Studietur til Japan. 1.-14. juli 2007. FLS -Forening for Landskabsarkitekt Studerende

Studietur til Japan 1.-14. juli 2007 FLS -Forening for Landskabsarkitekt Studerende

Studietur til Japan 2007 Vi var 18 landskabsarkitektstuderende fra det Biovidenskabelige Fakultet (tidligere KVL) der i perioden 1.-14. juli 2007 var på studietur i Japan. Rejsen blev arrangeret af Rejseudvalget under FLS (Forening for Landskabsarkitekt Studerende). Formålet med rejsen var at studere byrum og japansk havekunst i henholdsvis Tokyo og Kyoto. Rejsen startede med tre dage i den nordøstlige del af millionbyen Tokyo, efterfulgt af en uge i Kyoto. De sidste dage blev tilbragt i den sydvestlige del af Tokyo. Vi havde tilrettelagt et tæt pakket program for turen. Dette måtte undervejs modificeres efterhånden som vi fandt frem til nye, interessante udflugtsmål, mens andre måtte vige, fordi tiden ikke slog til. Rejsen gav et indblik i en kultur der på mange måder ligger fjernt fra den danske og europæiske kultur, og der har været rig mulighed for som landskabsarkitektstuderende, at søge inspiration indenfor alt lige fra byparkdesign til belægninger. FLS Rejseudvalget og deltagere på turen ønsker at sende en stor tak til sponsorer og fonde der har været med til at gøre rejsen til en realitet. Med denne rejserapport vil vi videregive oplevelser og indtryk fra turen. Karl Johan Baggins Louise Røhr Bengtsen Nanna Davidsen Louise Hansen Martin Lysholm Hjerl Ellen Sofie Holmboe Ann Theill Jensen Rikke Larsen Henriette Kia Syrak Lund Malan i Jakupsstovu Magnussen Jacob René Medborg Karen Refslund Nielsen Rie Celina Cathrine Nielsen Gertrud Retoft Annette Gerd Schmidt Sara Skouboe Termansen Asbjørn Morsing Thomasen Lise Thorsager

Tokyo d. 2. juli 2007 Ueno Park Den første dag i Tokyo brugte vi på at udforske en af de store byparker. Efter sigende skulle det være den største park i Tokyo. Vi kom igennem tre store hovedafdelinger i parken: Først et tæt bevokset, nærmest uigennemtrængeligt og skovagtigt, område med brede asfalterede veje igennem. Dernæst kom vi til et stort åbent areal med et stramt udformet bassinanlæg med et springvand. Området var hele vejen rundt omgivet af grønne vægge af trækroner. Til sidst kom vi til vandområdet. En sø var helt dækket af lotusblomster. Midt i søen lå en ø med et tempel, og denne var forbundet til bredden af broer på to sider. Vi krydsede over søen og nød de lange kig over lotusplanterne mod de fjerne højhuse. Derefter fulgte vi en allé rundt langs søbredden. Stor plads i det tætbevoksede parkområde. Bassin med formelt, stramt udtryk. Det var en park med tre meget forskellige stemningsoplevelser, med plads til mange besøgende. Men man savnede umiddelbart nogle elementer der kunne have bundet de forskellige dele sammen til en helhed, ligesom grænserne virkede utydelige og udflydende. Sø dækket af lotusblomster med Tokyos højhuse i baggrunden.

Tokyo d. 3. juli 2007 Tsukiji fiskemarked Ordnet kaos, alle er i gang med noget eller på vej et sted hen. Kun få turister har fundet dette sted og er stået op så tidligt. Der er en fantastisk travlhed, men forbavsende lidt råben eller dytten. Larmen består af maskinlarm og ikke af menneskestemmer. Der bliver solgt alt godt fra havet og der er en blanding af firmaer, restauranter og privatpersoner som køber ind ved de mange boder. Hele markedet er forbavsende rent og lugter af hav, is og friske fisk. Stående inde midt i parken, kan man se de mange højhuse, som omgiver hele området. Hama Rikyu Hama Rikyu er en park tæt på Tokyo havn, der også er kendt som the Detached Palace Garden. Det er en typisk have fra Edo-perioden (omkring 1650). Parken fremstår som en landskabshave med såvel åbne arealer med spredte træer, som tættere beplantede, skovagtige områder. Parken er omgivet af en randbeplantning af træer og buske som effektiv lukker for udsynet til den omgivende by. På siden ud mod havneområdet er udsynet dog relativt åbent, og der er udsyn til både mole og byens bygninger. Haven indeholder bl.a. en pæonhave, en 300 år gammel fyr og et søparti med en 118 m lang cedertræs-bro (otsutai-bashi), der går tværs over søen med et tehus (Nahajima-no-ochaya) på midten. Den oprindelige bro fra 1707 blev erstattet med en ny i 1997. Broen skal primært opleves fra bredden, hvor det er et smukt syn når den spejler sig i vandoverfladen. Morgentravlhed på verdens største fiskemarked. Skitse af tehus af Nanna Davidsen.

