1300-tallets krusede hovedduge:

1300-tallets krusede hovedduge: Rekonstruktionsforsøg af dronning Helvegs hoveddug i Næstved Skt. Peders Kirke. Af Camilla Luise Dahl Rekonstruktion: Dorothy Jones Middelaldercentret 2006

WORKPAPERS - tekstilforskning på Middelaldercentret - en serie af skrifter/rapporter om Middelaldercentrets arbejde inden for tekstilforskning - nuværende såvel som kommende. Målet med serien er bl.a.: - at give en almen orientering om Middelaldercentrets aktiviteter inden for emnet - at give en forklaring på, hvorfor tekstiler: Dragter og hustekstiler m.v. har fået en given udformning - at formidle resultater af Middelaldercentrets arbejder - at gøre rede for detaljer i forsøg - at give et grundlag for en faglig debat Middelaldercentret 2005 Grafisk tilrettelæggelse: Catharina Oksen Tryk: Middelaldercentret og Tryk og Kopi, Nykøbing F. ISBN 87-990421-6-9 Middelaldercentret Ved Hamborgskoven 2-4 Sundby L. 4800 Nykøbing Falster Tlf. 54 86 19 34, fax 54 86 18 34 www.middelaldercentret.dk mc@middelaldercentret.dk 2

1300-tallets krusede hovedduge: Rekonstruktionsforsøg af dronning Helvegs hoveddug i Næstved Skt. Peders Kirke. Camilla Luise Dahl Fig. 1 Epitafium over Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helveg i Næstved Skt. Peder kirke. Dateret ca. 1375. Foto: Svend C. Dahl. Epitafique of Valdemar Atterdag IV of Denmark and Scaniaand his queen Helveg of South Jutland. Mural painting from St. Peter s Church, Næstved, Denmark. C.1375. Photograph: Svend C. Dahl. I Næstved Skt. Peders kirke findes et epitafium over den danske konge Valdemar Atterdag (konge 1340-1375) og hans dronning Helveg af Sønderjylland. Billedet af kongeparret er malet direkte på kirkens kalkede væg, højt oppe i korets hvælv. Kalkmaleriet er formodentligt blevet til kort efter kongens død og dateres dermed til ca. 1375. 1 (Fig. 1) Epitafiets funktion var at give de afbillede et værdigt eftermæle, og skulle kunne ses af de som kom i kirken. I religiøs sammenhæng havde epitafiet den betydning at de afbillede forkortede deres tid i skærsilden, når bønner blev læst i nærheden af de afbillede. Ofte blev kostbare gaver givet til kirken, således at fine folk kunne blive taget med i præstens bønner. 2 Som værdigt eftermæle for så fine folk som selve landets konge og dronning, er den måde de er afbilledet på af afgørende betydning. Kongeparrets figurer er i meget lille grad egentlige portrætter som vi forstår dem i dag man kan altså ikke sige at hverken Valdemar eller Helveg så præcis ud som de er gengivet i Skt. Peders kirke. Derimod er de iklædt særligt dragtskrud og fremstillet med tidstypiske symboler således at man skulle kunne se at her var ikke tale om blot Hr. og Fru hvem som helst, men en betydningsfuld konge og dronning. Dragtskildringen skulle rumme særlige elementer og symboler, der kunne læses af de der så dem i samtiden når en middelalderlig mand eller kvinde kiggede op på billederne af kongeparret ville de kunne se i lige præcis hvilken type tøj de to var gengivet og hvilken stand de tilhørte. Kongeparrets dragter Både kongen og dronningen er iklædt det vi kan kalde ceremoniel dragtskik. Som typisk for den absolutte overklasse: den højeste adel og kongehuset, er kongen klædt i dragtsymbolet for sin stand: rustningen. Over 1 Kornerup: Valdemar Atterdags og Dronning Helvigs Billeder i Næstved st. Peders Kirke, p. 191ff. 2 Venligst meddelt af Sissel F. Plathe, Nationalmuseet.

dragten bærer hun et stort, bredt hovedtøj og øverst en krone som tegn på dronningeværdigheden. Hovedtøjet er i denne forbindelse særligt interessant, for denne type hoveddug var netop højeste mode i slutningen af 1300- tallet. Mens resten af dronningens dragt er uden specielle karakteristika, men snarere er af typen traditionel dronningedragt så er hovedtøjet en ganske speciel modedetalje for tiden. Fig. 2 Portalhoved fra San Vicente Mártir, Frías (Burgos), Spanien. Nu flyttet til The Cloisters, New York. 1200-tallets slutning. Efter Anderson: 1942. Carved female head from doorway in San Vicente Mártir, Frías (Burgos), Spain. Now moved to The Cloisters, New York. Late 13 th century. After Anderson: 1942. rustningen bærer han en våbenskjorte med det kongelige våben. En dragt af denne type måtte ikke bæres af lavere stænder og kun de fornemste folk havde et våbenskjold. Selvom kongens dragt oprindeligt var en stridsdragtdvs. kun blev brugt i krigstid og ved turneringbrug så var den alligevel symbolsk forbundet med overklassen. På gravmæler fra tiden ser man ofte konger og adelsmændklædt i rustning. Dronningens dragt er også en ceremoniel dragt men har en lidt anden karakter. Sådanne dragter blev båret af overklassens kvinder ved særlige, fornemme lejligheder. Man kan kalde det stadseeller højtidsdragt, da sådanne ikke blev båret f.eks. til hverdagsbrug og kun anvendtes af elitens kvinder. Dronningens dragt består af flere dragtstykker: yderst ses en lang folderig kappe, holdt sammen fortil med et spænde. Under den bærer hun en lang kjortel, der bølger omkring hendes fødder. Selvom dronningen er gengivet knælende i bøn, kan man se af den store mængde stof bredt ud på jorden omkring hende illuderer lange gevandter og netop længden på dragten var indikator for bærerens høje stand. Tidens fine kvinder bar også underklæder, bl.a en underkjortel og inderst en særk, men disse var ikke synlige og er derfor heller ikke medtaget på afbildningen af dronningen. Lavt på hoften bærer hun et prangende, bredt guldbælte, der i perioden var kostbart dragttilbehør for fine folk. Sammen med 3 Kühnel: 1992, pp. xxvi-lxix. Dronning Helvegs hoveddug I middelalderen afspejlede den kvindelige hovedbeklædning bærerens standsforhold og ægteskabelige status. Alle gifte kvinder - høj som lav - bar en hoveddug omkring håret som tegn på at de var gifte kvinder. Helt frem til nyere tid var udslået, løsthængende hår en ret forbeholdt ugifte kvinder (jomfruer) af høj byrd, mens alle andre kvinder skulle dække håret til. Kvaliteten og udseendet på hoveddugen varierede naturligvis alt efter om bæreren var en fattig kone eller en fin adelsfrue. Oprindeligt var længden på hovedlinet i overensstemmelse med bærerens rang, (jo længere lin jo højere byrd), men i det 14.de århundrede var hovedlinets form, længde og beskaffenhed snarere resultatet af skiftende moder. 3 Fig. 3 Den bibelske Anna iført gråværksforet kappe. Udsnit af Anna og Joakim udvises af templet. Oddatavlen, norsk arbejde, ca. 1300-25. Efter Nørlund, 1941. The biblical Anna og Jacob in the temple. Detail of the Odda-panel, Norwegian work, c.1300-25. After Nørlund, 1941 4

