En kommentar fra Kritisk Debat Syriens venner? Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 01. marts 2012 Den danske regering har med stor opbakning fra Folketinget (minus DF) besluttet, at Danmark skal indgå i koalitionen "Syriens venner". Koalitionen er oprettet på fransk initiativ og tæller lande som USA, Frankrig, Storbritannien, Tyrkiet og landene i den Arabiske Liga. Først og fremmest Golfstaterne. Koalitionen holdt sit første møde i Tunesien fredag den 24. februar med deltagere fra 60 lande. Her viste der sig åbenlys uenighed mellem deltagerlandene om, hvorvidt man skal begrænse sig til at skærpe sanktionerne yderligere og yde politisk støtte til oppositionen, eller man - som foreslået af Saudi Arabien - også skal bevæbne dele af den syriske opposition. Der blev ikke truffet nogen endelig beslutning, og slutkommunikeet opfordrer først og fremmest Assad til at træde tilbage og udskrive frie valg - stort set som i den FN resolution, som Rusland og Kina nedlagde veto imod. Der blev heller ikke truffet beslutning om oprettelse af en "humanitær korridor". Flere af de toneangivende lande anså det som en risikabel militær optrapning, som ingen vestlige lande ønsker for indeværende. Man frygter en sekterisk borgerkrig, hvis magten i Damaskus kollapser totalt. Koalitionens formål er ellers formuleret som en støtte til den syriske opposition, som basis for sikring af humanitær bistand og et forsøg på at standse volden. Ifølge Steen Gade fra SF er hensigten også at støtte en demokratisk udvikling og præsident Assads afgang. Men som sagt, endnu er der langt fra ord til fælles handling. Når koalitionen overhovedet er blevet dannet, skal det ifølge udenrigsministeren forklares med Ruslands og Kinas veto i FN's sikkerhedsråd for tre uger siden. Ruslands og Kinas veto har gjort det nødvendigt for det internationale samfund at danne en koalition, der eventuelt kan handle uden om FN - for at afværge en humanitær katastrofe. Men den enighed og beslutsomhed, der blev serveret i medierne op til mødet i Tunesien, stod dog ikke prøven på selve mødet. Der er i øvrigt heller ikke enighed om de næste skridt indenfor EU. Med Syriens venner er scenen sat - eller er den? Ikke desto mindre er scenen sat. Ifølge udenrigsministeren og i øvrigt de fleste andre af toplederne, skal Ruslands og Kinas veto mod resolutionen betragtes som illegitimt. De to lande har bragt sig i konflikt med Verdenssamfundet - underforstået den verden, der repræsenteres af de gamle stormagter med USA i spidsen. Det er præcis den opfattelse, der er sagens kerne og nøglen til forståelse af, hvad konflikten og dannelsen af Syriens venner reelt drejer sig om. Hvis Syriens venner har en ambition om at støtte de oppositionelle kræfter i Syrien, stoppe den eskalerende systemvold og støtte indførelse af en demokratisk forfatning, hvordan hænger det så logisk sammen med, at en af de bærende kræfter i koalitionen er Den Arabiske Liga? Hovedspilleren i Ligaen er Saudi Arabien, der støtter enhver bevægelse i Mellemøsten, som bremser folkets ret til frie valg og en ægte demokratisk konstitution. Saudi Arabien har støttet samtlige Golfstaters regimer i deres voldelige undertrykkelse af befolkningernes kamp for frihed og økonomisk lighed. Hvor er forskellen på disse systematiske bestræbelser på at fastholde de autokratiske eliters magt og blokere transformationsprocessen i bl.a. Egypten og Tunesien og så Assadregimets voldelige forsvar for dets egen magt? Vi svarer selv: der er ingen forskel! 1 / 6
