Rejsemagasin M.M. Golfrejser på Grand Canaria, Tenerife og Malta På kanten af Afrika Landsbyen Chinde med den glorværdige fortid er forfalden, isoleret, fattig og uden meget synligt håb. En dag vil den forvinde i havet som de to tidligere byer på steder Journalist: Af Viggo Lepoutre Ravn og Mik Eskestad (foto) Landsbyen på 18,4 grader sydlig bredde og 36,3 grader østlig længde er endestationen i den folkerige Zambeziaprovins i Mozambique. Ingen landsby ligger længere væk og er mere besværlig at komme til og fra. I regntiden kun via båd. Men ikke nok med, at Chinde ligger på kanten af Afrika i den fortabte ende af Zambezi-flodens delta. Den forsvinder også bid for bid, efterhånden som havet fortærer dens jord og bygninger. De ca. 3000 indbyggere i landsbyen bor i det tredje Chinde. De to andre er forsvundet. Tredje Chinde går samme vej»ingen ved præcist, hvor de to andre Chinde lå. Alt materiale fra den første er væk, og den anden er skyllet i havet. Men vi ved, at den tredje Chinde går samme vej. Det er bare et spørgsmål om tid,«siger assisterende guvernør i Chinde, Francelina de Jesús. Hun har i et snuptag skiftet tøj til et blomstrende capulana-kjole og fundet en bil, så de fremmede journalister kan tage hendes hjemby i øjesyn. Franzelina de Jesús viser stolt de mange hundreder små salgueiros-stiklinger frem, som skal plantes ud på familiernes jorde i nærheden af stranden for at hindre yderligere erosion. Træerne er doneret af FN s fødevareprogram. Havnen er nedslidt og minder mest af alt om en skibskirkegård. Det var her fra Chinde, at den danske opdagelsesrejsende Johan Støckel forlod Afrika. Byen er i dag en skygge af fordums storhed - da havnen blev anløbet af skibe fra nær og fjern Rustrøde farver dominerer. Ingen har nogensinde bekymret sig om at rydde op. Lidt derfra ligger de lange, hvide strande. Øde. En frisk havbrise hvirvler det fine sand op i luften. Brændingen er stærk. Skibene forsvandt Al havnetrafik stoppede, da sukkerselskabet Sena Sucar lukkede i 1982 på grund af borgerkrigen. Nu er en afdeling af Compañía Sena genetableret i Marromeu, fire timer væk i båd, så i ny og næ lægger enkelte skibe til kajen side om side med havnens halvt synlige skibsvrag. Francelina de Jesús administrative opgave virker uoverkommelig. Chinde bliver ikke kun ædt op af havet, men også af den massive, fugtige hede, som omklamrer mennesker og bygninger. Som supplement til de allestedsnærværende lerklinede hytter har en del af husene på Chinde forsvinder bid for bid efterhånden som havet fortærer dens jord og bygninger den ukrudtsplagede hovedgade i Chinde tydeligvis en stolt kolonifortid. Måske fra dengang ved århundredeskiftet, da Chinde som britisk ejet enklave i portugisisk territorium kunne prale af beliggenheden ved indsejlingen til Zambezi med stor havneaktivitet til følge. Adskillige aviser og papirer på byens kommunekontor vidner om en glorværdig fortid. Nu ligner samtlige huse tomme skaller. Skeletter. Som en militær øvelseslandsby efter et hold nye rekrutter med løst krudt. Kun få af husene er beboet. Her er få forretninger, som kun fungerer, når der er varer. Byen overlever på selvforsyning af ris og fisk og lidt husdyr. Chinde har én underskole, som tager elever op til ca. 12 år, men slet ikke dækker behovet. Distriktet har godt 129.000 mennesker, 161 lærere og ingen skole på højere niveau.»men vi planlægger at bygge én næste år,«siger Francelina de Jesús åbenhjertigt uden vide, hvor pengene skal komme fra. Midler fra undervisingsprogram Situationen er den samme i et utal af andre mozambiquiske landsbyer. Distriktet fik sidste år midler fra undervisningsprogrammet i Zambezia til at bygge en båd og købe en motor, så de kan besøge de skoler, der ligger spredt rundt omkring i deltaet. En anden national organisation har foræret byrådet tre både for at forbedre kommunikationen med provinshovedstaden Quelimane. Da man sidste år skulle bringe eksamensopgaver til Chinde, foregik det pr. fly. Under de store oversvømmelser i 2001 slap landsbyen nådigt, mens nabobyerne Luabo og Matilde var hårdt ramt. Nødhjælpen kom, men forsvandt lige så hurtigt igen, mener Francelina de Jesús.»Vi var glade for hjælpen, men folkene var her kun i et par dage, så tog de videre. Det var slet ikke nok,«siger hun. Håb om en rigtig læge Skulle Chinde-distriktet igen blive ramt af nye oversvømmelser, ser det sløjt ud. Men den assisterende guvernør kender alt til de nye advarselssystemer, som Mozambiques Røde Kors har etableret i flere udsatte byer med henblik på at advare mod kritisk vejr. Også sundheden presser Chinde. Hospitalet er det eneste fungerende i distriktet. Der er 26 senge til de 129.000 mennesker, for hvilke transporten til Chinde er en umulighed for de fleste. Hospitalet har ingen læge, men tre sygeplejersker og en técnico, som er det nærmeste, Chinde kommer en uddannet læge.»vi vil gerne have en rigtig én,«siger Francelina de Jesús. Én ud af fem møller fungerer Mens vi venter på, at Francelinas veninde Doña Isabel skal forberede en frokost af kylling og ris, kommer fuldmægtig Anselmo Ramalho forbi med kommunens seneste årsrapport, nedfældet på nusset papir med maskinskrift. Det er byens eneste eksemplar. Rapporten konstaterer blandt andet, at kun én ud af fem møller i distriktet fungerer.»vi mangler penge til en mølle, så vi kan få malet vores»vi ved, at den tredje Chinde går samme vej som de to første. Det er bare et spørgsmål om tid,«siger assisterende guvernør Francelina de Jesús maniok, kassava og majs,«siger Anselmo og spørger, om jeg ikke kan forhøre mig i Danmark om mulighederne for at få et projekt sat i værk. På helt absurd vis har rapporten også et punkt, der hedder turisme. Så er der måske alligevel håb? Vi har det hele...»vi har fine strande, men ingen besøgende og ingen midler til at udvikle noget som helst, der kan give overskud,«beklager Anselmo. Fuldmægtigen har mere ret, end han måske selv aner. På kanten af Afrika er alting svært. BORNHOLM Lej dejlige sommerhuse i foråret eller prøv et af vores feriecentre, som er blandt de førende på Bornholm. Husk: Bornholm har flest solskinstimer! www.feriebureauet-bornholm.dk Tlf. 5850 5091 Fax. 5852 5051
Side 2 M.M. M.M. Side 3 Et eventyrligt liv JP Explorer har de seneste tre uger fulgt i fodsporet af den ukendte danske opdagelsesrejsende Johan Støckel, som rejste hjem tværs over Afrika for små 100 år siden Af Viggo Lepoutre Ravn og Mik Eskestad (foto) Tilbage i Danmark anlagde han sag mod sin arbejdsgiver i Congo og slog sig senere ned som direktør for Tøjhusmuseet i København. For 99 år siden den 6. juni 1904 forlod den bornholmske officer ved navn Johan Støckel Chinde ved det Indiske Ocean. Mange oplevelser rigere, men sikkert også bitter og ærgerlig. Forud var gået et helt års eventyr med store oplevelser og skuffelser. Johan Støckel havde en toårig kontraktansættelse som explorateur i Katangaselskabet under den belgiske Kong Leopold II, som på det tidspunkt ejede Congo og drev kolonien som sin private forretning. Ved sin ansættelse var danskeren blevet lovet udstyr, våben og telte, så snart han kom frem til Lusambo midt i Congo. Men da Johan Støckel nåede destinationen, fandt han ingenting. Han oplevede, at både skandinaverne på stedet og de indfødte blev behandlet dårligt, og det forargede ham. Han luftede sin kritik, men den blev mødt med hånlatter. Et brev, som Støckel havde skrevet til sin kone om alle sine oplevelser, kom i hænderne på en journalist på Nationaltidende i Danmark. På dette tidspunkt haglede kritikken allerede ned over ledelsen af Congo, og brevets offentliggørelse faldt senere tilbage på Støckel som en boomerang. Da han efter flere ugers sygdom ankom til Möero-søen i det sydøstlige Congo, båret i en hængekøje, lød opgaven som frygtet på indsamling af gummi. Johan Støckel fandt arbejdsbetingelserne aldeles uacceptable og drog på sin sidste officielle opgave for arbejdsgiveren til hovedsædet Lukonzolwa i spidsen for et kontingent rekrutter. Samtidig påregnede han at diskutere sin ansættelse med ledelsen. Opsagde kontrakten Så vidt nåede han aldrig. I stedet blev han overfuset af en ung belgisk officer, som anklagede Støckel for at være ophavsmand til en kritisk artikel om selskabets arbejdsmetoder i Congo. Bornholmeren nægtede at stå til regnskab for en yngre kommandant og opsagde sin kontrakt på stedet. Han fik anvist billetter til rejsen samme vej, som han var kommet. Men dårligt helbred og frygten for repressalier fra belgierne på grund af sin kritik fik ham til at tage beslutningen om at rejse hjem via den afrikanske østkyst. Først den 10. april 1904 fik Støckel samlet en gruppe af bærere til sin hjemrejse, som gik fra Moërosøen via Tangyanikasøen sydspids til Karonga i det nuværende nordlige Malawi. Efter to ugers pause her sejlede han ned ad Nyassasøen med dampskib og fortsatte videre af Shire og Zambezi floderne til Chinde ved det Indiske Ocean. JP Explorer stødte til Johan Støckels rejserute ved den nuværende Lake Mweru på grænsen mellem Congo og Zambia, hvor centrale elementer i de indfødtes