Gratisaviserne som politisk ressource

Gratisaviserne som politisk ressource Aske Kammer vejleder: Stig Hjarvard Afdeling for Film- og Medievidenskab Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Københavns Universitet maj 2009

Indholdsfortegnelse Abstract... 1 Indledning... 2 Gratisaviserne... 5 Definition... 5 Gratisaviserne i et institutionelt perspektiv... 5 Demokratisering af avislæsningen... 12 Hypotese... 18 Hvad dækker begrebet politisk ressource?... 20 Termen politik... 20 Termen ressource... 22 Politisk ressource... 25 Medborgerskab... 27 Empiriske studier af nyhedsmedier som politisk ressource... 30 Repræsentation og offentlig meningsdannelse... 34 Hvornår er et nyhedsmedie en politisk ressource?... 38 Metodologi... 41 Samplingstrategi, tidsperiode og medier... 41 Tværsnit og dybdeboring kvantitative og kvalitative metoder... 44 Reliabilitet og forbehold... 46 Gratisavisernes politiske stof... 48 Monitorering... 48 Adgang... 52 Forståelse... 56 Case study: Tørklæde-spørgsmålet... 59 Case study: Det franske præsidentvalg... 64 Opinionsstoffet... 69 Opsummering, konklusion og videre perspektiver... 75 Opsummering og konklusion... 75 Videre perspektiver... 79 Litteratur... 84 Øvrige kilder... 89 Bilag 1. Kodeskema 2. Kodemanual

Abstract Since 2001, free daily newspapers have played an important role in the Danish press system as well as in the news consumption of many Danes. Among citizens with the least capital (in Pierre Bourdieu s definition of the concept) they have become some of the most read newspapers. Parts of the population that previously didn t read a newspaper now do. Based on this, my hypothesis for this thesis is that the free daily newspapers constitute a political resource for those parts of the public that possess the least capital. A centerpiece of this thesis is a theoretical encirclement of the concept of a political resource. Drawing mainly upon Anthony Giddens theory of structuration and Bourdieu s concept of capital, I define a political resource as something that enables the individual to perform political citizenship. Operationalising this definition, I suggest three parameters can be used for measuring the content of news media as a political resource, namely to what extent a news media 1) enables its audience to monitor the political system, 2) allows citizens to access the political public sphere through representation and/ or participation, and 3) facilitates the readers understanding of the political system and the activities within it. The fulfillment of these parameters are measured through quantitative as well as qualitative content analysis of the political content in free daily newspapers metroxpress, Nyhedsavisen and Urban and for the sake of comparison broadsheet Jyllands-Posten and paid tabloid newspaper Ekstra Bladet. The analyses confirm my hypothesis, as I conclude that the free daily newspapers fulfill the parameter of monitoring and do contain sufficient (although certainly not abundant) background information for facilitating understanding, while they only allow the citizens access to the political public sphere to a very limited extent. All things considered, the free daily newspapers are to be regarded as a political resource to a certain degree; especially the political content of Nyhedsavisen is enabling political citizenship. Still, the political content of the free daily newspapers do not match the standards of Jyllands-Posten, whereas it is actually better than the political content of Ekstra Bladet. The thesis ends on the question of the suitability of using the concept of resources in connection with this kind of research. Because of its normative connotations, this concept may influence the very way research questions are put forward and understood, instead of being just a tool for analysis. For this reason, it could be argued that future research should either be explicit and reflexive about the theoretical meanings of the concept of resources, or instead use Bourdieu s very similar but less value-laden concept of capital. side 1

Indledning Men der var også nogle kameler, der skulle sluges. Kunne man overhovedet regne de nye for rigtige aviser? Var de ikke så meget ringere end de etablerede aviser, at de var i en helt anden kategori. De var en slags fastfood uden ordentligt næringsindhold. De hørte ikke til i fællesskabet, mente mange dagbladsredaktører og debattører. Karakteristisk kunne de da heller ikke komme med i Danske Dagblades Forening, som kun optog betalte dagblade som medlemmer. (Minke: 174) Sådan beskriver Kim Minke de kritiske reaktioner, da metroxpress og Urban som de første moderne gratisaviser begyndte at udkomme i Danmark i september 2001. Fem år senere i sensommeren og efteråret 2006 indtrådte også gratisaviserne 24timer, dato og Nyhedsavisen på det danske avismarked, og også denne gang var reaktionerne altovervejende negative; gratisaviserne blev med Kim Schrøders ord opfattet som gøgeunger i nyhedsreden (Schrøder: 55). Baggrunden for denne lidet positive modtagelse af de nye aviser, som ellers vendte mange års faldende oplags- og læsertal for avismediet i Danmark, skal givetvis findes i gratisavisernes forretningsmodel, som er baseret på rent kommercielle interesser frem for publicistiske ambitioner. Lars Munch, der er administrerende direktør i JP/Politikens Hus, som tidligere udgav 24timer, har formuleret det således, at [vi, de traditionelle morgenaviser] udgiver ikke aviser for at tjene penge. Vi tjener penge for at udgive aviser (citeret i Schollert). På denne baggrund synes der at herske en udbredt konsensus om, at gratisaviserne med deres discount- og genbrugsbutik for en sand haglbyge af udvalgte Ritzau-telegrammer, omversionerede artikler og enkelte friske kommentarer (Knudsen 2001), som Lisbeth Knudsen formulerede det i en anmeldelse af Urban 25. september 2001 i Berlingske Tidende, udgør en trussel mod kvaliteten og vitaliteten i det politiske demokrati, som i det medialiserede samfund i vid udstrækning er afhængig af nyhedsmedierne. Et illustrativt eksempel på denne konsensus findes i Informations kronik 5. juli 2002, hvor stud.mag. Thomas Elmegaard under overskriften Aviserne det billige skidt (senere publiceret som Gratisaviserne det billige skidt på netstedet Kommunikationsforum.dk) kritiserer gratisavisernes redaktionelle prioriteringer med den formulering, at [g]ratisavisernes formål er, at læserne skal gribe dagen ikke at han skal begribe den (Elmegaard 2002a; 2002b). Hvad end man synes om det eller ej, så er gratisaviserne imidlertid en del af den danske nyhedsinstitution, og de er en medietype, som side 2

