Ansvarsfraskrivelse ifm. produktansvar

Forår 14 Ansvarsfraskrivelse ifm. produktansvar Bachelorprojekt, 6. semester 2014 Lasse Schwartz Jørgensen Christian Holmark Skovbo Toft Juridisk Institut, Aalborg Universitet

Bachelorprojekt 6. Semester Titelblad Projektets titel: Ansvarsfraskrivelse i forbindelse med produktansvar Fag: Formueret - obligationsret Omfang: 46 sider / 95.948 anslag Vejleder: Søren Sandfeld Jakobsen Navn: Lasse Schwartz Jørgensen studienr. 2011-5598 Christian Holmark Skovbo Toft studienr. 2011-3993 Afleveringsdato: Onsdag den 14. maj 2014 2

Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE... 3 1. INTRODUKTION... 5 1.1. INDLEDNING... 5 1.2. PROBLEMFORMULERING... 7 1.3. EMNEAFGRÆSNING... 7 2. METODEOVERVEJELSER... 8 2.1. DEN RETSDOGMATISKE METODE... 8 2.2. PROJEKTETS OPBYGNING OG STRUKTUR... 8 2.3. RETSKILDER, LOVE OG FORARBEJDER... 9 2.4. RETSPRAKSIS... 9 2.5. LITTERATUR... 9 3. PRODUKTANSVAR... 10 3.1. INDLEDNING... 10 3.2. REGULERING AF PRODUKTANSVARET... 11 3.2.1. Retspraksisudviklede regler... 11 3.2.2. Produktansvarsloven... 12 3.2.3. Sammenfattende... 13 3.3. ANSVARSBEGRÆSNING OG FRASKRIVELSE... 14 4. DELKONKLUSION... 16 5. ANALYSE... 18 5.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER... 18 5.2. UFR 1980.96 H ANSVARSBEGRÆNSNING ANSÅS IKKE FOR VEDTAGET... 18 5.3. UFR 1999.255 H ANSVARSFRASKRIVELSE OMFATTEDE IKKE PRODUKTANSVAR... 21 5.4. UFR 1995.502 H LOVHJEMLET ANSVARSFRASKRIVELSE FANDT ANVENDELSE... 24 5.5. FRASKRIVELSE CTR. OMGÅELSE AF PRODUKTANSVAR... 25 5.5.1. UfR 2006.226 H Producent af sprøjtemiddel ikke ansvarlig for skader... 26 5.6. UFR 2006.2052 H - FRASKRIVELSE AF MELLEMHANDLERHÆFTELSE OPRETHOLDT... 29 5.7. SAMMENFATTENDE FRA ANALYSEN... 31 6. DISKUSSION... 33 3

6.1. VEDTAGELSE, FORTOLKNING OG GENEREL UGYLDIGHED... 33 6.2. OMGÅELSE AF PRODUKTANSVARET... 36 7. KONKLUSION... 40 8. ABSTRACT... 41 9. LITTERATURLISTE... 43 9.1. ARTIKLER... 43 9.2. BØGER... 43 9.3. LOVE, BEKENDTGØRELSER OG BETÆNKNINGER... 44 9.4. RETSPRAKSIS... 44 9.4.1. National retspraksis... 44 9.4.2. Udenlandsk retspraksis... 44 9.5. ØVRIGE KILDER... 45 10. BILAG... 46 10.1. BILAG 1 SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER FRA UFR 2006.2052 H... 46 4

1. Introduktion 1.1. Indledning En stor del af os har formentligt hørt om virksomhederne, der bliver pålagt at betale store millionbeløb i erstatning til skadelidte for skader forvoldt af virksomhedens produkt. Det klassiske skrækeksempel vedrørende disse erstatningssager må hentes i USA. Sagen omhandler den 79-årige Stella Liebeck, der køber en kop kaffe ved McDonald s, som hun efterfølgende taber ud over sig selv med deraf følgende forbrændinger. Liebeck anlægger sag ved de amerikanske domstole og tilkendes en erstatning på ca. DKK 18.700.000 med den daværende dollarkurs. 1+2 Sagen rejser måske flere spørgsmål, end den besvarer, og disse er i nærværende sammenhæng for omfattende at behandle, men den illustrerer, hvor vidtrækkende konsekvenser det kan få for både store og små virksomheder, når ens produkt volder skade. Også i Danmark har man set eksempler på retspraksis vedrørende produktansvar. Det mest præjudicielle er sag C-402/03 Skov Æg om mellemhandlerhæftelsen. To forbrugere havde i Bilka købt en bakke æg produceret af Skov Æg. Æggene viste sig at indeholde salmonella, og de to personer blev efterfølgende alvorligt syge. Byretten gav skadelidte medhold, men i Vestre Landsret gav sagen anledning til fortolkningstvivl, hvad angår PAL 10 om mellemhandleransvaret og dennes overensstemmelse med direktiv 85/374/EØF omkring produktansvar. Årsagen var, at der tidligere var sået tvivl om mellemhandlerens ansvars- og erstatningspligt i sag C-52/00 Kommissionen mod Frankrig. Der blev afsagt dom i sagen den 10. januar 2006, og EF-domstolen fastslog heri, at det i opgaven senere behandlede direktiv ikke overlader noget skøn til medlemsstaterne, hvorfor der således er tale om et totalharmoniseringsdirektiv. 3 For den danske produktansvarslov betød dette, at bestemmelsen i 10 var i strid med EF-direktivet, idet bestemmelsen rækker udover de i direktivets artikel 3, stk. 3 angivne tilfælde, for så vidt angår mellemhandlerens hæftelse for producentens objektive ansvar. Med hensyn til hæftelse for producentens culpaansvar udtalte domstolen, at direktivet ikke er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens culpøse handlinger. Det er derfor heller ikke underligt, at produktansvaret i stadig stigende grad påkalder sig opmærk- 1 Jf. Nationalbankens Statistikbank, http://nationalbanken.statistikbank.dk/nbf/100250 2 Jf. Consumer Attorneys of California i artiklen The McDonald s Hot Coffee Case https://www.caoc.org/?pg=facts 3 Jf. sag C-402/03 Skov Æg-dommen, præmis 23 5