Registrerede planter i Hama Rikyu: Latin Acer sp. Azalea sp. Campanula sp. Castanopsis cuspidata var. sieboldii Erythrina crista-galli Ficus benjamina Gardenia sp. Hemerocallis fulva Hosta hybrid Hydrangea macrophylla Hydrangea paniculata Ilex sp. Howea forsteriana Iris sp. Lilium longiflorum Pinus thunbergii Dansk Løn Azalea Klokke - Koralbusk Stuebirk Gardenia Brun daglilje Funkia Hortensia Havehortenzia Kristtorn Kentia palme Iris Trompetlilje Japansk sortfyr Platanus sp. Platan Prunus sp. Kirsebær Quercus arguta Eg Rhus typhina Hjortetaktræ Wisteria floribunda Blåregn Zelkov serrata - Klippet græs danner bund for de opstammede træer på forpladsens store areal. Imperial Palace Forpladsen består af enorme, ensformige flader med græs og fyrretræer. Veje og fortov er kendetegnet ved at være meget brede, og hele området er kæmpe stort og virker øde, på trods af at man kan se mange andre besøgende. Meget af området er lukket for offentligheden, og forpladsen virker umiddelbart steril og afvisende. Man får indtryk af at paladset er meget lukket, blandt andet på grund af store stenvægge (gamle forsvarsværker) og de kæmpemæssige lukkede porte. I det hele taget føler man sig meget lille og underdanig når man går inde på området. Eastgardens Eastgardens er haveområdet direkte tilknyttet til paladset. Man vil her nok forvente et traditionelt japansk haveanlæg, da det jo trods alt er en have som er tilknyttet kejserpaladset i Tokyo. Men det er kun et lille område der fremstår som japansk have, resten af anlægget er mere vestligt inspireret. Vedligeholdelsen er imidlertid meget japansk, idet det er ældre mennesker med forklæde og kyser som passer haveanlægget. Der bliver næsten ikke brugt maskiner, langt det meste arbejde foregår med håndkraft. Det kejserlige område var nok lidt af en skuffelse, især set i forhold til de haver og parker vi så i Kyoto. Grunden til at der kommer så mange turister til kejserpladset kan næppe være på grund af haverne. Japansk inspireret afdeling af Eastgar-

Tokyo d. 4. juli 2007 Kyoto d. 6. juli 2007 Tokyo dome Tokyo dome var lidt en skuffende oplevelse. For det første kunne vi ikke komme ind i selve kublen og for det andet virkede pladsen rundt om kuplen forvirrende og kikset. Der var lilla og lyserøde kakler som gulvbelægning og der var stort set ikke nogle mennesker på den enorme plads. Der var en kold og forladt stemning. Selve Domen er trods alt, i kraft af sin størrelse, et imponerende stykke arkitektur, men området overordnet set var ikke vellykket. Umekoji park Parken er en brugspark, hvor man mødes og spiller baseball og fodbold, eller går tur med børnene eller hunden. Det er en meget robust park med store græsflader, og forskellige sorter af kirsebærtræer og blomster placeret langs hovedstien i parken. Det var et af de få steder hvor vi så blomstrende stauder. Stedet var meget lidt japansk inspireret og kunne lige så godt have været placeret i et stort boligområde i en europæisk by. Hingashi Hongan-ji Templet og Nishi Hongan-ji Templet To store tempelkomplekser, begge under ombygning, men bygningerne er stadigvæk kæmpemæssige. I Nishi- Hongan-ji templet fik vi virkelig et eksempel på japanernes venlighed, idet vi i informationen spurgte til deres have, som viste sig at værre lukket for offentligheden på grund af ombygning. Alligevel ville en ung kvinde, som ikke talte særlig meget engelsk, gerne vise os rundt. Hun lukkede os ind i de aflåste områder. Selve haven bestod at en lille sø omgivet af træer og buske, med en meget smal sti rundt om. Bygningerne stod meget tæt på haven og man havde en klar fornemmelse af at haven havde været større, men var blevet ofret til fordel for udvidelsen af tempelkomplekset. Tokyo Dome, der bl.a. bruges til store sportsbegivenheder, indeholder 50.000 siddepladser. Hovedfærdselsåre i Umekoji park. Akihabara Akihabara distriktet er et område i Tokyo der er kendt for de mange butikker der forhandler elektronik. Ældgammel Gingko biloba er fredet under ombygningen. Grenene holdes opppe ved hjælp af støttepæle, noget der ses overalt i Japan.

Toji-templet Et stort tempel kompleks med en fem etager høj pagode placeret i en mindre park. Dele af parken er omgivet af en voldgrav med lotusblomster i vandet. Parken er i forhold til Umekoji park mere som en stor have, som man enten går rundt i eller sidder og ser på. Vi så kun få blomstrende træer (langt de fleste træer, buske og stauder var grønne og uden blomster på det tidspunkt vi var i landet). Det er dog et kendetegn, at langt de fleste træer og buske blomstrer på et eller andet tidspunkt eller får smukke efterårsfarver. Sammenlignet med Danmark, hvor højsæsonen for haver er sommeren med alle dens blomster, så er den ideelle tid at se haver i Japan helt klart om foråret (kirsebærtræerne blomstrer) eller efteråret (efterårsløvet). Den 5-etager høje pagode Panorama view fra Shosei-en garden Shosei-en garden Dette sted var oprindeligt ikke med i programmet. Det er en klassisk gåhave (stroll garden), med kirsebærtræer, søer, vandfald og flere mindre bygninger placeret i haven. Gåturen rundt i haven er opbygget på samme måde som en engelsk landskabs have, med overraskende kik efterhånden som man bevæger sig gennem haven. Tofokuji-templet Tempelkomplekset er placeret op af en bjergskråning, og der løber en dyb kløft igennem området. Desværre ankom vi først til området en halv time før lukketid, så det var meget begrænset hvor meget vi kunne nå at se af haverne. Dog nåede vi bl.a. at se en zenhave. Selve haven er en utypisk zenhave, idet der går en sti midt igennem det rektangulære areal. På den ene side af stien er et klippelandskab med klippede buske og på den anden side af stien er der sand revet i et kvadratisk mønster. På de øvrige tre sider er haven omgivet af bygninger. Grus revet i kvadrater i Tofokujitemplets zenhave. Stiliseret bjerglandskab i zenhaven.

