Nordiske/skandinaviske krimier og det som ligner Af journalist og anmelder Bo Tao Michaëlis Norden og/eller Skandinavien? Skandinavisk samfundskrimi med politiromanen som skabelon eller nordisk noir med sine sider af spleen og smerte? Vi, jeg og ikke mindst udlandet bruger det nordiske og det skandinaviske i flæng om al krimilitteratur fra Danmark over Norge og Sverige til Finland og Island. Rebekka Martinsson, den kvindelige hovedperson og anklager i fem kriminalromaner af den svenske forfatter Åsa Larsson, pendler både psykologisk og fysisk mellem sin barndoms nordsvenske Kiruna og det sydsvenske Stockholm, hovedstaden hvor hun både har kæreste og karriere. I hendes Som offer til Molok (2012) synes det psykologiske og geografiske at blive mere permanent. Åsa Larsson, en af Nordens bedste krimiforfattere, er et godt sted at slå ned i, hvis man vil gøre det helt tydeligt, at der altså er forskel på, om en krimi er nordisk eller skandinavisk. Storby overfor lokalsamfund En række svenske forfattere som Henning Mankell og Willy Josefsson, begge med udgangspunkt i skånske Ystad og Engelholm, Åke Edwardson og Helene Tursten i Göteborg samt Arne Dahl og Leif G.W. Persson i Stockholm har langt mere til fælles med danske og norske kolleger som Jussi Adler-Olsen, Lars Kjædegaard, Michael Katz Krefeld, Jo Nesbø og Gunnar Staalesen, sidstnævnte fra henholdsvis Oslo og Bergen, end med nordboen Åsa Larsson. Til gengæld har hun mere til fælles med islandske Arnaldur Indriðason, Yrsa Sigurdardóttir og Stefán Máni, der alle skriver om verdens mindste storby Reykjavik i et samspilsramt sagaland stadigvæk gennemrislet af myter og sagn. Det gælder også hendes slægtskab med den færøske forfatter, Jógvan Isaksen, hvis serie om journalisten og konsulenten Hannis Martinsson, bl.a. i Kors-messe (2009), som handler om miljøaktivisme og de små øers fremtid. For slet ikke at tale om de finske, som Matti Yrjänä Joensuu, Kjell Westö og Antti Tuomainen, hvis sidste på dansk Healeren (2012) er en kloning mellem Helsingfors nu og lidt mere ude i en forfærdelig fremtid. Politiroman eller nordisk noir Man kan således tale om den samfundskritiske politiroman sat ind i realistisk og hårdkogt ramme med storbykriminalitet overfor romaner, hvor Nordens særegne natur og kultur i skellet mellem gammelt liv og moderne storby er langt mere artikuleret ind i plottet og lagt til debat. Her er romanens og intrigens kriminalitet stemningsmættet smeltet sammen med tekstens latente melankoli. Stedt i og skabt af den nøgterne kendsgerning at vi her befinder os nordpå, hvor vinteren er længere og
koldere, landskabet mere øde og mennesketomt, og hvor der er store vidder mellem storby og lokalsamfund. Gunnar Staalesen og hans privatdetektivromaner om Varg Veum er et godt eksempel, fordi hans krimier sensationelt og spændende også skildrer Norges overgang fra agerbrug-, skibsfart- og fiskerination til en senmoderne oliestat. Lidt det samme kan siges om hans kvindelige kollega oppe nordpå i Trondhjem, Kim Småge og hendes antieuropæiske og feministiske krimiromaner. Det var faktisk med hendes Natdyk (1984), at den moderne femikrimi ankom til Norge og Norden. Femikrimi findes den? Åsa Larsson er kvinde, og hun har både en kvindelig hovedperson og motivkreds. På det sæt er hun udover Kim Småge også i familie med kolleger som sin landsmand Liza Marklund, danskerne Sara Blædel, Gretelise Holm og Elsebeth Egholm og nordmanden Anne Holt. Alle deres romaner foregår i metropolerne Stockholm, København, Århus og Oslo. De er også alle femikrimier eller rettere feministiske krimiforfattere. Fordi deres krimier alle markant inddrager kvindelighed som social konstruktion og biologisk naturlighed i handlingen. De skildrer kvinder stedt i en mere eller mindre maskulin og sexistisk verden, og de inddrager og diskuterer kvindens såkaldte natur og sociale kultur ikke bare som det andet køn, men som kønnet med specifikke sanser og kompetencer, som adskiller det distinkt fra mandekønnet. Femikrimi, et begreb hverken Liza Marklund eller Anne Holt kan fordrage, er nemlig en nordisk oversættelse af det amerikanske Feminist Detection lanceret i 1970 erne af amerikanske forfattere, blandt andet Sara Paretsky og Marcia Muller. Men mens den kvindelige andel af nordiske krimier er betragtelig, kan man ikke over en kam kalde dem for femikrimier. Ikke en gang Liza Marklund, hvis gennemgående detektiv, journalisten Annika Bengtzon, i den grad artikulerer feministisk ud- og indfald om at leve og jobbe i en mandeverden, kan siges at være særlig feministisk markant og markeret