somhed fra de danske virksomheder. En virksomhed, der bringer et produkt i omsætning, det være sig som producent eller mellemhandler, kan blive pålagt ansvar for skader eller tab forvoldt af en defekt ved produktet. Dette kaldes produktansvar og i Danmark findes to regelsæt, som regulerer denne problemstilling: produktansvarsloven, som trådte i kraft den 10. juni 1989 ved lov nr. 371 af 7. Juni 1989, hvormed EU s direktiv implementeredes. 4 Der findes imidlertid også et regelsæt, som har rødder tilbage til, hvor direktivet langt fra havde set dagens lys. Retspraksis viser nemlig, at ansvar for et produkts skadevoldende egenskaber i flere årtier har været behandlet ud fra særlige regler, og der vil i opgaven blive redegjort for begge regelsæt. 5 En sælger af et produkt vil ofte have solgt det givne produkt under sine standard salgs- og leveringsbetingelser, og med den ovenfor beskrevne situation i såvel USA som Danmark, er det ikke mærkeligt, at adskillige virksomheder helt eller delvist forsøger at fraskrive sig ansvaret for produktets skadevoldende egenskaber. Men er dette overhovedet tilladt? Og er det ikke urimeligt? Spørgsmålet har både obligations-, aftale-, erstatnings- og forsikringsretlige aspekter i sig, og som det senere i opgaven er dokumenteret, foretages fraskrivelserne ikke altid korrekt. Det kan få yderst store økonomiske konsekvenser for den lille virksomhed, der mener at have fraskrevet sig ansvaret for de af køkkenmaskinen forvoldte skader. Omvendt kan det også få store konsekvenser for den stakkels forbruger, som ikke kan gøre et erstatningskrav gældende mod producenten til trods for, at der rent faktisk er en defekt ved produktet. Det er netop overvejelser som disse, der indledningsvist har skabt interesse for emneområdet og dermed dannet grundlag for nærværende opgave. Opgaven har til formål at påvise og belyse det område, indenfor hvilket det er muligt for en producent og/eller mellemhandler at fraskrive sig eller omgå produktansvaret. Dette vil ske ud fra en redegørelse for de relevante regelsæt på området, hvorefter retspraksis vedrørende ansvarsfraskrivelser vil blive analyseret med det formål at kunne opstille kriterier, der kan afgøre, hvorvidt en given fraskrivelse af produktansvar skal tillægges betydning eller ej; dette være sig både direkte og indirekte fraskrivelser. 4 Jf. Rostock-Jensen mfl., 2004, Produktansvar produktansvarsloven med kommentarer, s. 17 5 Jf. Rostock-Jensen mfl., 2004, Produktansvar produktansvarsloven med kommentarer, s. 69 6

1.2. Problemformulering Med udgangspunkt i den i opgaven anlagte konsulentsynsvinkel vil følgende problemstilling forsøges afklaret: Er det muligt at begrænse eller helt fraskrive sig produktansvaret, eller kan ansvaret på anden måde undgås? Såfremt dette besvares bekræftende, hvor langt kan de erhvervsdrivende i givet fald gå, og hvad stiller domstolene af krav til sådanne vilkår? 1.3. Emneafgræsning Fraskrivelse af produktansvar er et emne, der spænder vidt og indeholder adskillige juridiske aspekter. Der vil i denne opgave udelukkende blive fokuseret på det obligationsretlige aspekt, herunder ansvarsfraskrivelser. Disse indgås som en aftale mellem to eller flere parter, hvorfor aftaleretten naturligvis medinddrages. Denne afgrænsning medfører fravalg af sondringen mellem det køberetlige mangelsansvar kontra defektvurderingen efter produktansvarsreglerne. Projektet vil endvidere heller ikke behandle udenlandsk ret og/eller retspraksis, da dette af hensyn til projektets omfang ikke er muligt. Der vil derfor kun blive opereret i national ret, hvilket naturligvis også indebærer relevant EU-ret. Behandling af de erstatnings- og forsikringsretlige aspekter, herunder erstatning for direkte og indirekte tab, er udeladt. Årsagen er den, at emnet er forsøgt konsekvent og præcist afgrænset for at være fokuseret og egnet til dybdegående analyse. Tidsmæssigt er emnet ikke afgrænset, da de retspraksisudviklede regler ikke har en kendelig begyndelse. Forældelse af produktansvaret ikke blive behandlet, da det ikke tjener til besvarelse af ovenstående problemformulering. En redegørelse herfor vil således ikke give mening, eftersom forældelse ikke spiller nogen væsentlig rolle i det følgende. Fokus i det følgende vil være på aftalen mellem de kontraherende parter, og forholdet til den udenforstående tredjemand vil derfor ikke blive behandlet. Dette giver os samlet set et afgrænset emneområde, hvor problemstillingen vil blive behandlet indenfor obligationsretten, herunder aftaleret, med inddragelse af national og eventuel relevant europæisk fællesret samt retspraksis. 7

2. Metodeovervejelser 2.1. Den retsdogmatiske metode Problemstillingen vil blive behandlet efter den retsdogmatiske metode. Formålet er en beskrivelse, fortolkning, analyse og systematisering af den gældende ret på området. 6 Ved en sådan metode gøres det muligt at klarlægge, hvorledes retstilstanden er på det givne område. I nærværende projekt vil der derfor blive beskrevet og redegjort for den almindelig lovgivning og teori på området, hvorefter retspraksis inden for fraskrivelse af produktansvaret vil blive analyseret. I behandlingen af det lovbestemte produktansvar vil den gældende lovgivning sammenholdt med retspraksis danne et væsentligt og centralt grundlag for besvarelsen. Der vil blive lagt naturlig vægt på retspraksis og litteraturen, når det retspraksisudviklede produktansvar skal behandles, hvorved der derfor kan stilles spørgsmålstegn ved retskildeværdien af denne litteratur. Det må dog afvises, at juridisk litteratur skulle have nogen form for retskildeværdi, men det må anerkendes, at domstolene kan lade sig inspirere af argumenter og anskuelser fra de litterære kilder. 2.2. Projektets opbygning og struktur I projektets kapitel 3 vil der i overensstemmelse med afgrænsningen blive redegjort for produktansvaret og reguleringen heraf. Herefter følger der i kapitel 4 en kort sammenfatning af overstående. Kapitel 5 er analysen, hvori teorierne bliver sammenholdt med retspraksis. En række udvalgte domme bliver analyseret med formålet at kortlægge præmisser, argumenter, overvejelser, resultater mm. inden for fraskrivelse af produktansvaret. I kapitel 6 diskuteres retstilstanden, hvor det af analysen udledte behandles og sammenholdes med teori, hvorpå der i kapitel 7 følger en konklusion. Den sidste del af projektet indeholder et abstract, der giver et resume af den samlede opgave. De for opgaven relevante principper og bestemmelser findes i de retspraksisudviklede produktansvar samt produktansvarsloven, der af hensyn til læsevenligheden vil blive benævnt ved henholdsvis RUP og PAL i det følgende. 6 Jf. Nielsen og D. Tvarnø, 2011, Retskilder og Retsteorier, s. 28 8

