17. kapitel Juleposten kommer ud Lillejuleaftensdag var den sidste postdag inden jul på posthuset i Grankøbing. Juleaftensdag blev der ikke delt post ud. Opgaven var derfor klar: Al juleposten - også den syltede - skulle ud i dag! De eneste breve, postbudene havde besluttet at lade ligge til efter jul, var rudekuverterne, dem med regninger i. De skulle ikke ødelægge kundernes jul. Postbudene gjorde det ikke lettere for sig selv. De besluttede nemlig også, at de ikke ville kassere reklamer. Alle reklamer skulle ud - ligesom al anden post. Samtlige bude havde indvilliget i at møde kl. 6 om morgenen. Maria mødte allerede halv seks. Hun var postvagtmester på denne store dag. De tre afløsere, som var godt kendt i byen, havde fået til opgave at sortere de julekort, som man ikke havde kunnet omdele fordi adressen var forkert. Julekortene skulle glæde dem, der ellers aldrig fik julekort, Afløserne skrev deres navne og adresser på de gamle julekort og satte en glad smiley på. De skulle så afleveres sammen med en lille pose pebernødder, som Maria havde bagt. At julehilsnerne måske var fra nogle, de ikke kendte, betød ikke alverden. Maria var taknemmelig for, at hendes kolleger viste hende den tillid, at hun skulle være vagtmester, men var alligevel lidt beklemt ved situationen. Kunne hun nu klare opgaven? Derfor mødte hun selv tidligt. Klokken lidt i seks var alle mødt, og de gik i gang med at sortere posten. Og der var bare meget post den dag. Især julekort og småpakker. Og oveni den syltede post. Maria havde en god fornemmelse for, hvor postbudene havde deres stærke sider, og hun havde tilrettelagt ruterne herefter. Ejnar som Beregner knurrede lidt. For han havde ikke fået alle bagerbutikkerne og chokoladeforretningerne, som han var vant til. Maria forklarede ham, at det ku ikke lade sig gøre, hvis de skulle gøre sig håb om at få posten ud til tiden. Ejnar nikkede. Pedalen, Tage Tagetage og Lars Lang havde fået meget store ruter. De plejede at få det samme som alle andre, og var så tidligere færdig, fordi de var så hurtige. Men i dag bad de selv om at få læsset flere moduler på end normalt. - Det ender med, at I må ha en lastbil i stedet for en scooter eller cykel, grinede Maria. - Det skal nok gå, sagde Lars Lang. Ellers må vi hjem og hente mere. Luftposten havde med garanti fået brunkål til aftensmad i går. Maria havde taget en stor kage med til kollegerrne den morgen. To hele bradepander havde hun kørt med på cyklen. Godt at det hverken regnede eller sneede. Og kl. 7.30 holdt de ti minutters pause i den ovale kantine, der var ombygget af postmesteren fra Samsø, for at de ikke skulle hviske og tiske i krogene, og her fik de kaffe og Marias hjemmebagte kage. Maria var ked af én ting, sagde hun, og det var, at hun ikke havde fået en rute, nu da hun var postvagtmester.