Skiftende moder spillede en afgørende rolle for udformningen af hovedbeklædningen gennem hele 1300-tallet og dermed også graden af hårtildækning. I den senere del af 1300-tallet var den mest fashionable hovedbeklædning forskellige varianter af krusede duge. 4 Den type hoveddug som dronning Helveg er gengivet med er eksempel på de krusede hovedtøjsmoder, der var specielt populære i Nordeuropa og som også fandt vej til Danmark i perioden. Det er blevet foreslået, at disse typer hovedlin oprindeligt var en særlig tysk/østeuropæisk mode fra områderne omkring Böhmen og de nord- eller østtyske områder. 5 Moden må dog have spredt sig forholdsvis hurtigt op igennem Europa, for også i England, Flandern og tydeligvis også i Norden, dannede de krusede duge mode fra midten og anden halvdel af 1300-tallet. De nåede et højdepunkt i form og størrelse omkring slutningen af 1300-tallet og forsvandt efterhånden igen i begyndelsen af 1400-tallet. Imidlertid var krusekanter i klæder og hovedtøjer ingen 1300-tals opfindelse, tværtimod kan Fig. 4 Agnes von Brandenburg, hertuginde af Braunschweig. Træskulptur i Braunschweig Domkirke, dateret 1346. Foto: Mechthild Müller. Agnes of Brandenburg, Duchess of Braunschweig. Wood sculpture in Braunschweig Cathedral, dated 1346. Photograph: Mechthild Müller. 4 Dahl: 2005, p. 14ff. Newton & Giza: 1980, p. 141, p. Tilghmann: 2005, p. 155. 5 Newton: 1994, p. 94-98 og Liebreich: 1925, p. 219. Der er nogen kontrovers om oprindelsen af dette hovedtøjs opdukken. Lettere krusede lin kendes allerede fra 1200-tallet men forsvandt hurtigt igen, det er muligt at den nye type kruseler, der dukker op omkring midten af 1300-tallet, i virkeligheden er en videreudvikling på baggrund af dette lin, formodentlig i en egn hvor det oprindelige lin var fortsat i brug længe efter det var afskaffet andre steder, og dermed ikke en selvstændig nyopdukket mode uden foregangseksempler. Arrangementet af de flere krusede lin udenpå hinanden i modsætning til det gamle enkelt-lags lin synes derimod ny. Det var ikke i perioden usædvanligt at se at gamle moder afskaffedes i Europas storbyer, men fortsatte i brug i de ydre regioner, for så at blive genopdaget i en ny form og indoptaget i modedragten igen. Der er også en vis kontrovers til datering af den præcise opdukken af dette lin, almindeligvis siges omkring ca. 1350, Roehl: 1895, påpeger med eksempler fra segl allerede fra 1340 erne (1342) samt den bøhmiske Wentzel-bibel (der er nogen usikkerhed om dateringen af disse illustrationer), at kruseler må være oprindeligt udsprunget fra disse områder, hvilket synes en rimelig betragtning. Det ville også forklare hvorfor kruseler omtales og afbildes i Norden længe før i f.eks. England, hvor det omtales fra slutningen af 1300-tallet, og først herefter optræder jævnligt (Liebreich, p. 219, Newton, pp. 94ff) Se også diskussion i kapitel II her i bogen. Hvis kruseleret havde været en fransk-flamsk mode ville den sandsynligvis være omtalt i England længe før end i Norden. Både Roehl og Liebreich peger på de østlige områder af Europa som Bøhmen (Der strakte sig fra Østersøen i Nord (Polen) til Tjekkiet i Syd, begge peger også på tidlige eksempler fra Schlesien (i datiden Pommern), der ligeledes var knyttet til det polsk-bøhmiske område. Liebreich argumenterer videre, men fejlagtigt, at den første kilde på Vestlig grund, der omtaler kruseler, netop var i Tyskland, nærmere bestemt i 1356. Samme hovedtøj omtales dog i Norge allerede i 1352, her i et testamente, DN IV, p. 287. Dog er den term for hovedtøjet, der optræder i Norden, tydeligvis af tysk oprindelse. 5

man allerede helt tilbage til 800-tallet finde omtale af kvindehovedtøjer med kruset kant. 6 I Spanien findes gengivelser af hovedbeklædning med krusede kanter i afbildninger fra 1000- og 1100-tallet. 7 I 1200-tallet var de absolut ikke mindsket i popularitet, i Spanien findes f.eks. bevarede eksempler på krusede hoved- og hagebind. 8 I 1200-tallet var det dog ikke kun i Spanien at krusekanter nød stor yndest blandt overklassenes damer, lignende hovedbeklædninger kan findes overalt i Centralog Nordeuropa i samme periode, og findes bla.gengivet så langt væk som i norske altertavler. 9 (Fig. 2 & 3) Skønt krusede hovedtøjer således kan findes helt tilbage til tidlig middelalder, så er det midten af 1300-tallet, der er perioden for de mest udprægede og udviklede varianter af krusedugene med mange og store lag fyldige krus. Og det er disse udgaver vi finder som genstand for regulativer i tyske byer. (Fig. 4 & 5) Krusede hovedduge omtales på norsk grund for første gang omkring 1350. 10 I de engelske moder synes hovedtøjet kun at have haft en begrænset levetid og afløstes tilsyneladende hurtigt af andre moder; i Nordeuropa derimod blev hovedtøjet i sin oprindelige form: et slør med flere lag stivede læg, benyttet til langt ind i 1400-tallet. 11 I den form som dronning Helvegs hoveddug har, så var den højeste mode i anden del af 1300-tallet. Selve hoveddugen bestod af en traditionel, hvid hoveddug forsynet med adskillige rækker større eller mindre krus og læg. Hovedtøj af denne type er ofte senere hen blevet sammenlignet med 1500-tallet store pibekraver og har på mange måder de samme karakteristika. Fra middelalderlige kilder ved vi heldigvis en hel del om disse hovedduge og flere steder får vi dem beskrevet ganske godt. Havde vi ikke haft skriftlige kilder,der havde forklaret hovedtøjernes opbygning, materialer og type, ville vi næppe i dag kunne forklare disse store, luftige hvide hovedsæt. Især fra Tyskland får vi ganske mange beskrivelser, her blev hovedduge af denne type nemlig forsøgt forbudt med jævne mellemrum i anden halvdel af 1300-tallet. 12 Hoveddugene er beskrevet på flere måder: nogle havde få lag andre mange - helt op til otte lag er beskrevet enkelte steder. 13 Den mest almindeligt omtalte er derimod fire lag, men også blot to lag med meget store krus kan findes i perioden. Fig. 5 Gravplade over Lady Joan de Cobham, hustru til Sir John de la Pole. Gravmæle fra ca. 1380. Crishall, Essex, England. Efter Druitt: A Manual of Costume as illustrated by monumental Brasses. london, 1906. Brass of Lady Joan de Cobham, wife of Sir John de la Pole. Brass ca. 1380. Crishall, Essex, England. After Druitt: A Manual of Costume as illustrated by monumental Brasses. London, 1906. 6 I 800-tallet anbefalede kirkefaderen Amalar von Metz (ca. 775-850), at fromme kvinder (dvs. klostergivne) afholdt sig fra at bære krusede hovedtøjer.. Mechthild Müller: 2004, p. 162. 7 Anderson: 1942, p. 51ff. 8 Heriblandt en større samling hovedtøjer fra grave i Burgos domkirke, nu i Palacio Real i Madrid. Tekstilerne blev gennemgået i september 2006 af Dr. Concha Herrero Carretero, P.hd. Marianne Vedeler og forfatteren. 9 Krusede hoved- og hagebind kan f.eks. ses i en altertavle fra Odda kirke, dateret til ca. 1300. Nørlund: 1941, p. 55. 10 F.eks. i 1352, DN IV, p. 287. 11 Liebreich: 1925, pp. 220-221 og E. Grönke: Mode aus Modeln, pp. 26ff. 12 Liebreich: 1925, p. 220f., Rady: Der Kruseler, p. 131f., Dahl: Kruseler, p. 16f. & Krogerus, p. 30-38. 13 Grönke & Weinlich: Mode aus Modeln, p. 31. 6