2.3. Retskilder, love og forarbejder Lovgivningen inden for produktansvaret vil være den primær retskilde inden for det lovbestemte område. Den teori, der fremgår af den juridiske litteratur på området, vil ikke blive anvendt som retskilde, men vil bidrage til fortolkning og anvendelse. Af naturlige årsager vil den retspraksisudviklede del af produktansvaret blive behandlet ud fra retspraksis og den juridiske litteratur. Retspraksis må derfor anses som værende det vigtigste grundlag til at forstå og fortolke nogle af de specifikke, men også de mere generelle principper vedrørende ansvarsfraskrivelser inden for RUP. Til og med 1989 var der ikke en egentlig lovregulering af produktansvaret i Danmark. Frem til da var produktansvaret reguleret af et regelsæt skabt og udarbejdet i retspraksis. I 1989 blev PAL indført i dansk ret; dog med senere ændringer. Den danske lov bygger på et EU-direktiv, som derved blev pålagt Danmark at inkorporere i dansk lovgivning. Relevante forarbejder vil i opgaven blive anvendt. 2.4. Retspraksis I nærværende opgave spiller retspraksis en central rolle, da et af de for opgaven relevante regelsæt er skabt og udviklet i retspraksis. Denne dommerskabte ret vil på lige fod med lovgivningen fremstå som den primære retskilde. Konsekvensen er betydelig vægt på dommernes præmisser og argumentation i afgørelserne. Ved en analyse af retspraksis vil det blive belyst, hvorvidt der er overensstemmelse i afgørelserne, eller om der er uklarheder i retspraksis, som gør, at der for aktørerne kan opstå usikkerheder, for så vidt angår fraskrivelse af produktansvar og derved skabe uforudsigelighed. Der vil blive lagt særlig vægt på de domme, der har den største præjudikatværdi, og må anses som havende den største indflydelse på området. 2.5. Litteratur Den i projektet anvendte litteratur er hovedsageligt fundet inden for obligationsretten. Der er anvendt både ældre og ny litteratur. Da der specielt inden for RUP findes værdifuld ældre litteratur, anses det for værende yderst nyttigt. Der vil blive anvendt artikler og andre skrifter, og der vil i projektet være stor opmærksomhed på, at den anvendte litteratur er balanceret i mængde og omfang. 9

3. Produktansvar 3.1. Indledning Vi er i dagligdagen omgivet af potentielle skadevoldende genstande, som af en eller flere erhvervsdrivende er bragt i omsætning på diverse markeder. En betydelig del af disse genstande er produkter, vi ikke har en kontraktmæssig medkontrahent med. Har producent (P) solgt produktet til mellemhandleren (M), som sælger det til køber (K), der giver det som en gave til sin ven (V), hvor produktet forårsager skade, vil der ikke bestå noget kontraktsforhold mellem V og P. 7 I en sådan situation vil det være afgørende, at der findes et hjemmelsgrundlag for erstatning til skadelidte, V. P, der er producent, og har produceret et produkt, der senere viser sig at have en defekt, kan kun pålægges erstatningsansvar, såfremt der i det danske retssystem findes hjemmel hertil. Gennem de sidste årtier er nødvendigheden af sådanne regler steget betragteligt. Dette skyldes ikke blot den teknologiske udvikling og stigningen i national og global samhandel, men også det faktum, at den enkelte forbrugers øgede konsumtion af stadig flere produkter medfører flere ubehagelige konsekvenser. Den til havegrillen tilkoblede gasflaske eksploderer, computeren kortslutter, bremserne på bilen svigter eller forbrugeren bliver udsat for andre overraskelser ved produktet. Når et produkt volder fysisk skade på person eller ting, opstår spørgsmålet om, under hvilke betingelser, i hvilket omfang og af hvem forbrugeren kan få en sådan skade erstattet. Det er netop disse problemer, som bliver behandlet under emnet produktansvar, der er en direkte oversættelse af det i engelsk-amerikansk ret anvendte udtryk product liability. 8 Produktansvaret er altså med andre ord en betegnelse for en leverandørs (producents, forhandlers, sælgers, udlejers m.fl.) ansvar for skade forvoldt af dennes produkter. 9 Tidligere har man forsøgt at regulere dette inter partes med udgangspunkt i den mellem parterne indgået aftale. Problemstillingen blev altså udelukkende reguleret og fortolket efter kontrakten/aftalen. Dette kontraktsmoment var også i England og USA i længere tid det afgørende i sådanne sager, jf. eksempelvis Winterbottom v. Wright fra 1842 omkring personskade på en kusk, hvormed den vedligeholdelsesansvarlige for kareten forsøgtes ansvarliggjort. 10 Det daværende ønske var, at den erhvervsdrivende skulle beskyttes mod en flodbølge af sagsanlæg og krav. De krav, der 7 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 455 8 Jf. Dahl, 1973, Produktansvar, s. 14 9 Jf. Kelly m.fl., 1992, European Product Liability, s. 81 10 Jf. Hjorth Hansen mfl., 1991, Produktansvaret hvad kan vi gøre ved det?, s. 13 10

opstod mellem ikke-kontraherende parter, som anført i eksemplet ovenfor, hvor V og P ikke har indgået en aftale, søgtes løst efter reglerne om direkte krav også kaldt springende regres. 11 I dag er det ofte nærliggende at anvende købeloven som hjemmelsgrundlag for produktansvaret, hvilket i hvert fald gør sig gældende ved krav opstået inden for kontrakt. Begrundelsen herfor er, at et defekt/farligt produkt, som volder skade, ofte vil kunne kategoriseres som mangelfuldt og dermed omfattet af købelovens regler vedrørende købers misligholdelsesbeføjelser. 12 Alligevel har man i mere end et århundrede været udelukket fra at anvende dette regelsæt til løsning af tvister angående produktansvar. Den formelle begrundelse for denne udelukkelse skal findes i forarbejderne til købeloven, hvori der netop henvises til, at spørgsmål angående produktskader skal løses efter de almindelige erstatningsregler. 13 Nu kan et krav opstået ved produktskade løses gennem flere regelsæt og indgangsvinkler. I det efterfølgende afsnit vil disse regelsæt blive beskrevet, og der gives en kort skitsering over de for opgaven vigtigste bestemmelser og afgørende forskelle. 3.2. Regulering af produktansvaret 3.2.1. Retspraksisudviklede regler Ses der bort fra nogle enkelte spredte bestemmelser i særlovgivningen, herunder lov om handel med foderstoffer, lov om atomanlæg mv., var det danske produktansvar frem til 1989 ikke bygget op om formelle lovregler, men et uskrevet sæt grundsætninger udviklet i retspraksis. 14+15 Heri var og er udgangspunktet stadig culpareglen. 16 Ved anvendelse af RUP skal begrebet produkt forstås meget vidt, hvorefter et produkt anses for noget mere, end hvad der er gældende for EU-direktivet. Produktansvarsbegrebet omfatter alle realydelser, der kan gøres til genstand for produktion, afsætning og brug. 17 En sådan realydelse må i denne sammenhæng antages at omfatte al løsøre. 18 I PAL 7, stk. 1, nr. 2 modsætningsvis, er det et krav, at der skal være tale om en realydelse, der er fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning som led i en erhvervsvirksomhed. De produktskader, der er omfattet af RUP, er kun fysi- 11 Jf. Dahl, 1973, Produktansvar, s. 16 12 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 456 13 Jf. Udkast til lov om køb med tilhørende bemærkninger, s. 70 14 Jf. Dahl, 1973, Produktansvar, s. 53. 15 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 459 16 Jf. von Eyben m.fl., 2007, Lærebog i erstatningsret, s. 24f 17 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 464 18 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 465 11