hverdag kun har ændret sig ganske lidt i løbet af de seneste 100 år. Tag på en rejse for livet! Albatros Travels rundrejser er eksklusive kvalitetsrejser. De fleste rundrejser er tilrettelagt med fuldt inkluderet program, hvor man ikke behøver at købe udflugter eller betale entreer undervejs. Der kan være store varitationer i antallet af måltider fra rejse til rejse. I princippet inkluderer vi måltider, hvor der ikke er andre muligheder, eller hvor det er en åbenlys fordel for rejsens forløb. Dette gælder eksempelvis safarirejser, trekking i fjerne egne og kulturrejser med omfattende programmer i Kina. To nysgerrige drenge ved optagelser til TV-serien Tukuferanji (hvorfor dør vi?), der handler om HIV/AIDS. Høvdingen regerer Her regerer den lokale høvding stadig så godt som uafhængigt af den centrale regering, som først er kommet til langt senere. Sundhedssystemet og retssystemet er underudviklet, hvilket giver de lokale heksedoktorer patent på behandling af alt fra ufrugtbare kvinder og impotens til hoste, dårlige knæ og HIV/AIDS. Samtidig har den lokale høvding som øverste juridiske myndighed næsten enevældig magt i forhold til sine undersåtter. Også fødevaresituationen er kritisk. Ved Mwerusøen er fisk dagens orden, fordi landbruget er underudviklet som i resten af det nordlige Zambia. Her finder man kun selvforsynende bønder trods udmærkede jord- og vandingsforhold. Mekanisering og industrialisering, som det kendes fra den vestlige verden, eksisterer ikke, selvom infrastrukturen har udviklet sig til det bedre. Men statistikkerne er stadig horribel læsning: Forventet levetid anslås til under 40 år. Vidtrækkende fattigdom og sygdom er virkeligheden i denne del af Afrika. Det samme gælder for store dele af Malawi og Mozambique. Indtil for kun få år siden var Malawi en nation på vej frem både politisk og industrielt. På det seneste har naturkatastrofer og korruption sammenblandet med ringe adgang til vand, sanitet og sundhed igen vendt bøtten den forkerte vej. Lyspunkterne er få. Trænger man til at peppe negativismen op, skal man blot vandre en tur ned gennem et af Blantyres stinkende slumkvarterer. I Mozambique får man også følelsen af, at tiden har stået stille siden århundredeskiftet, selv om statistikkerne melder om økonomisk vækst.»men økonomisk vækst tæller ikke meget, når den er begyndt ved det absolutte nulpunkt,«som en mozambiquer udtrykte det på vores tur. Mozambique har et af verdens mest elendige uddannelsessystemer og virker stadig mærket af sårene efter den mere end 15 år lange borgerkrig. Den isolerede landsby Chinde ved det Indiske Ocean er et eksempel på, at det mange steder står værre til end for 100 år siden. Landsbyen er totalt nedslidt, sundhedsforholdene er elendige, og uddannelsesmulighederne er marginale og zonen er konstant truet af naturens luner. Omkring århundredeskiftet var Chinde en slagkraftig og rig havneby ved indsejlingen til Zambezi. I dag kan man sætte spørgsmålstegn ved, om mennesker burde bo dér. Men det gør de. Lige som de gør det i mange tilsvarende afrikanske landsbyer, som i vestlig optik ikke er en tilværelse værdig. Flere eventyr i vente Johan Støckel fortsatte rejsen tidligt om morgenen den 6. juni 1904. Via det Indiske Ocean tog den tyske damper S/S König ham nordpå forbi Zanzibar, gennem Suez kanalen, Gibraltarstrædet og op langs Europas vestkyst. Den 8. juli steg han i land i Hamborg. Alle tiders eventyr var slut, men flere skulle følge. Johan Støckel mente selv, at han var den første dansker til at krydse Afrika fra vest til øst. Det var han ikke, men han var med garanti den første bornholmer. Den danske officer havde haft hele sejlturen hjem til at tænke over, hvordan han skulle kræve kompensation for den behandling, han var udsat for i Congo. Otte for ham karakteristisk minutiøse og detaljerede sider landede sammen med 25 bilag JP explorers Nissan Terrano i uvejsomt terræn nær Chimoyo i Mozambique. hos udenrigsministeriet som redegørelse for sagsforløbet. Han krævede et tilgodehavende udbetalt fra Comité Special du Katanga på 16.327 frs. Komitéen afviste Støckels krav, men tilbød ham et forlig med 5.600 frs. med fradrag af forskuddet på 1336,10 frs. Med til tilbuddet hørte et krav om underskrivelse af et dokument, som sikrede komitéen mod yderligere krav eller anden offentlig kritik af selskabet. Hvis Støckel ikke accepterede tilbuddet, var der kun domstolene tilbage. Og domstolen blev det. Støckel tabte den langtrukne sag. Den stædige danske officers protester over for Congostatens rå behandling af de indfødte blev tiet ihjel. Han blev beskyldt for at være uligevægtig og syg. Gode venner, heriblandt oberstløjtnant H. Jenssen-Tusch, som med stor hjælp fra Johan Støckel skrev det store værk Skandinaver i Congo fra 1902-05, rådede ham til at glemme sagen. Først i 1908 måtte Kong Leopold give efter for omverdenens kritik og overlade Congostaten til den belgiske stat. Støckel til Sibirien Senere blev Johan Støckel udstationeret i Sibirien under den russisk-japanske krig, udsendt af den russiske kejserinde Maria Fjodorovna. Hjemvendt til Danmark efter sin tredje store udlandsrejse påbegyndte han sit livs opgave som tilsynsfører ved Den historiske Vaabensamling, som i 1928 blev omdøbt til Tøjhusmuseet. Bornholms Museum bad om at få hans store og møjsommeligt indsamlede kollektion af afrikansk etnografika til udstilling. Johan Støckel svarede:»kjöbenhavn 12-12-04. Hr. J.A. Jørgensen. Jeg saa i sin Tid med Undren, at en Del Vaaben fra Kongo og et stort Fotografi af Lt. Jespersen havde faaet Plads paa Bornholms Museum, hvor efter min Mening ingen af Delene hörer hjemme. Saa længe jeg lever, bliver min Samling hos mig, for hvem den har personlig Interesse. Efter min Död vil den rettest höre hjemme paa etnografisk Museum, da den ikke blot bestaar af nogle smukke Spyd, Knive eller Pile, som de fleste Kongofarere nøjes med at slæbe med Hjem, men væsentligst af alle de mere uransagelige Ting, som Negeren benytter i hele sit daglige Liv, og som derfor ogsaa ganske anderledes illustrerer hans Kulturstandpunkt. Med særdeles Agtelse Joh. F. Støckel.«Alligevel skænkede Johan Støckel hele samlingen til Nationalmuseet allerede i 1906. Efter 37 år tog den bornholmske officer sin afsked fra Tøjhusmuseet og helligede sig udgivelsen af værket, der hedder Haandskydevaabens Bedømmelse. Et digert værk, som har sikret ham en placering i eftertidens våbenlitteratur. Johan Støckel døde i 1959, 92 år gammel. Ud fra de notesbøger, breve, billeder og andet efterladt materiale har Bornholms Museum sammenstykket historien om en af Danmarks store, men stort set ukendte opdagelsesrejsende. ULTRA-ÆVL! Revolutionerende, ultra-rent, reneste form for renhed, ny formel! Sådan bombarderes vi sagesløse TV-seere aften efter aften med det rene ultra-ævl Nu har B.T.s afdeling for uvidenskabelige forbrugertests taget vaskepulver-pingernes ord for pålydende og hængt de gyldne løfter til tørring. Vaskepulver-testens konklusion er kort og godt: Ultra-ævl! Fire baby-lagner udsat for cacaomælk, ketchup og Jeppe, seks måneder, blev vasket i fire af de dyre TV-annoncerede ultra-enzym-formel-fantastiske vaskemidler. Alle fire lagner blev nøjagtigt lige rene, naturligvis bortset fra de lagner, vi vaskede i de nyopfundne color-systemer, der»bevarer tøjet i naturlige farver vask efter vask«. Disse lagner blev præcist så nydeligt lyseblå eller lyserøde, som de plejer at blive, når der smutter en blå eller rød bluse med i vaskemaskinen. Men efter standardbehandlingen med en overnatning i Klorin, blev lagnerne atter hvide. Det skorter ellers ikke på hvide løfter, når Dynamo 3 Ultra, Ariel Color, Persil Kompakt og Omo Micro System via reklamebureauernes hjernevaskningsafdelinger skal fremhæve egne fortrin frem for»almindeligt vaskepulver«hvad det så end er? Men det er nok en sætning, man lærer på reklameskolerne, når man skal beskrive andre produkter end dem, man er hyret til at sælge.»vaskepulveret trænger helt ind i tøjets fibre og vasker nu rent allerede fra 30 grader. Aldrig har renhed været så synlig og så blød,«lover speakeren med den bløde stemme fra Dynamo 3 Ultra.»Normale vaskepulvere er farveblinde, men Persil Kompakt med dobbelt farvebeskyttelse vasker helt rent uden at farverne bleges uden at de løber ud og smitter af,«lover Persil Kompakt og sætter trumf på med et nydeligt ungt par, hvor hun går glad hjemme og venter på, at han kommer hjem fra lidt fodbold med drengene. Klor-metoden Ariel Color går heller ikke af vejen for at bruge det gamle reklame-fif om, at overdrivelse fremmer forståelsen. Men skulle man være hoppet på gyngen, så kan B.T.s uvidenskabelige forbrugerafdeling garantere, at Klorin sagtens kan udbedre farveskaderne, når det dobbelte farvesystem er løbet ud i vaskevandet. Omo Micro System, som garanterer den reneste form for renhed, sætter også trumf på. Her har man oven i købt fået lavet en forbrugerundersøgelse, som garanterer, at kvinder, der bruger Omo Micro System, har løst deres vaskeproblemer en gang for alle og ikke har lyst til at skifte mærke. Men Jeppe og far hører ikke til de trofaste Omo-kvinder, så vi trillede hen til købmanden, købte tre kilo af den vanlige, billige slags vaskepulver til 19,95, gentog testen. Med samme resultat. Lagnerne vasket sammen med andet hvidt vasketøj blev hvide, og den røde bluse i næste vask Alle togrejsers moder Den Transsibiriske Jernbane er en oplevelse for livet. Men tag en god bog med, med mindre De er birketræs-entusiast Af Thomas Heine, Flemming Rose og Erling Vester Jacobsen Det føles stort, rigtigt, tilfredsstillende. Om et antal år vil vi sidde i gyngestolene med vores storøjede børnebørn på skødet og fortælle om»dengang, det må have været lige efter århundredeskiftet, da bedstefar kørte med Transib fra Moskva til Beijing.