i hendes Sort hvid (2011). Her er forfatterens og hendes hovedpersons fokus fjernet fra en feminin kritik af tingenes tilstand og omkalfatret til en næsten gammeldag civilisationslede over gidseltagningernes rå virkelighed ved Afrikas Horn. Den kriminelle kvindelighed Den fremragende norske krimiforfatter Karin Fossum skriver krimier uden særegen feminitet, sidst i hendes glimrende Jeg kan se i mørke (2012). Makkerparret Lene Kaaberbøl og Agnete Friis udtrykker en vis træthed ved deres politisk korrekte heltinde Nina Borg, der dog stadigvæk i Nattergalens død (2011) er i fuld fart og vigør i deres tredje og selvstændige bind om denne retskafne kvinde. Med sin parallelhistorie om Ukraine under Stalin i 1930 ernes Rusland kan den også kaldes for en historisk thriller. Camilla Läckberg gør lidt det samme i hendes lagkagebund af biedermeieridyl i far-mor-og børn-krimien med den meget hjemmegående Erika Falck, gift med bamsebjørnen og politimanden Patrick Hedström, der mestendels forestår detektivarbejdet. Hustruen går til gengæld på historisk research i en altid anløben fortid, for i eksempel i Fyrmesteren (2011). Mor og søn Hos Elsebeth Egholm er der nærmest tale om en art arvefølge i persongalleriet på første parket i forfatterskabet. Egholm har
trukket Dicte Svendsen ud af spil og ladet sønnen Peter Boutrup overtage førertrøjen i den ret så hårdkogte Tre hundes nat (2011). I det hele taget synes hun at anslå langt mere hårdkogte strenge end ellers, nu da en ungersvend har overtaget mors job som samvittighedsfuld snushane. Kvindesind I Sara Blædels De glemte piger (2011) med hovedpersonen Louise Rick er denne blevet forfremmet til at være leder af en særlig eftersøgningsafdeling, hvilket dog ikke betyder, at hendes pigesind med strøtanker om andre kvinder, venner, kærester og fjender er blevet borte med Dorte. Men ellers taler vi stadigvæk om en gedigen politikrimi, hvor samspillet mellem de enkelte strømere, efterforskning, afhøringer og gammeldags politiarbejde er syntaksen i denne undergenres slentrende spænding. Helt anderledes har den danske forfatter Susanne Stauns krimiforfatterskab udviklet sig, hvor den feministiske kant er aldeles noget andet end den gængse i de nordiske mainstream-agtige af slagsen. I en række mere eller mindre futuristiske krimier om den enigmatiske superkvinde, detektiv og doktor i psykologi, Fanny Fiske, spilles der både på kvindelig angst for at ældes - Fiske er klart til udglattende plastikkirurgi - og på kvindelighed som en kamæleonagtig konstruktion, der kan svinge fra at spille naiv lillepige til sofistikeret skøge. I 2010 lancerede Staun imidlertid en ny serie med den aparte retsmediciner og læge Maria Krause i Døderummet (2010) og Hilsen fra Rexville (2011). Det er langt mere realistiske krimier med et plot sat i en genkendelig dansk provins, her Odense, men stadigvæk bibeholdt Stauns helt specielle kvindevinkel, som har været hendes adelsmærke fra første krimi. Ensomme pigers klub Men selv med denne mulige femikrimi som noget helt særligt for og på vore breddegrader, er alt ved det gamle og det nye. Så med den store optik for øjet taler vi mere og mere om, at den nordiske krimis rustikke, særegne og hjemstavnsbundne landskab er ved at blive overhalet af skandinavisk samspil i et mere og mere kompliceret og kriminelt, senmoderne samfund. Og at denne udvikling følges godt på vej af en række fantastiske forfattere af samme køn, men med kvindekønnet prægnant i en anden boldgade end mænds. Kvindeligheden som specifik nordisk lod og skæbne ses i genrens mest berømte kvinder, punkeren Lisbeth Salander fra Stieg Larssons Millenium-serie og politikvinden Sara Lund fra DRs tv-serie Forbrydelsen med manus af Søren Sveistrup. Politi og tyve i Norden Meget tyder på, at Nordens krimier overvejende kendes som politikrimier. Især hvis vi bruger det store internationale termometer til at tage graden af vore egen og vor nabolandes krimisucces i en verden, hvor det gælder om at udkomme på engelsk. De to mest hårdkogte krimiforfattere for tiden, de to der mest tager den sorte handske op fra den amerikanske noir-forfattere både
