ORDET#24. Tidsskrift for film og medier SEPTEMBER 2010/Nr. 24 TEMA SEX!

ORDET#24 Tidsskrift for film og medier SEPTEMBER 2010/Nr. 24 TEMA SEX! 1

LEDER 04 SEX, SEX, SEX!!! TEMA - SEX! 05 Den Danske Filmbøsse INDHOLD 08 08 Never Have Sex -sex og død i teenage-gyset 10 Jagten på Ægthed -et essay om perspektiver i analyse af pornofilm 12 Transfortællinger -Transeksualitet i medierne 14 Saló: Sex, magt og skandale 18 Sex and the Royal Court 19 Agentens Piger Sex, girl-power og professorater 21 Psykoanalytisk filmanalyse 23 New French Extremity -Sex og vold på fransk 14 25 Sengekants- og stjernetegnsfilm -Olsenbanden på viagra 27 Langt ned i halsen -Deep throat 29 Alle tiders bedste og værste sexscener 18 07 2 Fordi vi elsker film- og medievidenskab 30 Filmquiz -Peter Schepelern udfordrer 31 Tegneserie af Mads Mikkelsen Fotos: Erich Goldmann Showtime Network DimensionFilms 3

ORDET #24 8. årgang - Sept. 2010 Redaktion Agnete Christiansen Emilie Fuglsang Julie Lund Mikkelsen Erik Pardos Olsen Sara Rottbøll Malene Skov redaktion@ordet.net Skribenter Emilie Fuglsang Jeppe Jørgensen Peter Gøthgen Erik Pardos Olsen Sara Rottbøll Peter Schepelern Agnete Christiansen Malene Skov Julie Lund Mikkelsen Web www.ordet.net Forside Brigitte Bardot Layout Tais Juul KOLOFON Tryk Frederiksberg Trykkeri ISSN 1602-5334 Oplag 750 Annoncer annonce@ordet.net Input Brug ORDET! Indlæg, artikler og idéer modtages med glæde. Send en mail til redaktionen@ordet.net eller kontakt redaktionen. Ordet udgives med støtte af Nordisk Film Fond og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, København Universitet. LEDER Sex, sex, sex, sex, sex! Og denne gang er overskriften ikke blot en snedig påkaldelse af dit lumre underjegs dunkle drifter, men det dybt alvorlige, ærkeakademiske, journalistisk lødige emne for dette nummer af Ordet. Vi tager skam sex seriøst her på redaktionen, og vi har derfor med største andægtighed og systematik gennemgået AV-arkivets kulørte afdeling for at finde de brunstigste tyre, de stiveste nitter og hedeste nætter, som det hvide lærred (og den blå computerskærm) byder på. Sex, vold og stoffer listes ofte ikke mindst i amerikansk populærkultur sammen som den amoralske triade, det ultimativt utilgivelige og syndige. Er du blevet gravid uden for ægteskabet, kunne du næsten lige så godt have solgt kokain til skolebørn, mens du knivstak gamle damer for at stjæle deres bankopenge. I den hjemlige andedam er forargelsen mindre (vi ophævede jo også som de første forbuddet mod billedporno, så det kan være vi efterhånden har vænnet os til tanken om sex), men store dele af den udenlandske popkultur, som feteres i Danmark, hylder de tre midler til sikkert samvær: Abstinence, abstinence, abstinence! Teenagelitteraturens (og nu -filmens) store hjertesmertehit er den følelsesmæssige kaloriebombe Twilight, der i den grad hylder det sexløse forhold. Ikke fordi det skorter på alabasterhud og længselsfuld skælven, men den underliggende afholdenhedssymbolik siler i samme mængder som regnen i den ultrapopulære vampyrromance. Nok er den kvindelige hovedperson den seksuelt aggressive, men den victorianske dydsmoral fremstilles som et ikon til efterlevelse. Trods dette kalder den amerikanske højrefløj serien for porno. Mogens Rukov derimod forarges over manglen på sex, og omtaler New Moon som: dydig begærlig afholdenhed iblandet liderlighed. I alle tilfælde er forargelsesfaktoren sex. Vi har lagt forargelsen på hylden for en stund, og undersøger i dette nummer både liderligheden og kærligheden, det hårde og det bløde, perversiteten og sensualiteten. Vi byder på bøssefilm og pornofilm, stjernetegnsfilm og fransk film (som jo pr. definition er sexet). Så hvis du ellers kan komme til for lutter dunkende lemmer og mælkehvide lår, der blævrer sensuelt af lyst, håber vi, at du får en oplysende, opløftende og ophidsende oplevelse. Den danske filmbøsse Bøsse-karakterer i den danske filmhistorie spænder fra usympatiske trækkerdrenge, over eksperimenterende efterskoleelever og fodboldspillende machos, til økologielskende nynazister udviklingen er både interessant, tankevækkende og underholdende... Af Caroline Thing Baltzar Lundsteen, stud. Filmog Medievidenskab Løse håndled og tyrkiske cigaretter Frem til årene omkring den seksuelle revolution i slut-60 erne er der, på nær en enkel undtagelse, ingen eksplicitte eksempler på bøsser i danske spillefilm. Der findes dog flere eksempler på bøssede figurer i danske lystspil og komedier. Tøsedrengen er en typisk komisk og karikeret bøsset figur, som ofte indgår i disse filmgenrers persongalleri. Bare tænk på skuespilleren Arthur Jensen (Hr. Schwann fra Matador), og du får et rimelig godt billede af denne aseksuelle, ofte feminint forfjamskede mandefigur. Tøsedrengen udvikler sig op igennem 50 erne og 60 erne hen mod en mere realistisk og sympatisk udgave. Et godt eksempel er modedesigneren Hr. Marcel fra den første danske farvefilm, Kispus (Erik Balling, 1956). Helle Virkners karakter Eva tøver først med smide tøjet for at stå model for denne herre, men det går hurtigt op for hende hvordan tingene hænger sammen, og med et lille forstående og overbærende smil viser hun gerne underskørterne frem for Hr. Marcel med det velfriserede hår og de løse håndled. Den eneste film før 1969, som indeholder eksplicit homoseksuelle karakterer, er den knap så homo-sympatiske Bundfald (Palle Kjærulf-Schmidt, 1957). Her slår en ung Ib Mossin sine skuespillerfolder som den friske Anton fra landet, der lokkes af de hurtige penge som falsk trækkerdreng i den farlige københavnske storby. Kaj og Egon hedder de to slemme drenge, som systematisk snyder, overfalder og udplyndrer ældre homoseksuelle mænd og lokker Anton med ind i den kriminalitet, der til sidst driver ham til selvmord. Filmen er en del af periodens problemfilmsbølge, der bl.a. opstår for at undgå forlystelsesafgiften ved at beskæftige sig med et oplysende emne. I Bundfald møder man en anden bøsse-type: the sad elderly man. Han er en velklædt ældre antikvitetshandler, der bor alene, ryger tyrkiske cigaretter, og hvis mor var den eneste der forstod ham. Selvom bøsserne i Bundfald ikke er skildret som skurke eller ansvarlige for dette samfundsproblem, så er de fremstillet i et ikke særlig flatterende lys, som selvhadende og ensomme eksistenser. Filmen har altid været forhadt i bøssemiljøet pga dens tydelige skræmmebillede og dens manglende problematisering af sædelighedspolitiets forfølgelse af bøsser - en forfølgelse og chikane, der banede vejen for indførelsen af den grimme lov, der kriminaliserede kunder til mandlige (ikke kvindelige) prostituerede og på den måde LarsWahl Ordet - tidsskrift for film og medier Njalsgade 4 80 2300 København S www.ordet.net Af Agnete Christiansen, stud. film- og medievidenskab 5 Foto: Lars Wahl

gjorde det muligt for trækkerdrengene at udnytte deres kunder, som det er vist i filmen. Det rygtedes desuden at filmen inspirerede unge mænd til at begå lignende handlinger og hate-crimes. Love, peace and harmony I takt med den seksuelle frigørelse i 60 erne og 70 erne bliver bøsser på film flere og mere eksplicit seksuelle. Nu kysser, krammer og rører mænd ved hinanden på de danske filmlærreder, og det er helt okay. I 1978 kommer de to første film med homoseksuelle hovedpersoner: Du er ikke alene (Lasse Nielsen) og Lille spejl (Edward Fleming). Du er ikke alene gør, som titlen antyder, en dyd ud af at skildre kærlighed og sex mellem to mænd som både almindeligt og fuldstændig naturligt. Filmen handler om de to efterskoledrenge Bo og Kims forelskelse og slutter i en meget tidstypisk scene, hvor drengene til skoleafslutningen viser en smalfilm, hvori de (til tonerne af Sebastians titelmelodi) mødes i en omfavnelse og kærlige kys i en smuk dansk sommerskov. Lille spejl skildrer en homoseksuel subkultur centreret omkring en transvestit/bøssebar, hvilket gør at ikke kun hovedrollen, men næsten samtlige karakterer i filmen er bøsser. Filmen er en slags dansk folkekomedie og bruger bevidst humor og selvironi hos de sympatiske, men karikerede bøssefigurer, for at charmere sit (hetero) publikum. Edward Fleming, der selv var åbent biseksuel, har udtalt at filmens bidrag til bøssefrigørelsen tog udgangspunkt i princippet: Lad dem grine af dem først og elske dem bagefter, for dét man griner af er man ikke bange for. Dette ses tydeligt i filmen: Tjek f.eks. dette score-råd som Madam Dunk giver hovedpersonen Bent: Få dem til at grine ad dig. Så kan du lægge dem ned på stribe! Da charmekluden forsvandt I 1980 erne er bøsserne blevet en integreret del af samfundet. Det afspejles på filmlærredet ved færre homoseksuelle hovedroller og masser af varierede biroller - i takt med neddroslingen af 70 ernes højlydte homo-rettighedskamp. Karakteristisk for bøsse-figuren i dansk film i denne periode er, at det ofte bliver understreget, hvordan man ikke kan se, hvem der er bøsse. Modsat tidligere danske films flittige brug af kulørte charmeklude og roterende håndled, kan bøssen nu gemme sig i hvem som helst, vennen som sønnen. Dette ses i dansk films første spring ud - scene, nemlig da det i Rocking Silver (Erik Clausen, 1983) pludselig går op for Erik Clausen, Leif Sylvester og co. at deres gamle ven Michaels kæreste har skæg og hedder Ole. Selvom situationen umiddelbart skaber pinlig tavshed og en enkelt Bøssekarl! Røvpuler! bemærkning, så er det tydeligt at det er de homofobiske venner som skal tage sig sammen, hvilket de i sidste ende også gør. Det gjaldt for de fleste medier i 1980 erne og starten af 1990 erne, at når emnet faldt på homoseksualitet, så handlede det om AIDS/HIV problematikken. Men ikke på film. Frygten for og konsekvenserne af den forfærdelige sygdom kom kun frem latent i danske spillefilm. Sygdommen medfører en ny ambivalens overfor mandlig homoseksualitet, hvilket kommer til udtryk gennem mange eksempler på fornægtende bøssekarakterer, såsom Janus i Den kroniske uskyld (Edward Fleming, 1985.) Venner for altid (Stefan Henszelman, 1987) er en af de mest elskede og roste danske bøssefilm. Filmen overrasker undervejs ved at vende forventningerne på hovedet og konfronterer på den måde sit publikums fordomme. Det er ikke den tai-chi-dyrkende, astronomi- og musikinteresserede Henrik med hestehalen, der viser sig at være til fyre. Nej, det er skam klassens seje fodbolddreng Patrick, der ender med at snave og have en eksplicit sexscene med sin meget maskuline drengekæreste Mads. Kæresten bliver desuden spillet af det daværende Foto: Claus Loof 6 6 Foto: Angel Films håndboldlandsholds anfører, Morten Stig Christensen, der placerer sig milevidt fra den stereotype feminiserede bøssekarakter. At forelske sig i mennesket Omkring årtusindskiftet er homoseksualitet blevet så aftabuiseret, at det igen er blevet i orden at gøre grin med bøsser i dansk film. En kort en lang (Hella Joof, 2001) er både et eksempel på dette, samt den første danske film i over 20 år med homoseksuelle hovedpersoner. Filmen blev, i sin balancegang mellem karikatur og realisme, en kæmpe kommerciel succes hos et moderne dansk (heteroseksuelt) filmpublikum med knap 600.000 solgte biografbilletter. Det kan diskuteres, hvorfor filmen hopper så let over den ene hovedpersons åbenlyse identitets/ seksualitetskonflikt, uden nogensinde at give en forklaring herpå. Hvis den manglende forklaring ses som udtryk for en queer forståelse af det moderne menneskes seksualitet, passer det godt overens med en anden meget tidstypisk queer -film, En soap (Pernille Fischer Christensen, 2006). Denne films tydelige udfordring af kønsrollerne, med den meget maskuline kvinde og den transseksuelle mand i de to altdominerende hovedroller, visualiserer en moderne/queer tanke om at forelske sig i mennesket, frem for kønnet. Selvom bøsser i dansk film er blevet flere og mere varierede, springer det i øjnene hvor homosex-forskrækkede de fleste film er. Tag f.eks. Familien Gregersens (Charlotte Sachs Bostrup, 2004) totale mangel på bøsseerotik på trods af den ene hovedpersons homoseksualitet og de mange andre meget eksplicitte sexscener filmen indeholder. Et enkelt modbevisende eksempel på denne tendens kan findes i den tidligere nævnte Broderskab (Nicolo Donato, 2010), der indeholder en æstetisk flot og øm sexscene med masser af nøgen mandekrop. Broderskab ligger derudover, ifølge Bygbjerg, i forlængelse af et stigende antal nuancerede bøssekarakterer. Den danske filmbøsse kan nu både være seksualitetsfornægtende, voldelig og usympatisk såvel som forelsket, kærlig og økologientusiast. Hvis denne artikel ikke var nok, kan man passende holde øje med programmet for CPH Gay&Lesbian Filmfestival til oktober, hvor Bygbjerg holder foredrag sammen med Jenny Lund Madsen, der skriver speciale om lesbiske film der er nok garanti for underholdende filmklip. Kilde: Dansk film ud af skabet cand.mag spec. af Søren Bygbjerg 7

