København, 5. april 2011 / SO/jsk/br NHF s styrelsesmøde Onsdag den 6. april 2011 Nordisk rapport fra september 2010 til april 2011 Ved Susanne Olsen, landsformand, Dansk Handicap Forbund (DHF) Ny direktør Dansk Handicap Forbund befinder sig midt i en presset tid. Det gælder både i forhold til forbundets økonomi og i forhold til vores medlemmer, som oplever et stigende pres på de kompensationsydelser, de modtager fra statens side. De svære udfordringer kræver fokus på vores hovedformål og kerneværdier. Derfor er det en glæde, at vi har ansat en ny direktør, som netop har dette område som sit speciale. Den 1. april tiltrådte Thomas Dahlberg som direktør. Thomas har flere års erfaring som leder i politisk styrede organisationer. Efter en musikuddannelse på Københavns Universitet var Thomas i 12 år studievært og redaktør i Danmarks Radios TV. Senere fulgte en uddannelse i forandringsledelse og fem år som chef for DR TV's pressekontakt og præsentation. Efter 19 år i DR TV blev han i 2000 kommunikationschef i Dansk Røde Kors og senere i Business Danmark. De seneste år har Thomas haft egen konsulentvirksomhed med speciale i værdibaseret ledelse og strategisk kommunikation. Flytning til Handicaporganisationernes Hus verdens mest tilgængelige kontorhus Hovedbestyrelsen har med 2/3 flertal besluttet, at Dansk Handicap Forbund i udgangen af 2012 flytter med ind i verdens mest tilgængelige kontorhus sammen med en række andre handicaporganisationer og diagnoseforeninger. Handicaporganisationernes Hus opføres i Høje Taastrup, og skal vise hele verden, hvordan man bygger tilgængeligt (universelt design), så alle handicapgrupper kan fungere i samme hus. Ikke alene bliver huset et flot symbol på, hvordan man bygger tilgængeligt huset vil også give mulighed for en stor synergieffekt blandt organisationerne noget som vil styrke den samlede kamp for handicapsagen.
Netværk for forældre med handicap Selvom krisen presser sig på, er det vigtigt at fortælle, at der også sker nye spændende tiltag i Dansk Handicap Forbund. For nylig har en ny landsdækkende netværksgruppe for forældre med handicap set dagens lys. Forbundet har igennem længere tid konstateret, at mange forældre med handicap fortæller om, at det ofte er forbundet med store udfordringer, og at det kan svært at få hverdagen til at hænge sammen. Det handler både om udfordringer i forhold til samspillet med kommunen, men også mindre praktiske problemstillinger, hvor man kan have brug for at dele hinandens erfaringer. Endelig er der de følelsesmæssige aspekter, som ofte kan være meget svære at håndtere på egen hånd. Vi har fået bevilget midler fra Vanførefonden til at starte projektet op. Forældregruppen mødtes den 12. marts til et opstartsmøde. Til vores store glæde tog forældrene lynhurtigt ejerskab i forhold til projektet, og de er nu ved at arrangere det første store møde, som gerne skulle samle forældre fra hele landet. Som noget nyt har vi ved etableringen af netværket for forældre med handicap eksperimenteret med en ny og mere uformel struktur. Det er vores erfaring, at traditionel foreningsstruktur med generalforsamling, bestyrelser og valg kan virke afskrækkende på mange. Derfor har vi valgt en uformel form, hvor de interesserede forældre har kunnet melde sig til en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har dog en tovholder, som sørger for, at det hele bevæger sig i den rigtige retning. Det ser ud som om, at denne mere løse struktur åbner op for, at flere vil være med til at arbejde for sagen. Handicappolitisk Generelt Økonomidiskussion præger fortsat debatten og hænger mennesker med handicap ud. Dyre enkeltsager bruges som argument for at gøre op med kompensationsprincippet. Der foretages her-og-nu-besparelser, som på længere sigt kan blive dyre for samfundet. Som et dugfriskt eksempel kan nævnes, at Kommunernes Landsforening netop har meldt ud, at man agter at spare 1 milliard kr. på handicapområdet allerede i 2011. Besparelsesmanøvren anføres af formanden for KL, Jan Trøjborg, som flankeres af Ikast- Brande Kommunes borgmester Carsten Kissmeyer, som offentligt kommer med udtalelser som: Hvorfor skal mennesker med handicap have bil stillet til rådighed, når den enlige mor ikke skal? og er det rimeligt, at vi må skære på udgifterne til skolerne og de ældre blot for at betale til handicapområdet? Det er udtalelser, som vider om, at vores område i den grad er under pres, og at det er blevet acceptabelt offentligt at hænge handicapgruppen ud. Den decentraliserede danske model betyder desværre lige nu, at kommunerne, som ofte mangler specialviden om det meget specialiserede og komplicerede område, skærer så meget på handicapområdet, at vi bliver bombet årtier tilbage. Tendensen er, at kun borgere, som er i arbejde, har værdi. Borgere, som ikke er i stand til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, er dem, som først og fremmest får skåret i deres ydelser. Disse borgere bindes til deres hjem og risikerer i længden at blive en endnu større udgift for det offentlige. 2