Koalitionen har også til formål at støtte oppositionen mod Assadregimet. Men hvad er det for en opposition, man refererer til? Som det fremgår af udtalelser fra den franske præsident, støtter man først og fremmest Syriens National Council (SNC). Flere af de andre topledere er mindre skråsikre. Man nævner sjældent National Co-ordination Body (NCB) eller National Co-ordination Committee for Democratic Change, der til forskel fra SNC er dybt involveret i oppositionsskampen inden for Syriens grænser, og som tæller flere sekulære partier og organisationer, hvorimod SNC er domineret af sunnimuslimske kræfter - først og fremmest Det Muslimske Broderskab. Det fremgår heller ikke klart af slutkommunikeet, hvilken strategi Syriens venner vil følge. Vil man støtte NCB og de andre sekulære oppositionskræfter i Syrien, der går ind for dialog med regimet og udelukker enhver form for militær intervention udefra, eller vil man støtte SNC og den lille hær af deserterede soldater - FSA (Free Syrian Army) - der ikke nyder den store autoritet blandt befolkningen, men som både ønsker militær intervention, bevæbning og militær træning? Som med andre ord forfølger en politik, der logisk vil ende i en total borgerkrig og åbne slagmarken yderligere for operationer fra både Al Qaida, libyske militsenheder og sekteriske sunnimuslimske militære enheder fra Irak. Man kan med andre ord ikke bare fra udenrigsministerens side eller for den sags skyld fra Folketingsflertallets side henvise til, at man går ind i koalitionen for at styrke den syriske opposition - i hvert fald ikke uden at præcisere hvilken gren af oppositionen og hvilken politisk linje, man sigter til. Det krav er ikke blevet mindre efter mødet i Tunesien. Selektiv humanisme Næste problem opstår, når man lægger humanitære præmisser til grund for oprettelse af koalitionen. Hvorfor har man så ikke for længst oprettet koalitionerne "Nigerias venner" eller "Senegals venner" og... listen er lang? Skyldes det, at man i regeringen bifalder det, man kan kalde selektiv humanisme, som en ny metode til at legitimere omgåelse af FN, når man ikke kan få sin vilje? Eller skyldes det det forhold, at man i de vestlige regeringer mener, at man pr. automatik repræsenterer verdenssamfundet, og at man legitimt kan omgå FN's institutioner og ensidigt definere en indsats som humanitær, når den er sammenfaldende med vestlige interesser? Når spørgsmålet er relevant, skyldes det, at den samme målestok og de samme foranstaltninger aldrig er blevet anvendt, når USA eksempelvis har nedlagt veto mod resolutioner, der bl.a. har fordømt Israels brutale fremfærd overfor Palæstinenserne. Nu vil man ganske givet hævde, at alle lande er blevet inviteret til at deltage i koalitionen inklusive Rusland og Kina. Det er også korrekt. Men hvorfor har man ikke åbent støttet disse to landes bestræbelser på helt konkret at skabe våbenhvile, bane vejen for en humanitær FN indsats og presse Assadregimet til at afholde frie valg inden sommer? Hvorfor har koalitionens hovedkræfter opgivet at bruge diplomatiske midler? Hvorfor har man ikke støttet Kinas aktuelle bestræbelser inde i Syrien for at samle regimet og oppositionen til fælles drøftelser, og hvorfor har man ikke støttet Ruslands bestræbelser for at få FN praktisk på banen og få udarbejdet en overgangsplan og en magtdelingsplan mellem regimet og oppositionen? Svaret er udtrykt ganske klart af den Saudiske konge - man ønsker et regimeskifte, derfor skal der ikke indgås kompromisser mellem Assad og oppositionen. Indtil videre har hverken USA, Frankrig eller den danske udenrigsminister taget afstand fra denne sekteriske linje, selv om man på mødet i Tunesien ikke støttede den Saudiske konges militære konfrontationspolitik. Det er ingen tilfældighed, at de vestlige regeringer ikke taget afstand fra Golfstaternes åbenlyse 2 / 6