Kyoto d. 7. juli 2007 Ryoan-ji Vi stod op tidligt lørdag morgen i håb om at undgå de værste turister, da vi skulle se en af de mest berømte haver i hele Japan, nemlig Ryoan-ji. Vi havde høje forventninger til stedet og vores første indtryk var nok lidt skuffelse over anlæggets størrelse, men det tog ikke lang tid før vi begyndte at nyde zenhaven meditative stemning i fulde drag. Fra en veranda langs den ene side af et kvadratisk område med grus, kan man betragte 15 sten. Baggrunden er en gammel lermur, der på smukkeste vis veksler i orange, gule og brune toner på grund af olie der står og trækker ud af muren med tiden. De 13 sten er placeret i mos øer. Om de bryder op af jorden eller er på vej ned er op til beskueren at fortolke. De sidste to er placeret direkte i gruset. Gruset omkring øerne er revet i runde former. Resten i lige baner i havens fulde længde. Tegning: Rikke Larsen De 15 sten har forskellig højde, størrelse og retning. Man kan som beskuer aldrig se alle 15 sten på én gang. Måske symboliserer de bjerge? At forsøge at løse den slags gåder kan ifølge zen-buddhismen lede til en højere indsigt og oplysning for det enkelte menneske. Daitokuji Man kan også roligt sige vi havde høje forventninger til Daitokuji, vi havde nemlig lavet en øvelse som gik ud på at skrive en videnskabelig opgave om stedet et halvt år tidligere. Dette gjorde kun besøget bedre. Daitokuji er et tempelkomplex der er opbygget af en række undertempler. Daisen-In er nok den mest berømte zen have i Daitokuji. Haven er en tør landskabshave fra ca. 1510. Brugen af planter er begrænset, og man kan ikke overskue hele haven på en gang, da den omgiver huset. Man er nødt til at bevæge sig omkring for at oplve alle delene. En stensætning i en del af haven skal illudere et vandfald, mens en stor flade af revet grus med to gruskegler i midten skal forestille intethedens ocean. Fotografering i haven er desværre forbudt. Kinkakuji Guldtemplet Det første syn der mødte os var fem store turistbusser. Da man kom ind på de smalle stier gik man nærmest i kø og denne have var også helt klart det mest turistede tempel vi besøgte på vores tur. Haven var smuk og templet der lyste op ude på den spejlblanke sø var noget af et syn. At se bygningen og de omgivende træer og småøer spejle sig i vandoverfladen, havde stor effekt, og har formentlig været skaberens ide fra starten. Den nederste etage af Guldtemplet manglede ved vores besøg guldbelægningen.

Kyoto d. 8. juli 2007 Nanzen-ji Nanzenji er et område med nogle af rinzaizen-buddhismens vigtigste historiske templer og i dag hovedkvarter for en af dens sekter. Tempelområdet er stort og består af mange bygninger, som ligger smukt placeret i landskabet blandt høje cedertræer. Til området hører der mange haver til, bl.a. flere stenhaver. Vi besøgte Ten Juan og Nanzen-in. Ten Juan Ten Juan er et zen-tempel fra 1337, hvoraf nogle af elementerne i haven repræsenterer Meiji-perioden fra 1868-1912. Østhaven er en stenhave, og særligt ved denne have er at den har en geometrisk flisegang lagt på et mostæppe, hvilket vi ikke har set andre steder. Dette giver mulighed for at man kan bevæge sig rundt i stenhaven, til forskel fra de andre stenhaver vi besøgte, der kun kan betragtes fra templernes verandaer. Den sydlige del af haven er fra det sene 14. århundrede og bærer præg af denne tids landskabshaver. Nanzen-in Nanzen-in paladset er fra 1264, og blev bygget om til et tempel i 1291, fordi bygherren troede stærkt på zenbuddhimen. Haven er en typisk landskabshave. I haven er der en gruppe store robuste sten, der danner et naturligt vandfald. Herudover findes der flere søer fyldt med store karper, med forskellige små broer og trædestier henover. Broer udføres oftest med knæk der forhindrer onde ånder i at passerer, da de kun er i stand til at gå i lige linjer. Beplantningen i haven er mere vildtvoksende end andre japanske haver, som er mere styret, hvilket giver en mere landskabelig stemning. Foran templet er en akvadukt, som fører vand fra en kilde i bjergene bag Nanzenin over slugten. Det er et imponerende bygningsværk med enorme buer. Det var ikke den stilart vi havde forventet at møde i et japansk tempelområde langt fra middelhavsområdet. Akvadukten i Nanzen-ji. Flisegang i mos. Flisegang i mos.