8 Never have sex! sex og død i teenage-gyset En af de genrekonventioner, som stort set alle teenage-gysere har til fælles, er reglerne for overlevelse. Hvis en karakter følger disse regler, har de en chance for at overleve mødet med den store, stygge Bøhmand - hvis ikke, er deres skæbne beseglet. Den vigtigste regel? Seksuel afholdenhed. You can never have sex Jack (spillet af en ung Kevin Bacon) ligger i køjen, hvor han lige har dyrket sex med sin kæreste Marcie, der er gået på toilettet. Pludselig dukker en arm frem fra mørket under sengen og holder Jacks hoved fast mod hovedpuden, mens en spids pil gennemborer både madrassen og Jacks strube nedefra. Det er Fredag den 13. (1980), og Jack har lidt samme skæbne som så mange andre teenagere i gyserfilm både før og efter ham. Jack har nemlig dyrket sex, og det har som oftest én eneste og ganske endegyldig konsekvens inden for genren: Hvis en karakter dyrker sex, skal de ikke regne med at leve længe nok til at se sig selv på filmens rulletekster. Wes Cravens Scream (1996) skilte sig i sin tid ud fra mængden af teenage-gyserfilm ved konstant at kommentere sin egen form. Den var ekstremt selvbevidst og gjorde tydeligt opmærksom på alle de genrekonventioner, som den selv var nødt til at følge, men som den også vendte på hovedet. Et eksempel på dette er, da en person forlader sine venner med ordene I ll be right back - normalt en fatal udtalelse inden for genren, som næsten garanterer, at du ryger som den næste. I Scream er det dog en af morderne, der kommer med den farlige udtalelse, og genrekonventionen bliver derved ikke opfyldt. I en nøglescene i filmen snakker karaktererne om, hvilke regler man må følge, hvis man ønsker at overleve en gyserfilm. En af dem lyder: You can never have sex! For som filmnørden Randy udtrykker det: Sex equals death. Freud og den undertrykte libido Men hvor stammer denne lige linje mellem sex og død i gyserfilm egentlig fra? Rikke Schubart tager i sin analyse udgangspunkt i Freuds teori om den undertrykte libido. Ifølge Freud bygger alle samfund på en undertrykkelse af menneskets naturlige drivkraft. Da vi ikke selv kan eller må rumme vores libido, kanaliseres denne til handlinger, der skaber ting - f.eks. samfund, byer og kulturformer. Den seksuelle drivkraft er således til stede i alt menneskeskabt, dog i en fortrængt form. Ifølge psykoanalysen fortrænger vi de drifter og fantasier, som den vestlige kultur, funderet på den kristne kirkes tro på arvesynden, har lært os er uacceptable. I løbet af selve fortrængningsprocessen bliver det fortrængte lig med angst, og vi kan derfor kun forholde os til det, når vi møder det i forklædning, f.eks. i gysergenren (Schubart, 1993). I fiktionen lader vi jo bare som om og kan derfor trygt se vores fortrængte fantasier og angst i øjnene uden rent faktisk at risikere noget som helst, andet end måske vores nattesøvn og forhold til dét at tage et brusebad. Ifølge Schubart manifesterer gysergenren et fundamentalt tabu i vores vestlige samfund, bl.a. i kraft af den ambivalente kombination af angst og lyst, som genren frembringer hos sit publikum. Seksualiteten er og bliver en af vor kulturs mest fordømte og tabuiserede drifter. Schubart påpeger, hvordan seksualiteten af det kollektive overjeg inddeles i det normale samleje med henblik på forplantning og unormale, der groft sagt er alle de former for sex, som udelukkende dyrkes med henblik på nydelse og tilfredsstillelse. Nydelse bliver således forbundet med noget angstfyldt og forbudt, og i den klassiske teenage-gyserfilm bliver det forbudte og lystfyldte elimineret ganske effektivt. Sex og død fra Dracula til Alien Den undertrykte seksualitet kommer til udtryk i gyser-genren allerede fra dens fødsel i en victoriansk roman som Bram Stokers Dracula (1897). Det har aldrig været Af Sara Rottbøll, stud. film- og medievidenskab vampyrernes hugtænder, der har været det farlige og spændende ved dem, men snarere deres forføreriske seksualitet, som vi ser den hos Dracula og hans vampyrkvinder, the weird sisters, der vil lede jomfruelige Mina og Lucy i fordærv. Vampyrernes seksualitet er bevaret til den dag i dag, f.eks. i den sexfyldte serie True Blood, og mærkeligt nok er det blevet vendt om til en mormonsk besyngelse af kyskheden i Twilight-sagaen. I en anden klassisk gyser-roman, Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886) af Robert Louis Stevenson ser vi igen gysergenrens freudianske element. Jekyll er det pæne overjeg, og Hyde er den uhumske og aggressive underbevidsthed. Og i filmens verden er det ikke kun teenage-gysere, der tager det freudianske og seksuelle op. Selv hos pæne, klassiske Alfred Hitchcock finder vi det i f.eks. Psycho (1960) og Frenzy (1972.) Ridley Scotts Alien (1979) er fuld af saftig seksuel symbolik i form af H.R. Gigers falliske og vaginale design af såvel rumvæsnet som omgivelserne. Hele filmens historie kan ses som en metafor for en seksuel sygdom, der springer fra et allerede sygt legeme til et sundt ét, som det langsomt inficerer. David Cronenbergs gysere behandler om muligt den fortrængte seksualitet endnu mere tydeligt: Tag f.eks. Shivers (1975), hvori en ren og pæn lejlighedsbygning inficeres af en parasit, der får folk til at miste deres seksuelle hæmninger, så de voldtager hinanden på tværs af alder, køn og familierelationer. Pubertetens glæder og rædsler Seksualitetens tabu kan altså komme til udtryk på forskellig vis inden for gysergenren. Schubart nævner The Exorcist (1973) og Carrie (1976) som eksempler på fifilm, hvor det er puberteten med alle dens skræmmende forandringer, voldsomme identitetskrise og spirende seksualitet, der manifesterer sig som en overnaturlig, dæmonisk kraft i filmenes hovedpersoner. I The Exorcist resulterer dette i et voldsomt opgør med alle former for autoriteter og opdagelsen af teenagerens blodige seksualitet (Schubart, 1993), og i Carrie frigør hovedpersonens menstruation voldsomme kræfter i hende, der fører død (Endnotes) 1 Til denne artikel er brugt følgende litteratur af Rikke Schubert: I lyst og død (1993) og Verdens 25 bedste gyserfilm (2001) Foto: Dimension Films og ødelæggelse med sig. I John Carpenters Halloween (1978) er puberteten præget af paranoia og usikkerhed, især i kræft af den totale mangel på beskyttelse fra de voksne autoriteter. De unge i denne film er, som i så mange andre gyserfilm, enormt sexfikserede, og kun den uerfarne jomfru Laurie overlever mødet med psykopaten Michael Myers. Laurie bliver dermed et af de første eksempler på den nu klassiske final girl, den eneste person der overlever en gyserfilm. The final girl er generelt altid hende, der nægter at hoppe med på de jævnaldrendes sexfiksering, og det er dét faktum, der sikrer hendes overlevelse. Halloween har derved, som de fleste teenage-gyserfilm, en ganske konservativ og borgerlig seksualmoral (Schubart, 1993). I Cunninghams Friday the 13th er det også kun Alice, der hverken vil kysse eller dyrke sex, der overlever blodbadet i skoven. Den samme puritanske seksualmoral, som Halloween er udtryk for, prædikes således også i Friday the 13th. Da Marcie og Jack får orgasme i den førnævnte elskovsscene, panoreres der til et billede af drengen Ned, der ligger myrdet i overkøjen, som et temmelig eksplicit eksempel på sammenhængen mellem sex og død. At den lille død (på fransk hedder orgasme le petit morte ) uundgåeligt fører til den store død, står altså klart. De første scener i Friday the 13th (1980), viser da også to unge mennesker, der giver til sig hen til kødets lyster og øjeblikkeligt straffes med en grusom død. Så er det budskab vist også slået fast. Den seksualmoral, som disse og andre teenage-gyserfilm advokerer, er altså den temmelig ny-puritanske ide om, at sex for fornøjelsens skyld og før eller udenfor ægteskabet er det samme som døden. Overført til den virkelige verden skal det ikke tolkes som en bogstavelig død, men nærmere en moralsk eller etisk død. Dog mener Schubart ikke, at disse film lærer teenagere afholdenhed, men derimod at forholde sig til deres egen krop og sind på en måde, der forener lysten og angsten: [ ] ophidselsen bliver angstfyldt og angsten ladet med seksualitet. Et selvbevidst eksempel på dette er gyserkomedien Teeth (2007), hvori en nypuritansk pige opdager, at hun har tænder i sin vagina vagina dentata (en reel oldgræsk myte.) Dette skræmmer hende selvfølgelig til at starte med, men hun lærer at leve med det og bruge det til sin fordel. Filmen er en mærkeligt rørende historie om at opdage sin egen mærkværdighed og spirende seksualitet ganske ligesom alle de teenagere, der voksede op med gysere, hvor sex var noget farligt men også, ja, sexet. 9