ønske om et regimeskifte. Man deler nemlig deres opfattelse, men ved blot ikke, hvordan det skal gennemføres uden at sætte hele området i flammer. Dvs. uden at inddrage både Iran, Irak og Libanon enten i en omfattende borgerkrig eller i en eskalerende lokal krig f.eks. i tilfælde af militær intervention fra Nato eller fra Golfstaterne m.fl. Syrien er ikke Libyen. En ny kold krig og nye dominansformer? Men hvorfor et påtvunget regimeskifte? Hvorfor har Syriens venner ikke valgt at slå kræfterne sammen med Rusland og Kina om at skabe et holdbart kompromis mellem Assadregimet og oppositionen i Syrien - et initiativ, som Assadregimet ikke kan undslå sig ret længe, idet både regimet og præstestyret i Teheran har brug for fortsatte tætte forbindelser til Rusland og Kina? Det er der flere grunde til. For det første stræber de førende lande i koalitionen efter at genoprette den fulde kontrol med udviklingen i Mellemøsten. Dvs. at opbygge en magtbase, der gør det muligt for bl.a. USA og Frankrig og England at kontrollere de transformationsprocesser og magtforskydninger, som de ikke kan holde tilbage, men i stedet må søge indflydelse på. Og når FN ikke kan anvendes til det formål, kan man alternativt oprette en koalition til formålet og søge international legitimitet ad den vej. For det andet er det magtpåliggende for USA og de førende Europæiske lande hurtigt at udfylde det magttomrum, der er opstået efter udgangen fra Irak. En mulig koalition mellem Iran, Irak og Syrien med indirekte støtte fra både Rusland og Kina, vil gøre boykotpolitikken virkningsløs og vil svække kontrollen med de hidtil kendte vigtigste oliereserver. (Kina har allerede lovet Assad regimet økonomisk støtte, hvis der vedtages en ny grundlov, indledes forhandlinger med oppositionen i Syrien og afholdes frie valg inden sommer). Et skrækscenarie for Saudi Arabien, hvorfor den Saudiske konge er villig til at sætte den Arabiske Ligas sammenhængskraft og prestige på spil ved at advokere for en optrapning af de militære angreb på regimet. For det tredje er især USA tvunget til at opbygge nogle nye magtalliancer for at kompensere for Israels svækkede position som det vigtigste vestlige strategiske brohoved i hele Mellemøsten nu, hvor hele transformationsprocessen river alle de gamle stabile alliancer og styrkeforhold op med rode. Og for det fjerde kan den pludselige intense interesse for Syrien, der ellers har indgået som en stabiliserende faktor i det gamle magtspil, ikke forstås uden at den ses i sammenhæng med konkurrencen mellem de nye og gamle stormagter om udformningen af fremtidens verdensorden og internationale magtarkitektur. Når Rusland og Kina stemte sammen i FN's sikkerhedsråd, skyldes det ikke, at de har identiske interesser i Mellemøsten. Den fælles optræden skal mere ses som et skridt, der logisk følger af de to landes bestræbelser på at opbygge en samarbejdsakse, der på den ene side skal afbalancere USA's militære dominans, og på den anden side stabilisere udviklingen i Centralasien og Sydøstasien. Alliancen er ikke stærk, og Kina har ikke nær de samme interesser i at holde Assad ved magten som Rusland. På den anden side har Kina bl.a. brug for alliancen med Rusland som en løftestang i de kinesiske magthaveres bestræbelser på udvide Kinas voksende økonomiske magt til også at slå igennem militært og geostrategisk. Kinas politiske nyorientering hænger selvfølgelig sammen med, at USA ikke fortsat kan forsvare sine økonomiske interesser alene gennem dominans på verdensmarkedet, og Europas rolle er stærkt svækket på grund af krisen. Af disse grunde tegner der sig et billede, hvor USA og de Europæiske stormagter sætter deres militære styrke på dagsordenen, hver gang en lokal konflikt som den i Syrien kan skubbe til den nuværende skrøbelige internationale magtbalance. Det er eksempelvis 3 / 6