I en byforordning fra Göttingen indførtes før 1340 forbud mod at byens kvinder (borgerkvinder) iførte sig lin med kruset kant og ved samme lejlighed forbødes hovedlin indvævet eller dekoreret med guld- eller sølvtråd: Vortme se en schulen ouch nicht me draghen wompelen noch duke de da sin ghestripet mit golde eder mit silvere unde unghecruset. 14 [Fremefter bør ingen heller bære vimpel og dug, der er stribet med guld eller sølv eller er kruset] I denne tidlige forordning må formodentligt referere til en enklere form for krusede kanter og endnu ikke de kraftige flerlagskrusede hovedtøjer, disse kan f.eks. først spores i skriftkilder fra midten af 1300-tallet. I en midttysk dragtforordning fra 1356 fra byen Speyer forbødes det f.eks. kvinderne at bære kruseler af denne type, hvis de var mere end en halv finger høje: Zu dem ersten uber die frouwen: der sol deheyne kein schappel dragen oder deheynen sleyger, genannt kruseler, dragen von der stirnen uber sich uf nit hoeher sint oder sin soellent danne eines twerch fingers hoch. 15 [Allerførst for kvindernes vedkommende: de bør ikke bære kranse eller slør kaldet kruseler der fra panden og op er højere end at de danner en halv fingers højde] Det nævnes ligeledes at sløret ikke måtte bestå af mere end fire lag. 16 I en lignende forordning fra Frankfurt fra samme år forbødes alle former for kruselen og hovedtøjer (hylle), der var over seks lag høje og derudover ingen nezselins duge (muligvis hovedlin med net- eller plisséværk), 17 men til gengæld lin af silke såfremt disse ikke var forsynet med totter eller bølget (geflocken), men om der med disse menes en form for krøs er uvist, med flocken kan dog også refereres til vidde: Auch enfullen alle frauvvennamen keyne kruselen adir hullen dragen, grozser dan von sehs vachen Sie sin syden adir Gerne und die sullint auch ungeflockit sin, und sullin auch die fravvennamen keyner Nezselin dücher drager. 18 [ligeledes bør ingen kvinder trække i kruselin eller andet hylle, der er af mere end seks lag, derimod må de bære silke, sålænge disse ikke er bølget og ej heller bør kvinder bære nezselin duge] I Ravensburg blev det i 1371 forbudt kvinder at bære Fig. 6 Detaljebillede af dronning Helveg s hoveddug. Kalkmaleri i Næstved Skt. Peder kirke, ca. 1375. Foto: Svend C. Dahl. Detail of queen Helveg s headwear. Mural painting from St. Peter s Church, Næstved, Denmark. C.1375. Photograph: Svend C. Dahl. kruseler, der havde mere end 20 læg. 19 I Göttingen forbødes i 1367 alle former for hovedlin, der var mange gange foldet og kruset og hæftet bagtil eller over skuldrene (formodentlig også på issen tillige): [kein] Kruse doyke mer draghen, de ghekruset sin menigervold wenne veervold unde ghekruset sin in deme nacken unde uppe der schulderen ghesteken. 20 [Ingen bør længere bære kruse duge, der er kruset mangefold og firefold og hæftet i nakken og oppe ved skuldrene] Lignende forbud findes gentaget i 1368, 1381 og 1398. 21 I Hamburg blev kruseleret omtalt som crûse dôyke og forbudt i året 1358; et forbud mod kruse døke gentoges her så sent som i 1429 22, hvilket peger på at sådanne tydeligvis stadig var i brug langt ind i 1400-tallet, om end muligvis i en noget ændret udgave, i billedgengivelser synes 1400-tallets variation oftest at bestå af et lin med en enkelt kruset kant. 14 Gött. Stat, akt. 3, p. 17. Forbuddet gjaldt alle former for hovedtøjer prydet med guld eller sølv eller krus, og var forbudt både gifte og ugifte kvinder (vruwen noch juncvrowen). Det var i øvrigt ægtemanden eller faderen, der måtte bøde for hustruens eller datterens pragtsyge: welkes mannes wipf eder dochter an dissen dinghen breke, darümme mach me den vader panden vor de dochter unde den man panden vor sin wipf vor eyn pund. 15 Op cit.: Liebreich: 1925, p. 219. 16 I Liebreich: 1925, p. 219. Lovteksten lyder i sin helhed: Zu dem ersten uber die frouwen: der sol deheyne kein schappel dragen oder deheynen sleyger, genannt kruseler, dragen, der me habe umbe gewunden, danne vier vach, also daz dieselben vach alle, an den flocken daran, von der stirnen uber sich uf nit hoeher sint oder sin soellent danne eines twerch fingers hoch. 17 Eller næselin? Dvs. op til næsen, dette kunne f.eks. gælde hagelin, der ikke måtte række højere end til hagen. 18 SIF, statuta xxxviii, p. 36. 19 Grönke & Weinlich: 1998, p. 32. 20 Gött. Stat., akt. 41, 2, p. 51. 21 Eisenbart, p. 155. 22 Krogerus: 1982, p. 36. 7

Der kunne også være store forskelle i størrelsen på højden af selve krusene. Nogle havde bittesmå krus i mange rækker, andre havde store, høje runde læg i få rækker. Hovedtøjer med krus kunne også være fremstillet højst forskelligt; nogle var forsynet med flæseagtige, luftige læg andre var stærkt stivet og stod om ansigtet som en stiv ramme. Atter andre havde runde krus og andre sammensyede ruderagtige læg. Der var altså ikke een bestemt form for krusede duge i middelalderen, men en bred vifte af forskellige former for krus, folder og læg, der fandt vej til middelalderens kvindemoder. Fra skriftlige kilder får vi således også forklaret ved vi å sådanne krusede duge blev kaldt i samtiden. I Tyskland omtales de f.eks. som både krusedoyk og kruseler, og i Norge findes betegnelsen kruset skaut. Overalt i Europa synes betegnelsen krus at være den gængse betegnelse for disse slør og hovedduge, og også i kilder skrevet på latin findes en lignende term crispes/crispantes, der både kan betyde krus og plissering. 23 I Danmark har vi ingen samtidige kilder, der præcist angiver hvad de kaldtes på dansk, men i samtidige tekster findes f.eks. betegnelsen dug/dok om kvinders hovedduge,og ligesom andre steder i Europa kan man tænke sig at man har omtalt de krusede varianter som krusedug. Et enkelt sted, i et digt skrevet af en anonym jysk gejstlig i 1329 Planctus de Statu Regni Dacie, omtales hovedduge med krus som Pepla glauca, crispancia og navnet er altså identisk med udlandets beskrivelser af hovedtøjstypen. 24 I et engelsk hofinventar for årene 1360-61 omtales fem krusede hovedduge på en blanding af fransk og latin cou chiefs crispes. og her er det igen betegnelsen crispes/crispantes der er den gængse betegnelse. 25 Fra norske kilder hører vi i et par tilfælde om krusede skaut, der betegnede en hoveddug. I et norsk testamente fra 1352 borttestamenterede Fru Elin Thordsdatter bla. et kruset skaut og en rød hætte foret med silke: Jtem Gudrunu Thordarkono kruset skaut og Gyda Haluvards kono raut hættu foder med silki. 26. I et norsk inventar fra året efter i 1353 optræder ligeledes et kruset hovedlin, her ligeledes omtalt som krusad skaut, 27 og i et medgiftsinventar for Brynhild Skegsdatter, ca. 1379, omtales tuæir glizingar eit krusat skaut foruden fire strikskaut 28 Adskillelsen af de forskellige termer for hovedlin er nu ukendt, men her er tydeligvis tale om forskellige former for hovedduge, formodentligt angivet i forhold til type og kvalitet. 23 Dahl: 2005, p. 16-17. Mechthild Müller: 2004, pp. 159-164, her p. 162. 24 Dahl: in print, bilag. V. Planctus de Statu Regni Dacie, vers 11. 25 PRO E101/393/15, op cit: Newton: 1980, p. 62. 26 DN: IV, p. 287. Fig. 7 Den bibelske dronning Esther iført kjortel og folderig kappe. På hovedet bærer hun et kruseler med bølgende, forholdsvis store læg, ved skuldrene hænger linet glat ned. Kalkmaleri fra Tirsted kirke, Lolland. Ca. 1380-1400. Foto af Svend C. Dahl. The biblical Queen Esther wearing surcot and mantle. Her headwear consists of a veil with large starched frills; known in Scandinavia as kruseler. Mural painting from Tirsted Church, Lolland, Denmark. C.1380-1400. Photograph: Svend C. Dahl. Fra svenske kilder synes der ikke at være nogen angivelser af sådanne krusede duge, medmindre sådanne har gemt sig under brede betegnelser for hovedtøjer som f.eks. dok og peplum. Dog er det muligt at den hellige Birgitta af Vadstena netop refererer til sådanne 27 DN: IV, p. 290. Fortegnelse over Hr. Munan Amundssøns børns arv som Dronning Blanka var formynder for; hovedlinene må tydeligvis have tilhørt børnenes moder. 28 DN: VII, p. 319. Dateringen 1379 er noget usikker og kan være nedfældet noget før. 8