Lick Jagten my på balls ægthed You like that?/hurts me//i love cock//do it to me//i don t like h - your Et essay lips om perspektiver on my i analyse cock/no/play af pornofilm with/my lips. Af Jeppe Jørgensen, BA. Ret og Psyk Fuck your own throat with my cock. Yes baby, yes baby, yes I want Hvorfor? your fucking cock//put your dick in my mouth/put you Dialogen (se baggrundsteksten), af dårlig lydkvalitet, er som nævnt pornoindustrien at efterkomme efterspørgslen (og vigtigere: Koreografi sparsom, jævnt fordelt og virker improviseret. Blandt andet sker der betvinge sig copyrights). Derfor indspilles der til stadighed en Først og fremmest vil jeg berøre hvad formålet med foreliggende en fejl på et tidspunkt, hvor Tanner kommer til at sige: stor mængde af, hvad vi kan kalde, konstruerede amatørfilm, mouth essay er. Pornografi er, uden tvivl, en del af vores samfund. Det er hvor betalte professionelle agerer som amatører, der har sex med Vi ser 1000 facials-logoet, med på internettet, i kiosker, i bøger og blade, og nogle mener i en eller play with your lips on my cock/no/play with/my lips. en partner, eller poserer som tilfældige piger, en pornoinstruktør forskellige efterbilleder i baggrunden, anden grad: i reklamer, i kunst, i film. engagerer fra gaden til hotelværelset som vi kender det fra den og en form for hip-hop spiller Derfor har det også altid forekommet mig paradoksalt, at porno Dialogens funktion virker tvedelt; for det første skal den signalere kvasidokumentaristiske metapornofilm 8. Open, som genre er svær at definere. just Antages det, at porno open//suck er alt, hvor nydelse. Replikker som it feels so on good og yes it//suck baby plus Kort sagt: Væk er on plots som blikkenslageren it//just tjekker dine rør eller suck on it//can y der afbildes samleje, kan f.eks. et (høj)kunstnerisk værk som Milan den konstante stønnen skal overbevise os om, at aktørerne nyder pizzabudet kigger forbi uh jeg bestilte da ikke med pølse?. En travelling total-halvtotal, hvor Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed betegnes som porno. scenen, og forsøge at overføre den nydelse til publikum. Dette bliver Tilbage er film, hvor plottet ligger i formen. Et forsøg på definition er gjort med Linda Williams 1 mundrette: også underbygget af koreografien i slutningen, under cumshottet, that?/just suck on hvor it/just manden står bøjet over hende suck og udfører en autoerotisk on Men it pornoindustriens forsøg på at ride på bølgen har udvandet og Tanner, en hvid klædt stropbluse, i et par grå ses joggingbukser nedefra imens Pornography is simply whatever representations a particular stimulation. Her er der reelt ingen berøring med Tanner, men for begrebet om amatøren. For hvad sker der, når du har set tredje hun hiver op i blusen indtil den ikke class or group does not want in the hands of another class or at hendes stønnen ikke skal forekomme falsk begynder Tanner også angiveligt homemade pornofilm med samme pige? Jo, så mister dækker hendes bryster. That s group 2 at udføre selvstimulering, som en slags retfærdiggørelse af hendes genren sin ægthed. Metapornofilmen har tilpasset sig, og kvinderne for my pussy orgastisk lydende udbrud. For det andet fungerer de som en slags bliver åbenlyst interviewet om deres erfaringer i branchen; andre Altså en formel definition, indeholdende socialkonstruktivistiske regibemærkninger, hvor aktørerne forsøger at afstemme teknik og har kastet håndklædet i ringen og viser nu bare selve akten. Herefter følger en blowjobscene, skudt pointer: porno har ingen egentlige (æstetiske, genreudstikkende) taktik. fra tre vinkler, alt sammen i nær, og man I karakteristika. can Porno er masturbate det, du ikke må se. Der synes for at ligge et problem you i, når Tanner skal afgive en tydelig 1000 facials Tanner Mayes lægger sig imellem disse to typer. bliver opmærksom på, at det hele er Hvad jeg vil sige med dette her er: pornografi er, qua sin popularitet, regibemærkning, idet de kræver at hun træder ud af rollen som Der er næsten ingen optakt, ingen historie og ingen replikker, noget akademia bør beskæftige sig med. At porno ydermere den nærværende, nydende kvinde. Dette forsøger hun at imødegå der refererer til andet end selve akten dette passer meget godt skudt med et vidvinklet kamera. indeholder problemer ift. definition, etik etc. skærper blot behovet ved bl.a. at smile, når hun siger hurts me, og hun retter hurtigt med den sidste type. Men samtidigt bliver der også manipuleret Huh? for akademisk arbejde. sit You want me leg up or you want it down? til yeah I want it med mediet: Tanner kigger ofte ind i kameraet, og som nævnt er Bagefter kommer selve penetrationen, Derfor ønsker jeg med denne artikel at lave en grov skitse af, hvorledes up. Der er altså tale om en konstant afvejning imellem konstruktion der en del improvisation i hendes rolle hvilket er kendetegn for en analyse af en pornofilm ville kunne se ud. Min arbejdstese er, og virkelighed for Tanner, hvilket resulterer i, at hendes rolle som metapornofilmen. hvor Tanners bukser i mellemtiden er at mit pornografiske objekt igennem forskellige strategier søger nydende bliver ambivalent hendes replikker og kropssprog virker Alt sammen skal lede tilbage til at 1) det er rigtigt, hun er skuespiller, blevet revet op ved syningen. Først I at can overbringe seeren evidentia masturbate 3 ; altså give størst muligt indtryk af i uoverensstemmelse. for you//feels men so 2) samtidig udfører good hun en fysisk handling 9, der ikke lader sig liggende på ryggen, skudt fra to vinkler, ægthed. At der overhovedet er behov for regibemærkninger giver hele filmen forfalske. Pga. kroppens førsteret ender hun med at spille en rolle, et improviseret præg, men på grund af Tanners ubehjælpelighed og der spiller sig selv. i et let fugleperspektiv med en total og Empiri: 1000 facials Tanner Mayes ambivalens bliver man i tvivl om dette er intenderet. Et biprodukt af en halvtotal, så det såkaldte doggystyle, What do you want dette er dog, at me Tanners tydelige tvivl to fremmaner do? et spor af ægthed Om filmen samtidig er en god pornofilm vil jeg overlade til læser og tre vinkler, halvtotal-halvnær-halvtotal 1000 facials er en betalingsside på nettet, der indeholder 388 et trick instruktører som Niels Malmros også benytter sig af 7. publikum, jeg skal på ingen måde reklamere for denne. Jeg har med forskellige scener i alt 4. 1000 facials Tanner Mayes er en af vilje undladt at berøre de etiske problemstillinger porno indeholder, Suck disse scener udgivet 29/06/09. on En af grundene it til, at jeg har valgt Uhh, jeg bestilte da ikke med pølse fordi det ikke vedrører denne analyse. Et er sikkert: jagten på ægthed Til sidst en halvnær til cumshottet. lige netop denne side og scene er, at det klare udtryk segmenterer Op igennem 90-erne udviklede der sig på internettet et marked fortsætter også for akademikeren. Alle skift i koreografi er adskilt med empirien som (typisk) porno. Den varer 28:58 min, indeholder for film der indeholdte amatøren : altså hjemmevideoen med den klip. sparsom dialog og afbilder ikke andet end en seksualakt imellem hjemmegående husmor. Set i forbindelse med behovet for evidentia Okay//Uh, kvinden (Tanner) og en mand, som forbliver navnløs you re 5. er det ikke underligt, at pornoens konstruktion tvinges i baggrunden so fucking hot med reference til, at det er ægte (uskyldige) mennesker på Scenen er koreograferet (se tekstboksen), så man får det maksimale skærmen. visuelle udbytte af Tanner. Manden må se sig (delvist) skåret ud Tendensen gik sin sejrsgang, men det er vanskeligt for gende af skuddene. I alle penetrationsscenerne på ryggen 6 er både Tanners køn og 7 Uden nogen sammenligning i øvrigt ansigt repræsenteret, hvilket er en bedrift når de, så at sige, sidder i hver sin ende. Vi skal altså både se og høre Tanners organer, og forsikres om, at egentlig penetration finder sted det er ægte. areful my pussy is so tight//so what?/tease you with it?//it fe 1 Professor i retorik og filmstudier, University of Colorado. 2 Citeret fra K. Walter: The Secret Museum: Pornography in Modern Culture (s. 92-94) over L. 8 Pornofilmen om pornofilmen p/it Williams: Hard feels//oh Core. Power Pleasure, and the Frenzy of the Visible, jeg fandt citatet god!//i i H. Roer: take this bandaid 9 Her må vi indse, at seksualakten er reduceret til dens off//yeah/twist fysiske del my fuck Mellem information og kommunikation: Sexstars sagen, i Retorikkens Aktualitet s. 295 3 Evindens. Kort fortalt et retorisk begreb der som ideal bringer nærvær, realisme, umiddelbarhed etc. til publikum. Se Jens E. Kjeldsens kapitel: Billeders Retorik i samme. 4 Kilde: www.1000facials.com, d.18/06/10 5 Og herefter blot kaldet manden. 10 10 Instruktør Phie Ambo 11 6 Bortset fra en doggystyle skudt i halvnær

