perioden 1899-2013, ligesom det klargøres, hvorledes disse arkitektoniske forandringer spiller sammen med æstetiske, etiske og politisk-ideologiske forandringer. Kapitlets empiriske grundlag er 76 arkitektkonkurrencer, der alle har drejet sig om passende beboelsesformer til plejekrævende og svage ældre. At arkitektkonkurrencerne anvendes som det empiriske grundlag, skyldes, at arkitektkonkurrencer er en eksperimenterende arena og dialog om velfærdsmål, rumslige behov og funktionelle krav. Arkitektkonkurrencerne åbner op for nye ideer og idealer om brug af rummet i plejeøjemed, og konkurrencerne viser, at der fremadskridende er sket en vægtlægning af den individuelle bruger og individuelle behov i det arkitektoniske rum. Med kapitel 10 bevæger vi os mod yderligere et af bogens temaer, ældreplejen. Dette tema indledes med at Tine Rostgaard analyserer de nye styringsformer, der siden 1990 erne, på nye måder har reguleret kvaliteten i hjemmehjælpen. Reformstrategien har samlet set været et forsøg på at gøre op med 1980 ernes moderniseringsprogrammer, der primært byggede på økonomiske strategier med udgangspunkt i omkostningseffektivitet. Nyere reformer har i stedet forsøgt at forbedre den overordnede kvalitet i plejen ved at øge gennemsigtigheden på såvel det politiske og administrative niveau som på brugerniveau, men 16
reformerne har overordnet set fokuseret på to modstridende principper: standardisering og individualisering af plejen. Denne tilgang har lidt utilsigtet ført til en øget politisk og administrativ kontrol af hjemmeplejen på bekostning af brugerindflydelse og inddragelse af plejepersonale og visitatorer. I kapitel 11 ser Tine Rostgaard og Tilde Bertelsen nærmere på betydningen af én af disse reformer, introduktionen af konkurrenceudsættelse i ældreplejen. De ser på udviklingen med at indføre private leverandører i Danmark, men også med blik på Sverige, som var tidligere på banen. Forfatterne finder, at der generelt mangler gode, systematiske studier af konsekvenserne af konkurrenceudsættelse, men at de foreliggende studier indikerer, at der findes en økonomisk gevinst ved udlicitering af plejecentre. Derimod er det langt sværere at påvise positive økonomiske konsekvenser af at indføre frit valg i hjemmeplejen. Ser man på konsekvenserne for kvaliteten af ældreplejen, er det heller ikke en samlet tendens i forskningen. Svenske studier synes dog at indikere, at private leverandører har nogle fordele ift. proces- og outcome-relaterede kvalitetsfaktorer, mens de kommunale leverandører synes at sikre bedre strukturelle vilkår. Stine Rasmussen Morten Højmose Andersen, Sanne Lund Clement og Tine Rostgaard ser i kapitel 12 nærmere på hvordan hjemmehjælpen kan bidrage til de ældres livskvalitet. Undersøgelsen blev til på opdrag af Hjemmehjælpskommissionen og finder bl.a., at det at få hjemmehjælp øger de ældres omsorgsbetingede livskvalitet på en række såkaldte livsdomæner, men kun i mindre grad hvad angår social kontakt og aktiviteter. De finder også, at det har stor betydning for de ældre selv at modtage ganske lidt hjemmehjælp og at beskæringer i hjemmehjælpen derfor kan have indflydelse på de ældres livskvalitet. Der er ingen universel naturlov, der angiver, hvordan god ældrepleje mere præcist kan defineres, eller hvordan god ældrepleje kan og bør organiseres. God ældrepleje er i betydelig grad en social konstruktion, der betinges af de samfundsmæssige værdier, normer og kulturelle orienteringsmåder. I kapitel 13 analyserer Per H. Jensen og Rasmus Juul Møberg hvorledes ældreplejen er organiseret i forskellige kulturelle sammenhænge, idet Danmark sammenlignes med situationen i Tyskland og Spanien. De tre lande repræsenterer et Beveridge, Bismarck og familieorienteret ældrepleje regime. I kapitlet afsøges, hvorledes forskelle i ældreplejens organiseringsformer i de tre regimer interagerer med forskelle i familieformerne, kvinders orientering og praksis vis-à-vis arbejdsmarkedet, forskelle i idealer om, hvad god ældrepleje handler om mv. I kapitlet diskuteres endvidere, hvorledes de forskellige regimer giver anledning til forskellige konfliktlinjer og spændinger i forhold til dem, der praktisk udfører ældreplejen 17
