RAPPORT FRA Center for oldtægtsofre 2002
Indhold Forord side 3 Center for Voldtægtsofre i 2002 - om ofrene, overgrebet og centrets ydelser Henvendelser til centret side 5 Kvindernes vej til centret side 9 Overgrebene side 10 Centrets ydelser side 15 Gruppebehandling Psykologisk gruppebehandling af voldtægtsofre i alderen 13-16 år side 19 Behovet for at møde andre - gruppebehandling af voksne kvinder side 22 Undervisning af elever fra Politiskolen side 24 Tema: Når voldtægter ikke anmeldes side 29 Begrundelser for at undlade politianmeldelse - erfaringer fra Center for Voldtægtsofre side 36 Interviews Det er jo mig der skal igennem det side 39 Har du nogensinde prøvet at kigge ned i løbet på en 9 mm? side 42 Jeg tror ikke en almindelig betjent vil kunne forstå det side 44 Forskningsplan for Center for Voldtægtsofre side 49 Undervisning side 52 Publikationer og præsentationer side 53 Anden udadrettet virksomhed side 55 Personale 2002 side 56 1
Bidragydere til Årsrapport 2002 Klinik/chefpsykolog Svend Aage Madsen Klinikchef, overlæge Lene Lundvall Overlæge Katrine Sidenius Konsulent Karin Sten Madsen Læge, ph.d. studerende Malene Hilden Klinisk sygeplejevejleder Hanne B. Nielsen Psykolog Annalise Rust Psykolog Bodil Pedersen Socialrådgiver Thomas Haansbæk Afdelingssygeplejerske Karin Lynggaard Sekretær Susanne Yun Kragh Psykologisk gruppebehandling af unge mellem 13-16 år, side 19, er skrevet af Annalise Rust Begrundelser for at undlade at anmelde, side 36, er skrevet af Annalise Rust Behovet for at møde andre, side 22, er skrevet af Bodil Pedersen Undervisning af elever fra Politiskolen, side 24, er skrevet af Karin Sten Madsen og Hanne B. Nielsen Redaktion af tema: Katrine Sidenius Karin Sten Madsen Udgiver: Center for Voldtægtsofre, Rigshospitalet Design: Kontrast design Tryk: Centraltrykkeriet Skive A/S Oplag: 1.000 Dato: Oktober 2003 ISBN: 87-988739-1-1 2
Forord I 2002 gik Center for Voldtægtsofre ind i sit tredje år. I de to foregående år havde vi primært fokus på udvikling og justering af den kliniske del af centrets virksomhed. I 2002 kunne vi vende os mod nogle af centrets andre opgaver. På baggrund af erfaringen fra modtagelse af over 500 kvinder og enkelte mænd blev forskningsindsatsen intensiveret, og med såvel eksterne som interne midler blev det muligt for flere af centrets medarbejdere at forske i medicinske og psykosociale problemstillinger. Formidlingsindsatsen blev ligeledes styrket. Dette var medvirkende til at centret kunne påtage sig flere undervisningsopgaver ikke mindst i forhold til Politiskolens elever. Efter at have været spredt på mange etager på Rigshospitalet blev 2002 også året hvor centrets medarbejdere blev samlet i små, men sammenhængende lokaler til stor glæde og gavn for samarbejdet. I årsrapport 2002 fremlægges oplysninger om de kvinder og mænd der har henvendt sig til centret om de seksuelle overgreb de har været udsat for, og om de ydelser de har modtaget fra centret. Centrets tilbud om gruppebehandling beskrives i to artikler, og i en artikel beskrives undervisningen af Politiskolens elever. I 2002 fik centret 213 nye henvendelser hvoraf 195 henvendelser drejede sig om voldtægt eller voldtægtsforsøg. Ca. 70% af disse anmeldte overgrebet til politiet, mens ca. 30% valgte ikke at anmelde overgrebet. Som tema for årsrapport 2002 har vi valgt at sætte fokus på den gruppe kvinder der ikke anmelder det seksuelle overgreb begået mod dem. Vi vil med andre ord kaste et første blik ind i den del af mørketallet omkring seksuelle overgreb som vi på centret har fået kendskab til. Temaet vil blive belyst gennem generelle oplysninger fra år 2001 og 2002 suppleret med interviews med kvinder der ikke anmeldte overgrebet. Center for Voldtægtsofre er finansieret af Satspuljen i en fireårig periode fra 2000 2003. 1. oktober 2003 Lene Lundvall, leder af Center for Voldtægtsofre Klinikchef for Gynækologisk klinik Svend Aage Madsen, forskningsleder for Center for Voldtægtsofre Klinikchef for Enhed for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning 3
4
Henvendelser til centret I 2002 modtog Center for Voldtægtsofre 213 nye henvendelser. Blandt henvendelserne var 2 mænd, de øvrige var kvinder. Til sammenligning henvendte i alt 235 personer sig i 2001. Centrets målgruppe omfatter personer som har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg inden for 14 dage. Enkelte henvendelser omfattede ikke akutte voldtægter eller voldtægtsforsøg. I tabel 1 ses hvilke andre problemstillinger henvendelserne omfattede. Henvendelsesårsager Tabel 1 2002 2001 Antal % % Voldtægt/-forsøg inden for 14 dage 184 86,4 84,1 Voldtægt/-forsøg over 14 dage siden 11 5,2 7,2 Incest 1 0,5 - Samlivsvold 3 1,4 2,1 Indbildt hændelse 5 2,3 1,3 Andet 9 4,2 5,1 Uoplyst 0 0,0 0,9 I alt 213 100,0 100,0 Som det fremgår omfattede 195 henvendelser (193 kvinder og 2 mænd eller 91,5% af alle henvendelser) voldtægt eller voldtægtsforsøg. I det følgende vil vi udelukkende beskæftige os med forhold vedrørende 193 kvinder. Aldersfordeling blandt kvinderne undersøgt i centret Kvindernes alder 2002 2001 Antal % % 12-14 16 8,3 6,6 15-19 49 25,5 36,6 20-24 45 23,3 22,6 25-29 35 18,1 10,4 30-34 16 8,3 8,0 35-39 13 6,7 7,5 40-44 6 3,1 4,2 45-49 5 2,6 1,9 >50 8 4,1 2,4 I alt 193 100,0 100,0 Tabel 2 5
Figur 1a og 1b Aldersgrupper (2002) Aldersgrupper (2001) 30% 30% 20% 20% 10% 10% 0% - 15 15-19 20-24 25-29 30-34 35-39 40-44 45-49 50-50- 50-0% - - 15 15-19 20-24 25-29 30-34 35-39 40-44 45-49 Center for Voldtægtsofre undersøger børn ned til 12 år. Som det fremgår af tabel 2 og figur 1a, var 16 piger (8,3%) mellem 12-15 år, 49 piger (25,4%) var 15-19 år. I alt var 45 piger (23,3%) under 18 år. Sammenligner man tallene fra 2002 med 2001, vil man se at der er et fald i henvendelser fra kvinder i alderen 15-19 år, mens der er en stigning i aldersgruppen 25-29 år. Bopæl Som det ses af tabel 3, kom kvinderne overvejende fra Hovedstadsregionen, det vil sige Københavns og Frederiksberg kommune samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde amt (i alt 87%). Tabel 3 Kvindernes bopæl 2002 2001 Antal % % H:S* 72 37,3 38,7 Københavns amt 52 26,9 21,7 Frederiksborg amt 25 13,0 17,9 Roskilde amt 12 6,3 9,0 Storstrøms amt 8 4,1 2,8 Vestsjællands amt 8 4,1 6,1 Fyns amt 1 0,5 - Århus amt 2 1,0 - Vejle amt 1 0,5 - Sønderjyllands amt 1 0,5 - Bornholms amt 0-0,5 Danmark, uspecificeret 0-0,9 Udlandet 7 3,6 - Uden bopæl/uoplyst 4 2,1 2,3 I alt 193 100,0 100,0 *H:S omfatter Københavns og Frederiksberg kommune Erhverv og uddannelse Kvindernes erhverv ses af tabel 4, hvoraf det fremgår at lærlinge, elever, skoleelever og studerende udgjorde over 40% af henvendelserne. Pensionister, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere udgjorde godt 25%. 6