ikke tilfældigt eller ligegyldigt i forhold til den aktuelle konflikt i Syrien, at præsident Obama i januar måned informerede om, at USA vil flytte sit militære fokus fra Atlanten til Stillehavet, hvilket Kina selvfølgelig opfatter som en ny inddæmningsstrategi. I den sammenhæng spiller alliancen med Rusland i forhold til Syrien en central rolle. Det hører også med til konfliktbilledet i hele området, at USA og Europa ikke har ret mange flere pressionsmidler overfor Iran, i og med både Rusland, Kina og Indien søger efter legale veje til at udvide handlen med Iran både hvad angår olie og naturgas. Hvis det sker, og hvis Rusland og Kina kan presse Assadregimet til et kompromis, vil det være en demonstration af USA's aftagende styrke til at trumfe sin politik igennem med dollarpression og suverænt militært opbud i Mellemøsten. Selv om det både er patetisk og hyklerisk, når Syriens venner påstår at handle på verdenssamfundets vegne, så giver det god mening for især USA men også for Frankrig og England at udråbe den nye koalition til repræsentant for verdenssamfundet. Disse koalitioner, der vilkårligt kan erstatte FN som handlegrundlag, tegner et perspektiv for en ændret dominansmodel inden for en ny "kold krigs" rammer, hvor USA sammen med de allierede i Europa forsøger at fastholde den vestlige dominans ved at optræde som repræsentanter for verdenssamfundet i opposition til de nye opkommende magter - heriblandt Kina - som historisk legitimt stræber efter en omorganisering af hele den internationale magtarkitektur indenfor alle magtområder. Den uhyggelige konsekvens af dette politikskifte - for så vidt den nye koalition er indledningen til et sådant skifte, hvilket endnu langt fra er sikkert - er, at det vil bidrage til at undergrave de kendte internationale institutioners autoritet. Det gælder i særdeleshed FN. Og det vil så give yderligere næring til oprettelse af endnu flere magtkoalitioner, hver gang en lokal konflikt sætter den skrøbelige magtbalance på prøve. Koalitionens styrke langt fra sikker Nu er det langt fra sikkert, at koalitionen Syriens venner nogensinde når så vidt som til at initiere et regimeskifte i Syrien, og skulle det ske, er det langt fra sikkert, at successen kan gentages andre steder. For et eventuelt regimeskifte kan skabe så store problemer, sekterisk borgerkrig og kaos ikke bare i Syrien, men i hele regionen omkring Syrien, at koalitionen kan komme til at stå tilbage med langt større problemer, end den ville løse og med et prestigetab, som kan afholde dens førende repræsentanter fra lignende forsøg andre steder. Det kan også være, at både Kina og Rusland ender med at tilslutte sig koalitionen, hvad der absolut ikke er udelukket. Både England og USA bejler indirekte til de to lande, fordi deres indflydelse i Syrien ganske givet er uomgængelig, hvis koalitionen skal nå nogen vegne og samtidig afværge åben militær konfrontation. I det tilfælde vil koalitionens effektive handlekraft være reduceret. Og så melder spørgsmålet sig i hvert fald formelt politisk, hvorfor man ikke fra vestlig side allerede fra begyndelsen udformede FN resolutionen, så både Rusland og Kina kunne være taget i ed på den? Er der i virkeligheden tale om en vestlig fejlkalkulation? Under alle omstændigheder er dannelsen af koalitionen Syriens venner et strategisk sats, der kan ende med at optrappe konflikten og gøre en eller anden form for militær intervention uundgåelig, selv om alle taler imod det på nuværende tidspunkt. Skulle det ske, så er udfaldet uforudsigeligt, og resultatet kan blive værre end det, vi oplevede i Irak. På den anden side kan koalitionen også blive et politisk flop, hvis det viser sig, at den reelt ikke kan handle uden om Rusland og Kina. Den nye doktrin om Verdenssamfundet versus Rusland og Kina vil være vingeskudt, før den reelt er blevet afprøvet. Denne risiko understreges af, at Kina allerede nu bevidst arbejder på at udnytte krisen i Syrien til at 4 / 6