Transfortællinger transseksualitet i medierne Ordet trans betyder på tværs af, på den anden side eller udover. Rejsen fra én identitet til en anden er blevet skildret i hundredvis af fortællinger: Bevægelsen fra at være ulykkelig til lykkelig, fra fiasko til succes osv. Gennem de sidste 20 år er der blevet tildelt en stigende opmærksomhed på - og en nysgerrighed overfor - opløsningen af stærkt optrukne grænser mellem kønnene. Historierne bliver ofte optegnet netop omkring rejsen fra én seksualitet til en anden eller som Ordet vil fokusere på i denne artikel rejsen fra ét køn til et andet Af Emilie Fuglsang, stud. film- og medievidenskab Kønsdiskussion på film i det 20. og 21. århundrede I det 20. århundrede blev der lejlighedvist lavet eksperimenterende film, som fokuserede på kønsproblematikker. Men det var først i 1990 erne, at man så op til flere af disse film få decideret kommerciel success. Eksempler herpå er Boys Don t Cry (Kimberly Pierce, 1999) og Ørkendronningen Priscilla (Stephen Elliot, 1994), som har opnået kultstatus i kraft af sin leg og venlige gøren grin med Drag Queens. I 2006 blev den kontroversielle Shortbus (John Cameron Mitchell) en stor indiesucces med sin leg med mange forskellige aspekter og facetter af seksualitet og køn og sin brug af autentisk sex. Mitchell havde tidligere lavet og spillet titelrollen i trans-musicalen Hedwig and the Angry Inch (2001), hvori glam-rock-sanger(ind)en Hedwigs kønsskifteoperation har efterladt ham med en angry inch af hans penis. The Danish Girl I 2012 kommer filmen The Danish Girl, med endnu en historie om rejsen fra én (køns)identitet til en anden. Hovedrolleindehaveren er Nicole Kidman, og Uma Thurman spiller en stor birolle, som oprindeligt var blevet tildelt Gwyneth Paltrow, men som også Charlize Theron skulle have haft. Kidman spiller manden Einar Wegener, som, for at hjælpe sin hustru Gerda Wegener med en arbejdsopgave, modellerer i kvindetøj, mens hun laver grafik derefter. Einar gør det igen og igen, da billederne er en succes, og han får smag for rollen som 12 selvfølgelig sker en masse ting, som giver Bree den ballast, der manglede for at gøre ham psykisk stabil nok til at gennemgå operationen. Kvindelig transvestit og hate crimes Filmen Boys Don t Cry (1999, Kimberly Peirce) er baseret på virkelige hændelser. Hilary Swank spiller den kvindelige transvestit Brandon Teena, der forklædt som dreng forfører pigen Lana (Chloë Sevigny) og bliver venner med hendes venner og familie. Filmen er især effektfuld i og med, at Brandon bliver voldtaget og senere dræbt af Lanas homofobiske venner, efter hendes hemmeligholdte køn og seksualitet bliver afsløret. I denne problematik omkring den manglende forståelse ligger en stor del af kønsstudiernes retfærdiggørelse. Minoritetsseksualitet bærer på mange måder på ligheder med forståelsen af andre minoriteter. Det manglende tilhørsforhold, den manglende kommunikation og den manglende mulighed for at udtrykke sig medfører menneskelige eksistentielle udfordringer på lige fod med etniske minoriteter, kulturchok-traumer og sammenstød mellem politiske holdninger. Dog er Boys Don t Cry ikke en fuldstændig pessimistisk vision pigen Lana fortsætter med at være forelsket i og ville have Brandon seksuelt, selv efter hun forstår, at han er en hun. Mød Sky Hvis man ser udenom filmmediet, bugner nettet (selvfølgelig) med historier om mennesker, der føler, at deres medfødte køn er det forkerte. Et af eksemplerne herpå er videobloggen om den unge kvinde Sky, som har valgt at dokumentere sin rejse fra kvinde til mand. Hun har valgt at gøre det over Youtube, og man aner på kommentarerne, som bliver lagt ind under de mange uploadede videoer, at Sky har et stort publikum, som beundrer hvad hun gør. Hvis man ser videoerne igennem, kan man høre, hvordan hendes stemme bliver dybere, og hvordan hendes muskulatur samt hårvækst ændres. Sky fortæller, at hendes familie er en stor støtte for hende, og at hun ved, at ikke alle har ligeså gode betingelser, som hun har, for at følge deres drømme om at skifte køn. Gennem sin fortælling giver Sky et foreningspunkt og bliver et talerør for transkvinder og transmænd. Anderledes, ligesom alle andre Historierne om rejser på tværs af kønnene lever meget i kraft af deres berettigelse som fortællinger om ekstrem anderledeshed. I spejlingen af dét, som er meget anderledes end det almindelige normsæt, og i den efterfølgende opbrydning af normforståelsen, opstår der fortællinger om problemstillinger, som alle kan relatere til. Og filmmediet, som vor tids mest udbredte og populære fortælle-medie, passer måske bedst til disse historier, hvor identitet, selvforståelse, normforståelse, livsstil og livsholdning bliver taget op til revision. Foto: Constantin Film kvinde. Han identificerer sig efter noget tid så kraftigt med denne rolle, at han bliver den første danske mand nogensinde til at vælge at få en kønsskifteoperation. Rejsen handler således både om Einars rejse fra mand til kvinde - fra Einar Wegener til Lili Elbe - men også om konen Gerda, der står tilbage i et ægteskab, som nu er forandret. Udfordringen af normer Det synes spændende i film som f.eks. En Soap at stille spørgsmål ved normerne omkring moderne parforhold. I filmen opstår der en kærlighed mellem en heteroseksuel kvinde og en mandlig transvestit, der venter på at bliver godkendt til en kønsskifteoperation. Kvinden er i forvejen selv en lidt maskulin gør-detselv-type og til en vis grad den udadvendte forfører i forholdet, hvilket gør, at det sådan set er begge hovedpersoner, der vender kønsrollen på hovedet i deres romantiske møde. I Transamerica (2005, Duncan Tucker) bliver især familienormer sat i fokus. En mandlig transvestit, der venter på godkendelse til sin kønsskifteoperation, bliver kontaktet, fordi hans søn er i fængsel. Bree, som manden kalder sig, havde dog intet forhåndskendskab til denne søn og må nu forholde sig til rollen som far, i en krop, hvor han er parat til at blive kvinde. Sønnen skal reddes ud af fængsel, og Bree må begive sig ud på en lang rejse, hvor der 13 Foto: Husets Biograf

Foto: Tonino Delli Colli Salò: Sex, magt og skandale De Sade: Satire og bizar filosofi De 120 dages Sodoma blev nedskrevet i smug på en 12 meter lang skriftrulle, mens De Sade var indespærret i Bastillen. Sade hadede autoritetsfigurer og især religion; i Sodoma er de fire herrer benævnt som en biskop, en bankier, en præsident og en hertug. Sade modsiger ofte sig selv; han skildrer både herrerne som fritænkende helte (a la Nietzsches overmenneske) og afstumpede skurke. Herrerne (og Sade) tilskriver sig en mærkelig filosofi, hvor naturen og moderskabet er de store fjender, og naturens essens er ødelæggelsen af dens egne værker, hvilket mennesket kopierer ved at ødelægge andre mennesker. De Sade er siden blevet kendt som en slags symbol på både libertinisme og ytringsfrihed hvad man kan se i den underholdende Quills (2000). Pasolini: Distancen og opgøret med fascismen Pier Paolo Pasolini var (ligesom De Sade) et enfant terrible - marxistisk, intellektuel, homoseksuel og en stærk (og stærkt hadet) politisk stemme. Hans Salò o le 120 giornate di Sodoma (1975) relokerede De Sades tid- og stedløse roman til den fascistiske enklave Salò i 2. verdenskrigs sidste år. Hvor Pasolini er mindre filosofisk og mindre skamløst pornografisk end Sade, er han derimod skarpt politisk. Salò kan ses som en konfrontation med fortidens fascisme og en fordømmelse af datidens forbrugersamfund og kapitalisme i det moderniserede Italien. En af filmens mest kendte, ubehagelige scener er lortebanketten, hvor de unge slaver til en bizar festmiddag bliver tvunget til at spise fadevis af (deres eget indsamlede) lort. Scenen er blevet udlagt som en metafor for forbrugersamfundets onde cirkel, som både produktet og forbrugeren i meget fysisk forstand kører rundt og rundt i. Efter samme devise er sex i Salò også blot en metafor for udnyttelse for at tage noget, man vil have, fra en anden, der ikke får noget ud af det. På trods af sin chok-faktor har Salò sin egen strengt kontrollerede æstetik. Herregårdens store saloner bliver filmet i symmetriske totalperspektiver, og persongalleriet er hele tiden forsamlet som en livløs frise. Der er ingen individualitet i Salò - det når sit højdepunkt i scenen, hvor herrerne inspicerer de sammenkrummede slavers røve for at finde den bedste. Her er slaverne intet andet end objektificerede kroppe, hvoraf vi kun kan skelne ryggene og røvene ikke ansigterne og ikke engang kønnet. Distancen er det vigtigste element i filmen, især i de klimaktiske henrettelsesscener, der foregår i en gård som vi ser højt oppefra gennem herrernes opera-kikkerter. Pasolini har selv udtalt, at filmen ville være helt ubærlig, hvis han havde skabt stærk sympati for ofrene 1. Ikke engang herrerne ser ud til at nyde sex-akterne særlig meget, men gennemgår dem bare mekanisk. Det er ikke empati, men snarere voyeurisme, der er i centrum i Salò og voyeurismen bliver undermineret af distancen. Kort efter at have færdiggjort Salò blev Pasolini myrdet under mystiske omstændigheder. En trækkerdreng blev arresteret, men der hersker stadig tvivl og politiske sammensværgelsesteorier omkring forbrydelsen. SIGNA: Nærhed og engagement SIGNAs version af Salò var egentlig i forhold til Pasolinis film den komplet omvendte måde at fortælle historien på. Her var det ikke distancen, men nærheden, der var det bærende element: Den fysiske nærhed man var fysisk inde i Salòs verden og den emotionelle man kunne etablere forhold til personerne. Signa Köstler har selv udtalt, at hun ikke normalt ser teaterstykker, fordi hun er irriteret af, at man ikke udnytter muligheden for publikumsinteraktion: Så De 120 dages Sodoma har hjemsøgt vores kultur igennem flere medier: Først som roman i 1785, som film i 1975, og senest som interaktivt teater på Østerbro i år. Historien formår altid at chokere: En flok unge drenge og piger bliver tortureret, voldtaget og til sidst henrettet af fire ældre, magtfulde herrer. Af Erik Pardos Olsen, stud. film- og medievidenskab Debatten fløj frem og tilbage i medierne - enten elskede eller hadede man dét, der foregik i villaen på Østerbro i vintermånederne i år. Teater-gruppen SIGNA genskabte Salòs verden; gæsterne kunne komme ind i det stemningsfulde hus og leve side om side med persongalleriet. Forestillingen var frit efter Pasolinis film fra 1975, men for at forstå Salò må man starte med en del af litteraturhistorien, der ofte bliver fejet under gulvtæppet. For det er ikke uden grund, at Donatien Alphonse François, Marquis de Sade, har lagt navn til begrebet sadisme. Hans halvt pornografiske, halvt filosofiske skrifter har altid en ondskabsfuld kant: De uskyldige (og irriterende naive) bliver udnyttet af de magtfulde. 14 (fortsættes på næste side) Foto: Erich Goldmann 15 15