Beskæftigelsesområdet Som jeg nævnte i afsnittet generelt, er kompensationsprincippet godt i gang med at blive afmonteret. Regeringen har nemlig varslet en omlægning af den danske fleksjobmodel, hvilket efter Dansk Handicap Forbund vil have meget negative konsekvenser for vores medlemmers mulighed for beskæftigelse. I dag har vi en model, hvor virksomheden betaler fuld løn, samtidig med, at de modtager kompensation fra det offentlige afhængigt af hvor meget arbejdsevnen er nedsat. For eksempel får mange lønkompensation af 2/3 af lønnen. Tilskuddet beregnes ud fra laveste overenskomstmæssige løn, og virksomheden kan frit vælge at lægge en større løn oveni. Regeringens forslag går ud på at indføre et system, hvor tilskuddet udfases, jo højere løn man oppebærer. Det betyder reelt, at jo højere uddannelse og stilling man har jo mindre bliver tilskuddet, og jo større andel af lønnen skal virksomheden betale. Der er bare et problem, og det er, at de ansatte på fleksjob har en nedsat arbejdsevne, hvilket betyder, at de arbejder færre timer og samtidig har særlige skånebehov. Hvis ikke virksomhederne kompenseres for disse følger af funktionsnedsættelsen, så frygter vi, at virksomhederne vil fravælge mennesker med handicap, når de ansætter. Handicaporganisationerne afventer med spænding forhandlingerne om blandt andet fleksjob, og vi vil i den forbindelse protestere kraftigt over denne forringelse af kompensationen, som er paradoksal set i lyset af, at Danmark jo for kort tid siden har ratificeret FN s Handicapkonvention. Betalings- og handlekommuner I efteråret vedtog Folketinget en ny lov om betalings- og handlekommuner. I de tilfælde, hvor en kommune hjælper en borger med handicap til at tage ophold i et botilbud i en anden kommune, har det hidtil været sådan, at den nye kommune blev handlekommune, mens den oprindelige bopælskommune forblev betalingskommune. Dette har fungeret uden problemer i mange år, men i kommunernes spareiver, har man fået presset regeringen til at vedtage en lov, der betyder, at betalingskommunerne nu fremover også skal være handlekommuner. Rigtig mange borgere er derfor blevet hjemtaget til deres gamle kommuner. Argumentet er, at den kommune, som betaler, også skal være den, som vurderer sagerne (den, der bestiller musikken, skal også betale for den). Desværre betyder det nu, at en række medlemmer, som oprindeligt fik hjælp til at flytte i et botilbud i den anden ende af landet, og som senere flyttede i egen bolig, da de fik en hjælpeordning, nu skal serviceres af en kommune, som de ikke har boet i måske 20 år en kommune, hvis serviceniveau de ikke kan påvirke, da de jo har stemmeret i deres bopælskommune og ikke i deres oprindelseskommune. Loven udgør efter vores vurdering et bureaukratisk mareridt og ressourcespild, og vi mener, at dette kun kan være en fordyrelse. Det er et eksempel på her-og-nu-besparelser, som ender med at blive fordyrelser i sidste ende. Endnu mere kritisk er det, når vi tale mennesker med psykiske funktionsnedsættelser. Disse grupper oplever at blive fysisk hjemtaget til den anden ende af landet (for så har kommunerne økonomisk styr på dem). Denne manøvre er uetisk og dybt betænkelig, men intet er tilsyneladende helligt, hvis der kan spares penge. 3
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) I januar måned gik der chokbølger gennem handicapbevægelsen i Danmark. TV2- programmet Operation X afslørede, hvordan det private BPA-arbejdsgiverfirma HandiHelp angiveligt i stor stil havde svindlet med midler til BPA-området. Svindlen var sket gennem overfaktureringer af vikartimer og ydelser, som borgerne aldrig havde modtaget, og desværre har flere kommuner ikke ført tilstrækkelig kontrol med, hvad de udbetalte midler anvendtes til. Der var mange flere detaljer i programmet for eksempel svindel med ordninger, hvor folk fik udbetalt løn, selvom de reelt ikke fungerede som hjælpere. Programmet har afsløret, at der er faldgruber i det system, som blev indført med lovændringen