ske skader på person eller ting. 19 En betingelse for at der kan være tale om en produktskade, er derfor, at der realiseres en integritetskrænkelse. Det må anses for en følge af de almindelige regler, at der skal være en årsagssammenhæng mellem det defekte produkt og den fysiske skade, der opstår. 20 Om der rent faktisk foreligger en sådan sammenhæng, er ikke altid lige nemt af fastslå. I UfR 2006.226 H blev der af Landsretten ikke konstateret årsagssammenhæng, idet der havde været andre mulige årsager til den fysiske skade. Dommen illustrerer således, at produktansvar forudsætter årsagssammenhæng. Personkredsen, der kan rettes et produktansvar mod, er samtlige leverandører, som har været med til at producere, videresælge, forhandle eller i øvrigt levere produktet, hvilket indbefatter samtlige led i omsætningskæden. Når der i RUP og det direktivbestemte produktansvar er forskel på og sammenfald i personkredsen kan det betyde, at der i en sag, inden for direktivets rammer, både kan anvendes det objektive ansvarsgrundlag for producenten, og det culpabaseret ansvar for mellemhandleren. 21 For så vidt angår ansvarsgrundlaget i RUP, er det klare udgangspunkt et deliktsretligt ansvar, hvori grundpillen er den udviste culpa. Til dette udgangspunkt findes modifikationer i form af fx et kontraktsretligt eller i lovgivningen hjemlet objektivt ansvar. 22 RUP omfatter ikke skade på selve det skadevoldende og defekte produkt. Hermed er den, der søger erstatning, henvist til at støtte sit krav på et andet ansvarsgrundlag, hvortil købelovens mangelsregler er nærliggende. 23 3.2.2. Produktansvarsloven PAL trådte i kraft den 10. juni 1989 og er en implementering af Rådets direktiv af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemstaternes administration eller ved lov af fastsætte bestemmelser om produktansvar (85/374/EØF). Den 4. december 2000 blev loven ændret, da Europa-parlamentets og Rådets direktiv af 10. maj 1999 (1999/34/EF) skulle implementeres. 24 Afgrænsningsbestemmelserne i PALs kapitel 1 og 2 illustrerer en skarp forståelse for direktivets anvendelsesområde og hvilke skader, der er omfattet. I PAL 2 er det væsentlig at bemærke, at lo- 19 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 469 20 Jf. Ulfbeck, 2004, Erstatningsretlige grænseområder: professions- og produktansvar, s. 158 21 Jf. Bryde Andersen mfl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 477 22 Jf. Bryde Andersen m.fl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 484 23 Jf. Bryde Andersen m.fl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 470 24 Jf. Rostock-Jensen m.fl., 2012, Produktansvarsloven med kommentarer, s. 11 12

ven begrænses til at omfatte erstatning og godtgørelse for personskade og erstatning for tab af forsørger. Endvidere omfatter loven erstatning for skade på ting i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2. I 2, stk. 2, 1. pkt. ses det, at der kun er tale om en ting, såfremt den pågældende genstand efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og hovedsageligt er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed. PAL regulerer hermed ikke produktskader, der er opstået på genstande, som ikke falder under lovens definition af ting. Det afgørende er hermed ikke, hvordan man vil definere den skadevoldende genstand, men den skadede genstand. Lovens 2 indeholder derfor både en objektiv og en subjektiv betingelse, der begge skal være opfyldt. 25 Den objektive betingelse er, at den beskadigede ting sædvanligvis skal være beregnet til privat benyttelse, mens den subjektive er, at den beskadigede ting hovedsagligt skal have været anvendt af den skadelidte til privat benyttelse. Samlet set giver det et relativt stort område, hvori der potentielt kan opstå skader forvoldt af produkter, men som ikke kan reguleres efter PAL. Herved tænkes især på skader på erhvervsting, hvilket underbygger relevansen af nærværende projekt. Med hensyn til skader på det skadevoldende produkt er de to regelsæt ens. PAL 2, stk. 2, 2. pkt. bestemmer, at loven ikke omfatter skader på det produkt, der har forvoldt skaden. Disse skader må derfor igen reguleres på baggrund af andre regelsæt, herunder de køberetlige mangelsregler. 26 3.2.3. Sammenfattende RUP spiller i Danmark en betydelig rolle. Den for opgaven centrale årsag er, at PAL ikke regulerer skader forvoldt på erhvervsting. Det er derfor vigtigt at kunne kortlægge de ydre grænser, der ikke både er reguleret i PAL og det retspraksisskabte. Helt konkret kan det derfor nævnes, at RUP omfatter skade på person eller ting, herunder erhvervsting, hvorimod PAL kun omfatter skade på person eller forbrugerkøbsting, jf. dennes 2, stk. 2, 1. pkt. Derudover pålægger PAL som udgangspunkt producenten ansvar på et objektivt grundlag med modifikationer, hvorimod RUP indeholder et culpaansvar, der dog efterhånden er så strengt og objektiveret, at det nærmer sig det objektive ansvar. 27 For så vidt angår mellemhandlerhæftelsen, er der forskel på de to regelsæt, men behandlingen af denne er udeladt, da fokus er holdt på ansvarsfraskrivelser i inter partes-forholdet. 25 Jf. Rostock-Jensen mfl., 2004, Produktansvarsloven med kommentarer, s. 112 26 Jf. Rostock-Jensen mfl., 2004, Produktansvarsloven med kommentarer, s. 113 27 Jf. produktansvarslovens 6, stk. 1 smh. Lett m.fl., 2002, Produktansvaret i praksis, s. 57 13

Endeligt er der forskel i henhold til det for denne opgave omhandlede emne; ansvarsfraskrivelser, hvorunder også mellemhandlerens mulighed for ansvarsfraskrivelse behandles. Dette behandles nedenfor under punkt 3.3. På flere punkter er de to regelsæt ens. Dette gør sig fx gældende for kravet om et defekt produkt. Anvendelsen af både PAL og RUP forudsætter, at produktet kategoriseres som værende defekt. For førstnævnte følger dette udtrykkeligt af PAL 1, hvilket kan have afgørende betydning, jf. senere afsnit. I henhold til RUP og PAL 5 er et produkt defekt, hvis det ikke frembyder den sikkerhed, man med rette kan forvente. Hvor meget der kan forventes, afgøres ud fra konkrete momenter og behandles senere i opgaven. 3.3. Ansvarsbegræsning og fraskrivelse Som det indledningsvist er beskrevet, er det yderst attraktivt for producenter, leverandører mv. at søge deres ansvar begrænset eller måske helt fraskrevet. Dette gælder ikke kun for deres forpligtelse i forhold til kontraktens rigtige og rettidige opfyldelse, men også ansvaret for de skader, som deres produkter måtte forvolde. Ansvarsfraskrivelser er kendt fra gammel tid, og allerede i romerretten beskæftigede man sig med problemet, og løsningen herpå har efterfølgende influeret europæisk ret. 28 I dag er det nærliggende at opfatte ansvarsfraskrivelsen som et udslag af den almindelige aftale- og kontraktsfrihed. 29 Den almindelige regel om erstatningens omfang går ud på, at den erstatningsberettigedes individuelle tab skal dækkes til fulde af skadevolder. Heroverfor står visse afvigelser fra dette princip, der alle går på en tilpasning af ansvaret, det være sig enten som begrænsning, fx beløbsmæssig, eller en decideret fraskrivelse. 30 Flere virksomheder udformer derfor kontrakter med vilkår omkring deres ansvar. Ofte er der sågar tale om standard salgs- og leveringsbetingelser indeholdende ansvarsfraskrivelse eller regulering heraf. Derudover kan der mellem de kontraherende parter blive indgået en konkret aftale, der begrænser produktansvaret. Fælles for disse er, at ansvarsfraskrivelserne er forskelligt reguleret i henholdsvis RUP samt PAL. For sidstnævntes vedkommende fastlægger PAL 12, at lovens bestemmelser er ufravigelige. Loven kan derfor ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skadelidte, ej heller den, som subrogerer i skadelidtes krav. Det er dog her vigtigt at bemærke, at EF-direktivet ikke behandler mel- 28 Jf. Günther Petersen, 1957, Ansvarsfraskrivelse, s. 16 29 Jf. Günther Petersen, 1957, Ansvarsfraskrivelse, s. 28 30 Jf. Günther Petersen, 1957, Ansvarsfraskrivelse, s. 100ff 14