Saló fortsat... Foto: Tonino Delli Colli vil jeg hellere se en film. 2 I alt 32 skuespillere levede i Salò-huset 24 timer i døgnet i 4 spilleuger (adskilt af tre pause-uger.) De var opdelt i fem sociale klasser Masters, Madams, Fuckers, Maids og Children og der måtte kun blive talt engelsk eller tysk (af hensyn til skuespillernes og gæsternes blandede nationaliteter.) Men interaktionen med gæsterne gik langt ud over samtaler. Som gæst kunne man hjælpe personerne på små eller store måder fra at vaske op for stuepigerne, til at tage et piskeslag for at redde en anden. Mange smuglede slik ind til børnene eller klædte sig af for at deltage i en tableaux vivant - opstilling af kroppe i et billede. Der var selvfølgelig også de mere generte gæster, men skuespillerne prøvede aktivt på at tale med én eller nedbryde folks privatsfærer - man kunne uden videre blive råbt ad eller lagt kraftigt an på. Gæsternes (til tider forbløffende) handlinger blev en del af oplevelsen for de andre gæster og for skuespillerne. Stykket mindede mest om filmens univers, når man var vidne til de store, planlagte begivenheder lortespisning, deflowering - gruppevoldtægter, koncerter med børnekoret (ofte afbrudt af afstraffelser, hvis der blev spillet eller sunget forkert.) Men SIGNAs verden gav også plads til smukke, fredelige eller ligefrem sjove momenter såsom når børnene i smug gjorde grin med deres Masters, eller da stuepigerne gjorde oprør mod madammerne og låste dem inde i et skab i et par minutter. Selv the Masters kunne være karismatiske og (sort) humoristiske, med deres bizarre indfald såsom at gifte sig med et barns prut eller fremvise en film på en stuepiges blottede røv. Man kunne dog ikke forhindre historiens gang: Den sidste dag endte selvfølgelig med, at børnene, stuepigerne og madammerne blev slæbt ned i kælderen og skudt, mens grådkvalte gæster blev gennet ud, og the Masters dansede rundt to og to til tonerne af jazz-sangen, der også blev brugt som ironisk sentimental rulletekst-musik i filmen. En mere offentlig ondskab Hvad skal man tage med sig fra SIGNAs Salò? I medierne var der fokus på, hvorvidt sex-akterne og volden var autentisk (sidstnævnte var, til en vis grad) og hvorvidt de ellers myndige og tæt-samarbejdende skuespillere havde det godt (det havde de). Både SIGNAs og Pasolinis Salò var omgærdet af forargelse over det skandaløse indhold snarere end den spændende form og tematik. Forestillingen havde en decideret nutidig relevans, med tydelige paralleller til trafficking, krigsforbrydelser og pædofilisager. Herregården i Pasolini s Salò og De Sades Sodoma var afskåret fra omverdenen. SIGNA placerede ganske bevidst Salò midt i et normalt kvarter, ved siden af en børnehave (!), som for at pointere, at det forkerte ikke er så fjernt fra os længere det kan findes nede på Skelbækgade, i kirkens gemakker, eller på internettet. Efter undertegnedes mening er kunsten bedst, når den kan ændre vores indstilling til virkeligheden. I Salòs verden kunne man ikke fundamentalt ændre på dét, der var galt, men man kunne forbedre situationen på selv de mindste måder. Måske gælder det samme for det virkelige liv hvor de ondskabsfulde handlinger ikke er teater, og vi selvfølgelig altid tør gribe ind. Eller tør vi? For mig at se havde SIGNAs Salò en særlig relevans for Danmark, hvor vi har en vis berøringsangst overfor sociale problemer. De Sades historie er nu blevet fortalt igennem tre medier, og dens tredje inkarnation var ovenikøbet en nyskabende udgrening af selve teater-mediet. Film er før blevet opført som teaterstykker, men nok aldrig ligeså intenst og gennemført som i SIGNAs Salò hvilket måske bare understreger historiens kraft og relevans i en verden, hvor der stadig findes magtmisbrug og objektificering af mennesker. Kilder: 1: BFI Modern Classics: Salò or the 120 Days of Sodom, Gary Indiana, 2000. Henvisning: s52. 2: Hva nu, Signa Köstler? Adrian Hughes interview med Signa Köstler, sendt på DRK 29/04/2010 16 Foto: Erich Goldmann Foto: Erich Goldmann 17

Sex and the Royal Court Af: Agnete Christiansen, stud. film- og medievidenskab Days of Our Lives anno 1509 The Tudors, produceret af kanalen Showtime, har i en periode kørt på DR2 under den mindre subtile titel Sex, magt og intriger, men navnet er måske ikke helt ved siden af. I modsætning til BBC s ellers ganske succesfulde historiske dramaserier, der trofast følger de dydige litterærere forlæg, skulle The Tudors først og fremmest være Serien The Tudors om Henry VIIIs regeringstid er mere hor end historie, men sex sælger som bekendt, og Jonathan Rhys- Meyers spændstige Henry får både safter og seertal til at stige. Englands svar på kejser Nero bliver han kaldt, Henry VIII, der horede og halshuggede sig igennem sin regeringstid 1509-47. Mest kendt er soap-opera kongen nok for sine seks koner, hvoraf to mistede hovedet Anne Boleyn bl.a. efter anklager om utroskab og incest med sin egen bror. Agentens piger: Sex, girl Ordet sætter filmhistoriens hotteste og mest berømte sexikoner under lup: The Bond Babes. Af Malene Skov, stud. film- og medievidenskab En kliché? Helt sikkert. Sexede og underholdende? Så absolut. James Bondpigerne er skildret mere eller mindre troværdigt gennem tiderne: Som allierede eller fjender, ofre eller heltinder, men altid som sex-symboler. Det starter i 1962. På en caribisk ø går en smuk blondine langs strandkanten og samler konkylier. Hun er iført en legendarisk bikini, og som en anden Venus født i bølgerne dukker hun pludselig op og synger: Underneath the Mango Tree Kvinden er Ursula Andress, der som 26-årig spillede den første Bond Babe i rollen som Miss Honey Ryder i Dr. No (1962). Miss Honey Ryder var James Bonds allierede, men med en vis distance og skepsis, og det synes at være kendetegnende for mange af Bond-pigerne. power og professorater sammen. Men hun er naturligvis ikke mere lesbisk, end at det lykkes James at forføre hende efter en hård judo-kamp, hvor hun til sidst, under en modvillig klynken, overgiver sig i høet. Honor Blackman spiller Pussy Galore, der er blevet sammenlignet med Greta Garbo og står som én af de stærkeste Bond piger. Uskyldig, skeptisk og komisk inkompetent Bond-pigen som smuk, skeptisk og allieret fortsætter i 70 erne og 80 erne, hvor Roger Moore indtager rollen som James Bond. Logistisk set bliver Moore den mest forføreriske Bond-skuespiller, idet han i A View to a Kill (1985) pløjer sig igennem hele 6 Bond-piger, hvilket er seriens hidtil højeste antal erobringer indenfor én film. Moores piger kan dog ikke helt hamle op med Pussy Galore og bliver hyppigt ofre, der skal reddes. I The Man with the Golden Gun (1974) finder vi Mary Goodnight, der bliver bortført af skurken Scaramanga, der let og elegant smider hende ind i bagagerummet på sin bil, da hun forsøger at bryde ind i den. Hun havner på en ø i Thailand, hvor hun og James til sidst må redde sig selv ud af en eksplosion, som hun har sat i gang, 18 18 sexet og nutidigt. Manuskriptforfatteren Michael Hirst, der tidligere har skrevet periodedramaet Elizabeth om netop Henry VIII s datter, blev hyret ikke til at lave en dramaserie, men en historisk soap opera. Vigtigst for produktionsselskabet var at undgå, at lade stive pibekraver og arkaiske talemåder stå i vejen for indlevelsen. Karakterernes motivationer skulle kunne forstås umiddelbart af et nutidigt publikum, og handlingen er skåret op i korte, letfordøjelige scener fyldt med action, begær og intense blikke. Ifølge Hirst selv, har det dog ikke været svært at finde snuskede detaljer i historiebøgernes fodnoter.. Serien er ofte blevet kritiseret for at se stort på den historiske korrekthed, for i stedet at have overdrevet fokus på orgier, elskerinder og skandaler. Selv mener Hirst, at det netop er den høje grad af kropslighed og sanselighed, der netop giver serien historisk troværdighed. Tudor-dynastiets regenter sov ikke med hænderne over dynen, og flere af seriens ekstreme scener mener Hirst, at have historisk belæg for, eksempelvis da Henry til en banket, wrestler halvnøgen med kongen af Frankrig. Sex & the Tudors Historisk belæg eller ej, er den halvnøgne Henry, spillet af skuespilleren og fotomodellen Jonathan Rhys-Meyers, ikke et kort der bliver spillet sjældent. Adskillige gange i løbet af et afsnit afsløres det svulmende vaskebræt, oftest i forbindelse med en af seriens utallige sexscener, hvor Henry nedlægger det ene anonyme pigebarn efter det andet. Sex i The Tudors er sjældent baseret på ægte følelser eller lidenskabelighed, men snarere på begær og ønsket om at tilfredsstille seernes voyeurisme. Det er dog ikke det mandlige publikum, som man forsøger at ægge til bedre seertal, men Sex & The Citygenerationens kvinder, der snarere end ægte kærlighed efterlyser perler, silke og velbelyste mavemuskler.. Nøgne gladiatorer og forelskede egern Softcore sex er blevet den helt store salgsvare for flere store betalingskanaler, hvor der dog både appelleres til mænd og kvinder. Kanalen Starzs gladiatorserie Spartacus: Blood and Sand har ligesom The Tudors fundet den gyldne kombination af overdådig historisk scenografi, rundhåndet colorgrading og semipornografiske scener. Serien hiver desuden sine mandlige seere hjem på udpenslede voldsscener med (halvnøgne) gladiatorer, der flår hinanden i stumper og stykker. Både Starz og Showtime, som The Tudors oprindeligt blev produceret for, er betalingskanaler, og eksperimenterne med de eksplicitte scener er primært muligt, fordi kanalerne ikke risikerer tab af reklameindtægter. Michael Hirsts næste projekt er en serie om Kong Arthur for BBC og Showtime. Om Arthur bliver en butch bodybuilder, og Merlin får lov at svinge tryllestaven vides ikke, men i så fald må man håbe, at der ikke bliver blandet lige så mange fisk og forelskede egern ind som i Disney versionen. The Tudors vises hver mandag kl. 20 på DR2 Foto: Showtime Network Guldpigen Smukke, skeptiske og allierede er pigerne også i mere eller mindre grad i Goldfinger (1964): Filmen hvor Sean Connery er James Bond, og kunstige øjenvipper og spidse bh er er fremherskende. I starten er der guldpigen Jill Masterson, der som mange andre Bond-piger må lade livet, da hun falder for agentens charme. Hun dør i elskovssengen, hvor hun ligger nøgen, smurt ind i guld fra top til tå en feministisk analyse af scenen ville måske være, at den står som et symbol på Bondfilmenes objektificering og forgyldning af kvindekroppen. Men det er jo vel at mærke også filmens skurk, der står bag det nederdrægtige drab! Piloten Vanskeligere er det at forføre piloten Pussy Galore fra samme film (læg mærke til navnet, der kan fortolkes som masser af missekat eller dét der er værre). Hun er skrap, bevæbnet og tendentiøst lesbisk. Hun har trænet sin egen hær af piloter alle kvinder og blondiner med spidse bh er. I m a damn good pilot, period! siger hun til den overvældede James i deres første scene Fotos: Ted Moore 19