var bestemt ingen tilhænger af krus, plissering og folder i modedragten. I sine retningslinjer for dragt for Birgittinerordenen påtaler Birgita f.eks., at alle fomer for folder, læg og pynteborter sådan som folk ellers plejer at elske, skulle undgås: Hwariom enom skal klædhe gifuas eptir sinne nødhthorfft medh alle enfaallugheet vtan ofuirfløfhugheet j rynkiom oc storom faallom oc vtan alt forwiti j thera søm som de plægha ælska som synas wilia aff mænniskiom j thera klædhom. 31 Ikke kun fra de skriftlige belæg får vi indtryk af modens omfang og fysiske beskaffenhed. Hvordan sådanne hovedtøjsmoder har taget sig fysisk ud får vi også et indtryk af fra samtidige tyske gengivelser i kunstværker, gravmæler, segl m.m. Afbildningen af dronning Helvegs hoveddug er ikke længere så tydelig som man kunne ønske, dertil kommer at billedet har været konserveret af flere omgange og har fået opmalet forskellige detaljer. På nuværende tidspunkt synes hoveddugen blot en stor hvid, bølgende masse med enkelte ottetalsformede aftegninger langs hovedpuld og sider. Ser man på de tidligste tagne fotografier af maleriet tager hoveddugen sig noget anderledes ud og de ottetalsformede krus fremstår tydeligere. Disse synes at vise rækker af store, bløde ottetalsformede krus, der dækker det skulderlange hovedlin. I senere opmalinger er læggene blevet større men til gengæld i færre rækker. (Fig. 6) Fig. 8 Ung adelskvinde med spejl. Kalkmaleri fra Vester Broby kirke, Sorø. Ca. 1375. Foto: Camilla Luise Dahl Young lady with a mirror. Mural painting from Vester Broby church, Sorø, Denmark. C.1375. Photograph: Camilla Luise Dahl. hovedtøjer i en af sine åbenbaringer fra midten af 1300-tallet. 29 Heri hedder det om grundene til pestens hærgen i Sverige, at de svenske fruer havde forsmået deres fædrelands gamle skikke og sæder, opfundet nye vanbrug og: ornamenta indecencia in capitibus et pedibus et reliquis membris ad prouocandum luxuriam et irritandum Deum. [upassende prydelser for hoved, fødder og andre lemmer, for at fremme vellyst og tirre Gud.] 30 De mest radikale nyheder inden for hovedtøjsog skomoder på denne tid var krusede hovedtøjer og lange, spidse sko, men om det specifikt er disse moder Birgitta gør udfald mod, må forblive spekulativt. Birgitta Krusede hovedduge i Danmark Der findes også gengivelser af krusede hovedduge andre steder i Danmark end i Næstved Skt. Peders kirke. Der findes så mange gengivelser af kruseduge, at man kan tænke sig at de nød en vis popularitet i Danmark selvom de ikke direkte omtales i skriftligt materiale. Derimod kan man se at de krusede duge kun optræder i gengivelser af særligt fornemme folk, f.eks. dronninger og særligt fine adelsdamer. Om dette afspejler virkeligheden kan man naturligvis ikke sige på baggrund af billeder, men vi må alligevel formode at sådanne hovedprydelser var særligt fine og forbeholdt en lille gruppe kvinder, der havde råd og mulighed for at klæde sig efter de seneste moder. I kalkmaleriernes verden finder vi gengivelser af kruseduge i Tirsted kirke på Lolland, her gengiver billedet den bibelske dronning Esther iført en dragt, der minder meget om Helvegs med lang pelsforet kappe og kjortel. (Fig. 7) Hendes krusedug er en smule anderledes end Helvegs og har høje, runde læg øverst på issen, et stykke med glat nedhængende stof langs siden af ansigtet 29 Åbenbaringen menes at være fra omkring midten af 1300-tallet og er samlet i 1378-79. 30 Sa. Bir. Rev. VII kap. 57:4, p. 223. 31 Wadstena kloster-reglor, p. 11. 9

Fig.9 Segl tilhørende Hertuginde Rixe (Richiza) af Sønderjylland, i brug 1358. Aftegning af Camilla Luise Dahl efter aftryk i voks gengivet i A. Thiset: Danske kongelige Sigiller 1085-1559. Kbh. 1917. Seal of Rixe (Richiza), Duchess of South Jutland (Slesvig), in use 1358. Drawing by Camilla Luise Dahl from photograph of wax impression in A. Thiset: Danske kongelige Sigiller 1085-1559. Kbh. 1917. og nederst ved skuldrene falder hoveddugen igen i store bløde læg. Samme slags krusedug kan man finde i Vester Broby kirke på Sjælland, og disse menes at være malet af den samme maler som i Tirsted. 32 (Fig. 8) Her gengiver maleriet en fornem men forfængelig adelsdame, der står og spejler sig. I scenen, der ikke her er medtaget i sin helhed, ses den selvoptagede kvinde overvåget af en lurende djævel - et traditionelt momento mori motiv. I Vester Broby er detaljerne fra hoveddugen nu helt forsvundet og tilbage står kun en ydre kontur, der viser en høj, fyldig puld omkring ansigtet. Kalkmalerierne i Tirsted og Vester Broby er dateret til ca. 1400. Langt størsteparten af de gengivelser af kruseduge, der ses i gravmæler og kalkmalerier gengiver fornemhed og er standsinsignia. I dette tilfælde, hvor en spejlende dame mødes af en djævel illuderer dragt og hovedtøj måske snarere forfængelighed og hovmod, eller skal blot ses som en henvisning til at døden indhenter alle - høj som lav. Fig. 10 Eufemia af Pommern, dronning til Christoffer II. Detalje fra deres gravmæle i Sorø kirke. Nordtysk værksted, muligvis fra Lübeck, ca. 1360 erne. Foto B. Stampe. Eufemia of Pomerania, Queen of Christoffer II of Denmark. Detail of their tomb in Sorø Church, Denmark. North German workshop, possibly Lübeck. Although the king died in 1332, their son Valdemar Atterdag IV did not execute the tomb until c.1360s. Photograph: B. Stampe. Kruseduge med krus der danner en høj puld over issen og omkring ansigtet, for derefter at falde blødt nedover skuldrene, ses flere steder. Den nederste kant af sløret er, ligesom omkring ansigtsåbningen, kantet med forholdsvise bløde læg. En sådan form kan ligeledes ses i et segl for Gissel Podebusk (i brug 1388), der var hustru til rigsdrosten i Henning Podebusk. I Gissels segl er krusene næsten forsvundet og tilbage står nu kun rammen om det bølgende hovedsæt. 33 (Fig. 9) Fælles for disse gengivelser er at de gengiver ottetalsformede krus som i dronning Helvegs krusedug, men højden og formen på hovedtøjerne har variationer. En anden virkelig dronning, der findes gengivet med krusedug, er Valdemar Atterdags mor, der ligger begravet i Sorø klosterkirke. Valdemars mor, Eufemia, 32 Venligst meddelt af Ulla Haastrup. 33 Sædvanligvis ses ægteskabelig status udtrykt i hovedtøjet; jf. jomfruers udslåede hår og jomfrukrone og enkers enkelin, se kapitel om særlige kvindedragter. Afbildningen af Drostinde Gissel (Fig. 117a) er næppe en undtagelse af denne regel, ifølge dokumentet hvor seglet kendes fra, var Gisla enke, men dragtgengivelsen er tydeligt en gift fornem frues dragt. I dokumentet, dateret 4. Okt. 1388, har Gisla underskrevet sig: Gysle Dacie Dapifera dicta Drostinne, relicta domini Henningi de Pudbuts ejusdem Dacie dudum dapiferi ; dvs. Gysle kaldet drostinde, enke efter Henning Podebusk. H. Petersen: Danske Adelige Sigiller fra det XIII-XIV århundrede, nr. 897. H. Petersen beskriver sammesteds afbildningen af Gisla som holdende: afdøde ægtefælles Hjælm.. og skjold, ibid, nr. 897, seglet må dog være fremstillet før Gissels nye status som enke, det er højst sandsynligt eftersom Henning Podebusk døde samme år (i 1388), og Gisla har næppe nået at få fremstillet et nyt segl i månederne lige efter ægtemandens død. Grunden til kun navnet podebusk optræder, er at også Gissel var af Podebusks slægt (de havde fælles oldeforældre), Gissel var datter af Eufemia af Halland og Henning I von Putebutz (Podebusk). H. Podebusk blev drost omk. 1368-72. 10