Kiyomizudera Templet er fra 1700-tallet og er bygget op ad en skovbeklædt bjergside med en veranda på hundredevis af store stolper, hvilket gør det meget karakteristisk. Man er meget bevidst om placeringen i landskabet, i det turen op gennem templet er særdeles anstrengende, da det går op ad bakke hele vejen. Fra templet er der til gengæld en storslået udsigt over Kyoto. Japanerne er gode til at bygge templer og haver i bjergene, og udnytte terrænet. Området omkring templet er i den store skala, der afgrænses af terrænet, her hører ingen detaljerede haver til. Det er en stor turistattraktion, med rigtig mange turister, så der er et meget hektisk tempo og et mylder af mennesker. Vandparti i Sho-ren-in med Awata-bjerget i baggrunden Sho-ren-in En meget harmonisk og fredfyldt lille have med få besøgende. Der var mulighed for at nyde en kop grøn te på rismåtterne i templet, mens man nød udsigten. I haven er der bl.a. en sø der grænser op til en del af Awata-bjergets fod, og haven er hermed et fint eksempel på, at man bruger det eksisterende natursceneri, og bringer det med ind som en del af havens landskab. I søen ligger dragen med sin store krop og hovedet stikkende op af vandet i vandoverfladen, som en slags vagtdrage. Der er to templer tilknyttet haven og man kan via en lille træbro gå fra det ene til det andet, imens man betragter de omkringliggende havescenerier. Templet med verandaen på stolper Skitse af dragen i søen - Shören-in af Henriette Lund

Ginkaku-ji Ginkaku-Ji oversat betyder sølv-templet, hvilket oprindeligt også var planen at det skulle opføres i sølv men det blev dog aldrig realiseret. Indgangen til templet består af en gang, omkranset af en fem meter høj, rektangulær, klippet cameliahæk. På denne strækning lægges hverdagens stress og jag fra sig. Herfra mødes man af en indgangshave med enkelte, klippede fyrretræer og azaleaer, hvidt grus m.v. Bevæger man sig videre kommer man ind i haven med Sølvtemplet. Haven er fra 1500-tallet og beliggende langs et bjerg. Haven består af hvidt grus, revet som rismarker og Fujibjerget genskabt med kvartssand, hvilket er stedets hovedattraktion. Umiddelbart langs med det stiliserede landskab grænser en naturalistisk have med små søer, broer, stier trædesten og masser af spændende, klippede fyrretræer. Havens nærhed med bjerget er udnyttet til at skabe en effekt, kaldet lånt sceneri. Overgangen mellem have og natur er flydende. Plejeniveauet af træer og buske bliver lavere jo længere man kommer væk fra templet. Derved kan overgangen mellem det menneskeskabte og naturen knapt nok skelnes. Det lånte sceneris tankegang er for længst taget med til de danske haver. Grus revet som rismarker samt Fujibjerget genskabt med kvartssand. Der var fremvist 48 mosarter, som er anvendt i haven. Tori Den orange, gevaldigt store tempelport (tori) ved indgangen til Heian Jingu står monumentalsk og prangende med hovedvejen og bilmyldret lige under den. Porten er Japans største på 23 meter. Tempelport ved indgangen til Heian Jingu

Kyoto d. 9. juli 2007 Garden of Fine Art, Kyoto Det er formiddag og vejret er gråt og regnfuldt, men vi skal ud at finde Garden of Fine Arts. I går søgte vi forgæves efter den, selvom adskillige hjælpsomme japanere, turister, forretningsfolk, vagter og politibetjente havde forsøgt at hjælpe os. Efter et par omveje og et vildspor når vi endelig frem. Entréafgiften er på 100 yen (ca. 5 kroner), så det er bestemt overkommeligt. Vejret er ikke blevet bedre, det regner stadig. Vel inde åbner en fantastisk verden sig for os. Regnen bliver pludseligt et plus istedet for at være et entydigt minus, for den japanske arkitekt Tadao Ando har i dette projekt ladet vandet være et vigtigt element. Størstedelen af grundfladen på stedet udgøres af bassiner i forskellige højder. Mellem de forskellige niveauer er der vandfald. Den resterende grundflade, som udgør gangarealet for de besøgende er belagt med chaussesten. Som Tadao Ando ofte benytter dem, er de lagt uden forbandt. Regndråberne slår fint mod vandoverfladen og gør granitstenene og betonvæggene mørke. I det første bassin ved entréen finder vi Monet s Water Lillies: Morning, der ligesom de øvrige kopi-malerier i haven, er udført som glaserede porcelænsfliser. Dette maleri med åkanderne er, som det eneste i haven, placeret under en bassinoverflade. Det giver en spændende og overraskende effekt, idet regndråberne laver ringe i vandet, som har til følge at maleriet konstant forandres en smule. Videre kommer vi forbi en betonmur, med et par vindues -udskæringer. Igennem disse kan vi se over på to skærme med Renoir s On the Terrace og van Gogh s Road with Cypress and Star. Efterhånden, som vi bevæger os forbi udskærringerne kommer forskellige dele af de to bagved hængende malerier frem. Videre rundt kommer vi forbi Toba Sojo s Choju giga og Zhang Zeduan s Quingming shanghe tu. Havens største maleri er Michelangelo s Last Judgement, som med hele 1430 X 1309 cm virkeligt markerer sig. Iøvrigt findes Leonardo da Vinci s Last Supper og Seurat s A Sunday Afternoon. Haven er et imponerende anlæg, som starter i gadeniveau for derefter at bevæge sig ned i jorden. Væk fra gadens liv og støj, ned til lyden af vandfald eller blot stilhed. Det er en fantastisk måde at opleve disse kendte malerier på, også selvom der er tale om reproduktioner udført som porcelænsmaling. Fornemmelsen af at være ude i vejr og vind og samtidig nyde denne verdenskendte kunst er helt fantastisk.