udi politi- og privatdetektivromaner, er danske Jussi Adler-Olsen og norske Jo Nesbø. Førstnævntes samspilsramte politihelt, Carl Mørck, er en rugende enspænder, som har personlige lig i lasten og som alligevel er en mand til alle tider, sågar altid klar til enten direkte bogstaveligt eller i metaforisk overført betydning at trække fra hoften. Alligevel er Mørck i bund og grund kernedansk og nyder sin folkelige tilværelse med folk og fæ i det nordsjællandske Allerød, som udgør en slags Eden overfor den grænseløse, forfærdelige kriminalitet, som hans forfatter sætter Mørck og co. til at opklare. Nesbøs Harry Hole er også en sej og stovt strømer, der nu og da endog har overmenneskelige kræfter i sin jagt på seriemordere og andre skurke i Oslo og omegn. I hele sit gestalt som romanhelt minder han både om fortidens Sam Spade fra Dashiell Hammetts hånd og sin samtidige kollega Ian Rankins skotske strisser, den ramsaltede og dog raffinerede John Rebus. De skrivende søskende Med tredje bind Ensomme hjerters klub (2011) og et fjerde på trapperne, har søskendeparret Lotte og Søren Hammer skrevet om den ældre strømer Konrad Simonsen og en række bestialske mord, gerne begået af samspilsramte eksistenser med en seriemorders gener. Fra det sorte København og omegn I 2012 debuterede journalisten Jesper Stein flot med en næsten historisk politiroman Uro. Handlingen er sat til tiden omkring rydningen af det københavnske ungdomshus på Jagtvej 69, hvor den hashrygende (sic!) og fraskilte strømer, Axel Steen, finder liget af en mand iført elefanthue og militærstøvler på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Det kriminelle København for lidt siden Også forfatterparret Christian Dorph og Simon Pasternak skal fremhæves for deres serie om politi og tyve dengang i 60 erne, 70 erne og 80 erne. De har markeret sig med tre krimier, Om et øjeblik i himlen (2005), Afgrundens rand (2007) og Jeg er ikke her (2010). Originale krimier med samfundsbrod og et litterært elan, som adskiller dem signifikant fra andre fagfæller. Og ligesom Hammer, uden sammenligning i øvrigt, fortsætter Dorph & Pasternak deres serie. Kong Håkon Også præget af dyb originalitet er svenskerne Håkon Nesser og Leif G.W. Persson udi den klassiske og dog alternative politikrimi. Efter sit tibindsværk om kriminalkommissær Van Veeteren og andre strissere i det fiktive, men noget nederlandske land, Maardam, har han skrevet fire bind om den svensk-italienske mest det første - politimand Gunnar Barbarotti: Menneske uden hund (2007), En helt anden historie (2007), En fortælling om hr. Roos (2009) og De ensomme (2011). Der forventes et femte til at afslutte serien.
tidsånden netop nu blandt de rige og de kriminelle. Den svenske advokat Jens Lapidus har med sin Stockholm noir-trilogi Cash, Aldrig fucke op og Livet de Luxe (2008 2012) skrevet flotte, kulørte og dog elegant-ironiske skildringer af det både flamboyante og farlige grænseland mellem den svenske overklasse og diverse gangsterbander af anden etnisk oprindelse. Det er spændende som en svensk Honoré de Balzac, men også smertelige skiver af det svenske samfund fra top til bund. Og endelig tog Jo Nesbø et frikvarter fra sin serie om strømeren Harry Hole for at skrive Headhunterne (2009). Det er en gavtyve- og svindlerroman (og senere film) med en yuppie-antihelt i hovedrollen og en hæsblæsende udflugt til de norske nyrige, hvis penge ikke altid er hvide, men snarere er sorte af enten olie eller af andre underjordiske årsager. Forbryderprofessoren Den svenske kriminolog og professor i politiefterforskning, Leif G.W. Persson, har også skrevet en række politiromaner. Men hvor Nesser ofte lader sin filosofiske strømer Barbarotti diskutere med Gud om livets mening og mangel på samme, er der langt mere harske og realistiske, sågar sataniske boller på Perssons blodsuppe. Hans strømere er stort set alle grimme og kyniske, og hans krimier anslår mere satiriske og sardoniske end sympatiske og empatiske toner. Hans bedste på dansk, Den døende detektiv (2011) anslår dog helt elegiske og humanistiske akkorder i sin skildring af en døende politimand, som skal nå at løse et uopklaret mord, før døden og samfundets deadline indhenter ham. En hæsblæsende politikrimi som har hentet flere internationale priser her og der i det mere eller mindre store udland. Livsstil og det som ligner Til sidst skal nævnes to krimiforfattere som i den grad har brugt genren til at skildre deres egen samtid, og det man kan kalde Jo, på alle måder er både den nordiske og den skandinaviske krimi leveringsdygtig i alle krimigenrens specialiteter og varianter. Alligevel med sin helt egen accent af litterær gådefuldhed og kriminel spænding. Fra Kruså til Kiruna. Find alle bøgerne på biblio tek.dk Husk, at mange af bøgerne find es gratis på ereolen.dk og netlydbog.dk. Lige til at hente ned til din e-læser og pc. Udarbejder: Bo Tao Michaëlis Illustrator: Harvey Macaulays/Im periet Udgiver: Biblioteksmedier as, Ballerup 2012 Tryk: Nofoprint, Helsingør Varenr.: 47111211