lemhandlere, og det er derfor utvivlsomt, at artikel 12 ej heller regulerer dette forhold. Danmark har ved lov bestemt, at PAL 12 også skal gælde for disse. Det får den betydning, producentens adgang til at fravige ansvaret ved aftale, dels overfor forbrugeren og dels i relation til en eventuel mellemhandlers regresadgang, er underlagt en betydelig indskrænkning. Med andre ord gør loven ansvarsfraskrivelser ugyldige, hvorimod en aftale mellem flere ansvarlige producenter omkring fordeling af ansvaret er gyldig forudsat, at denne er i overensstemmelse med generalklausulen i aftalelovens 36. 31 Loven er ej heller til hinder for, at der efter skadens indtruffen indgås aftale med skadelidte omkring erstatningens størrelse. Det er således udelukkende forhåndsaftaler, der er omfattet. 32 Førstnævnte mulighed skyldes, at loven ikke på samme måde skal tilgodese et magtforhold parterne imellem, såfremt der er tale om to erhvervsdrivende, hvorimod der ved sidstnævnte ikke er tale om en ansvarsfraskrivelse men et decideret afkald på en fordring på erstatning. 33 Vendes blikket mod fraskrivelser af ansvar reguleret af RUP, er billedet anderledes. Indenfor dette område er udgangspunktet, at sådanne aftaler i medfør af vores aftale- og kontraktsfrihed er gyldige ligesom alle andre bestemmelser i en kontrakt. 34 Hvor der sjældent er et udgangspunkt uden modifikationer, er det ej heller tilfældet her. Generelt kan det nemlig siges, at en fraskrivelse af ansvaret for personskader samt skade på forbrugerting må tilsidesættes som værende ugyldig. Virksomheder imellem anses kontraktsparterne som værende ligeværdige, hvilket har den betydning, at parterne som udgangspunkt må respektere de klausuler, der måtte være indeholdt i den indgåede kontrakt, Domstolene påtager sig altså ikke forpligtelsen at hjælpe den kontraktspart, som ved de indledende forhandlinger ikke var i stand til at indgå en fordelagtig aftale. 35 31 Jf. Hjorth Hansen m.fl., 1991, Produktansvaret hvad kan vi gøre ved det?, s. 58 32 Jf. Haug, 2006, Produktansvar, s. 100 33 Jf. Nielsen, 1987, Produktansvar, s. 54 34 Jf. Nielsen, 1987, Produktansvar, s. 53 35 Jf. Nielsen, 1987, Produktansvar, s. 54 smh. Lookofsky m.fl., 2010, Lærebog i obligationsret I, side 86f 15

4. Delkonklusion Ud fra det ovennævnte kan det herefter konkluderes, at PAL ikke levner noget spillerum for en virksomhed i forhold til ansvarsfraskrivelse. Konkret betyder dette, at en virksomhed ikke gyldigt kan fraskrive sig ansvaret for skader forvoldt på person eller forbrugerting, idet disse ligger indenfor lovens anvendelsesområde. Derimod kan en virksomhed gyldigt fraskrive sig ansvaret for skader forvoldt på handels-/erhvervsting i medfør af RUP. Der er imidlertid en øvre grænse for, hvor byrdefuld en fraskrivelse, der kan vedtages. Indledningsvist skal det afgøres, hvorvidt bestemmelsen overhovedet må anses for vedtaget. I forbindelse hermed stilles der ikke noget krav om, at parterne udtrykkeligt har accepteret fraskrivelsen. 36 Anses fraskrivelsen for vedtaget, ses dernæst på indholdet af klausulen. Er indholdet i strid med gældende retsregler, bliver retsvirkningen den, at klausulen er ugyldig. Såfremt der ingen modstridende retsregler er, skal det afgøres, hvilke konsekvenser klausulen skal tillægges og hvorledes den skal forstås og fortolkes. Det ligger fast, at domstolene anvender en indskrænkende fortolkning, hvilket kan have den betydning, at klausulen ikke får den tilsigtede virkning. 37 Afslutningsvist skal det bestemmes, hvorvidt klausulen i øvrigt må anses som værende gyldig og ikke urimelig. I denne vurdering bliver følgende tillagt vægt: urimelighed, om fraskrivelsen er blevet gennemtvunget af en mere økonomisk stærk eller sagkyndig part overfor en svag part, om fraskrivelsen har uforholdsmæssige og meget indgribende konsekvenser for modparten, som ikke kunne forudse disse ved aftaleindgåelse mv. Alt sammen er kriterier, der til dels følger af generalklausulen i aftalelovens 36, hvilket betyder, at ikke kun omstændigheder på tidspunktet for aftaleindgåelsen men også efterfølgende omstændigheder bristede forudsætninger kan medtages i vurderingen. 38 Derudover er det som følge af princippet om aftalers relativitet kun muligt at fraskrive sig ansvaret overfor den umiddelbare medkontrahent, hvilket har den konsekvens, at en ansvarsfraskrivelse ikke vil kunne beskytte producenten mod krav, der opstår, fordi produktet har forvoldt skade på andre end den umiddelbare medkontrahents ting. 39 Ovenstående redegørelse opstiller set fra virksomhedens synspunkt adskillige retningslinjer for fraskrivelse af produktansvar, og i det følgende vil retspraksis vedrørende samme blive analyseret. 36 Jf. Samuelsson, 2000, Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter, s. 241 37 Jf. Bryde Andersen m.fl., 2012, Lærebog i obligationsret I, s. 486 38 Jf. Samuelsson, 2000, Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter, s. 258 39 Jf. Møller Dirksen m.fl., 2012, Produktansvar kan det reguleres aftalemæssigt?, s. 16f 16

Analysen har til formål at belyse det område, indenfor hvilket virksomhederne direkte eller indirekte kan fraskrive sig ansvaret. Sagt med andre ord: det af domstolene overladte spillerum vil i nedenstående blive påvist og konkretiseret. 17