Awaji Shima Vi tog med toget fra Kyoto til Osaka. En rejse, hvor toget stort set ikke kommer uden for bymæssig bebyggelse. I Osaka skiftede vi til et regionaltog, som kørte ned ad kysten til Kobe og videre til den store bro over til Awaji Island. Broen, som er verdens længste hængebro, og som blev påbe-gyndt senere end Storebæltsbroen og færdiggjort tidligere. Herfra skal vi med bus ud til Tadao Andos Water Temple, eller Honpukuji Temple, Shingonshu Honpukuji. Bussen kører hurtigt over den lange høje bro, hvorfra der er fin udsigt over kysten. På Awaji øen drejer vi af og kører langs kysten. Lidt senere sættes vi af, og skal gå et stykke for at komme op til templet. Der er ikke skiltet dertil, så vi satser og går op ad en lille vej. Efter et kort stykke tid er vi virkeligt ude på landet. Vi står midt mellem rismarkerne, som terraserede ligger op ad bjergfoden. En stejl stigning senere er vi fremme. Går forbi de gamle tempel-bygninger, op ad en smal sti gennem et krat, og pludseligt er de der, de store hvide betonmure. Honpukuji temple er opført i 1991-1992. Dette moderne tempel i beton er meget minimalistisk og holdt i rene linier: En ret linje, en buet linje samt en oval. De to linier kommer til udtryk ved ca. 3,5m høje mure i glatpudset beton. Det siges, at den rette linje skal symbolisere et snit i landskabet, som skabt af en samurais sværd. bambus og med udsigt til bjergene. I vandet svømmer små fisk, ellers er der ingen tegn på liv. Denne tagsø gennemskæres af en ret linje, der ved nærmere eftersyn viser sig at være nedgangen til templet. Trappen ned giver en højdeforskel på ca. 7 m, en meget dramatisk effekt. Plan over templet og dets minimalistiske stil. De glatte betonmure danner ramme om templet. Den rette linje danner ramme om indgangen, hvorefter man følger en sti langs den buede linje for at komme til ovalen, som er selve templet. Man møder templets tag, hvorpå der er anlagt en lille sø med lotus og nøkkeroser i knæhøjde. Omgivet af Indgangen til selve templet under søen med lotus.

Vi går ned ad trappen midt i bassinet og kommer ind i templet. Selve templet er i modsætning til den ovale sø helt cirkulært og holdt i en kraftig orangerød farve, som har symbolsk betydning for munkene. Vi går rundt i de smalle, høje korridorer, mærker hvordan lysintentiteten skifter. Ser hvordan lyset er mere eller mindre rødt, som følge af reflektioner af de store mængder rødmalet træ. Efterfølgende sidder vi en stund ved kanten af Lotus-bassinet, nyder stilheden, solen og hinandens selskab. Awaji Yumebutai Vi vedtager at det godt kan lade sig gøre at gå derhen fra Tadao Andos tempel. Det er varmt at gå langs kysten, så der ryger en del vand. Efter et stykke tid er vi endeligt fremme ved det virkeligt store anlæg Awaji Yumebutai fra 2000. Hotel og konferencefaciliteter. Den orange farve er fra gammel tid symbolsk for munkene. En stille stund i templets inderste følger. En enkelt munk kigger forbi. Anlægget er som templet opført med beton som hoved element. Nogle områder kligger næsten spøgelsesagtigt øde hen. Anlægget er mildest talt overvældende. Det er så enormt og samtidigt så gennemført ned i den mindste detalje. Vi går lige så stille rundt og forsøger

at forstå stedet. Et sted, som virker helt ufatteligt. Som noget fra en anden tid. Stedet huser mange forskellige faciliteter: Hotel, konferencelokaler, botanisk have, væksthuse, amfiteater, restauranter m.m. Alt er opført i samme finpudsede beton som templet vi først besøgte. Awaji Yumebutai er et yderst komplekst område sammensat at vidt forskellige elementer sammenholdt af materialet (beton) og et strengt geometrisk formsprog udtrykt gennem kvadrater, cirkler, ovaler, buer og trekanter. Desuden er vand et gennemgående element der ses som kaskader, bassiner og springvand. et drama der ikke ville være opnået på et fladt stykke land. Højdeforskellene er på den ene side med til at gøre området mere overskueligt og på den anden side betyder det, at man hele tiden bliver overrasket over nye ting i landskabet. der imidlertid tale om at et landskab er forsøgt rekonstrueret efter et stort jordskælv i 1995. Stedet skal fungere som et mindesmærke for de tusindvis af mennesker, som omkom under selvsamme jordskælv. Kig ud gennem kaskade af vand. Formsproget og elementerne understreges af det omkringliggende landskab, elementerne er opført så de har en bjergside i ryggen og udsigt over havet, dette skabet et spændingsfelt og Botanisk have - en art i hvert kvadrat. Efter at have besteget den botaniske have, som ligger øverst på bjergsiden bag resten af anlægget, kommer man helt op i skovkanten, hvor der er advarsler om vildsvin, og påbud om at holde lågerne lukkede. Herfra er der en perfekt udsigt over hele det overvældende kompleks og tankerne går til gamle græske og romerske bebyggelser, specielt Villa Adriana, som Hadrian lod opføre som en idealby. Dette sted er simpelthen så gennemført, som var det en kæmpe herskers idé om en idealby, som kom til udførelse. Her er Tegning der viser fordelingen af de forskellige elementer i anlægget.