Fig. 11 Ribbebærer (konsol) med udhugget kvindehovede fra Slagelse skt. Peders kirke. Ca. 1380-1400. Foto: B. Stampe. Console with carved female head from Curch of St. Peter, Slagelse, Zealand, Denmark. C. 1380-1400. Photograph:B. Stampe. Fig. 12 Gravmæle over Fru Kristine Moltke. Detaljebillede af hoveddug. Keldby kirke, Møn, ca. 1370. Formodentligt lokalt arbejde. Foto: Camilla Luise Dahl. Tombstone of Lady Christine Moltke. Detail of the Lady s headwear. Tombstone, c.1370. Presumably Scandinavian. Keldby church,møn, Denmark. Photograph: Camilla Luise Dahl. er iført en form for krusedug, der er meget forskellig fra Helvegs. (Fig. 10) Eufemias krusedug er længere men har tilgengæld utallige rækker af bittesmå tætte krus. Skønt dronning Eufemia døde allerede i 1330, så blev det kostbare gravmæle først fremstillet omkring 1360 erne og betalt af Valdemar, der ønskede et fornemt gravmæle over sine forældre. Eufemias hovedlin ligger som en ramme omkring ansigtet, selve krusene er placeret langs hele længden af linet ned til skuldrene, men fortsætter ikke langs skulderkanten bagom. 34 Bagtil hænger linet glat ned og dækker nakke og skuldre. Linet har heller ikke det mellemstykke med glathængende lin, der ellers ses i flere samtidige gengivelser. Ved nærmere granskning af dronningens hovedtøj, kan ses at selve krusene består af bittesmå sirlige krus, men der synes at være tale om en bred kant påhæftet et enkelt glat lin og ikke flere lag lag lin ovenpå hinanden. På det bredeste sted synes der at være tale om op til ti lag læg eller krus, men trods den ellers tydelige gengivelse er det ikke muligt tydeligt at se hvordan disse er tilføjet selve hovedlinet. 34 Dette kruseler er ligeledes gennemgået i Newton: 1980, fig. og Nørlund: 1941, p. 56. Adskillige sidefigurer i dette gravmæle har lignede kruseduge - alle med stor variation og indbyrdes forskellige. Dette gravmæle er et nordtysk arbejde, muligvis fra et lybsk værksted, og de variationer i hovedtøjets udformning, der ses her, stemmer formodentligt overens med de moder, der sås i Nordtyskland i samme periode. Dronning Helvegs hoveddug falder ikke ned over skuldrende som dronning Eufemias, og virker snarere som en kraftigere, rammeagtig konstruktion. Også denne type får vi indtryk af i samtidige gengivelser. Et kort stivet lin kan ses i et udskåret kvindehoved (konsolhoved) i Skt. Peders kirke i Slagelse fra ca. 1380-1400, her er er linet stærkt stivet i en mængde små, ruderformede læg og når knap til skuldrene. (Fig. 11) Kruseleret synes at lægge sig om ansigtet som en stiv, rammeagtig konstruktion. Korte stive lin omtales i en forordning fra Gøttingen i 1381: Korte kruse doyke ghesteken up den schulderen 35 35 Göttinger Statuten, p. 69. 11

Fig. 13 Gravmæle over ridder Henning Moltke, hans hustru Fru Elsebe og Fikke Moltkes hustru Fru Kristine. Keldby kirke, Møn. Dateret ca. 1370. Formodentligt lokalt udført arbejde. Aftegning af J.B. Løffler, 1888. Tombstone depicting the Danish Knight Henning Moltke, his wife Lady Elsebe and Fikke Moltke s wife Lady Christine. Tombstone, c.1370. Presumably Scandinavian. Keldby church,møn, Denmark. Drawing by J.B. Løffler, 1888. hvorefter de ved samme lejlighed forbødes byens kvinder. Måske refereres til skulderkorte hovedduge af den type, der kan ses i Slagelse. I et gravmæle over tre medlemmer af Moltke-slægten, ses Fikke Moltkes hustru Kristine iført en høj, bred kraftigt kruset dug. Hoveddugen er omtrent af skulderlængde, og selve krusedelen er høj og bred. (Fig. 12) Denne frue har sammen med kruseleret desuden et hagelin foldet omkring halse; en kombination af kruseler med hagelin, der ellers hovedsageligt kendes fra tysk grund og som ikke synes at optræde i bevarede billedkilder andre steder i Danmark. I modsætning til de hageduge, der er typiske for det sydlige Tyskland, er hagelinet i Moltke-gravmælet båret under kruseleret. I Sydtyske gengivelser ses fortrinsvis gengivelse af hagelin udenpå kruseleret, mens også variationer med hagelinet inderst forekommer i en vis udstrækning. 36 Detaljerne i Kristines hovedsæt er nu næsten udviskede, men et fotografi fra 1900 i Nationalmuseet viser tydeligere dragtdetaljer og er i overensstemmelse med en aftegning J. B. Løffler udførte i 1888. (Fig. 13) Det er uvist om Moltke-gravmælet i Keldby kirke, er udenlandsk import f.eks. fra Nordtyskland, eller hjemligt fremstillet af et indenlandsk eller lokalt værksted, dog tyder materiale og udførelse på lokalt arbejde. 37 Bevarede gengivelser af kruseler i Norden, synes at pege på ligeså stor variation i kruselerets type og udformning, som alle andre steder. 36 Typen kendes bl.a. i stort omfang fra de tyske kruseler-figurer, Hos Grönke og Weinlich er denne version: kruseler og hagelin kombineret, defineret som type 3, Grönke & Weinlich, 1998, p. 34-35. For forskellige typer af det krusede hovedlin, se: Grönke & Weinlich: 1998, pp. 26-35, Liebreich: 1925, pp. 219-220, Scott: 1980, pp. 38, 40-43 & 46 mfl. og Rady: 1925, p. 131-136. 37 Meddelelse givet fra kirkekonsulenterne, Nationalmuseet. 1 Anderson: 1942, Dahl: 2005, Gardner: 1950, Grönke & Weinlich: 12

Konstruktion af Helvegs krusedug Fig. 13 Krusene er syet sammen i to lag og fæstnet med et par sting i hver fold. The frilled layers are sewn together and stitched with a few stitches in each fold. Tekst: Camilla Luise Dahl Rekonstruktion: Dorothy Jones Præcis hvordan middelalderens krusede hovedduge blev fremstillet, konstrueret og syet har optaget mange gennem tiden. 1 Af skulpturer og kalkmalerier kan man ikke udlede krusedugenes materialer, men fra skriftlige kilder ved vi mere om hvilke stoffer, der var yndede til fremstilling af hovedduge. I kilderne omtales hovedsageligt hovedduge af hørlærred, men også duge af silke nævnes og i sjældne tilfælde duge af uld. 2 Der optræder også i enkelte tilfælde kruseduge kantet med guld og sølv i form af broderi og pyntekanter. Sådanne må have været særligt kostbare. Til fremstilling af kruseduge må man have anvendt et noget stivere stof, selv hvis det blev stivet efterfølgende. Både hørlærred og silke kunne fås i mange forskellige kvaliteter i forhold til trådtæthed, finhed, vævetype m.m. De mest kostbare typer lærred var de importerede stoffer fra Frankrig, Tyskland og Flandern. 3 De dyreste kvaliteter var bleget hør, og også trådantal og tæthed i vævning kan have haft stor betydning for kostbarheden af det færdige hørlærred. 4 Kostbarheden af krusedugene var ikke alene de store mængder materiale, der gik til fremstillingen af de mange rækker krus og læg, men også den utrolige tid det tog at fremstille blot et enkelt hoveddug. Man kan også forestille sig at de mere komplicerede konstruktioner og den specielle tilvirkning, må have krævet en særlig specialkunnen og specialiseret arbejdskraft. 1998, Krogerus: 1982, Liebreich: 1925, Newton: 1980, Newton & Giza: 1983, Rady: 1923-26, Song & Sibley: 1991 & Tilghman: 2005. 2 Dahl: in print, kap. VII. 3 KLMN: lin & linne. I udenlandske kongelige inventarier optræder hyppigst tele de Reims/Reymes/Reyns i forbindelse med undertøj, se f.eks. Accounts of Expenses, Archaeologica XXXI, p. 21f. Også Rennes er anført som muligt produktionssted for dette stof. 4 Tilghman: 2005, p. 167f. 13