mange danskere dagligt benytter sig af i deres orientering imod den offentlige verden. Gennem de seneste år har de været blandt de mest læste aviser i Danmark, og 42 procent af befolkningen har i den seneste uge læst i gratisaviser, hvilket kun er marginalt lavere end de 49 procent, der har læst de traditionelle morgenaviser (jf. Hoffmann). Frem for at diskutere for eller imod gratisaviserne som nyhedsformidler finder jeg det derfor mere frugtbart at nuancere og kvalificere debatten ved at forholde sig til, hvilken rolle gratisaviserne spiller, hvilke positive såvel som negative konsekvenser indførslen af netop denne avistype kan have, og hvordan de i deres egenskab af nyhedsmedier indtager en rolle i samfundet. Spørgsmålet er i forlængelse heraf, om ikke gratisaviserne udover at udgøre en mulig trussel mod etablerede strukturer også repræsenterer et demokratisk potentiale. Stig Hjarvard beskriver eksempelvis, hvordan den markedsorienterede presse i et historisk perspektiv ikke udelukkende har medført kvalitetsforringelser af det journalistiske produkt men også har betydet, at en bredere kreds af borgere er blevet inkluderet i den politiske offentlighed (Hjarvard 1995b: 42). Udgangspunktet for dette speciale er netop en forståelse af, at selvom gratisaviserne indholdsmæssigt måske ikke er et lige så journalistisk forædlet produkt som mange af de traditionelle aviser, så når de nogle læsere, som ellers har været uden for avismediets rækkevidde. I en analyse af følgerne af, at gratisavisen Metro begyndte at udkomme i blandt andet Göteborgs socialt belastede kvarterer, konkluderer Ingela Wadbring eksempelvis, at [p]eople who have not had a morning newspaper now have one (Wadbring 2007b: 140). Dermed åbner gratisaviserne for en politisk offentlighed, som nyhedsmedierne reelt er det primære middel for, af mere inklusiv karakter hvis deres politiske stof vel og mærke er til det Dette speciale har som formål at undersøge gratisavisernes politiske stof ud fra en hypotese om, at gratisaviserne er en politisk ressource for de dele af befolkningen, der besidder den laveste kapital (i den betydning af begrebet, som Pierre Bourdieu anvender). Denne hypotese underbygges over de følgende sider ved en gennemgang af gratisavisernes karakteristika, placering i nyhedsinstitutionen og læsersammensætning samt en teoretisk afklaring af begrebet politisk ressource med udgangspunkt i først og fremmest Anthony Giddens strukturationsteori og netop Bourdieus kapitalbegreb. Overordnet argumenterer jeg for, at begrebet politisk ressource defineres som noget, der er medvirkende til at muliggøre politisk medborgerskab. Herefter afprøves hypotesen ved en kombineret kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse af gratisavisernes politiske stof i en udvalgt uge i 2007. Fremgangsmåden er således det, som Søren Kjørup kalder den hypotetisk-deduktive metode (Kjørup: 89-90), altså at validiteten og forklaringsværdien af en hypoteside 3

se, som jeg har udledt på baggrund af teori og den i forvejen eksisterende empiriske litteratur, testes empirisk igennem specialet. Det kan forekomme paradoksalt, at der på trods af den ovenfor refererede kritik af gratisavisernes mange dårligdomme er blevet forsket så uendeligt lidt i deres faktiske indhold både internationalt og i Danmark. I en dansk sammenhæng er den hidtil eneste videnskabelige indholdsanalyse af gratisaviserne således Unni From og Nete Nørgaard Kristensens gennemgang af disse avisers kulturstof (From & Kristensen 2007; under udgivelse), mens det politiske stof ikke tidligere har været genstand for en større systematisk indholdsanalyse. Udover at analyserne og ræsonnementerne i de følgende kapitler forhåbentlig kan være medvirkende til at kvalificere debatten om gratisaviserne, er der dermed også tale om, at jeg med dette speciale tager et første lille skridt til at udfylde en af de hvide pletter på den danske medieforsknings landkort. side 4

Gratisaviserne Definition Jeg vil i dette speciale definere gratisaviser som gratis landsdækkende dagblade. Gratis henviser helt banalt til, at læserne ikke skal betale for at erhverve sig avisen. Landsdækkende henviser til, at gratisavisen skal udkomme om ikke over hele Danmark så i hvert fald i de større byer fordelt over hele landet, eventuelt i lokale udgaver; lokale eller regionale gratis aviser som Amagerbladet eller Køge Onsdag omfattes således ikke af betegnelsen gratisavis her. Derudover skal indenrigsstoffet afspejle, at der er tale om en national avis, om end der altid vil være en tendens til, at de områder, hvor eksempelvis den politiske magt er stærkt repræsenteret, vil indtage en meget fremtrædende placering i nyhedsmedierne (Cook: 92-93). Dette definitoriske valg er truffet for derved at udgrænse de gratisaviser, der adresserer en national offentlighed. Dagblad henviser til, at gratisavisen som minimum skal udkomme alle ugens hverdage (jf. Bakker 2008: 429); en gratis landsdækkende avis som søndagsavisen omfattes således ikke af betegnelsen gratisavis her. Dette definitoriske valg er truffet på baggrund af en antagelse om, at et nyhedsmedie ikke i tilstrækkelig grad kan fungere som opdatering på vigtige begivenheder med en udgivelsesfrekvensen, der er lavere end alle hverdage. Min definition kvalificerer fem aviser som gratisaviser i 2007, som er det år, hvoraf en udvalgt uge danner udgangspunkt for specialets empiriske dimension (jf. nedenfor): 24timer, dato, metroxpress, Nyhedsavisen og Urban. Gratisaviserne i et institutionelt perspektiv Idéen med gratis aviser er ikke ny men går tværtimod over 100 år tilbage, idet den gratis australske (lokal-)avis Manly Daily udkom allerede i 1906. Der har siden været lignende lokale tiltag, hvoraf enkelte stadig er virksomme, i USA i 1947, Brasilien i 1974, Holland i 1983, Storbritannien i 1984 og Rusland og Spanien i 1992 (Bakker 2007b: 63; 2009), men den moderne gratisavis, som den kendes i dag, opstod først i 1995, da Metro begyndte at udkomme i Stockholm. Metro var den første moderne gratisavis i den forstand, at den formulerede den forretningsmodel, som langt hovedparten af gratisaviserne i dag er opbygget omkring. Gratisavisernes forretningsmodel bygger på den præmis, at avisen udelukkende er annoncefinansieret, hvorfor det trykte eksemplar er side 5