Kyoto d. 10. juli 2007 Jizu-in Vi var 6 studerende, som mødtes kl. 8.30 for at følges ad til Jizu-in, et mindre tempel med en moshave. Vejret var imod os; det var mørkt, overskyet og regnfuldt. Efter en times bustur var vi ved indgangen til Jizu-in. Man gik gennem en bambusskov og kom til den første tempelbygning, som var beregnet til en kort bøn, før man gik videre til hovedtemplet. Det var det mindste tempel, som vi indtil da havde set i Japan. Til gengæld var der meget få turister, så vi kunne nyde stilheden forholdsvis uforstyrret. Templets hoved rum var dækket af tatamier (måtter) og lige udenfor Beskåret nåletræ i Jizu-in. skydedørene var den traditionelle træterrasse i højde med gulvet indenfor. I disse gamle templer er gulvene slidt glatte og næsten bløde; man færdes ubekymret på bare fødder og støjen fra de besøgende er minimal. Efter at have taget billeder, satte vi os og skitserede haven. Desværre var der ikke nogle blomstrende buske eller træer, men alt så meget frodigt ud. Der var en baggrund af træer i varierende grønne nuancer og et underlag af grønt mos. Mørke klippestykker stod spredt rundt i haven, som regel ledsaget af grønne vækster. Man så også et lille vaskefad af sten og en statue af en ældre mand; sandsynligvis en munk eller en vis mand. Det måske smukkeste grønne element i denne have, var et skulpturelt beskåret nåletræ. Det stod i kontrast til de mere naturlignende beskårne træer og buske, men passede stemningsmæssigt fint til templets ro og formmæssigt til de rene linjer i bygningens udformning. Dette sted kaldes også for Fattigmands Saiho-ji, da det ligesom Saiho-ji er en tempel-moshave, men blot i mindre skala og mindre pompøst. Det er korrekt, at Jizu-in er mindre, men ikke desto mindre er det også en stor oplevelse. Beskåret nåletræ. Skitse af Ellen Holmboe.

Saiho-ji Efter besøget i Jizu-in gik vi hen til Saiho-ji, som er beliggende ganske tæt ved. Vi havde booket et besøg for vores gruppe til deltagelse i en ceremoni, der startede kl. 13. Der har været omkring 50 andre mennesker, som blev lukket ind sammen med os denne dag. Indgang til Saiho-ji. Vi gik gennem en fin port, over en stor gårdsplads, hen til en forbygning til selve tempelrummet og satte vores fodtøj. Herefter kunne vi indtage en plads på gulvet ved hver vores skrivepult med tilhørende pen og blækkasse. Den mest brugte siddestilling her i Japan er traditionelt seiza dvs. man sidder på knæ men for os, som ikke er vant til at sidde sådan i længere tid på tynde måtter og trægulv, var det nødvendigt at skifte mellem mere alternative havfruestillinger og skrædderstillinger. Dette kunne lige lade sig gøre, hvis man ikke havde lange ben og man skulle anstrenge sig for ikke i bestræbelserne at komme til at vælte skrivepulten. Ceremonien blev foranlediget af en præst/munk og hans medhjælpere. Vi havde fået af vide, at der ville være ceremoni i 90 min. og tid til at nyde haven i 90 min., før besøgt var slut. Præsten messede i kort tid, før vi gik over til Sutra-skrivning; vi skulle skrive oven på en række fortrykte tegn. Jeg spurgte kvinden ved siden af mig, om hun vidste hvad det betød, men hun var ikke i stand til at videregive det, da det var gamle tegn og ikke hverdagssprog. Vi vesterlændinge fik af vide, at hvis vi blot skrev en bøn eller et ønske på vores eget sprog eller engelsk samt navn og adresse, ville det være godt. Efter at have afleveret bøn og skrivning var der lejlighed til at gå rundt i moshaven der overordnet bestod af to dele: et fladt parti med en sø og et stejlt teræn på en klippeside. Ad snirklede glatte stier, belagt med klippestykker Næsten alt i haven er dækket af mos-vækster. bevægede vi os rundt i den regnfulde have. Her var en park med skovstemning og mos voksende som græs ville gøre i en dansk park. Stejle trapper med bambus-gelænder ledte op til udsigtspunkter, en lille hytte med et rundt vindue, der kunne lukkes med skyde-rispapirs-låger og atter ned igen til en stor sø flankeret af lønnetræer. I søen var der små klippeøer, hvor der også voksede mos og et enkelt fyrretræ nu og da. Det var virkelig en imponerede komponering af et landskab. Store flade klippestykker hugget ud som kantsten blev afløst af en mere pikstenslignende belægning; små vandløb skar sig gennem mosdækket og flød forbi bregner, høje gamle nåletræer og ud i søen. Når man nåede til en korsvej på stien, var den ene vej spærret af en bambus-bom for at vise, at denne vej ikke var åben for os. Stemning var på en gang sørgmodig og udenfor tid og sted, og samtidig frodig og levende.