- Men, spurgte hun Lars Lang, der var to meter og ni. Hvad skal jeg egentlig lave, når I er kørt ud? - Ikke noget. Holde øje med telefonen og være parat, hvis vi ringer ind om problemer. - Kunne vi ikke sætte Robert til det? Så jeg også kunne få en rute? - Jo, det ville da ikke være så tosset, sagde Lars Lang. Robert og kontorpersonalet var også inviteret med til morgenkaffen i kantinen. Robert sad og snakkede med Camilla, chefsekretæren, som virkede meget interesseret i Robert. Mon den interesse holder til efter jul, når Robert igen er almindeligt postbud, tænkte Maria. Hun spurgte Robert, som var ved at proppe sig med kage, om han ville klare postvagtmesteropgaverne, hvis hun også tog en rute. Det ville han da hellere end gerne. - Måske du kan hjælpe mig, Camilla, spurgte han. - Ih, jo, det ville hun da gerne. Klokken 8 gik Maria i gang med at pakke en mindre rute til sig selv af de moduler, der var til overs. Da kl. var 9 var al post, bortset fra rudekuverterne, læsset på cykler og scootere. - God tur! og pas nu godt på jer selv derude. Og husk nissehuerne! Selv Wilhelm Styrthjelm havde skiftet styrthjelmen ud med en nissehue! Så han måtte nøjes med en cykel i dag. - Nå, ser du sådan ud, sagde Brumbassen. - Posten skal ud! råbte Maria, da de alle kørte. Også Maria havde nissehue på, da hun kørte ud på sin rute. Det var en sammensat tur, hvor hun skulle køre i flere områder, fordi hun havde taget moduler fra flere kollegers ruter. Allerede det første sted stod en sød dame klar med en flaske rødvin til Maria og ønskede glædelig jul. Inden hun var færdig med sin rute, ville hun ku' ha åbnet en vinforretning. Hun fik også chokolade, slik og smågaver og følte næsten, at det var hende, der havde fødselsdag, og ikke Jesus. Selv fru Olsen, som var gal over, at de ringede på hos hende, når de havde glemt kodekortet, var i godt humør. Da Maria havde fået den sjette flaske vin, kneb det med at få plads til alle flaskerne i posttaskerne. Hun besluttede derfor at parkere vinen i et postdepotskab, hvor de så kunne stå, til hun skulle hjem. Inden turen var slut, havde hun 14 flasker vin i depotskabet. Maria nød at køre posttur og glædede sig over de juleglade kunder, som fik deres post til tiden. Selv om også hun havde travlt, tog hun sig også tid til at beundre juleudsmykningen, både i gågaden og i folks hjem. Pludselig hørte hun bjældeklang. Det var en hestevogn, der kom kørende med en familie, der havde været ud at hente juletræ i skoven. Kl. 12 spillede Grankøbings kirkeklokker julemelodier, og samtidigt begyndte det at småsne. For en gangs skyld syntes Maria, at det var hyggeligt.
Hjemme på posthuset havde Robert og Camilla sat sig ind i postmesterkontoret. Nu skulle de rigtigt hygge sig, mens posten blev bragt ud. De regnede ikke med, at de erfarne postbude ville få brug for dem. Robert havde taget noget af Marias kage med ind på kontoret og serverede et glas portvin til Camilla. Telefonen ringede. - Camilla tog den. - Grankøbing Posthus, det er Camilla, sagde hun. - Ja goddag fru Jensen. Har De det, jamen det var da dejligt. Mens Camilla talte med fru Jensen, ringede telefonen igen, og Robert tog den. - Goddag, Frandsen. Har du det. Hvor er det bare dejligt, jamen det glæder mig da meget! Og sådan ringede telefonen uafbrudt hele dagen. Det var de ældre og enlige, der ringede og med grådkvalte stemmer takkede for de julekort, som de ellers aldrig fik. Og de ku' godt se, at det var posthuset, der havde arrangeret, at de også skulle ha' en julehilsen. Camilla var sur. Hun havde slet ikke haft tid til at komme tættere på Robert, nå men det skulle hun nok nå senere. Ved tre-tiden stilnede telefonstormen af. Robert sagde til Camilla! - Så fik vi alligevel travlt. Nu har jeg blot én ting til, jeg skal nå, inden budene kommer hjem. - Hvad er det, spurgte Camilla. - Jeg skal ha skrevet min afskedsansøgning! - Hvad? spurgte den unge kontordame. Skal du ikke være postmester mere? - Nej, jeg er kun postmester af navn, og nu søger jeg om min afsked, eller rettere sagt min onkels afsked, så ingen opdager, at han ikke har været her hele ugen. Vi har jo de samme bogstaver, NR Juul. Jeg hedder også Nikolaj, smilede Robert. - Nå, sagde Camilla. Hvad skal du så være, spurgte Camilla? - Almindeligt postbud, sagde Robert. - Pyt, sagde Camilla, vi kan vel ses alligevel. - Selvfølgelig, sagde Robert. Klokken var halv fire, inden alle bude var kommet tilbage. Nogle var blevet færdige før andre, men de hurtige hjalp de langsomme, så alle var færdige, da klokken på kirkeuret slog halv fire De kørte tilbage til posthuset i samlet flok. Da de kom tilbage, stod Robert og Camilla uden for posthuset og bad dem om at komme ind i den ovale kantine, når de havde pakket ud. Der var en larm uden lige, da de alle var samlet i kantinen. Så mange havde de aldrig været før på én gang. - Vi fik al posten ud! råbte Lars Lang på to meter og ni! Det er fandme godt gået! Alle klappede og hujede. Robert rejste sig og bad om ro. - Mens jeg endnu er postmester, vil jeg godt takke jer for en fantastisk indsats. Hvor har I gjort mange mennesker glade ved at sørge for, at juleposten kom ud til tiden. Og hvor var det genialt at lade de ensomme få de gamle julekort, som vi ikke kendte adresserne på. Tak til de tre afløsere! - Camilla, kører du lige vognen ind.