Kvindernes erhverv Tabel 4 2002 2001 Antal % % Selvstændig 3 1,6 0,5 Faglært arbejder 5 2,6 1,4 Ufaglært arbejder 17 8,8 7,5 Funktionær, tjenestemand 16 8,3 1,9 Lærling/elev 7 3,6 5,7 Studerende 36 18,6 9,0 Skoleelev 45 23,3 27,4 Pensionist 11 5,7 6,1 Arbejdsløs 10 5,2 9,0 Langtidssygemeldt (>3 mdr.) 5 2,6 0,5 Kontanthjælpsmodtager 17 8,8 11,3 Revalident 3 1,6 0,5 Andet 14 7,2 14,2 Uoplyst 4 2,1 5,2 I alt 193 100,0 100,0 Af tabel 4 fremgår det at der er en stigning blandt funktionærer og studerende. Dette kan hænge sammen med aldersstigningen som fremgår af tabel 2. Civil status Ægteskabelig stilling Tabel 5 2002 2001 Antal % % Gift 11 5,7 4,2 Separeret 7 3,6 0,9 Fraskilt 21 10,9 7,5 Enke 1 0,5 2,4 Ugift 150 77,7 81,1 Uoplyst 3 1,6 3,9 I alt 193 100,0 100,0 Af tabel 5 fremgår det at langt den overvejende del af kvinderne var ugifte, hvilket delvist afspejler aldersfordelingen (jf. tabel 2). Kun 5,7% af kvinderne var gifte. Samtidig ses at 10,9% af kvinderne var fraskilte, og at fraskilte og separerede kvinder tilsammen udgjorde 14,5%. I tabel 6 vises kvindernes samlivsforhold. I alt 15,5% af kvinderne levede i faste parforhold. Fast samlevende /gift Tabel 6 2002 2001 Antal % % Ja 30 15,5 13,2 Nej 153 79,3 79,7 Uoplyst 10 5,2 7,1 I alt 193 100,0 100,0 11 af de 30 fast samlevende kvinder var gift. 7
Tabel 7 Kvindernes herkomst Kvindernes oprindelsesland 1 2002 2001 Antal % % Danmark 155 80,3 79,2 Grønland 6 3,1 4,2 Færøerne 0-1,4 Adoptivbarn 4 2,1 0,5 Turist 3 1,6 1,4 Indvandrer mere udviklet land 8 4,1 4,3 Indvandrer mindre udviklet land 11 7,6 6,1 Efterkommer mere udviklet land 2 1,0 1,0 Efterkommer mindre udviklet land 4 2,0 2,8 I alt 193 100,0 100,0 I årsrapport 2001 omhandlede temaet kvindernes etniske oprindelse samt gerningsmændenes formodede oprindelse. Man vil her kunne læse en mere uddybende redegørelse for forholdet mellem etnicitet og voldtægt. Anmeldelse til politiet Center for Voldtægtsofre modtager, undersøger og behandler kvinder der både har anmeldt, overvejer at anmelde eller ikke vil anmelde det seksuelle overgreb til politiet. Tabel 8 Anmeldt til politiet 2002 2001 Antal % % Inden ankomst til centret 111 57,5 64,6 Under ophold på centret 22 11,4 3,3 Efter ophold, inden 14 dage 6 3,1 1,9 Ønsker at anmelde senere 3 1,6 0,5 Vil overveje anmeldelse 24 12,4 9,4 Ønsker ikke anmeldelse 24 12,4 15,1 Forsøgt anmeldt, men afvist 3 1,6 1,4 Andet 0-2,8 Uoplyst 0-0,9 I alt 193 100,0 100,0 Omkring 72% af kvinderne anmeldte overgrebet. 12,4% gav udtryk for at de ikke ønskede at anmelde, mens 12,4% ville overveje en senere anmeldelse. Hvorvidt dette fandt sted senere end en måned efter henvendelsen har vi ingen registrerede oplysninger om. Center for Voldtægtsofre kommer således i kontakt med en stor gruppe kvinder som før centrets start måske ikke ville have opsøgt hverken sundhedsvæsenet eller andre hjælpeforanstaltninger. Derfor har vi i dag kendskab til en gruppe 1 Her benyttes FNs definition fra 1994 hvor mere udviklede lande omfatter alle europæiske lande, ekskl. Tyrkiet, Cypern, Aserbajdsjan, Usbekistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Georgien og Armenien. Desuden indgår landene USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand. Mindre udviklede lande omfatter alle øvrige lande (FN: World Population Prospects, 1994). 8
kvinder der tidligere ikke fandtes samlede oplysninger om, og vi har valgt at lade denne årsrapports tema omhandle de ikke anmeldte overgreb (Tema side 29). Kvindernes vej til centret Som det ses af tabel 9 kom ca. halvdelen af kvinderne til centret via politiet, mens omkring 20% henvendte sig selv. Andre blev henvist fra skadestue, sygehuse, ungdomspensioner, institutioner m.m. Henvisning Tabel 9 2002 2001 Antal % % Tog selv kontakt 39 20,2 14,2 Politi 101 52,3 54,7 Praktiserende læge 7 3,6 1,9 Skadestue 20 10,4 7,5 Andet sygehus 12 6,2 9,0 Krisecenter 5 2,6 0,5 Andet 7 3,6 11,8 Uoplyst 2 1,1 0,5 I alt 193 100,0 100,0 Mens antallet af henvendelser via politiet er næsten ens i 2001 og 2002, ses i 2002 en stigning i antallet af kvinder der selv henvendte sig. Ankomsttidspunkt Ankomsttidspunkt Tabel 10 2002 2001 Antal % % Klokken 08:00 16:00 97 50,3 48,6 Klokken 16:00 24:00 51 26,4 27,4 Klokken 24:00 08:00 45 23,3 24,0 I alt 193 100,0 100,0 Tabel 10 viser at ankomsttidspunktet for kvinderne er stort set ens for 2001 og 2002. Halvdelen henvendte sig i dagtimerne, mens de resterende henvendelser skete i aften- og nattetimerne. 9
Overgrebene I det følgende fremlægges omstændighederne ved de 193 voldtægter og voldtægtsforsøg. Geografisk sted for overgrebet Tabel 11 Gerningsstedets geografiske placering 2002 2001 Antal % % København, indre by 12 6,2 6,1 København, Østerbro 9 4,7 2,8 København, Vesterbro 4 2,1 3,8 København, Nørrebro 16 8,3 7,5 København, Frederiksberg 6 3,1 2,8 København, Amager 10 5,2 6,6 København, andet/uspecifik 17 8,8 6,6 Københavns Amt 52 26,9 14,6 Frederiksborg Amt 23 11,9 17,0 Roskilde Amt 14 7,3 5,2 Storstrøms Amt 6 3,1 2,4 Vestsjællands Amt 8 4,1 5,7 Nordjyllands Amt 1 0,5 - Bornholms Amt 0-0,5 Fyns Amt 0-1,4 Udlandet 10 5,2 3,3 Andet 0-0,9 Kvinden husker intet 2 1,0 1,4 Uoplyst 3 1,7 11,3 I alt 193 100,0 100,0 Sammenholdes tabel 11 med tabel 3 ser man at der er et stort sammenfald mellem bopælens og gerningsstedets geografiske placering. Gerningssted Stedet hvor voldtægten eller voldtægtsforsøget fandt sted er vist i tabel 12. Tabel 12 Gerningssted 2002 2001 Antal % % Bolig: Egen 42 21,8 17,9 Bolig: Gerningsmandens 47 24,4 23,6 Bolig: Anden 13 6,7 8,5 I gården, trappeopgang til beboelse 5 2,6 2,4 Arbejdsplads 1 0,5 0,5 Skole, institution 4 2,1 1,9 Transportområde, offentligt transportmiddel 8 4,1 0,5 Butik, hotel 5 2,6 1,9 Bar, restaurant, diskotek 9 4,7 2,4 Gade, torv, offentlig plads 14 7,3 9,9 I en bil 12 6,2 4,7 Idræts- eller sportsanlæg 1 0,5 - Park, skov 7 3,6 4,2 Andet, udendørs 15 7,8 9,4 10