gratis for læserne at erhverve sig, hvilket (forudsat avisens forretning løber rundt) medfører så høje læsertal, at annoncører er interesserede i fortsat at betale. Gratisavisernes eneste indtægt stammer altså fra salg af læsernes opmærksomhed til annoncører, hvorved forretningsmodellen grundlæggende er den samme som i eksempelvis kommercielt tv og radio i USA (jf. McManus: 78). Denne del af forretningsmodellen er fælles for samtlige moderne gratisaviser, om end nogle enkelte også modtager kapital fra investorer; driften af Nyhedsavisen var eksempelvis først finansieret af den islandske medieselskab Dagsbrún og senere af investorer som Morten Lund, ligesom Urban og 24timer i lang tid holdtes økonomisk oven vande af pengetankene i henholdsvis Det Berlingske Officin og JP/Politikens Hus. MetroXpress opstart var ligeledes finansieret af både den internationale Metro-koncern, som den er en del af, og den danske fagbevægelse, hvis medieselskab A-pressen købte 30 procent af den nye gratisavis op til opstarten i 2001 (Lund 2003: 130-131). Den anden del af gratisavisernes forretningsmodel er den meget omkostningseffektive distributionsstrategi, som uddeling fra standere og enkelte uddelere ved trafikknudepunkter som banegårde og busterminaler udgør. Her kan gratisaviserne for meget små udgifter nå et stort antal læsere, som alligevel har tid tilovers til at læse gratisaviserne under transporten til arbejde eller uddannelsessted. Samtidig når gratisaviserne potentielt et højere antal læsere pr. trykt eksemplar end andre aviser; hvor en traditionel abonnementsavis afleveret gennem brevsprækken almindeligvis højest læses af medlemmerne af én husstand, kan en gratisavis efterladt på et S- togsæde læses af en lang række passagerer. Både 24timer og Nyhedsavisen forsøgte sig inspireret af sidstnævntes islandske moderavis Fréttablaðiðs succes indledningsvis med husstandsomdeling, men i erkendelse af denne distributionsforms højere omkostninger og lavere læserkontakt kombineret med en lang række organisatoriske problemer opgav 24timer relativt hurtigt dette og overgik i stedet til udelukkende trafikuddeling, mens Nyhedsavisen først i 2008 gik væk fra husstandsomdeling. John H. McManus forholder sig på baggrund af en analyse af de økonomiske mekanismer kritisk til den form for nyhedsproduktion, som gratisaviserne praktiserer, fordi det i en rent kommerciel optik ikke kan betale sig for det enkelte nyhedsmedie at investere i journalistisk kvalitet, som er højere end det minimum, der er nødvendigt for at fastholde en bred og annoncørmæssig attraktiv kreds af modtagere. Hvor ærværdigt et førsteklasses journalistisk produkt end er, og hvor stor loyalitet det end kan opdyrke blandt enkelte modtagersegmenter, så er det i den kommercielle logik mere fornuftigt at anlægge et lavere niveau og derved nå et bredere publikum, så der er flere, der ser annoncerne, som derfor bliver dyrere for annoncørerne (McManus: 61-62). McManus opsummerer selv denne side 6

logik, når han skriver, at det kommercielle nyhedsmedies indhold nødvendigvis må blive the least expensive mix of content that protects the interests of sponsors and investors while garnering the largest audience advertisers will pay to reach (ibid.: 85, oprindelig fremhævelse). At de fleste gratisavisers journalistiske ambitionsniveau vitterligt ligger lavere end de traditionelle betalingsavisers, kan der ikke herske megen tvivl om: I 2007 udgjorde udgifterne til det redaktionelle arbejde eksempelvis kun 13,7 procent af Metro Internationals samlede produktionsomkostninger (Metro International S.A.: 36). Derudover har Camilla Dindler ved observationsstudier på forskellige avisredaktioner dokumenteret, hvordan metroxpress afviser solohistorier med politiske aktører og i stedet overlader disse til morgenavisen Politiken, der, som redaktøren siger, does this story much better than we do (Dindler: 4, oprindelig fremhævelse). Selvforståelsen på metroxpress og på de fleste øvrige gratisaviser med Nyhedsavisen som en bemærkelsesværdig undtagelse er således, at de fortrinsvis agerer i rollen som oversigtsmedier, hvis mål det er at tjene læserne ved at bibringe dem et overblik over de seneste begivenheder i den offentlige omverden. Denne funktion varetager de ifølge Piet Bakker på en sådan vis, at [t]he result [of the editorial process of the free dailies] is a coverage that is quite adequate on current affairs. [ ] If you read the whole of Metro (or any other free daily) you probably know as much or even more about the world as from the first section of any national daily [ ] or from watching the TV news (Bakker 2007a: 28, oprindelig fremhævelse). Ligeledes skriver Schrøder, at gratisaviserne i hvert fald anskuet som overbliksskabende og opdaterende informationsleverandører er en hel del bedre end deres rygte blandt intellektuelle smagsdommere (Schrøder: 60). At gratisaviserne er fokuserede på rendyrket nyhedsformidling er ligeledes artikuleret af gratisavisernes redaktionelle hovedkræfter: MetroXpress første redaktionschef, David Trads, skrev således i en tryksag, der blev udgivet fredagen før selve avisen begyndte at udkomme, at [m]etroxpress skriver kort og præcist om døgnets vigtigste begivenheder ikke langt og aldrig belærende. Som læser får du selv lov til at tage stilling på baggrund af de rå nyheder (Trads). I Urbans første udgave skrev redaktionschef Kåre Quist, at avisen forærede læseren et kort overblik over det seneste døgn (Quist). Og i et blog-indlæg med overskriften Nyhedsavisen bliver en revolution!, som blev offentliggjort 21. august 2006 (omtrent halvanden måned før Nyhedsavisens første udgivelse), fastslog Trads, der i mellemtiden var blevet chefredaktør på Nyhedsavisen, side 7