Camilla kørte en gitterpalle ind, som var læsset med julegaver. - Nu skal I høre, sagde Robert. Camilla og jeg har de senere dage brugt noget tid på at handle. Vi har solgt spa-badet og for det, vi fik ind, har vi købt lidt godt til jer. Til hver af postbudene, også de tre afløsere, var der en and, en flæskesteg, to flasker vin, en rød og en hvid, og seks juleøl. - Og årets julegave fra Postvæsenet, fortsatte Robert, er et skrivesæt med postbudets eget navn indgraveret. Og det var ikke grønt, men postrødt. Også de tre afløsere fik et skrivesæt med deres navne på. Alle postbudene klappede. Og nu kørte Camilla endnu en vogn ind. Det var en serveringsvogn, hvor der stod champagne og kransekage. - Nu synes jeg, sagde Robert, at jeg vil bruge min sidste tid som postmester til at ønske jer alle en glædelig jul. Luftpost, vil du komme herop? Luftposten blev så forvirret, at han kom til at slippe en vind. - Vil du åbne champagnen? Du har jo en vis erfaring med at få lettet trykket. De skraldgrinede alle sammen - også Luftposten - og så begyndte champagnepropperne at springe. - Jeg har her for en lille time siden indgivet min - eller rettere sagt - min onkels afskedsbegæring, Så fra nytår skal vi ha ny postmester - igen. Vi håber, det bedste! Glædelig jul alle sammen, tak for en fantastisk indsats! SKÅL! Nu bad Maria om ordet. Hun sagde, at det var den bedste dag, hun havde haft i Postvæsenet, og hun havde taget sin ghettoblaster og en mikrofon med. - Nu vil jeg synge nogle julesange for jer, sagde Maria. - Vi vidste da ikke, at du ku' synge, sagde Wilfred Langthjem. - Der er meget om mig, I ikke ved, sagde Maria og grinede. Hun sang fire julesange, og kollegerne sang med. Da hun var færdig overtog Wilhelm nu uden styrthjelm mikrofonen og ville synge Brænd mine breve. Men det fik han ikke lov til. - Sådan gør vi ikke mere, råbte de andre. - Jeg har en meget bedre udgave af den sang, råbte Robert! Den hedder Slet mine e- mails. Og så sang Robert og Wilhelm duet. Klokken var næsten halv seks, da de trætte, men meget glade, postbude ønskede hinanden glædelig jul. Da Maria cyklede hjem, kom hun i tanke om al den vin og chokolade, hun havde lagt i depotskabene. Hun prøvede at læsse dem på sin cykel. Men de ku ikke være der. Mens hun stod og baksede med flaskerne, hørte hun bjældeklang. Det var hestevognen, som havde kørt juletræer, som var på vej hjem. Kusken spurgte, om hun havde brug for hjælp. Og så kørte hestekusken Maria, hendes cykel og 14 flasker vin og masser af chokolade hjem.
Da Maria sad hjemme i sofaen og dampede af, tænkte hun over, hvad der var sket siden 1. december. - Det, der tegnede rigtigt dårligt 1. december, endte med at blive helt fantastisk. Nu håbede hun bare så inderligt, at det sammenhold, de havde oplevet op til jul, kunne fortsætte, når de fik den næste nye postmester. Maria havde tændt for sin DAB-radio for at høre den dejlige julemusik på P5, og da hørte hun i radioavisen, at en kartoffelavler på Samsø havde opfundet et nyt tilbehør til julemiddagen. I stedet for brune kartofler, kunne han levere grønne kartofler til flæskestegen. SLUT