2002 2001 Antal % % Andet, indendørs 6 3,1 4,2 Andet 0-5,7 Kvinden husker intet 3 1,6 0,9 Uoplyst 1 0,5 1,4 I alt 193 100,0 100,0 Tabel 12 (fortsat) Af tabel 12 fremgår det at ca. halvdelen af overgrebene foregik i et hjem, heraf 21,8% i kvindens eget hjem. Omkring 25% af overgrebene foregik udendørs, heraf halvdelen på offentlig gade, torv eller plads. Kvindernes alkoholindtag i timerne inden hændelsen Tabel 13 2002 Antal % Intet 69 35,8 Under 5 genstande 41 21,2 Flere end 5 genstande 57 29,5 Indtag medførende hukommelsestab 20 10,4 Uoplyst 6 3,1 I alt 193 100,0 Over 60% af ofrene havde drukket alkohol i timerne inden overgrebet. Ca. 40% havde drukket over 5 genstande og angav at have været synligt berusede, eller berusede i en grad så de ikke huskede dele af eller hele hændelsen. 6 kvinder rapporterede om at de havde mistanke om at der var kommet et middel i deres drink som medførte black-out. Relation til gerningsmanden Kvindens relation til gerningsmanden 2 2002 2001 Antal % % Nuværende kæreste, samlever, ægtemand 5 2,6 3,3 Ekskæreste, ekssamlever, eksmand 16 8,3 11,0 Far, stedfar 4 2,1 1,4 Bror 0-0,5 Anden slægtning 3 1,6 2,4 Arbejdskammerat 2 1,0 0,5 Skole-, studiekammerat 3 1,6 2,9 Bekendt: Kendt > 24 timer 52 26,9 18,2 Chef, lærer 1 0,5 0,5 Andet autoritetsforhold 3 1,6 0,5 Behandler, plejer 2 1,0 0,5 Taxachauffør 4 2,1 1,0 Tilfældig: Kendt < 24 timer 44 22,8 17,2 Fremmed, aldrig set før 53 27,5 27,8 Uoplyst 1 0,5 4,3 I alt 193 100,0 100,0 2 Hvor der er tale om voldtægt med flere gerningsmænd tilstede, er det den mest aktive gerningsmand der er anført. 11
Relationen imellem offer og gerningsmand samles i tabel 14a i 6 kategorier der angiver grad af bekendtskab mellem kvinden og gerningsmanden. Tabel 14a Relation til gerningsmanden 2002 2001 Antal % % Partner/ ekspartner 21 10,9 14,2 Familie 7 3,6 4,2 Bekendt: Kendt > 24 timer 57 29,5 25,0 Tilfældig: Kendt < 24 timer 48 24,9 19,3 Fremmed:Ukendt 53 27,5 31,6 Autoritet (chef, lærer, behandler, offentlig person, andet autoritetsforhold) 6 3,1 1,4 Uoplyst 1 0,5 4,2 I alt 193 100,0 100,0 Der ses kun små forskydninger i tallene fra 2001 til 2002. Knap 30% blev udsat for et seksuelt overgreb af en totalt ukendt person. Omkring 70% blev udsat for et overgreb af en person de kendte i forvejen. Nogle kendte gerningsmanden perifert, havde måske drukket en kop kaffe med ham, andre kendte gerningsmanden særdeles godt gennem slægtskab, ægteskab, venskab, ansættelse eller anden form for relation. Gerningsmandens herkomst Tallene i nedenstående tabel bygger primært på kvindernes udsagn. De er behæftet med usikkerhed, da ikke alle kvinder havde forudgående kendskab til den mand der begik overgreb mod dem. Tabellen må derfor læses med forbehold. Tabel 15 Gerningsmandens formodede herkomst 2002 2001 Antal % % Danmark 91 47,2 45,3 Grønland 1 0,5 - Andet mere udviklet land 15 7,7 8,0 Mindre udviklet land 71 36,8 29,7 Uoplyst 15 7,8 17,0 I alt 193 100,0 100,0 Det seksuelle overgreb Indtrængning i kvinden Tabel 16 2002 2001 Antal % % Indtrængning 130 67,4 74,5 Indtrængning forsøgt men ikke lykkedes 9 4,7 7,1 Ingen indtrængning 33 17,1 14,6 Uoplyst 21 10,9 3,8 I alt 193 100,0 100,0 12
Indtrængning i legemsåbning Tabel 16.a 2002 Antal % Vagina 121 93,0 Mund 27 21,0 Endetarm 20 15,0 Som det fremgår af tabel 16 havde 130 kvinder været udsat for indtrængning. Af tabel 16.a fremgår det at der i langt de fleste tilfælde var tale om indtrængning i skeden. I 27 tilfælde (21%) drejede det sig om indtrængning i munden. I 20 tilfælde (15%) var der indtrængning i endetarmen. En del kvinder havde været udsat for indtrængning i flere legemsåbninger. Af de 130 kvinder der havde været udsat for indtrængning havde 40 kvinder (20,7%) skader på kønsdelene (rifter, slimhindeafskrabninger, sår og blodansamlinger). Fysisk vold De følgende 2 tabeller viser i hvilket omfang og hvilken vold kvinderne angiver at have været udsat for ved det seksuelle overgreb. Kvinden udsat for fysisk vold Tabel 17 2002 2001 Antal % % Ja 150 77,7 67,9 Nej 31 16,1 17,0 Husker intet 12 6,2 6,1 Uoplyst 0-9,0 I alt 193 100,0 100,0 Karakteren af den anvendte vold fremgår af tabel 17a. Fysisk vold 3 Tabel 17.a 2002 Antal % Fastholdt 128 66,3 Bundet 3 1,6 Nevet, kradset 9 4,7 Slag med flad hånd/ knytnæve/ genstand 56 29,0 Spark 9 4,7 Snit, stik, bid 9 4,7 Fremmedlegeme i legemsåbning 3 1,6 Kvælningsforsøg 15 7,8 Andet 27 14,0 Ud af de 128 kvinder (66,3%) som var blevet fastholdt, rapporterede 55 kvinder (43%) om yderligere fysisk vold bl.a.: niven, kradsen, slag med flad hånd, knytnæve eller genstand, spark, snit, stik, bid, fremmedlegeme i legemsåbning og kvælningsforsøg. 3 En kan have været udsat for flere typer af vold, hvorfor tabel ikke er 100%. 13
Tabel 18 Fysiske skader/ tegn på vold Voldtægt eller voldtægtsforsøg medfører ofte fysiske skader på kroppen. Skader på huden 2002 2001 Antal % % Punktformede blødninger 22 11,4 5,7 Fladeformede blødninger 71 36,8 27,8 Store blodansamlinger/ kvæstelser ved intakt hud 15 7,8 2,4 Snit-, stik- og bidsår 5 2,6 6,6 Kvæstningssår 17 8,8 5,2 Andre skader på huden 9 4,6 18,4 Ingen skader på huden 90 46,6 43,9 Uoplyst 9 4,6 0 Andre skader Der sås få andre skader: 2 havde knoglebrud, 1 havde tandlæsion, 1 havde ledskred, 2 havde fået hjernerystelse, 3 havde fået læsioner i hovedet, 2 havde punktformede blodudtrædninger fra kvælningsforsøg og 10 havde trykømhed uden nogen synlige skader. Antal gerningsmænd I en række voldtægter og forsøg på voldtægt var der flere end én gerningsmand tilstede. Dette fremgår af tabel 19. Tabel 19 Antal gerningsmænd tilstede 2002 2001 Antal % % overgreb 1 gerningsmand 160 82,9 78,4 2 gerningsmænd 16 8,3 12,7 3 gerningsmænd 9 4,7 3,8 4 gerningsmænd 6 3,1 1,4 5 gerningsmænd - - 1,4 6 gerningsmænd - - 0,5 Uoplyst 2 1,0 1,9 I alt 193 100,0 100,0 Ved 31 (16,1%) af overgrebene var der mere end en gerningsmand tilstede. Ikke alle tilstede deltog aktivt i overgrebet. Nogle holdt f.eks. vagt eller var chauffør uden at have fysisk berøring med kvinden. Andre fastholdt hende uden at have egentlig fysisk seksuel kontakt, mens andre havde fysisk seksuel kontakt, men ikke indtrængning af penis i skede, mund eller endetarm. En gennemgang af overgrebene viser at ved 155 overgreb (80%) havde en enkelt gerningsmand fysisk seksuel kontakt med offeret, mens der ved 20 overgreb (10,3%) var flere end en gerningsmand der havde fysisk seksuel kontakt med offeret. Ved 18 overgreb (9,3%) var der ingen egentlig fysisk seksuel kontakt mellem gerningsmand og offer (eller ingen oplysninger om dette), men anden fysisk kontakt og/eller verbale seksuelle trusler eller attituder. 14