5. Analyse 5.1. Indledende bemærkninger Som det ovenfor er beskrevet, overlader RUP virksomhederne en vis margin i relation til fraskrivelse af produktansvar. Sådanne aftaler er som udgangspunkt gyldige erhvervsdrivende i mellem. Domstolene er imidlertid på vagt, når det gælder vedtagelsen af byrdefulde vilkår; såsom fraskrivelse af produktansvar. 40 Endvidere stiller domstolene sig kritiske overfor vedtagne bestemmelser, som fører til helt urimelige konsekvenser, og hvor dette ikke har kunnet være klart for den svage part ved indgåelsen af kontrakten. 41 Det følger af tidligere afsnit, at en hel eller delvis fraskrivelse af ansvar skal igennem en tre-trins test, førend den finder anvendelse; vedtagelse, fortolkning af indholdet og til sidst gyldigheden af klausulen. Med det følgende søges eksempler fra retspraksis på alle tre trin i testen analyseret. Ligeledes søges undersøgt, om der i retspraksis foreligger anden adgang for producenten til enten direkte eller indirekte at undgå produktansvaret. 5.2. UfR 1980.96 H Ansvarsbegrænsning ansås ikke for vedtaget Det skal indledningsvist nævnes, at nedenstående dom ikke specifikt omhandler produktansvar, men blot en parts begrænsning af sit ansvar. At dommen alligevel benyttes, skyldes, at den illustrerer kompleksiteten og principperne i forhold til vedtagelse af en ansvarsbegrænsning. UfR 1980.96 H: Eksportør Danske Andelsslagteriers Tarmsalg foretog med bistand fra speditionsfirmaet Rebsdorf-Spedition afsendelse af et læs oksekød med destination i Italien. Læsset blev fragtet i et vogntog tilhørende vognmandsfirmaet N.C. Kloster. Kødet blev afvist af den italienske grænseveterinærkontrol, hvorefter vogntoget returnerede til Danmark. Her blev der konstateret beskadigelse af kødet grundet dels for høj temperatur i læsset, for hvilken N.C. Kloster var ansvarlig, og dels fejl ved selve læsningen, som Rebsdorf-Spedition bar ansvaret for. Skaderne beløb sig til ca. kr. 110.000. Danske Andelsslagteriers Tarmsalg (DAT) påstod henholdsvis Rebsdorf-Spedition (RS) og N.C. Kloster (NCK) solidarisk ansvarlige for de indtrufne skader. NCK påstod frifindelse, og RS påstod frifindelse, subsidiært nedsat ansvar som følge af den i Nordisk Speditørforbunds vedtagne be- 40 Jf. Hjorth Hansen m.fl., 1991, Produktansvaret hvad kan vi gøre ved det?, s. 58 41 Jf. Dahl, 1973, Produktansvar, s. 468 18

stemmelse (NSAB2000) omkring ansvarsbegrænsning. RS havde på fakturaer o.l. henvist til forbundets bestemmelser, men de havde ikke nævnt noget særligt omkring klausulen vedrørende ansvarsbegrænsning. Sø- og Handelsretten udtaler, at eftersom sagsøger, DAT, er en større eksportforretning, anses de for bundet af NSAB2000, hvormed Rebsdorf-Speditions ansvar var begrænset til kr. 20.000. Dommen blev anket til Højesteret, hvor tre af fem dommerne fandt, at NCK og RS begge havde pådraget sig ansvar, hvormed selskaberne hver skulle betale ca. kr. 55.000 i erstatning. Påstanden om solidarisk hæftelse blev ikke taget til følge. De to dissentierende dommere fandt, at de to selskaber burde hæfte solidarisk. For så vidt angår ansvarsbegrænsningen udtalte samtlige dommere, at der ikke fandtes grundlag for at antage, at den i NSAB2000 indeholdte ansvarsbegrænsning, om hvilken RS ikke havde givet afsenderen underretning, kan anses for vedtaget af parterne, eller at den i øvrigt skulle finde anvendelse på forholdet. Et generelt princip i obligationsretten er, at salgs- og leveringsbetingelser som udgangspunkt skal være præsenteret for modparten senest ved aftaleindgåelsen; tidspunktet hvor parterne bliver bundet af deres tilbud og accept. Eftersom fremsendelse af faktura sker efterfølgende, kan betingelserne ikke vedtages i forbindelse hermed, jf. FED 1997.248 Ø, hvor skadelidte først efter skaden blev bekendt med standardbetingelserne. Derimod skal betingelserne vedtages ved ordreafgivelsen, hvorfor anførelsen af de givne betingelser på bagsiden eller sammen med ordrebekræftelsen anses for retmæssigt. 42 Dette udgangspunkt kan imidlertid fraviges, såfremt der mellem parterne er tale om langvarig samhandelsforhold, hvor den ene parts salgs- og leveringsbetingelser konsekvent har været fremme løbende. Hvor meget der skal til i sådanne tilfælde, må afhænge af den konkrete situation og omstændighederne taget i betragtning, herunder om der er tale om et særligt vidtgående eller usædvanligt vilkår. 43 I dette tilfælde havde RS på fakturaer o.l. henvist til NSAB2000, der således skulle udgøre en del af leveringsbetingelserne, men firmaet havde ikke nævnt noget særligt om ansvarsbegrænsningen. 42 Jf. Samuelsson, 2000, Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter, s. 243 43 Jf. Samuelsson, 2000, Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter, s. 244 19

Firmaet anfører ligeledes, at begrænsningen af speditøransvaret er blevet til ved forhandlinger mellem de interesserede organisationer og er således ikke udtryk for en ensidig varetagelse af speditørens interesser, men derimod alle interesseredes. Ud fra hvad der er anført i teorien, bør der ikke skulle ret meget til, før sådanne bestemmelser må anses for vedtaget. Af dommen fremgår ikke, hvorvidt DAT og RS tidligere har handlet sammen. Ej heller fremgår det klart og tydeligt, hvorpå der udover fakturaer er blevet henvist til forbundets bestemmelser. Dermed er det svært at fastslå grundlaget for Højesterets afvisning af ansvarsbegrænsningen. Med sikkerhed kan det konkluderes, at Højesteret slet ikke anser vilkåret for vedtaget trods speditionsfirmaets henvisninger til NSAB2000. Firmaet havde ikke særskilt underrettet DAT omkring ansvarsbegrænsningen, hvilket fik afgørende betydning, jf. Højesterets præmisser. Herefter er det nærliggende at udlede af dommen, at et sådant vilkår kræves fremhævet for modparten og måske endda individuelt forhandlet, uagtet at der er tale om et regelsæt udarbejdet af en interesseorganisation. At begrænsningen ikke bliver vedtaget på baggrund af henvisninger på fakturaer, der fremsendes efter aftaleindgåelsen, stemmer overens med det i teorien anførte. 44 Heroverfor har Sø- og Handelsretten en interessant bemærkning. Denne anfører nemlig, at bestemmelserne må anses for vedtaget, eftersom DAT er et større eksportforetagende. Hermed bliver partens størrelse og den dermed forbundne burde-viden tillagt vægt, når der er tale om regelsæt udarbejdet af interesseorganisationer. En sondring som altså ikke bliver bakket op af Højesteret. Dommen er for nærværende fremstilling relevant, da den illustrerer domstolenes krav til vedtagelsen af vilkåret. Henvisninger til bestemmelserne på fakturaer var altså ikke nok, ej heller når der er tale om alment kendte regelsæt. For så vidt angår selve ansvarsbegrænsningen, der i dette tilfælde var generel, rejser dommen det spørgsmål, om der af domstolene kræves mere i forhold til vedtagelsen af fraskrivelse af produktansvar. Der følges op på dette i diskussionen. 44 Jf. Samuelsson, 2000, Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter, s. 243 20

