Som sædvanlig står jeg her med to kasketter på, en regional og en landspolitisk. Og der er jo sket store ting begge steder, så jeg har meget på hjerte. Som jeg har sagt tidligere er Region Hovedstaden et resultat af Danmarkshistoriens største fusion mellem hospitalsvæsnerne i det gamle Frederiksborg Amt, Københavns Amt og København og Frederiksberg kommuner. Der er mere end 40.000 ansatte i Region Hovedstaden, og selvfølgelig har det været bøvlet og besværligt at få denne store fusion med flytninger, omrokeringer og store forandringer på plads. Det siger sig selv. Men nu kan vi se - og det har vi kunnet se det seneste års tid - at resultaterne begynder at vise sig. Ambulancerne er et godt eksempel. Der var lidt turbulens, da vi fusionerede de forskellige ambulancevæsner. Men nu og det skal vi alle sammen være glade for nu har vi her i Region Hovedstaden simpelthen et af de allerbedste ambulancevæsener i Europa! Vi har simpelthen de korteste responstider her. Det skal I huske at fortælle, når der fortælles dårlige historier. Og ambulancerne er ikke den eneste gode historier - for aldrig før er SÅ mange blevet behandlet i vores system og vel at mærke for de samme penge.
Normalt ville man jo få ros for sådan en indsats, men det fik regionerne nu ikke næh, i stedet for ros, fik vi i august 2011 at vide, at nu skulle regionerne nedlægges. Det var hård kost for os, der havde taget turen gennem turbulens, forventninger, fyringer og store forandringer. Alt imens vi planlagde store hospitalsbyggerier og udarbejdede en fantastisk gennemarbejdet generalplan for sundhedsvæsnet, blev vi udskældt for manglende ambitioner. Det var - og er slet, slet ikke det billede, vi, der arbejder med tingene, kan genkende. Vi arbejder konstant med effektiviseringer og kvalitetsforbedringer for øje. Og vi samarbejder med universiteter og virksomheder om at skaffe bedre produkter og bedre behandlingsmuligheder hele tiden. Jeg hører selv til dem, der er træt af hele tiden at høre, at vi skal skabe verdensklasse, for det er store ord, der desværre er blevet for slidt. Men virkeligheden er, det viser alle de videnskabelige undersøgelser, der bliver lavet, at sundhedsvæsnet her i vores region er blandt de allerbedste i Europa - uanset hvad vi ser i aviser og tv. Jo, der sker fejl, og det er dem, der bliver vist i medierne. Og der må naturligvis ikke ske fejl, og vi knokler på for, at det ikke sker men generelt mener jeg bestemt, at vi kan være
stolte af vores hospitalsvæsen. Det er meget bedre end sit rygte. Regionen arbejder med mange mange ting, jeg skal ikke komme ind på alle sammen, men blot her nævne at vi har udarbejdet ældreplaner, psykiatriplaner, kræftplaner, sundhedsprofiler, fødeplan, patienssikkerhedsplaner for blot at nævne nogle af dem. Lige nu er det skadestuerne eller akutklinikkerne som de nu hedder, der er mest fokus på. Og historierne i pressen fortæller om patienter, der venter op til 12 timer på skadestuerne. Disse store tal har vi svært ved at se, når vi ser på vores tal men selvfølgelig skal man ikke sidde og vente så længe!! Det er en kendsgerning, at alt for mange tager på skadestuen op mod halvdelen af de henvendelser, vi har på skadestuerne, kunne lige så godt ha ventet til næste dag eller ved at tage til egen læge. Fra på mandag den 30. januar kan I, når I har et akut sundhedsspørgsmål, ringe til regionens nye akuttelefon, der har nr. 1813. Her kan man døgnet rundt få svar på sundhedsfaglige spørgsmål. Så gør det, hvis der er noget akut, I er i tvivl om. Lægen har jo stadigvæk sin telefontid mellem 8 og 9 hver morgen. Regionen samarbejder på flere områder med kommunerne, og det er vores ønske, at vi fremover kan samarbejde om endnu flere ting og derved løse udfordringerne endnu bedre. Det er