The Bond Babes, fortsat... Foto: Ted Moore da hendes bikinirumpe fatalt rammer en knap, der udløser eksplosionen. Sadisten Men i 90 erne er Bond-pigerne til gengæld fulde af power og selvstændighed, som om 60 ernes og 70 ernes kvindefrigørelse endelig har indhentet Bond-serien. I kølvandet på Spice Girls og Girl Power-fænomenet begynder pigerne nu for alvor at slås som mænd og redder for det meste sig selv. Dette sker samtidig med en stigende trend af selvstændige action-heltinder indenfor andre fiktionsprodukter, hvadenten det er Thelma and Louise (1991) eller Lara Croft i Tomb Raider-spillene (1996 -) Girl Power-mentaliteten går helt i selvsving og koger over i Golden Eye (1995) med den skurkagtige og sadistiske Xenia Onatopp, spillet af Famke Janssen. Hun er fjendens allierede, den sorte enke, der foretrækker at kvæle sine elskere mellem lårene, heriblandt James spillet af Pierce Brosnan. Professor i atomfysik Fænomenet fortsætter på et intellektuelt plan med professorer. Danske Cecilie Thomsen får et par minutter i dynerne sammen med James i Tomorrow Never Dies (1997) som professor Inga Bergstorm fra Oxford Universitet. Godt så. Og utroværdigheden når sit højdepunkt med Dr. Christmas Jones spillet af Denise Richards i The World Is Not Enough (1999). Dr. Jones er professor i atomfysik, detonerer bomber og taler russisk. Godt gået alligevel i så ung en alder! Med en dyster baggrund De stærke kvinder går igen i de nyeste filmatiseringer med Daniel Craig i titelrollen, omend i mere nuancerede udgaver. I Casino Royale (2006) er Vesper Lynd vanen tro skeptisk overfor Bond. Hun er sexet, professionel og har styr på økonomien; som hendes indgangsreplik fortæller: I m the money, og James svarer: Every penny of it. Vesper er ikke en kvinde, der vil reddes, men én af dem, der redder James. Til gengæld kan hun ikke lide vold og bryder grædende sammen efter at have overværet drab begået af James -en sjælden handling for en Bond Babe, hvilket ligger i tråd med filmens forsøg på at vise en mere moden, mørk og realistisk Bond. Det lykkes dog James at forføre Vesper, men hun gemmer som bekendt på dystre hemmeligheder, der bliver hendes endeligt. I Quantum of Solace (2008) er der endnu en kvinde med en dyster baggrund. Olga Kurylenko spiller Camille, der nærmest bliver agentens alter ego på hævntogt. Hun er også en kvinde, som han ikke går i seng med! Det overlader hun til den rødhårede Agent Fields, spillet af Gemma Arterton i samme film, der med en lille skepsis dog hurtigt lader sig forføre. Men som mange af Bond-pigerne må hun lade livet, med en reference til Jill Masterson, smurt ind i det sorte guld olie. Men hvad er Bond-Babes så et udtryk for? Er de blot sex-objekter, der får Laura Mulvey til at ryge op af stolen, eller er deres drilske forførelsesspil med James et udtryk for en leg med kønsroller og -normer? Både og. Man må heller ikke glemme, at James selv er et sex-objekt fra Sean Connery til Daniel Craig har han altid været med til at hive kvinderne i biografen.bond-serien er et drengerøvsfænomen og vil altid være forpligtet til at give sit mandlige heteroseksuelle publikum noget at se på. Men Bondpigerne har udviklet sig i forskellige retninger, og dér hvor filmene fungerer bedst og bliver mest populære er, når kvinderne er (lidt) rebelske og mindeværdige selvom de alligevel altid ender i sengen med James. Af Peter Gøthgen, stud.cand.mag.film I kølvandet på slut-tressernes samfundsmæssige omstruktureringer og seksuelle frigørelse opstod der en feministisk diskurs, der, med psykoanalysen som værktøj, kritiserede patriakalsk ideologi, som mange hævdede dominerede de vestlige samfundsinstitutioner. Filmindustrien gik ej heller ram forbi i kritiske analyser, fordi man mente, at fortælle- og fremstillingsformen i den klassiske Hollywood-dramaturgi var bærer af borgerlig ideologi. Endnu længere ud af den feministiske tangent spekulerede man i teorien om forskellen i positionering af filmens karakterer, som formuleredes i en skelsættende akademisk artikel; Visual Pleasure and Narrative Cinema, af Laura Mulvey i 1975. Skelsættende, bl.a. fordi den, som en af de første, benyttede sig af den franske psykoanalytiker Jacques Lacans udlægning af psykoanalysen som ramme for analysen. Mulvey hævder, at vestlig film i det store hele er bærer af en patriakalsk domineret symbolsk orden, der positionerer mandlige og kvindelige skuespillere forskelligt. I denne betragtning er de mandlige karakterer filmens subjects, der er centrale for styringen af den narrative kurs, hvorimod den kvindelige part udgør filmens objects for mandligt begær og for tilskuerens (den mandlige) fetichistiske betragtning på biograflærredet. Med andre ord reducerer det mandlige blik den kvindelige karakter til objekt, og kvinden ophøjes fetichistisk til at være et ikon. Et godt eksempel er Marilyn Monroe og hendes evige problemer med vinde, der løfter op i kjolen. Spejlfaseteorien benyttet på film Tidligt i sit virke som psykoanalytiker fremkom Lacan med sin berømte teori om spejlfasen, hvori han antog, at barnet, før det fylder to år, bliver opmærksom på sit eget spejlbillede og dermed internaliserer forestillingen om sig selv og sin krop som objekt efter hidtil at have været i et Om psykoanalysens anvendelsesmuligheder i nutidig filmanalyse I denne artikel vil Ordet se nærmere på, hvorledes psykoanalysen dannede fundament for en langvarig skole indenfor filmteori i 1970-80 erne. Yderligere vil der ses på tidspunktet for psykoanalytisk teoris ophør som toneangivende metode med afløsning af den kognitive metode. I en slutbemærkning vil det endelig blive vurderet, om psykoanalysen har nogen eksistensberettigelse som anvendelig teori hos vordende filmteoretikere. kaotisk fragmenteret stadie med en splittet selvopfattelse. Set i forhold til filmreceptionen kan der drages en sammenligning mellem oplevet verden og filmisk verden, idet tilskueren præsenteres for en filmisk realitet i umiddelbar temporal kontinuitet, der sanseligt opleves som nu og her.desuden gør både Mulvey, men også Christian Metz, brug af Lacans teori om, at det ubevidste (hos Lacan kaldet det Reelle) er struktureret som sprog og at den manglende enhed mellem signifant (betegner) og signifié (betegnet) korresponderer med subjektets grundlæggende splittelse, affødt af det tab af den oprindelige enhed i og med verden, som indtræder med spejlfasen og den oprindelige separation (fra moderen) (Sørensen, p. 9). Mulvey fokuserede især på funktionaliteten af den patriakalsk-sexistiske blikretning i den klassiske Hollywoodfilms stilistiske iscenesættelse. Denne iscenesættelse pirrer den mandlige tilskuers lyst, hvilket den feministiske filmteori fortolkede med bl.a. voyeurisme og andre psykoanalytiske paradigmer (Kramer, p. 56) Exit for psykoanalysen som filmteori? Foto: Warner Bros 20 21

22 Som bekendt ser dagens filmanalytiske landskab noget anderledes ud, og den abstrakte psykoanalytiske tilgang er blevet afløst af den empiriske videnskabelige kognitive filmteori, hvis hovedtese lyder, at betydningsdannelsen ved filmreceptionen sker i en aktiv forening mellem lærred og tilskuer. På film- og medievidenskab har professor Torben Grodal været en flittig fortaler for den kognitive teori. F.eks. har Grodal påpeget hvorledes den kognitive evolutionære teori om menneskets fysiologiske struktur er bedre egnet til at forklare tilskuerens tiltrækning af kærlighedsfilm og sågar pornofilm. I stedet for at tale om kastrationsangst og patriarkalsk undertrykkende skuelyst bør man, ifølge Grodal, tale om aktiveringen af mentale og fysiologiske processer. Med denne optik kan man således se Stanley Kubricks film Eyes Wide Shut (1999). Filmen berører emnet seksuelt begær og promiskuøs sex, og en psykoanalytisk forklaring af tematikken kunne, ifølge Grodal, være, at den kvindelige hovedperson, Alice, oplever en konflikt mellem hendes begær for kvindelig nydelse og hendes patriarkalske superego. Dermed åbenbares det faktum, at hendes følelser beror på et falsum og ikke på sand kærlighed (Grodal 2004, p. 32). En forklaring i den kognitive optik ville være, at Alices kærlighed til sin mand dominerer, men at denne kærlighed til tider bliver afløst af promiskuøst seksuelle fantasier og drømme (ibid). I talrige eksempler har den kognitive metode altså afsløret den psykoanalytiske filmteoris begrænsninger, hvilket fremtvinger spørgsmålet: Har psykoanalysen overhovedet nogen eksistensberettigelse i filmvidenskaben længere? Lacan vender tilbage Jeg vil afslutte artiklen med at gøre opmærksom på en nyere bog, der forsøger at revitalisere den lacanianske filmteori ved at påstå, at måden man tolkede Lacan på var ensidig og endog mangelfuld og fejlagtig til tider. Det drejer sig om antologien Lacan and Contemporary Film (2004). En hovedpointe i forfatternes kritik af 1970 er og 1980 ernes brug af Lacan i filmanalysen går på, at man i denne periode fokuserer på forholdet mellem det Imaginære (billedets orden) og det Symbolske (sprogets orden) og helt undlader at inddrage den tredje vigtige størrelse; navnlig begrebet det Reelle. Det Reelle skal forstås som det, der udgør grænserne for sprogligt udtryk og visuel sansning. Det Reelle er derfor det umulige for subjektet at udholde, og udgør det, der ligger og forbliver uden for sproget fx døden, tabet eller traumet. Ved at se nærmere på flere nutidige film prøver bogens bidragydere at argumentere for teoriens anvendelighed i forbindelse med film, der udspiller et scenarie, der blander sig med det traumatiske Reelle. Denne artikels formål har været at belyse en tidligere så hæderkronet teoris nuværende indespærrede eksil, der stadig har enkelte modige fortalere, men som har mistet sit fodfæste som lødig teori. Artiklen gik således ikke psykoanalysens ærinde, men ville primært gøre opmærksom på teoriens fortsatte eksistens og dens tro disciples anstrengelser for at forny filmteorien og reetablere det videnskabelige perspektiv. Denne artikel blev forkortet af plads-hensyn; den fulde tekst kan findes på ordet.net! New French Extremity: Sex og vold på fransk Frankrig er kendt for at eksportere vin, ost og verdens mest blodige og seksuelt eksplicitte film? Den nye bølge af klamhed er blevet kaldt the New French Extremity. Hvilke instruktører er her vigtige at lægge mærke til? Og hvorfor skal franskmændene absolut være så perverterede? Af Erik Pardos Olsen, stud. film- og medievidenskab En smuk kvinde begynder at æde sin elsker under sexakten. En ung mand masturberer over sin mors lig i ligsynslokalet. To kvinder massakrerer gæsterne i en swingerklub og slutter af med at skyde en mand i anus. Disse scener er fra franske film som Trouble Every Day (2001), Ma mère (2004) og Baise-moi (2000) film, der bruser derudaf på grænsen mellem kunst og porno, oprigtige budskaber og meningsløshed. Filmene gør i hvert fald indtryk, og de hører ind under, hvad James Quandt fra magasinet Artforum har døbt the New French Extremity. 1 Af Malene Sofia Skov stud. Kvinder Medievidenskab på randen af et seksuelt sammenbrud Det begyndte i 90 erne, da Catherine Breillat brød igennem internationalt med Romance (1999), hvori hun castede pornostjernen Rocco Siffredi. Personerne i Breillats (pseudo)feministiske univers dyrker masser af usimuleret sex, mens de har et desillusioneret syn på l amour. Breillat var allerede i gang i 70 erne med bl.a. Un Vraie Jeune Fille (1976), hvori titlens rigtige unge pige i én drømmesekvens får sin vagina belagt med regnorme. Den franske ekstremitet blev mere voldelig med Gaspar Noés I Stand Alone (1998) om en aggressiv slagter, der er en slags tragikomisk symbol på de højreorienterede Le Pen-kræfter i Frankrig. Noés store nedslag var selvfølgelig Irreversible (2002) med den famøse 9-minutters voldtægtsscene. Laver Noé kunst eller billig exploitation? Hans stil er unægteligt noget nyt og energisk, og manden er ikke selvhøjtidelig. Han har udtalt, at Irreversible er a B-movie shot as artistically as it could be. 2 En typisk fransk skandalesucces er Baise- Moi ( Knep mig ) af forfatteren Virginie Despentes og den tidligere pornostjerne Coralie Trinh Thi. Filmen er en slags hardcore Thelma and Louise, hvor to kvinder tager på et road trip, hvorunder de knalder og derefter ja skyder alle mænd på deres vej. Kvindefrigørelse på syre eller bare en bizar pornofilm? Sexscenerne er mere end eksplicitte, men filmen er billigt lavet og usammenhængende. De pæne bliver grimme I slutningen af 90 erne begyndte instruktører, der ikke tidligere havde været særlig chokerende, at vende sig mod ekstremiteterne. Leos Carax, kendt for sine pæne cinema-du-look-film, lavede den mystiske, sexfyldte Pola X (1999). Claire Denis gik fra smukke Beau Travail til kannibal-art-film-gyseren Trouble Every Day med Beatrice Dalle (engang Betty Blue og nu en frontfigur i fransk ekstremitet). Og Foto: Canal Horizons så er der filosofiske Bruno Dumont (udråbt som vor tids Robert Bresson), der i stigende grad fylder sine film med vold og sex. Noget mindre intellektuelt finder man i gyser-genren, der i de seneste år har vokset sig stor og styg i Frankrig. Man kender nok bedst Haute Tension (2003), hvor en kvinde forsøger at redde sin bortførte veninde fra en mand eller gør hun? I Inside (2007) bliver den gravide heltinde forfulgt af en psykotisk kvinde (Beatrice Dalle igen!), der vil stjæle den ufødte baby på meget håndfast vis. Og i Martyrs (2008) er tesen, at man kan få et torturoffer til at føle så megen smerte, at vedkommende kan se ind i Guds rige. Hvorfor skal det være så klamt? Ligesom fordums nybølger er new French extremity muligvis en reaktion mod noget mod den pæne cinema-du-look, eller mod Frankrigs tradition for krukkede snakkefilm, der har givet et fredeligt, romantisk, meget fransk billede af landet. Men har instruktørerne selv nogen klar begrundelse? Dumont udtaler: Because people are way too set in their ways, they are asleep. They have to be woken up. 1 Breillat er ude i det samme ærinde: It s about watching what is unwatchable [ ] I m trying to present people with something they can t bear, so as to make them see how miserable it is to be able to bear so little. 3 Hun er chokeret over, at folk var særligt chokerede over at se et close-up af noget så naturligt som en fødsel i Romance. Derudover skal man ikke glemme, at Frankrig har en tradition for libertinisme, Grand Guignol og provo-kunst. Samtidig er der også en trend mod mere eksplicitte film i resten af verden, fra Asien til amerikansk indie-film. James Quandt fra magasinet Artforum klager over, at de ekstreme instruktører ikke har nogen målrettet social indignation 23