Her stod store rævestatuer, med hver deres individuelle præg. En ræv bar en nøgle, en anden et risknippe; de havde alle en halsklud på med påskrevene tegn. Turen op ad bjerget gik gennem en endeløs pergola af orange træporte i lidt forskellige størrelser, alle med sortmalede baser og giverens navn påskrevet. Langs hovedstien lå der små helligdomme; små lommer markeret med stenportaler. Her kunne man gå ind, bede og bringe en gave, f.eks. en lille orange port eller tofu til rævene. Indgangen til området Fushimi-inari Ved foden af bjerget Inari-san findes et sted for tilbedelse af guden Inari, der er knyttet til shintoismen. Hans budbringere siges at være ræve, så det bliver også kaldt rævegudens tempel. I årenes løb har tilbedere doneret orange porte, som står langs kilometerlange stier, der fører op til Inari-sans top. Vi ankom sidst på dagen, som anbefalet i guidebøgerne; solens spil og skumringen skulle give en helt speciel stemning, men desværre gjorde det hverken fra eller til, da det blot var regnvejr. Allerede fra togstationen kunne vi se de orange porte, hvorigennem man kom først til templet, og dernæst op ad bakken. Endeløse rækker af Tori porte.

Tokyo d. 11. juli 2007 Omotesando-dori Turen gik forbi Shibya-station, et meget tæt bebygget område med en masse skyskrabere hen til Omotesando-dori, som er den dyre gade med en masse design-forretninger. Her var en masse ny, flot og anderledes arkitektur. En af de mest bemærkelsesværdige bygninger var Prada Store Epicenter tegnet af de schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron. Hele facaden var sammensatte romber i glas, hvilket gav en fed effekt med det indvendige lys. En meget geometrisk, enkel og flot bygning. Ude foran var der en underjordisk gang op til bygningen, som var dækket af et grønt mostæppe. Desværre var det ikke gå grønt, men det skabte en fin kontrast til forretningens hårde, glatte glas look. Prada huset på Omotesandodori, til højre ses selve indgangen til forretningen. Shibya atation Tæt på Shibya-station ligger et kæmpe trafikknudepunkt for både biler og bløde trafikanter. Fodgængere kommer gående fra alle retninger samtidig og smelter sammen i et kulørt hav af paraplyer virkelig fascinerende at se. På en god dag i myldretiden siges det at næsten 1,5 mio. mennesker passerer krydset i timen. Det travle kryds ved Shibya station

Tokyo d. 12. juli 2007 Tokyo Tower Tårnet blev bygget i 1958 som et monument, der skulle symbolisere Japans indflydelse på den globale økonomiske scene. Således kiggede man da også i Vesten efter inspiration og besluttede at opføre et tårn med en klar design-reference til Eiffeltårnet i Paris. Tachu Naito Architects tegnede Tokyo Tower som er 333 meter højt og verdens højeste fritstående stålkonstruktion. Det er af hensyn til flytrafikken malet i hvid og orange. Om aftenen er tårnet oplyst i forskellige farver afhængig af årstiden og af særlige arrangementer. Man kan ikke lade være med at sammenligne tårnet med Eiffeltårnet. og det er Paris der vinder over Tokyo i dette tilfælde. Som tårnet ligger i sine omgivelser får det ikke den samme majestætiske fremtræden som Eiffeltårnet. Tokyo Towers omgivelser ligger ikke under for tårnet. Det er nærmere omvendt: En større vej løber tæt forbi og tårnet skræver over en bygning der indeholder butikker, voksmuseum og akvarium. Bygningen i bunden har i øvrigt ikke arkitektonisk sammenhæng med tårnet. Tårnet fungerer i dag som et landmark. Effekten må dog have været betydelig større inden talrige skyskrabere Gade i Tokyo med Tokyo Tower i horizonten. skød frem i den omgivende by, men tårnet skiller sig dog stadig arkitektonisk og farvemæssigt ud. Rollen som imponerende magtfaktor har tårnet med tiden måttet overdrage til omkringliggende bygningsværker. Da tårnets funktion som antenne-tårn i dag er blevet overflødig, planlægger man nu nedrivning af Tokyo Tower. Tårnet på klos hold.

Tokyo d. 12. juli 2007 Mori art museum Kohn Pedersen Fox har tegnet Mori Building i Roppongi Hills, hvor Mori Art Museum og Tokyo City View ligger øverst på 54. etage. Bygningen stod færdig i 2001, som Tokyo s højeste, med en facade i stål og glas og på en fod af gule sten indeholdende et center. Det var fantastisk at komme op til Tokyo City View når man havde bevæget sig i dagevis nede i byens tætte gader. Det har selvfølgelig mest at sige i en meget stor by, men det minder én om, hvor vigtigt det er en gang imellem at være i stand til at se langt. Man har behov for muligheden for at se mod en horisont og se en stor himmel over sig. Det første indtryk af stedet er af et fint grønt område der ligger i forbindelse med bygningen. Centeret har en fin indendørs atmosfære. Til forskel fra mange andre butiksområder i Japan var det her bygningens vægge der prægede gadebilledet frem for butikkernes vareudstillinger. Bygningens eksklusive og smukke materialer kom herved fint til sin ret. Mori Art Museum havde en flot udstilling om Le Corbusier, Art and Architecture A Life of Creativity, som gav et godt indblik i arkitektens og kunstnerens værker, arbejdsform og fremsynede tankegang.