at avisen vil drive kritisk journalistik mod enhver og at ingen er fredede hos os [ ]. Tværtimod agter vi at afsløre de ting, som magthavere helst vil have forbliver i mørket (citeret fra From & Kristensen 2007: 6 1 ), altså en klassisk journalistisk og publicistisk ambition. Samlet set synes gratisaviserne således at varetage en anden funktion end de traditionelle morgenaviser, hvorfor Hjarvard også argumenterer for, at pressesystemet i hvert fald i Danmark har undergået en funktionel differentiering (Hjarvard 2008: 90ff). Hvor pressesystemet efter partipressens ophør i mellemkrigstiden var et integreret pressesystem, som i aviser, der på én gang var kommercielle og publicistisk orienterede, opererede under hensyntagen til både den kulturelle og den politiske almenhed, er der i den aktuelle situation tale om et opdelt pressesystem. På den ene side er der en række udelukkende kommercielle aviser i form af gratisaviserne, som varetager en overbliksskabende funktion i forhold til læserne, og som derfor primært er fokuserede på faktuelt nyheds- og kulturstof. På den anden side er der en række aviser, som på en gang er kommercielt orienterede, idet de eksisterer på et marked, og publicistisk ambitiøse. Disse er typisk de traditionelle morgenaviser, som inden for den seneste årrække i nogen grad er blevet repolitiserede, idet de gennem valg af historier og vinkling og redigering af nyheder direkte eller indirekte advokerer for bestemte politiske synspunkter (ibid.: 80ff). Nyhedsavisen er imidlertid interessant i denne sammenhæng, fordi den til en vis grad bryder med denne dikotomiske opfattelse af pressesystemet; den var på én gang kommerciel i grundform og forretningsmodel, men samtidig var den voldsomt ambitiøs i publicistisk henseende, idet den dels udelukkende ville bringe artikler forfattet af avisens egne journalister og dermed fraskrev sig muligheden for at bringe telegramstof, dels havde som ambition hurtigt at vinde den prestigefyldte Cavlingpris (Skyum-Nielsen et al.: 55). I januar og februar 2008 halveredes den redaktionelle stab på Nyhedsavisen imidlertid som følge af dårlig økonomi, hvorved det publicistiske element reelt syntes nedjusteret. Gratisavisen har som medietype opnået stor gennemslagskraft i såvel et internationalt som et dansk perspektiv. Hvor betalingsaviserne internationalt har haft faldende oplagstal over en årrække, er gratisavisernes oplag modsat steget, således at gratisaviserne alene i Europa i 2006 havde et samlet oplag på 23,9 millioner eksemplarer mod 0,23 millioner 10 år tidligere. Til sammenligning er betalings- 1 Efter Nyhedsavisens lukning er David Trads blog-indlæg ikke længere tilgængeligt og må derfor citeres fra anden kilde. From og Kristensen hentede blog-indlægget fra http;//avisen.dk/blogs/datr/nyhedsavisen-bliren-revolution_2100_-200806.aspx 6. juni 2007. side 8

avisernes samlede oplag i samme periode faldet fra 95,1 til 82,8 millioner. Denne udvikling er illustreret i figur 1. Som det fremgår, er betalingsavisernes samlede oplagstal årligt faldet med op til knap 3 procent, mens oplaget for de europæiske gratisaviser kun enkelte år har haft vækstrater på under 20 procent (og kun ét år en egentlig negativ vækst (-0,9 procent i 2003)). Fordi gratisaviserne økonomisk er fuldstændigt afhængige af annoncemarkedet, er det imidlertid en meget konjunkturfølsom medietype, og det må derfor formodes, at oplagstallene i hvert fald i 2008 og 2009 er faldende som følge af den indeværende recession. oplag (000.000) Figur 1: Oplagstals for betalings og gratisaviser i 20 europæiske lande (mio.) 120 100 80 60 40 20 0 Gratis Betaling 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 Note: Figuren er baseret på oplagstal for betalings- og gratisaviser i de 20 europæiske lande Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Kilde: Bakker 2008: 435ff. Gratisaviserne er på denne baggrund blevet anklaget for at være skyld i betalingsavisernes faldende oplag, men som Wadbring pointerer, så er denne forklaring næppe fyldestgørende; det er sandsynligt, at gratisaviserne har været en medvirkende faktor i betalingsavisernes faldende oplag, men for det første spiller udbredelsen af internettet i midten af 1990 erne givetvis også en betydelig rolle i denne sammenhæng, og for det andet var oplaget for betalingsaviserne i hvert fald i Sverige, som er den nationale ramme for Wadbrings undersøgelse, nedadgående allerede før, gratisaviserne kom til (Wadbring 2007a: 89). Bakker ser ligeledes kun meget begrænsede indikationer på en sådan kausal sammenhæng, om end en substitution af betalingsaviser med gratisaviser kan siges at have fundet sted på Island og i marginal grad i blandt andet Danmark (Bakker side 9

2008: 434). Bakker påviser desuden, at oplagstallene for de norske betalingsaviser er faldet 12,1 procent i perioden 1995-2006, selvom der ikke udgives gratisaviser i Norge (ibid.: 435), hvilket indikerer, at gratisaviserne ikke alene bærer skylden for de faldende oplagstal. Betalings- og gratisaviserne er således kun i ringe grad hinandens konkurrenter, hvilket også Kim Schrøder og Louise Phillips har påvist: De, som tidligere læste de traditionelle betalingsaviser, gør det stadigvæk men supplerer nu denne praksis med gratisaviserne som et lettere tilgængeligt og overbliksskabende tillæg, mens de, som ikke tidligere læste avis, nu for nogens vedkommende er begyndt at gøre det (Schrøder & Phillips: 185ff). Nærmere end direkte at true de traditionelle aviser kan gratisaviserne således omvendt tænkes at have en positiv effekt for betalingsaviserne, idet de ved at introducere befolkningsgrupper, som ellers ikke tidligere har læst avis, til daglig avislæsning på længere sigt kan generere flere læsere til de betalte aviser (Bakker 2008: 437; Lund 2003: 131). Det kan dog ikke udelukkes, at gratisaviserne også vænner læserne til, at nyheder i avisform ikke koster noget, hvorved denne nye avistype på længere sigt kan skade avismarkedet; på trods af de stigende oplagstal er gratisavisernes opdukken således ikke nødvendigvis udelukkende positivt for avismediet som sådan. Den internationale udvikling i oplags- og læsertallene genfindes på det danske avismarked; i figur 2 og 3 illustreres disse udviklinger ved en sammenligning af henholdsvis oplags- og læsertal for gratisaviserne 24timer, metroxpress, Nyhedsavisen og Urban (dato er ikke medtaget, da den kun eksisterede i en ganske kort periode), morgenaviserne Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken, tabloidaviserne B.T. og Ekstra Bladet og nicheaviserne Information og Kristeligt Dagblad. Hvad angår oplagstallene i Danmark, så er det nok mest iøjefaldende træk ved udviklingen over de seneste fire år (2005-2008), at gratisaviserne for det første gennem hele perioden har haft et betydeligt større oplag end de landsdækkende morgenaviser; med 245.028 trykte eksemplarer i gennemsnit er gratisavisernes oplag således omtrent dobbelt så stort som de tre store morgenavisers (gennemsnit 123.722 trykte eksemplarer). Tabloidaviserne har et gennemsnitligt oplag på 96.058 trykte eksemplarer, mens nicheavisernes oplag er 23.238. Det skal dog bemærkes, at denne opgørelse udelukkende bygger på oplag på hverdage; var weekendudgaverne regnet med, ville statistikkerne have set ganske anderledes ud, idet kun Nyhedsavisen blandt gratisaviserne i en periode er udkommet i weekenderne (dog kun lørdage). Det andet bemærkelsesværdige forhold omkring oplagstallene er, at de for alle aviser, som læserne skal betale for at erhverve sig (med undtagelse af Information), er faldende, mens de for gratisaviserne ligger nogenlunde stabilt. MetroXpress oplag steg i den pågældende periode 0,4 procent, mens Urbans oplag dog faldt 9,7 procent men i en tid, side 10