Fig. 14 De krusede bånd syet til et glat smalt bånd. Foto: Dorothy Jones The frills are attatched to a plain band of linen. Photograph: Dorothy Jones. Fig. 15 Den krusede kant er syet til hoveddugen. krusekanten sidder som en stiv ramme omkring ansigtsovalen. Foto: Dorothy Jones. The frilled brim sewn to the veil. The two layers of frills appears as a stiff frame.photograph: Dorothy Jones. Hoveddugens forkant kan ses under krusekanten og ligger henover panden. Foto: Dorothy Jones. The front part of the veilis visible at the forhead. Photograph: Dorothy Jones. 14

Fig. 16 Den færdige krusede hoveddug set fra siden. Foto: Dorothy Jones. The finished frilled veil seen from the side. Photograph: Dorothy Jones. Fig. 17 Den færdige krusede hoveddug set forfra. Foto: Dorothy Jones. The finished frilled veil seen in frontal perspective. Photograph: Dorothy Jones. Som alt andet udbud og efterspørgsel, kan man forestille sig at de dygtigste syersker kunne kræve gode betalinger for sådanne luksusgenstande. Fra 1500-talet ved vi at specialiserede kvinder, der syede og stivede de da moderne pibekraver, tjente ganske godt, netop fordi der var stor efterspørgsel på sådanne luksusvarer. 5 I et norsk brev fra 1381 omtales f.eks. eit silki strik dvs. en hoveddug af silke til en værdi af hele 6 mark. Til sammenligning havde en vid kåbe og bryggisku hettu (hætte af klæde fra Brügge) sammesteds en samlet værdi af 10 mark og fem alnæ klede (5 alen klæde) en værdi af 3½ mark. 6 I et norsk inventarie fra 1335 ses at der også kunne være stor forskel på hoveddugenes kvalitet og udførelse indbyrdes, heri omtales f.eks. fem hovedduge til en samlet værdi af en halv mark, mens et enkelt hovedlin omtalt som skaut, havde en værdi af to mark. Det sidste hovedtøj havde samme værdi som to køer. 7 I tyske byforordninger ses jævnligt at borgerkvinders hovedbeklædning ikke måtte overstige en vis værdi eller være pyntet for kostbart. I en forordning for byen Braunschweig fra begyndelsen af 1300-tallet, forbødes det f.eks. borgerkvinder at bære hoved/hagebind, der havde en værdi af mere end tre mark: Vnde ore bende enscholde nicht mer ghekostet hebben wen dre mark 8 Sådanne forbud mod bekostelige hovedtøjer nævnes jævnligt gennem 1300-tallet, i den senere del er det specielt kruseler forbudene omhandler, ikke blot krusenes mængde og størrelse, men også selve linenes kvalitet og materialer, f.eks. finere bleget linned, tyndt silke, pynt m.m. Til en genskabelse af dronning Helvegs krusedug som den fremtræder i Næstved Skt. Peder s kirke, blev anvendt bleget hørlærred i fin kvalitet med højt trådantal pr. cm. I gengivelsen af Helvegs krusedug kan det ikke tydeligt ses hvor mange lag der oprindeligt har været malet på den, imidlertid synes der at være tale om to 5 Arnold: 1973, p. 114. 6 DN VI, p. 352. 7 DN IV, p. 191. Med skaut menes her muligvis en anden form for hovedtøj end det traditionelle glatte lin, eller måske et samlet hovedtøj bestående af flere lin. 8 Krogerus: 1982, p. 20. 15

lag af smalle høje krus, og dette blev grundprincippet for rekonstruktionsforsøget. Konstruktionsprincippet er simpelt og bygget over metoden kendt fra senere pibekraver. 9 Lange, smalle strimler af stof blev foldet i ottetaller og fæstnet til endnu en strimmel stof (løbebånd). Krusestrimlerne er 4 x 456 cm, sat på en glat strimmel (løbebånd) med færdigt mål på 3x60 cm. Der en fold hver 4,5 cm. De to rækker krusebånd er fæstnet til hverandre og syet sammen i hvert krus. (Fig. 13-14) På gengivelsen af dronningens lin ser man tydeligt at selve hoveddugen er længere end den krusede kant der indrammer ansigtet. Hovedugen ses tydeligt liggende på dronningens skuldre, og man ser at dugen er let rundet langs kanten. Derimod er det ikke tydeligt om dugen ligger dobbelt eller består af et enkelt lag. I konstruktionen blev den krusede bræmme fæstnet til en rundskåret dug, der var foldet langs midten, således at den færdige dug havde havde en kort indrammende krusekant og et længere slør som i originalen. Også i rekonstruktionen sad de to lag krus som en stiv ramme omkring ansigtsovalen. (Fig. 15) På afbildningen var det endvidere tydeligt at der under krusekanten ses en smal strimmel hvidt stof liggende hen over panden. Denne strimmel stof skal måske illudere en form for underhue eller understruktur hvortil hoveddugen kunne fæstnes. (Fig. 16) Der kan muligvis også være tale om kanten på hoveddugen, der er synlig under krusekanten. Denne første mulighed anvendtes i rekonstruktionsforsøget, med en lille underhue kunne dugen nemt fæstnes og holdes fast på hovedet. Mange overvejelser blev gjort undervejs i rekonstruktionen. Hoveddugen tog betydeligt med arbejdstid til fremstillingen, lagene måtte sys i hånden og der måtte mange timer til at fæstne de enkelte krus sammen og sy lagene sammen. Sammenlagt tog fremstillingen omtrent 20 timer og vi kan tænke os det ville have taget omtrent samme tid for en øvet syerske i middelalderen, men betydeligt længere for en mindre øvet person, der ønskede at fremstille en krusedug til eget brug. Med de andre arbejdsopgaver og sørgen for hjemmets behov for mad, tekstil m.m. som almindelige kvinder havde, har nok kun de færreste kunnet ofre så mange timer på blot at fremstille en hoveddug. Endnu færre ville have haft råd til at få dem fremstillet hos specialiseret arbejdskraft. Dog skønt det færdige resultat gav indtryk af samme snit og form som i afbildningen af dronning Helvegs hoveddug i Næstved, og måske kan nogle af middelalderens krusede hovedduge have taget sig ud som den genskabte, (Fig. 17-18) så var den rekonstruerede hoveddug ganske simpel og enkel. Trods den relativt store mængde stof af fin kvalitet, der i 1300-tallet kunne være ganske bekostelig og arbejdstiden til fremstillingen, er en sådan simpel konstruktion som denne måske for enkel til en middelalderlig dronning. I skriftlige kilder omtales pragtfulde hovedduge med silkekanter, broderede borter og indvævet guld og sølv. 10 Skønt vi ikke kan se nærmere detaljer på dronning Helvegs billede kan man måske forestille sig, at om hun hun havde haft en sådan krusedug, så ville den have hørt til blandt de mest bekostelige af slagsen pyntet og kantet på forskellig vis. Da det imidlertid ville være umuligt at gisne om Helvegs dug i så fald skulle være guldrandet, have broderede kanter eller andet, er rekonstruktionen lavet som en enkelt hvid krusedug uden yderligere detaljer. Præcis hvordan senmiddeladerens krusede duge blev syet og konstrueret kan vi naturligvis ikke vide, men det er muligt at nogle af dem blev fremstillet på samme måde som man lidt over 100 år senere kendte fra moder i kraver og manchetter. Interessant er det at forestille sig at vi her ser på et hovedtøj som de blev båret i tiden omkring 1375 af fornemme fruer og dronninger rundt om i Europa. 9 Arnold: 1973, p. 109ff. 10 Dahl: 2005, p. 16. 16

