Kapitel 17. 11. december Kloakkerne I Paris undergrund Jeg sad og ømmede mig, men ikke nær så meget som Olaf, som var landet nederst. Samtidig kiggede jeg spændt på ham, for hvad ville hans reaktion være? Kendte han noget til at kunne gå igennem uorganisk materiale eller kendte han ikke noget til det? Var han glad for at slippe væk eller hvad? At dømme af han forbløffelse over pludselig at ligge og plaske rundt i kloakvand, var han bestemt ikke bekendt med det fænomen at kunne gå igennem organisk materiale. Alle dragermennesker kunne gå igennem uorganisk materiale, det var sådan en evne vi var født med. Men hvis man ikke ved det, så prøvede man ikke. Det var jo ikke sådan, at jeg bare kunne gå igennem alt uorganisk, for så ville jeg jo netop ikke kunne gå på et fortov i en storby, uden at dratte igennem - ned i kloakken. Så ville jeg aldrig kunne gå på et bjerg, uden at skulle være bange for at dumpe ned i en skjult hule eller grotte. Nej, evnen til at gå igennem noget uorganisk var en beslutning man tog, lige så vel som det var en beslutning man tog om at skifte form. Det var en bestemt sindstilstand af koncentration. Evnen til at gå igennem uorganisk materiale kom først samtidigt med evnen til at forvandle sig til en drage. Hvis man hele livet, frem til man blev teenager, havde lært at det gjorde ondt at forsøge at gå gennem vægge og mure, så lærte man jo at det skulle man ikke, og derfor ville man heller ikke forsøg senere, selvom man rent faktisk kunne. Så ville det være et rent tilfælde der gjorde, at man opdagede denne evne. 1.
Freja havde vidst i et år at hun var drage. Det var ikke altid at hun kunne sætte sig i den tilstand der var påkrævet for at hun kunne gå igennem uorganisk materiale, og ej heller altid at hun kunne forvandle sig til en drage. Det krævede træning at kunne gøre det hver gang man ønskede det. Da Olaf havde kommet sig over sit chok, måtte jeg erkende at han ikke var specielt lykkelig for situationen han befandt sig i, for han trak en kniv. Jeg trak mig hastig nogle skridt tilbage og trak min egen. Vi stod nu og kiggede på hinanden, i sikker afstand overfor eventuelle udfald. Jeg trådte yderligere nogle skridt tilbage og begyndte at transformer mig om til en drage. Jeg fortalte ham at jeg ikke ville ham noget ondt, bare sikre at vi kunne tale i fred og ro. Jeg undskyldte at han havde slået sig, og hans dramatiske fald ned i kloakken, og at jeg også kunne forklare dette. Jeg lagde kniven for at vise mine gode hensigter, og efter et par sekunder gjorde Olaf det sammen. Men dog meget tæt på sig. Jeg var fuldstændig klar over at jeg stod overfor en anden, som også havde rigtig rigtig god træning i håndtering af en kniv. Alle mine sanser var skærpet. Som oftest, når man var i en meget presset situation, så tænker man utroligt hurtigt. Derfor valgt jeg at gå endnu flere skridt bagud. Jeg var lige ved at glide i et eller andet ubehageligt der lå i kloakken. Jeg var ved at miste balancen, men jeg genvandt den og fortsatte tilbagetrækningen. Olaf blev stående og fulgte ikke efter. Jeg er et dragemenneske sagde jeg, derfor må jeg være forsigtig overfor hvem jeg afslører min sande identitet Olaf lignede et spørgsmålstegn. Jeg startede med at transformer mig om til en drage. 2.