Centrets ydelser Undersøgelser Det er centrets målsætning at undersøgelser og behandling skal foregå et og samme sted og under trygge rammer. Samarbejdet med læger fra Retsmedicinsk Institut i København er i denne sammenhæng meget vigtigt. I de tilfælde hvor voldtægten er anmeldt og politiet rekvirerer en retsmedicinsk undersøgelse, udføres denne af en retsmediciner sammen med en gynækolog. Er voldtægten ikke anmeldt, tilbydes kvinden at få foretaget den retsmedicinske undersøgelse med henblik på eventuel senere anmeldelse. I disse tilfælde udføres undersøgelsen af centrets gynækologer. Beslutter kvinden sig først senere for at anmelde voldtægten, kan politiet rekvirere undersøgelsen i op til 3 måneder. Fastholder kvinden sin beslutning om ikke at anmelde, destrueres materialet herefter. Kvinden får i alle tilfælde tilbudt medicinsk behandling og psykologisk hjælp i centret. I 2002 fik 147 kvinder (76,2%) foretaget en retsmedicinsk undersøgelse. Heraf blev 114 undersøgelser foretaget af retsmedicinere, mens gynækologerne forestod 33 undersøgelser. Hos 154 kvinder foretog en gynækolog podning fra livmoderhalsen og urinrøret til brug for undersøgelse af evt. seksuelt overførte sygdomme. Gynækologisk/medicinsk behandling I tabel 20 ses hvilke former for forebyggende medicinsk behandling kvinderne blev tilbudt og tog imod ved henvendelse til centret. Forebyggende medicinsk behandling Tabel 20 2002 2001 Antal % % Nødprævention 70 36,3 32,5 Antibiotika 125 64,8 66,0 Hepatitis B vaccine 32 16,6 8,0 HIV behandling 1 0,5 1,4 Tetanus vaccine + immunglobulin 1 0,5 1,4 Anden profylaktisk behandling 7 3,6 - Ingen profylaktisk medicin 59 30,6 20,2 Uoplyst 2 1,0 - Alle der har graviditetsrisiko får tilbud om nødprævention (Levonorgestrel). Desuden tilbydes alle, hvor gerningsmandens penis har været i berøring med slimhinden i skede, mund og/eller endetarm, antibiotika (1 gram Azithromycin). Se i øvrigt afsnittet om seksuelt overførte sygdomme i Årsrapport 2001. Centret tilbyder en gynækologisk kontrolundersøgelse ca. 14 dage efter første henvendelse, hvis der ved den første henvendelse har været konstateret fysiske skader eller der har været tale om akut fuldbyrdet voldtægt. 122 kvinder (63,8%) benyttede i 2002 dette tilbud. 15 kvinder fra Frederiksborg amt, der efter den akutte undersøgelse og behandling blev henvist til Klinik for Voldtægtsofre i Hillerød, fik tilbudt gynækologisk kontrolundersøgelse i Hillerød. Ved denne undersøgelse blev der atter foretaget podninger for seksuelt overførte sygdomme og graviditetstest. 15
Indlæggelse Det er muligt at blive indlagt på Center for Voldtægtsofre hvis der er behov for enten en overnatning eller observation. 22 kvinder (11,4%) blev indlagt i forbindelse med første henvendelse. 3 kvinder (1,5%) blev indlagt på et senere tidspunkt i forløbet. 4 kvinder (2,1%) havde en pårørende medindlagt. Psykologisk behandling I 2002 blev 89 kvinder, svarende til 46,1% af det samlede antal nye henvendelser, henvist til psykologisk behandling i centret. Som det fremgår af side 18 blev i alt 100 kvinder (46,9%) henvist til anden behandling uden for centret, fordi de allerede var i et behandlingstilbud eller havde behov for anden eller supplerende behandling. 13 piger under 15 år blev henvist til Teamet for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet. Det fremgår således at det er meget få der ikke er blevet sikret en form for opfølgende behandling. En voldtægt eller et voldtægtsforsøg opleves af mange som et psykisk traume hvor kvinden har følt sig i livsfare. Flere undersøgelser har vist at voldtægt synes at være den traumatiske hændelse hvor risikoen for at udvikle posttraumatiske forstyrrelser er størst. På trods af alvoren i et seksuelt overgreb viser erfaringer fra tidligere at kun få har opsøgt behandling umiddelbart efter overgrebet. Det kan være smertefuldt at erkende at man har været udsat for en voldtægt, så man hurtigst muligt skubber oplevelsen fra sig og måske slet ikke taler med andre om det. Dette kan være en af årsagerne til de ofte dybtgående og langvarige eftervirkninger af overgrebet. I Center for Voldtægtsofre har kvinderne mulighed for at få kontakt med en psykolog umiddelbart efter overgrebet. Det kan være at der skal nogen overtalelse til fra læge eller sygeplejerskes side for at kvinden tager imod tilbuddet. En kvinde beskrev sin ambivalens på denne måde: Jeg kom ikke til psykologen fordi jeg havde lyst til det, men fordi det var nødvendigt. De fleste undersøgelser og erfaringer der er beskrevet vedrørende psykologisk behandling af ofre for seksuelle overgreb, drejer sig om personer der har henvendt sig længe efter overgrebet på grund af de senfølger overgrebet har medført. At kunne møde voldtagne kvinder i den akutte reaktionsfase skaber mulighed for at forsøge at forebygge udvikling af uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og dermed alvorlige psykiske senfølger. Det giver samtidig en unik mulighed for at kunne belyse nogle af de endnu uafklarede spørgsmål om reaktioner og dermed behandlingsbehov hos ofre for seksuelle overgreb. Reaktioner og behandlingsbehov kan være forskellige, men afgørende for den psykiske heling er at hjælpe offeret til, på trods af overgrebet, at kunne føle sig tryg ved andre mennesker og sikker i sin færden i hverdagen. Det er vigtigt at kvinderne har den tryghed at de kan kontakte psykologen igen hvis de har brug for det efter at behandlingen er afsluttet da senere oplevelser kan genvække traumet. F.eks. beskrev en ung kvinde, som tog kontakt med psykologen igen efter et år, at hun var gået i panik over at hendes nye kæreste uventet havde kysset hende på halsen. Hun var parat til at opgive forholdet. En enkelt samtale med psykologen gjorde hende bevidst om at det uventede kys havde lighedspunkter med noget af det hun oplevede under voldtægten. Smilende og lettet kunne hun efter samtalen glæde sig til at fortælle sin kæreste om det. En central del i behandlingsarbejdet er inddragelse af pårørende ud fra erfaring om at den støtte og omsorg den voldtagne kvinde har i hverdagen, er af største betydning for hvordan hun får det efterfølgende. Ikke blot kvinden selv, men også familie, partner, venner og andre i omgangskredsen risikerer traumatise- 16