nu engang sådan, at samtale og samarbejde fremmer forståelsen for hinanden, og det fremmer sædvanligvis også de resultater, vi i fællesskab arbejder hen imod til gavn for borgerne. Her i Fredensborg har vi jo bl.a. set et fint samarbejde mellem region og kommune på klimaområdet. Regionen arbejder også tæt med Region Skåne om et godt konstruktivt samarbejde i Øresundsregionen. Desværre er det jo sådan, at samarbejdet med svenskerne ikke altid interesserer danskerne lige så meget, som det interesserer svenskerne. Det er faktisk lidt trist, for hvis den danske hovedstadsregion skal med frem i kampen om at være en af de førende metropoler i Europa, så skal det ske sammen med svenskerne. Vi kan ikke gøre det alene. Lad mig give et eksempel: Her om få år står det kæmpestore ESS-forskningscenter færdigt i Lund i Sverige det er så absolut det største udviklingsprojekt i vores tid, og det får store konsekvenser for udviklingen i vores region. For det er sådan, at der skal 400-500 forskere til at behandle de data, der kommer fra forskningscentret. Og alle disse mange hundrede forskere skal IKKE arbejde i Lund, nej, de skal arbejde på Niels Bohr instituttet i København. Og prøv lige at forestille jer, hvor meget det betyder for os, at der kommer så mange højt kvalificerede forskere hertil for
de kommer jo ikke alene, de har en hale af andre forskere, teknikere og administration med sig. Sådan en koncentration af forskere og viden er en af nøglerne til udvikling og nye arbejdspladser det er vigtigt at holde sig for øje i en tid, hvor hovedstadsregionens vækstdagsorden skal finde sin form. Hovedstadsregionens vækstdagsorden er også en af grundene til, at vi i regionen har oprettet det uddannelses- og forskningsudvalg, som jeg er formand for. Vi har store uddannelsesmæssige udfordringer i hovedstadsregionen det er desværre stadigvæk sådan, at alt for mange unge ikke er i gang med en uddannelse. Men den gode historier er, at vi i vores region har oprettet et uddannelsesudvalg det er vi den eneste region i Danmark der har. Og det har vi jo gjort, fordi vi VED og vi socialdemokrater ved det i særdeleshed - at hvis vore unge og vores arbejdsstyrke ikke er veluddannet, så giver det ingen mening at tale om en vækstdagsorden hvis befolkningen ikke er uddannet, kommer der ganske simpelt ingen vækst fremover. Sådan er det. Jeg ville så gerne fortælle jer meget om de ting, vi arbejder med i uddannelsesudvalget, men tiden løber, derfor vil jeg nøjes med at fortælle, at vi har taget initiativ til, at der oprettes et praktikpladsservicecenter her 1. marts.
Lige nu mangler vi 2.500 praktikpladser i vores område. Det er helt uansvarligt af os som samfund. Regionen har ikke en formel myndighed på dette område, men vi har et stort politisk ønske om at løse dette problem. Min erfaring fra de to år, jeg har siddet som formand for uddannelsesudvalget er, at hvis man har nogle penge, tager et godt og fornuftigt initiativ, rækker hånden frem til en fællesløsning og giver plads til alle, så kan man nå langt - og det er også tankegangen bag dette praktikpladsservicecenter. Alle også private virksomheder må erkende, at vi alle har et ansvar for at få de unge i gang. Og jeg vil i al fald gøre, hvad jeg kan med de muligheder, jeg nu en gang har. Som sagt kunne jeg fortælle meget mere om uddannelse og forskning men det bliver nok ikke i aften. Til gengæld kommer jeg gerne en anden aften, hvis nogen af jer har lyst at høre mere! Og det får mig til at tænke på at regionsorganisationen jo hele tiden arrangerer møder med forskellige temaer for alle partimedlemmer i hele regionen. Jens Islin har datoerne. Nu er truslerne om at nedlægge regionerne forstummet, og vi har i region Hovedstaden valgt at gøre truslen til en ny mulighed for at sætte en politisk dagsorden, gå i dialog og øve indflydelse. Danmark har brug for vækst, og det vil vi gerne hjælpe regeringen med.