om BPA i 2009. Programmet medførte, at flere kommuner øjeblikkeligt stoppede samarbejdet med firmaet (hvilket er svært, da borgeren jo har et lovmæssigt krav på at vælge en privat aktør som arbejdsgiver). Samtidig lød der et krav fra flere sider om øget kontrol, og endda begrænsninger af BPA-ordningen. Fra arbejdsgiverorganisationer og firmaer (herunder LOBPA) stillede man straks med forslag til forbedringer. Branchen har nemlig kun interesse i, at der er gennemsigtighed på området. Andre reaktioner kom fra den brede offentlighed, som reagerede med vrede, og mange havde svært ved at skelne imellem enkle brodne kar og de mange hæderlige aktører i branchen. Fra handicaporganisationernes side rykkede vi også med det samme ud og tog kraftigt afstand fra svindlen, og vi manede til besindelse, fordi vi frygtede for, at forhastede beslutninger ville kunne skade en unik ordning. I handicaporganisationerne føler vi faktisk også, at vi har gjort meget for at skabe et sobert alternativ nemlig ved at etablere en borgerstyret forening, som er nonprofit. Umiddelbart efter programmet blev socialministeren kaldt i åbent samråd om problemerne, og til organisationernes store glæde, var socialministeren meget klar i sine udmeldinger: BPA-ordningen må under ingen omstændigheder forringes, hvilket de øvrige partier kunne bakke op om. Efterfølgende igangsatte man en proces, hvor organisationer og aktører kunne komme med forslag til, hvordan man kunne undgå en lignende situation fremover. Fra Dansk Handicap Forbunds side har vi foreslået, at man arbejder for større gennemsigtighed, så borgerne har et helt klart og sammenligneligt billede af, hvad de forskellige aktører kan tilbyde. Vi håber, at svindelsagen først og fremmest vil rydde ud i de useriøse aktører i branchen, og afsløringen er et godt eksempel på, at svindlere vil blive afsløret også uden indførelse af dyre og bureaukratiske kontrolsystemer. Pengene skal bruges der, hvor der er brug for dem nemlig ude hos de plejekrævende borgere. Vi oplever fortsat startvanskeligheder i forhold til BPA-området. Det har vist sig meget svært at få kommunerne til at acceptere den handicaphjælperoverenskomst, som blev vedtaget i enighed mellem de relevante fagforbund og organisationerne. Samtidig ser vi fortsat, at kommunerne udmåler urealistisk lave administrationsbeløb i de forskellige ordninger. Dette er et alvorligt problem, for hvis ikke administrationsbeløbet følger med, så er den lovmæssige ret til at afgive sit arbejdsgiveransvar illusorisk. Mange kommuner fastholder, at administrationsopgaven kan udføres for 3 kr. pr. hjælpetime. I praksis betyder det, at den borgerstyrede organisation LOBPA, i dag reelt kun kan operere i 10 af landets 98 kommuner. I efteråret beskrev vi, hvordan en kommune meget pludseligt havde valgt at ændre tilskuddet til BPA-ordningerne fra handicaphjælperoverenskomsten til en billigere overenskomst. Resultatet er katastrofalt for mange borgere med BPA, fordi de jo er 4
arbejdsgivere, og dermed er bundet af den overenskomst, som deres hjælpere er ansat under. De kunne blive nødsaget til at fyre samtlige hjælpere og genansætte dem på nye og ringere vilkår, men det ville, ifølge de advokater vi har rådført os med, være en klar omgåelse af virksomhedsoverdragelsesloven. Som tidligere beskrevet kører vi derfor 22 prøvesager, som nu er optaget som principsager ved den højeste ankeinstans Den Sociale Ankestyrelsen. Men der er også lyspunkter på BPA-området. Problemerne med at få kommunerne til at acceptere handicaphjælperoverenskomsten har nu ført til, at der er vedtaget en ny overenskomst i samarbejde mellem alle de relevante parter. Den ny overenskomst er tilrettet i forhold til den overenskomst, kommunerne har valgt at lægge sig op af. Det kan forhåbentlig skabe ro på området og sikre mere ensartede ansættelsesforhold for hjælperne, hvilket var intentionen med lovændringen i 2009. Dækning af tabt arbejdsfortjeneste Som beskrevet i efterårets rapport, så gennemførte regeringen trods store protester et loft over dækningen af tabt arbejdsfortjeneste for forældre, som vælger at gå hjemme og passe deres barn med handicap. Loftet ligger på 19.000 kr. pr. måned, hvilket er langt mindre, end det den gennemsnitlige forældre tjener ved at gå på arbejde. Som vores Forældrekreds selv har påpeget, så er forældrene i forvejen en meget billig omsorgsleverandør. De bliver kun kompenseret for pasningen i dagtimerne, hvor de ellers vil have været på arbejde. Alternativet er en anbringelse på et