5.3. UfR 1999.255 H Ansvarsfraskrivelse omfattede ikke produktansvar Et eksempel fra retspraksis, hvor fraskrivelse af ansvar ansås for vedtaget, men ikke fandtes at gælde produktansvaret og hvor domstolenes fortolkning af fraskrivelsen tydeligt kommer til udtryk, er UfR 1999.255 H som refereret i det følgende: UfR 1999.255 H: I forbindelse med fjernvarmeetablering købte Århus Kommune i 1981 gennem den danske virksomhed, S.C.S. Holding, et større parti stålrør produceret af den tyske virksomhed, Preussag Handel. Rørene blev anvendt som»medierør«og formålet hermed var transmission af fjernvarmevand. Som bilag til ordrebekræftelsen var S.C.S. Holdings almindelige leverings- og betalingsbetingelser vedlagt, og der var bl.a. med mindre skrifttype trykt: Senest med modtagelsen af vor vare anses vore almindelige leverings- og betalingsbetingelser for at være accepteret. I betingelsernes punkt 5 anføres bl.a., at Alle andre krav, også erstatningskrav ligegyldigt af hvilken retlig grund er udelukket. Der blev efterfølgende konstateret skader på fjernvarmeledningerne grundet utæthed. Århus Kommune nedlagde herefter påstand om, at S.C.S. Holding (SCS) var tilpligtet at erstatte udbedringsomkostningerne, der beløb sig til ca. kr. 675.000. Til støtte for sin påstand gjorde Århus Kommune gældende, at SCS var erstatningsansvarlig efter reglerne om produktansvar, subsidiært efter købelovens mangelsregler. SCS påstod frifindelse og til støtte herfor gjorde virksomheden gældende, at den opståede skade skal behandles efter reglerne om produktansvar, og at et eventuelt erstatningsansvar er bortfaldet efter bestemmelserne i SCS almindelige salgs- og leveringsbetingelser med bilag. Indledningsvist skal det nævnes, at Vestre Landsret bemærker, at medierøret ikke var en uadskillelig bestanddel af den monterede ledning, idet produktet kunne udtages fra ledningen efter endelig montering. 45 Hefter var skaden omfattet af produktansvarsreglerne. Landsretten går dermed ind og sondrer mellem et defekt produkt, som volder skade på omkringværende ting, contra et produkt, der ikke kan udskilles, hvorved det defekte produkt og de beskadigede produkter anses for at være én samlet ting. Konsekvensen er den, at skaden skal behandles efter købelovens mangelsregler. Endvidere bemærker Vestre Landsret, at den af SCS anførte ansvarsfra- 45 Vor kursivering 21

skrivelse ikke omfattede et sådant ansvar, og at Århus Kommune ikke havde udvist egen skyld. Dette medførte det resultat, at SCS som erhvervsdrivende hæftede for den tyske producents ansvar, og Århus Kommune blev kendt berettiget til erstatning. Som ovenfor beskrevet skal en ansvarsfraskrivelse overleve en tre-trins tests, førend den kan anses for gældende og dermed tillægges betydning. Denne test består som nævnt af trinene; vedtagelse, fortolkning og til sidst generel ugyldighed. For så vidt angår vedtagelsen, bemærker Vestre Landsret intet herom, hvilket utvivlsomt betyder, at klausulen anses for vedtaget parterne imellem. Det er imidlertid værd at bemærke, at SCS i ét af sine anbringender anfører, at da de to parter tidligere har handlet sammen, og da der i ordrebekræftelsen blev henvist til SCS salgs- og leveringsbetingelser, må disse betingelser og dermed klausulen om ansvarsfraskrivelse anses for vedtaget. Havde der været tvivl omkring vedtagelsen af disse vilkår, ville ovenstående anbringende spille en central rolle, jf. ovenstående hvor tidligere samhandel er omtalt. Det næste trin for accepten af en ansvarsfraskrivelse er fortolkning af indholdet. I den givne sag bemærker landsretten i deres præmisser, at sagsøgtes salgs- og leveringsbetingelser ikke efter deres ordlyd omfatter produktskader. Vestre Landsret ligger således en indskrænkende fortolkning til grund, og SCS relativt diffuse formulering findes derfor ikke at gælde produktansvar. Princippet om, at bevisusikkerhed skal komme til skade for den, der vil gøre en aftale gældende, anvendes her af landsretten på aftalens indhold. Det sidste trin i testen hvorvidt klausulen er urimelig og skal tilsidesættes kommer under behandling af sagen ikke i anvendelse. Årsagen hertil er selvsagt, at fortolkning af vilkåret har det udfald, at produktansvar ikke er omfattet, hvorfor sagen i virkeligheden er afgjort her. SCS holdes ansvarlig efter reglerne herom. Det havde formentligt været en anden situation, såfremt vilkåret i stedet gik på formuleringen Sælger kan ikke holdes ansvarlig for det solgte produkts skadevoldelse på omkringværende aktiver. eller anden lignende formulering. Herved ville vilkåret efter dets ordlyd utvivlsomt omfatte fraskrivelse af produktansvar, og herefter ville en tilsidesættelse efter aftalelovens 36 være sidste våben for skadelidte. Endeligt imødekommes SCS friholdelsespåstand og der blev således givet regresret, hvorfor leverandøren, Preussag Handel i sidste ende skulle bære tabet. Vestre Landsret går altså ind og statuerer hæftelsesansvar for mellemhandleren, SCS. Herved hæfter denne overfor køberen, Århus Kommune, for producentens culpa. 22