Tokyo d. 13. juli 2007 Shinjuku Gyoen Shinjuku Gyoen er anlagt på en privat grund, der oprindeligt tilhørte Lord Naito, en feudal hersker fra Edo perioden. Parken blev færdig som kejserlig have I 1906 og blev omlagt til en national park efter 2. verdenskrig, hvor den blev åbnet for befolkningen. Det er en forholdsvis stor park på 58,3 hektar. Den indeholder tre landskabstyper; fransk renaissancestil, engelsk landskabshave og japansk traditionel stil. Det var dejligt at få et pusterum fra de traditionelle japanske haver, men den franske havestil og den engelske landskabshave trådte ikke så tydeligt frem ved besøget. Det er rart med en stor grøn oase midt i byen. Når man står i parken og nyder roen, føles det lidt uvirkeligt at kigge op og se skyskrabere til alle sider. Heldigvis var der dele af parken, hvor man ikke oplevede udsynet til skyskrabere. Kort over Shinjuku Gyoen.

Japansk vandhave Typisk japansk vandhave med en ø i midten af søen. Man kan gå ud på øen via broerne der er forskudte i forhold til hinanden, så ånderne ikke kan følge efter. Beplantningen er meget enkel og alt er formklippet til pudefacon. Især azaleaerne går ofte igen i plantevalget. Fransk have En interessant fortolkning af den franske havestils bede ses her. Haven er japaniseret med bl.a. formklippede buske langs alléerne. Der er lagt vægt på den franske formklipning af små hække langs parterret og et udvalg af forskellige roser, som giver liv til haven. Formklippede buske og træer på det græsklædte terræn. Engelsk landskabshave Den engelske landskabshave ligger i forlængelse af den franske have og der er mulighed for et langt storslået kig ned igennem haven, med store træer som afgrænser haven og indrammer kigget. Dog mangler de store hestekastanietræer, og større klynger af træer, der normalt er meget brugt i England. Broer ud til øen i søen. Japansk parkpræg Formklippede buske og små formklippede træer går igen overalt. Bunddækket er overalt velplejet græs. Enkelte stier slynger sig igennem det let bakkede græsbeklædte terræn, og det er som en sammensmeltning mellem de japanske traditioner og den engelske landskabshave på dette sted. Den frans inspirerede del af parken. Engelsk landskabshave med solitærtræer på græsflade.

Tokyo Metropolitan Government building, Tocho Tocho er designet af den japanske arkitekt Kenzo Tange, som lod sig inspirere af Notre Dame i Paris. Der findes et observationsdæk på 45. etage. Herfra kan man se ud over den vældige betonby, der strækker sig længere end man kan se med det blotte øje. Hvis vejret er klart kan man endda se Fujiyama i det fjerne. I skyggen af Tocho ligger parken Shinjuku Central Park. Et forsømt parkområde, hvor de hjemløse søger ly, og overnatter i små huse bygget af blå presenninger og papstykker. Parkinventar og legeredskaber lignede noget der for længst burde være skiftet ud med mere tidssvarende modeller. Buske og træer havde en mere vildtvoksende karakter i forhold til hvad vi har set andre steder i Japan, hvor man må sige at det generelt har været meget højt. De asfalterede stier slyngede sig gennem parken, som var vi i en landskabelig have, men et utal af forskellige hegn sørgede for, at det ikke var muligt at træde udenfor stien og ind i det vilde buskads. pænt overalt, kan finde et så forsømt sted, og det endda lige bagved en stor regeringsbygning. National Yoyogi Stadium Stadionet er designet af Kenzo Tange til de Olympiske lege i Tokyo, 1964. Det bliver i dag benyttet til koncerter og sportsaktiviteter. Der er plads til 8.000 mennesker. Byggeriet er specielt pga. dets skallignende stålkonstruktion. Bygningen har forskellige udtryk alt efter hvilken vinkel man ser den fra. Der er en god overgang mellem bygningen og de grønne, terraserede arealer omkring. Det var interessant at opleve, at man i Japan, som ellers har været så rent og National Yoyogi Stadium

Ud af byen seværdigheder Nikko Beliggende ca. 1 time med tog fra Tokyo finder man byen Nikko. På vej dertil ser man ud over det rurale Japan, hvor teknologien har indhentet landsbysamfundene. Dette ses bl.a. i form af el-nettet der ligger som et spindelvævslag over boligerne. Togturen belønnes med et besøg ved Taiyuin-byo shrine. Et område som huser flere mere eller mindre store templer i en skov af Cryptomeria træer. Hovedtemplet stod færdigt i 1625, og samtidig plantedes i løbet af en tyveårig periode flere tusinde Cryptomeria træer. I dag er der ca. 1300 af dem tilbage, og de står som store majestætiske vækster og vogter over templerne. Når man går rundt i områder hersker en stemning af de gamle tiders mystik fra tiden hvor stedet blev brugt til at oplære munke. Det er imponerende at se hvordan templerne er blevet bygget ind i landskabet; de ligger kilet ind i bjergsiderne. Andre steder er landskabet tilpasser templerne i så høj grad at der fremkommer dramatiske terrasseringer og terrænspring. Snit Shinkansen Højspænding Elnet Tætte huse, ca 2 etager Nikko -tempelområdet omgivet af de statelige Cryptomeria. Tegninger: Rikke Larsen