14th Century ruffled Headwear: A possible Construction of Queen Helveg s veil Summary In Church of St Peter in Næstved, Denmark, an epitaph painted on the wall in the choir of the church depicts Valdemar IV of Denmark and his wife Helveg. The royal couple are depicted in contemporary ceremonial garb and the queen is shown wearing a version of one of the most fashionable types of headwear in the period: a frilled veil. The mural painting is dated to shortly after the king s death in 1375. (Fig. 1) In medieval society women s headwear indicated the social standing of the wearer. Married women had their hair covered by a veil or some other kind of headwear. Headwear was used by women from all social groups, however, with much difference in material and style, depending on rank and economic possibilities. Sometime during the middle ages a method of applying a row of frills to veils and other headwear became fashionable. The method of crimping, pleating or decorating thin linen or silk with rows of frills was already known in the 9 th century from a decrete advising nuns against luxury amongst these crimped headwear. During the 13 th century frills reappear in women s fashionable headwear. In contemporary artwork wimples, veils and headbands are often portrayed with a single frill edge, and seem to have been popular throughout the 13 th century and well into the next. Depictions of frilled headwear can be found from Spain in south to Norway in the north. (Fig. 2-3) Sometime around the middle of the 14 th century veils with frills developed into a new fashion: instead of a single row of frills 14 th century headwear sported nearly a forest of flutes and frills framing the face of the wearer. Frilled headwear of this period shows great variety and apparently different ways of arranging the popular headwear. (Fig. 4-5) It is in this period that frilled veils like the one depicted in Næstved are found. (Fig. 6) It has been suggested headwear of multi-layered frills originated from an Eastern-European taste in headwear from the regions of Poland, East-Germany and Bohemia, introduced via Germany throughout Europe. This is plausible as both written accounts and depictions seems to document kruseler in these regions decades before they appear in North and West, but clearly the frilled veils were quick to spread throughout Northern Europe as well and seem to have been as popular in England, Northern Germany and Scandinavia as in the Eastern and Central European parts. The multi-layered frilled headwear appears in German written sources from around the middle of the 14 th century and it appears in Scandinavia around the same time. In Germany the headwear was known as a kruseler or veils with krus a German term that could apply to both pleating, crimping, frills and many other things. In Scandinavia its name must have derived from German as it there too is referred to as krus. In Norway the headwear is referred to as krusad skaut in contemporary accounts. In Germany names like krusedug/krusedoyk and kruseler appear. In the Northern provinces of Germany such as Lübeck, Wismar and Hamburg crimped veils are mentioned in the 1350s. I In Hamborg the veils appear as crûse dôyke and kruse døke which show closeness to Scandinavian terms. In England we find frilled veils mentioned in a royal household account from 1360-61; This account mentions five pieces of cou chiefs crispes and here too it is simply referred to as a crimped veil. The term crispes/crispantes is used throuhout Europe in accounts written in Latin. A Danish moralist, for instance, mentions in a poem dated 1329 the pepla crispancia worn by the Danish ladies. It is from Germany that we find the most descriptive accounts of kruseler in 14 th century Europe. Especially in contemporary sumptuary legislation, women s headwear is frequently mentioned. From this source we even find more precise information on the shape and style of the 14 th century kruseler. In a German sumptuary law from 1356, veils consisting of more than four layers of frills were prohibited, as well as kruselers with frills that were more than half a finger in height: Firstly to the women: they shall not wear chaplets nor those veils called kruseler, that are now seen among us, with four layers and those layers with its frills shall not from the forehead and up be taller than half a finger in height. Early in the century a legislative act for the city of Göttingen prohibited against citizen s wives wearing the frilled veils as well as veils trimmed with gold and 17

silver, yet this doesn t specify the number of layers and may just refer to a single row of frills: Furthermore they [the women] shall no more wear wimples or veils striped with gold or silver or that has frills. Throughout the second half of the 14th century laws against the new high and wide crimped veils increases in number. Also the numbers of pleats are mentioned in sumptuary legislation. In 1371, head-linens with more than 20 pleats were forbidden in Ravensburg and in Göttingen, veils that were fluted around the back and on the shoulders were prohibited in 1367: No more wearing frilled veils that are frilled many times or four times (four layers) or frilled around the neck or up upon the shoulders. In several of the prohibitions a maximum of four rows is mentioned, suggesting that this was a standard measurement, although, also fewer and more layers are mentioned; an inventory mentions a veil made with 8 layers. From contemporary visual sources we get an idea on the cut, shape and style of the fashionable frilled veils andhow they were arranged around hair and hairdress. In Denmark numerous depictions on various types and styles of frilled veils can be found in artwork from the late 14 th century. (Fig. 7-12) Queen Helveg s frilled veil has a style that can be found elsewhere and it not unique for the queen. Unfortunately details to number of layers and size of frills can no longer be seen. The painting was roughly conservated around 1900, and not only are details lost but others were repainted and changed. In photographs of the mural from the same period as the restauration shows that the queen s headwear looked quite different from now, the frills are tall, narrow figure-eight shaped frills placed in a few rows. Therefore the construction of the queen s veil had to be based on not just the depiction of the queen but on other renderings as well. The figure-eight shaped frills are known from later periods when large, starched collars became fashionable in most of Europe. The constructed Helveg s headwear is made after the same principle as the 16 th century neckwear: long linen bands folded in the characteric shape and sewn to long unpleated bands. In this construction the folded linen bands were 4 x 456 cm and the non-pleated ones 3 x 60. The figure-eight shaped folds are folded with an interval of 4,5 cm. The two rows of pleats are sewn together and the pleats are sewn together in each fold at the front. (Fig. 13-14) In the depiction of queen Helveg it is clear that the frilled part of the veil only frames the face leaving a piece of un-frilled linen resting on her shoulders. At the sides the veils seems to be curvy at the edge. In the construction the frilled frame was attatched to a circle-shaped veil folded at the middle to form a semi-circle. The finished veil was attatched to a small cap, possibly various types of caps, headbands and understructures were used to keep the veils in place. The finished result shows a stiff row of frills framing the face and a loose flowing veil. (Fig. 15-17) The construction raised interesting questions about the costs and value of such items. No doubt that frilled headwear were luxury items. The value and expenses of headwear in the medieval period, may not have been based solely on the material but also on the time spend on making them. Common women were unlikely able to spend hours a day for weeks on a piece of headwear considering the other tasks to keep their family with cloth and food they had to provide let alone pay someone specialized in such work for making one. How valuable headwear could be in the medieval period can be seen in contemporary written accounts, in some Scandinavian inventories we hear of highly expensive veils. A Norwegian inventory from 1381 mentions a veil to a value of 6 mark, in comparison a gown and hood made of cloth from Bruges, mentioned right after, had a value of 10 mark A trosseau from 1335 mentions a veil that had the same value as two cows. In Germany town councils tried to control and regulate the wearing of costly headwear by forbidding the most expensive ones in numerous sumptuary legislations. The constructed veil took about 20 hours to make and possibly the same amount of time would have been used for a skilled seamstress in the Middle Ages and longer for a less skilled person making one for her own use. This veil had only two layers, obviously frilled veils with multiple layers would have taken a considerable time. Yet although the time used to make the headwear and the large amount of fabric required, the finished constructed veil appeared very simple compared to the costly veils mentioned in written accounts. Some appear to have been woven with stripes of gold and silver, with embriodered edes and decorative borders. Such details cannot be found in the depiction of queen Helveg, yet had she ever worn a frilled veil in her time, it is likely that it would have been a more elaborate version of 14th century headwear. How exactly the 14 th century veils were really made is no longer known, but it is perhaps possible that some of the frilled veils could have been constructed in the same way as the later frilled neckwear and that veils like in the depiction of queen Helveg would have looked similar to the constructed one. 18