«Vi kan så håbe på, at børnebørnene ikke er af den krakilske type, som insisterer på, at den Transsibiriske Jernbane går fra Moskva til Vladivostok ved Stillehavet. At sidste strækning på vores rejse egentlig hedder den Transmongolske Jernbane, og at vi kun har tilbagelagt sølle 7850 km i stedet for de 9296 km mellem Moskva og Vladivostok. Moskva Beijing på skinner er godt nok til os. Det er det i øvrigt for de fleste Transib-rejsende, som hellere vil slutte af i Kinas hovedstad end i en trist, rå russisk havneby. Vi har været undervejs i tre og en halv uge, med kortere og længere stop i forskellige russiske stor- og småbyer og i Mongoliet. Vi har været på narkojagt i Jekaterinburg. Vi har svedt i en russisk badstue og spist nyrøget omul-fisk ved Bajkal-søen. Vi har været i brydekamp med en åndemaner og på rundvisning med en lama-lærling. Vi har boet i nomadetelt i Mongoliet. Vi har kørt i rickshaw og spist græshopper og Peking-and i Beijing. Alt for meget vodka Vi har kørt på 1., på 2. og en smule på 3. klasse (»er du romantiker eller hvad?«, som togstewardessen Albina spurgte, da hun blev tryglet om en plads i en 48-mandskupé). Vi har siddet med hos lokomotivføreren, vi har været i remise, vi har set toget få nye, smallere understel ved grænsen mellem Mongoliet og Kina. Vi har købt god og knap så god mad på diverse perroner, hvor toget gjorde holdt. Vi har spist god, mindre god og elendig mad i forskellige spisevogne. Vi har skimtet kameler, musvåger, gazeller og elge (OK, én elg) gennem de snavsede Stop på en station i Sibirien togvinduer. Vi har set uendeligt ensformige birkeskove, smukke bakkede landskaber, ørken i Mongoliet og rismarker i Kina. Vi har kørt tværs gennem Den Kinesiske Mur. Vi har mødt masser af søde og spændende mennesker. Nogle af dem folk, som vi vil forsøge at holde kontakten med. Vi har flirtet med russiske togstewardesser og en enkelt kinesisk togsteward. Vi har drukket vodka, alt for meget vodka, men det hører sig ligesom til. Intet negativt Vi har ikke en eneste rigtigt negativ oplevelse at komme med. Ingen banditter, ingen lommetyve, ingen lurendrejere (jo, måske den kvinde, som vi søvndrukne blev lokket til at købe en forsikring af på vej ind i Mongoliet), ingen risiko for at sulte undervejs. De varmeste anbefalinger til andre om at prøve denne Alle Togrejsers Moder, altså? Både og. Meget afhænger af ens temperament. For nogle vil den Transsibiriske Jernbane være en oplevelse for livet. For andre vil den formentlig være dræbende kedsommelig, især hvis man hverken er birketræs- eller togentusiast, og hvis man ikke taler russisk eller kinesisk. Sandsynligheden for at møde russiske eller kinesiske medpassagerer, der taler blot en smule engelsk, er ikke ret stor. Hvis man vælger eksprestoget fra Moskva til Beijing, tog nr. 3, vil formentlig langt hovedparten af passagererne være andre vesterlændinge. Lettere at kommunikere med, men måske ikke, hvad man rejste tværs over kloden for at opleve. De vestlige turister, som vi mødte, var generelt overstrømmende begejstrede. Men nu og da fik vi indtryk af, at de så det som en been there, done that, got the t-shirt oplevelse. Vi mødte ingen, der var på tur nummer to med den Transsibiriske Jernbane. Afsked på perronen 10 gode råd 1. Stå af undervejs. Ellers bliver togturen enerverende, og man kan også blive træt af at tage bad i en håndvask i en hel uge. Irkutsk (Bajkal-søen) og Mongoliet anbefales. 2. Det er billigere at købe sin billet i Rusland end i Danmark. Rejsebureauet Corporate Travel Service i Moskva kan skaffe billetter med stop undervejs. Man skal have visum til Rusland, Mongoliet og Kina. 3. Smil til togstewardesserne og bliv ved med det. Det kan vare længe, før de smiler igen, men det skal nok komme, og så stiger serviceniveauet pludselig gevaldigt. En æske chokolade eller et kulørt dameblad skader ikke. 4. Lær et par fraser på russisk, mongolsk og kinesisk. Det værdsættes meget. 5. Sig ikke nej, hvis russiske medpassagerer byder på mad og vodka. Det kan meget vel være indledningen på et varigt venskab. 6. Medbring reserveforsyninger, f.eks. kiks, nødder, pulversuppe og kaffe, men ikke for meget der er masser af muligheder for at købe på perronerne, når toget stopper. 7. Husk toiletpapir. 8. Tag en god bog med, f.eks. Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita. 9. Køb den britiske rejsefører Trans-Siberian Handbook, skrevet af Bryn Thomas og udgivet af Trailblazer. Især hvad gælder praktiske informationer er den meget nyttig. 10. Slap af. Stilen (ikke mindst uniformerede personers) kan være brysk i Rusland og Kina, men eventuelle problemer har det med at løse sig, hvis blot man tager det roligt. Billeder fra togrejsen Moska Beijing Foto: Jakob Erhbahn Togstewardesse hjælper en tigger Kræmmere faldbyder krystalglas på perronen På 3. klasse er pladsen trang, men stewardessen holder kupeerne rene Toget stopper 7 min. på en station ved den kinesiske mur Solnedgang mellem birketræer
Side 2 M.M. M.M. Side 5 Manden med 15 koner Flerkoneri er stadig udbredt i Malawi, hvor ældre mænd køber hustruer i teenage-alderen. Men 69-årige Amon Mwakisulu er selv efter lokal standard ekstrem Af Viggo Lepoutre Ravn. Foto: Mik Eskestad I det nordlige Malawi ved landsbyen Iponga op til Tanzanias grænse får ordsproget hellere én fugl i hånden end 10 på taget en ganske ny betydning. Her er flerkoneri hyppigt, men slet ikke i den grad, som det praktiseres af den 69-årige Amon Mwakisulu. Hans familietræ forgrener sig lige så vildt som en baobab, selv efter malawisk standard er den 69-årige familiefar ekstrem. Han har 15 koner og 63 børn, hvor 40 stadig lever. For ikke at glemme børnebørnene, som han ikke selv kan huske antallet af. Faktisk har Amon haft 20 koner siden han tog sin første i 1949. Seks er døde i mellemtiden, og græsset vokser vildt omkring deres gravstene ved indkørslen til Amon Mwakisulus landsby. Den seneste kone i rækken har han netop arvet, fordi lillebroderen for nylig døde af tuberkulose. I henhold til arvereglerne i det nordlige Malawi overgår broderens kone således til den ældre bror. I dag er kun syv af konerne hjemme i landsbyen, der tæller omkring 20 huse, herunder ét til Amon selv og ét til hver af konerne. De fletter måtter af bananpalmeblade, knuser majs i den store morter eller vasker tøj. De resterende otte koner er taget i marken, over grænsen for at hente benzin og gå til begravelse. De vil først vende hjem senere på eftermiddagen, og det ærgrer værten, som flere gange i løbet af vores besøg beder os om at blive hele dagen, så alle hustruer og børn bliver foreviget på det store familiefoto. Den første kone Den første kone kom fra Amon Mwakisulus egen landsby, hvor han stadig bor i dag.»min far efterlod sig en lille familie, og det ville jeg gøre anderledes. Jeg så, at min første kone kom fra en respektabel familie, og så tog jeg hende,«siger Amon Mwakisulu. Der var hverken bryllup, præst, fest eller nedskrevne formaliteter, og Amon kan hverken huske alderen på eller prisen for sin første kone, da de blev gift. I dag går en kone typisk for 6 8 stykker kvæg, og en ko koster omkring 8.000 Malawikwacha. (ca. 550 kr.)»min søn har papirerne, hvor det står, og han er her ikke nu,«siger han, og sender én af sine drenge hen efter et lille stykke brunt bølgepap med tallet 63. Det antal børn, hans koner har født ham gennem årene. Ved ankomsten var de senest ankomne koner i haremmet mellem 14 og 16 år gamle, og faktisk planlægger familiens overhoved at tage sig et par koner endnu.»selvfølgelig. Jeg tager to mere, og jeg har netop i denne uge forhandlet med deres familier, som er glade for min interesse,«siger han. Familierne er fattige og kan tjene på salget af deres døtre. Vores guide siger, at begge pigerne har fuldført primary school. Det gør man typisk i Malawi omkring de 14 år. Ingen af Amons koner har fuldført mere end de første skoleår, og kun enkelte af hans børn har skolegang bag sig. Vild luksus 15 koner kan virke som vild luksus. Men det er nu ikke, fordi pa- Den 69-årige bonde har købt i alt 20 koner for at få prestige og arbejdskraft Amon Mwakisulu med seks af sine 15 koner og et lille udvalg af sine børn triarken er specielt rig. Han tager ærbødigt imod de to kilo sukker og et kilo salt, som Explorer har medbragt som påskønnelse for at blive modtaget. Amon