ring efter overgrebet. De kan føle sig skræmte, magtesløse og skyldige over at de ikke har kunnet forhindre overgrebet. Flere pårørende har beskrevet at de efter voldtægten har haft brug for at tale med andre om de tanker og følelser voldtægten har vakt i dem, og nogle har haft brug for professionel hjælp for selv at kunne genvinde ligevægten. Det ville være ønskeligt at kunne imødekomme de pårørendes behov for støtte og behandling. Pårørende til voldtægtsofre burde i lighed med ofrene selv være omfattet af sygesikringsordningen med mulighed for henvisning til privatpraktiserende psykolog via egen læge. Socialrådgivning Socialrådgiveren i Center for Voldtægtsofre havde i 2002 direkte kontakt med 43 kvinder. Det svarer til ca. 20% af alle henvendelser i centret. Socialrådgiveren var herudover indirekte involveret i mange andre af centrets henvendelser. Det skyldes at socialrådgiveren indgår i det tværfaglige team og bidrager med sin socialfaglige kompetence i teamets faglige drøftelser. Hvor meget tid der bliver brugt på den enkelte klient varierer meget. Enkelte kontakter består af en kortvarig samtale med klienten, mens andre indebærer en lang række af arbejdsopgaver med blandt andet kontakt til eksterne samarbejdspartnere. I disse sager kan tidsforbruget være omfattende. Nedenfor vises nogle af socialrådgiverens vigtigste arbejdsopgaver: Råd og vejledning i sociale spørgsmål samt afklaring af klienternes sociale situation - 24 sager Information om det retslige efterspil herunder kontakt til politiet eller bistandsadvokat - 24 sager Medvirken til at støtte og sikre klienterne i centret ud fra den sociale lovgivning - 20 sager Forestå og koordinere kontakt med socialvæsen, politi, m.fl. - 15 sager Center for Voldtægtsofre underretter de sociale myndigheder når ofret er under 18 år. I de tilfælde hvor voldtægtsofret har børn under 18 år, og vi vurderer at der kunne være behov for særlig støtte og opmærksomhed fra de social myndigheders side, foretager vi også her underretninger. Det er vores erfaring at den skriftlige henvendelse til kommunen ofte kan være en god start på en koordineret indsats. Eksempler på sociale problemer Afklaring, råd og vejledning er en af de vigtigste arbejdsopgaver for socialrådgiveren. Problemerne kan været opstået i forbindelse med voldtægten eller voldtægtsforsøget, men kan også skyldes begivenheder der ikke direkte har at gøre med overgrebet. De sociale problemer kan opdeles i fem hovedområder. Økonomi: Afklaring af økonomisk situation, ansøgninger om økonomisk støtte mv. - 17 sager Boligforhold: Manglende bolig, kontakt til krisecenter, erhvervelse af ny bolig mv. - 15 sager Helbredsforhold: Psykiske problemer, misbrug, sygemelding mv. - 12 sager Erhverv/uddannelse: Kontakt til uddannelsesstedet, ophør af uddannelse mv. - 10 sager Familieforhold: Børn, ophør af samliv, separation, skilsmisse mv. - 7 sager Mange af de kvinder der bliver voldtaget er unge, jf. tabel 2. Det fører særlige arbejdsopgaver med sig. Ved en voldtægt bliver man ofte i en periode revet ud af sin normale dagligdag. Hvis kvinden er skoleelev eller studerende kan hun 17
blive urolig og bange for om hun kan gennemføre den uddannelse hun er i gang med. Kvinden ønsker måske at uddannelsesstedet skal vide hvad der er sket, men hun kan have svært ved selv at fortælle det. Socialrådgiveren kan her være kontaktledet mellem den unge og uddannelsesinstitutionen. Der bliver taget kontakt til skolen for at fortælle hvad der er sket, og så vidt muligt sikres det at kvinden får de bedste betingelser for at komme i gang igen med uddannelsesforløbet. Endelig knytter en række arbejdsopgaver sig til det retslige efterspil der ofte følger efter en voldtægt. Disse arbejdsopgaver varetages af alle faggrupper i centret, men socialrådgiveren har ansvaret for at de bliver udført. Socialrådgiveren har således ansvaret for at kvinden bliver informeret om hendes ret til en bistandsadvokat. Socialrådgiveren fortæller kvinden om sagens gang hos politiet. Der er mulighed for at ledsage kvinden i forbindelse med politiafhøringer samt forberede hende på hvordan en eventuel retssag forløber. Hvis kvinden ønsker det deltager socialrådgiveren også under de endelige retsmøder. Henvisning til andre instanser En del af centrets funktion er at henvise kvinderne til støtte og behandling uden for centret når dette af geografiske eller andre grunde er mest hensigtsmæssigt. Tabel 21 viser fordelingen af disse henvisninger. Tabel 21 Henvisning til opfølgende behandling uden for centret 2002 2001 Institution/ funktion Antal % % Teamet for seksuelt misbrugte børn 13 6,7 6,1 Klinik for Voldtægtsofre, Frederiksborg Amt 15 7,8 1,9 De sociale myndigheder 27 14,0 12,7 Privatpraktiserende psykolog 8 4,1 6,1 Psykiater 3 1,6 1,9 Andet (praktiserende læge, andet sygehus, ungdomspension mm.) 36 18,7 18,9 I alt blev 100 kvinder henvist til opfølgende behandling et eller flere steder uden for centret. 18
Gruppebehandling Psykologisk gruppebehandling af voldtægtsofre i alderen 13-16 år Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet modtog i starten af 2001 et stort antal ganske unge piger udsat for akut voldtægt eller voldtægtsforsøg. En opgørelse for årets første tre måneder viste at ca. hver femte henvendelse til centret drejede sig om piger under 17 år. Erfaringen var at de unge ofte ikke ønskede psykologkontakt, og de der fik kontakten, følte sig presset til det af forældre eller andre. Et centralt tema i den individuelle psykologbehandling af de unge var angsten for at blive udelukket fra kammeratgruppen. De unge syntes at have et stort behov for at dele deres oplevelser med andre jævnaldrende, og ofte ønskede de at veninder var med ved psykologsamtalerne. De unge følte sig meget alene med de reaktioner og følelser de havde efter overgrebet og havde et stort behov for at tale med andre i samme situation. På den baggrund opstod tanken om at forsøge med gruppebehandling, og da Teamet for Seksuelt