hvor annoncemarkedet generelt var presset (jf. Minke: 235), og set i forhold til oplagsfald hos de øvrige dagblade på op til 16,1, 14,8 og 14,8 procent (henholdsvis Berlingske Tidende, B.T. og Politiken) forekommer dette ikke voldsomt. Det skal dog bemærkes, at denne statistik i fremtiden vil komme til at tage sig noget anderledes ud end nu, idet Nyhedsavisen er ophørt med at udkomme, og 24timer siden har beskåret sit oplag med knap 50 procent. oplag (000) Figur 2: Oplagstal (000) 500 400 300 200 100 0 2. halvår 2005 2. halvår 2006 2. halvår 2. halvår 2007 2008 24timer metroxpress Nyhedsavisen Urban B.T. Berlingske Tidende Ekstra Bladet Information Jyllands Posten Kristeligt Dagblad Politiken Note: Kun oplag på hverdage er medtaget. På grund af manglende kontrol af 24timers oplag og Nyhedsavisens kortvarige eksistens er der kun registreret ét oplagstal for hver af disse, hvorfor de i denne figur repræsenteres som punkter. Kilde: Dansk Oplagskontrol. Hvad angår læsertallene, som på grund af TNS Gallups opgørelser er baseret på perioden oktober 2006-marts 2009, så befinder gratisaviserne sig også her generelt på et højere niveau end de øvrige aviser. Bortset fra juli 2007, hvor hovedparten af læserne holdt sommerferie og derfor ikke benyttede offentlig transport i samme omfang som normalt, har metroxpress gennem hele perioden været en af de mest læste aviser, ligesom Nyhedsavisen efter en læserantalsmæssigt behersket succesfuld start endte med at blive Danmarks mest læste avis, indtil den på grund af økonomiske problemer lukkede 31. august 2008. Hvor gratisaviserne især i sidste kvartal af 2007 opnåede de suverænt højeste læsertal, er de siden dalet, således at de på nuværende tidspunkt ligger enten mindst på niveau med eller en anelse over de øvrige aviser. Det er her værd at bemærke, at gratisaviserne altså på trods af deres betydeligt højere oplagstal kun i begrænset omfang (om noget overhovedet) har flere side 11

læsere end de øvrige aviser. På trods af at gratisavisernes forretningsmodel blandt andet er baseret på flere læsere pr. trykt eksemplar, tyder statistikkerne således overraskende på, at de faktisk har færre læsere pr. trykt eksemplar end de øvrige aviser. Figur 3: Læsertal (000) dækning (000) 700 600 500 400 300 200 100 0 24timer metroxpress Nyhedsavisen Urban B.T. Berlingske Tidende Ekstra Bladet Information Jyllands Posten Kristeligt Dagblad Politiken okt 06 jan 07 apr 07 jul 07 okt 07 jan 08 apr 08 jul 08 okt 08 jan 09 Note: Kun læsertal på hverdage er medtaget. Kilde: TNS Gallup 2009a og 2009b. Demokratisering af avislæsningen Som jeg vender tilbage til nedenfor, er det problematisk for det demokratiske politiske system, hvis nogle borgere ikke indgår i den politiske offentlighed gennem brug af nyhedsmedier. Ifølge Hjarvard kan der således være tale om en symbolsk udstødning på det politiske område (Hjarvard 1995b: 36) af de segmenter af befolkningen, som ikke gennem nyhedsmedierne skaber en forbindelse til det politiske system, og Nick Couldry, Sonia Livingstone og Tim Markham har empirisk påvist, hvordan avislæsning og demokratisk engagement er to nært sammenhængende fænomener (Couldry et al.: 160). Faldet i de traditionelle avisers oplags- og læsertal kombineret med det forhold, at befolkningstallet generelt er stigende, antyder, at der reelt kan være tale om en tilbagegang i brugen af nyhedsmedier. Denne udvikling synes imidlertid at være om ikke ligefrem stoppet så i hvert fald modvirket af gratisaviserne. En af gratisavisernes side 12

konsekvenser er nemlig, at de har demokratiseret avislæsningen i den forstand, at de har introduceret folk, som ellers ikke tidligere læste avis, for avismediet. I en svensk sammenhæng har Wadbring således påvist, hvordan Metro har forøget den avislæsende andel af befolkningen i Göteborg kommunes dårligst stillede bydele markant; i 1997 altså året før Metro ekspanderede til Göteborg læste kun 54 procent regelmæssigt morgenavis mod 80 procent i 2005, hvilket er en stigning på 26 procentpoint. Den avislæsende andel af befolkningen i disse bydele er dermed næsten lige så høj som i de velstillede bydele, hvor 88 procent læser en morgenavis. Hvor forskellen mellem de stærkeste og svageste bydele i 1997 var 34 procentpoint, var den i 2005 kun otte procentpoint (Wadbring 2007a: 94; 2007b: 140). Bakker påviser ligeledes, at den tysksprogede schweiziske gratisavis 20 Minuten primært bliver læst af de lavtuddannede grupper, ligesom gratisaviserne Metro og Spits i Holland altovervejende læses af de dele af befolkningen, som har de laveste indkomster (Bakker 2007b: 67-68). Min analyse af læsersammensætningen for de danske gratisaviser peger i retning af, at omtrent de samme forhold gør sig gældende i Danmark. Denne analyse, som udelukkende er af kvantitativ, kortlæggende karakter, er gennemført ved hjælp af Index Danmark 2007, som er TNS Gallups statistiske opgørelse over danskernes brug af fortrinsvis trykte medier i 2007. Analysen omfatter de samme aviser som oversigten over oplags- og læsertal ovenfor. På grund af deres distributionsform er gratisaviserne i vid udstrækning et storbyfænomen og indgår kun i meget begrænset omfang i landdistrikternes medieudbud. Denne kortlægning af, hvem der egentlig læser gratisaviserne, er derfor begrænset til hovedstadskommunerne og de provinskommuner, hvor hovedbyen har over 40.000 indbyggere 2 ; derved undgås den skævvridning af de statistiske resultater, som inddragelse af de områder, hvor gratisaviserne kun i meget begrænset omfang eller slet ikke er tilgængelige, ville medføre. Det 2 Følgende 58 kommuner er inddraget i analysen som følge af denne afgrænsning: Albertslund, Allerød, Ballerup, Birkerød, Bramsnæs, Brøndby, Dragør, Esbjerg, Farum, Fredensborg/Humlebæk, Frederiksberg, Frederikssund, Frederiksværk, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Græsted/Gilleleje, Helsinge, Helsingør, Herlev, Hillerød, Horsens, Hundested, Hvalsø, Hvidovre, Høje Taastrup, Hørsholm, Ishøj, Jægerspris, Karlebo, Kolding, København, Køge, Ledøje-Smørum, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Ramsø, Randers, Roskilde, Rødovre, Skibby, Skovbo, Skævinge, Slangerup, Solrød, Stenløse, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk, Vallø, Vejle, Værløse, Ølstykke, Århus og Aalborg. Det skal bemærkes, at TNS Gallup i datamatricen i Index Danmark 2007 har bibeholdt den kommunale inddeling fra før, Kommunalreformen trådte i kraft 1. januar 2007, og Danmarks 275 kommuner blev lagt sammen til de nuværende 98. Dette har imidlertid næppe nogen negativ indflydelse på validiteten af analyseresultaterne, eftersom borgerne fortsat bor, hvor de hele tiden har gjort. side 13