Mwakisulu er bonde og dyrker hovedsageligt ris på sine 22 hektar, der er spredt rundt omkring de nærliggende landsbyer. Desuden ejer han seks køer og en lille majsmark. Det er kun akkurat nok til at mætte de mange munde i familien, hvis høsten har været god. Er høsten dårlig, sulter de. Amon Mwakisulus huse er bygget af de traditionelle rødlersmursten og er yderst sparsomt indrettede. Patriarkens kongesuite på ca. 8 m 2 består af en enkelt seng oven på det lerstampede gulv. Desuden et spejl. Intet andet. Trange kår og gedigen fattigdom er netop hovedårsagerne til, at Amon har taget så mange koner.»først og fremmest er det arbejdskraft. Men det handler også om prestige. Han har giftet sig med så mange for at blive berømt,«konkluderer vores guide Charles Kambwembwe efter at have hørt patriarkens svar på spørgsmålet om, hvad han skal bruge de mange koner til. Ifølge guiden er Amon Mwakisulu berømt for sin store familie i Karonga, Mzuzu, hvor fem af hans sønner arbejder som forretningsmænd i opkøb og videresalg af ris, og helt ned til hovedstaden Lilongwe. I sengen på skift En flok af børnene og børnebørnene følger nysgerrigt med i vores samtale, men holder behørigt afstand. Amon Mwakisulu udpeger nogle af dem. Kan du huske alle navnene? Amon tøver.»nej, ikke alle. Men hvis jeg kommer i tvivl, kan jeg bare spørge en af mine koner,«siger han. Patriarken viser os rundt. Sit eget hus, gravstederne, samlings- og sørgestedet under det store mangotræ, og et hjørne af gårdspladsen, hvor to af konerne arbejder, mens de flirter med kameraerne. Amon afviser internt splid i kampen om farmands gunst. Konerne sover hos ham på skift. De ældre i kortere tid, de yngste op til en uge. Sådan er reglerne.»de unge kan han fjolle rundt med lidt længere tid. De gamle kan ikke holde til så meget. Han bliver tilfredsstillet hver aften,«griner guiden. Amon Mwakisulu tilføjer, at han er meget tilfreds med den del af sit liv og understreger, at konerne ikke skændes og har det godt sammen. Ingen kone har nogensinde forladt ham. Hvad sker der, hvis I er uenige?»selvfølgelig har kvinder temperament. De er iltre. Hvis én er sur, så sætter jeg mig ned med min ældste kone og den utilfredse. Og så diskuterer vi frem og tilbage og løser det,«siger han. Charles Kambwembe forklarer bagefter, at han føler sig overbevist om, at konerne kæmper indbyrdes om at komme nærmest ægtesengen. Men førstekonen kan ingen røre. Er de andre koner utilfredse, søger de tilfredsstillelse andre steder.»men det er pinligt for manden og må ikke slippe ud. Så ville han blive til grin,«siger Charles som forklaring på Amons vægring ved at tale om emnet. Når Amon en dag dør, går al hans ejendom til den første kones ældste søn, fordi han ikke har brødre tilbage. Kun, hvis der ikke er nogen til arve, kan en af konerne blive løst fra de ægteskabelige bånd. Målt på styrken af Amons faste og gentagne håndtryk til farvel, vil der gå en rum tid, før førstemanden i haremmet ved Iponga skal erstattes. Rejsevaluta Amerikanske dollar 601,83 Engelske pund 1099, 20 Euro 758,31 Islandske kroner 9,42 Norske kroner 88,19 Schweizerfranc 485,91 Svenske kroner 82,42 Tjekkiet 24,10 Hong Kong 80,58 Japan 5,65 Thailand 16,05 Kilde: Nordea Tallene angiver prisen i d.kr for 100 af det pågældende lands møntenhed Hovedsagen er, at man bliver forstået Af Knud Meister Der var den gode far, som sendte sin søn ud i verden og gav ham dette råd med på vejen:»undgå fremmedord. Man kan aldrig vide, hvad de betyder!«dette skete naturligvis for adskillige generationer siden. I dag svælger vi i importerede gloser og tester i stedet for at afprøve, starter i stedet for at begynde, og foretrækker pink i stedet for lyserødt. Egentlig har jeg ikke noget videre imod, at vort sprog således internationaliseres. Det skulle i den yderste konsekvens føre til en bedre forståelse over landegrænserne. Men dette sidste er der alligevel ikke nogen, som for alvor tror på. Franskmændene, der altid har haft svært ved at forlige sig med den kendsgerning, at der også findes ikke-franskmænd, vil med hænder, fødder og lovgivning modsætte sig, at angelsaksiske ord erstatter de franske. Vi andre er mere tolerante men vel heller ikke så stolte af vort modersmål, som vi egentlig godt kunne være... Jeg kendte en mand, som gik et skridt videre end blot til at være tolerant. Han simpelt hen elskede fremmedord, og han brugte dem uden hensyn til, hvad de betød. Så han noget, der i udpræget grad repræsenterede menneskelig snilde en elektronisk regnemaskine for eksempel udbrød han begejstret:»nej, aldrig har jeg set noget så primitivt!«da der var militærmanøvre i nærheden af hans hjem, fortalte han med strålende øjne, at han havde hørt donationer om natten. Han holdt også meget af musik navnlig festlig og pompøs musik som for eksempel»radiatorernes Indtogsmarch«, og han indrømmede gerne, at han var en slikmund, som holdt af at få en skål Pinafores til kaffen.»jeg vil,«sagde han engang,»ikke betragte mig selv som en stor psykopat, men en vis forstand på mennesker har jeg dog.«alligevel blev han som han selv sagde ret konveks, da hans datter giftede sig med en græker.»gu bevar s,«sagde han,»der er da smukt nede i det anæmiske hav, men jeg havde nu hellere set, at hun var blevet i Danmark som en god patriark.«det bør bemærkes, at den brave mand altid blev forstået, og da man jo ikke ligefrem længes efter at gå rundt og rette på andre mennesker, levede han ubekymret videre med sine fremmedord og befandt sig godt. Ingen gjorde ham opmærksom på, at hans ordvalg mildest talt var frit, for når enhver var klar over, hvad han mente, var der jo ikke noget at rette! Jeg tror nok, at han var ordblind. Jeg forklarede mig i hvert fald hans skødesløse omgang med de fremmede gloser på den måde. Men da han var en helt igennem vennesæl og munter mand uden skarpe kanter og tunge synspunkter, havde man ikke vanskeligt ved at acceptere ham. Som han selv så rammende udtrykte det engang:»når det gælder politik, undgår jeg helst at diskutere og holder mig strengt central!«som et slags eksperiment forsøgte vi, der hørte til hans vennekreds, engang at gentage hans ytringer, men erstatte de gale fremmedord med de rigtige. Det kunne vi lige så godt have ladet være med. Han blev ved sit ligesom den gamle dame, jeg kendte i min barndom, og som konsekvent kaldte en kiosk for en koisk. (Der må nok også have været noget med ordblindhed dér). Vi blev så fascineret af hende, at vi i lange tider kun talte om koisken, indtil en af kammeraterne kom til at tage ordet med ind i skolestuen, hvor dansklæreren omgående aflivede det. Vor ven var medlem af det lokale skydeselskab og vakte megen moro, da han på generalforsamlingen foreslog, at man forud for den årlige fugleskydning skulle gå i prostitution til skydebanen. Lattersalverne forskrækkede ham ikke. Tværtimod lo han selv hjerteligt med og gentog så sit gode forslag. Det blev derpå efter almindelig fnisen vedtaget dog naturligvis med den nødvendige sproglige rettelse, som forslagsstilleren end ikke bemærkede. Jeg føler trang til at fremhæve, at vor gode ven med alle de skæve fremmedord absolut ikke var nogen tåbe. Han var tværtimod et yderst fornuftigt og tænksomt menneske, som blot var ude af stand til at få has på alle de sære ord, samtidig med at netop disse ord indtrængende appellerede til hans sind og sans. Han kunne have været modellen til den figur, skuespilleren Carl Alstrup skabte for menneskealdre siden på det daværende Apollo- Teater. Alstrup stod i et sketch i sommerrevyen og forhørte sig om en franskmand, der skulle være dommer i en skønhedskonkurrence, og da han fik at vide, at manden var deputeret, spurgte han:»nåh? Hvordan gik det?nejnej, jeg siger: han er deputeret!ja, forstår sig, men fik han gode anmeldelser?jeg siger ikke, at han har debuteret, men at han er deputeret!«da var det, Alstrup tålmodigt bemærkede:»jeg hørte det godt, men nænnede ikke at rette Dem!«RING EFTER ET Feriekatalog 8 9 2 0 2 0 7 0 Atlanterhavets bølger banker uophørligt ind over klipperne neden for fyret ved Peggy s Covei Nova Scotia. Mange mennesker er blevet overrasket af bølgerne og er skyllet i havet Af Heidi Plougsgaard og Annelene Petersen (foto) Canadiere kalder folk sig i verdens næststørste land, Canada. Virkeligheden er, at canadierne består af et kludetæppe af indianere og inuitter samt af indvandrere fra Frankrig, England, Kina, Skotland, Irland, Italien, Ukraine, Japan, Tyskland, Danmark, Indien, Portugal, Polen, Holland, Grækenland og mange andre lande. Spørger man dem, hvad de egentligt har til fælles, bliver der ro om bordet. Først efter flere øjeblikkes pinlig tavshed kommer svaret.»vores venlighed.flaget og landet.at vi ikke er amerikanere, eh.