Uheldigvis havde mit tøj forskubbet sig lidt da jeg kastede mig ind i Olaf, så min vingen sad fast i stoffet indtil sømmende braste. Det var ikke lige den mest elegante transformation jeg havde lavet. Det var ikke noget blændede godt førstehåndsindtryk. Trods situationen alvor, kunne jeg ikke lade være med at grine. Mens jeg hastigt trak mig endnu længere væk fra ham, hvis han alligevel skulle gøre et udfald med kniven. Olaf måbede, det er jo heller ikke hver dag man så en drage foran sig. Han valgte at sparke sin kniv væk. Der var grænse for, hvor farlig en situation kunne være, når den ene part står og grine hjerteligt - også selvom det var et dragemenneske. Jeg så min hørersnegl på en lille afsats i kloakken - den var falde af. Jeg spurgte Olaf om jeg måtte tage den på og fik et ja. Jeg rensede den for lidt snavs og tog den på igen og meddelte tilbage på engelsk at vi begge to var i live. Jeg kunne hører et lettelsens suk gennem sneglen. Jeg spurgte Olaf om han ville op igen, om han var tilfreds med ikke at være sammen med sine bodyguards. Det svarende han ja til og nej til. Han uddybede det med at sige, at han gerne ville op igen, men at han da gerne ville tale med mig lidt endnu. Og ja et var til at han gerne ville op til sine bodyguards. Det var ikke lige det svar jeg havde forventet. Jeg havde været så sikker på, at han var fanget og ville væk. Jeg tog form som menneske igen, og bad ham sætte sig ved siden af mig. Olaf studerede mig ganske nysgerrigt, og kom så med det spørgsmål som de få mennesker der havde set os transformere til drage altid spurgte Kan du spy ild? Det måtte jeg bekræfte med et ja. 3.
Jeg lavede en lille demonstration, men ikke meget, man ved aldrig helt præcist hvilke slags gasser der var i en kloak. I denne lille demonstration fik jeg grillet et par rotter der havde siddet og overvåget vores aktiviteter. Der lugtede ganske forfærdeligt i kloakken, og det gjorde vi også efter vores tur i vandet, men det var der bare ikke noget at gøre ved. Jeg var nødt til at sikre mig, at Olaf var OK, ellers ville jeg smide ham op på pladsen igen, uanset om præsidentens mænd måske forventede noget andet. Jeg ville simpelthen ikke udsætte de mennesker som jeg kendte og holdt af, for en eller anden svindler og forbryder. Jeg var ærligtalt meget usikker med hensyn til Olaf. Jeg startede med at præsentere mig, som et dragemenneske, 6.000 år gammel, med den specielle evne, at kunne forandre mit ansigt og min stemme, så jeg altid næsten - kunne falde i et med mine omgivelser. Jeg forklarede at alle dragemennesker kunne gå igennem uorganisk materiale, og at jeg var en del af dragemenneskesamfundet. Er du et dragemenneske? spurgte jeg. Det ved jeg ikke, men jeg er ikke helt som andre mennesker. Jeg har levet mindst 210 år. Kommer du fra Sydamerika? kunne jeg ikke lade være med at spørge. Olaf så forundret på mig og bekræftede dette. Aconcagua, Argentina, det er det højeste bjerg i Andelsbjergene. Har du være udsat for nogen former for eksperimenter eller forsøg? spurgte jeg. Nej, hvorfor skulle jeg dog det, der er ingen andre end dig der ved hvor gammel jeg er. Det er derfor jeg har disse bodyguards, for at holde mennesker væk fra mig. Jeg har fortalt dem at jeg lider af en hudsygdom, der kræver denne maske af makeup. 4.