Det sidste tema i bogen fokuserer på nye metoder og teknologier i ældreplejen. Én af disse er rehabilitering, som med en lovændring i januar 2015 blev indført i hjemmeplejen i alle landets kommuner. Barbara Fersch undersøger i kapitel 14 den bagvedliggende forståelse for og forventninger til rehabilitering blandt administrative ledere og kommunalpolitikere i to kommuner. Hun finder, at det især er det økonomiske rationale, der styrer interessen for rehabilitering i kommunerne. Men også at der i argumentationen findes et moralsk aspekt, der trækker på ideologien om aktiv aldring, og dermed understøtter en politik, hvor rehabilitering er et nødvendigt element til at de ældre kan hjælpe sig selv og genvinde deres tabte færdigheder. Som Anne Sigh, Jeppe Agger Nielsen og Kim Normann Andersen peger på i kapitel 15 er der med indførelsen af velfærdsteknologi og anvendelse af robotter i ældreplejen startet en ny æra, når det gælder levering af serviceydelser i ældresektoren. Hvad der tidligere syntes som en futuristisk fremtidsvision, er i dag dagligdag for mange plejekrævende ældre, ikke mindst ift. indførelsen af de robotstøvsugere, som kapitlet ser nærmere på. Forfatterne ser på muligheder og begrænsninger ved at anvende robotter i ældreplejen, og især hvordan de centrale aktører ledere, plejemedarbejdere og ældre oplever den nye teknologi. De finder, at der er et arbejdsbesparende og dermed økonomisk potentiale ved at indføre robotteknologi. Men at der også er forskellige forståelsesrammer på tværs af de centrale aktører, hvor lederne synes at være de mest optimistiske. Og at teknologien anvendes vidt forskelligt i plejeboligen og hjemmeplejen, hvor de især i den sidste sektor fungerer som en erstatning for plejemedarbejderen. I bogens sidste bidrag, kapitel 16, ser Hanne Mette Ridder nærmere på potentialerne ved musikterapi for demensramte, og hvordan det kan medvirke til at mindske symptomer på agiteret adfærd. For personer med en fremskreden demens kan agiteret adfærd være et udtryk for udækkede psykosociale behov og musikterapien kan medvirke til at skabe en tryg relation og bedre kommunikationen. På baggrund af et effektstudie konstaterer hun dermed at musikterapi med fordel kan indgå i en bred tværfaglig indsats. Bogen afrundes i kapitel 17 med en perspektivering af bogens centrale indsigter. 18
Referencer Arbejdsmarkedskommissionen (2009), Velfærd kræver arbejde, Albertslund: Schultz Distribution. Biggs, S., Phillipson, C., Money, A.-M. & Leach, R. (2006), The age-shift:b observations on social policy, ageism and the dynamics of the adult lifecourse, Journal of Social Work Practice, 20(3), s. 239-250. DØR (1998), Dansk Økonomi, efterår 1998, København. DØR (2005), Dansk Økonomi, forår 2005, København. DØR (2011), Dansk Økonomi, forår 2011, København. European Commission (2013), Long-Term Care in Ageing Societies Challenges and Policy Options. Brussels: European Commission, Commission Staff Working Document SWD (2013) 41/2. Featherstone, M. & Hepworth, M. (1995), Images of positive aging: a case study of Retirement Choice magazine, i M. Featherstone & A. Wernick (eds), Images of aging: cultural representations of later life, London: Routledge. pp.29-48. Finansministeriet (1995), Pensionssystemet og fremtidens forsørgerbyrde, København. Iversen, T.N., Larsen, L. & Solem, P.E. (2009) A conceptual analysis of Ageism, Nordic Psychology, 61(3), s. 4-22. Iweins, C., Desmette, D., Yzerbyt, V. & Stinglhamber, F. (2013), Ageism at work: The impact of integenerational contact and orgnizational muliteage perspective, European Journal of Work and Organizational Psychology, 22(3), s. 331-346. Jensen, P.H., Lund, H.H., Schultz-Jørgensen, P. & Schwartz, B. (2005), Velfærdssamfundets fremtid. En kritik og perspektivering af Regeringens Velfærdskommission og nogle alternativer, København: Socialpolitisk Forlag. Kite, M.E., Stockdale, G.D., Witley, B.E.,Jr. & Johnson, B.T. (2005), Attitudes toward younger and older adults: an updated meta-analytic review, Journal of Social Issues, 61(2), s. 241-266. OECD (2005) Vurdering af dansk økonomi, 2005, Paris. Velfærdskommissionen (2005), Fremtidens velfærd sådan gør andre lande: Analyserapport og debatoplæg, København. Velfærdskommissionen (2006), Fremtidens velfærd vores valg, København. Ældrekommissionen (1981), De ældres vilkår, Ældrekomissionens 2. delrapport. København: Socialministeriet. 19