«det første indtryk af denne lidt ankerløse nationalfølelse fik explorerholdet i Halifax, Nova Scotia, begyndelsesstedet for JP Explorers togrejse på 6351 km på tværs af Canada med sideudflugter i bil, som skulle vise sig at løbe op i knap 4000 km. Først igennem mødet med hummerfiskeren Mark Collier ved Shad Bay, 30 sydvest fra Halifax, som trods sine rødder tilbage til Skotland følte sig mere canadisk end skotsk, men som ligesom havde lænet sig tilbage på hælene og mistet interessen for sit land. Atlanterhavsprovinsen Nova Scotia (nye Skotland), hvor der aldrig er mere end 56 km til kysten, var for ham verdens navle. Og de 941.000 indbyggere her, for hvem fiskeri og landbrug stadig er det vigtigste erhverv, var hans landsmænd. Sue Bone, stewardesse hos Air Canada, kom med et helt andet billede. Hun elskede Canada, sagde hun, men troede ikke på, at landet eksisterede om 10 år.»folk er trætte af at blive holdt tilbage af landets politik om, at alle skal være med. For at hive bunden med op, bliver toppen holdt nede, og det dræber alt initiativrigdom,«sagde Sue Bone, der for år tilbage lukkede sin egen virksomhed på grund af komplicerede canadiske regnskabsregler. Det var aldrig sket i USA, mente hun. Den franske frihed Da Explorerholdet nåede til Canadas største provins på 1,5 mio. kvadratkilometer, Quebec, blev den blandede nationalfølelse ikke overraskende mere udtalt. Her har partiet Parti Québécois længe kæmpet for en selvstændig, fransk provins. Ved de to afstemninger, der har været, har de 7,3 mio. les quebecois dog sagt nej til at løsrive sig, men ved det seneste valg kun med et snævert flertal. Flere gange har selvstændighedskampen fået det samlede Canada til at give Quebec en smule mere frihed. Det er derfor, Quebec i dag har særstatus og mere frihed som provins end de øvrige provinser. Og hver gang har det givet frihedskæmperne mere smag for, hvad de går glip af.»de øvrige provinser respekterer ikke den franske kultur og identitet. Og vi vil have lov til at udtrykke, hvad vi er. Vi behøver ikke altid at lade andre bestemme for os. Vores økonomi i provinsen er stærk, eksporten foregår mere mod syd end mod vest, så vi kan sagtens klare os selv,«sagde separatisten Yvon Faille fra Parti Québécois, da explorer besøgte ham i hans hjem i byen Rigaud, 70 km vest for Montreal. Det, Yvon Faille henviste til, er, at Canadas økonomi har ændret sig, siden landet indgik frihandelsaftalen med USA i 1988 og senere også aftalen om den nordamerikanske frihandels zone i 1993, som også inkluderer Mexico. Fra at have en økonomi, der var horisontalt orienteret, har Canada fået en økonomi, der går syd-nord over den 6379 km lange grænse til USA. For vestkysten er det blevet lettere at sende træ og olie til Californien, for midterprovinserne at sende præriehveden til det centrale USA og for Ontario og Québec at sende bildele til Ohio. En ordning der betyder, at provinserne ikke behøver at tage så meget hensyn til de seks tidszoner, Canada spænder over, og som har skabt stærkere bindinger på langs af det amerikanske kontinent, men som samtidig gør følelsen af sammenholdet mellem Øst- og Vestcanada mindre. Lidt af Danmark I provinsen New Brunswick, der siden 1969 har været Canadas eneste tosprogede provins (Staten er også tosproget), er majoriteten af indbyggerne engelske, mens 37 pct. har franske rødder. Her gjorde explorerholdet holdt i New Denmark, den første danske koloni i Canada, der bosatte sig her i 1872. Som så mange andre minoriteter kæmper efterkommerne her for at bevare deres oprindelige kultur. Det sker blandt andet i form af et lille museum med danske klenodier. En ret som ikke mindst tidligere premierminister Pierre Trudeau var med til at sikre i 1970 erne, da han lagde politisk vægt på, at alle skulle sikres en ret til deres kulturelle frihed - både på engelsk og fransk. En kulturel smeltedigel var ikke ønskværdigt. Canada skulle være en symfoni af etniske kulturer, der hver spiller i sin særegne toneart. Det canadiske kludetæppe Kan man kalde en befolkning, der består af indianere og indvandrere fra alverdens lande, for en befolkning, spurgte JP Explorer, inden holdet rejste de 6351 km i The Pacific Railways originale spor fra Atlanterhavet i øst til Stillehavet i vest. Svaret er både ja og nej I et lille samfund som New Denmark er det imidlertid svært at samle penge nok ind til at opbevare kulturarven på et museum, og staten vil ikke give støtte. Over en hjemmelavet rullepølsemad får det formand for museet, Ron Hansen, til at spørge:»hvorfor kan de fransktalende få støtte til at bevare deres kultur og vi ikke. Er deres kultur finere end vores.«i modsætning til quebecerne fastholdt danskerne dog, at de var canadiere.»canada er vores nye land. Det er her vi lever nu. Danmark er vores fædrende land,«forklarede Beatrice Hansen, der er en af efterkommerne af de første danskere i New Denmark. I Ontario, der ikke bare rummer en tredjedel af Canadas 31 mio. indbyggere, men også er landets økonomiske motor med lige så mange virksomheder som resten af landet til sammen, synes man at tage lettere på tingene. I hvert fald syntes irritationen over de øvrige provinser mindre udtalt her, måske fordi det er i Ontario, de fleste beslutninger bliver taget, fordi provinsen er landets naturlige centrum, fordi tolerancetærsklen er højere her som følge af de mange nye flygtninge, der hver år søger til især Toronto, provinsens hovedstad og Canadas største by med 2,3 mio. indbyggere, eller måske fordi Ontario med lungesygdommen SARS hærgende i Toronto, havde andet at tænke på, da JP Explorer kiggede forbi. Det var i hvert fald SARS, der var samtaleemnet på caféerne. Mest i forargelse over den blæst, medierne havde skabt med enorme økonomiske tab for byen til følge. Mange har mistet deres arbejde, fordi turister og besøgende er blevet væk. Mediernes billede har imidlertid siden vist sig at være temmelig retvisende. Fremstormende Alberta I de vestlige provinser, især i den olierige og fremstormende Alberta, der fra 1992 til 2000 forbedrede sit bruttonationalprodukt pr. indbygger med 27 pct., har man sværere ved at sluge de franske kameler. Som tredjestørste bidrager til Canadisk økonomi generer det befolkningen her, at den næststørste bidrager, Quebec, har fået gennemtrumfet, at Canada på statsplan skal være tosproget. Det vil sige, at sproget på alle vejskilte, på varer og i offentlige sammenhæng skal være både fransk og engelsk. Mens les quebecois kun behøver at skrive på fransk hjemme i deres egen provins. Samtidig generer det befolkningen i Alberta, at den skal sende penge til østprovinserne uden af få noget igen. For eksempel indflydelse. Problemet er, at den største koncentration af befolkningen bor i øst, hvorfor det også er her, de fleste beslutninger bliver taget. Det har fået tanker om selvstændighed til at rumle også i Alberta.»For hvorfor skal vi betale for, at de kan opretholde deres livsstil på østkysten,«som en tilfældig canadier i Alberta sagde. Ellers om rancheren Kathy McMillan i Britisk Columbia, bedre kendt som BC, sagde:»alt bliver besluttet i Øst, hvor de har ikke en anelse om, hvordan det er at leve her i vest. De har for eksempel besluttet, at ingen må gå med pistol, men de risikerer jo heller ikke at løbe ind i en bjørn.«i BC s hovedstad, Vancouver, er utilfredsheden med den økonomiske dominans fra Toronto og Montreal mindre udtalt. Måske på grund af den enorme velstand, som velhavende immigranter fra Hong Kong har bragt med sig. Eller måske på grund af det solrige klima, der gør provinsen til den smukkeste af alle og gør det let for indbyggerne i Vancouver at nyde livet. Det var det billede, explorerholdet fik ved at gå rundt i Vancouvers grønne gader. De mange kinesere, som præger bybilledet, syntes også at foretrække at leve som en ubemærket minoritet i det canadiske samfund. Men råbene om forandringer kommer også andre steder fra. Canadas oprindelige befolkning, Canadas 500.000 indianerne, hvilket svarer til blot to pct. af den samlede befolkning, vil have deres land tilbage. De mest højrøstede er Mohawk-indianerne, der i 1990 gjorde væbnet oprør mod staten for at forhindre, at byen Oka snuppede lidt af stammens hellige gravplads for at udvide en golfbane. Explorerholdet besøgte et af deres reservater uden for Montreal, Quebec. Her sagde kommunikationschef på byen Kanahwakes rådhus, Timmy Norton, der kæmper for at bevare Mohawk-indianernes oprindelige kultur:»vi er indianere. Vi er ikke canadiere. Det er os, er har rettighederne over landet, for vi var de første mennesker her, og det vil vi blive ved med at kæmpe for.