Misbrugte Børn blev etableret på Rigshospitalet i marts 2001, indledtes et samarbejde mellem psykologerne i de to centre med henblik på at afprøve en gruppeterapeutisk tilgang i behandlingen af 13-16-årige piger udsat for akutte seksuelle overgreb. Gruppebehandlingen påbegyndtes i oktober 2001, og foreløbig (juni 2003) har 20 piger taget imod tilbuddet. Behandlingen indgår som den centrale del af et 3-årigt projekt med økonomisk støtte fra Velux Fonden, Sygekassernes Helsefond og Det Kriminalpræventive Råd. Unges reaktioner på voldtægt Ungdomsårene, hvor barnet udvikler sig til at blive voksen, er en meget udsat og sårbar periode fysisk, psykologisk og socialt. Den generelle erfaring vedrørende børn og unge der har været udsat for seksuelt misbrug 4 er at de har en særlig risiko for at udvikle psykiatriske forstyrrelser, herunder også spiseforstyrrelser. Dette må ses i lyset af at jo yngre ofret er des mere primitive er de forsvarsmekanismer der aktiveres af traumet. Risikoen for at udvikle et negativt selvbillede kan være stor efter et seksuelt overgreb. En 15-årig fortalte at hun opfattede sig selv som klam og godt kunne forstå hvis hendes kammerater tog afstand fra hende. Den unge kan efter et seksuelt overgreb risikere at blive isoleret fra kammeratgruppen der normalt tjener som en vigtig socialiseringsarena. Der kan også være risiko for at den unge vælger at indgå i en marginalgruppe af unge med problemer hvor de kan få bekræftet deres negative selvbillede. 4 Seksuelt misbrug er fysisk eller psykisk overgreb på et barns eller ungs seksuelle integritet (Harder, 1999). 19
Unge voldtægtsofre kan have svært ved at bearbejde hændelsen følelsesmæssigt. De har endnu ikke sproglige begreber til at kunne udtrykke hvordan de har det. For en del af pigerne er voldtægten den første seksuelle oplevelse med det andet køn, og de har således ikke noget sammenligningsgrundlag. Derfor forstår de måske ikke den fulde betydning af det de har været udsat for. Det kan umiddelbart synes som en fordel for dem, et gode, men det kan også indebære en risiko for alvorlige eftervirkninger. Det kan forstærke den usikre integritet der i forvejen karakteriserer ungdomsårene. Der kan være risiko for at overse behandlingsbehovet hos den unge, fordi hun måske hurtigt genoptager sin normale hverdag og udadtil fremstår som forbavsende upåvirket af det seksuelle overgreb. Mange af de unge ønsker ikke i første omgang psykologisk behandling; det er som nævnt ovenfor ofte forældrene der her siger at det skal de, og så bliver de mutte og tavse slæbt med til psykologen. En 15-årig havde ved første samtale hos psykologen forældre, flere kammerater og disses forældre med. De pårørende var alle meget påvirkede af overgrebet på den 15-årige, mens pigen selv var smilende og konverserende, endog også meget omsorgsfuld - især overfor kammeraterne. Gruppestruktur Udover individuel psykologisk behandling, får den unge tilbud om at deltage i en struktureret slow-open gruppe med maksimalt otte deltagere. Gruppen mødes hver anden uge i to timer med en indlagt pause på 15 minutter. Gruppedeltagerne har på forhånd forpligtet sig til at deltage fire gange, men kan fortsætte i gruppen så længe de har behov for det. Deltagerne har forskelligt start- og sluttidspunkt. Forud for gruppebehandlingen har der været indledende psykologsamtaler individuelt eller sammen med forældre med henblik på bearbejdning af de mest akutte traumereaktioner, og vurdering af hvem der ville kunne profitere af et gruppetilbud. Indholdet har været bestemt ud fra de enkelte medlemmers behov og ud fra samspillet i gruppen. Gruppedeltagerne har et medansvar i forhold til indhold, struktur og rammesætning. Dette er tænkt som en af måderne til at forsøge at styrke genopbyggelsen af den personlige styring og kontrol de er blevet frataget gennem voldtægten. I forhold til følgehændelser som anmeldelse og politiafhøring, lægelige undersøgelser, og også psykologbehandling, har ofrene stort set ingen medbestemmelse haft. Af disse årsager anses det for meget vigtigt at gruppebehandlingen ikke fremstår som meget voksenstyret, men at de fleste beslutninger bliver truffet sammen med og af deltagerne. Et eksempel på dette er at de unge var bange for at gøre hinanden kede af det ved at spørge ind til overgrebet. Det medførte indførelse af en regel om at man gerne må spørge, men at den anden selv bestemmer/sætter grænsen for hvad hun ønsker eller er parat til at svare på. Indtrykket er at deltagerne meget opfatter gruppen som deres, og terapeuterne som de voksne der skal sikre trygheden ved at være der. Indhold Indholdet har været bestemt ud fra de enkelte medlemmers behov og ud fra samspillet i gruppen, dog med følgende faste punkter: 1. Opfølgning fra sidst (ved første møde kort præsentation af hændelse, alder, tidspunkt for hændelse) 2. Aktuelle problemstillinger 3. Temadrøftelse 4. Afrunding og eventuel planlægning af næste møde 20
Temaer har været aspekter ved selve overgrebet, beretninger om hændelsesforløb, kontakten til gerningsmand, opfattelser af gerningsmanden, opfattelsen af sig selv som offer, overgrebets betydning, oplevelsen af politiafhøring, retssag, retsmedicinsk og gynækologisk undersøgelse, de unges egen opfattelse af forhold til kærester, venner, familie, skole og øvrige omgivelser. Mødet med politi og retsvæsen Centralt i gruppedrøftelserne har været pigernes overvejende meget negative erfaringer i mødet med politi og retsvæsen. For 18 af de 20 pigers vedkommende er overgrebet blevet anmeldt til politiet. Det er en betydelig højere anmeldelsesprocent (90%) end gennemsnitligt for de henvendelser der har været i centret (70-75%). Det skyldes at det oftest har været en beslutning forældrene har truffet. Efter anmeldelsen har pigerne og deres forældre forventet at politiet ville holde dem orienteret om hvad der blev foretaget i sagen. Ventetiden har været meget lang og har skabt usikkerhed i forhold til gerningsmændene: Hvornår ved han at jeg har anmeldt så jeg ved hvornår jeg skal være bange for ham? - Hvad har han fortalt politiet? - Er han blevet fængslet eller kan jeg risikere at møde ham? I de fleste sager er der ikke rejst tiltale mod gerningsmændene. En del af pigerne har fortalt at de ville ønske at de ikke havde indgivet anmeldelse, og at de havde