14th Century ruffled Headwear: A possible Construction of Queen Helveg s veil Litteratur Kilder: Accounts Archaeologica XXXI = Accounts of the Expenses of the great Wardrobe of King Edward the Third, from the 29 th of September 1344 to the 1 st of August 1345; and of the delivery of Furs, Mercery, and other Articles out of the said Wardrobe, from the 29 th of September 1347 to the 31 st of January and also from the 21 st of December 1345 to the 31 st of January 1349. I: Nicholas Harris Nicholas: Observations on the Most Noble Order of the Garter. Archaeologia or Miscellaneous Tracts relating to Antiquity, Volume XXXI, 1846. Society of Antiquaries of London. London, 1846. DN = Diplomatarium Norvegicum: Oldbreve til Kundskab om Norges indre og ydre forhold, sprog, slægter, sæder, lovgivning og rettergang i middelalderen, Oslo 1849 1990. Gött. Stat. = Göttinger Statuten. Akten zur Geschichte der Verwaltung und des Gildewesens der Stadt Göttingen bis zum Ausgang des Mittelalters. Quellen und Darstellungungen zur Geschichte Niedersachsens, Band XXV. Udvalgt og bearbejdet af Goswin Frhr. Von der Ropp. Hahnsche Buchhandlung. Hannover og Leipzig, 1907. Planctus de Statu Regni Dacie. I: Dansk Digtning paa Latin. Udvalgte ved A. Kragelund. Aschehoug Dansk Forlag. Kbh. 1942. Sa. Bir. = Sancta Birgitta. Revelaciones Lib. VIII: Liber celestes imperatoris ad reges. Ed. Hans Aili. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm, 2002. SIF = Selecta Iuris et Historiarum tum Anecdota tum iam edita, sed rariora. Tom. I. Civitatem Imperialem Francofurtum ad moenum concernit, cum praefamine de ratione instituti et scripto. Udg. Af H. C. Senckenberg. Ioan. Frider. Fleischer. Frankfurt, 1734. Urk. BL. = Urkundenbuch zur Geschichte der Herzöge von Braunschweig und Lüneburg und ihrer Lande. Hrsg. von H. Sudendorf. T.V. Hannover, 1865. Urk. Goslar = Urkundenbuch der Stadt Goslar und der in und bei Goslar belegenen geistlichen Stiftungen. Bd. I-II Bearb. Von. G. Bode. Geschichtsquellen der Provinz Sachsen. Halle, 1893. Testamenter fra Danmarks middelalder indtil 1450. Ved Kr. Erslev. Den Gyldendalske Boghandel. Kbh. 1901. Urk. Braun. = Urkundenbuch der Stadt Braunschweig. Bd. I: Statute und Rechtebriefe mccxxvii mdclxxi. Udg. Af Ludwig Hänselmann. C. A. Schwetschke und Sohn. Braunschweig, 1873. Wadstena Kloster-reglor. Samlingar utgifna af svenska Fornskrift-sällskabet. Andra delen. Ved Carl Ferdinand Lindström. P. A. Nordstedt & söner. Stockholm, 1845. Sekundær litteratur: Anderson, Ruth Mathilda: Pleated Headdresses of Castilla and León, 12 th and 13 th centuries. Notes Hispanic. The Hispanic Society of America, vol. II, 1942. New York, 1942, pp. 51-80. Arnold, Janet: Three examples of late sixteenth and early seventeenth century neckwear. Waffen- und Kostümkunde. Bd. 15. Hft.2, Jhg.1973. München, berlin, 1973, pp. 109-124. Dahl, Camilla Luise: Dragt og pragt i middelalderen. Skrift- og billedkilder til kvinders klædedragt i Norden, ca. 1325-1410. Middelaldercentret: Forsøgscenter for Historisk Teknologi. Nykøbing. in print. Dahl, Camilla Luise: Kruseler og Krusedug, Herolden, årg. 9, nr. 2, 2005, pp. 14-19. Eisenbart, Liselotte Constanze: Kleiderordnungen der deutschen Städte zwischen 1350 und 1700. Ein Beitrag zur Kulturgeschichte des deutschen Bürgertums. Musterschmidt Verlag. Göttingen, Berlin, Frankfurt. N.D. Gardner, Arthur (1950): Hair and head-dress 1050-1600. The Journal of the British Archaeological Association, Third Series, Vol. XIII, 1950. London, 1950, pp. 4-13. Grönke, Eveline & Weinlich, Edgar (1998): Mode aus Modeln. Kruseler- und andre Tonfiguren des 14. Bis 16. Jahrhunderts aus dem Germanischen National Museum und andren Sammlungen. Verlag des Germanischen Nationalmuseum. Nürnberg, 1998. Kornerup, J.: Valdemar Atterdags og Dronning Helvigs Billeder i Næstved st. Peders Kirke. I: Aarbøger for Nordisk 19

Oldkyndighed og Historie. II. Række, 8. Bind, Aargang 1893. Det Kongelige Nordiske Oldskrift selskab. Kbh. 1893, pp. 191-206. Krogerus, Gunvor: Bezeichnungen für Frauenkopfbedeckungen und Kopfschmuck im Mittelniederdeutschen. Commentationes Humanarum Litterarum: 72: 1982. Societas Scientiarum Fennica, Helsingfors, 1982. Kroker, Ernst: Leipziger Kleiderordnungen. Mitteilungen der Deutschen Gesellschaft zur erforschung vaterländisher Sprache und altertümer: 10. Leipzig, 1912, pp. 18-73. KLMN = Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. Bd. I-XXII. Malmø, 1956 78. Kühnel, Harry (red.): Bildwörterbuch der Kleidung und Rüstung vom alten Orient bis zum Mittelalter. Verlag Walter de Gruyter, Berlin, 1992. Lehnart, Ulrich: Kruseler, Hörnerhaube und Sonnenhute. Kleidung und Waffen der Spätgotik, teil II. 1370-1420. Karfunkel Verlag Wald-Michelbach. 2003, pp. 53-60. Liebreich, Anne: Der Kruseler im 15. Jahrhundert. I Zeitschrift für Historische Waffen- und Kostümkunde. 1. Band der neuen Folge, Jahrgang 1923 1925. pp. 218 223. Verlag von Walter de Gruyter & Co. Berlin, 1925. Morgan, Nigel (1995): Western Norwegian panel painting 1250-1350: problems of dating, styles, and workshops. Norvegian Medieval Altar Frontals and related Material. Papers from the Conference in Oslo 16th to 19th December 1989. The Research Council of Norway. Oslo & Roma, 1995, pp. 9-23. Müller, Mechthild: Schleier, i: Reallexikon der Germanischen Altertumskunde, bd. 27, red. H. Beck, D. Geuenich & H. Steuer. Verlag Walter de Gruyter, Berlin, 2004, pp. 159-164. Newton, Stella Mary: Fashion in the Age of the Black Prince: A Study of the Years 1340 1365. Boydell Press. Woodbridge, 1980. Newton, Stella Mary & Giza, Mary M.: Frilled Edges. I Textile History, volume 14: 2, 1983. The Pasold Research Fund. Leeds, 1983, pp. 141 152. Nienholdt, Eva: Das Gefrens. Waffen- und Kostümkunde. Bd. 16. hft. 2. Jhg. 1974. München, berlin, 1974, pp. 119-122. Nørlund, Poul: Klædedragt i oldtid og middelalder. Nordisk Kultur bd. XVb. Dragt. J. H. Schultz Forlag. Kbh. 1941. Rady, Ottilie: Der Kruseler. I: Zeitschrift für Historische Waffen- und Kostümkunde. 1. bd, Neuen Folge, Hft. 5. Jahr. 1923-25. p. 131-136. Roehl, E.: Die Trachten der Schlesischen Fürstinnen des 13. Und 14. Jahrhunderts auf Grund ihrer Siiegel. Beilage zum Jahresbericht der Vicktoriaschule zu Breslau, Ostern, 1895. Rohr, Alheidis von: Das Gefrens. Waffen- und Kostümkunde. Bd. 18. Hft.1, Jhg.1976. München, berlin, 1975, pp. 65-68. Scott, Margaret: A Visual History of Costume: The Fourteenth and Fifteenth Centuries. B. T. Batsford Ltd. London, 1986. Scott, Margaret: Late Gothic Europe: 1400 1500. The History of Dress Series. Humanities Press Inc. New Jersey, 1980. Song, Cheunsoon & Sibley, Lucy Roy: The Vertical Headdress of Fifteenth Century Northern Europe. Dress. The Journal of the Costume Society of America. vol. 16: 1990, pp. 4 15. Earleville, 1991. Steigerwald, Frank Neidhart: Gugel, Gebende und Gebrechliche Konsolen. Niederdeutsche Beiträge zur Kunstgeschichte, bd. 18, 1979, red. Hans Werner Grohn. München, Berlin, 1979, pp. 43-92 Tilghman, Carla: Giovanna Cenami s Veil: A Neglected Detail. Medieval Clothing and Textiles, vol. I, 2005. (Eds. R. Netherton & G. R. Owen-Crocker. Woodbridge, 2005, p. 155-172. Wilckens, Leonie von: Zöpfe, Bänder und Franzen: Zu Frisur und ihrem Schmuck im 15. Jahrhundert. Waffen- und Kostümkunde. Bd. 19. Hft.2, Jhg. 1975. Münschen, berlin, 1975, pp. 139-142. Wincott Hecket, Elizabeth: Viking Age Headcoverings from Dublin.Medieval Dublin Excavations 1962-81. Ser. B, vol. 6: 2003. National Museum of Ireland. Royal Irish Academy. Dublin, 2003. 20