«en broget familie Alt andet lige synes familiebilledet af Canada, som explorerholdet havde fået præsenteret af stewardessen fra Air Canada, Sue Bone, at holde.»canadas forskellige provinser er som en stor familie,«havde hun forklaret.»nova Scotia i øst er bedsteforældrene. Tiden, da landet blev styret herfra er forbi. Børnene har taget over, og provinsen lever mere i fortiden som tilskuer end som medspiller. Quebec er den elegante moder med elskere i Paris og New York, som vil have sin frihed og fra tid til anden vil skilles. Ontario er den konservative og ansvarsfulde ægtemand, der går på arbejde hver dag for at tjene penge, så familien kan købe bacon og få smør på brødet. Han finder sig i moderens lunefuldheder for at holde sammen på familien. De flade præriestater, Saskatchewan og Manitoba, er stadig børn og har endnu ikke noget at skulle have sagt. Alberta stormer til gengæld frem som den unge selvbevidste karrieremand, der i Fiskerlejet Peggy s Cove i Nova Scotia kraft af alle sine oliepenge kører i hurtig sportsvogn og kræver indflydelse. British Columbia er med sine sneklædte bjerge og mange floder familiens smukke og ældste datter. Hun har vendt familien ryggen og rettet blikket mod sine unge bejlere: Hong Kong, Japan og Australien. Og så er der adoptivsønnen, familiens sorte får, New Foundland. Provinsen sluttede sig først til Canada i 1949 og bliver af familien ikke regnet for noget, men her er der blevet fundet olie, så måske er New Foundland familiens vilde kort. De tre territorier Northwest Territories, Yokon Territory og Nuvavut er blot fjerne kusiner og fætre, som ikke er med i familiens daglige bevidsthed.«et billede som folk hele vejen på tværs af Canada syntes at acceptere. Hvor Canada er på vej hen, ved ingen. Men efter det seneste provinsvalg i Quebec synes der at være en erkendelse på vej af, at det er nødvendigt, at provinsen bruger engelsk i højere grad end i dag. Men ellers har verdens næststørste land nok at kæmpe med for tiden. Både med SARS, der stadig har sit tag i Toronto og bliver ved med at true landets økonomiske motor, men også med kogalskab, som Canada netop har fået konstateret sit første tilfælde af uden at være i stand til at finde smittekilden. Og så fandt exploratørerne faktisk én fællesnævner mere for canadierne. Alle syntes at være stolte af deres land. I hvert fald næsten. Sommer 2004 Rejser til sydens sol Ferie i Danmark
Side 6 M.M. M.M. Side 7 Emma tilbage på førstepladsen Efter at være fortrængt fra førstepladsen i nogle år er navnet Emma tilbage som det mest populære pigenavn i Danmark. Blandt drengenavnene ligger Mikkel på førstepladsen. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over de mest populære pige- og drengenavne. Af de piger, der blev født i første halvår af 2003, kom 30 ud af 1000 til at hedde Emma, som dermed topper pigenavnenes Top 50 liste. Årets højdespringer blandt de mest brugte pigenavne er Frida, som fra en placering som nummer 45 nu ligger på en 36. plads. Nye på listen er Emily og Naja, hvorimod Rikke og Michelle er røget helt ud af listen. Pigenavne Der er gået mode i navne, og hvad der falder i flest forældres smag det ene år, stemmes ned det næste. Efter kun et år på toppen har drengenavnet Mads således måtte vige førstepladsen som det mest populære drengenavn for Mikkel, som 28 ud af 1000 drenge kom til at hedde i fjor. Mads derimod ligger nu på en fjerdeplads. Noah er det drengenavn, der er sprunget længst op ad hitlisten siden sidste opgørelse fra nummer 49 til nummer 22. Gamle drengenavne som Valdemar, August, Julius og Elias er blevet så moderne, at de i år også er med på navnehitlisten. Derimod er Jens, Søren, Mark og Johan ude. De mest populære navne Top-10 for børn født i 1. halvår 2003 (Danmarks Statistik) Drengenavne Emma (2) 1 Mikkel (2) Julie (3) 2 Frederik (4) Mathilde (5) 3 Mathias (3) Sofie (1) 4 Mads (1) Laura (4) 5 Rasmus (7) Caroline (6) 6 Emil (5) Cecilie (8) 7 Oliver (11) Ida (9) 8 Christian (9) Sarah (7) 9 Magnus (8) Freja (13) 10 Lucas (10) Oplevelser af en anden verden Hundeslædekørsel Hundeslædekørsel er en totaloplevelse af tempo, teamwork og storslåede scenerier. Giv mig vinter, giv mig hunde, så kan du beholde resten... sagde polarforskeren Knud Rasmussen. Du vil være helt enig, bare vent og se. Hundeslædeture tilbydes af de lokale turistkontorer og de kan vare fra få timer til flere uger. Hundeslædeføreren er som regl en lokal fisker eller fanger, der normalt bruger hundeslæden i forbindelse med sit erhverv som transport til fiske- og fangstområderne, og til at bringe fangsten, fisk eller sæler, med tilbage. Grønlands Turistråd Tlf. 32 83 38 80 Fax. 32 83 38 89 www.greenland.com En kamp for overlevelse De canadiske mohawk-indianere kæmper for at redde deres sprog og race fra at forsvinde. Samtidig strides indianerne stadig med den canadiske stat om det land, som engang blev taget fra dem Stuart Myiow kysser sit barnebarn, der er en del af mohawkindianernes fremtid Af Heidi Plougsgaard. Foto: Annelene Petersen Byen ligner enhver anden canadisk by. Langs vandet knejser elegante villaer, i det gamle kvarter trænger de fleste huse til en gang maling, og på baseballbanen er en folk unge kvinder i gang med øve sig i at svinge et bat. Stuart Myiow kysser sit barnebarn, der er en del af mohawkindianernes fremtid. Foto: Annelene Petersen. Men Kahnawake, der ligger 10 km sydvest for Montreal, er ikke enhver anden canadisk by, men en af mohawk-indianernes tre reservater i Canada. Og her på bredden af søen Saint Louis står 8600 mohawker, den største samlede gruppe af indfødte i den franske provins Quebec, sammen om at redde resterne af deres kulturarv samt mohawkerne som et folkefærd. Derfor har reservatet indført nye regler for, hvem man kan gifte sig med.»hvis man gifter sig med en ikke-mohawk, kan man ikke længere være tilknyttet reservatet. Vi vil forhindre, at mohawk forsvinder som en race, og vi håber, at denne regel kan gøre blodet renere,«siger kommunikationschef på byens rådhus, Timmy Norton. Indianerne er også bekymrede for, at mohawk-sproget forsvinder. Flere og flere er gennem årene begyndt kun at tale engelsk og har glemt mohawk. Følgelig er det i dag kun 60 procent af byens indbyggere, der helt eller delvist taler mohawk. Det skal obligatorisk mohawkundervisning i reservatets mindre klasser nu lave om på. En del af identiteten»det er meget vigtigt, at vi ikke glemmer vores sprog. Det er en del af vores identitet,«siger Timmy Norton. Det er Kawennoitas enig i. Hun er skolelærer på en af byens primary schools, hvor eleverne går fra 1. 6. klasse. Der lægges stor vægt på, at børnene undervises i det oprindelige sprog. Men ind imellem kan det godt være lidt kedeligt, at gå i skole.»alt, hvad vi er, ligger i sproget. Du er nødt til at lære, hvem du selv er først og være stolt af det, inden du har lyst til at lære mere,«siger Kawennoitas, som er hendes mohawk-navn og betyder stående ord. Der lægges stor vægt på, at børnene undervises i det oprindelige sprog. Men ind imellem kan det godt være lidt kedeligt at gå i skole Der er vigtigt for mohawkindianerne at holde fast i deres kulturarv Hun er netop i gang med at undervise ni elever i mohawk.»tsothohrko:ala, emiska, ennisko:wa, eneraktokha, onerahtohko:wa (januar, februar, marts.),«messer børnene i kor, mens Kawennoitas halvt åndsfraværende lytter, mens hun fletter en af elevernes hår. To af drengene gaber. Fra et tilstødende klasseværelse kan man høre en anden klasse synge indianske sange. Disse børn vil først begynde at få undervisning i engelsk, når de går i 4. klasse. Det skal sikre, at børnene lærer at tale mohawk sammen frem for engelsk.»det er let for børnene at lære at tale engelsk, når de har lært dybden i deres eget sprog. De vil virkelig gerne lære deres sprog, og de prøver virkelig hårdt. Ordene er meget lange. Da vores sprog opstod, havde vi ikke ord for en lang række ting som for eksempel stol. En stol bliver på mohawk derfor til: Et sted, hvor du sidder ned for at spise. Mohawk er derfor meget svært at lære. Men børnene er kommet langt,«siger Kawennoitas, der også lærer børnene at takke moder jord for det, hun giver, samt hvilke gavnlige virkninger forskellige planter har på sygdomme. Børnene går til pause. De taler stadig mohawk. Planen synes at virke. I Kahnawake kæmper mohawkerne dog ikke bare for deres kulturarv, men også for at få det land tilbage, som stammen mener, den canadiske regering har taget fra dem.»det er land, vi har ret til, vi var her først. Og der er faktisk forskellige dokumenter, som viser, at vi har krav på landet, og det har regeringen indrømmet,«siger Timmy Norton, der er søn af byens høvding.»vi har selvfølgelig ikke tænkt os at smide alle de mennesker, der bor på landet i dag, væk. Men de skal betale leje til os for at bo der,«siger Timmy Norton. I dag bliver mohawkerne kompenseret for tidligere tiders uretfærdigheder ved, at den canadiske stat finansierer alt fra skole og forvaltning til pension og sygesikring for reservatets medlemmer. På landsplan betyder det, at Canadas ca. 600.000 indianere årligt får seks milliarder dollars fra staten. Til gengæld er indianerne fritaget for skat og moms. Væbnet oprør At spørgsmålet om, hvem der har ret til landet, ikke er et overstået kapitel, blev demonstreret i 1990, da byen Oka, omkring 50 km vest for Montreal, forsøgte at inddrage en gammel indiansk kirkegård fra Kahnawakes søsterreservat, Kanehsatake, for at udvide et 9-huls golfbane til en 18-hullers. Det endte i et væbnet opgør, hvor Kahnawake deltog med sympatistrejker, og som først endte 128 dage senere, da en betjent blev dræbt, og hæren gik i aktion. Men mohawk-indianerne beholdt deres kirkegård.»det var den sorteste tid i vores historie i mange år, men vi er parate til at kæmpe og dø for, hvad der er vores,«siger Timmy Norton og tørrer med et lommetørklæde lidt sved af panden. Der er vigtigt for mohawkindianerne at holde fast i deres kulturarv. Det har været en travl dag. De fleste indbyggere i Kahnawake synes imidlertid at være enige med Timmy Norton. Hayden Hemlock, en 22-årig nybagt far siger:»canadiere har en tendens til at vurdere os som andenrangsborgere, men de burde se op til os. Vi var de første mennesker her.