betyder til gengæld også, at der tegnes et lidt fortegnet billede af de øvrige avisers læsersammensætning i forhold til landsgennemsnittet; på trods af at de nationale læsertal reelt viser det modsatte, fremstår Berlingske Tidende og Politiken eksempelvis som havende en højere dækning end Jyllands-Posten, hvilket skyldes, at sidstnævnte fortrinsvis læses i provinsen i Jylland, som altså ikke er inkluderet i min analyse her. Hvor Wadbring benytter personlig indkomst, andelen af indvandrere, borgere på overførselsindkomster, højtuddannede og arbejdsløse, sundhedsstatus samt andelen af borgere, der bor i socialt boligbyggeri, som indikatorer på bestemte bydeles relative ressourcestyrke (Wadbring 2007a: 93; 2007b: 138-139), og Bakker inddeler avislæserne efter uddannelse og indkomst, kortlægger jeg gratisavisernes læsersammensætning på baggrund af personlig indkomst, uddannelsesniveau og stilling. Disse tre variable kan forstås som et tilnærmet udtryk for henholdsvis økonomisk, kulturel og social kapital (jf. Dahl: 9-10) og udtrykker dermed i en vis udstrækning fordelingen af kapital i samfundet. Jeg vender tilbage til Bourdieus kapitalbegreb i den teoretiske afklaring af ressourcebegrebet nedenfor men vil provisorisk definere det som en materiel eller immateriel besiddelse, der er (med)bestemmende for individets handlemuligheder i forskellige sammenhænge (jf. Bourdieu 1986: 241-242). TNS Gallup benytter selv den samme fremgangsmåde som jeg i den demografiske kategori Socialgruppe i Index Danmark 2007- datamatricen, som er en (temmelig grov) sammenregning af niveauet for personlig indkomst, stilling og uddannelse. (TNS Gallup 2003) Af hensyn til detaljeringsgraden i analyseresultaterne har jeg imidlertid i denne analyse fravalgt denne akkumulerende kategori til fordel for de tre separate analyser. Forholdet mellem avislæsning og personlig indkomst, uddannelsesniveau og stilling er illustreret i figurerne 4, 5 og 6; figurerne viser de forskellige avisers dækning, altså antallet af læsere som har været i kontakt med den pågældende avis i minimum to minutter. side 14

Figur 4: Avislæsning og personlig indkomst, 2007. 25 24timer metroxpress 20 Nyhedsavisen dækning (procent) 15 10 5 Urban B.T. Berlingske Tidende Ekstra Bladet Information Jyllands Posten 0 Under 200.000 kr. 200.000 299.999 kr. 300.000 399.999 kr. Over 400.000 kr. Kristeligt Dagblad Politiken årlig personlig indkomst Note: Analysen omfatter danskere bosiddende i hovedstadskommuner eller provinskommuner, hvor hovedbyen har over 40.000 indbyggere, i 2007. Kun avislæsning på hverdage er medregnet. Kilde: Index Danmark / TNS Gallup. N = 12.042. Figur 4 illustrerer sammenhængen mellem avislæsning og personlig indkomst, og der er i denne opgørelse to bemærkelsesværdige tendenser i forhold til gratisaviserne: For det første opnår gratisaviserne en relativt høj dækning i samtlige indkomstgrupper, varierende fra omtrent 15 procent hos de med den laveste indtjening til godt 10 procent hos de med den højeste. For det andet udgør gratisavisernes dækning en relativt større andel af den samlede dækning blandt dem med den laveste indkomst. Alle indkomstgrupper læser altså gratisaviser men de med en høj indkomst læser bare også andre aviser, hvilket de med en lav indkomst kun i noget mindre grad gør, hvorfor gratisaviserne må formodes at indtage en betydeligt mere fremtrædende plads i denne gruppes samlede nyhedsforbrug. side 15

dækning (procent) Figur 5: Avislæsning og uddannelse, 2007. 25 20 15 10 5 0 Lav Mellem Høj 24timer metroxpress Nyhedsavisen Urban B.T. Berlingske Tidende Ekstra Bladet Information Jyllands Posten Kristeligt Dagblad Politiken uddannelsesniveau Note: Lav: Højest 10 års skolegang. Mellem: Studentereksamen, HF, HH og erhvervsuddannelser. Høj: Højere uddannelse. Analysen omfatter danskere bosiddende i hovedstadskommuner eller provinskommuner, hvor hovedbyen har over 40.000 indbyggere, i 2007. Kun avislæsning på hverdage er medregnet. Kilde: Index Danmark / TNS Gallup. N = 12.042. De samme tendenser går dog i mindre udtalt grad igen for gratisaviserne i forholdet mellem avislæsning og uddannelsesniveau (figur 5). Også her har gratisaviserne som helhed en relativ høj dækning i alle grupper, om end især Nyhedsavisens og i mindre grad 24timers dækning blandt læsere med maksimalt 10 års skolegang er ganske lav og for Nyhedsavisens vedkommende ligefrem overgås af tabloidaviserne B.T. og Ekstra Bladets dækning. Hvad angår gratisavisernes andel af den samlede dækning i de forskellige grupper, så udgør de over halvdelen af avislæsningen i såvel den mindst som den middeluddannede gruppe, mens den akkumulerede andel er betydeligt lavere blandt de højtuddannede, eftersom både betalings- og nicheaviserne opnår en relativt høj dækning i denne gruppe. Der læses således gratisaviser på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer, men dem med en højere uddannelse læser også mange andre aviser, ligesom tabloidaviserne står stærkt blandt de formelt dårligst uddannede læsere. side 16