Er du klar over at du har den russiske mafia efter dig? spurgte jeg. Olaf så mild sagt forbløffet ud nej var hans bestemte svar, det var han ikke klar over. Jeg bad i høresneglen kommandocenteret om, at undersøge om det med mafiaens mænd skyldes noget andet, eller om det var noget som havde en tilknytning til os. Det kunne jo godt være at det var os der så spøgelser ved højlys dag. Jeg sender dig op til dine mænd igen sagde jeg. Hvis du vil vide mere om dette her, og måske også om dig selv, skal du møde mig uden for hovedindgangen til Louvre, og du skal komme helt alene. Jeg ringer tidspunktet ind til dit hotel Det var forunderligt som man kunne tage fejl og lade sine antagelser styre et forløb. Jeg havde været så sikker på, at han var taget til fange. Nu vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle tro. Det var en kæmpe risiko at tage fra min side, at møde Olaf ved Louvre. Jeg satsede på, at præsidentens mænd ville vide noget mere om alt det mafia halløj inden i aften, ellers kunne jeg da bare lade være med at komme. Inden da måtte jeg vide noget mere om Olaf. Du sagde at du kom fra Argentina. Ja, der blev jeg født. Min mor blev slået ihjel da jeg var lille og jeg blev efterladt i bjergene. Dem der slog min mor ihjel sagde at hun var en dæmon. Jeg fandt en gammel hyrdes hus. Hyrden var en ensom gammel svagtseende mand. Han hjalp mig og jeg hjalp ham. Da han døde søgte jeg mig ned mod kysten og kom ombord på et skib. Det stævnede mod Europa. Her anløb jeg i Marseille i Frankrig og rømmede skibet. Primært fordi skibet skulle tilbage til Argentina og det ville jeg ikke. Jeg fik hyre på et andet skib som sejlede til Tyrkiet. Her rømmede jeg igen skibet, fordi jeg ønskede at være noget tid på landjorden igen. Jeg tog forskellige jobs, primært som markarbejder. Jeg var en del af både første og anden verdenskrig. I disse perioder tog jeg nogle døde 5.
soldaters identiteter og kunne på denne måde bevæge mig lidt rundt i Europa. I 1960, da hippiebevægelse startede, tog jeg med en gammel faldefærdig bus og en række glade mennesker til Indien. På vej dertil hørte jeg om jordskælvet i Tashkent, og tænkte at det var min mulighed for at få en rigtig tilværelse og en rigtig uddannelse. Jeg rejste dertil og fandt en identitet. Jeg har altid haft ekstraordinært let ved at lære nye sprog, og taler det hurtigt ligesom en indfødt. Nå, det er altså din specielle evne kunne jeg ikke lade være med at tilføje. Olaf kiggede underligt på mig og fortsatte. Sovjetunionen gjorde en stor indsats for hele områdets beboere, og der blev også sendt hjælp til området fra alverdens lande. Jeg kom i en opsamlingslejr, og da jeg viste mig at være talentfuld, fik jeg en universitetsuddannelse i sprog med speciale i gamle myter og senere med speciale i det paranormale. Jeg havde behov for at finde ud af hvad der gjorde mig så anderledes, og om der var andre som mig. Min forskning gik forbløffende godt og jeg var en anerkendt forsker i Sovjet. Men jeg brød mig ikke rigtigt om den manglende frihed, og fik sagt nogle kritiske bemærkninger om styret, hvilket gjorde at jeg lige indtil murens fald, havde fornøjelsen af at sidde sammen med andre systemkritikkere i Sibirien. Det var egentligt en ganske lykkelig periode i mit liv, for her var der ingen der stillede spørgsmål, ingen der havde nogle fordomme. Man var bare den man var, og skulle ikke passe på alt hvad man sagde og alt hvad man gjorde. Ikke i forhold til ellers. Efter murens fald kom jeg til England, hvor jeg kunne forske videre og have en bi indtægt i at løse uforklarlige mysterier. Det er det der har muliggjort mine bodyguards. Plus nogle ganske gode investeringer som jeg gjorde tidligt i 60 erne. Hvorfor ville du ikke besvare vores mange henvendelser og reagere på de opskrifter som jeg sendte dig?, måtte jeg lige spørge om. 6.