«han er også glad for indsatsen for mohawk-sproget.»hvis vi mister vores sprog, så dør vi som et folk. Det er vores identitet,«siger Hayden Hemlock, der aldrig selv har lært mohawk. Heller ikke stammens begrænsning for valget af livets partner i kærlighed synes at genere nogen.»de gør, hvad de er nødt til at gøre for at sikre, at mohawkerne også eksisterer om 20 år,«siger Jessica Hernandes, en ung servitrice på reservatets ifølge flere bedste spisested, Old Malones. Konen i muddergrøften Af Erling Vester Jacobsen. Foto: Mik Eskestad Khong Keng Vi møder den 72- årige Keo ved et vandhul langs landevejen i det sydligste Laos, hvor hun og en veninde står og fanger fisk med store, flettede kurve. Hun skovler de små fisk op og anbringer dem i en anden kurv.»de bliver stegt og serveret med ris og grøntsager for mig og min datter og svigersøn samt deres børn,«fortæller hun med et bredt smil, så man kan se hendes sorte tænder, der er farvet af tygning af urter. I den lille landsby Khong Keng kort derfra sætter hun sig på trappen til et af stedets dårligste huse. Det er bygget på pæle, så man kan være tørskoet inden døre, hvis Mekong floden går over sine bredder. Men mens nabohusenes ydervægge er harmonisk opbygget af enten græsmåtter eller sække fra Siam Cement, er væggene i Keos hus Dagens fangst vises frem sat sammen af slidte, udfoldede bølgepapkasser, lidt vissent græs og et stykke armeret plast. Her blev hun født i 1930, her har hun født sine fire børn, og her har hun levet sammen med sin mand, der var daglejer, og som døde for 30 år siden. Nu bor hun her sammen med en datter og en svigersøn samt deres tre børn. Hver morgen står hun op ved firetiden for at vaske tøj for folk. Det giver en daglig indtægt på mellem 5 og 10 kr., og det betyder, at Keo efter international målestok ikke er fattig. For man er først fattig ifølge Verdensbanken, hvis man har en daglig indkomst under 1 dollar, 7,50 kr. Ukendt historie Keo klager dog heller ikke over tilværelsen:»jeg har det meget bedre nu, end da jeg var yngre og skulle arbejde meget mere. Nu vasker jeg om morgenen, og jeg passer Keo på 72 år ville gerne have lært at læse børnebørn i dagens løb, hvis der ikke er et vandhul, hvor jeg kan gå ud at samle fisk,«fortæller hun med et grin. Det franske koloniherredømme i Laos, der varede indtil Keo var 24, Indokina Krigen i 1960 erne og 1970 erne, det laotiske kongedømmes fald og de kommunistiske Pathet Laos magtovertagelse 2. december 1975 er øjensynlig gået sporløst hen over landsbyen:»alt det der ved jeg ikke spor om,«siger Keo og smiler igen.»nogle gange har jeg manglet mad. Men jeg har altid klaret mig selv ved at arbejde. Nu hjælper datteren og svigersønnen, hvis jeg ikke har nok penge til at købe ris og grøntsager. Jeg bliver også nødt til at købe fisk, hvis jeg ikke lige kan finde et vandhul, hvor jeg kan fiske.«drømmene lever Selv om Mekong floden kun er få km herfra, har hun aldrig forsøgt at fiske i floden: Små lommer af vand med fisk finder man spredt rundt i området nær Mekong floden. For den 72-årige Keo er disse mudrede vandhuller et væsentligt spisekammer Keo har boet og arbejdet hver dag i en lille landsby i det sydlige Laos siden 1930. Hun beklager sig dog ikke, selv om hun er analfabet og aldrig har haft så mange penge, at hun kunne købe et lille stykke jord til at dyrke sine egne grøntsager. Men ifølge internationale normer har hun heller ingen grund til at klage, for hun opfylder ikke betingelserne for at kunne tælles med blandt verdens fattige»det har jeg ikke forstand på,«siger hun fornuftigt. Hun er glad for, at skolen i landsbyen sikrer, at hendes børn og børnebørn lærer at læse og skrive.»jeg har ikke gået i skole, og jeg kan ikke læse eller skrive. Nu er jeg blevet for gammel, og jeg ser ikke så godt mere, så det er for sent at lære. Men jeg ville gerne, at jeg havde lært at læse.«hun glæder sig over, at hendes børn har arbejde, og at et par af dem har tjent så meget, at de har købt jord, de kan dyrke.»mine drømme er at få flere penge til rådighed, så jeg kan få et bedre hus og sikkerhed for, at der er nok mad på bordet hver dag,«siger hun.»og så kunne jeg da også godt tænke mig, at min krop ikke var ældet. Før var jeg stærk og havde ikke besvær med arbejdet, men jeg kan godt mærke, det er blevet mere vanskeligt med årene at samle fisk og vaske tøj.«eurocamp Den børnevenlige familieferie Ring: 33 91 48 88 Katalog: 33 48 47 40 www.eurocamp.dk Alle taler om prisgaranti vi har de bedste priser! Check selv Chania Lejlighed Dream Studio, tæt på stranden Rejs f.eks. den 21. maj 1 uge fra KUN 2.798,- Karpethos Lejlighed Pantheon, tæt på stranden Rejs f.eks. den 19. maj 1 uge fra KUN 2.798,. Lefkas Hotel Gregorys. God beliggenhed ved stranden Rejs f.eks. den 24. maj 1 uge fra KUN 2.698,- Mallorca Lejlighed Tamarinos, med pool Rejs f.eks. den 24. maj 1 uge fra KUN 3.198,- Bulgarien Hotel Yavor, beliggende i centrum Rejs f.eks. den 21. maj 1 uge fra KUN 2.198,- Rethynom Lejlighed Orleas, med balkon og havudsigt Rejs f.eks. fra den 20. maj 1 uge fra KUN 3.198,- apollo Rejsebestilling: 70 15 80 72 Bestil vores nye Sommerkatalog 2004 på tlf. 70 15 80 72 eller apollorejser.dk
Side 8 M.M. M.M. Side 9 Den, der begynder at samle på ex libris med virkelig interesse, beriger sin tilværelse med mange glæder, oplevelser og skønhedsindtryk og får i tilgift en masse prægtige venner i ind- og udland. Men der er forskellige ting, som det er praktisk at have kendskab til inden starten, og dem omtaler vi derfor i det følgende. Det er kun de færreste, der samler på basis af opkøb. Dels er det kostbart, og dels er det meget begrænset, hvad der er til salg. Næsten alle samlere bytter sig frem, og der er også noget tiltalende i denne personlige kontakt, som samtidig unødvendiggør den stadige omvurdering i penge, der præger filatelien så stærkt. Men for at kunne bytte må man selv have noget at bytte Helmer Fogedgaard: Om at samle på Ex Libris En vejledning for begyndere At samle på ex libris er en af de fornemste hobby er, som findes. De fleste samler på grund af kunstnerisk interesse, men også speciel interesse for personal-historie, kulturhistorie, heraldik osv. kan danne baggrund for samlerlysten med. Har man ikke tilstrækkelig mange personlige ex libris, kan man hjemsøge venner og bekendte for at få nogle af deres. Måske også Deres bogtrykker har lidt liggende. Desuden er der auktionerne i Ex Libris-nyt, som kan give mange dubletter. I tidens løb vil de fleste samlere også anskaffe sig et voksende antal personlige ex libris for at have mere at bytte med. I begyndelsen, når man kun har ganske få og måske ikke særlig gode ex libris at bytte med, kan det ikke nytte at give sig i lag med elitesamlerene rundt om i verden. Det er klogere at holde sig til de mere jævne samlere, som der jo også er flest af. Storsamlerne kræver, som rimeligt er, noget godt til gengæld for alle de kunstnerisk gode ex libris, de selv har. Selv om mange af disse er venlige mennesker, som ofte forbarmer sig over en begynder, vil reglen dog være, at såfremt man ønsker at kontakte de store, så må man også ofre anskaffelsen af ex libris af samme kvalitet, som man bruger dem i disse kredse. Der er ikke noget at sige til, at de fleste kvier sig ved at sende en radering, som koster 10 kroner at trykke, til gengæld for et ikke særligt spændende kliche-ex libris, som måske står ejeren 20 30 øre stykket i trykudgifter. Det er vigtigt at opnotere, hvem man sender byttesendinger til, så man er klar over, om det modtagne er svar på noget, man tidligere har sendt, eller det måske er en helt anden samler, der ønsker at bytte. Det er jo ikke alle, som bruger bytteformularer. Disse er ellers praktiske at anvende, især de på 4 sprog, som kan købes hos Dansk Ex Librisk Selskab. Mange samlere bruger at medsende små lapper med stempel-adresser på samlere. Dette er et godt princip, men man må være varsom med at sende sin egen adresse ud i hundredvis af eksemplarer, medmindre man har tid og dubletter nok til at besvare de mange byttesendinger, der bliver følgen heraf. De fleste samlere har deres samling ordnet efter kunstnere, og de er derfor ikke interesseret i ex libris uden kunstnerangivelse. Når man udsender byttesendinger, er det derfor vigtigt at skrive kunstnerens navn og hjemland. Eventuelt også den anvendte teknik. Det kan ofte være svært at skelne mellem træsnit og linoleumssnit eller radering og kobberstik. Nu skal man ikke tro, at kliche-ex libris er uden interesse. Hos nogle samlere gør sig måske et vist snobberi gældende, så de kun vil have originalgrafik, men der er så mange, som er glade for smukke tegninger, gengivet i kliche. Dette gælder naturligvis i særlig grad for de