Figur 6: Avislæsning og stilling, 2007 dækning (procent) 20 15 10 5 0 Lav Mellem Høj 24timer metroxpress Nyhedsavisen Urban B.T. Berlingske Tidende Ekstra Bladet Information Jyllands Posten Kristeligt Dagblad Politiken stillingsniveau Note: Lav: Ufaglært arbejder (ej specialarbejder), ufaglært arbejder (specialarbejder), lærling/elev, skoleelev/student, ude af erhverv, gift uden selverhverv og medhjælpende ægtefælle. Mellem: Faglært arbejder og lavere funktionær/tjenestemand. Høj: Højere funktionær/tjenestemand og selvstændig i enten landbrug, detail/håndværk eller i øvrigt. Analysen omfatter danskere bosiddende i hovedstadskommuner eller provinskommuner, hvor hovedbyen har over 40.000 indbyggere, i 2007. Kun avislæsning på hverdage er medregnet. Kilde: Index Danmark / TNS Gallup. N = 12.042. De samme tendenser som i de to foregående tilfælde går igen i forholdet mellem avislæsning og stilling (figur 6). Også her har gratisaviserne en høj dækning relativt uafhængigt af, om læserne i deres arbejdsliv er ansat i lave eller høje stillinger med selvbestemmelse over, hvilke opgaver de udfører, om end gratisavisernes dækning blandt dem med de højeste stillinger generelt er et par procentpoint lavere end i de to øvrige grupper. I denne gruppe opnår morgenaviserne til gengæld den højeste dækning. Tilfældet er altså også her, at gratisaviserne læses af alle på tværs af stillingsmæssige skel, men at de udgør en meget stor del af avisernes samlede dækning i den gruppe, som er placeret lavest i forhold til ansættelsesforhold. Gratisaviserne har ligeledes haft positive konsekvenser for avislæsningen blandt de yngre generationer, som ellers i stadig stigende grad fravælger avismediet (jf. Lauf: 239). I Stockholm og Göteborg er avislæsningen blandt 15-29-årige eksempelvis steget med henholdsvis 28 og 17 procent, efter der er begyndt at udkomme gratisaviser, og gratisaviserne udgør den eneste avislæsning for henholdsvis 50 og 24 procent af den samme aldersgruppe (Wadbring side 17

2007a: 95). Det tyder (jf. figur 7) på, at tendensen kan være den samme i Danmark, hvor de fire gratisaviser overordnet har en høj dækning i alle aldersgrupper men udgør hovedparten af avisernes samlede dækning blandt de 12-29-årige. Især i denne yngste gruppe er der imidlertid stor forskel på gratisavisernes dækning, idet metroxpress dækning er 18,8 procent, mens Nyhedsavisens blot er 11,7 procent, hvilket kun er marginalt højere end tabloidavisen Ekstra Bladets. Denne forskel udjævner sig imidlertid i de ældre grupper, og blandt de ældste læsere er Nyhedsavisen ligefrem den gratisavis, som har den højeste dækning. Aldersdimensionen er ikke en, jeg vil forfølge yderligere igennem specialet, men set i forhold til de håb, som gratisaviserne blandt nogle har affødt for kommende generationers forhold til trykte medier og avismediets fremtid som sådan, udgør denne opgørelse en ikke uvigtig dimension af gratisavisernes læsersammensætning. Figur 7: Avislæsning og alder, 2007. dækning (procent) 20 15 10 5 0 12 29 år 30 49 år 50 år og derover 24timer metroxpress Nyhedsavisen Urban B.T. Berlingske Tidende Ekstra Bladet Information Jyllands Posten Kristeligt Dagblad Politiken alder Note: Analysen omfatter danskere bosiddende i hovedstadskommuner eller provinskommuner, hvor hovedbyen har over 40.000 indbyggere, i 2007. Kun avislæsning på hverdage er medregnet. Kilde: Index Danmark / TNS Gallup. N = 12.042. Hypotese Der er på tværs af de tre førstnævnte læsersammensætningsanalyser det gennemgående mønster i sammenhængen mellem kapital og avislæsning, at jo mindre kapital, der besiddes, jo større en del af den samlede avislæsning udgør gratisaviserne. Gratisavisernes dækning er nogenlunde stabil på tværs af analyseparametre og forside 18

deling af kapital, men de udgør en forholdsmæssigt større andel af det samlede nyhedsforbrug i grupperne med mere begrænset kapital. Det er på denne baggrund, jeg opstiller specialets centrale hypotese, nemlig at gratisaviserne er en politisk ressource for de dele af befolkningen, der besidder den laveste kapital. Fokusset for de følgende siders begrebsafklaringer og empiriske analyser er følgelig på, hvad denne specifikke avistype tilbyder læserne ikke på hvad læserne får ud af at læse gratisaviser, eller hvordan de bruger det i deres dagligdag. side 19

Hvad dækker begrebet politisk ressource? Omdrejningspunktet for dette speciale er altså hypotesen om, at gratisaviserne er en politisk ressource for de dele af befolkningen, som besidder den laveste kapital. Jeg har i det foregående kapitel anskueliggjort, at gratisaviserne i hvert fald har kontakt med netop disse befolkningsgrupper og udgør en stor del af deres forbrug af nyhedsmedier, mens jeg endnu har til gode at redegøre for analysen af gratisavisernes politiske stof og dermed for, hvorvidt det vitterligt kan siges at være en politisk ressource. Inden jeg gør dette, vil jeg imidlertid i dette kapitel indkredse begrebet politisk ressource teoretisk og argumentere for, at det kan forstås som noget, der er medvirkende til at muliggøre politisk medborgerskab. Begrebsafklaringen er således altovervejende foretaget fra et borgerperspektiv, om end jeg ligeledes ganske kort berører, hvordan nyhedsmedierne også kan opfattes som en politisk ressource for de etablerede politiske aktører, samt hvilke ressourcer borgerne må besidde for at kunne drage nytte af nyhedsmediernes indhold. Det skal dog understreges, at fokusset i dette speciale er på nyhedsmediernes politiske stof som politisk ressource. For hvad er egentlig en politisk ressource? Man kan komme et svar nærmere ved at kigge på de to termer, som begrebet er sammensat af politik og ressource. Termen politik Selve ordet politik stammer fra det græske polis, som betyder bystat, og det deraf afledte tá politika, der bedst kan oversættes til statssager eller statsanliggender, altså de forhold, der er af betydning for borgerne i et samfund, og organiseringen af disse. Denne grundlæggende betydning går igen i den forståelse af politik, der er den mest fremtrædende i dag, nemlig David Eastons systemteori. Her anskues det politiske system som en mekanisme, der på baggrund af krav og støtte fra omgivelserne (input) træffer autoritative beslutninger (output), som igen påvirker omgivelserne (feedback) (Easton 1998: 31-32). Det politiske system differentieres fra samfundets øvrige systemer (økonomiske, kulturelle, religiøse, etc.) ved at beskæftige sig med the authoritative allocation of values for a society (Easton 1971: 129), hvorved politik i vid udstrækning handler om at regulere fordelingen af værdier i et samfund: The essence of a policy lies in the fact that through it certain things are denied to some people and made accessible to others. A policy, in other words, whether for a society, for a narrow association, or for any side 20