Højesteret holder sig i store træk til Vestre Landsrets bemærkninger og udtaler, at eftersom det købte produkt ikke havde været en uadskillelig bestanddel af den monterede rørledning, 46 fandtes skaden på rørets omgivelser at være omfattet af reglerne om produktansvar. Endvidere udtalte Højesteret, at SCS som erhvervsdrivende mellemhandler hæfter for leverandørens ansvar. Højesteret bemærker dog, at et hæftelsesansvar efter reglerne om produktansvar forudsætter, at Preussag Handel, som producent af det defekte produkt, er ansvarlig overfor Århus Kommune efter disse regler. Ud fra ovenstående og med tiltrædelse af landsrettens bemærkninger, stadfæster Højesteret landsrettens afgørelse, hvorved SCS bliver dømt ansvarlig efter PALs regler. I relation til SCS friholdelsespåstand tages denne til følge, således Preussag Handel endeligt skal bære ansvaret. Højesteret understreger altså indledningsvist, at der er tale om et defekt og skadevoldende produkt efter produktansvarsreglerne, og ikke et mangelfuldt produkt efter købelovens regler. Havde retten konstateret, at der var tale om et mangelsproblem, ville virkningen være den, at Århus Kommune var underlagt en kortere reklamationsfrist, og det vil tillige typisk være sælgerlandets lovgivning (tysk), der skal anvendes. For så vidt angår mellemhandlerhæftelsen bemærker Højesteret, at denne forudsætter, at Preussag Handel som producent er ansvarlig overfor Århus Kommune. Sagt med andre ord: SCS mellemhandlerhæftelse er kun til stede, såfremt den tyske producent var erstatningspligtig, hvis Århus Kommune havde købt medierørene direkte ved denne. Den afsagte dom må antages at have en betydelig præjudikatværdi. Dette skyldes især bemærkningen fra begge instanser om, at produktet ikke var en uadskillelig bestanddel af den monterede rørledning, idet medierøret kunne udtages af rørledningen efter endelig montering. Det får altså den betydning, at hvis et produkt er indført på en uadskillelig måde i en større enhed, vil reglerne om, at skade på selve den solgte genstand ikke falde under produktansvarsreglerne, omfatte hele produktet. I relation til nærværende fremstilling er dommen et eksempel på den indskrænkende fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler, som domstolene anvender i deres praksis. Den er et eksempel på, at domstolene ikke tillægger et generelt og diffust formuleret vilkår betydning, således det ikke er muligt for sælger at skyde med sprederhagl og gardere sig mod al ansvar i sine salgs- og leveringsbe- 46 Vor kursivering 23

tingelser. Omhandler fraskrivelsen efter sin ordlyd ikke produktansvar, antages den således kun at gælde producentens mangelsansvar. 5.4. UfR 1995.502 H Lovhjemlet ansvarsfraskrivelse fandt anvendelse Som det ovenfor er fastslået af Højesteret, har det en afgørende betydning for produktansvarsreglernes anvendelse, hvorvidt produktet er indført endeligt og på en uadskillelige måde. I forudgående dom var dette ikke tilfælde, idet produktet kunne udtages igen, hvorfor reglerne fandt anvendelse. Heroverfor står UfR 1995.502 H, som er kort behandlet i det følgende: UfR 1995.502 H: Det svenske selskab Cementa AB købte et parti cement hos Aalborg Portland og videresolgte det til endnu en svensk virksomhed, Systembetong, som anvendte cementen ved fremstilling af facadeelementer. Det danske vognmandsfirma, Bjerwo Trans fra Aalborg, forestod transporten fra Aalborg Portland til Systembetong i henhold til fragtaftale indgået mellem vognmandsfirmaet og Cementa AB. Der blev efterfølgende konstateret misfarvning af de fremstillede facadeelementer, og det blev lagt til grund, at cementen under transporten var blevet forurenet med skifermel. Cementa AB betalte herefter erstatning til Systembetong, og Cementa AB krævede, som indtrådt i Systembetongs krav, erstatning fra Bjerwo Trans. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at transportfirmaets ansvar var begrænset i medfør af CMRlovens 47 regler, hvilket betød, at der heller ikke kunne rejses krav af en udenforstående tredjemand, som ikke er part i transportaftalen. Ansvarsbegrænsningen i CMR-loven blev tillagt betydning, og på baggrund af denne frifandtes Bjerwo Trans, og dommen blev efterfølgende anket til Højesteret. Højesteret er enig med Sø- og Handelsretten, men bemærkningerne er interessante. Retten fandt stadig, at CMR-lovens ansvarsbegrænsninger fandt anvendelse, men Højesteret går ind og skelner mellem følgeskade og skade på en anden genstand. Idet cementen indgik i facadeelementerne som en uadskillelig bestanddel, kunne skaden ikke anses som omfattet af produktansvarsreglerne. Det fik den konsekvens, at skaden var omfattet af CMR-loven og dermed også den ansvarsbegrænsning, hvilken er indeholdt heri. På den baggrund stadfæstedes Sø- og Handelsrettens dom, hvorved Bjerwo Trans frifandtes. I forhold til den ovenfor nævnte tre-trins test for klausuler vedrørende ansvarsbegrænsninger anses 47 Lovbekendtgørelse 1986-09-09 nr. 602 om fragtaftaler ved international vejtransport 24

den omhandlede klausul altså for vedtaget. At der er tale om ansvarsbegrænsning med hjemmel i CMR-loven gør unægteligt, at der ikke blive stillet lige så store krav til vedtagelsen, som hvis der havde været tale om et byrdefuldt vilkår udarbejdet af den ene af parterne. I den givne sag blev der desværre ikke taget stilling til dette spørgsmål. For så vidt angår fastlæggelse af indholdet af ansvarsbegrænsningen, er dommen ikke noget tydeligt eksempel på domstolenes fortolkning heraf. Forklaringen er den, at den omhandlede fraskrivelse er hjemlet i speciallovgivningen, og begrænsningens anvendelse har derfor nær sammenhæng med lovens fastlagte anvendelsesområde. Det er i denne situation ikke nødvendigt med en decideret fortolkning af begrænsningen, men blot en undersøgelse af, hvorvidt skaden er omfattet af CMRloven. Dette var som tidligere anført tilfældet her. Det er interessant at sammenholde dommen med den ovenfor behandlet UfR 1999.255 H, hvori produktet ikke var en uadskillelig bestanddel, eftersom det kunne udtages igen efter endelig brug, hvorfor produktansvarsreglerne fandt anvendelse. Det gjorde de ikke i dette tilfælde, idet den forurenede cement indgik som en uadskillig bestanddel, og dommene udgør på dette punkt et slags modstykke til hinanden. Det skal for god ordens skyld nævnes, at højesteretsdommer, professor og dr. jur. Peter Blok forholder sig kritisk overfor den måde, hvorpå Højesteret udelukker produktansvaret fra CMR-lovens regler. Dog argumenterer han med støtte i Højesterets ordvalg under disse omstændigheder for, at spørgsmålet om CMR-lovens anvendelse på produktansvarsskader er holdt åbent. 48 5.5. Fraskrivelse ctr. omgåelse af produktansvar Af det ovenfor anførte fremgår, at PAL ikke kan fraviges til ulempe for skadelidte. Denne beskyttelsespræceptivitet burde reelt gøre situationer omfattet af loven irrelevante for nærværende fremstilling. Umiddelbart er dette da også tilfældet, men omvendt åbner det op for en form for omgåelse af produktansvaret. Som det tidligere er beskrevet, er PAL nemlig ganske bestemt og præcist afgrænset, hvorfor det står klart for producenterne, hvor faldgruberne er. Det handler således om at undgå at falde under lovens anvendelsesområde, herunder at dit produkt kategoriseres som værende defekt. I forhold til PALs anvendelsesområde er der flere relevante begreber, men i dette afsnit vil vægten blive lagt på definitionen af begrebet defekt. Valget er bevidst truffet, idet producenten og/eller mel- 48 Jf. Blok, U.1995B.425, s. 502 25