Sengekants- og stjernetegnsfilm: Olsenbanden på viagra ligesom f.eks. Godard eller Pasolini. Men mange af instruktørerne har måske fat i det rigtige. Filmene forholder sig åbent til sex, og kvinderne dominerer ofte både foran og bag kameraet. Filmforskeren Ginette Vincendeau påpeger: It allows women to explore sexuality but in a way that s acceptable to the mainstream. In one sense, the gap left by what might have been feminist politics is filled by extreme sex. 3 Filmene har også en politisk drivkraft, hvadenten det er Breillats feminisme eller Noés udlevering af de højreorienterede. Både ekstreme og normale franske film omhandler arbejdspladsernes dårlige miljø, hvor den stramme ensretning skaber stress og aggressioner, f.eks. i Dans Ma Peau (2002) om selvlemlæstelse. Og endnu en fordel ved de ekstreme film er selvfølgelig, at deres visuelle stil ofte er opfindsom. Så der er altså en mening med galskaben. Den varierer bare i høj grad fra instruktør til instruktør, og kvaliteten svinger. Men den ekstreme strømning er spændende at udforske, og den er jo på sin vis allerede nået til Danmark tænk bare på Antichrist. Foto: Laurent Machuel Foto: La Fabriquede Films Kilder 1: http://findarticles.com/p/articles/mi_m0268/is_6_42/ai_113389507/ 2: Inside Take featurette om Irreversible 3: http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/films/features/le-sex-andviolence-546083.html Af Agnete Christiansen, stud. film- og medievidenskab Die Asta lagde den erotiske stil, da hun i 1910 til stor forargelse vrikkede sig til stjernestatus som diva og sexsymbol. Dansk film levede i sin guldalder højt på begær og uforløst seksualitet. 80 år senere var drifterne knap så uforløste (og knap så elegant skildret), men forårsagede en veritabel sexplosion. Danmark satte igen sig selv på det erotiske landkort, da vi som det første land i verden i 1969 ophævede forbuddet mod pornografi på billeder og film, og det tog ikke filmbranchen lang tid at tilfredsstille de lystne mængder. Fra 1970-74 havde en tredjedel af alle danske film erotisk indhold. Nøddebo præstegård på sengekanten I 1970 udkom den første såkaldte sengekantsfilm, en række erotiske lystpil instrueret af John Hilbard. I ægte lummer dansk lystspilsånd garnerede han det klassiske folkekomedieunivers med softcore-pornografiske elementer. I hovedrollen sås ofte Ole Mazurka Søltoft, der med charmerende hvalpefedt og plirrende dådyrøjne tidligere havde spillet roller som Nicolai i Nøddebo præstegård. I sengekantsfilmene spillede han især på den komiske effekt af sit image som jomfruelig ingenue, når han i en tilstand af konstant perpleksitet lod sig forføre af stadigt ekspanderende rækker af frimodige 70 er-kvinder. Den regulære pornos machotyr var ikke den gængse manderolle. Manden her var ofte fedladen og forvirret kvinderne derimod var mere end villige til at tage sagerne i egen hånd, om man så må sige, og oplære de uvidende mænd. Dette tematiseres blandt andet i den første film, Mazurka på sengekanten, hvor Ole Søltoft spiller en ung kostskolelærer, Max Mikkelsen, der bliver tilbudt stillingen som rektor. Eneste krav er, at han skal være gift eller forlovet, men stakkels Max er uskylden selv. Det står dog ikke i vejen for en flok kostskoledrenge, der gerne ser Max på rektorposten, fordi han også vil lade piger komme ind på skolen. Heller ikke den gamle rektors kone og skolerådsformandens datter ser den store pointe i Max s jomfruelighed, og således sættes alt ind på at deflorere ungersvenden i tide. Overset, latterliggjort, forvist til smudsige postordrekataloger. Dansk films erotiske guldalder, der med perler som Mazurka på sengekanten ophidsede Europa, er et overset og næsten ubeskrevet blad i den danske filmhistorie. 14 dage i Sodoma I kølvandet på disse instruerede Werner Hedman seks (!) mere hardcore pornografiske stjernetegnsfilm, der var skåret over samme læst. Igen indtog den utrættelige Søltoft rollen som første, men absolut ikke eneste, elsker, side om side med folkekære skuespillere som Poul Bundgaard, Karl Stegger og Arthur Jensen. Disse medvirkede dog ikke i de pornografiske scener, som primært blev varetaget af anonyme skuespillere. Blandt disse finder man dog senere kendte ansigter som Louise Frevert, ligesom Suzanne Bjerrehuus viser sine ynder frem (dog ikke i de mest eksplicitte scener). Ligesom sengekantsfilmene er stjernetegnsfilmene bygget op omkring humoristiske plots, der 2424 25

Langt ned i halsen: Deep Throat Af Julie Lund Mikkelsen, BA. Film- og medievidenskab og stud. Cand. Public Do you mind if I smoke, while you re eating? Den mørkhårede kvinde kigger spørgende på den krølhårede mand, der har hovedet godt begravet mellem hendes spredte, bare ben. Han ryster på hovedet og spiser videre, mens kvinden tænder sin cigaret og lægger hovedet bagud i tydelig nydelse. Med denne scene indledes filmen Deep Throat. Og så går det ellers videre derudaf i 62 minutter. Seeren får serveret vaginal-, anal- og især oralsex på alle ledder og kanter. Krydret med både humor og (omend sparsom) handling. Filmens hovedperson, spillet af Linda Lovelace, har et problem. Hun føler ikke, at sex giver hende den rette tilfredsstillelse, og hun opsøger derfor sin læge, der finder frem til årsagen. Hendes klitoris sidder ikke, I 1972 fik pornofilmen Deep Throat premiere. Det konservative USA var ved at få sexforskrækkelsen i den gale hals og satte alt ind på at forbyde filmen. Men publikum var vilde med den kontroversielle film, og Deep Throat står stadig som et vigtigt symbol på 70 ernes seksuelle revolution. hvor sådan nogle normalt plejer at befinde sig. Den er i stedet placeret langt nede i halsen på hende. Lægens råd til Linda: Deep Throat. Han anbefaler hende ganske enkelt at give blowjobs til så mange mænd som muligt for at lære at værdsætte de orale glæder. Og Linda er ikke sen til at følge rådet og kaster sig ud i opgaven med krum hals. And Deep Throat to you all.. Deep Throat fik premiere i 1972 i New York og blev straks heftigt debatteret. Instruktøren bag filmen, Gerard Damiano, havde efter eget udsagn det mål, at Deep Throat skulle vise kvindens seksuelle frigørelse og nydelse. Og Linda Lovelaces imponerende evne til at putte ting i munden gjorde hende til en kæmpe stjerne. Deep Throat kom i en tid, hvor der var spirende interesse for det seksuelle. Filmens afsluttende ord The End. And Deep Throat to you all er en direkte opfordring til seeren om at kaste sig ud i de samme udfoldelser som Linda Lovelace. Oralsex, der ellers blev dog, som serien skrider frem, giver mindre og mindre mening. I den første stjernetegnsfilm, I tyrens tegn (1974), er plottet forholdsvist simpelt: En dekadent landgreve testamenterer hele sin arv til det første barn, der bliver født i tyrens tegn uden for ægteskabet: Tyrens tegn, udbryder en af de medvirkende, så har vi jo kun 14 dage til at knalde løs... og det gør de så. I Agent 69 Jensen. I skyttens tegn (1978), seriens sidste film, er plottet derimod elaboreret til det uforståelige. Den danske efterretningstjeneste, der holder til i en dametøjsforretning, får nys om, at sovjetagenter har gemt nogle hemmelige planer i én af fire pudderdåser i Marokko. I en fordansket James Bond-parodi går den vilde pudderdåsejagt, som ender i København, hvor de sovjetiske agenter laver en hemmelig base i en slankeklinik. Slankeklinikken er dog en erotisk en af slagsen, og her underviser en lettere foruroligende Poul Hagen iført kittel og schnurrbart i energiforbruget under forskellige samlejestillinger. Med hiv og sving ender den rigtige dåse dog i de rigtige hænder (dette gør sig i øvrigt også gældende i overført betydning), og alt ender i tossegod lyksalighed. Der må være en sengekant?! Som genrekonventionen foreskriver for danske filmserier, knytter titlerne filmene sammen, og især sengekantsfilmenes titler er også ganske afslørende omkring filmenes knap så lødige indhold. Således kan man ikke være i tvivl om, hvilken behandling Sømænd på sengekanten (1976) får. Rektor får ligeledes en tur på sengekanten (utvivlsomt med spanskrøret parat), selvom det næppe lever op til den veritable Motorvej på sengekanten (1972), som fjerde film i serien byder på. Næsten tautologisk bliver det med Romantik på sengekanten (1973) - det kunne man næsten have sagt sig selv men serien viger skam heller ikke tilbage for livets større dilemmaer: Der må være en sengekant (1975) har formentlig vakt interesse hos en del filosoffer, men om de har haft Heidegger i tankerne under visningen må stå hen i det uvisse. Sovjet, sex og slankekur Trods de til tider flade plots og fladpandede karakterer, indeholder de erotiske lystspil alligevel en charmerende anarkisme, som sjældent ser sin lige i den mere frigide folkekomedie. Især når de eksplicitte elementer indgår som en del af humoren, snarere end som umotiveret pornografi, opnår filmene en helt særlig slags underlødig surrealisme, der ikke havde været mulig uden fikseringen på kønsdele. I begyndelsen af I skyttens tegn ses fx et cirkusnummer, hvor en nøgen kvinde ligger på en roterende plade og agerer levende skydeskive. De kulørte pile rammer foruroligende tæt ved siden af hendes blottede krop, men dramatikken i det bizarre tableau udløses, da en fallosformet gummipil med urealistisk præcision rammer plet i kvindens vagina. I filmens klimaks eskalerer eskapaderne, da danskere og sovjetagenter indleder en pornografisk Benny Hill-jagt gennem sexslankeklinikken, bl.a. i følgeskab af en motoriseret hospitalsseng med en igangværende trekant. Jagt-scenen afsluttes i klinikkens fitnesscenter, hvor de nøgne patienter træner på motionsmaskiner påsat forskelligt sexlegetøj (om Cohenbrødrene har fundet inspiration til Burn after reading her vides ikke). Her bliver Karl Steggers borderline-skizofrene kriminalinspektør i fuldt Christian d. 4.-kostume såret, men vågner igen, da Poul Bundgaard med klangfuld bas istemmer kongesangen. Sofistikeret? Nej. Men man kan dårligt beskylde dem for ikke at være opfindsomme. 26 Fotos: Scanbox Foto: Harry Flecks 27