other group consists of a web of decisions and actions that allocates values. (ibid.: 129-130) Hvad Easton præcist refererer til med termen værdier, er ikke helt tydeligt; det nærmeste, han kommer en egentlig definition, er things considered valuable, whether they be spiritual or material (ibid.: 137). I modsætning til eksempelvis Mark Ørstens omskrivning, hvor værdi er blevet erstattet af ressource i økonomisk betydning (Ørsten: 16), og som dermed udelukkende fokuserer på økonomiske aspekter, har Eastons brede formulering den styrke, at politikbegrebet her favner både traditionel økonomisk fordelingspolitik og værdipolitik, altså de grene af det politiske som i det globaliserede og postindustrielle samfund har flyttet fokus fra økonomiske spørgsmål og over på værdier og holdninger såsom eksempelvis miljø og immigration (jf. Andersen & Borre: 37). Denne fleksibilitet i begrebet anser jeg for at være en fordel i forhold til dets praktiske anvendelsesmuligheder, idet værdipolitik i hvert fald i Danmark i de senere år har indtaget en mere fremtrædende rolle i samfundet og den offentlige debat end tidligere (ibid.: 36ff), hvilket også afspejler sig i specialets empiriske materiale. Værdipolitik skal her dog ikke forveksles med eksempelvis Giddens begreb livspolitik, som betegner de beslutninger, der relaterer til skabelsen af individets selvidentitet (Giddens 1996: 248ff) og dermed ikke som sådan har direkte konsekvenser på et samfundsmæssigt niveau, sådan som politik ifølge Easton har (Easton 1971: 134). En yderligere styrke ved Eastons teori er, at den udelukkende er deskriptivt og ikke forholder sig til, hvordan politik bør udføres og med hvilke mål for øje. Der er tale om en minumumsdefinition, som kun rummer det, de fleste kan blive enige om (jf. Jensen 1998: 12), samtidig med at den er mere konkret end eksempelvis Max Webers betragtning om, at begrebet politik er overordentligt bredt og omfatter enhver form for selvstændig ledende aktivitet (Weber: 215, oprindelig fremhævelse). Det betyder også, at Eastons definition ikke som sådan er begrænset til det demokratiske politiske system men i lige så høj grad kan beskrive fascistiske stater, diktaturer eller stammesamfund. Som Easton også anfører, er det dog mest fordelagtigt for det politiske systems stabilitet, hvis de autoritative beslutninger, der fungerer som output, opfylder de krav, omgivelserne har formuleret som input (Easton 1998: 42). Eller sagt på en anden måde: Forholdet mellem det politiske system og dem, der er underlagt dets beslutninger, vil være bedst i et demokrati. Demokratiet har som styreform en række mindstekrav, som et givent samfund skal leve op til for at kunne kalde sig demokratisk. Det drejer sig om på den ene side en række institutionelle forhold såsom et repræsentativt politisk system baseret på frie og retfærdige side 21

valghandlinger, borgernes valgbarhed og et statsapparat, som er ansvarligt over for de folkevalgte; på den anden side en række (grundlovssikrede) frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed, fri og almindelig stemmeret, forsamlingsfrihed og adgangen til forskellige og ucensurerede informationskilder (den frie presse) (Hjarvard 1995b: 9; Knudsen 2006: 11). Den blotte tilstedeværelse af disse forhold siger imidlertid ikke i sig selv noget om, hvor velfungerende et givent demokrati er. Det afgørende parameter på dette punkt er graden af folkelig deltagelse i demokratiet i form af engagement i dels valghandlinger og beslutningsprocesser, som skal sikre de folkevalgte repræsentanter legitimitet, dels den offentlige politiske debat, som de politiske beslutninger løbende må trække legitimitet fra. Termen ressource I hverdagens sprogbrug er en ressource noget, som står til rådighed, og som kan tages i brug som et middel til at nå et mål. Termen er således behæftet med en forestilling om nytte, brugsværdi og anvendelsesorientering, om at en ressource kan omsættes eller anvendes praktisk, ligesom termen i vid udstrækning er positivt ladet og dermed normativ, i og med midlet til at nå et mål kun omtales som en ressource, hvis målet er defineret som noget positivt. Med et eksempel fra Henrik Bødker vil et middel til demokrati eksempelvis ofte blive omtalt som en ressource, mens et middel til radikalisering almindeligvis aldrig vil blive det (jf. Bødker). Jeg vil imidlertid tilstræbe at fokusere på begrebet i en mere teoretisk optik. I en sociologisk sammenhæng spiller ressourcebegrebet en betydningsfuld rolle i Anthony Giddens strukturationsteori. Teorien repræsenterer en ambition om at bygge bro mellem de to hovedstrømninger inden for socialvidenskaberne, nemlig på den ene side funktionalismen og strukturalismen, ifølge hvilke aktørers handlen er underlagt samfundets eksisterende strukturer og institutioner, og på den anden side hermeneutikken og den fortolkende sociologi, ifølge hvilke samfundets strukturer og institutioner skabes af aktørers handlen. Giddens hovedpointe er, at begge disse modstridende fagtraditioner i et vist omfang har ret, idet strukturer og institutioner på en og samme tid skaber rammerne for og er resultatet af aktørernes handlen (Giddens 1979: 76ff; 1984: 16ff). Samfundet og dets indretning er altså resultatet af et gensidigt påvirkningsforhold mellem strukturer og aktører. Inden for denne strukturdualitet, som Giddens selv kalder det, begrænses individers handlemuligheder således af de sociale strukturer, de er omgivet af, men samtidig er det igennem individernes hverdagslige handlinger, at de selvsamme sociale strukturer intentionelt eller ej reproduceres, forside 22