lyst til at sige til politiet at det var noget de havde fundet på for at slippe for det ubehag politianmeldelsen medførte. Hævnfølelsen hos pigerne kan være stor og tanker om selvtægt er nærliggende både hos ofret og pårørende. Pigerne taler f.eks. om at få venner til at true gerningsmanden og give ham bank.: Det er man nødt til, for politiet gør jo ikke noget. Min far blev vred og ville ud og slå ham ihjel. Af deltagerne i den nuværende gruppe har seks af de syv haft selvmordstanker; tre har forsøgt selvmord. I to tilfælde kan selvmordsforsøgene relateres til at gerningsmanden ikke er blevet tiltalt. Foreløbige erfaringer af gruppebehandlingen Der kan være behov for information, behandling og støtte på flere måder og i forskelligt omfang for at begrænse de alvorlige eftervirkninger af et seksuelt overgreb. De foreløbige erfaringer med gruppeterapeutisk behandling af unge udsat for et akut seksuelt overgreb, har været at pigerne har kunnet profitere af denne behandlingsform på flere måder: De har følt sig respekteret og forstået af de andre i gruppen på en måde som har mindsket isolationstendensen. De har givet udtryk for at de har følt en tilknytning til de andre i gruppen som for nogle har udviklet sig til venskab uden for gruppen. De har følt at de er blevet mere bevidste om egne personlige grænser og bedre til at udtrykke hvad de har lyst til og ikke har lyst til. Gennem gruppebehandlingen har de lært at det nytter at tale med andre om overgrebet, og flere har fået lyst til at formidle deres erfaringer som en hjælp til andre unge. 21
Behovet for at møde andre - gruppebehandling af voksne kvinder Seksualiserede overgreb, herunder voldtægt, er som regel en meget ensom oplevelse. Ensom, fordi der ikke er nogen vidner til overgrebet, og derfor ikke nogen at tale med om hvad der egentlig foregik. Ensom, fordi man efter overgrebet for en tid kan få et andet forhold til dem man omgås i dagligdagen. Spørgsmålet om hvem man skal tale med, andres eventuelle reaktioner og følelser man har i forhold til overgrebet, kan nemt bevirke at man kommer til at føle sig meget alene. Man vurderer og revurderer sit forhold til andre. Disse erfaringer fra de individuelle psykoterapeutiske forløb i centret og flere kvinders efterlysning af muligheden for at møde andre der har været udsat for overgreb, førte til at jeg startede en samtalegruppe for voksne kvinder. Min umiddelbare forventning var at kvinderne ville være forsigtige eller måske endda skeptiske overfor at deltage i en gruppe. Dette fordi mange beskriver overgrebet og de følelser og erfaringer de har omkring det som noget meget privat. De syv kvinder der blev spurgt om de ønskede at deltage i en gruppe, var kvinder der samtidig gik i individuelle terapeutiske forløb. Nogle var nystartede, andre havde gået i et længere forløb. Kvinderne var mellem 18 og 28 år. Da de hver især blev spurgt om de ville i gruppe, svarede de med det samme ja og de fastholdt alle deres svar. Møderne i gruppen Der blev i første omgang aftalt tre møder á to timers varighed. Gruppen skulle mødes hver 14. dag. Tilmeldte man sig, forpligtede man sig til at møde op. Der skulle være vægtige grunde til at melde fra. Det første møde var præget af et meget intenst engagement. Efter en kort præsentationsrunde, hvor hver deltager selv kunne vælge hvad de ønskede at fortælle om sig selv, var ordet frit. De fleste gav udtryk for at have været nervøse, men også for at have glædet sig. Stort set alle udtrykte lettelse over at opleve at de ikke var alene om mange af de oplevelser de havde haft. De sagde at de ofte havde følt sig sære eller ligefrem skøre, og at det blev afkræftet da de fik talt med andre. At opleve at de andre var helt almindelige kvinder, syntes de var godt. Min rolle som psykolog var at tage hånd om følsomme situationer og uddybe og almengøre emner der blev taget op. Herudover var det min opgave at tage vare på rammerne omkring møderne. Da de første tre gruppemøder var blevet afholdt, skulle der efter en fælles evaluering tages stilling til om man ønskede at fortsætte gruppen. Dette ønskede fem af de syv oprindeligt tilmeldte deltagere. En ung kvinde, som inden gruppen startede havde afsluttet sit individuelle forløb og boede langt fra København, var aldrig dukket op. En anden, der var blevet voldtaget seks måneder tidligere, syntes det havde været fint med de tre gange. Hun ønskede ikke at fortsætte da hun nu følte hun var kommet langt i sit liv. Men hun gav udtryk for at hun ville havde ønsket hun havde fået tilbuddet tidligere. Møderne blev ud fra evalueringen afkortet til 1 1/2 time og i øvrigt videreført på samme vis som tidligere, men nu med tre ugers mellemrum. Hver 14. dag oplevedes som for ofte så længe man sideløbende deltog i individuel terapi. 22
Temaer i gruppen Emnerne i gruppen var mangfoldige. Fra personlige oplevelser af koncentrationsproblemer, angstanfald og angst ved at gå på gaden til vanskeligheder og konflikter i forhold til familie, venner og kærester, til oplevelsen af ikke at blive troet af andre og endelig kontakten til advokat og politi. Kvinderne bragte emner op i gruppen som de syntes var vanskelige eller umulige at tale med andre om. De brugte gruppen til at gennemtænke handlemuligheder eller til bare at tale højt om problemer de havde oplevet siden sidst. Flere af deltagerne har haft det meget vanskeligt i en lang periode efter overgrebet. Deres oplevelse af ensomhed var blevet forstærket af at de selv, eller flere i deres omgivelser, syntes at nu måtte de da være kommet over det. Senere i gruppens forløb begyndte kvinderne at spørge hinanden til råds om hvordan de tacklede forskellige problemer. De spurgte også til hvordan de andre havde det og blev i det hele taget mere målrettet aktive i forhold til at bruge gruppen. De begyndte ligeledes at forholde sig til at deres forløb var forskellige fra hinanden, hvor de tidligere havde fokuseret på ligheder. Udbytte af gruppen Kvinderne gav udtryk for at profitere af at gå i gruppen. Dog gav en enkelt kvinde også udtryk for at angst kan smitte. Da en af de andre kvinder havde fortalt om sin angst for at gå på gaden, fortalte denne kvinde at hun nu også var begyndt at se sig over skulderen. Dette blev dog ikke blot kædet sammen med samtalerne i gruppen, men også med en oplevelse hun selv for nylig havde haft da hun gik på gaden. Kvindernes udbredte ønske om at deltage i gruppeforløbet, de mange emner der blev taget op, kvindernes oplevelse af ensomhed og psykisk isolation i forhold til meget af det der er knyttet til overgrebet samt selve gruppeprocessen, tyder på at der er et stort behov for at træffe og tale med andre i samme situation. Som en kvinde har sagt: Jeg synes det der hjalp mest var at jeg fik kontakt med en anden der også var blevet voldtaget. 23