Når det var dig. Ja det var så sandelig også spændende materialer, men jeg bliver i øjeblikket nærmest belejret af UFO grupper, som tolker alt hvad jeg skriver i retning af, at der er en invasion udefra rummet. Nogle ser den som positiv og andre som negativ. Det er forfærdeligt irriterende. Ja det giver jeg dig ret i og de er ved at ødelægge mit liv også, tilføjede jeg. Nu havde jeg ligesom hovedtrækkende i Olafs historie på plads, og jeg vidste at hele holdet bag mig var i gang med at undersøge sandheden i Olafs udtalelser. Ved du, om du ligesom mig, er et dragemenneske?, fortsatte jeg min udspørgen af Olaf. Det troede ham bestemt ikke var tilfældet. Han holdt blot fast i at han var anderledes. Jeg spurgte om han ville være med i et forsøg, lige her og nu. Det indvilligede han i. Jeg bad ham om at koncentrere sig og sætte sig i en trance og virkelig ønske at slå hånden gennem med et karate hug - en helt almindelig mursten som lå i kloakken. Jeg viste han hvor let min hånd gled igennem stenen, uden at sten eller min hånd var beskadiget. I det første forsøg det første hug - slog han hånden. Jeg bad ham om at fortsætte og virkelig tro på det og virkelig ønske det. Jeg viste ham igen hvordan jeg gjorde. Den svage summen i min høresnegl fortalte mig, at alle lyttede intenst med på denne åbne kanal. Jeg kunne levende forstille mig, hvordan elverne og andre knoklede på, for at finde data der kunne be- eller afkræfte det som Olaf sagde. Efter et par forsøg med at banke hånden gennem stenen, hvor han slog sig hver gang, for hans hånd lige igennem stenen, til hans absolutte store forskrækkelse. Nu var jeg ikke længere i tvivl. Olaf var et dragemenneske, selvom han ikke vidste det eller havde erkendt det endnu. 7.
Vidste du at der fandtes dragermennesker?, var det næste naturlige spørgsmål at stille i denne meget underlige situation. Det måtte han benægte, altså bortset fra det han lige havde fået af vide af mig, men før da havde han ikke vidst det. Jeg tror, sagde jeg, at din mor var en menneskedrage og det var derfor hun blev slået ihjel. Det er derfor vi passer godt på at ingen kommer til at kende vores sande identitet. Vi er et helt samfund som lever som normale mennesker med passende legen død ind i mellem, fordi vi bliver utrolig gamle målt i antal af menneske år. Vi er ca. 6 millioner på jorden så det er kun en meget lille procentdel af jordens samlede befolkning. Vi ønsker ikke at bliver kendt, fordi vi er bange for at vi så vil blive forfulgt. Dine sidste artikler har henledt en lang række menneskers opmærksomhed på mig, til skade for mig og min familie. Ikke blot det, dette kan skade rigtig mange andre eksistenser. Det er jeg da ked af at høre. Jeg ønsker kun oplysning og at brede viden ud. Jeg ønsker ikke et censureret samfund som det i Sovjet, svarede Olaf noget stramt. Det er også fint, men med de myter og historier som du så er specialist i, hvad ville du så sige til, at jeg fortæller dig, at der findes elvere og nisser samt varulve? Tror du det er godt for disse individer, at menneskeheden i øjeblikket får kendskab til deres eksistens? Se blot på hvad der sket med din egen mor, var mit svar tilbage. En lang snakken frem og tilbage afdækkede, at det Olaf egentlig ønskede dybest set, var at komme til at kende sig selv noget nærmere. Jeg trænede lidt mere med ham i at øve sig i at få hånden gennem uorganisk materiale - så han fik fornemmelsen for det. Det handler også meget om at tro på det selv. 8.
Jeg tror at dine bodyguards er nervøse. Hvilke telefonnumre har de?, spurgte jeg. Olaf oplyste dem og jeg rakte min høresnegl over til ham, så han kunne tale med dem. Sig til dem, at de skal mødes med dig, ved lysmast nummer fire fra pladsens bagerste højre hjørne. Der er et dæksel og der vil du komme op, forklarede jeg Olaf, og han fortalte det videre. Jeg førte Olaf hen til dækslet, og lod ham om at komme det sidste stykke op af sig selv. Selv skyndte jeg mig af sted for at mødes med Sven og Jakobsen. På vejen stødte jeg til nisserne som var forsvundet ned gennem dækslet i det øjeblik hvor jeg havde trukket Olaf ned i kloakkerne. Nu var det spændende og se om Olaf ville komme til Louvre på det aftalte tidspunkt, og om han ville komme alene eller sammen med andre. Kom der andre med, så vidste jeg at hans hensigter ikke var i orden. Var han ægte? 9.