Det bringer mig over til min landspolitiske kasket, hvor jeg først og fremmest vil sige tak for opbakningen i folketingsvalgkampen. Det var en lang valgkamp der for mit vedkommende strakte sig over halvandet år. Det var lang tid, men for os tror jeg nu, det var en fordel. For vi nåede at gøre mange ting. Personligt synes jeg, at det var helt vildt, at vi fik ringet på 2077 døre i perioden. Vi begyndte at ringe på i oktober 2010 og sluttede den 15. september 2011. Mange har spurgt, om det ikke var både hårdt, kedeligt og anstrengende men sådan oplevede jeg det slet ikke. Jeg syntes, det var sjovt, udfordrende og afvekslende og aldrig kedeligt! Og det skyldes jo selvfølgelig, at det hele tiden hver aften var forskellige mennesker med forskellige reaktioner, der åbnede dørene men det skyldtes jo mindst lige så meget, at jeg hele tiden havde en ny og veloplagt makker ved min side. Tak til alle makkerne! Desværre fik vi ikke kæmpet os til en plads i Folketinget, men fra min side skal der alligevel lyde en stor tak til jer alle for indsatsen. Jeg har været glad for at være jeres folketingskandidat, det har været et privelegium at være med, og det halvandet år, vi stod i vores røde jakker skulder ved skulder i solskin, regn, slud, blæst og frost, vil altid stå for mig som en dejlig periode i mit liv! Men hvad er det så, der nu sker med vores nye regering?
Vi ved alle, hvordan det er forløbet indtil nu, så derfor vil jeg tillade mig at fortælle, hvordan jeg ser på fremtiden. Netop nu regner de borgerlige vel med, at den nye regering langsomt vil gå til grunde helt af sig selv. På grund af amatørarbejde, interne stridigheder og påståede løftebrud. Og derfor kan det være de tænker, at det er bedst at læne sig tilbage og i ro og mag vente på, at korthuset ramler, så Venstre igen kan overtage ledelsen af landet. Men hvad nu, hvis det ikke går sådan? Hvad nu, hvis det lykkes regeringen at spille ud med omfattende reformer af skat, arbejdsmarked og offentlige besparelser? Hvad nu hvis det faktisk lykkes SF erne at forklare deres bagland og vælgere, at moderne socialisme er styr på økonomien, ret og pligt, og at det skal kunne betale sig at arbejde? Helle skal sætte sig tungt på midten i dansk politik både økonomisk og værdipolitisk og endda med en række udtalte borgerlige pejlemærker som fx pengene skal være der, før vi bruger dem. Vores regering skal være en reformregering, der er parat til tage de nødvendige skridt for at bringe Danmark ud af krisen og tilpasse økonomien til de globale udfordringer. Vores regering skal ved at give de mange reformer, der kommer, et ganske svagt blåt skær tvinge den nye opposition til samarbejde. Det vil sætte især Venstre under et stort pres.
Tør de føre den hårde visnepolitik, eller vil de vælge en konstruktiv rolle som forligspartner? Lars Løkke Rasmussen er formentlig godt tilfreds med sin position lige nu. Det går forrygende. Jo mere han holder sig væk fra den politiske scene, des mere går han frem i målingerne. Men inden længe vil han blive tvunget ud i det svære valg af oppositionsrolle. Vores regering har ikke fået den drømmestart, vi ønskede os men jeg er sikker på, at der nu i disse måneder er ved at blive strammet op i hele systemet i regeringspartierne og i organisationerne. Så jeg er fortrøstningsfuld, ikke mindst når jeg ser, hvor mesterligt Helle tackler det politiske spil på de bonede gulve i EU. Så jeg er ikke i tvivl om, at når vort formandskab for EU slutter så vil om ikke alting så dog mange ting se bedre ud. Jeg vil slutte med en opfordring til, at vi alle sammen loyalt bakker op om vores regering. At vi taler om det gode, de har gjort, at vi ikke giver modstandere ret at vi bakker op, støtter og er solidariske. Det er det, de har brug for det er sådan, vi agerer i vores parti, ikke mindst når der er hårdt brug for det.