Undervisning af elever fra Politiskolen Nu ved jeg at jeg ikke skal sige: Tag dig nu sammen! til én der lige har været udsat for voldtægt. Sådan skrev en elev fra Politiskolen på sit evalueringsskema efter tre timers undervisning på Center for Voldtægtsofre. Centret underviste i 2002 alle afgangselever på Politiets Grunduddannelse i alt 30 klasser á 14 16 elever i følgeskab med en lærer. Vores samarbejde med Politiskolen startede i det små med besøg af enkelte klasser i 2001. Omtrent samtidig fik vi en henvendelse fra en politistation som spurgte om vi ville fortælle om centret ved en morgenparole. På stationen havde man haft et par henvendelser fra kvinder der ville anmelde seksuelle overgreb, men de var endt med at forlade stationen. Kunne vi hjælpe politiet med at blive bedre til at tale med kvinder der havde været udsat for voldtægt så de ikke drejede om i døren, men fik foretaget den anmeldelse de var kommet for? Et af temaerne i den undervisning vi tilrettelagde for politiskoleeleverne blev derfor at give politiet forståelse for hvordan en kvinde eller mand der netop har været udsat for en voldtægt eller et voldtægtsforsøg tænker, føler og handler under og efter overgrebet. Og hvordan politiet kan møde en voldtagen kvinde eller mand på en måde så det samarbejde der skal etableres mellem voldtægtsofret og politiet forløber så tilfredsstillende for begge parter som muligt. Mål for undervisningen Undervisningen finder sted på Rigshospitalet. Vi har valgt denne løsning fordi vi tror at politiet, når de har set centret med egne øjne og mødt de mennesker der arbejder der, bedre vil være i stand til at fortælle om hvor kvinden skal undersøges, og hvad der kommer til at foregå i centret. God information om hvad der er umiddelbart forestående virker beroligende på mennesker der har været udsat for en uforudsigelig og traumatisk oplevelse som en voldtægt eller et voldtægtsforsøg er. I centret har vi givet undervisningen høj prioritet, bl.a. ved at både sygeplejerske, læge og konsulent deltager i undervisningen. Efter at have mødt over 700 kvinder og enkelte mænd der har været udsat for seksuelle overgreb, ved vi at mødet mellem voldtægtsoffer og politi ofte går godt, men sommetider går mindre godt og er medvirkende til at den traumatiske oplevelse forstærkes. Derfor vil vi gerne gøre vores til at politiet, gennem de personer der til daglig møder ofrene, får kendskab til den viden og de erfaringer vi gennem årene har gjort i centret. Vores mål er at formidle vores viden, at udfordre holdninger og sidst men ikke mindst at give politiet et positivt indtryk af centret. 24
Undervisningen varer tre timer og omhandler: Information om centret centrets hvem, hvad, hvor Demonstration af sporsikring Den medicinske og psykosociale efterbehandling Psykiske reaktioner efter et seksuelt overgreb Gode råd til politiet Fremvisning af undersøgelses- og sengestue Tre timer er ikke længe, men forhåbentlig nok til at give eleverne en fornemmelse af centret, og til at man i undervisningen på Politiskolen kan gå videre med de temaer og spørgsmål der rejses. Vi har løbende justeret undervisningen ud fra feed-back fra eleverne og vores erfaringer i centret. Vi har også skabt plads til at tage aktuelle sager op og komme ind på hvad der særligt optager både den pågældende klasse - og os for tiden. Vigtige pointer i undervisningen Højst to til tre elever pr. hold har i deres praktikår (2. år) mødt en kvinde eller mand der er blevet voldtaget, og der kan gå længe før de igen møder et voldtægtsoffer. Langt flere har mødt personer udsat for vold, og vi fremhæver derfor i undervisningen ligheder og pointerer forskelle til voldsofre og deres reaktioner. På samme måde relaterer vi til elevernes egne oplevelser af at have været i situationer hvor de er blevet udsat for noget uventet eller truende. Der er overvægt af mænd blandt politiskolens elever, men vi oplever på tværs af kønnet store forskelle i holdningen til voldtægt- og skyldspørgsmål navnlig i voldtægter hvor parterne kender hinanden i forvejen som det ofte er tilfældet. Derfor gør vi meget ud af at fortælle og gennem cases illustrere de følelser af egen skyld og skam som en voldtagen kvinde kan føle. Disse følelser kan være med til at sløre de faktuelle begivenheder som politiet skal have, frem for at afgøre om der skal foretages en efterforskning. Vi pointerer at virkeligheden sommetider overgår fantasien, og at hvad der kan lyde som en usandsynlig og usammenhængende historie meget vel kan være historien om en usandsynlig modbydelig forbrydelse. Vi understreger med andre ord hvor vigtigt det er at kvinden får en følelse af at blive taget alvorligt når hun anmelder et seksuelt overgreb uanset hvem hun er eller i hvilken tilstand hun befinder sig. Vigtige spørgsmål for politiet Det spørgsmål som vi oftest får, er om vi møder mange falske anmeldelser. I betragtning af hvor få falske anmeldelser der registreres hos politiet og hvor få elever der i deres praktikår har mødt en falsk anmeldelse, har det for os været overraskende hvor central en plads falske anmeldelser har, og i hvilken grad de spiller ind i bedømmelsen af voldtægtsofres troværdighed. Et andet spørgsmål eleverne stiller er hvordan man kan blive voldtaget og vælge ikke at anmelde overgrebet. Det opfølgende spørgsmål lyder: Hvad gør I for at overtale kvinderne til at anmelde? Hertil svarer vi at vi aldrig prøver at overtale nogen til at anmelde, men altid taler med kvinderne om deres overvejelser og giver alle de informationer der kan være relevante for at træffe det rigtige valg. Det er vores indtryk at vi i undervisningen har været med til at nuancere forståelsen for hvorfor nogen ikke ønsker at anmelde, men også at det for mange forbliver svært at forstå hvorfor man ikke vil anmelde en forbrydelse begået mod én. 25