svække vestens hidtidige uanfægtelige magtstilling i Mellemøsten - og i det lange perspektiv andre steder af verden. De lokale diktatorer og borgerkrigskombattanter bl.a. i Afrika vil råt kalkulere ud fra de givne styrkeforhold, de ved selvsyn kan se udvikle sig hele tiden. Så på trods af det ulidelige ved passivt at skulle tåle mediernes stærkt selekterede og bombastiske beretninger om nye drab på civilbefolkningen i Syrien, ville det have klædt den danske regering og især EL at have gjort sig præmisserne meget klare, før man hoppede på koalitionsvognen. Ved at have gjort det med vage henvisninger til regimeskifte, demokrati og humanisme, som efterhånden er tyndslidte fraser, kan man mod egne intentioner ende med at bidrage til en ny magtlogik, der reelt ikke handler om at vogte over demokrati, frihed, lighed og menneskeliv, men om at sikre vestens dominans i verden. Og ved igen at tilsidesætte nationernes selvbestemmelsesret for en diffus menneskeret - og det endog kun selektivt - bidrager man også til udviklingen af en helt ny international magtvilkårlighed, som hele konstruktionen efter 1945 gik ud på at eliminere. Er passivitet eneste mulighed? Skal man så bare lade stå til og lade en mulig borgerkrig gå sin egen gang? Nej selvfølgelig ikke. Men hvorfor griber man først for alvor ind nu? Hvorfor ikke allerede i marts måned sidste år, hvor de diplomatiske og økonomiske pressionsmidler stadig kunne have haft en virkning? Hvorfor har man indtil for 11 måneder siden tålt Assadregimet, selv om det i årevis har undertrykt befolkningen, ligesom man i stabilitetens ærinde har tålt de andre regimer, der nu enten er væltet eller vil blive væltet? USA's Mellemøstpolitik har været kendt i årtier. Men danske regeringer og EU kunne have koblet sig af denne politik for længst og bl.a. brugt sin økonomiske magt til at presse de siddende regeringer i Mellemøsten og Nordafrika til at imødekomme befolkningernes krav om politisk frihed og demokrati. I stedet har EU og også skiftende centrum-venstre regeringer i de sidste 20 år bifaldet en "globaliseringspolitik" overfor disse lande, hvor vestlige virksomheder under autokraternes beskyttelse har kunne malke landenes rigdomme og billige arbejdskraft, hvor man i stedet kunne have gjort demokrati og frihed til de grundlæggende betingelser for samhandel og økonomisk udvikling. Det har man hidtil ikke gjort. Men nu er der igangsat en omfattende og angiveligt blodig transformationsproces i hele Mellemøsten. Den kan ikke styres eller kontrolleres af nok så mange vestligt dominerede koalitioner eller af militære interventioner. Af samme grund turde det være åbenbart, at det er centrum-venstres forpligtelse dels at argumentere for en afkobling fra USA's - Israels og de Europæiske stormagters magtpolitik, og dels forfægte et politisk, økonomisk og diplomatisk pres til støtte for de demokratiske kræfter i oppositionen, der med folkets opbakning vil kæmpe for et sekulært politisk regimeskifte. Den danske regering kunne have valgt en sådan kurs i stedet for at hoppe på koalitionsvognen. Den kunne i EU have valgt at opponere mod bl.a. Sarkozys neoimperialistiske aktivisme og at gøre det helt klart for oppositionen i Syrien, at man i hvert fald fra Europæisk side vil binde Rusland og Kina på deres ord og gøre alt for at hjælpe landet på fode igen ved et folkeligt regimeskifte. Et sådant klart og konkret budskab kunne bidrage til at øge den politisk sekulære oppositions autoritet i hele Syrien, stække de sekteriske tendenser og forene befolkningen i folkestrejker, som er det eneste, der for alvor kan knække et regime, der besidder en knusende militær og politimæssig overmagt. Det var truslen om generalstrejker både i Tunesien og Egypten, der til sidst gav massedemonstrationerne deres afgørende slagkraft. 5 / 6
Men den danske regering - og dens støtter - har indtil videre valgt en anden kurs. Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion. 6 / 6