mange, som samler på deres eget lands ex libris uden hensyn til den kunstneriske kvalitet. De fleste bytter pr. tryksag. Det er billigst. Det er dog noget tilfældigt, hvad man modtager på denne måde. Faste bytteforbindelser giver som regel den bedste kvalitet, men de kræver jo også et mere omfattende byttemateriale. Hvis det er ex libris af særlig værdi, sendes de ofte i lukket brev eller som anbefalet tryksag. Husk tydelig afsenderadresse. Et stempel er bedst. Læg et stykke karton i kuverten, så ex librisene undgår at blive krøllet under forsendelsen. Adresser på samlere får man fra de lister, som de forskellige exlibrisselskaber udsender samt fra de tidligere papirlapper med stempler, som cirkulerer blandt samlere. Det er et godt princip at besvare modtagne byttesendinger prompte. De ex libris, som er uden interesse, eller som man ikke har tilsvarende kvalitet af, kan man godt tillade sig at returnere, men en forklaring bør dog i så fald sendes med. I mange tilfælde vil den fremskredne samler være large overfor begynderen og sende bedre ting, end han modtager. Dette menneskekærlige princip bør begynderen også tage i anvendelse, når han med tiden selv hører til blandt de viderekomne. At mærke fin menneskelighed over landegrænserne hører også til ex libris-samlernes glæder. Det koster jo ikke mere at trykke et træ- og og linoleumssnit end et kliche-ex-libris, så her kan man godt tillade sig at sprede glæde med smukke ting og vise et godt eksempel. Med de dyre raderinger, kobberstik og litografier ligger det jo noget anderledes. Men også her kan man opleve, at storsamlere forbarmer sig over en begynder. Det er nødvendigt at tage hensyn til specialsamlernes ønsker. En samler, der i samlerlisten er anført som f.eks. specialsamler af heraldiske ex libris, kan jo ikke være tjent med at modtage almindelige ex libris. Efterhånden, som ex librisene strømmer ind til samlingen, må man naturligvis se at få dem anbragt på en smuk måde. Der findes flere metoder, men det vil være uklogt at starte med kostbare kassetter eller ringbind. Hvad der kan være fint og praktisk til nogle få hundrede ex libris vil blive helt uoverkommeligt kostbart, når samlingen om nogle år tælles i tusinder. Det er derfor bedst at finde et praktisk og overkommeligt princip straks fra starten. Mange begyndere er tilbøjelige til i deres glæde over ethvert ex libris at medtage ting, som ikke pynter i en kunstnerisk god samling. Den dag vil derfor for de fleste komme, hvor man går i gang med at sanere samlingen, men det kan jo også uden vanskelighed gøres på ethvert tidspunkt, når man har været så fornuftig at anbringe hvert ex libris for sig i stedet for som vi har set at klistre dem ind i et album. Dette sidste er meget forkasteligt, da man så afskærer sig selv fra en senere omordning. Det mest praktiske bortset fra det kostbare ringbogsprincip er så afgjort at anskaffe kartoner til opklæbning. Det vil sige een karton til hvert ex libris. Sådanne kartoner i passende størrelse kan købes hos Dansk Ex Libris selskab. Mange ønsker dog at anskaffe egne specielt indrettede kartoner med eget bomærke. Nogle bruger hvide og andre grå kartoner. Helt sorte må frarådes, de de indeholder syre, som kan påvirke ex librisene. Enhver bogtrykker kan nemt fremstille dem efter de individuelle ønsker. Hvidt bogomslag i passende tykkelse er udmærket og billigere end den såkaldte elfenbenskarton. Kartonernes størrelse kan f.eks. være 15 21 cm. Er man særlig flot, kan man anskaffe nogle ekstra store kartoner til de forholdsvis få meget store ex libris, som ikke kan være på de almindelige kartoner. Det ser godt ud med navn eller bomærke foroven på kartonerne, så der skabes et passende hoved. Under alle omstændigheder må der trykkes tre linjer med Ejer:, Fecit: og Bemærkninger:. Udfor linjen med Ejer: skrives naturligvis det navn, som står på det pågældende ex libris, samt hjemland. Udfor Fecit: (gjort af) anføres kunstnerens navn og dennes hjemland. Hvis det er ejeren, der har udført det pågældende ex libris, skrives der Ipse udfor Fecit:. Altså således: Fecit: Ipse. (Ipse fecit = selvgjort). Under Bemærkninger: anføres f.eks. den anvendte teknik (kliche, træsnit osv.), årstal, opus-nummer, fra hvem, man har fået ex libriset, eller hvad man nu synes, man har mest interesse af at huske. Opklæbningen på kartonen bør være sådan, at ex libriset ikke hænger, dvs. anbringes for langt nede. Man limer kun ex libriset for oven. Det bør være sådan, at man til enhver tid kan kigge på bagsiden, hvor der eventuelt står oplysninger af interesse. Det er nok at påklistre ex libriset med en meget lille klat lim i hver at de to øverste hjørner. Skulle man senere få brug for at flytte ex librisene, vil man være glad for, at de er lette at få af, eller man skal tænke på den, som bliver ejer af samlingen, når man selv engang forlader denne verden. Han vil formentlig gerne have ex librisene over på sine egne kartoner. De af os, som har arvet ex libris, der var klistret meget fast endda hele randen rundt ved, hvad det vil sige! Det er vigtigt at bruge den rigtige slags lim. Visse limsorter vil i løbet af nogle år slå igennem papiret og afsætte brune skjolder på ex librisets forside og derved ødelægge det æstetiske indtryk. Undgå hvid fotolim og brug helst klar plasticlim ( Polyfix ), som tillige er meget kraftigt og derfor kan bruges i meget beskeden mængde. Man har absolut størst glæde af at indrette samlingen efter kunstnere fremfor efter ejernavne. Det er altid interessant at have hver kunstneres produktion for sig, så man kan følge hans udvikling eller stilændringer gennem årene. Under hver kunstner anbringes de enkelte kartoner med ex libris derpå alfabetisk efter ejernavne. På den måde kan man til enhver tid hurtigt finde frem til det enkelte ex libris, man ønsker at se. Dette er der også brug for, når man får nye byttesendinger og skal se, om der er dubletter iblandt. Når man har 15 ex libris eller mere af een kunstner, er det meget praktisk at lave en mappe til dem, så de ligger adskilt fra de øvrige og lettere kan findes frem. Sådanne mapper kan laves billigt, men alligevel pænt af blød pap, som man får skåret til i strimler hos en bogbinder, svarende til kartonernes højde, kan man selv false ved at ridse med en kniv, så der kommer en mappestørrelse ud af dem, der passer til det foreliggende antal kartoner. Udenpå mappen kan kunstnerens navn skrives med blyant. Efterhånden, som mappen bliver for lille, kan den bruges til andre kunstnere, og man ændrer så navnet udenpå. Den her nævnte metode har længe være i brug og har i praksis vist sig udmærket. Mapperne såvel som de løse kartoner (der også er anbragt i alfabetiske orden efter kunstner og herunder igen efter ejer) bør placeres i kassetter, så de kan stå i en reol. På ryggen af hver kassette anbringes en etikette med angivelse af landets navn. Han man mange kassetter til et enkelt land, er det praktisk med bogstaver at anføre, hvor de forskellige kunstnere kan findes (ligesom i et leksikon). Med denne ordning kan man i løbet af et minut finde et hvilket som helst ex libris frem, såfremt man kan huske kunstnerens og ejerens navn. Vil man være meget grundig, kan man samtidig anlægge et kartotek efter ejernavne. Kniber det med hukommelsen, kan man da med nye byttesendinger i hånden straks slå op i kartoteket og under ejernavnet se, hvad kunstneren hedder, dersom det er en dublet. I samlingen kan man derpå lynhurtigt finde ex libriset frem. Nogle storsamlere har anskaffet sig temmelig kostbare kassetter med bogrygge, fremstillet af bogbindere, men man kan udmærket klare sig med noget, der er meget billigere. Gennem papirhandlere eller fra æskefabrikker kan man købe rå kassetter af den størrelse, som passer til kartonerne. Disse papkassetter kan man selv beklæde med bogbinderpapir ved hjælp af tapetklister, så de tager sig pænt ud i en reol. Det er bedst at købe kassetter, der er limede. De, som er hæftet med stifter, kan senere ruste igennem det papir, de er beklædt med. Ex libris-samleriet er en vidunderlig hobby, og man glæder sig til den daglige post med de mange interessante og ofte meget skønne små kunstværker. Nogle begyndere er tilbøjelig til at starte for ivrigt, så de drukner i byttesendinger, som de dårligt kan overkomme at besvare eller at sætte på plads. Det er bedre at begynde behersket og tage sig tid til at glæde sig over enkelthederne istedet for at drive rovdrift og til sidst køre træt. Den samler, som vil drive det til noget, vil før eller siden anskaffe sig flere nye ex libris for at have tilstrækkeligt byttemateriale. Det behøver ikke at være så forfærdeligt kostbart, efterhånden som man lærer de mange rare kunstnere at kende. Man kan jo også først forhøre sig om priserne og derpå tage stilling. Mange kunstnere er efterhånden blevet omtalt i Nordisk Ex Libris Tidsskrift, og mange flere vil følge i tidens løb. Her kan hver især vælge de kunstnere, man synes bedst om, og adresserne er som regel anført. En stor og skøn verden står åben for den interesserede samler. Tag imod og glæd Dem!