døgntilbud, hvilket koster i omegnen af 1 million kr. på årsbasis. Argumentet for at gennemføre denne hastebesparelse har været, at nogle enkelte forældre (mere præcist 264 ud af 18.000 har modtaget en kompensation, som er større end 400.000 kr. på årsbasis). Som vi har påpeget i foretræde for Folketingets socialudvalg, i høringssvar og i medierne, så er der en reel risiko for, at lovændringen kan risikere at blive en fordyrelse. Hvis forældrene ikke er tilstrækkeligt kompenseret, bliver det nemlig svært at få hverdagen til at hænge sammen, og risikoen for, at en dyr anbringelse uden for hjemmet bliver nødvendig, stiger. Vi opfatter denne manøvre, som en ugennemtænkt hovsaløsning, som igen er med til at afmontere kompensationsprincippet, og det forekommer paradoksal, når vi har tiltrådt handicapkonventionen. Man kan stille sig selv det spørgsmål, om afvikling / forringelser af niveauet ikke er et brud på konventionens principper om, at der skal være progression i processen med at sikre vilkårene. Hjælpemidler Vi oplever fortsat et stort pres på hjælpemiddelområdet, hvor storindkøbsaftaler og udliciteringer i mange kommuner betyder, at flere meget vigtige fagprofessioner er presset. For eksempel oplever vi i Dansk Handicap Forbund, at vi får henvendelser fra både bandagistfirmaer og ortopædiske skomagere om, at prisniveauet efterhånden er så lavt, at de ikke længere er i stand til at tilbyde den service, som de har gjort igennem mange år. 5
Når vi taler bandagister, så er det helt afgørende, at der findes kompetente fagfolk tæt på borgerne, som kan foretage løbende tilpasninger på proteserne. Desværre er tendensen lige nu, at mange produkter købes hjem fra udlandet, og at de danske bandagistvirksomheder efterhånden får svært ved at blive på markedet. I forhold til ortopædiske skomagere, så ser vi en lignende tendens. Igennem mange år har branchen udviklet sig, og man er blevet meget dygtig til at sy sko med perfekt pasform af høj kvalitet, som samtidig ligner almindelige moderigtige sko. Men lave priser betyder også på dette område, at de specialiserede skomagere efterhånden må give op, da de simpelthen ikke længere kan leve af det. I stedet må vores medlemmer leve med standardiserede og justerbare metervarer, som har dårlig pasform og ikke er pæne at se på. Det er en meget kedelig udvikling, når specialviden, som er opbygget igennem mange år, går tabt. Når de nævnte branchers dygtige fagfolk er væk, så bliver det meget svært at genopbygge denne specialviden. Tendensen hænger naturligvis sammen med voldsomme besparelsesprogrammer. Man bruger store summer på administration af udbudsrunder, mens kvaliteten ude blandt dem, der skal leve med deres funktionsnedsættelse skrues helt i bund. Der er dybt beklageligt. Biler bevilget på et trivselsgrundlag Som tidligere beskrevet er der også på området for handicapbiler, bevilget på et trivselsgrundlag, et skred i negativ retning. Vi står nu i en situation, hvor biler fortrinsvis bevilges til personer, som er under uddannelse eller i arbejde. Biler bevilget på et trivselsgrundlag er ved at være en saga blot. Årsagen er igen økonomi. Adgangen til bil på et trivselsgrundlag er en mulighed i serviceloven. Bil bevilges, hvis ikke kørselsbehovet kan dækkes mere hensigtsmæssigt gennem andre bestemmelser. Det er kommunen, som suverænt foretager denne skønsmæssige vurdering af, om kørselsbehovet kan dækkes på anden vis. Og har kommunen foretaget et konkret og individuelt skøn, så er det så godt som umuligt, at få ankeinstanserne til at ændre noget i disse sager. Kommunerne henviser til, at man i stedet kan anvende kommunal kørselsordning, handicapservice i toget samt lokalkørsel med el-køretøjer. Medlemmerne står ofte magtesløse, når de forsøger at argumentere imod dette. For selv om kørselsbehovet som oftest ikke i praksis kan løses ved disse ordninger, kan det lade sig gøre i teorien, og så er der tilsyneladende ikke meget at komme efter. Men hvorfor er det rimeligt at kæmpe for, at biler fortsat kan bevilges på et trivselsgrundlag? Det er det, fordi mange borgere uden en bil bindes til deres hjem, og her taler vi særligt de allersvageste, som ikke har økonomiske ressourcer til at anskaffe sig bil. Det bliver uden bil meget svært at opretholde et aktivt liv præget af spontanitet og frihed. Endeligt er der det økonomiske argument. Kørselsordningerne er meget dyre (omkring 50.000 kr. om året pr. borger), mens støtte til køb af bil udgør en udgift for det offentlige på cirka 13.500 kr. om året. 6