set som en beskidt og underlødig form for seksualitet, blev i Deep Throat ophøjet til den ultimative form for seksuel nydelse. Det havde man ikke før set i en pornografisk film. Deep Throat gik i normale biografer og skabte stor debat om, hvad man kan tillade sig at vise for den brede offentlighed. Og filmen indeholder da også nogle sekvenser, som ikke var hverdagskost på det store lærred. I en af filmens bedst kendte scener får Linda Lovelace f.eks. monteret et lille aggregat i skeden, der bliver fyldt med cola, hvorefter hun selv og et af hendes mandlige bekendtskaber skiftes til at slubre læskedrikken i sig med et langt sugerør. Porno Chic Publikum strømmede allerede til biograferne for at se filmen. Men interessen for den kontroversielle film eksploderede, da selveste The New York Times skrev en anmeldelse af filmen under overskriften Porno Chic. At en så respekteret og seriøs avis som The New York Times valgte at bruge spalteplads på filmen, gjorde det mere stuerent at se Deep Throat. Folk fra New Yorks bedre borgerskab og diverse kendisser som f.eks. Jack Nicholson og Johnny Carson tog nu i fuld offentlighed plads i biografsæderne for at følge Linda Lovelaces jagt på tilfredsstillelse. Det blev moderne at se og diskutere pornografiske film. Og flere pornofilm som f.eks. The Devil in Miss Jones (Damiano, 1973) og Debbie Does Dallas (Clark, 1978) fulgte i kølvandet på Deep Throat. Denne periode står stadig som pornografiens golden age. Deep Throat blev faktisk så stor en succes, at den rygtes at have indtjent mere end $600 millioner. Med et indspilningsbudget på blot $25.000 ville filmen dermed have indtjent sig selv knap 25.000 gange! Hvis disse tal holder stik, er Deep Throat den mest profitable film nogensinde. pornografien fortsatte. Da Deep Throat så fik premiere i 1972, startede en lavine af retssager, der skulle afgøre, om filmen var usædelig. Regeringen ønskede at censurere filmen. Og i 23 stater endte Deep Throat med at blive forbudt. FBI blev sat på sagen, og filmens bagmænd og skuespillere blev stillet til regnskab. Harry Reems, der i filmen spiller Linda Lovelaces sexgale læge, blev anholdt og efterfølgende idømt fem års fængsel for sin usædelige optræden i Deep Throat. Det var første gang, at en amerikansk skuespiller blev retsforfulgt alene for at have medvirket i en film. Reems endte dog med ikke at afsone dommen, da sagen gik om, og anklagerne efterfølgende blev droppet. Mere brænde til det bål, der fordømte Deep Throat, kom, da filmens store stjerne Linda Lovelace begyndte at lægge kraftigt afstand til sin tid som pornoskuespillerinde. Hun påstod, at hun var blevet truet og hypnotiseret til at deltage i filmoptagelserne. Og at alle, der så Deep Throat, faktisk så hende blive voldtaget. Deep Throat s eftermæle Da Porno Chic-bølgen var på sit højeste, havde instruktører og skuespillere inden for den pornografiske branche store forhåbninger om, at pornoen for alvor ville gøre sit indtog i Hollywoods mainstreamfilm. Det skete som bekendt ikke. Og med opfindelsen af videomaskinen rykkede pornografien i højere og højere grad ud af sexbiograferne og ind i dagligstuen. I dag er pornobranchen en kæmpe industri, der spytter film ud på stribe. Og der er ingen tvivl om, at Deep Throat var med til at rykke ved grænserne og skabe efterspørgsel på de frisindede film. Filmens medvirken i 70 ernes seksuelle revolution har for altid sikret den en plads i filmhistorien. Men at kalde Deep Throat for et filmisk mesterværk ville nok være at tage munden for fuld. at udvide vores garderobe med et kyskh Alle tiders bedste og værste sexscener På Ordets redaktion har vi gransket de mest erotiske kroge af vores personlige filmhistorie og har hver fundet et eksempel på en sexet scene, der bare fungerer, og én der slet ikke gør. Resultatet er blevet to lister over de scener, der gjorde os røde i kinderne og varme i kroppen, og dem der gav os lyst til at udvide vores garderobe med et kyskhedsbælte: 5 favoritter Erik Pardos Olsen: Mulholland Drive (Lynch, 2001), Betty og Ritas første kærlighedsscene er både uskyldig og dyster, realistisk og drømmeagtig. Agnete Christiansen: Air Doll (Koreeda, 2009), japansk Amélie-lolitadukke forelsker sig i videobutiksassistent, og de elsker, mens han lukker luften ud af hende. Smukt og smertefuldt, men meget, meget sært. Sara Rottbøll: Antichrist (Trier, 2009), Dafoe og Gainsbourg i sort/hvid slow-mo under bruseren. Smukt, dyrisk, skæbnesvangert og tragisk. Malene Skov: Frygtelig Lykkelig (Genz, 2008), to mennesker der meget autentisk begærer hinanden - med et uheldigt resultat. Julie Lund Mikkelsen: Don t Look Now (Roeg, 1973), Parret, der netop har mistet deres datter, forsøger at glemme tragedien og genfinde passionen. Denne berømte sex-scene er en både ægte og æstetisk oplevelse. 5 flops Troll 2 (Fragasso, 1990), forførelse via sexet dans med en majskolbe og et kys rundt om den, der skaber popcorn. Hot! Gozu (Miike, 2003), lad os bare sige, at jeg aldrig får det samme forhold til suppeskeer igen... Idioterne (Trier, 1998), Trier i sit grimme hjørne. Bunkepul og close-up er lig med too much information! Blue Velvet (Lynch, 1986), selv om det er Lynch, og selv om det er originalt og fascinerende grænseoverskridende, så er scenen med Hopper og Rosselini bestemt ikke rar at se på. Howard the Duck (Huyck, 1986), kvinde forfører and! Så behøver det vist ikke uddybes mere, hvorfor denne scene er én af filmhistoriens værste. Kampen mod porno Hos USA s regering (med præsident Nixon i spidsen) blev pornografiens popularitet dog ikke vel modtaget. Allerede i 1968 blev der nedsat en videnskabelig komité, som skulle afgøre, hvorvidt pornografi havde en skadelig effekt på dens publikum. Komitéen udsendte efterfølgende en rapport, der konkluderede, at porno ikke var skadelig. Det var imidlertid ikke det resultat, som regeringen havde håbet på. Så rapporten røg i skraldespanden, og kampen mod 28 Fotos: Plymouth Distribution & Bryanston Distribution 29 Fotos: Zentropa

? Sidst drejede det sig om emnet kopier, paralleller og efterligninger. 1) Inden indførelsen af SU kunne de studerende godt gribe til desperate initiativer såsom at sælge sit spejlbillede til Djævelen. Hvad hedder skuespilleren, der to gange i stumfilmtiden spillede rollen? Svar: Ups! Spørgsmålet er forkert!! Der var to gange Der Student von Prag (1913 og 1926), men hovedrollen blev spillet af to forskellige skuespillere, nemlig Paul Wegener og Conrad Veit. 2) I stedet for onde røvere var der græshopper, i stedet for bønder var der myrer, og i stedet for samuraier var der en noget kikset gøglertrup. Hvad hed den originale film og hvad hed kopien? Svar: De syv samuraier og A Bug s Life (Græsrødderne). 3) Instruktøren lavede filmen to gange med 22 års mellemrum. Og handlingens kulmination finder sted under en stor koncert. Hvad hedder filmen? Svar: The Man Who Knew Too Much (Alfred Hitchcock).? 4) Noget stof kan bruges igen og igen. En stor fransk romanklassiker fra 1782 er blevet filmatiseret igen og igen i 1959, 1988, 1989, 1999 og i 2003 (den sidste i Sydkorea). Hvad hedder bogen? Svar: Farlige forbindelser (på fransk: Les liaisons dangereuses). Schepelern filmquiz Vinderen blev Jannie Dahl Astrup tillykke; der er to fribilletter til Grand-Teatret på vej! Og nu til dette nummers tema: sex, et emne som fra tid til anden også har fundet vej til filmen. 1) En af filmhistoriens tidligste film skildrede et kys. Hvad hed de to skuespillere?? 30 30 2) Tjekkisk film, der rummer den almindeligt distribuerede filmkunsts første samlejescene. Hvad hed filmen? 3) Orgasmeøjeblikket skildres med fyrværkeri, raketaffyring og kirkeklokker. Hvad hed filmen? 4) Dansk film, der som den første bød på samleje mellem sandklitter og marehalm. Hvilken film? Af Peter Schepelern lektor på AFM?? VIND 2 biografbilletter! Send din besvarelse til konkurrence@ordet.net og deltag i konkurrencen om to biografbilletter, der venligst er doneret af Grand Teatret. 31

Bøger om film og kultur Terror og film Carsten Bagge Laustsen & Kasper Vandborg Rasmussen (red.) Populærkulturens spillefilm er meget mere end blot underholdning. I denne bog demonstrerer 10 yngre forskere, hvordan en række udvalgte spillefilm kan tjene som ramme om en analyse og diskussion af væsentlige spørgsmål relateret til terror og terrorbekæmpelse. Aarhus Universitetsforlag - 248 s. 248 kr Renegade The Lives and Tales of Mark E. Smith Mark E. Smith Still going after thirty years, The Fall are one of the most distinctive British bands, their music - odd,spare, cranky and repetitious - an acknowledged influence on The Smiths, The Happy Mondays, Nirvana and Franz Ferdinand. And Mark E. Smith Is The Fall. Penguin Books - 240 s. 109 kr Best European Fiction 2010 Aleksandar Hemon (ed.) Edited by acclaimed Bosnian novelist and MacArthur Genius Awardwinner Hemon, the Best European Fiction series offers a window into what s happening in literary scenes throughout Europe. Dalkey Archive - 421 s. 142 kr Hitler En introduktion Søren Gosvig Olesen Hitler. En introduktion undersøger nazismen ved at stille spørgsmålet: Hvordan kunne den slå an? For det var inden for rammerne af et demokrati, at Hitler kom til magten. Gyldendal - 218 s. 249 kr 32 Academic Books - KUA Njalsgade 80-2300 København S www.akademiskonline.dk